Følger man bare lidt med i medierne, da ved man, at det kolde Grønland lige nu er varmere end nogensinde. Men man kan vist uden overdrivelse sige, at Grønland og grønlænderne hidtil har været lidt eller meget overset i debatten.
I hvert fald lige indtil Donald Trump blev genvalgt som præsident for verdens mægtigste land, USA, og han endnu engang udtrykte ønske om at overtage Grønland. Det være sig økonomisk eller militært.
Verdens største ø kunne og kan ikke forsvare sig selv, da Danmark ikke har levet op til ellers klare løfter om at udbygge forsvaret af verdens største ø.
Flådens få skibe kan ikke engang skyde med skarpt. Et par ekstra slædepatruljer på østkysten kan ikke længere leve op til vore håndhævelse af suverænitet.
Det havde vi ikke lige set komme – at vor suverænitet kunne blive truet af et andet NATO-medlemsland. Det havde vi ikke haft fantasi til at forestillle os – trods ellers Trump’s købstilbud om Grønland i hans forrige periode som præsident af USA.
Vi havde heller ikke set det komme, at USA’s kommende præsidents søn pludselig kom flyvende til Grønland og benyttede den spritnye landingsbane i Nuuk til hele to af farmand Trump’s fly.
Angiveligt som en helt almindelig turist, der altid havde ønsket sig at se Grønland på nærmeste hold. Mærkeligt blot, at han kun havde afsat fire timer til at bese verdens største ø. Med to fly.
Det viste sig da også hurtigt, at hans ærinde var et helt andet end oprindeligt angivet.
Vistisen til Trump: “F*** off”
Det danske medlem af EuropaParlamentet Anders Vistisen gjorde sig med ét verdensberømt, da han gik på talerstolen i Bruxelles og sendte en meget direkte hilsen til den nye præsident af USA, Donald Trump:
“Greenland has been part of the Danish kingdom for 800 years.
It is an integrated part of our country. It is not for sale.
Let me put it in words you might understand:
Mr. Trump. F*** off.”
Der blev grinet ekstatisk og klappet begejstret over hele verden. Danske Anders Vistisen havde sagt, hvad mange politikere verden over havde tænkt, men ikke turdet sige højt.
De fleste gjorde det dog i al stilhed. De var bange for eventuelle repressalier fra præsidenten fra verdens mest forgældede nation, USA. For tænk, hvad han dog ikke kunne finde på, hvis han blev fornærmet. Som han sidst blev det af Mette Frederiksen. “A Nasty Woman” kaldte han hende efterfølgende.
Nicolae Stefanuta, som er vicepræsident for EuropaParlamentet, måtte nødtvungent irettesætte sin vrede danske kollega med disse bevingede ord:
“It is not okay in this house of democracy to use such language. Regardless of what we think of Mr. Trump.
Vi lader den sidste sætning stå et øjeblik. Den siger mere end alskens ord. Og den vil helt sikkert gå over i verdenshistorien. Præcis som Anders Vistisens “Mr. Trump. F*** off.”
Havde det været Rusland i dag eller Danmark i Enevældens tid, da havde Vistisen allerede mistet hovedet. Som straf for majestætsfornærmelse. Nu er han blot indkaldt til en formanende samtale hos partiboss Morten Messerschmidt, der for nogle år siden selv optrådte med nationalsocialistiske sange på Grøften i Tivoli. Ak ja.
Tidligere generalsekretær for NATO, ligeledes danske Anders Fogh Rasmussen, udtrykker ligeledes kritik over for Donald Trump. Han bruger dog lidt mildere vendinger:
“I Danmark er der stor overraskelse over, at Trump bruger præcis de samme argumenter til at få kontrol over Grønland, som Putin har brugt til at angribe Ukraine.”
Man frygtede for konsekvenserne af de mange trusler fra den lunefulde præsident, der spiller efter helt andre regler end de normale. Hvis overhovedet efter andre regler end dem, der lige falder ham ind.
Amerikansk fup og svindel
Det viste sig snart, at Donald Junior slægter sin far på. At han er lige så fuld af “usandheder”, hvilket han nok har fået ind med modermælken.
Vel ankommet til Grønlands hovedstad Nuuk gik Juniors mandskab straks i gang med at hverve lokale grønlændere til en fin middag på det fornemme Hotel Hans Egede.
Der var tale om et nøje planlagt kupforsøg. Ikke noget tilfældigt turistbesøg af en amerikansk præsidentsøn, der gerne fører sig frem som outdoorsman i uldne skovmandsskjorter. Men med egne jetfly til bagage og følge.
Donald Junior & Co. havde gjort deres forarbejde godt og styrede straks over hovedgaden til den lokale Brugs, som i mange år har været samlingssted for socialt belastede grønlændere.
Uden for “Brugseni”, som butikken hedder lokalt, kunne Trump Junior derfor hurtigt shanghaje et antal lokale grønlændere til festmiddag på byens fineste hotel.
Lokale kilder fortalte siden til Danmarks Radio, at der var tale om “hjemløse og socialt udsatte borgere”, som var til fals for et gratis måltid mad betalt af Trump. De lod sig bestikke til at agere Trump støtter, kunne man siden læse på netværket MTN.
Oven i hatten eller rettere kasketten fik de så i tilgift en flot rød MAGA-cap, som de siden kunne flashe i Hans Egedes gamle by. Et synligt og varigt bevis på, at en Trump havde været forbi verdens største ø.
En enkelt af de glade modtagere fortrød dog efterfølgende, at han havde taget imod middag og kasket. Han vidste ikke, at han ville blive brugt eller misbrugt politisk på denne måde.
Det havde ingen fortalt ham.
Mediestunt gav bagslag
Inden Trump Junior med følge atter forlod Nuuk, havde de lige været en tur rundt i byen, stemt dørklokker og delt dollarsedler ud. Som var det glasperler til de indfødte i en afrikansk landsby.
Det grønlandske nyhedsmedie Sermitsiaq kunne efterfølgende fortælle, at det grønlandske politi havde modtaget anmeldelser om den uventede og påtrængende amerikanske gavmildhed.
Da de to Trump Force fly med følge havde nydt godt af Nuuks nyindviede flyveplads, forlod de atter verdens største ø – med kurs mod farmand Trump’s Mar-A-Lago hovedkvarter i Florida.
På en hurtigt indkaldt pressekonference om det første amerikanske forsøg på at indtage Grønland kunne en stolt Don Junior her fortælle den amerikanske presse, at de lokale grønlændere i Nuuk havde taget imod dem med den allerstørste begejstring.
Han kunne også fortælle pressen, at Danmark behandler de lokale grønlændere rigtig dårligt. At danskerne ser ned på grønlændere og Grønland. Og at verdens største ø derfor ser frem til at blive nyt amerikansk territorium.
Efterfølgende var den frie presse dog rundt i Nuuk for at spørge indbyggerne her om det samme. Det viste sig hurtigt, at der ikke var eller er nogen større interesse for at blive amerikanske statsborgere under Donald Trump.
Det ville flertallet af de adspurgte gerne have sig frabedt. De ville bare være grønlændere som altid. De ellers normalt stille og høflige grønlændere var ikke imponerede over den amerikanske charmeoffensiv, som de hurtigt havde gennemskuet.
– Der skal flere glasperler til, Don Junior. Grønlænderne er tydeligvis klogere end din farmands vælgere.
Grønlandsk fup og svindel
Kriminalitet trives på tværs af landegrænser. Desværre ikke kun i USA, som ellers ligger skyhøjt på Top Ti listen. De kan skam også på Grønland.
Umiddelbart efter Don Juniors lynvisit i Nuuk kunne man såledeslæse i det lokale medie Sermitsiaq, at to grønlandske toppolitikere var blevet taget i økonomisk kriminalitet.
Ingen ringere end den tidligere landsstyreformand Lars-Emil Johansen er i en bedragerisag i Grønland blevet idømt seks måneder i Anstalten, som det lokale fængsel hedder.
Forøvrigt nøjagtig samme sted, hvor miljøforkæmper og hvalaktivist Paul Watson sidste år måtte tilbringe fem uberettigede måneder i fængsel inden sin ubetingede løsladelse kort før jul. Lars-Emil Johansen slår ham således med en hel måned.
Dommen er ubetinget, hvilket betyder, at de seks måneder skal afsones bag tremmer.
Den tidligere landsstyreformand kommer dog ikke til at kede sig i sit eget selskab. Som cellekammerat får han nemlig tidligere kommunaldirektør Lars Møller-Sørensen, der ligeledes straffes med seks måneders ubetinget fængsel i Anstalten.
De to politikere og embedsmænd er dømt i samme sag. Retten mener ifølge nyhedsmediet Sermitsiaq, at de to mænd i forening har begået bedrageri af særlig grov beskaffenhed.
De to er dømt for en aftale, hvor kommunaldirektøren havde ansat den tidligere landsstyreformand som konsulent i Sermersooq, der med knap 24.000 ud af Grønlands 57.000 indbyggere er øens suverænt største kommune.
Aftalen betød, at der blev udbetalt 730.000 kroner til den tidligere landsstyreformand – for to års konsulentarbejde, der imidlertid aldrig blev udført. Kommunaldirektøren blev desuden dømt for at have medvirket til myndighedsmisbrug.
Begge har anket dommen til Grønlands Landsret.
Opblusset debat efter besøg
Før Donald Trump havde verdens største ø nok været den mindst kendte del af det danske rige. Eller rettere: Rigsfællesskabet mellem Danmark, Grønland og Færøerne.
Selv for de allerfleste danskere var Grønland noget fjernt og uvirkeligt. Men Grønland rykkede med rekordfart opad på listen, da Donald Trump blev valgt til sin anden periode som præsident for De Forenede Stater.
Allerede før sin indsættelse meldte han nemlig brutalt ud, at han ville overtage Grønland. På den ene eller anden måde. Militært eller økonomisk. Angiveligt af sikkerhedspolitiske årsager.
Med den globale opvarmning og den smeltende is kan russiske og kinesiske skibe nu navigere tættere på Grønland end nogensinde og dermed udgøre en sikkerhedspolitisk risiko for USA. Mener altså Trump & Co.
Pludselig var der fokus på de blot 57.000 grønlændere, som bebor verdens største ø. Som har selvstyre og derfor også vil høres. De vil naturligvis have den selvstændighed, de juridisk har ret til.
De vil selv bestemme, om de skal forblive i Rigsfællesskabet eller kaste sig i armene på et ekspansionistisk USA, der bestemt ikke har behandlet sine egne indfødte folkeslag særlig pænt. Det gælder indianerne i det indre Nordamerika og inuitterne i Arktis.
Indianerne, som beboede Nordamerika, længe før den hvide mand kom til landet, lever i dag ofte i små reservater. Her har de måttet kæmpe for helt basale rettigheder i det land, som tilflyttere fra Europa tog fra dem.
Desværre har Danmark ikke behandlet Grønland og grønlænderne særlig pænt eller respektfuldt. Vi har introduceret alkohol for den grønlandske befolkning. Vi har praktiseret tvangsfjernelse og indført tvangssterilisering i stor stil på verdens største ø.
Kolonialisme af værste skuffe.
Tvangsfjernelse
I forbindelse med den amerikanske præsidents trusler mod Grønland og grønlænderne, er der atter kommet fokus på vor behandling af grønlændere i Rigsfællesskabet.
Pressen har været fuld af gamle og knapt så gamle sager, som har fået modstanden mod Danmark til at blusse op igen. Desværre skal vi ikke ret langt tilbage i tiden for at finde helt konkrete eksempler herpå.
Flashback til 1951, hvor 22 grønlandske børn blev fjernet fra deres familier og sendt til Danmark. De skulle være danske og udgøre en ny elite, der skulle “modernisere” Grønland efter danske idealer og standarder. Når de altså vendte hjem igen. Som nye og bedre mennesker.
Tvangsfjernelsen skete sågar i samarbejde med Mødrehjælpen og med international støtte fra UNICEF.
Børnene blev i flere tilfælde udvalgt uden deres samtykke eller fuldstændig forståelse fra deres familier. Sprogbarrieren dengang var uendelig meget større, end den er i dag.
De tvangsfjernede børn blev placeret i danske familier, hvor de ikke fik lov at tale grønlandsk eller have kontakt til deres familer. De mistede kort sagt deres identitet og havnede efterfølgende ofte i store psykiske problemer.
Først så sent som i 2020 undskyldte den danske regering dette kolonialistiske overgreb mod de involverede børn.
Tvangssterilisering
Så sent som i 1960’erne og 1970’erne mente de danske myndigheder, at den grønlandske befolkning voksede alt for hurtigt. Mange børn blev født uden for ægteskab og udgjorde med danske øjne en belastning for samfundet.
De danske myndigheder greb derfor til tvangssterilisering af unge grønlandske piger. Omkring 4.500 grønlandske piger ned til 13 år og yngre kvinder fik opsat spiral i denne periode.
Det svarede til næsten halvdelen af de 9.000 fødedygtige kvinder, som fandtes i hele Grønland på det tidspunkt.
Så sent som i 2024 stævnede 143 ramte kvinder så den danske stat for krænkelse af deres menneskerettigheder. Politisk er det blevet kaldt et folkemord og sammenlignet med russiske metoder i Ukraine og andre besatte steder.
Kvinderne har efterfølgende oplevet alvorlige fysiske og psykiske konsekvenser som følge af indgrebene, herunder barnløshed, angst og depression. Hertil skal lægges PTSD, der øger forekomsten af selvmord.
Det danske kolonistyre har således ikke meget at være stolte over på Grønland. Man forstår til fulde vreden og det grønlandske ønske om selvstyre og løsrivelse. Det er pinligt at tænke tilbage på.
Danmark har stadig ikke sagt undskyld for disse overgreb, som den danske kolonimagt desværre hverken kan tale om eller tale sig uden om. De er veldokumenterede og af nyere dato.
Det er Donald Trump fuldt ud klar over og vil med sikkerhed bruge det i fremtidige kampagner. Præcis som han brugte spørgsmålet om abort under den netop overståede valgkamp.
Nye navne til gamle steder
Nu, hvor Donald Trump har indtaget præsidentembedet i Det Hvide Hus for anden gang, ryster lande verden over ved tanken om de mulige konsekvenser af præsidentskiftet.
Trump undgik omhyggeligt at nævne Grønland med navn under sin indledende tale ved indsættelsen. Han havde dog ikke glemt verdens største ø. Det kom frem ved den efterfølgende pressekonference, hvor der blev spurgt specifikt ind til det.
Her er, hvad Trump svarede:
“Grønland er et fantastisk sted, som vi har brug for til international sikkerhed. Jeg er overbevist om, at Danmark nok skal indordne sig”.
Hvad der så end måtte ligge i den udtalelse. Tydeligvis agter Trump først at annektere Panama med kanalen, som amerikanerne byggede i sin tid, og som nys afdøde præsident Carter siden gav til Panama. Det skete i 1977.
Trump synes ikke, at kineserne skal administrere et amerikansk byggeri i Mellemamerika. Eller at amerikanerne skal betale så meget for at bruge den kanal, de selv har bygget.
Selv om Panama siden selv har investeret store summer i udbygning af den oprindeligt langt mindre kanal, så den i dag kan transportere både flere og større skibe end tidligere.
Trump og hans trosfæller har efter sigende også overvejet et helt nyt og mere passende navn til det lille land mellem Nord- og Sydamerika: PanaMAGA…
Pituffik Air & Space Base
Canada er givet for stor en mundfuld lige nu, så indtil videre nøjes Trump nok med lidt handelskrig og sabelraslen. Selv om han i sin fantasi allerede har indlemmet Canada som USA’s stat nummer 51.
Canada svarede dengang igen med at tilbyde flere progressive amerikanske stater på især vestkysten, at de så kunne blive provinser i Canada.
Her ikke mindst Californien med USA’s suverænt største økonomi. Så kunne Trump samtidig slippe af med alle de besværlige demokrater, som regerer her.
Canada må derfor nok vente lidt. Men Grønland ligger besnærende tæt på. Det er tyndt befolket og har allerede mange amerikanske militærfolk udstationeret på ikke mindst Thule-basen, der idag er omdøbt til Pituffik Air & Space Base.
Herfra holder amerikanerne nemlig et vågent radarøje med, hvad der måtte komme af missiler fra Rusland. Tværs over Nordpolen.
Tilbage i 2022 investerede USA derfor et tocifret milliardbeløb i udbygning af Pituffik Space Base og gav i den forbindelse det grønlandsk ejede Inuksuk A/S 12 års entreprise med at drive og vedligeholde basen.
En kontrakt til op imod 4 milliarder US dollars. Så kom ikke og sig, at amerikanerne ikke allerede er militært til stede på Grønland. Eller at Grønland ikke allerede tjener penge på samarbejdet.
Det gør de i den grad. Og godt for det.
“Trumpland” in the making
I mellemtiden er Donald Trump i fuld gang med at omdøbe klassiske amerikanske lokaliteter. Dette ifølge et helt nyt præsidentielt dekret om navneændringer.
Trump ønsker at fejre nationale helte og sætte deres navne på berømte lokaliteter. Et godt eksempel er Nordamerikas højeste bjerg Mount McKinley, som er opkaldt efter USA’s 25. præsident William McKinley tilbage i 1896.
Efter ønske fra Alaskas daværende guvernør omdøbte præsident Barack Obama imidlertid USA’s højeste punkt til det oprindelige indianske navn “Denali”. Det betyder “Det Høje” og er noget mere beskrivende end det amerikanske navn.
Det skete så sent som i 2015, men trods navneforandringen forblev bjerget at være 6.190 meter højt. Nu skifter det så navn tilbage til det gamle Mount McKinley – stadig uden at ændre højde.
Selv havde jeg den udsøgte fornøjelse at flyve rundt om Denali i 4 km’s højde. I strålende solskin. Tilbage i 1980’erne. Et hold japanske bjergbestigere havde mistet en kær kollege til det store bjerg og ville sprede blomster ud over stedet.
Et smukt minde om Denali, som det altid havde heddet, indtil amerikanerne købte Alaska af russerne og den hvide mand med McKinley tog over.
Så indfødte folkeslag skal nok ikke regne med mere respekt og retfærdighed end hidtil. Hverken dem, der allerede i dag bebor Nordamerika og har gjort det længere end nogen anden.
Eller de grønlændere, der måtte vælge af skifte tilhørsforhold.
Golfen skifter navn og retning
Mere generelt end Mount McKinley er det, at Donald Trump nu officielt har omdøbt Den Mexicanske Golf til Den Amerikanske Golf. Givet på grund af grænsestridighederne her og den mur, der aldrig blev bygget og aldrig blev betalt.
Det vides ikke, om Golfstrømmen ved samme lejlighed skifter retning. Flere forskere har allerede advaret om muligheden, hvis den globale opvarmning fortsætter. Vi fortsætter ufortrødent vor forurening og ser nok, når strømmen vender. Eller mærker det.
Den olieglade Donald Trump lader sig imidlertid ikke afskrække: Ifølge ham vil global opvarmning blot få havet til at stige, så der bliver nye strandområder at udvikle og bebygge. Tro det eller ej.
Det nye navn på Golfen er man selvfølgelig ikke tilfredse med i Mexico. Her svarer man igen med, at hele Nordamerika så igen må hedde Mexican America. Det var ifølge den mexicanske præsident navnet ved Mexico’s grundlæggelse tilbage i 1814.
Under alle omstændigheder er grunden nu lagt til, at Trump på et hidtil ukendt tidspunkt annekterer Grønland og omdøber det til nutidens “Trumpland”. Efter en af verdens største præsidenter nogensinde, nemlig ham selv.
Det er nok her, vi skal finde den virkelige årsag til hans vilde aktiviteter og udtalelser: Drømmen om at få sit eget navn på verdens største ø: Trumpland…
Der leges ord- og navneleg i den helt store sandkasse for de små mænd med deres gigantiske ambitioner.
Apropos navne: Alle de store tech-moguler var naturligvis også til stede ved Trump’s indsættelse som præsident og sad med på første række: Faceboob, Titkok, Peen-terest og Clitter.
Det amerikanske folkevid kan skam også. TV-kanalen CBS inklusive. Det er dem, jeg har de nye navne fra.
Selv på republikanske Fox News dukkede kinesiske Titkok pludselig op på skærmen i prime time – i flommen af andre fake news.
Det bliver fire lange år, som kun kan overleves med en kæmpe dosis af sort humor.
Galgenhumor.
Pris: 1.500 milliarder dollars
Det republikanske kongresmedlem Andy Ogles fremsatte den 14. januar i år det kontroversielle lovforslag “Make Greenland Great Again Act”.
Ifølge Andy Ogles er Grønland “fyldt med rigdom og ressourcer”. Derfor er det en strategisk selvfølgelighed, at USA gerne vil overtage Grønland. Det siger Andy Ogles til den stærkt konservative TV-kanal Fox News:
“Vi ser en øget aktivitet fra Rusland og Kina i Arktis og på handelsruterne. Derfor er det vigtigt for USA at stå frem og sige, at det her er altså vores dørtrin.
Det er vores interesseområde, hvor vi, for nu at være helt ærlige, er det dominerende rovdyr.”
Under interviewet kommer Ogles og Fox News-værten også ind på en helt konkret pris for et eventuelt “køb” af Grønland. 1.500 milliarder dollars.
Hvordan republikanerne så ellers er blevet enige med sig selv om den pris, fremgår ikke af interviewet. Ogles siger blot, at et sådant beløb kunne være en mulig strategi for at få Danmark til forhandlingsbordet.
Ogles siger også, at der arbejdes på at give Trump endnu en valgperiode efter denne den anden og sidste. I det republikanske parti vil man gerne gøre ham til præsident på livstid, som de har det i Nordkorea. Med Trump Junior som den naturlige arvtager. Det rabler totalt for amerikanerne.
USA’s tidligere ambassadør til Danmark, republikaneren Carla Sands, supplerede efterfølgende debatten med denne salut:
“Danmark har opført sig som en, der ejer et aktiv, men ikke har råd til at passe på det.”
Tjaeh. USA selv opfører sig som et forkælet barn, der gennem de seneste år har fået lov til at låne alt, alt for mange penge fra ikke mindst Kina og Japan. Og som nu er så forgældet, at man ser sig nødsaget til at “annektere” hele Grønland for at få lidt sjældne mineraler i statskassen.
Dette ikke mindst til den fremtidige amerikanske produktion af Tesla biler fra den hidsigt heilende Elon Musk. Ikke betryggende, at Trump har ladet den Heilende HElon flytte ind i Mar-A-Lago paladset. Med havudsigt og direkte adgang til præsidenten.
Samt et lager af Ketamin til akut behandling af hans gentagne depressive anfald. Det indrømmer Musk selv, der til daglig er sikkerhedsclearet med fri adgang til SpaceX rum programmet.
Det er meget lidt betryggende. Og dybt foruroligende.
Amerikansk kæberasler til Danmark
Av, ovennævnte salve fra Sands sved. Ikke mindst for statsminister Mette Frederiksen (S) der i de seneste år har gjort sig store anstrengelser for ikke at leve op til de løfter om forsvaret af Grønland, hun ellers selv har givet.
Og tænk, hvad vi kunne have købt af moderne forsvar for de 30 milliarder, Mette Frederiksen & Co indtil videre har brændt af på minkavlerne, der nu er i fuld gang igen. Med nye mink til nye mutationer og nye epidemier.
Samme Carla Sands udtalte for nylig til TV2, at danskerne i stedet for altid at påberåbe sig NATO-pagtens berømte paragraf 5 sovepude – populært kaldet Musketér-eden – hellere burde fokusere på paragraf 3.
Paragraf 3 forpligter nemlig ethvert NATO-medlemsland til at kunne forsvare eget territorium, hvilket burde være en selvfølge. Før vi kan overholde paragraf 5 og forsvare andre medlemslande, når og hvis de bliver angrebet.
Men det kan vi slet ikke i dag, hvor det danske forsvar efter mange års besparelser og de seneste donationer til Ukraine sidder tilbage med tomme våbenlagre og nedslidte kaserner.
Der står således en grønlandsk ladeport åben for Donald Trump og hans ekspansionistiske tilbøjeligheder.
I Danmark ligger vi på alle måder, som vi selv har redt – i vort forhold til Grønland.
Med over 1.100 artikler og langt over 3.000 notitser at vælge imellem på ulnits.dk, kan det hele godt blive lidt uoverskueligt. Man kan naturligvis altid bruge søgefeltet øverst oppe til højre på siden, men hvad nu hvis man ikke lige ved, hvad man skal søge efter – hvad der findes af tilgængeligt på siden?
Jeg har funderet lidt over problemet og er nået frem til en løsning, der gerne skulle gøre det hele lidt mere overskueligt. Hver af de store hovedkategorier vil i den forbindelse altid have en artikel allerøverst, hvoraf fremgår hvilke underkategorier der kan søges i, og hvilke artikler disse indeholder.
Under “Biologi” drejer det sig i første omgang om nedenstående underkategorier, der alle dækker specialiserede områder inden for biologien. Alle andre biologiske emner finder du under hovedkategorien “Biologi”, hvor nedenstående også er listet – i den kronologiske rækkefølge, de er tilføjet.
Jeg kan desværre ikke garantere, at denne katalogisering er fuldstændig eller altid vil være opdateret. Men jeg lover at gøre mit bedste!
NB: Bemærk, at der er mange, mange flere artikler på www.ulnits.dk, end du umiddelbart kan se af oversigterne. Skulle alle 1.100+ artikler listes, ville det hele blive totalt uoverskueligt.
Brug altid søgefuntionen i øverste højre hjørne, hvis du leder efter noget bestemt.
Et enligt får nyder solen, mens Rømø-Sylt færgen sejler forbi i horisonten. Tidevandsforskellen i Vadehavet er to meter, så man skal ikke tage sig en lur ved lavvande…
Slusen ved Ballum står åben, og der er fri adgang fra Brede Å.
Udsigt til skydebanen på Rømø. Der skydes, når ballonen er oppe.
Ballum Slusekro længst ude bag diget. Ribe by i baggrunden.
Fårene græsser på diget og plejer det samtidig.
Der er højt til loftet herude, hvor får og vadefugle deler pladsen.
Den daglige tur til hegnet for at klø sig under den tykke pels.
En enlig måge afpatruljerer udløbet fra Ballum Sluse.
Hestene hygger sig bag diget, bekvemt i læ for vestenvinden.
Fårene græsser i reservatet, mens færgen forbinder Rømø og Sylt.
Fårene ved det næppe, men lever under masser af restriktioner.
Får er herlige. De lever et godt liv herude ved Vadehavet.
Verden fra mit Vindue, som C.V. Jørgensen kunne have sagt det.
Jeg har skam fået øje på dig…
Spørgsmålet er, hvem der egentlig er hegnet inde. Eller ude…
Måske bare et nummer i flokken. Men udsigten er verdensklasse!
Ind imellem kan det være svært at få hovedet med hjem igen…
Den 17. december skete det så endelig: Efter fem måneder i fængsel uden dom kunne miljøaktivist og hvalforkæmper Paul Watson så endelig pakke sin sparsomme bagage og forlade “Anstalten” i Nuuk som en fri mand.
Han blev løsladt klokken 08.46 og tog første flyver hjem til Frankrig for at fejre jul med sin hustru og deres to børn, som ikke havde set deres far i næsten et halvt år. Ingen tvivl om, at den franske premierminister Macron havde trukket lidt i trådene bag kulisserne. Jævnfør denne artikel.
Anstalten uden for Nuuk Grønland er ikke et sted, man lige kommer forbi på en høflighedsvisit. Dertil ligger fængslet alt for langt ude. Som amerikanske Alcatraz, omend fangerne i Anstalten på Grønland er af mindre hårdkogt kaliber. Det grønlandske retssystem er styret fra Danmark.
“Grønland er et retssamfund, og Naalakkersuisut har grundlæggende tillid til, at Justitsministeriet og landets domstole har behandlet sagen i henhold til de gældende regler. Naalakkersuisut tager på den baggrund afgørelsen til efterretning.”
Justitsminister Peter Hummelgaard udtaler i forbindelse med løsladelsen af den internationalt kendte miljøaktivist og hvalforkæmper følgende:
“Justitsministeriet har i dag truffet beslutning om ikke at imødekomme Japans anmodning om udlevering af Paul Watson. Beslutningen er truffet ud fra en samlet vurdering af omstændighederne i den konkrete sag.
Efter Justitsministeriets opfattelse har det i lyset af den samlede tid, som Paul Watson vil være tilbageholdt, indtil en eventuel beslutning om udlevering ville kunne effektueres, sammenholdt med forholdenes karakter, og at de ligger mere end 14 år tilbage i tid, været af central betydning at sikre, at den tid, som Paul Watson har været tilbageholdt i Grønland, vil blive fratrukket i en eventuel frihedsstraf, som han måtte blive idømt Japan.
På baggrund af korrespondance med de japanske myndigheder herom kan det efter Justitsministeriets vurdering ikke med den fornødne sikkerhed lægges til grund, at dette vil være tilfældet.
Jeg vil imidlertid gerne gøre det helt klart, at denne beslutning ikke er udtryk for, at vi fra Danmarks side deler den bekymring, der i forhold til den konkrete sag i visse kredse er blevet rejst om det japanske retssystem og beskyttelsen af menneskerettighederne i Japan.
Japan er et demokratisk retssamfund, som respekterer grundlæggende menneskerettigheder. Der har i øvrigt været en god og tæt dialog med de japanske myndigheder.
Paul Watson og hans forsvarer samt Grønlands Politi, på hvis anmodning Paul Watson hidtil har været tilbageholdt, er gjort bekendt med Justitsministeriets beslutning.”
Citat slut. Såvidt justitsminister Peter Hummelgaard om løsladelsen af Paul Watson. Såvel Rigsadvokaten som Grønlands Politi havde ellers vurderet, at den juridiske baggrund for en udlevering til Japan var til stede. Efter oprindeligt et tip fra Færøerne.
Paul Watson er ikke en populær mand på disse nordlige kanter. Specielt ikke på Færøerne, hvor miljøorganisationen Sea Shepherd regelmæssigt udstiller øernes massive drab af både delfiner og grundehvaler.
Færøerne pådrog sig senest international vrede og opmærksomhed tilbage i 2021, hvor man slagtede ikke færre end 1.428 delfiner i én enkelt fangst. Sea Shepherd sørgede dengang for, at historien og de blodige billeder gik verden rundt.
Paul Watson selv forlod Sea Shepherd i 2022 og dannede The Captain Paul Watson Foundation.
Løsladelsen var en dejlig julegave til ikke blot Paul Watson og hans egen familie. Men til alle miljøengagerede hvalvenner verden over.
Dejligt, at vor danske justitsminister kunne se de videre internationale konsekvenser af en mulig dansk udlevering af Paul Watson til retsforfølgelse i Japan.Selv om argumentationen for hans løsladelse virker lidt søgt.
Men der er jo mange hensyn at tage – mange instanser og nationer at please. Danmarks internationale anerkendelse som forkæmper for menneskerettigheder stod pludselig også på spil.
Under alle omstændigheder: Tommel op til justitsminister Peter Hummelgaard for at have skåret igennem den mudrede debat, truffet den rigtige beslutning og løsladt Paul Watson.
Tommel op for at have trodset såvel Japan som Grønland og Færøerne, der gerne havde set Watson udleveret til retsforfølgelse i Japan. En dygtig balancegang på en knivsæg eller et samuraisværd, der peger mange steder hen.
Det ser mildest talt ikke kønt ud, at de tre ovennævnte hval- og delfinfangende nationer ønskede Watson hen, hvor peberet gror – så de selv kan fortsætte eller sågar udvide deres blodige aktiviteter.
Det ser heller ikke kønt ud, at de tre nationer ønskede Watson udleveret til en nation, hvor fængselsstraffen kunne have været 15 år for en mand på 74 år med to små drenge ventende hjemme i Frankrig.
En kvart million mennesker nåede inden løsladelsen at protestere mod anholdelsen og fængslingen. Helt eksakt 223.951, inden dommen blev afsagt, Watson løsladt og underskriftindsamlingen lukket.
Samme Hummelgaard tillagde sig for nylig ny respekt hos undertegnede, da han som vist en af de få socialdemokrater takkede nej til Ridderkorset.
– Der er krummer i den dreng, som min salig mor ville have sagt.
Glædelig Jul til alle hvalelskere og miljøforkæmpere!
21. december 2024
”Jeg har ikke et stort behov for at lade mig dekorere alene i kraft af min funktion, når almindelige mennesker ikke kan hædres for deres funktion i samfundet”.
Justitsminister Peter Hummelgaard til Dagbladet Politiken
Så skete det igen. Efter forårets helt fantastiske nordlys over Mols den 11. maj smilede guderne igen til molboerne. Det skete den 11. oktober, hvor solvinden igen blæste frit – på en skyfri himmel uden måneskin:
Nordlyset var ikke så stærkt og varede heller ikke så længe som i maj. Men det dansede mere og kunne i perioder ligne både en fredsdue og en frelsende engel. Alt efter fantasi og forestillingsevne.
Det udsprang samme sted på himlen som i maj – syd for Mols, så man ikke behøvede kigge mod det høje nord for at se det. Faktisk var der slet ingenting at se, når man kiggede den vej.
Nordlyset dansede i stedet oppe mellem de høje træer i haven. Og så var der også det mere sjældne røde nordlys imellem – primært over vesthimlen. Det havde jeg ikke set endsige fotograferet før.
Røde nordlys dannes højere oppe end de almindelige gule og grønne. Heroppe i mere end 250 km’s højde er der mindre ilt, som solvindens partikler kan reagere med.
Jo mere ilt desto flere grønne farver. Jo mindre ilt desto mere rødt i nordlyset.
Hvis man spørger USA’s aldrende, men stadig nye præsident Donald J. Trump, så behandler vi danskere vore grønlandske venner så dårligt, at disse er lukt på vej i amerikanske arme.
Nu skal man imidlertid ikke lægge så meget i det, Trump siger. For han siger rigtig meget, som ingen alligevel kan forstå. Man skal mere se på, hvad han egentlig gør. Og indtil videre har han ikke gjort så meget andet end at true os med straftold og militær besættelse af verdens største ø.
Dette trods Danmarks mangeårige solidaritet med netop USA, i hvis fjerne krige vi ofte har kæmpet side om side. Med adskillige unge danske soldaters liv som prisen for en solidaritet, der ofte er sket på en yderst tvivlsom baggrund.
Tag bare Irak, der jo slet ikke husede de “Weapons of Mass Destruction”, som amerikanerne ellers havde brugt som grund til invasion. En forklaring, vi samlet hoppede på i koalitionen.
En enkelt toppost som generalsekretær for NATO blev det dog også til – som tak for Irak. Den post gik som bekendt til Venstres Anders Fogh Rasmussen, der senest har udtalt sig skeptisk over for Donald Trumps planer om en mulig annektering af Grønland. Fogh har sågar sammenlignet dem med Putins angreb og overgreb på Ukraine.
Men spørger man grønlænderne selv, så er de bestemt ikke på vej i armene på amerikanske Trump. Så langt fra. En dugfrisk meningsmåling lavet af analysebureauet Merian for danske Berlingske og grønlandske Sermitsiaq satte en tyk streg under Donald Trumps usande påstande:
Ifølge denne analyse, som omfattede knap 500 grønlandske borgere over 18 år, ønsker hele 85% af de adspurgte ikke, at Grønland skal udtræde af det nuværende Rigsfællesskab.
Kun 6% ønsker sig at blive en integreret del af USA.
De fleste adspurgte grønlændere ønsker derimod et fortsat tæt samarbejde med Danmark – mod en stigende grad af selvstændighed.
Vi skal derfor huske at tale pænt til og om vore grønlandske venner.
Miljøets mand, professor Stiig Markager, har gennem årene kæmpet en ulige kamp for det danske vandmiljø og mod det danske landbrug, der systematisk ødelægger det og har gjort det med stor succes i det sidste kvarte århundrede.
Markagers arbejde for vandmiljøet har indtil videre resulteret i en stævning fra interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug (BL), der ikke ville finde sig i at høre sandheden fra en statsansat professor som Markager.
BL tabte heldigvis sagen med et brag. I dommen lød det endda, at forskere som Stiig Markager faktisk ikke blot havde ret til, men ligefrem var forpligtet til at formidle deres faglige viden til det øvrige samfund. Vi danskere, der jo betaler forskningen via vores skattebillet.
Nu er der så bud efter Markager igen – denne gang med et anderledes positivt fortegn. Markager har nemlig modtaget en pris, der nok kommer uventet for mange, nemlig Finansforeningens ESG-pris.
I torsdags var jeg inviteret til nytårsmiddag i Finansforeningen. Her modtog jeg Finansforeningens ESG-pris for 2024.
Jeg er meget glad for prisen, for anerkendelsen og for den vægt det giver til argumentationen for, at vi skal passe bedre på vores miljø.
Ud over de etiske og sundhedsmæssige grunde til at passe bedre på vores miljø, og specifikt at udlede mindre kvælstof til vandmiljøet fra vores intensive animalske industrilandbrug, så er dagens landbrug også en dårlig forretning for Danmark.
Finansforeningen er en sammenslutning af professionelle, som passer på andres penge, og det giver mening, når de er bekymret for et landbrug, som fungerer som en gøgeunge i dansk erhvervsliv.
Det gør os alle sammen fattigere, når der fødes 1,3 gris i sekundet i Danmark, fordi den forurening det giver, forringer mulighederne for anden produktion. En hver aktivitet giver en vis udledning af klimagasser, kvælstof og fosfor.
Så i dag er vi en situation, hvor vi skal vælge mellem Novo Nordisks produktion af medicin til tusinder af kroner pr. gram, eller produktion af svinekød til 10 kr. kiloet. Det er en bekymring langt ind i finansministeriet og finansbranchen.
Finansforeningens og Dansifs argumentation:
“Stiig Markager vinder ESG-Prisen for sit vedholdende bidrag til forskning i årsagerne til iltsvind i de danske fjorde og farvande.
Markager har i mere end 20 år bidraget til at kvalificere den offentlige debat og politiske stillingtagen til effekten af udledning af kvælstof fra henholdsvis landbruget og byer.
Det har ikke altid været vel modtaget af alle, men det har ikke afskrækket Markager. Til gavn for alle, der nyder godt af det danske havmiljø – og til gavn for finansielle markedsaktørers forståelse af årsager, virkninger, risici og muligheder af finansiel væsentlighed”.
Prisen var en sten-skulptur af Joseph Salamon og blev overrakt af Dansifs bestyrelsesleder, Eric Pedersen.”
Min kommentar til prisen, der er mere end velfortjent og banebrydende på mere end én måde:
Som biolog er man vant til at blive mødt med himmelvendte øjne og et lidt overbærende blik, når man taler miljøets sag. Som en anden håbløs romantiker med et strå i mundvigen og en hundedyr kikkert om halsen. Som en lidt forsinket Morten Korch fra vore forældres tid.
For hvad er blomster, bier og sommerfugle med mange flere egentlig værd, når det kommer til stykket? Når banken rykker og regningerne skal betales? Da falder blikket desværre ofte på giftsprøjten og de forbudte midler længst inde i maskinhallen.
Finansforeningens ESG-pris til Stiig Markager indvarsler heldigvis en ny æra i dansk miljøpolitik. En æra, hvor det er ved at gå op for flere og flere, at blomster, bier og sommerfugle ikke kun er for håbsløst romantiske sjæle som undertegnede og andre lidelsesfæller.
Planter og dyr er ikke bare pæne at se på. De er helt nødvendige, hvis naturen skal være sund og produktiv.
Miljøet repræsenterer en reel værdi, som man godt kan sætte tal på. Og som man især kan sætte tal på, når planter og dyr er ved at forsvinde eller er væk for altid.
Dette i kroner og ører. I bundlinjer. I sorte og røde tal. Når bierne ikke er der til at bestøve blomsterne, går det rivende galt med hele værdikæden. Da koster det pludselig penge, og først da kommer der fokus på problemerne.
Derfor er ESG-prisen til Stiig Markager dobbelt vigtig. Den fortæller nemlig, at pengefolkene i Finansforeningen langt om længe har fået øjnene op for miljøets reelle værdi i kroner og ører:
At det nuværende danske landbrug i virkeligheden er en rigtig dårlig forretning for Danmark. Og at dette derfor må omlægges grundlæggende til noget ganske andet og mere bæredygtigt, end tilfældet er i dag.
Landbruget skal ikke fortsat være den “gøgeunge i dansk erhvervsliv”, som Markager beskriver. Landbruget skal fremover bidrage konstruktivt til samfundet og ikke som nu bare snylte på det via en gigantisk landbrugsstøtte.
Det er åbenbart ikke nok med de 30 milliarder kroner, som den danske stat må punge ud med til de minkavlere, hvis dyr måtte aflives under Covid-krisen. Blandt andet fordi branchen selv bevidst omgik de regler, der var udstukket af myndighederne til begrænsning af smitten.
Nu har en 59-årig mand med både fortid og nutid i branchen tilstået hvidvask af minkskind for næsten syv millioner kroner. Den pågældende tilstod ved Retten i Kolding, at han i perioden december 2020 til august 2024 har modtaget mere end 300.000 kroner for at hjælpe lokale minkavlere med skindhandelen.
Det skete gennem hvidvask af minkskind for knap 7 millioner kroner. Politiets Nationale Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) mener, at pengene stammer fra narkohandel, og at de handlede minkskind derfor er brugt til sløring af pengenes oprindelse. Det, vi og Nordea i daglig tale kalder hvidvask.
Der er tale om en tilståelsessag, hvilket bliver mere og mere almindeligt. Givet efter amerikansk forbillede, hvor frivillige tilståelser og samarbejde med anklagemyndigheden ofte kan udløse store strafnedsættelser.
Den 59-årige har fungeret som mellemmand mellem minkavlerne og en 43-årig aftager. Herudover er der adskilligt flere implicerede. Den 59-årige er blot den første af de i alt 18 sigtede, som er blevet dømt.
Følger man bare en smule med i medierne, da ved man, at det kolde Grønland lige nu er varmere end nogensinde. Men kan vist uden overdrivelse sige, at Grønland og grønlænderne hidtil har været lidt overset i debatten.
I hvert fald lige indtil Donald Trump blev genvalgt som præsident for verdens mægtigste land, USA, og han endnu engang udtrykte ønske om at overtage Grønland. Det være sig økonomisk eller militært.
Verdens største ø kunne og kan ikke forsvare sig selv, da Danmark ikke har levet op til ellers klare løfter om at udbygge forsvaret af verdens største ø.
Flere af flådens få skibe kan ikke engang skyde med skarpt. Og et par ekstra slædepatruljer på østkysten kan ikke længere leve op til vore håndhævelse af suverænitet.
Den havde vi ikke lige set komme – at vor suverænitet kunne blive truet af et andet NATO-medlemsland. Det havde vi ikke haft fantasi til at forestillle os – trods ellers Trump’s købstilbud om Grønland i hans forrige periode som præsident af USA.
Vi havde heller ikke set det komme, at USA’s kommende præsidents søn pludselig kom flyvende til Grønland og benyttede den spritnye landingsbane i Nuuk til hele to af farmand Trump’s fly.
Angiveligt som en helt almindelig turist, der altid havde ønsket sig at se Grønland på nærmeste hold. Mærkeligt blot, at han kun havde afsat fire timer til at bese verdens største ø. Med to fly.
Det viste sig da også hurtigt, at hans ærinde var et helt andet end oprindeligt og officielt angivet.
Det danske medlem af EuropaParlamentet Anders Vistisen (DF) gjorde sig med ét verdensberømt, da han gik på talerstolen i Bruxelles og sendte en meget direkte hilsen til den nye præsident af USA, Donald Trump:
“Greenland has been part of the Danish kingdom for 800 years.
It is an integrated part of our country. It is not for sale.
Let me put it in words you might understand:
Mr. Trump. F*** off.”
Der blev grinet ekstatisk og klappet begejstret over hele verden. Danske Anders Vistisen havde sagt, hvad mange politikere verden over havde tænkt, men ikke turdet sige højt.
De fleste gjorde det dog i stilhed. De var bange for eventuelle repressalier fra præsidenten for verdens mest forgældede nation, USA. For tænk, hvad han dog ikke kunne finde på, hvis han blev fornærmet. Som han sidst blev det af Mette Frederiksen.
“A Nasty Woman” kaldte han hende efterfølgende. En modbydelig kvinde.
Nicolae Stefanuta, som er vicepræsident for EuropaParlamentet, måtte nødtvungent irettesætte sin vrede danske kollega med disse bevingede ord:
“It is not okay in this house of democracy to use such language. Regardless of what we think of Mr. Trump.”
Vi lader den sidste sætning stå et øjeblik. Den siger mere end alskens ord og vil helt sikkert gå over i verdenshistorien. Præcis som Anders Vistisens “Mr. Trump. F*** off.”
Havde det været Rusland i dag eller Danmark i Enevældens tid, da var Vistisen allerede havnet på skafottet og endt på hjul og stejle. For majestætsfornærmelse. Nu kan vi måske “nøjes” med lidt ekstra straftold fra en fornærmet præsident.
Vistisen selv måtte tage til takke med en reprimande fra sin partiboss Morten Messerschmidt, der selv lige var hjemvendt fra en konservativ kongres afholdt i præsident Trump’s Mar-A-Lago resort i Florida. Et uofficielt besøg.
Tidligere generalsekretær for NATO, danske Anders Fogh Rasmussen, har også udtrykt kritik af Donald Trump. Han bruger dog mindre kontante vendinger end Vistisen:
“I Danmark er der stor overraskelse over, at Trump bruger præcis de samme argumenter til at få kontrol over Grønland, som Putin har brugt til at angribe Ukraine.”
Noget af et statement fra en tidligere generalsekretær i forsvarsalliancen NATO, der hidtil har været helt på Vestens side – med Rusland som den etablerede og erklærede modstander.
Med Trump som præsident er der således skabt fornyet usikkerhed om NATO.
Det viste sig snart efter ankomsten til Nuuk, at Donald Junior slægter sin far på. At han er lige så fuld af løgn eller “usandheder”, hvilket han nok har fået ind med modermælken.
Vel ankommet til Grønlands hovedstad gik Juniors mandskab nemlig straks i gang med at hverve lokale grønlændere til en fin middag på det fornemme Hotel Hans Egede.
Der var tale om et nøje planlagt kupforsøg med lokal medvirken. Ikke noget tilfældigt turistbesøg af en amerikansk præsidentsøn, der gerne fører sig frem som outdoorsman i uldne skovmandsskjorter. Men med egne jetfly til bagage og følge.
Donald Junior & Co. havde gjort deres forarbejde godt og styrede derfor straks over gaden til den lokale Brugs, som i mange år har været samlingssted for socialt belastede grønlændere.
Uden for “Brugseni”, som butikken hedder lokalt, kunne Trump Junior derfor hurtigt shanghaje et antal lokale grønlændere til en festmiddag på byens fineste hotel.
Lokale kilder fortalte siden til Danmarks Radio, at der var tale om “hjemløse og socialt udsatte borgere”, som var til fals for et gratis måltid mad betalt af Trump. De lod sig bestikke til at agere Trump støtter, kunne man videre læse på det amerikanske Meidas Touch netværk MTN.
Oven i hatten eller rettere kasketten fik de så i tilgift en flot rød MAGA-cap, som de siden kunne flashe i Hans Egedes gamle by. Et synligt og varigt bevis på, at en Trump havde været forbi verdens største ø.
En enkelt af de glade modtagere fortrød dog efterfølgende, at han havde taget imod middag og kasket. Han vidste ikke, at han ville blive brugt eller misbrugt politisk på denne måde.
Vi var og er stadig mange, som frygter for fremtiden for den østjyske Alling Å. Havde og har den mon overhovedet nogen fremtid efter det store udslip af mange forskellige giftstoffer til åen fra jordskreddet ved Nordic Waste?
Indtil videre ser åen ud til at have overlevet, omend vi ikke rigtig ved, hvordan den har det. Vi ved heller ikke, hvad der i dag ligger på brinkerne og bunden af vandløbet. Hvad det meget omtalte “det hvide snask” eksakt indeholder og kommer fra.
Vi ved blot, at det er hvidt som den Microfiller, der blev skyllet ud fra fabriksgrunden, da jorden for alvor skred i Ølst Bakker ved årsskiftet 2023-2024. Vi ved også, at det hvide pulver er uhyre basisk og indeholder flere giftige tungmetaller.
Fødevarestyrelsen har alligevel godkendt, at fisk fra åen kan fanges og fortæres. Det glæder naturligvis formanden for Randers Sportsfiskerklub, Jan Hyllested. Her har man nemlig Alling Å som vigtigt foreningsvand:
“Det er selvfølgelig godt at høre, at det er muligt at hjemtage og spise både fisk og krebs fra åen.
Men vi har desværre oplevet en nedgang i havørredfangsterne i åen, hvor niveauet er faldet fra 200 til nu kun 20 om året. Og vi har gennem de sidste 10 år oplevet problemer med iltsvind i åen.
Det har sammenhæng med nogle iltforbrugende processer, der går i gang, når kvælstof omsættes i forbindelse med oversvømmede enge.
Med udsigt til de kommende indsatser i forbindelse med treparts-aftalen, giver det anledning til bekymring.”
Det kan man kun give den gode sportsfiskerformand ret i. Den Grønne Trepart er nyere end ny, og vi kender derfor stadig ikke de reelle følger af de mange planlagte tiltag.
Heriblandt de mulige konsekvenser af nye eller retablerede søer, som vandrefiskene skal passere igennem.
Alling Å er ikke alene om iltsvind, selv om det relativt sjældent forekommer i strømmende vand.
Randers Sportsfiskerforening har derfor valgt at gå sammen med andre i samme situation. Dette i en task force, der skal se på tilsvarende problemer andre steder i landet. Og faktisk er det slet ikke nyt med iltsvind i Alling Å eller andre lignende lokaliteter.
Tilbage i 2014 oplevede Alling Å således også stort iltsvind efter kraftig nedbør. Dengang løste man i første omgang problemet ved at skære grøden, der stod højt og blokerede vandstrømmen.
Den yppige grøde brugte ligeledes masser af ilt i nattetimerne. Inden grødeskæringen havde man således fundet et halvt hundrede døde havørreder i åen, hvor vandet angiveligt lugtede råddent.
Ved den nordjyske Lindenborg Å, der udmunder i Limfjorden nær Hals, havde man tilbage i 2008 et tilsvarende stort iltsvind efter en periode med kraftig nedbør.
Fælles for de to åer er, at de er reguleret og afvandet, hvilket har sænket vandstanden og strømhastigheden meget.
I 2018 oplevede man en pludselig og uventet fiskedød i den nyrestaurerede Fiil Sø i Sydvestjylland. I en mere end 900 hektar stor og lavvandet sø. Her var det kraftig regn, som skyllede store mængder ophobet organisk materiale ud i søen, der kvitterede med øjeblikkeligt iltsvind.
Man håber dog, at det var en engangsforeteelse, da Fiil Sø jo dengang var ny. Der lå derfor stadig ophobet meget organisk stof i gamle drænrør og afvandingskanaler, som blev skyllet ud af regnen.
Det håb kan man også have for Alling Å, der jo netop har fået et helt nyt forløb nedstrøms Nordic Waste. Forhåbentlig med et fald, der kan ilte vandet bedre end hidtil.
Under alle omstændigheder bliver det spændende at følge udviklingen i den nye og nygravede Alling Å. Man fristes til at sige:
Der er endog meget langt mellem de gode nyheder på fiskefronten i disse dage og tider, hvor naturlige bestande er fisket i bund eller næsten udryddet af mange års hårdhændet overfiskeri med bundslæbende redskaber.
Læg hertil forurening og klimaforandring, som heller ikke gavner de vilde fiskebestande. Alt i alt bliver der færre og færre vildfisk at fange til flere og flere fiskehungrende meennesker verden over.
Gamle dages fattigmandsfisk som torsk handles i dag til skyhøje priser – hvis man da overhovedet kan fange og levere dem.
Omvendt opdrættes gamle dages luksusfisk som laks i dag i så store mængder og til så lav en pris, at et land som Norge nu eksporterer de opdrættede laks til fattige og befolkningsrige lands som Kina og indien. Over afstande på flere tusinde kilometer, hvilket belaster klimaet overmåde meget.
En aldeles absurd udvikling i en tid, der råber på klimaforbedringer.
Samtidig svinger kvaliteten af de opdrættede fisk meget. Så meget, at enkelte fiskehandlere nu siger stop. Kvaliteten af de opdrættede fisk er helt enkelt så ringe, at den hæderkronede århusianske fiskehandler Jacob Clausen ikke længere vil forhandle opdrætsfisk.
Jacob Clausen er femte generations fiskehandler på Aarhus Havn og dermed den ældste fiskehandel i Danmark. Han er vokset op med fisk og ved om nogen, hvordan en god fisk ser ud og føles under filetkniven.
Jacob har netop meldt ud, at vore dages opdrættede fisk ikke længere egner sig til menneskeføde. Dertil er kvaliteten blevet for dårlig, og han vil derfor ikke længere sælge dem til sine kunder.
Hatten af for den udmelding, som ikke kan gentages ofte nok. Det er ugens gode nyhed, der fortjener at blive spredt mest muligt i medierne og bakket op af flest mulige kunder.
De lyserøde tamlaks, som mange danskere efterhånden har lært at elske og spise som billig mad og ny lørdagskylling, er ifølge fiskehandler Clausen direkte “ulækker”.
Den udtalelse resulterede straks i, at Jacob blev ekskluderet fra sin egen brancheforening, Danmarks Fiskehandlere.
Her går man nemlig ind for medicinerede opdrætsfisk fra forurenende havbrug.
17. januar 2025
424 sider om forurenende havbrug og muslingefarme.
Fiskehandler Clausens udtalelser om opdrætsfiskenes ringe kvalitet er ikke af nyere dato. Tilbage i 2021 udtalte han således til TV2 Østjylland, at han ikke var stolt af at sælge “det her lyserøde orange lort”.
Det blev han ikke populær på. Tiden var åbenbart ikke til det i 2021, men det er den så blevet her ved årsskiftet. I hvert fald er den gode fiskehandler nu gået viralt med nyheden om, at han ikke længere vil sælge de lyserøde orange opdrætsfisk. Jacob er her, der og alle vegne på Facebook.
Måske er det Den Grønne Trepart, der har sat fokus på opdrætsfiskene, deres tvivlsomme herkomst og de mange negative bivirkninger. Hvor det tidligere primært var fiskene tvivlsomme kvallitet, der blev debatteret, er det nu fiskeopdrættet og dets skadelige effekt på vandmiljøet, der er i fokus.
Fiskehandler Clausen fortæller selv, hvorfor Danmarks ældste fiskehandel ikke længere vil sælge opdrættede fisk:
“Det er samtlige parametre i opdrættet, der er problematiske. Det handler om dyrevelfærd, miljømæssige konsekvenser og overfiskeri af foderet til de opdrættede fisk. Og så handler det om kvalitet”
Kort tid efter meddelsen blev Jacob Clausen så smidt ud af bestyrelsen i sin egen brancheforening, Danmarks Fiskehandlere.
Det skete med den begrundelse, at udtalelsen skadede hans mange kolleger, for hvem netop opdrætsfisk udgør en stor og stigende del af omsætningen, og dermed truede deres levebrød.
Støt derfor fiskehandler Clausen på Århus Havn og køb i stedet for “det orange lort” fra havbrugene de mange andre fiskearter, som Jacob ofte har i køledisken. Lækre fjæsinger, eksempelvis. Afpiggede, naturligvis.
Dem har jeg ofte en pose med hjem af, når jeg har været en tur inde om Clausens Fiskehandel. Mums.
Fiskehandler Jacob Clausen er naturligvis ked af, at han nu er ekskluderet af sin egen brancheforening – blot for at sige sandheden, som han ser den.
Men det kommer ikke bag på ham, da andelen af opdrætsfisk versus vildfisk har været støt stigende de seneste år – helt enkelt fordi det bliver sværere og sværere at fange tilstrækkeligt med vildfisk.
Og det er ikke mindst fiskerierhvervets egen skyld. Med deres tunge og slæbende redskaber pløjer de bunden op og ødelægger det naturlige miljø for vildfiskene. Med tonstunge bundtrawl planerer de bunden og gør det så ofte, at bundmiljøet ikke har en kinamands chance for at regenerere, inden den næste trawlskovl kommer forbi.
Fiskerierhvervets håndhændede metoder har sammen med landbrugets forurening gjort, at fiskerne i dag ikke længere kan fange vildfisk nok til landets fiskehandlere. Forbi er den tid, hvor man kunne gå ned på landets mange små havne og købe sig en pose lokalt og friskfangede fisk her.
Fiskerierhvervets udvikling mod stedse større skibe og tungere redskaber har dels ødelagt miljøet for de naturlige bestande af bundfisk. Og dels lukket de små havne ned, da disse ikke længere kan tage imod de stedse større skibe, som helt har fortrængt de små.
Vore politikere har endnu engang sovet i timen og ladet sig køre over af udviklingen. En lille håndfuld af de såkaldte kvotekonger har til gengæld købt op af kvoterne og købt de mindre skibe ud. Kvotekongerne er blevet hovedrige på de små fiskeres bekostning. Fiskerierhvervets nye oligarker.
Samtidig opdrætter danske havbrug i tonsvis af lyserøde eller orange burørreder. Primært til Japan, der dels ejer Danmarks største havbrug Musholm. Og dels aftager alle de fisk og ikke mindst al den ørredrogn, vi kan producere i Danmark.
Den massive forurening fra havbrugene får vi imidlertid lov til at beholde selv. Den havner på bunden under og omkring netburene. Sammen med de kemikalier og al den medicin, burfiskene også behandles med. Og derfor lider det danske vandmiljø som aldrig før.
Derfor er der ikke lokale vildfisk nok til landets fiskehandlere, som i stedet må tilbyde deres kunder fiskehandler Clausens “lyserøde orange lort” i stedet.
I form af opdrættede laks og ørreder fra de storforurenende havbrug.
Det må snart være ved at gå op for regeringen, at den indgåede trepartsaftale bare ikke kommer til at levere den aftalte vare.
Det fremgår i hvert fald klarere end nogensinde af en rundspørge, som landbrugets eget videnscenter, Seges Innovation, selv foretog i december sidste år.
Denne rundspørge viste nemlig tydeligt, at danske landmænd ikke er rede til at reducere deres animalske produktion – trods ellers den kommende CO2-afgift og de strammere kvælstofkrav.
De adspurgte landmænd i rundspørgen svarede nemlig, at de er parate til at lægge halvdelen af deres fremtidige investeringer i udvikling af netop den skadelige husdyrproduktion.
Hermed blev det bekræftet, at alle bange anelser var og er fuldt berettigede: At Treparten ikke af egen fri vilje leverer det ønskede opgør med den store og voksende husdyrproduktion. Den, der hindrer os i at nå klimamål, kvælstofkrav og biodiversitet. Og endnu flere husdyr vil bare betyde en endnu større miljøkatastrofe.
For danske landmænd anno 2025 er det således stadig yderst attraktivt fremover at satse på den klima- og miljøskadelige produktion af grise og køer, som kvitterer med store mængder gylle og methan til omgivelserne.
Dette til trods for, at der snart længe har hersket videnskabelig konsensus om, at vi i Danmark fremover bare ikke har plads og resurser til så mange husdyr som nu. Hvis vi altså skal leve op til vore egne klima- og miljømæssige ambitioner. EU’s Vandrammedirektiv fra 2000 har vi allerede måttet opgive.
Landbruget vil bare ikke være med, så længe det er lukrativt og lovligt at opdrætte kvæg og svin. Så lovgivningen må efter alt at dømme ændres, hvis vi skal videre.
Det seneste konkrete eksempel herpå er, at størrelsen på landets sobedrifter vokser som aldrig før. Eksperter i branchen mener sågar, at denne for miljø og klima så uheldige udvikling vil fortsætte med uformindsket styrke i de kommende år.
De store bedrifter opsluger de mindre, så svineproducenterne bliver stadig færre og stadig større med stadig flere svin i produktionen. Mange bedrifter ender således i dag som gigantiske landbrug med aktiver i den tre- eller firecifrede millionklasse.
Det hjælper heller ikke, at Danish Crown netop er gået aktivt ind i produktionen og vil være med til at finansiere udbygningen af flere svinefarme, som kan sikre fremtidige leverancer af kød til koncernen.
Heller ikke her når Treparten således frem ad frivillighedens lange og trange vej. Den nuværende Trepartsaftale er derfor ikke det papir værd, den er skrevet på.
Den bliver aldrig implementeret, så længe landbruget sidder med ved bordet og har foden tungt på bremsen.
Der er voksende frustration over den stadig nye og ikke implementerede Trepartsaftale, der af bønderne selv straks blev udråbt som en sejr for dansk landbrug.
Og når dansk landbrug kalder noget for en sejr, så er miljø og klima de sikre tabere. Hver gang. Det skal man vist være socialdemokratisk politiker for ikke at (ville) forstå.
“Vi har været så søde og konstruktive og dialogsøgende hos møder med politikere over hele linjen. Så søde.
Hvad fik vi ud af det?
Intet andet end en aftale, der kommer til at fastlåse fremtidens danske landbrug til at bestå af tech-fixede dyrefabrikker, uanset om de enkelte landmænd vil det eller ej. I et land, der vel at mærke også er vores, selvom vi aldrig blev inviteret ind til nogen forhandlinger.
Det er også vores døde fjorde, vores pesticidramte vandløb, vores udpinte jord og vores klima, der er på vej ud af kontrol.
Alt jeg har tilbage lige nu er vrede, sorg og håbløshed.”
Sagt og skrevet af Anna Bjerre Johansen, som er aktivist i Den Grønne Ungdomsbevægelse og kandidatstuderende i Bæredygtighedsvidenskab på Lunds Universitet i Sverige.
Hendes hjertesuk blev bragt som indlæg i det uafhængige nyhedsmedie Klimamonitor den 25/9 sidste år. Her et godt kvartals tid senere kan vi se, at det nok bliver endnu værre end dengang frygtet.
Det er ikke nemt at forstå Den Grønne Trepart. Tydeligvis heller ikke for de partier, der ellers selv har opfundet den. Eller det embedsværk, der fremover skal implementere den.
Med et helt nyt kursus vil Aarhus Universitet (AU) derfor hjælpe Den Grønne Trepart med at nå målet. Det skal ske med AU professor i marin biologi Stiig Markager i spidsen.
Markager har i årtier været en stærk stemme i debatten om Danmarks vandmiljø generelt og havmiljøet specielt. Han har set fjorde blive uklare, fiskebestande svinde ind og den danske naturarv gradvis forringes.
Men samme Markager ser nu en historisk mulighed for at vende udviklingen med Den Grønne Trepartsaftale – en af de mest ambitiøse miljøsatsninger i nyere tid.
Den Grønne Trepartsaftale sigter mod at tage 350.000 hektar landbrugsjord ud af drift, genoprette vådområder og plante skove. Med en investering på 43 milliarder kroner er aftalen designet til at reducere kvælstofudledning og forbedre vandmiljøet.
For Stiig Markager er aftalen ikke bare en politisk forpligtelse, men samtidig en unik chance for at genoprette naturen:
“Vi har glemt, hvordan det var. Mange tror, at blåt vand er noget, man kun finder i Middelhavet, men vi havde det engang herhjemme. Nu har vi muligheden for at få det tilbage.”
Dette sakset fra introteksten til det nye AU kursus. Stiig Markager forestiller sig et Danmark med klare fjorde, vådområder og skove, hvor biodiversiteten blomstrer:
“Om 50 år kan Danmark se helt anderledes ud. Vi kan få renere fjorde, vådere landskaber og rigere natur. Det er en vision, der er værd at kæmpe for.”
Måtte den gæve Stiig Markager få ret i sine forudsigelser. Om 100 år er alting glemt, siger et gammel ordsprog. Om 50 år forhåbentlig ikke.
For at sikre, at Den Grønne Trepartsaftale bliver implementeret bedst muligt, lanceres nu kurset med titlen “Implementering af Den Grønne Trepartsaftale”.
Kurset, som er udviklet i samarbejde mellem AU Cetera, tre fakulteter på Aarhus Universitet og GEUS, samler 16 forskere, eksperter og praktikere fra landets kommuner.
Det har til formål at klæde kommunale medarbejdere på til en af de største planlægningsopgaver i nyere tid.
Anne Margrethe Wegeberg, som til daglig er biolog i Randers Kommune og facilitator på kurset, har mange års erfaring med natur, vand og projektledelse. Hun ser sin rolle som bindeled mellem forskning og praksis:
“Min opgave er at samle forskernes specialviden til noget helhedsorienteret og noget, vi kan bruge i praksis. Det handler om, hvordan den viden vi får, bedst muligt bliver omsat til konkrete planer og projekter.”
Anne Margrethe Wegeberg understreger, hvor vigtigt det er at bruge ressourcerne strategisk:
“Vi skal sikre, at vi får mest muligt ud af indsatsen – både for biodiversitet, klima og vandmiljø. Det kræver, at vi har en dyb forståelse for helheden.”
Vi randrusianere kender Anne Margrethe fra udplantning af ålegræs og etablering af nye stenrev i Randers Fjord. Hun er ikke teoretiker, men har masser af praktisk erfaring og er ikke bange for at krybe i våddragten, når det gælder.
Camilla Fløjgaard er seniorforsker ved Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet. Hun underviser på det nye kursus med titlen “Implementering af Den Grønne Trepartsaftale”.
Hun har specialiseret sig i biodiversitet og naturforvaltning og fremhæver kursets fokus på at skabe synergier:
“Biodiversiteten har brug for plads. Når man tager så meget landbrugsjord ud af drift – om det så er for vandmiljø eller klima – er der også muligheder for at tilgodese biodiversiteten.
Men det kræver, at vi har fokus på biodiversiteten, for den kommer ikke af sig selv.”
Camilla Fløjgaard understreger, at biodiversitetskrisen er en selvstændig udfordring, som kræver en fokuseret indsats:
“Hvis vi laver klima- og vandmiljøprojekter, bliver det ikke nødvendigvis win-win-win for biodiversiteten også.
Men hvis vi gør det rigtigt, kan vi skabe nye levesteder for truede arter og samtidig reducere vores klimabelastning.
Så Den Grønne Trepartsaftale er en chance for at vende udviklingen – selv om biodiversiteten ikke er hovedfokus i treparten.”
Kurset er hyperaktuelt. Det kommer på et kritisk tidspunkt, hvor kommunerne skal have deres planer klar inden udgangen af 2025. Og Den Grønne Trepart er stadig så ny, at ingen har erfaringer med den endnu.
Stiig Markager advarer mod konsekvenserne af at handle for langsomt eller forkert:
“Hvis vi ikke får lavet de rigtige planer, risikerer vi at spilde ressourcerne. Vi skal sikre, at indsatsen ikke bare opfylder juridiske krav, men også gør en reel forskel for naturen, klimaet og vandmiljøet.”
Kurset tilbyder også en platform for netværksdannelse blandt kommunale medarbejdere. Anne Margrethe Wegeberg ser det som en nøgle til succes:
“Vi skal arbejde sammen og dele viden på tværs. Det er en enorm opgave, men det er også en chance for at skabe noget unikt. Hvis vi lykkes, kan vi om få årtier stå med en natur, der er langt rigere, end vi har i dag.”
Kurset tilbyder undervisning fra 16 førende eksperter fra Aarhus Universitet og GEUS og foregår over tre intensive dage. Det kombinerer forskningsbaseret viden med praktiske løsninger på udfordringer i forbindelse med den store nye arealomlægning.
“Det er ikke bare et kursus – det er en måde at skabe konkrete forandringer,” slutter Stiig Markager.
For de danske kommuner er kurset en oplagt mulighed for at blive klar til at møde fremtidens krav til bæredygtighed. Og for underviserne er det en måde at sikre, at Danmarks naturarv genoprettes – til glæde for både nutidens og fremtidens generationer.
Kurset “Implementering af Den Grønne Trepartsaftale” afholdes 10.-12. marts 2025 på Comwell i Horsens. Pladserne er begrænsede. Tilmeld dig, mens tid er, og læs mere her:
Allerede fra årsskiftet begyndte konventionelle landmænd at tilsætte stoffet Bovaer til deres kvægfoder. Det var og er de forpligtet til i henhold til Den Grønne Trepartsaftale.
Tilsætningsstoffet Bovaer er et klimatiltag, som regeringen og et bredt flertal i Folketinget har vedtaget krav om og afsat støttepuljer til. Angiveligt fordi det reducerer produktionen af drivhusgassen metan i køernes fordøjelse.
Populært sagt bøvser køer mindre af klimagassen methan ud i atmosfæren, når og hvis der er blandet Bovaer i deres foder. Bovaer er udviklet af det hollandske firma DSM og er designet til at reducere især produktionen af drivhusgassen methan i køernes fordøjelsessystem.
Bovaer er et kemisk præparat med den aktive ingrediens 3-nitrooxypropanol (3-NOP), som tilsat foderet kan reducere methanproduktionen i køernes vom med op til 30-90% afhængig af dosis. Stoffet nedbrydes angiveligt 100% og kan efterfølgende ikke spores i hverken mælk eller kød.
Siger i hvert fald producent og kvægbrugere. Bovaer stopper ikke selve fordøjelsesprocessen, men reducerer selektivt produktion og udledning af klimagassen methan. Brugen af Bovaer er således moderne kemisk krigsførelse mod køernes animalske bidrag til den globale opvarmning.
Flere aktører har dog stillet store spørgsmålstegn ved dyrevelfærden, som ikke menes belyst tilstrækkeligt. Præcis som i fiskeopdrættet, hvor rovfisk som norske laks og danske ørreder i stigende grad fodres med vegetabilsk foder i de åbne havbrug.
Det trives fiskene naturligt nok heller ikke med. Deres fordøjelse er jo baseret på 100% animalsk føde og ikke op mod 70% vegetabilsk, som tilfældet kan være i dag. Deres maver kan naturligt nok ikke håndtere de hårde plantefibre.
Ifølge norske forskere lukkede opdrætslaksene omkring 450.000 tons hårde ekskrementer ud i 2017 – mod 365.000 tons i 2012. En stigning på 20% på bare fem år. En stigning, der nøje følger den stigende andel af vegetabilsk foder. Og kurven stiger bare.
Det politiske parti Alternativet er derfor kritisk over for brugen af det nye kemikalie. Alternativet ønsker derfor kød og mælk, som erproduceret uden brug af stoffet, mærket som “Bovaer-frit”. Så kunderne ved, hvad de putter i indkøbspose og mavesæk.
Bovaer er billigt og ses som en vigtig teknologi i arbejdet med at gøre landbruget mere bæredygtigt. Det er især relevant i regioner med en stor mælke- og kødproduktion, hvor metanreduktion kan have en stor samlet effekt på klimaaftrykket.
Med Bovaer er det således muligt at fortsætte den nuværende urealistisk høje animalske produktion.
Velkommen til et nyt og forhåbentligt bedre år. Et nyt år med nye fremtidsplaner for det danske vandmiljø.
Den seneste Novana-rapport fra 2023 ligger samtidig klar til gennemlæsning for interesserede.
Selv har jeg gravet mig et pænt stykke ned i den “korte” udgave, der favner hele vandmiljøet i Danmark på blot 90 tætskrevne sider. Grundlaget er de årlige rapporter, som udarbejdes af fagdatacentrene for de enkelte emneområder.
Rapporten er udarbejdet af DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet efter aftale med Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø samt Miljøstyrelsen, der har ansvaret for det nationale overvågningsprogram.
Rapporten udgives hvert år i en opdateret udgave, som giver et ganske godt indtryk af situationen og dens alvor. Et objektivt indtryk med masser af tal og få tolkninger.
Heldigvis ser vi nu i stigende grad dygtige forskere, som forlader elfenbenstårnet bag universiteternes tykke mure og vover at kommentere fagligt på de mange tal fra den virkelige verden.
Blandt DCE-rapportens tyve forfattere finder vi et kendt navn i Novana-sammenhænge, nemlig Jens Würgler Hansen fra Institut for Ecoscience ved Aarhus Universitet, hvor han er seniorrådgiver og beskæftiger sig med afrapporteringen af årets iltsvind.
Midt i jubelen og selvglæden blandt de politiske deltagere i Den Grønne Trepart vover Würgler at stille sig kritisk over for Trepartsaftalen. Det gør han i et interview i Altinget, hvor han især kritiserer aftalen for ikke at indeholde noget “sikkerhedsprincip”.
Han konkluderer på baggrund af tallene i den seneste Novana-rapport, at vi allerede er bagud på point i kampen for et bedre vandmiljø:
Ikke tilstrækkelig indsats
“Indsatsen er derfor formodentlig ikke tilstrækkelig til at opnå en god miljøtilstand.”
Jens Würgler Hansen til Altinget
Baggrunden for hans diplomatisk udtrykte skepsis er den enkle, at klimaet løbende ændrer sig, og at de seneste års stigende mængder nedbør har skyllet ekstra meget kvælstof ud af himlen og ud fra markerne – ud i fjord og hav, som uundgåeligt kvitterer med mere algeblomst og flere iltsvind.
Det rekordstore iltsvind, vi har set i år, er derfor næppe den sidste rekord. Snarere blot den første i en ny række af rekorder. Men så har vi jo også kun haft 40 år til at bremse udviklingen. Og hele tre Vandplaner siden 2009.
Med Løkkes Landbrugspakke fra 2016 som blot det seneste massive tilbageskridt på vejen mod vore dages svovlboblende iltsvind og bræmmer af opskyllet fedtemøg.
Med Vandplan 3 skulle vi have opfyldt EU’s Vandrammedirektiv fra 2000 inden 2028. Efter gentagne udsættelser.Det lykkedes så heller ikke. Derfor etablerer man nu Den Grønne Trepart til retfærdiggørelse af yderlige udsættelser. Efter at have vedtaget en ny aftale baseret på gamle tal.
Om jeg fatter, at Danmarks Naturfredningsforening – i øvrigt som eneste “grønne” organisation i den Sorte Syvpart – hoppede på den galej.
Det virker helt kamikaze-agtigt, når man kender historien bag dansk landbrugs implementering af “frivillige aftaler”.
Jens Würgler Hansen understreger fra Aarhus Universitet, at hovedparten af den stigende nedbør jo falder i vintermånederne, hvor der ingen planter er på markerne til at holde på kvælstoffet.
Det havner derfor lynhurtigt i de kystnære farvande. Med det triste resultat, at vi her i 2024 har oplevet den største udbredelse af iltsvind i mere end tyve år – siden rekordåret 2002 og alskens frivillige aftaler til nedbringelse af udledningen.
Dette trods diverse vandplaner og kravene om en god økologisk tilstand i alle vore vandområder inden 2028. Vi har haft snart et kvart århundrede til at nå dette mål, men vi er mislykkedes totalt med det.
Klimaforandringerne er en del af forklaringen. De øgede nedbørsmængder giver større udvaskning af kvælstof, som resulterer i algeblomst, iltsvind, bundvendinger samt oceaner af slimet fedtemøg skyllet op på stranden.
Dette er nu også kombineret med en lavere middelvind, der resulterer i mindre omrøring af vandene og dermed også ringere iltning.
Derfor er det nødvendigt med langt større kvælstofreduktioner end dem, man regner med i Den Grønne Trepart. De er baseret på gamle og nu forældede data – dertil for optimistiske.
Man glemmer helt det ellers omnipresente princip om at lade tvivlen komme den anklagede til gode. Her miljøet. Men lader i moderne dansk praksis altid enhver tvivl komme skyldneren, her landbruget, til gode.
Jens Würgler Hansen kritiserer, at Trepartens beregninger er for optimistiske, og at der aldeles mangler den sikkerhedsmargin, man helt naturligt ville indregne i alle andre vigtige forhold.
Vi må derfor og desværre konkludere, at målsætningerne i Den Grønne Trepart ikke byder på nogen løsning af de eksisterende problemer. Højst den spæde begyndelse på et årelangt sejt træk i daglig kamp mod landbruget. Årtiers kamp mod Lars Løkkes Landbrugspakke og det resulterende fedtemøg.
Nok også derfor, at interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer allerede har udråbt Trepartsaftalen til “en sejr for dansk landbrug”…
Den Grønne Trepart kom til verden sidst i 2024. Med piber, trommer og trumpeter blev planerne om at omdanne store landbrugsarealer til skov og natur inden 2030 præsenteret. Altsammen rigtig godt og tiltag i den helt rigtige retning.
Bagsiden af den skinnende medalje var og er dog, at planerne fortrinsvis og i hvert fald i første omgang er baseret på, at lokale lodsejere frivilligt skal sælge eller bytte aktuelle jordlodder. Præcis som man i sin tid gjorde det ved genslyngningen af Skjern Å.
Tidligere skatteminister og nu minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus, kalder det over for Dagbladet Politiken “en kæmpeopgave” at få lokale jordejere med på ideen. Det skal jo ske ad frivillighedens trange vej. I hvert fald indtil videre.
Jeppe Bruus understreger dog samtidig, at der er midler og kræfter bag, som skal få planerne til at lykkes. I form af diverse sanktioner og stigende beskatning af ikke retablerede områder. Men hvad vil ministeren konkret gøre, dersom lodsejerne ikke er med på ideen om frivillighed?
“Hvis der ikke er tilslutning, vil der komme regler og krav, som vil gøre det svært at bruge jorden her som landbrugsjord.
Er der en, der er imod, er det en mulighed for kommunen at ekspropriere, men det er bedst at blive enige. Mon ikke der også vil være et socialt pres?”
Sådan slutter den stadig nye Minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus.
Det kan han da bestemt håbe på, men det er nok ganske naivt også at tro på. Dansk landbrug ligger bestemt ikke under for socialt pres fra det omgivende samfund. Det har de i hvert fald ikke gjort med sprøjtegift, gyllespredning og dyremishandling som senest vist på TV.
Vi så det også under minkskandalen, hvor branchen helt bevidst modsatte sig anvisninger fra sundhedsmyndighederne og dermed direkte satte andre menneskers liv på spil. Ikke-landmænd, ældre og svagelige. Og nu er landbruget så netop gået i gang med en helt ny minkproduktion, ny dyremishandling og potentielt nye virusmutationer…
Så det sociale pres, som minister for Grøn Trepart Jeppe Bruus nu håber at kunne appellere til, skal han nok ikke satse på.
Det har hidtil ikke virket og kommer næppe heller til at gøre det.
Og derfor ligger vi lige nu helt, som vi har redt.
Vi så det ved Skjern Å, hvor et langt mindre jordsalg og jordbytte tog adskillige år at gennemføre. Den lokale modstand var samtidig så stor, at daværende miljøminister Svend Auken blev truet med tørre tæv, hvis han viste sig ude i engene.
Samme utilfredshed med at skulle levere noget tilbage til samfundet for de mange milliarder i landbrugsstøtte, oplevede nuværende minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus for nylig i det sydvestjyske.
Det gjorde han, da han sammen med Dagbladet Politiken gæstede et stort landbrugsområde ved Kongeåens udløb i Vadehavet.
Det drejede sig her om 780 hektar, der planlægges opkøbt og taget ud af drift. Og ministeren havde ellers penge med til de involverede 60 lodsejere: 137 millioner kroner. Alligevel var stemningen fjendsk. En enkelt lodsejer blev endda i avisen beskrevet som “rasende”.
Så historien fra Skjern Å gentager sig tilsyneladende. Her tog det omkring 14 år fra projektets start i 1980’erne, til den genslyngede å kunne åbnes i 2002. Til 2.200 hektar lavbundsjord. 22 kvadratkilometer på 14 år.
Så set i det lys skal vi nok regne med mindst 30-40 år, før vi er i mål med Den Grønne Trepart. Hvis vi er lidt optimistiske og har bare lidt held i giftsprøjten.
Og til den tid er alting jo bekvemt glemt. Den sidste fjord død og den sidste sø groet til.
Mange af os herværende næppe heller tilstede til at brokke os over de brudte løfter.
Professor Stiig Markager, som med base på Aarhus Universitet har beskæftiget sig med iltsvind i et kvart århundrede, er selv ganske realistisk i sine forudsigelser for det danske vandmiljø:
“Om 50 år kan Danmark se helt anderledes ud. Vi kan få renere fjorde, vådere landskaber og rigere natur. Det er en vision, der er værd at kæmpe for.”
Det siger Markager i oplægget til et nyt kursus om Den Grønne Trepart, som Aarhus Universitet udbyder til foråret. Om alt går vel, planerne holder og overlever de kommende regeringsskifter. Det er der slet ingen garanti for. Det vil dansk landbrug kunne lægge mange nye hindringer for.
Klart vand bliver således ikke noget, vi selv eller vore børn kan se frem til og få glæde af. Det løb er kørt. Trods ellers de bedste intentioner tilbage i 2000, da EU’s Vandrammedirektiv jo blev vedtaget. Som endnu en fisk i en fotofælde.
Det bliver svært at forklare vore børn og børnebørn. At vore politikere i den grad har ladet stå til, mens dansk landbrug bare kørte videre med klatten og gyllesprederen. At vi ikke kunne nå et så simpelt mål, som vi ellers havde givet os selv et kvart århundrede til.
Og postet millioner og milliarder af skattekroner i.
Da jeg i min grønne ungdom var blå ulveunge i Greve Strand ved den dengang sulfoskummende Køge Bugt, fik jeg denne historie fortalt:
Det var historien om spejderen, der ville gøre dagens gode gerning, og som derfor hjalp en gammel dame over vejen. Problemet var bare, at hun slet ikke skulle over på den anden side…
For en spejderdreng in spe og ulveunge i første klasse var det en ganske tankevækkende historie, som har fulgt mig lige siden. Dagens gode gerning kunne pludselig blive et problem for den stakkels gamle dame.
Historien blev pludselig ekstra aktuel, da vi forrige år begyndte at udplante ålegræs i Randers Fjord. De grønne skud ville bare ikke gro i det plumrede vand, som landbruget langs den inddæmmede fjord havde leveret. Via massiv overgødskning af markerne inde bag digerne.
Da vi genbesøgte det udplantede ålegræs året efter, var der stort set intet tilbage. Hovedparten af de 5.795 friske skud, som vi møjsommeligt havde høstet og hentet ved udmundingen af Mariager Fjord i Kattegat, var bukket under i det uklare vand med de alt for mange næringssalte. De små skud blev øjeblikkeligt overbegroet i fedtemøg, som kvalte næsten alle planterne.
Skønne spildte kræfter altså. Og en indsats, der ikke gav smag på mere af samme slags. I stedet har kommunen nu valgt at satse helt på etablering af nye stenrev, der ganske vist også gror til i alger. Men som alligevel bidrager til livet i fjorden med strømlæ og skjulesteder for småt og stort.
Oplevelsen var lærerig på flere måder. Vi var et par år tidligere startet med etablering af stenrev, og nu ville vi følge succesen op med bølgende ålegræsbælter. Læs historien og se de mange billeder fra Randers Stenrev her.
Vi var dengang endnu i den glade tro, at vi kunne hjælpe den trængte natur i Randers Fjord ved at udplante ålegræs, hvor der tidligere havde været noget. Jo mere vi kunne plante ud, desto bedre ville verden blive.
Den folkelige opbakning til udplantning af ålegræs var overvældende. Rigtig mange ville gerne gøre en aktiv indsats for at hjælpe naturen og det trængte vandmiljø. Det var derfor ikke noget problem at skaffe lokal arbejdskraft til projekterne. Problemet var bare, at det ikke virkede.
Det var historien om den gamle dame igen. Alle ville så gerne hjælpe hende over vejen, men hun skulle desværre slet ikke over. Der var nemlig ikke noget at komme efter på den anden side. Intet vandmiljø, de nye ålegræsskud kunne gro i.
Det havde dansk landbrug effektivt sørget for med flere års massive udledninger af især kvælstof. Det gjorde, at de nye skud på ingen tid blev overbegroet i fedtemøg og kvalt. Og at de nye “blå skove” derfor aldrig blev til noget.
Tilbage i 2023 havde Danmarks Sportsfiskerforbund foretræde for Folketingets miljøudvalg. Man ønskede, at det blev lettere end hidtil at få tilladelse til at udplante ålegræs rundt omkring i landet. Velux-fonden stod jo klar med millionstore tilskud, og vandmiljøet manglede desperat ålegræs.
Desværre kan man ikke bare gå ned i nærmeste Plantorama og købe ålegræsskud fra et gartneri. Der findes nemlig ingen, som dyrker ålegræs til udplantning. Ingen overhovedet.
Alt ålegræs til udplantning skal derfor fysisk høstes fra eksisterende ålegræsbede, der næppe tåler dette i nævneværdigt omfang. Eksisterende ålegræsbede er jo i forvejen ofte selv truede af det dårlige vandmiljø.
Fra faglig side blev der derfor advaret mod “Wild West” tilstande, hvor der skulle udplantes ålegræs for enhver pris. Her, der og alle vegne. Det var smitsomt, for alle ville jo gerne gøre en god gerning for miljøet. Nogle også tjene penge på det.
Denne uansvarlige omgang med udplantning af ålegræs fik heldigvis til sidst et fagligt modspil, der satte tingene på plads.
Et af de argumenter, der blev brugt for at fremme udplantningen af ålegræs, var græssets påståede evne til at binde og dermed tilbageholde store mængder CO2 – til fordel for klimaet og begrænsning af den globale opvarmning.
Det resulterede i fængende avisoverskrifter som “De blå skove kan binde mere end Danmarks CO2-udledning” og satte yderligere fokus på ålegræsset.
Fagligt var der desværre ikke hold i disse påstande. 28 danske forskere og administrationer satte derfor hinanden stævne i Odense for at aflive myten om ålegræsset og dets tilbageholdelse af kulstof i bunden. Drømmen om “den permanente begravelse af kulstof” under ålegræsset var definitivt bristet.
Aflivningen af denne myte skete på en såkaldt konsensuskonference om emnet. Her gik forskerne i rette med, at “en række centrale hjemmesider fra forskellige organisationer, som eksempelvis Danmarks Naturfredningsforening, WWF og Tænketanken Hav”, desværre giver udtryk for misforståede budskaber omkring ålegræssets evne til netop at tilbageholde kulstof.
Denne komplekse problemstilling kan man læse meget mere om i rapporten fra den afholdte konference. Herunder blot fire deltagende forskeres konkrete udtalelser om ålegræssets reelle optagelse af kulstof samt gode råd til retablering af ålegræsbælter landet over:
”Det er desværre ikke rigtigt. Det organiske stof, som begraves i den iltfrie del af havbunden omsættes af bakterier, der ånder uden ilt. Bakterierne bruger i stedet f.eks. nitrat, sulfat og jern, når de nedbryder organisk stof.”
Professor Bo Barker Jørgensen, Biologisk Institut, Aarhus Universitet
”Men det er slet ikke så let, som det ofte bliver udtrykt. Det er nemt at ødelægge store arealer med ålegræs, men det er svært at finde egnede arealer, hvor man kan få udplantet ålegræs til at overleve.”
Professor Mogens Flindt, Biologisk Institut, Syddansk Universitet
”Det er helt afgørende, at vi meget hurtigt får en markant indsats på land. En aktiv udplantning af ålegræs på egnede lokaliteter, hvor der samtidig er langt til naturlige ålegræsbede, kan måske hjælpe den naturlige ålegræsspredning på vej, men kan slet ikke redde vores havmiljø.”
Professor Karen Timmermann, Institut for Akvatiske Ressourcer, Danmarks Tekniske Universitet
”Det er vigtigt, at man meget grundigt vurderer, om de naturlige ålegræsenge kan holde til denne høst, og at der er en omhyggelig opfølgning på aktiviteterne rundt om i landet. Vi mangler ganske enkelt resultater, der viser, om udplantet ålegræs i det hele taget overlever gennem flere år.”
Professor Kaj Sand-Jensen, Biologisk Institut, Københavns Universitet
Dagens gode gerning er lige så vigtig, som den altid har været. Den Gamle Dame skal naturligvis stadig hjælpes over gaden, når og hvis hun har brug for det. Men endnu vigtigere er det, at der så også er noget at komme efter på den anden side.
Det er der ikke i skrivende stund. Det må være læren af de hidtidige udplantninger af ålegræs. De nytter intet med den nuværende forurening fra landbruget.
Den må bringes til ophør, før vi krydser gaden med Den Gamle Dame under armen. Og en tot frisk plukket ålegræs i favnen.
Det er nu snart et år siden, at jorden i Ølst Bakker satte sig i skred og tog retning mod landsbyen Ølst få kilometer syd for Randers.
Der er sket rigtig meget siden den hårde fødsel i det østjyske bakkeland. Journalister fra såvel indland som udland er valfartet hertil for ved selvsyn at se den selvskabte katastrofe udfolde sig i slow motion.
Det kan være svært at følge med i de mange ting og tiltag, der er sket. Jeg har derfor efter bedste evne forsøgt at sammenfatte de vigtigste hændelser i en samling korte indslag, der blev bragt daglig i en uge. Jeg har samlet dem alle i denne artikel og opgraderet lidt.
Følg gerne med på rejsen. Det er jo dig, læseren, der kommer til at betale. Dig, mig og i sidste ende miljøet.
Der tales kriseberedskab som aldrig før. Vi skal nu opbygge lagre til tre dage uden vand, mad og strøm. Vi skal forberede os på det værste, siger regeringen, mens den sender de første af flere gamle danske F-16 fly til fronten i Ukraine. Alt imens Rusland optrapper deres asymmetriske krigsførelse på fronter, vi måske slet ikke kender til. Endnu da.
I tilfælde hvor Danmark rammes af større kriser og hændelser som eksempelvis ekstremt vejr, brand, eksplosioner, strømafbrydelser, ulykker eller angreb, træder “Den Nationale Operative Stab” sammen for at styre og koordinere den operative indsats på tværs af myndighederne.
Staben, der i daglig tale går under navnet NOST’en, ledes af Rigspolitiet og består ud over dette af Politiets Efterretningstjeneste, Forsvarets Efterretningstjeneste, Forsvarskommandoen, Beredskabsstyrelsen, Udenrigsministeriet, Styrelsen for Forsyningssikkerhed, Sundhedsstyrelsen og Trafikstyrelsen. Andre myndigheder kan indkaldes efter behov.
NOST-medlemmerne mødes fysisk flere gange i døgnet både før, under og efter en hændelse. Her forbereder og koordinerer man den operative indsats på nationalt niveau, indtil beredskabet forhåbentlig kan reduceres og vende tilbage til normale tilstande.
Vor moderne verden vrimler med mere eller mindre relevante forkortelser. Sideløbende med, at myndighedernes operative beredskab træder sammen i NOST, træder de samme myndigheder sammen i Det Centrale Operative Kommunikationsberedskab, forkortet DCOK.
DCOK understøtter NOST ved at koordinere kommunikationsindsatsen på tværs af myndighederne. Formålet er at sikre, at “koordinerede handlingsanvisende informationer om hændelsen” hurtigst muligt bliver videregivet til befolkningen og medierne. Formfuldendt formuleret.
NOST’en klarede mosten
NOST’en blev oprettet af regeringen i 2005 i forbindelse med tsunamien i Thailand og som en del af forsvarsforliget. NOST og DCOK afholder jævnligt øvelser for at træne den nationale krisestyring, men samles typisk også flere gange om året ved virkelige hændelser.
NOST’en blev senest indkaldt ved årsskiftet 23/24, hvor det store jordskred ved Nordic Waste var begyndt, og man endnu ikke kendte til konsekvenserne af det videre forløb. Jordskreddet var det hidtil største af sin slags i Danmark, hvorfor man ikke havde nogen erfaring at trække på.
De værste skrækscenarioer fra COWI lød dengang, at hele landsbyen Ølst kunne blive dækket af et fem meter tykt mudderlag med et ukendt indhold af giftige stoffer fra fabriksgrunden.
Heldigvis gik det ikke så galt. Og heldigvis kunne NOST’en få måneder senere lukke og slukke. Jorden var med den aftagende nedbør faldet til ro af sig selv. Måske – måske ikke hjulpet på vej af kommunens mange og tunge maskiner. Det fremstår ikke helt klart.
Tilbage stod og står dog et gigantisk oprydningsarbejde til flere hundrede millioner kroner. En udgift, Randers Kommune kan risikere at stå alene tilbage med og skulle afdrage på i flere år fremover.
I de første dage efter jordskreddet var der bud efter ejeren af skandalefabrikken Nordic Waste, som jo var stukket af fra det hele og havde efterladt mudderet skridende og Ølst-borgerne i farezonen.
Ejeren Torben Østergaard-Nielsen (TØN) var og er stadig god for mange milliarder kroner, som han har tjent primært ved handel med brændstof. Noget af det solgt til russisk militær trods internationale sanktioner. Med millionbøder som resultat.
Der var således store forventninger til, at TØN naturligvis ville punge ud med penge til oprydningen efter hans egen virksomhed. Pengene havde han jo. På det tidspunkt anslog COWI, at det i værste fald kunne koste mere end 2 milliarder kroner at rydde op efter jordskreddet.
Men Randers Kommune havde gjort regning uden vært. TØN lod i (u)tide sin virksomhed Nordic Waste gå konkurs og overlod dermed regningen til kommunen. Denne mente bestemt, at staten i så fald måtte træde ind og betale regningen. Men nej. Den forvanskede og fordanskede udgave af Miljøskadeloven havde spillet fallit. Det havde den ikke taget højde for.
TØN erklærede dog kort efter, at hans virksomhed USTC ville etablere en såkaldt “klimafond” på 100 millioner kroner som plaster på såret. Af dem skulle de 50 millioner gå direkte til berørte naboer og lodsejere.
“Sagen i Ølst har anskueliggjort, at klimaforandringerne er store, og at vi ikke har den nødvendige viden til at forudse konsekvenserne.”
“Hvordan pengene bedst gør en forskel, besluttes i en tæt dialog med de berørte beboere.”
Torben Østergaard-Nielsen, USTC
TØN påstod hermed, at det hele var klimaets skyld. Efteråret 2023 havde jo ganske rigtigt været ekstremt vådt og budt på nye rekorder i regn, hvilket havde sat ekstra skub i jordskreddet.
Men kigger man blot nogle få årtier tilbage, da vil man se, at de nuværende nedbørsmængder er naturlige variationer i en helt forudsigelig fremskrivning af data. Prognoserne har længe vist, at det vil komme til at regne mere og mere i takt med det stedse varmere klima.
Den megen regn bør eller burde derfor ikke komme bag på nogen politiker, embedsmand eller fabriksejer. Ejheller, at denne udvikling ufortrødent fortsætter. Med mere og mere regn.
Det er en aldeles naturlig og helt uundgåelig konsekvens af den globale opvarmning: At varmere luft kan indeholde mere fugt, som vil resultere i mere regn og mindre stabilt vejr. Det er ikke raketvidenskab. Det er målbare kendsgerninger.
Den nationale institution GEUS kom efterfølgende til en noget anden konklusion end Torben Østergaard-Nielsen og USTC. GEUS konkluderede nemlig – baseret på detaljerede luftfotos – at jordskreddet i Ølst Bakker ved Nordic Waste var startet langt tidligere. Og at den megen regn blot havde accelereret en allerede igangværende proces.
GEUS kom til verden i 1995, da man fusionerede Danmarks Geologiske Undersøgelser (DGU) med Grønlands Geologiske undersøgelser (GGU). GEUS har rådgivet og vejledt det danske rige siden 1888.
Torben Østergaard-Nielsens “klimafond” blev mødt med skepsis af borgerne i Ølst, som mere end et halvt år senere stadig ikke har fået udbetalt en krone fra fonden. De kan ikke længere tage lån i deres huse, hvis værdi er styrtdykket efter katastrofen.
For hvem vil købe et hus på en grund, der risikerer at være fyldt med giftige stoffer fra Nordic Waste. På et underlag, der risikerer at skride yderligere, hvis det fortsætter med at regne?
“Jeg bliver provokeret af, at virksomheden ikke bidrager til at hjælpe. Det er svært at takke Nordic Waste, for de har ikke hjulpet til. Det er alle mulige andre, der forsøger at stoppe denne katastrofe, vi står midt i.”
Detsagde statsminister Mette Frederiksen, da hun sammen med miljøminister Magnus Heunicke og justitsminister Peter Hummelgaard besøgte katastrofeområdet først i 2024. Justitsministeren fandt det efterfølgende dybt provokerende at kalde fonden en klimafond:
“Fondener et skammeligt forsøg på at vise, at man gør noget. Noget,vi som regering og politikere overhovedet ikke vil acceptere”.
Hummelgaard havde dog ikke noget alternativt bud på, hvad regeringen så vil gøre i stedet. Han sluttede derfor af med følgende opsang til milliardvirksomheden USTC, der ejer Nordic Waste:
“Jeg synes, det vil være det rigtige at gøre, hvis folk fra ejerkredsen stiller sig frem og svarer på spørgsmål i stedet for at gemme sig bag deres store formuer og flotte biler.”
Det var, hvad de socialdemokratiske ministre på landsdækkende TV havde at byde ind med. Og desværre kunne miljøminister Magnus Heunicke ikke garantere, at regningen for oprydningen efter jordskreddet ikke i sidste ende ville ende hos skatteyderne.
Den danske implementering af Miljøansvarsloven fra EU har nemlig ikke hold i den virkelige verden. I henhold til gældende dansk lovgivning blot kan lukke sin virksomhed ned, stikke af og efterlade ansvaret til alle andre.
Efterfølgende faldt jordskreddet heldigvis til ro, og NOST’en kunne trække sig tilbage i god ro og orden. Den værste katastrofe var redet af. Nu ventede og venter kun et gigantisk tovtrækkeri om, hvem der har ansvaret, og hvem der skal betale regningen.
Cirkusrevyen 2024 har netop haft et indslag om miljøminister Magnus Heunicke, der kalder sig selv for “Havets Minister”.Det er nok et kig og et skævt smil værd:
“En meget ærlig miljøminister. Han lover kun det, han holder.”
Bjarne Hansen, Facebook-gruppen FjernGiften
Miljøministeren lovede dog efterfølgende, at Randers Kommune vil kunne låne 375 millioner til oprydningen. Dette i tilgift til de godt 200 millioner, kommunen allerede har modtaget. Men ikke noget om på hvilke betingelser.
Allerseneste melding fra kommunen lyder heldigvis, at regningen samlet kun vil løbe op i 300 millioner kroner. I så fald er der 75 millioner tilbage af lånetilsagnet fra miljøministeren. Til en forsømt ældrepleje, nedslidte skoler, huller i asfalten og til at klimasikre flodbyen Randers mod en vådere fremtid.
Vandet står allerede i kældrene i Toldbodgade, hvor man derfor gerne så Tange Sø tømt. Hele ådalen heroppe vil med en tømt Tange Sø kunne fungere som buffer i perioder med ekstrem nedbør og spare mange kældre i Randers for kostbare vandskader. Og dem vil der komme mange flere af i takt med de stigende nedbørsmængder.
Borgmester Torben Hansen (S) har imidlertid tidligere blokeret for en tømning af Tange Sø – uden anden baggrund, end at han på det tidspunkt gerne ville være gode venner med sine borgmesterkollegaer længere opstrøms langs Gudenåen. Dem var han nemlig også blevet formand for, og de var glade for Tange Sø.
I sidste ende er det miljøminister Magnus Heunicke, der skal afgøre Tange Søs skæbne. Hvis ikke den Grønne Trepart overtager også denne opgave fra ham. De lovede 375 millioner til oprydning efter Nordic Waste er imidlertid lånte penge, der jo skal betales tilbage på et tidspunkt.
Måske over mange år og med en forhøjet skatteprocent, som det var tilfældet med Brixtofte-skandalen i Farum.
Men fortsætter vandet med at stige, skal der handles nu og ikke senere.
Borgerne i landsbyen Ølst er berettiget bekymrede for deres helbred efter lang tids eksponering for giftige stoffer fra naboen Nordic Waste.
Ikke mindst det sidste års hektiske aktivitet med transport af giftig microfiller fra Aalborg Portland og ud til fabriksgrunden i Ølst har spredt store mængder giftigt støv ud over landskabet og landsbyen. Lastvogne i hundredvis kørte da i noget nær døgndrift det giftige hvide materiale ind på fabriksgrunden og læssede det af her.
Desværre helt uden at overholde de foreskrifter, der ellers gælder transport og opbevaring af et farligt stof som microfiller med et højt indhold af diverse tungmetaller og andre miljøgifte. Arbejdet skal ifølge forskrifterne ske iført både åndedrætsværn og beskyttelsesdragt, og microfilleren skal opbevares i lukkede systemer under tag. Den er stærkt basisk og må slet ikke komme i kontakt med vand.
Der var i perioder hvidt støv overalt. På veje og stier, træer og buske. Man vidste endnu ikke, hvad støvet bestod af. Blot at det klistrede, når det blev vådt. Hvad det jo netop ikke måtte blive. Man vidste endnu ikke, at det indeholdt store mængder giftige stoffer.
Den erkendelse kom først for alvor, da nabokommunerne nægtede at modtage jord fra Nordic Waste, som de ellers havde fået oplyst blot var “lettere forurenet”.
Den hvide microfiller måtte derfor ikke transporteres på åbne lastvogne, som det åbenlyst skete i 2023. Store mængder støv blæste dengang af vognene og lagde sig som et fedtet lag på vegetation og asfalt. Det var så grelt, at Nordic Waste på et tidspunkt måtte bekoste regelmæssig maskinfejning af Gammel Århusvej ved indkørslen til fabrikken. Mens Gammel Århus Vej stadig eksisterede.
Ingen af sikkerhedsforskrifterne blev tilsyneladende overholdt, og store mængder hvidt støv blev af vind og vejr spredt over det omkringliggende landskab og nabobyen Ølst, der ligger på den anden side af vejen – ret over for fabriksgrunden.
Nu frygter borgerne i Ølst så, at de er blevet udsat for sundhedsfarlig forurening. Af dem selv, deres børn og omgivelserne. En forurening med miljøfremmede stoffer, hvis effekt måske først viser sig om nogle år, når alt er glemt og de første symptomer så småt er begyndt at vise sig.
Det har vi set flere steder i både indland og udland.
Borgerne i Ølst vil derfor gerne undersøges nu. De vil gerne vide, om de kan blive boende med deres børn. Eller om de snarest muligt skal søge væk fra området. Randers Kommune har derfor kontaktet Region Midt og Styrelsen for Patientsikkerhed med henblik på en mulig sundhedsundersøgelse.
Randers Kommune beklagede sig efterfølgende og i en pressemeddelse over, at hverken kommunen selv, Region Midtjylland eller Styrelsen for Patientsikkerhed kan eller vil udføre en sundhedsundersøgelse i Ølst. Man nøjes derfor med at “oprette en sag i kommunens sundhedsudvalg”. Som om det skulle kunne løse problemet.
Andet kan Randers Kommune ikke gøre, siger kommunen selv, der i tilfælde af en undersøgelse jo også vil skulle betale udgifterne hertil. Det lokale medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti, Nick Zimmermann, mener derfor, at det er ministerens ansvar at sørge for, at “alle borgere får et gennemgribende sundhedstjek.” Hvis nu ikke kommunen vil eller kan.
Indtil videre har lokale borgere kun haft den mulighed, at de henvender sig til deres egen læge, hvis de føler sig syge eller mærker symptomer. Lægen har så kunnet give dem en henvisning til Arbejdsmedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital for mulig videre undersøgelse.
Jan Kristian Jensen, som repræsenterer den nyetablerede borgerforening i Ølst, er ikke tilfreds eller imponeret:
“Det er sikkert rigtigt, at Randers Kommune ikke kan gøre andet, men vi er bare bekymret for vor egen sikkerhed. Vi ser det blive forhalet, og vi bliver kastet rundt i systemet. Der er ingen, der tager ansvar.”
Jan Kristian Jensen, Ølst Borgerforening
Ingen myndigheder eller virksomheder magter eller ønsker at tage ansvar for en sundhedsundersøgelse. Angiveligt fordi jorden er så forurenet med så mange ukendte stoffer, man slet ikke kender tilstedeværelsen eller konsekvenserne af. Og da slet ikke den mulige cocktail-effekt af stofferne.
Det burde imidlertid være ganske enkelt at tage udgangspunkt i den hvide microfiller, som i flere måneder blæste ud over landskabet. Aalborg Portland ved jo præcis og kan fortælle, hvad den indeholdt af tungmetaller og miljøgifte. De har jo selv produceret microfilleren. De stoffer kunne man jo starte med at undersøge borgerne i Ølst for.
Alt det burde Randers Kommune naturligvis have undersøgt, inden kommunen udstedte miljøgodkendelse til Nordic Waste tilbage i 2017. Havde man så efterfølgende også udført kontrolbesøg, havde man været langt bedre stillet. Da kunne jordskreddet helt have været undgået.
Men det er en helt anden sag. En helt anden problemstilling.
For nylig var der atter fokus på Randers Kommune i Folketinget. Partiernes miljøordførere havde sat hinanden stævne for at diskutere Randers og kommunens rolle i skandalen omkring Nordic Waste og jordskreddet her.
Randers Kommune var som tidligere nævnt hurtigt ude efter jordskreddet – med en advokatundersøgelse bestilt og betalt af kommunen selv. Ikke overraskende konkluderede den, at der ikke var noget at klandre Randers Kommune for.
– Håndteringen af sagen er til et 7-tal, udtalte borgmester Torben Hansen (S) selv ved den lejlighed. Men ikke noget om på hvilken skala. Den gamle 13-skala måske?
Siden er der dog kommet oplysninger frem, som stiller store spørgsmålstegn ved dels kommunens egen håndtering af sagen – dels udformningen af miljøskadeloven og miljøansvarsloven. Disse viste sig efterfølgende uanvendelige i sager som Nordic Waste, hvor ejerne blot kunne vælge en frivillig konkurs og så lade kommunen hænge på den efterfølgende oprydning til en halv milliard kroner.
Det er skæbnens ironi, at borgmester Torben Hansen som daværende folketingsmedlem og miljøpolitisk ordfører for Socialdemokratiet selv var med til at vedtage miljøskadeloven tilbage i 2008. Trods ellers skarpe protester fra juridiske eksperter i miljøret som Peter Pagh og Ellen Margrethe Basse.
Nu har Randers Kommune så bebudet en helt ny undersøgelse af sig selv. I tilgift til den oprindelige, der i store træk frikendte kommunen. Det er et flertal i byrådet, som har ønsket en ny undersøgelse. Lokalpolitikerne vil her fokusere på, hvorvidt byråd, borgmester, kommunaldirektør og ledende medarbejdere i forvaltningen har levet op til deres ansvar.
Denne den anden interne undersøgelse skal ligge færdig senest den 31. maj 2025. Nick Zimmermann, der tidligere har siddet i Randers Byråd for Dansk Folkeparti, er nu i Folketinget. Herfra skal han være med til at definere den nye advokatundersøgelse. Zimmermann er helt klar i spyttet med hensyn til den første undersøgelse, som kommunen selv bestilte og betalte:
“Den er ikke det stykke papir værd, som den er skrevet på.
Vi skal have fundet ud af, hvordan det kunne gå så galt, og hvorfor byrådsmedlemmerne ikke har fået noget at vide om, hvor galt det stod til.
Vi skal finde ud af, hvad borgmesterkontoret, direktionsgangen og miljøafdelingen har vidst.”
Nick Zimmermann, Dansk Folkeparti
Såvidt Nick Zimmermann, der som tidligere byrådsmedlem er godt bekendt med forholdene internt i Randers Kommune. Fortalt til TV2 Østjylland, der som lokal TV-station var tidligt ude med dækning af jordskreddet.
Randers Kommune er selv omhyggelig med at understrege, at der ikke er lovhjemmel til mundtlige afhøringer i den kommende undersøgelse. Kun gennemgang af skriftligt materiale – hvis noget sådant altså foreligger.
Ganske bekvemt. Efter jordskreddet kom det jo frem, at kommunen slet ikke havde udarbejdet rapporter efter kontrolbesøg – hvis man overhovedet havde foretaget sådanne. Man havde i stedet gendigtet rapporterne på bagkant, da manglen blev opdaget og påpeget.
Langt mere omfattende bliver den uvildige advokatundersøgelse, som Folketinget er i færd med at udforme. Landspolitikerne skal her fastlægge et kommissorium for, hvad den uvildige undersøgelse skal omfatte, men der arbejdes med to spor:
Dels skal et eksternt udvalg se på en kommende revision af den miljøskadelov, hvis forvanskede og fordanskede udgave jo viste sig ikke at fungere i praksis. Den tillader nemlig forurenere bekvemt at tørre ansvaret af på myndighederne med et enkelt penselsstrøg. De skal blot erklære sig konkurs og lukke deres skadeforvoldende virksomheder. Herefter er de selv fri for yderligere ansvar.
Den nye og forhåbentligt uvildige undersøgelse skal også fokusere på Randers Kommunes egen rolle i den komplicerede sag.
Her vil der især være fokus på de manglende kontrolbesøg og rapporter samt de åbenlyst mangelfulde miljøgodkendelser, som Randers Kommune tidligt gav til Nordic Waste A/S og DSH Recycling A/S – begge nu ejet af USTC koncernen og milliardæren Torben Østergaard Nielsen. Blandt spørgsmålene vil være:
Lever miljøgodkendelserne op til lovens krav?
Har kommunen kontrolleret, om kravene nu også blev opfyldt?
Var der “vel kammeratlige” forhold mellem Nordic Waste og Randers Kommune?
Hvorfor sad man overhørigt, at lokale borgere og bekymrede byrådsmedlemmer tidligt påpegede risikoen for kommende jordskred?
Plus mange flere spørgsmål. Der vil være fokus på miljøgodkendelser tilbage til 2017, hvor aktiviterne i Ølst Bakker blev påbegyndt af de nævnte virksomheder, og frem til jordskredet og den efterfølgende nedlukning af Nordic Waste.
To juridiske eksperter i miljøret, professorerne Peter Pagh og Ellen Margrethe Basse ved henholdsvis Københavns og Aarhus Universitet, har tidligere påpeget væsentlige fejl og mangler i de aktuelle miljøgodkendelser.
Basse kalder det således “en klokkeklar fejl”, at man i miljøgodkendelserne slet ikke sætter grænser for de mængder af jord, der må modtages. Hun påpeger også, at kommunen overhovedet ikke må udstede en miljøgodkendelse, før der er vedtaget en lokalplan. Hvad der ikke var. Også det er ifølge Basse “klokkeklart i strid med reglerne”.
Skatteborger nummer 100.000
Meget tyder på, at Randers Kommune i sin iver efter at nå den magiske skatteborger nummer 100.000 har kørt over for rigtig mange røde lys og behandlet Nordic Waste langt mere lempeligt, end love og regler måske tillader.
Interne mails tyder også på, at der i flere tilfælde har været et “vel kammeratligt forhold” mellem ledende medarbejdere hos Randers Kommune og ledelsen af Nordic Waste, der adviserede hinanden om diverse tiltag.
Den længe ventede Randers-borger nummer 100.000 kom for øvrigt næsten symbolsk til verden midt under jordskreddet. Dåbsgaven til den lille Ida var en regning på en halv milliard skattekroner til oprydning efter Nordic Waste.
Det vides ikke, hvornår statens egen uvildige undersøgelse forventes færdig. Kammeradvokaten, som er statens advokat, arbejder i mellemtiden videre med at undersøge, hvorvidt ejere, ledelse eller andre personer hos Nordic Waste kan gøres økonomisk ansvarlige for skaderne og oprydningen efter jordskreddet.
Dette via et muligt “gældsgennembrug”. Indtil videre tyder alt desværre på, at ejerne af Nordic Waste har retten og juraen på deres side. Og at uskyldige skatteborgere i Randers Kommune derfor kan komme til at betale gildet.
Med mindre da den danske stat finder den helt store tegnebog frem og vil betale for kronjydernes ukontrollerede vækstgilde og Randers’ vilde jagt på de første 100.000 skatteborgere.
En “mærkelig regering”. Sådan kaldte statsminister Mette Frederiksen (S) selv den sammenskuds-regering, hun valgte at danne med Venstre og Moderaterne efter sidste valg.
Dette efter bevidst at have fravalgt en fortsat rød regning med grønne mærkesager og håb forude. Hvorefter miljøet endnu engang blev kørt ud over afgrunden.
Faktisk er det så sjovt, at Lars Trier Mogensen, journalist på Information og fast mand på TV2 News, tidligere på året omdøbte Lars Løkke Rasmussens kaotiske parti Moderaterne til “Klovnebussen”.
Det var et begreb, der lynhurtigt fandt fodfæste i såvel pressen som den danske folkesjæl. Et begreb, som udløste flere satiretegninger af den slags, der allerede er gået over i historien. Udenrigsministeren bag rattet i ny klovnepåklædning viste sig nemlig at være et uhyre taknemmeligt offer for karikaturtegnere med en skarp streg.
I takt med, at skandalerne bare fortsatte internt i Moderaterne, gik partiets egen medstifter Jeppe Søe skridtet videre og opgraderede firmabilen til intet mindre end en “sexistisk klovnebus”. Og Søe havde adskilligt at have den nye version 2.0 i:
Først var det jo tidligere teaterchef Jon Stephensen, som i august 2023 måtte forlade partiet – efter en række upassende beskeder til unge partimedlemmer af det modsatte køn. Senere blev Stephensen sågar anklaget for at have terroriseret teaterbranchen samt angiveligt forfalsket en underskrift.
I november måtte så Mike Fonseca forlade partiet– grundet sit forhold til en 15-årig pige i 9. klasse. Ifølge partichef Lars Løkke Rasmussen var det et klokkeklart brud på partiets såkaldte “adfærdskodeks”, der ikke tillader medlemmer at have seksuelle relationer til personer under 18 år.
I september 2024 var det så selveste medstifter af Moderaterne Jeppe Søe, der valgte at forlade partiet – frivilligt og angiveligt på grund af dårlige arbejdsforhold i sekretariatet. En undersøgelse af forholdene her viste efterfølgende, at partiet slet ikke havde nogen reel arbejdsmiljørepræsentant, som loven ellers kræver.
BT kunne efterfølgende afsløre, at den pågældende person slet ikke var arbejdsmiljørepræsentant valgt af de ansatte, men direkte udpeget af partiledelsen. Han var samtidig Moderaternes økonomichef. Medarbejderne havde således ikke nogen lovpligtig arbejdsmiljørepræsentant.
Tidligere ansatte og nuværende medarbejdere forfattede en fem sider lang indberetning til Arbejdstilsynet, hvor de klagede over mobning og sexisme. Til sidst følte medstifter af Moderaterne Jeppe Søe sig nødsaget til at forlade partiet og den “sexistiske klovnbus”, som han lige nåede at omdøbe partiet til.
Partiledelsen i Moderaterne havde efterfølgende mistet tilliden til de ansatte i den politiske afdeling og gennemførte nu en række fyringer. Flere af dem ifølge dagspressen fagligt ubegrundede.
Tre medarbejdere blev fyret på gråt papir, mens yderligere syv ansatte sagde ja til en frivillig fratrædelse. Chefen for den politiske afdeling valgte som Søe at gå frivilligt.
EkstraBladet har spurgt lektor Claus Elmholt, der forsker i ledelse på Aalborg Universitet, om Løkkes ledelsesmetoder:
“Med sin brutalitet har partileder Lars Løkke Rasmussen manifesteret ledelsesproblemerne i Moderaterne. Og samtidig har han vist omverdenen, at de ikke er løst. Det er fuldstændig brutalt, og det er meget opsigtsvækkende.”
“Tilgangen, hvor topledelsen ikke tager ansvar, ikke siger tydeligt undskyld og ikke tager deres del af ansvaret, bekræfter, at der er tale om et råt og brutalt arbejdsmiljø. Jeg kan ikke komme i tanke om tilsvarende skandaler, hvor man har gjort det på den måde.”
Så vidt Claus Elmholt. Men mytteriet stoppede ikke her. Moderaternes partisekretær Kirsten Munch Andersen smed efterfølgende også sit håndklæde i ringen.
Hun overlod posten til konstitueret partisekretær Morten Brautsch, der midlertidigt måtte forlade sit job som særlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen i Udenrigsministeriet.
Hvilket imponerende kaos i Klovnebussen. Og intet under, at man kort efter kunne læse følgende overskrift Altinget:
“Ny måling: Vælgerne vælter ud af Løkkes bus”
Løkke trøster sig med, at der jo er hele to år til næste valg. Og til den tid er alting sikkert glemt igen. Sådan plejer det at være i politik. Kun Fedtemøget bliver hængende.
Nu er dette ikke nogen politisk blog. Det er derimod en upartisk, men så meget mere miljøpolitisk én af slagsen. Jeg interesserer mig ikke meget for partipolitik – kun for miljøpolitik.
Det er imidlertid nødvendigt at kende baggrunden for den person, der stiftede Moderaterne. Som lancerede den Landbrugspakke, der nu har resulteret i danske strande fyldt op med slimet fedtemøg og danske fjordområder, der hvert eneste år lider af algeblomst, iltsvind, fiskedød og bundvendinger. En person, som derfor af websitet Gylle.dk har fået ærestitlen “Fedtemøgets Fader”.
Det var nemlig statsminister Lars Løkke Rasmussen (dengang V, i dag M), som med Landbrugspakken tilbage i 2016 gav danske landmænd lov til at bruge 20-30% mere gødning end hidtil.
Dette trods mange advarsler fra faglig side og den kendsgerning, at Danmark indtil da slet ikke havde formået at leve op til kravene om en “god økologisk tilstand” i danske vandområder. Noget, vi ellers havde forpligtet os til med EU’s Vandrammedirektiv tilbage i 2000.
Lars Løkke Rasmussen kom efterfølgende på kollisionskurs med sit eget parti og blev i 2019 vraget som leder af Venstre. I 2021 grundlagde han så sit nye protestparti “Moderaterne”, der skulle favne bredere end det tidligere Venstre.
Samtidig fralagde Løkke sig bekvemt ansvaret for den Landbrugspakke, han jo ellers selv havde lanceret. Han gav nu sit gamle parti Venstre hele skylden for, at landbruget ikke havde levet op til de aftalte forudsætninger i pakken. Han havde jo selv stiftet et nyt.
Han glemte også helt, at det jo var netop ham, der havde aflivet amterne. Dem, som indtil 2007 havde været en besværlig, men effektiv garant for vandmiljøet. Besværlig for landbruget og Venstre, som var godt trætte af al den snak om vandmiljøet.
Det var også under Løkkes regering, at daværende fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) tillod et ødelæggende muslingeskrab langt ind i fjorde, som tidligere havde været friholdt for det hårdhændede fiskeri. Næppe nogen anden dansk politiker har som Løkke haft så megen negativ indflydelse på vandmiljøet i Danmark.
Trods sin politiske deroute efter Venstre lykkedes det alligevel Lars Løkke Rasmussen at kravle til tops igen. Denne gang godt hjulpet på vej af Socialdemokraternes Mette Frederiksen, hvis fatale håndtering af minkskandalen gav Venstre & Co de bedst mulige kort på hånden.
Tanken om en mulig Rigsretssag som den, Inger Støjberg måtte igennem, blev luftet. Oppositionen krævede hver en sten i sagen vendt. Hvis altså statsministeren ikke makkede ret.
“Man burde i lovforslaget starte med at konstatere, at det danske vandmiljø har det hamrende godt. Vi har rent drikkevand, vi har stigende mængder drikkevand, vores vandløb får det bedre og bedre – og kystvandene har det sådan set også ganske godt.“
Morten Messerschmidt, MF, Dansk Folkeparti
Ovenstående sagt i en Folketingsdebat om ny lovgivning for vandmiljøet. Man må undre sig over, hvilken planet den gode mand mon kommer fra. Årets iltsvind i de danske farvande tegner til at blive større end sidste års, der allerede var rekordstore.
Morten Messerschmidt blev naturligvis hurtigt citeret af interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug, for hvem hans udtalelse jo var rent vand på giftmøllen.
Og det gjorde hun så, Mette. Makkede ret. Til sidst var det statsministeren selv – nu bedre kendt som “Slette Mette” efter mystisk forsvinden af en række kritiske SMS’er i minkskandalen – som vendte. Omend ikke den berømte sidste sten, men så på en tallerken.
Hun vendte nemlig ryggen til det røde flertal, som ellers havde båret hende igennem en hel valgperiode og ført Danmark nogle vigtige skridt i retning af et grønnere miljø.
I stedet lancerede hun den nuværende blåsorte SVM-regering. Trods ellers et rødt flertal blandt vælgerne for at fortsætte den så småt påbegyndte grønne kurs. Denne handling vil gå over i historien som “Det Store Svigt” – af vælgernes tillid og det danske vandmiljø.
For SVM-regeringen trak desværre Danmark langt ned i dyndet igen. Bogstavelig talt og helt som forventet. Droppet som det første blev det forbud mod den skadelige brug af bundslæbende redskaber – bundtrawl og muslingeskrab – som ellers stod på kanten til indførelse. Og den nye regering barslede som bekendt i 2024 med den allerede nu så berømte “Grønne Trepart”.
Esben Lunde Larsen (V) var i 2016 miljø- og fødevareminister for Lars Løkke Rasmussen og stod som sådan for den praktiske udarbejdelse af den forkætrede Landbrugspakke.
Han valgte at drage i landflygtighed efter lanceringen af den, men fra sit skatteyderbetalte eksil hos Verdensbanken i Guds Eget Land forkynder han nu, at Danmark med Den Grønne Trepart har fundet en god model – “et interessant reguleringsinstrument”:
“Et interessant reguleringsinstrument, der sagtens kan bruges andre steder i verden. Danmark har fundet en vej til at nå klimamål samtidig med, at der stadig produceres mange fødevarer.”
Esben Lunde Larsen, tidligere miljø- og fødevareminister
Ikke alle var eller er enige med Esben Lunde Larsen. Den Grønne Trepart blev derfor hurtigt omdøbt til “Den Sorte Syvpart” – af Alternativets Torsten Gejl. Navngivet efter de syv organisationer, der havde udarbejdet planen. Danmarks Naturfredningsforening deltog endda aktivt i det nye fænomen i dansk politik – uvist hvorfor som eneste “grønne” deltager.
Kvælstofaftalen fra 2021 blev genbesøgt og genoplivet, hvad også Vejle Fjord blev. Den havde miljøorganisationerne ellers officielt begravet i foråret 2024. Under pomp og pragt og stor mediebevågenhed.
Regnedrengene i Finansministeriet havde i mellemtiden været tallene igennem en ekstra gang og var nu nået frem til, at Vejle Fjord slet ikke var så død alligevel. Den blev derfor gravet op igen og nu potentielt tildelt lempeligere vilkår for det omgivende landbrug.
Klovnebussen var atter spændt for den store gyllespreder. Som i 2016, da Løkke jo selv lancerede Landbrugspakken.
Den dysfunktionelle SVM-regering, som statsministeren jo selv har kaldt “mærkelig”, havde imidlertid andre, flere og større ambitioner end blot at sprede mere gylle på markerne og forurene vandmiljøet yderligere med nitrat.
Sommeren 2024 bød nemlig på hidtil uhørte og aldeles uventede muligheder for på én gang at fremme dansk hvalfangst, styrke det nordiske samarbejde i Rigsfællesskabet og atter nyde de internationale mediers udelte opmærksomhed. Noget, mange danske toppolitikere sætter højere end virkeligheden.
Den helt store mulighed kom i forgangne sommer, da den amerikansk-canadiske hvalforkæmper og grundlægger af miljøorganisationen Sea Shepherd, Captain Paul Watson, lagde kursen ind om Nuuk på Grønland for at proviantere. Han var med sit skib på vej gennem Nordvestpassagen for at hindre japansk hvalfangst i Stillehavet.
Efter nogle års pause under internationalt pres havde japanerne nemlig bygget et spritnyt og kæmpestort fabriksskib til fornyet hvalfangst. Samtidig havde Japan givet sig selv tilladelse til fangst af mere end et halvt hundrede finhvaler – den næststørste af alle hvalerne, kun overgået af blåhvalen.
SVM-regeringen var ikke sen til at gribe den uventede mulighed. Her var en gigantisk mulighed for at udvise international handlekraft og sætte de besværlige miljøorganisationer eftertrykkeligt på plads. Der måtte statueres et eksempel til efterfølgelse, skræk og advarsel.
Det helt store magtapparat blev sat i gang. To af forsvarets orlogsskibe blev sendt til Grønland og en halv snes kampklædte danske politibetjente sat i flyveren med kurs mod Nuuk.
Captain Paul Watson skulle anholdes og om muligt udleveres til hvalfangernationen Japan, hvis illegale hvalfangst ved Antarktis Watson jo tidligere havde obstrueret. Han havde sågar fået TV-kanalen Animal Planet til at lave en hel serie dramadokumentarer om de illegale japanske aktiviteter i Sydhavet.
Det var serien “Whale Wars”, der i flere år har kørt på TV-skærme over hele verden. Som satte Japan og den illegale japanske hvalfangst i det dårligst tænkelige internationale lys. Så dårligt, at Japan fik Interpol til at udstede en såkaldt “Red Notice”, hvor man anmodede om anholdelse af Watson og udlevering af ham til retsforfølgelse i Japan.
Dette angiveligt på baggrund af hændelser, der skulle have fundet sted tilbage i 2010. Hændelser, der ifølge dansk lov maksimalt kan udløse bødestraf og derfor ikke føre til nogen udlevering. Og så har Danmark for øvrigt slet ikke nogen udvekslingsaftale med Japan, hvilket man nu tilsyneladende gerne vil have.
Japan reaktiverede derfor, fjorten år efter hændelsen ved Antarktis, anmodningen til Interpol. Nu med hjælp fra Danmark, Grønland og Færøerne, hvoraf sidstnævnte jo selv hører til verdens hvalfangernationer. De små øer i Nordatlanten er jo ofte i det internationale søgelys for deres blodige grindedrab.
Færøerne pådrog sig senest international vrede og opmærksomhed tilbage i 2021, hvor man slagtede ikke færre end 1.428 delfiner i én fangst.
De lokale grindeformænd undskyldte sig efter blodrusen med, at de kun troede, der var 200 delfiner i flokken. Ikke syv gange så mange.
Det vides ikke, hvor meget delfinkød der måtte destrueres.
Vi ved ikke, hvilken rolle vor færøsk gifte udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har spillet i sagen. Blot at miljøorganisationen Sea Shepherd er meget upopulær på Færøerne; at Paul Watson var en af organisationens grundlæggere, og at Lars Løkke som udenrigsminister var første mand til at kommentere på den japanske anmodning om udlevering.
Rigsfælleskabet stod sammen i nødens stund, og Paul Watson har netop fået forlænget sin fængsling på Anstalten i Nuuk Grønland med yderligere tre uger.
Det danske retsvæsen tager sig således rigtig god tid – på Grønland.
Der er hvaler og delfiner, som skal fanges og aflives.
“Livet skal tilbage i vores fjorde, søer og åer” lyder det nu fra regeringen. Under denne lovende overskrift præsenterer Den Grønne Trepart i hvert fald nogle planer for fremtidens danske vandmiljø.
Regeringen vil restaurere vandløb, mindske fosfor i søer og fjerne spærringer i vandløb til gavn for fiskene. Med initiativer for knap 2,5 mia. kr. sætter regeringen gang i arbejdet for at sikre god tilstand i kystvande, vandløb, søer og grundvand.
Planerne er en forudsætning for, at Danmark kommer til at leve op til Vandrammedirektivet og den kvælstofindsats, som er aftalt i Den Grønne Trepart. Derfor er Vandområdeplanerne en vigtig brik for at implementere Den Grønne Trepart.
Når det nu ikke lykkedes at opfylde EU’s Vandrammedirektiv – efter 25 år.
I den forbindelse kan det kun undre – eller kan det snart det længere – at de to største og mest fatale opstemninger ved henholdsvis Gudenåen (Tange Sø) og Storåen (Holstebro Kraftværkssø) endnu engang er sparket til hjørne.
Heller ikke Jeppe Bruus turde tage opgøret her i 2024 – som ellers lovet gentagne gange fra tidligere miljøministre, der heller ikke turde. Måske prognoserne for det kommende kommunalvalg skræmmer ham.
De opdaterede Vandområdeplaner 3 er netop sendt i høring – uden et ord om Tange Sø.
Af et uofficielt dokument, som ifølge Dagbladet Information er rundsendt til partierne bag Den Grønne Trepart, fremgår endda, at regeringen først efter 2033 forventer at have gennemført de nødvendige indsatser for søer, vandløb og grundvand.
Tiltag, der blev vedtaget med Vandrammedirektivet i 2000. Tiltag, der skulle have været gennemført i 2015. Tiltag, der blev udskudt til 2027. Og tiltag, der nu senest er udskudt til 2033.
Prøv selv at ekstrapolere tallene og se, hvor kurven og det danske vandmiljø ender…
Det ser sløjt ud med fiskelivet i den fra alle sider maltrakterede Østersø. Østersøen er blevet losseplads for alle de tilstødende lande, hvis vandløb flyder ud i den og gør den brak.
Læg hertil et massivt overfiskeri, der har trukket tæppet væk under de sidste rester af en naturlig torskebestand. Tilbage at fange er stort set kun de fisk, som vi selv sætter ud – i form af opdrættede laks. Købt og betalt af os selv. Rendyrket Put & Take.
EU har netop fastsat nye restriktioner for det rekreative fiskeri i Østersøen i 2025:
Forbud mod torskefiskeri: I 2025 vil der være et totalt forbud mod at hjemtage torsk. Dette gælder for alle farvande omkring Fyn, Østjylland, det østlige Sønderjylland, Sjælland og Bornholm.
Max én laks: I 2025 må man kun må hjemtage én fedtfinneklippet laks (laks, som er klippet ved udsætning) pr. dag pr. person. Alle fisk, uanset art, skal landes som hele fisk, når man fisker efter laks.
Reglerne er en del af indsatsen for at beskytte og genoprette torskebestanden i Østersøen, som har været under pres i flere år. Hvis nogen ellers længere tror på, at det kan lykkes. Jeg gør ikke.
Det hjælper intet at give sæler og skarver skylden for den omfattende ødelæggelse af vandmiljøet. Og så selv fortsætte det hårdhændede erhvervsfiskeri. Læs gerne denne artikel om hele problemstillingen. Og se de mange billeder af sælerne:
De nye regler er fastsat i EU Rådets forordning om “fastsættelse for 2025 af fiskerimuligheder for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande i Østersøen.” Lovtekst, der vil noget.
Reglerne gælder ikke kun lystfiskeri fra land eller egen båd. Reglerne gælder også for dem, der fisker fra turbåde i området.
Som tidligere nævnt lukkede og slukkede søsterselskabet til Nordic Waste, DSH Recycling, endegyldigt den 19. november i år.
Dette efter ni måneder under rekonstruktion, som det hedder på juridisk, når man prøver at redde stumperne af en konkurstruet virksomhed. Det lykkedes altså ikke, og DSH Recycling er nu også gået konkurs.
Med denne den anden konkurs brast håbet om at kunne gøre dette selskabs ejere ansvarlige for i hvert fald en del af omkostningerne i forbindelse med oprydningen efter Danmarkshistoriens suverænt største jordskred, der nærmest nåede karakter af landskred.
Udgifterne til oprydningsarbejdet, som stadig pågår, løber op i en halv milliard kroner. Konkursboet efter Nordic Waste A/S har derfor nu rejst et erstatningskrav på en halv milliard kroner mod flere tidligere medlemmer af ledelserne i Nordic Waste og DSH Recycling.
I konkursboet håber man nemlig at kunne gøre disse medlemmer personligt ansvarlige for katastrofen. Det drejer sig angiveligt om seks navngivne personer, der sad i enten bestyrelsen eller ledelsen hos de to selskaber op til deres konkurs.
Disse seks personer har nu modtaget en såkaldt “påkravsskrivelse” fra kuratorerne i Nordic Waste og DSH Recycling. Med krav om betaling af en halv milliard kroner. Alle seks mener naturligvis, at de rejste krav er ubegrundede.
Det er en sag, der vil kunne køre i flere år. Ved nationale såvel som internationale domstole.
Milliardæren Torben Østergaard-Nielsen ejer sammen med sine to døtre mere end 75% af aktierne i Nordic Waste, DSH Recycling og moderselskabet DSH Environment.
Alligevel er det ikke ham eller hans koncern USTC, det nye erstatningskrav er rejst imod. Det ser ud til – i hvert fald i første omgang – at USTC har vind- og vandtætte juridiske skodder til sagen.
I den forbindelse har miljøminister Magnus Heunicke (S) udsendt følgende skriftlige kommentar via Ritzau:
“Sagen om Nordic Waste har haft og har stadig store økonomiske og miljømæssige konsekvenser.
Det er helt afgørende, at vi fortsætter med at forfølge princippet og ambitionen om, at forureneren skal betale regningen for at afværge de alvorlige skader på miljøet i Ølst.”
Erstatningskravet kommer som en naturlig opfølger til den uvildige advokatundersøgelse, som miljøministeren satte i værk i efteråret, og som skal være afsluttet til maj 2025.
Denne undersøgelse skal være uvildig, i modsætning til den advokatundersøgelse, som Randers Kommune tidligt på året selv bestilte og betalte for.
En undersøgelse, der ikke overraskende frikendte kommunen for ansvar.
“Det skulle være så godt, men så er det faktisk skidt”.
Sådan står der i Sangen om Larsen, og sådan ser det desværre også ud med Den Grønne Trepart. Den stærkt hypede aftale, der skulle redde det danske vandmiljø, er nemlig bagud på point – allerede før startskuddet, som end ikke har lydt endnu.
Der er tale om en rent politisk aftale, der tydeligvis slet ikke har sit afsæt i de realiteter, der hersker omkring vandmiljøet. En aftale, som er baseret på forældede data, og som ikke tager højde for fremskrivninger af nedbør og udvaskning. Klimaet står nemlig ikke stille, selv om politikere og landbrugere tilsyneladende gør det.
“Alle danske fjorde, bælter og have vil få livet tilbage.”
Sådan lød nemlig målet i Den Grønne Trepartsaftale, der så dagens lys i sidste måned. Aftalen lover således en “god økologisk tilstand i alle kystvande”. Politikerne bag aftalen gør i hvert fald.
Stiig Markager, der som professor på Aarhus Universitet i snart en menneskealder har beskæftiget sig med kvælstof og vandmiljø, er ikke bare skeptisk. Han er også kritisk og lodret uenig i aftalens konklusioner:
“Det er sort på hvidt forkert. Den målsætning, man har, betyder, at halvdelen af vores fjorde vil komme i god tilstand.
Hvis man vil have alle fjordene i god tilstand, skal man væsentligt længere ned i kvælstofudledninger, og dermed bliver det et væsentligt større indsatsbehov.”
Rådet for Grøn Omstilling har på samme måde understreget, at aftalen ikke skaber god økologisk tilstand i alle kystvande.
Rådet konkluderer, at Trepartsaftalen kun vil sikre god økologisk tilstande i omkring halvdelen af vore marine økosystemer.
Den socialdemokratiske Minister for Grøn Trepart, tidligere skatteminister Jeppe Bruus, er ikke enig med videnskaben:
“Vi har lavet den her indsats ud fra det, de danske forskere siger. Så tror jeg altid, man kan finde forskere, der siger det ene eller andet”.
Bare ærgerligt, at så mange forskere slet ikke er enige med den tidligere skatteminister. Og det gælder ikke kun Stiig Markager. Det gælder også Erik Kristensen, der er professor i økologi på Syddansk Universitet, hvor han blandt andet forsker i netop iltsvind:
“De indre dele af fjordene når man ikke med den her aftale. Med temperaturstigningerne oveni skal der meget mere til.”
Siger altså også Erik Kristensen til DR. Gad vide, hvad det så er for forskere, vor tidligere skatteminister Jeppe Bruus henviser til.
– Forveksler han mon økonomer med økologer?
Det kunne i så fald forklare, hvorfor dansk landbrug har præsenteret Trepartsaftalen som en stor sejr til dansk landbrug. Som én, der ikke kommer til at koste landbrugerne nævneværdigt. Hvis overhovedet noget.
Så slap Paul Watson endelig fri af Anstalten i Nuuk Grønland, hvor han har siddet fængslet i næsten fem måneder – uden nogen dom.
Justitsminister Peter Hummelgaard udtaler i forbindelse med løsladelsen af den internationalt kendte miljøaktivist og hvalforkæmper følgende:
“Justitsministeriet har i dag truffet beslutning om ikke at imødekomme Japans anmodning om udlevering af Paul Watson. Beslutningen er truffet ud fra en samlet vurdering af omstændighederne i den konkrete sag.
Efter Justitsministeriets opfattelse har det i lyset af den samlede tid, som Paul Watson vil være tilbageholdt, indtil en eventuel beslutning om udlevering ville kunne effektueres, sammenholdt med forholdenes karakter, og at de ligger mere end 14 år tilbage i tid, været af central betydning at sikre, at den tid, som Paul Watson har været tilbageholdt i Grønland, vil blive fratrukket i en eventuel frihedsstraf, som han måtte blive idømt Japan.
På baggrund af korrespondance med de japanske myndigheder herom kan det efter Justitsministeriets vurdering ikke med den fornødne sikkerhed lægges til grund, at dette vil være tilfældet.
Jeg vil imidlertid gerne gøre det helt klart, at denne beslutning ikke er udtryk for, at vi fra Danmarks side deler den bekymring, der i forhold til den konkrete sag i visse kredse er blevet rejst om det japanske retssystem og beskyttelsen af menneskerettighederne i Japan.
Japan er et demokratisk retssamfund, som respekterer grundlæggende menneskerettigheder. Der har i øvrigt været en god og tæt dialog med de japanske myndigheder.
Paul Watson og hans forsvarer samt Grønlands Politi, på hvis anmodning Paul Watson hidtil har været tilbageholdt, er gjort bekendt med Justitsministeriets beslutning.”
Citat slut.
Såvidt justitsminister Peter Hummelgaard om løsladelsen af Paul Watson. Såvel Rigsadvokaten som Grønlands Politi havde ellers vurderet, at den juridiske baggrund for en udlevering til Japan var til stede. Efter oprindeligt et tip fra Færøerne.
Paul Watson er ikke en populær mand på disse nordlige kanter. Specielt ikke på Færøerne, hvor miljøorganisationen Sea Shepherd regelmæssigt udstiller øernes massive drab af både delfiner og grundehvaler.
Færøerne pådrog sig senest international vrede og opmærksomhed tilbage i 2021, hvor man slagtede ikke færre end 1.428 delfiner i én enkelt fangst.
Sea Shepherd sørgede dengang for, at historien og de blodige billeder gik verden rundt.
Løsladelsen var en dejlig julegave til ikke blot Paul Watson og hans egen familie. Men til alle miljøengagerede hvalvenner verden over.
Dejligt, at vor danske justitsminister kunne se de videre internationale konsekvenser af en mulig dansk udlevering af Paul Watson til retsforfølgelse i Japan.Selv om argumentationen for hans løsladelse virker lidt søgt.
Men der er jo mange hensyn at tage – mange instanser og nationer at please. Danmarks internationale anerkendelse som forkæmper for menneskerettigheder stod pludselig også på spil.
Under alle omstændigheder: Tommel op til justitsminister Peter Hummelgaard for at have skåret igennem den mudrede debat, truffet den rigtige beslutning og løsladt Paul Watson.
Tommel op for at have trodset såvel Japan som Grønland og Færøerne, der gerne havde set Watson udleveret til retsforfølgelse i Japan. En dygtig balancegang på en knivsæg eller et samuraisværd, der peger mange steder hen.
Det ser mildest talt ikke kønt ud, at de tre ovennævnte hval- og delfinfangende nationer ønskede Watson hen, hvor peberet gror – så de selv kan fortsætte eller sågar udvide deres blodige aktiviteter.
Det ser heller ikke kønt ud, at de tre nationer ønskede Watson udleveret til en nation, hvor fængselsstraffen kunne have været 15 år for en mand på 74 år med to små drenge ventende hjemme i Frankrig.
En kvart million mennesker nåede inden løsladelsen at protestere mod anholdelsen og fængslingen. Helt eksakt 223.951, inden dommen blev afsagt, Watson løsladt og underskriftindsamlingen lukket.
Samme Hummelgaard tillagde sig for nylig ny respekt hos undertegnede, da han som vist en af de få socialdemokrater takkede nej til Ridderkorset.
– Der er krummer i den dreng, som min salig mor ville have sagt.
Glædelig Jul til alle hvalelskere og miljøforkæmpere!
21. december 2024
Læs hele den blodige forhistorie i artiklen herunder:
Justitsminister Peter Hummelgaard er en af de få Socialdemokrater, der har sagt pænt nej tak til at blive Kommandør af Dannebrogordenen. Med nedenstående begrundelse:
”Jeg har ikke et stort behov for at lade mig dekorere alene i kraft af min funktion, når almindelige mennesker ikke kan hædres for deres funktion i samfundet”.
Justitsminister Peter Hummelgaard til Dagbladet Politiken
Kors og bånd og stjerner
Ridderkorset er den laveste grad af Dannebrogordenen og gives typisk til personer, der har ydet en bemærkelsesværdig indsats for Danmark eller deres fagområde. Dette ifølge nutidens orakel ChatGPT.
Kommandør af Dannebrogordenen er næste trin på rangstigen og en grad højere end Ridderkorset. Kommandørgraden gives typisk til personer, som har ydet en ekstraordinær indsats, gerne på internationalt plan.
Skulle det nu heller ikke være nok, kan man altid stræbe efter at få hængt Storkorset om halsen og blive Storkommandør. Men her skal man normalt være kongelig eller statsoverhoved for at komme i betragtning.
Men måske Paul Watson kan se frem til engang at blive Kommandør for sin mangeårige indsats for at redde verdens hvaler?
Det er hårdt at sidde fængslet i næsten fem måneder – uden dom og uden mulighed for regelmæssige besøg fra familien. Anstalten i Nuuk Grønland ligger i den forbindelse meget langt borte. I praksis i isolation.
Paul Watson’s danske advokat Jonas Christoffersen vil nu undersøge baggrunden for denne frihedsberøvelse nærmere. Man overvejer i den forbindelse at søge erstatning for de fem måneders uberettiget fængsel.
Erstatning for frihedsberøvelse, fængsling og en unødigt hårdhændet anholdelse, hvor Watson blev lagt i håndjern og skubbet rundt i manegen som en anden hårdkogt kriminel.
Watson’s tre danske advokater vil også arbejde for en endelig annullering af den 12 år gamle Red Notice fra Interpol, som Japan havde foranlediget og reaktiveret. Det var denne, der efter et tip fra Færøerne førte til dansk anholdelse af Watson i Nuuk.
Anmeldelsen viste sig efterfølgende at være udokumenteret og førte fem måneder senere til dansk løsladelse af Watson. Men bekymrende, at Interpol ikke havde forlangt ordentlig dokumentation fra Japan, før man udstedte en Red Notice.
På Island benyttede man Watson’s tid i fængselet og et politisk tomrum på vulkanøen til at give sig selv ret til fornyet hvalfangst i fem år. Noget, der ifølge lokale kilder mindede om korruption eller i hvert fald magtmisbrug og nepotisme. Den sag hører vi givet mere til.
Adspurgt om fremtiden var Watson ikke sen til at blæse til fornyet kamp mod den genoptagne hvalfangst. Med fokus på såvel den japanske som den islandske jagt på finhvaler med flere. Under dårligt dække af at ske med “videnskabeligt formål”.
Paul Watson nævnte også den danske hvalfangst på Færøerne og især det massedrab på delfiner og grindehvaler, der så sent som i 2021 påkaldte sig international vrede og opmærksomhed. Her slagtede færingerne ikke færre end 1.428 delfiner i én fangst.
De lokale grindeformænd undskyldte sig dengang efter blodrusen med, at de kun troede, der var 200 delfiner i flokken. Ikke syv gange så mange. Og så var de jo nødt til at slå dem allesammen ihjel. Der er sandelig styr på tingene deroppe.
Paul Watson glæder sig efter sin løsladelse til at holde jul sammen med hustru og to børn i Frankrig. Han glæder sig også over den uhørt store opmærksomhed, som ikke mindst den genoptagne japanske hvalfangst har fået. Stik modsat de oprindelige intentioner fra Den Opgående Sols Land. Det var jo slet ikke planen.
“Made in Japan” har nu fået en dårlig klang verden over. Og den japanske sushi en trannet bismag af hengemt hvalkød.
Forgangne vinters jordskred ved Nordic Waste syd for Randers sendte store mængder miljøfremnede stoffer ud over landet omkring Ølst og ud i vandet i Alling Å, der afvander hele området.
Frygten var derfor, at disse stoffer kunne optages af fisk og krebsdyr i åen, der er et populært og nu landskendt fiskevand. Randers Kommune bad derfor Fødevarestyrelsen om at undersøge mulige konsekvenser af jordskreddet for livet i Alling Å.
Kommunen har netop modtager analyseresultaterne fra disse undersøgelser. Der er taget prøver på tre lokaliteter, som alle viste lave niveauer af undersøgte stoffer.
Så lave, at Fødevarestyrelsen umiddelbart turde konkludere, at der ikke er sundhedsmæssige problemer omkring fangst og fortæring af fisk fra Alling Å. Som tilfældet jo også var med de signalkrebs, som mange lokale fisker efter og fortærer fra samme å. Nedstrøms E45 havde krebsene dog for meget bly i halerne.
I en pressemeddelelse udtrykker kommunaldirektør Jesper Kaas forståelig lettelse over Fødevarestyrelsens frifindelse: “Jeg er meget glad på naturens vegne og stolt over den indsats, Randers Kommunes medarbejdere har ydet for at redde Alling Å.”
Alt tyder således på, at de hurtige afværgeforanstaltninger fra kommunens side har minimeret udslippet af skadelige stoffer til Alling Å. At fisk og krebsdyr i åen derfor kun er blevet udsat for kortvarig påvirkning efter dæmningsbruddet. Efter alt at dømme ikke nok til, at stofferne nåede at blive optaget i dyrene.
Der foreligger så vidt vides intet nyt om, hvilke konsekvenser kommunens håndtering af hele Nordic Waste skandalen eventuelt allerede har fået eller vil få for involverede medarbejdere. Dem, der måtte have været ansvarlige for udstedelse af de mangelfulde miljøtilladelser eller den sparsomme hvis overhovedet eksisterende miljøkontrol.
Eller om det hele blot skyldes en mangelfuld lovgivning på området. Den undskyldning eller forklaring bruges ofte som forsvar for jordskreddet og dets både økologiske og økonomiske konsekvenser for lokalsamfundet.
Alt det hører vi forhåbentlig mere om, når resultaterne af den kommende og uvildige advokatundersøgelse, som miljøminister Magnus Heunicke har bebudet og bestilt, foreligger.
Gl. Århusvej, der forbinder Randers med Aarhus, har været lukket siden det store jordskred ved Nordic Waste sidste vinter.
Den skridende jord tog helt enkelt et stort stykke af vejen med sig og lukkede effektivt ned for al trafik på strækningen – til stor gene for lokale beboere i ikke mindst landsbyen Ølst. De måtte efterfølgende køre en stor omvej, når og hvis de skulle sydpå til Aarhus.
Nu lysner det imidlertid for den sydgående trafik. Randers Kommune har sikret sig, at jorden nu er stabil nok til nye anlægsarbejder med vej og cykelsti. Kommunen har derfor afsat 12 millioner kroner til en ny Gl. Århusvej, der forventes færdiggjort i 2025.
På en næsten kilometerlang strækning er Gl. Århusvej beskadiget så meget, at den må retableres fra grunden. Der har tidligere været en stor rasteplads på strækningen, som skreddet har jævnet helt med jorden.
Kommunen har valgt at sløjfe denne rasteplads og i stedet anlægge en ny grusplads, der skal bruges i forbindelse med løbende oprensning af et nyt sandfang på den nyanlagte del af Alling Å. Det er rigtig godt nyt for den nye Alling Å.
Anlægsarbejdet sendes i udbud til januar næste år, og det forventes påbegyndt medio februar. Om alt går vel, kan den nye Gl. Århusvej være køreklar med udgangen af første kvartal 2025. Klar til de mange turister, der givet gerne vil se resterne og resultaterne af Nordic Waste eksperimentet ved selvsyn.
Hvis altså jorden holder og vejret arter sig. Borgerne i Ølst vil med sikkerhed holde et ekstra vågent øje med arbejdet. De savner deres gamle vej og adgangen til Aarhus.
Lokale lystfiskere fra Randers vil tilsvarende holde godt øje med udviklingen i den nye Alling Å, der løber lige ved siden af den nye vej.
Det går rigtig godt for den danske svine- og gylleproduktion.
Den danske eksport af smågrise er således på vej mod nye overvældende rekorder. Det skriver LandbrugsAvisen. Eksporttallene for de første 11 måneder af 2023 viser nemlig, at flere end den hidtidige rekord på 15,2 millioner smågrise allerede er eksporteret. 1,25 millioner flere smågrise sendes således ud af landet i år.
Det er svinebønderne naturligvis rigtigt glade for – Den Grønne Trepart eller Sorte Syvpart sikkert også. Men det er rigtig trist for både klima og vandmiljø, der lider under de store gyllemængder, som de 15 millioner smågrise har nået at producere i deres alt for korte liv. Inden den lange transport til discount-slagterierne i Tyskland.
Gylle, hvoraf en stor del havner direkte i vandmiljøet. Med yderligere algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød til følge.
Den Grønne Trepartsaftale indeholder ingen tiltag til reduktion af den danske svineproduktion og dens massive belastning af klima og miljø. Og de lange transporter syd for grænsen belaster jo klimaet yderligere med deres brændstofforbrug. Den manglende dyrevelfærd under opdræt og transport er der heller ikke taget hensyn til.
Der er i det hele taget rigtig mange kritisable ting, som Treparten slet ikke fokuserer på, selv om de har direkte eller indirekte med CO2 og kvælstof at gøre.
Eksempelvis, at eksisterende havbrug tilsyneladende får lov til fortsat forurening af vore indre danske farvande. I henhold til deres tilladelser. Måske de endda får lov til at udvide i de områder, der er afsat til dem i den seneste udgave af Havplanen. Det ved vi ikke endnu, men der ligger flere ansøgninger inde. Det ved vi.
Så selv om der fremover skal tages landbrugsjord ud af drift inde på land for at begrænse udledningen af kvælstof herfra, så skal havbrugene ude til vands tilsyneladende ikke indskrænke deres forurening fra de åbne havbrug. Svinefarmene inde på land heller ikke. De må gerne øge deres gylleproduktion.
Det kommer derfor til at tage mange år, førend vi atter kan bade i klart vand uden boblende svovlbrinte og bræmmer af slimet fedtemøg.
Randers Kommune har opdateret sit regnskab over afholdte udgifter i forbindelse med Nordic Waste. Kommunen står nu tilbage med en manko på 305 millioner kroner. Opdateret fra de hidtidige 266 millioner kroner. Og DSH Recycling er netop gået konkurs, som jo også Nordic Waste gjorde. Efter ni måneder under rekonstruktion.
DSH Recycling var tilsyneladende det sidste strå, som kommunen kunne klynge sig til – i håbet om at gøre milliardkoncernen bag det hele, USTC, økonomisk medansvarlig for den skade, som de to USTC-selskaber Nordic Waste og DSH Recycling har afstedkommet.
Begge selskaber er nu gået konkurs, og Randers Kommune skal derfor selv lånefinansiere udgifterne til afværgeforanstaltninger, oprydning og retablering af området – grunden ved Nordic Waste samt Alling Ådal nedstrøms fabrikken. Lokalt klynger man sig stadig til håbet om en form for godtgørelse fra staten, men håbet ser pt. lysegrønt ud.
Kommunen fortæller selv i en status, hvad et sådant lån vil betyde for kommunens økonomi. Heraf fremgår, at et afdragsfrit lån på 305 millioner kroner årligt koster omkring 7 millioner kroner alene i renteudgifter. Dette over 30 år. Heri inkluderet en 5-årig afdragsfri periode, hvor man kan planlægge den endelige afvikling.
Tilbagebetalingen af dette lån hen over de følgende 25 år vil medføre udgifter til renter og afdrag i størrelsesordenen 20 millioner kroner årligt. En sådan merudgift vil svare til 0,4% af kommunens samlede serviceudgifter. Eller en nedjustering af kommunens budget på det skattefinansierede anlægsområde med omkring 10% årligt.
Randers Kommune understreger i det opdaterede regnskab, at katastrofen ved Nordic Waste ikke skyldes global opvarmning, klimaforandringer og øget nedbør:
“Det er vigtigt at gøre sig klart, at katastrofen ved Nordic Waste ikke skyldes klimaforandringer eller omfattende regn i en længere periode.
Katastrofen ved Nordic Waste skyldes alene forkert håndtering af jorden ved arealerne på Nordic Waste. Dette er slået fast af GEUS i de rapporter, der er lavet i forbindelse med katastrofen.
Der er således ikke – som ved de stormflods- og oversvømmelseshændelser, der er set de seneste år – tale om en katastrofe betinget af klimaforandringer.”
Det faktum er der således ved at være enighed om blandt fagfolk.
Den såkaldte “klimafond”, som ejerfamilien bag Nordic Waste etablerede umiddelbart efter jordskreddet, er derfor enten en ren misforståelse eller i bedste fald misfortolkning, der skal få hele sagen til at se bedre ud. Og måske også sætte ejerne i et lidt bedre lys.
Tilbage står så spørgsmålet, hvem der egentlig bærer ansvaret for, at det kom så vidt. Er det ejerne af Nordic Waste, der har set stort på bestemmelserne og kørt mest mulig jord på, så de kunne tjene flest mulige penge til det sidste? Mere, end de havde tilladelse til? Og nok til at få det hele til at skride?
Eller er det Randers Kommune, som har misligholdt sin tilsynspligt og kontrollen med en registreret listevirksomhed, der håndterede farlige stoffer få meter fra et ellers højt målsat naturområde i Alling Ådal? Som har givet miljøtilladelser helt ude af takt med lovgivningen?
Det bliver muligvis opklaret i den anden og forhåbentlig sidste advokatundersøgelse, som miljøministeren satte i værk i efteråret 2024 – med forventet slutdato i maj 2025.
Denne som erstatning for den første advokatundersøgelse, Randers Kommune selv bestilte og betalte tidligere på året. En undersøgelse, der som bekendt frikendte kommunen.
Uanset årsag og skyld så skutter mange randrusianere sig lige nu i vinterkulden og spekulerer over, hvad en ikke-budgetteret merudgift på godt 300 millioner kroner mon kommer til at betyde for kommunens borgere og skatteydere?
Hvad der mon fremover skal lukkes af vuggestuer, børnehaver, skoler og plejehjem med andet kommunalt for at få sparet de spildte millioner hjem igen?
Det er en kold tid, vi går i møde i Randers Kommune.
Ved det seneste retsmøde i Nuuk besluttede dommer Lars-Christian Sinkbæk at forlænge fængslingen af miljøforkæmper Paul Watson endnu engang. Oprindelig til den 30. december, hvilket dog blev reduceret til den 18. december.
Det lykkedes forsvaret at begrænse den fortsatte fængsling til to uger. Dette med henvisning til, at der loves en snarlig udmelding fra justitsminister Peter Hummelgard. Omar Todd, der er leder af Captain Paul Watson Foundation, havde denne kommentar:
“Det var opløftende at høre i retten i dag, at vi kan regne med en afgørelse af denne nu mere end fire måneder lange og uretmæssige tilbageholdelse af Paul Watson.
Vi opfordrer den danske justitsminister til at afvise den japanske anmodning om udlevering. En anmodning, der skyldes hævn mere end retfærdighed.”
Min oversættelse. Danske Jonas Christoffersen, som er Paul Datson’s forsvarer, udtrykte frustration over de gentagne forsinkelser:
“Vi er skuffede over, at de danske myndigheder har brugt så lang tid på sagen. Vi håber meget, at justitsministeren vil afvise anmodningen om udlevering, så Paul kan fejre jul sammen med sin familie.”
Paul Watson har allerede nu siddet mere end fire måneder i fængsel. Endda i noget, der minder om isolation, hvilket er en hård psykisk belastning.
Vi må håbe, at justitsminister Peter Hummelgaard tager dette med i sine overvejelser, inden han træffer en afgørelse. At Watson jo de facto allerede er straffet med fængsel i fire måneder uden at være dømt for noget.
Vi må også håbe, at Peter Hummelgaard tager hensyn til Paul Watsons to små drenge, der jo ikke har set deres far i lige så lang tid. Det er hårdt for dem.
Da dommer Sinkbæk udbad sig de sidste kommentarer ved det seneste retsmøde i Nuuk, benyttede Paul Watson lejligheden til at nævne det storpolitiske spil, han føler sig fanget i:
“Japan har truet Danmark med at droppe en kontrakt om vindmøller, hvis ikke de får mig udleveret.
Japan har ligeledes truet Frankrig med, at de vil melde afbud til en FN konference, hvis ikke jeg bliver udleveret. Og at det også vil påvirke handelsrelationerne.”
“Jeg havde aldrig regnet med, at jeg skulle tilbringe min 74 års fødselsdag i dette retslokale.
Tilbage i juli var jeg sikker på, at fremlagt dokumentation ville vise, at jeg ikke var involveret i hverken planlægning eller udførelse af den pågældende hændelse.
Men at bevismaterialet ville lede til min løsladelse, da jeg ikke var involveret i nogen kriminel handling.
Japan derimod ødelagde vort skib og skadede vore besætningsmedlemmer, uden at det fik juridiske konsekvenser for dem.”
Ovenstående er min oversættelse af et engelsk referat. Vil man sende Paul Watson en julehilsen, kan det gøres på denne adresse, hvor han sidder fængslet:
Anstalten Prison c/o Paul Watson DK-3900 Nuuk Grønland
Parter og partier bag den allerede nu herostratisk berømte og ikke mindst selvberømmede Grønne Trepart ligger allerede nu i slagsmål om de økonomiske rammer for aftalen.
Tænketanken Kraka har udregnet den samlede pris til at løbe op i mere end 60 milliarder kroner – næsten 50% mere end de godt 40 milliarder, der hidtil har stået på afregningen for Den Grønne Trepart. EU skyder knap 5 milliarder i projektet, der så efterlader en regning på 56 milliarder kroner.
Den Grønne Trepart vil dermed koste hver eneste dansker 9.360 kroner eller 440 kroner om året. Det lyder ikke af meget, hvis ellers landbruget leverer varen og ikke blot griner hele vejen ned til banken.
Kraka kritiserer nemlig også, at landbruget er sluppet for billigt, at klimaafgiften er for lav, og at der ingen garanti er for, at de mange frivillige aftaler også bliver overholdt. Historien skræmmer. I den grad.
Klimabevægelsen påpeger samtidig, at Klimarådet i en ny rapport om Danmarks endnu ikke fastsatte klimamål for 2035 anslår prisen for at reducere udslippet med 90 procent til 45 milliarder kroner.
Ifølge Klimabevægelsen kunne Danmark derfor få “verdens førende klimamål” – i stedet for en trepartsaftale, som “ikke er pengene værd”.
Professor Stiig Markager fra Aarhus Universitet har været aktiv i kvælstofdebatten i mere end tyve år, men indtil nu talt for døve øren – trods ellers EU’s bindende Vandrammedirektiv fra 2000. Markager har beregnet, at der skal udtages 400.000 til 800.000 hektar landbrugsjord for at nå målene i EU’s Vandrammedirektiv.
Den Grønne Trepart endte på knap 400.000 hektar. Og Stiig Markager er citeret for at være glad for at have fået mere end halvdelen af det ønskede. Hvis aftalen ellers bliver til noget og bliver overholdt. Den frivillige del ikke mindst.
Og det bliver den næppe. Det viser al hidtidig erfaring. Samtidig er der siden Landbrugspakken blevet hældt oceaner af nyt kvælstof ud i vandmiljøet, hvor det har puljet sig i massive depoter på bunden – klar til nye iltsvind, uanset hvor meget vi stopper fremtidige udledninger.
Temperaturen er samtidig steget og med den også nedbøren og iltsvindet. Udvaskningen fra landbruget tilsvarende. Vi er bagud fra start og mister løbende mere og mere terræn.
Det bliver derfor næppe i vor levetid, vi igen kan opleve klart vand uden bræmmer af opskyllet og slimet fedtemøg langs vore kyster.
Der skal langt større tiltag end Treparten til, hvis der skal ændres på den nuværende tilstand.
I sin nuværende form er Den Grønne Trepart er DOA – Dead on Arrival.
Den opreklamerede Grønne Trepart, som Alternativets Torsten Gejl hurtigt omdøbte til den Sorte Syvpart, er stadig i opstartsfasen. Man kan som menigmand godt komme alvorligt i tvivl om, hvad de involverede parter egentlig er blevet enige om.
Landbruget, som ifølge Treparten skal omlægge 400.000 hektar landbrugsjord til skov og natur, har allerede slået sig alvorligt i tøjret. Det har de gjort med en udmelding om, at “landbruget skal kompenseres fuldt ud”.
Hvis ikke landbruget får “fuld og hel erstatning” for den forringelse af jordpriserne, som en strammere kvælstofregulering vil medføre, vil det ifølge landbruget selv være i strid med den grundlovssikrede private ejendomsret. Hvorfor de naturligvis skal kompenseres fuldt ud for tab af fremtidig indtjening. I al fremtid.
Formand for interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug, Peter Kiær, mener, at regeringen bør give landmændene (hans egne medlemmer) en garanti for økonomisk kompensation for det uundgåelige værditab, som Trepartens strammere krav til kvælstofudledningen vil medføre.
Trepartsminister Jeppe Bruus rystede på hovedet af dette krav, da han deltog i Landbrug & Fødevarers seneste delegeretmøde i Herning.
Man fornemmer, at en ny minksag er under opsejling – med mange nye milliarder smidt ud af vinduet som kompensation for et erhverv under afvikling. Et landbrug, vi selv har betalt for at ødelægge land og vand.
Med en milliard støttekroner i tilskud hver eneste måned året rundt.
“Landbruget har haft 20 til 25 år til at vise, hvor langt de kunne komme ad frivillighedens vej. Det var ikke langt. Men med den brede grønne trepartsaftale er alle undskyldninger for nøl nu væk”
Debatten raser lige nu om det tørlagte Kolindsund på Djursland og den løbende forurening med kvælstof fra de overgødede marker.
Etableringen af Den Grønne Trepart har fået debatten om Sundet til at blusse op igen. En debat, der døde midlertidigt med nedlæggelsen af Århus Amt, som allerede dengang havde planer om en “vådlægning” af det drænede landbrugsområde.
I tørre tal ser situationen lige nu sådan ud:
I dag udledes der hvert år omkring 856 ton kvælstof til vandmiljøet omkring Djursland. For at leve op til Vandrammedirektivet fra EU skal denne udledning reduceres med 182 ton om året.
Det problem kan løses ved at genskabe Kolind Sø, så vand og land her bedre kan holde på kvælstoffet. Så det ikke fremover vaskes direkte fra de overgødede marker og ud i det Kattegat, der lige nu gisper efter vejret.
Professor Stiig Markager fra Aarhus Universitet har senest regnet på tallene. Han siger til magasinet Natur og Miljø, at en genskabelse af søen eller en “vådlægning” af Sundet alene vil kunne spare vandmiljøet for 300 ton udvasket kvælstof om året.
Det er således et stort potentiale for kvælstoffjernelse, der gemmer sig inde på de tørlagte marker, der er flade som en pandekage.
Selskabet DSH Recycling, der er søsterselskab til Nordic Waste, og som ejer jordskredsgrunden i Ølst ved Randers, er gået konkurs. Det er ingen nyhed længere, men skete tirsdag den 19. november ved Retten i Randers.
Selskabet har siden 23. februar 2024 været i rekonstruktion, som det hedder, når man prøver at redde stumperne. Når man undersøger, om man kan fortsætte driften af virksomheden. Men det står ifølge Børsen nu klart, at det ikke kan reddes. Det er fødsel til tiden – konkurs efter næsten eksakt 9 måneder under rekonstruktion.
Dermed lider DSH Recycling samme skæbne, som også overgik Nordic Waste i begyndelsen af 2024. Efter nogle hektiske dage med Danmarkshistoriens største jordskred i Ølst Bakker syd for Randers måtte kommunens stolthed og den ellers højt profilerede “jordforbedringsvirksomhed” Nordic Waste trække stikket, lukke, slukke og stikke halen mellem benene.
DSH Recycling er ejet af moderselskabet DSH Environment, som milliardær Torben Østergaard-Nielsen driver sammen med sine to døtre Nina Østergaard Borris og Mia Østergaard Rechnitzer.
I marts vurderede Kammeradvokaten, som er statens advokat og betalte juridiske rådgiver, at det tilbageværende DSH Recycling kunne eller kan drages til ansvar for den regning på godt 300 millioner kroner, som Randers Kommune sidder tilbage med efter årets gigantiske oprydningsarbejde.
Randers Kommune mente, at DSH Recycling var medansvarlig i jordskredet og dermed også skulle betale en del af regningen for oprydningen efter jordskreddet.
Selskabet var uenig i den afgørelse og sagsøgte efterfølgende kommunen. Det bedste forsvar er som bekendt et angreb.
Men nu ser det altså ud til, at også det løb er kørt. At det bliver de uskyldige skatteborgere i Randers Kommune, som sidder tilbage med sorteper og en kæmperegning for oprydningen.
Inden konkursen kom DSH Recycling ellers med et godt Lars Larsen tilbud til dig og mig. I form af et tilbud til Randers Kommune om overtagelse af hele fabriksgrunden. Kvit og Frit. Med forurening og det hele. Et tilbud, som Randers Kommune nok klogeligt takkede nej til. Som man også skulle have gjort, da Nordic Waste søgte om miljøgodkendelse tilbage i 2018.
Ølst Bakker kunne ellers være blevet fredet for nogle år siden. Som et af de højeste punkter i det østjyske landskab. Men den mulighed forpassede Randers og Faurskov kommuner. Begge valgte de at udlægge de smukke bakker til industriel virksomhed i stedet. Med det velkendte resultat, vi kender alt for godt i dag. Nordic Waste er væk, men Leca-produktionen fortsætter.
Der foreligger i dag udførligt materiale om, hvad Ølst Bakker kunne være blevet til, hvis ellers man havde valgt at frede bakkerne i stedet for at tillade råstofudvinding. Udførlige planer om en omfattende retablering af hele området. Det er trist at tænke på, hvad grådighed og kortsyn har betydet og kostet samfundet.
Den kommende statslige advokatundersøgelse vil forhåbentlig afdække, hvordan i alverden Randers Kommune kunne give Nordic Waste en så mangelfuld godkendelse, som tilfældet var.
Som nogle måske vil have bemærket, så er denne uges “Ulnits Aktuelt” et par dage forsinket. Eller rettere udsat.
Jeg ville nemlig vente til i dag den 2. december, som er en dobbelt mærkedag. Dels er det miljøaktivist og hvalforkæmper Paul Watson’s 74 års fødselsdag, som han desværre må fejre i dansk fangenskab i sin fængselscelle på “Anstalten” i Nuuk Godthåb Grønland.
Og dels er den 2. december samtidig datoen for det seneste retsmøde i sagen om den mulige udlevering af den amerikansk-kanadiske hvalforkæmper og fødselar til hvalfangernationen Japan. En speget affære, som vor danske justitsminister Peter Hummelgaard (S) derfor har skubbet foran sig i længst mulig tid.
Sagen ligger nu på ministerens bord på Christiansborg efter flere retsmøder i Grønland. Det seneste afholdt i dag, hvor det blev besluttet at opretholde fængslingen af Paul Watson endnu engang. Dagens fødselsdagsgave blev end ikke, at han fik sine to små drenge at se igen. Efter mere end 100 dage i fængsel. Kun udsigten til yderligere to uger i dansk fangenskab.
Men der er måske håb forude. Denne gang blev fængslingen blot forlænget til den 18. december, hvilket ret beset er et fremskridt. Efter hele fire måneder i et dansk fængsel. Samtidig oplyser Watson’s nuværende danske forsvarer over for Ritzau, at justitsministeriet har lovet en endelig afklaring inden fjorten dage.
Ministeriet har i den forbindelse sendt Japan nogle afklarende spørgsmål, der forhåbentlig kan af bringe denne pinlige sag til afslutning inden Jul. Det forlyder, at sagen drejer sig om de tidligere nævnte videoklip fra konfrontationen mellem et Sea Shepherd fartøj og et japansk hvalfangerskib. Hvorvidt de kan være manipulerede.
Men hvorfor det skulle tage mere end fire måneder at komme så vidt, er vist uforståeligt for de fleste.
Vi ved dog, at justitsminister Peter Hummelgaard nu har afsluttet arbejdet med sin seneste bog om vold i hans eget barndomshjem. Og at ministeren derfor kan have en særlig forståelse for Paul Watson’s to små drenge, der har lidt unødigt de seneste fire måneder – med deres far i et dansk fængsel.
Det er jo også vold mod børn – omend psykisk og ikke fysisk. Altsammen for at have hindret ulovlig japansk hvalfangst i Antarktis. Noget, der burde have udløst en medalje i stedet. En hvalfangst, som selveste Den Internationale Domstol i Haag dømte ulovlig.
En sørgelig sag for Danmark, hvor vi jo ellers bryster os af at være forkæmpere for menneskerettigheder.
Statsminister Mette Frederiksen kom for noge år siden lidt skævt ind på daværende US præsident Donald Trump, da denne spurgte ind til et muligt salg af Grønland.
Han blev sågar lidt fornærmet over afslaget og sagde, at Mette Frederiksen var “a nasty woman” efter hendes svar på hans naturligvis høflige forespørgsel. Hun kaldte ved den lejlighed spørgsmålet for “absurd”.
Egentlig var forespørgslen ikke så underlig endda. I hvert fald ikke set gennem amerikanske briller. De Forenede Stater havde jo tidligere købt Alaska af Rusland og Dansk Vestindien af Danmark. Så hvorfor ikke også Grønland, der jo som verdens største ø ville være en fjer i hatten på enhver amerikansk præsident?
Og så ligger Grønland jo også en hel del nærmere USA end Danmark. Men i virkeligheden endnu tættere på Canada, der jo er den reelle nabo og dermed mere retmæssige ejer, hvis man nu vælger at anlægge den vinkel.
Mette Frederiksens høflige svar til Donald Trump lød, at noget sådant var Danmark ikke interesseret i. Det var jo heller ikke noget, Danmark alene kunne afgøre. Der var lige rigsfællesskabet og et grønlandsk hjemmestyre at tage hensyn til. Som jo i så fald måtte spørges først.
Spændende, hvad svaret bliver, hvis Trump spørger igen. Og denne gang lægger lidt mere tryk på de rette steder. Mere end sidste gang, hvor han endnu var lidt usikker i rollen som præsident. Denne gang har han jo hele det amerikanske folk lovformeligt bag sig. Det havde han ikke sidst.
Siden sidst har Danmark også bygget nye lufthavne på Grønland, så kineserne ikke skulle få foden inden for og få det fodfæste i Arktis, de ikke har, men meget gerne vil have.
De må nu i stedet bede Rusland om at give gamle kinesiske landområder tilbage.
Donald Trump blev jo ved forrige valg vraget af det amerikanske folk og erstattet af den nuværende præsident Joe Biden. Spørgsmålet om salg af Grønland gik derfor i sin mor igen. Grønland var tilsyneladende ikke noget, der stod lige så højt på Bidens ønskeseddel som på Trumps.
Fire år senere er Trump så på banen igen, hvilket også gælder de amerikanske tanker om eller sågar planer for overtagelse af Grønland. Disse spøger nu igen og er denne gang endda kommet så langt, at den republikanske politiker Mike Collins netop har publiceret et helt nyt landkort.
Her er verdens største ø reduceret til en republikansk delstat. Omend den allerstørste af slagsen. Nu under navnet “Project 2029”, som er en opfølger til det storstilede “Project 2025”. Nu sigtes der efter at knytte Grønland tættere på USA – muligvis via massive økonomiske tilskud tværs over Davisstrædet.
Med sandsynlig endelig overtagelse, når Grønland engang får sin fulde selvstændighed. Da mister regeringen et par af sine i dag så vigtige nordatlantiske mandater. Og derfor har Grønland nu mere magt end nogensinde.
Siden sidst har Danmark bygget nye lufthavne på Grønland, så kineserne ikke skulle få foden inden for på Grønland. De havde ellers tilbudt at finansiere de nye lufthavne, hvis blot de måtte eje dem. Og så ellers importere 4.000+ kinesere til at udføre arbejdet. Et skræmmende tanke på en ø med blot 55.000 indbyggere fordelt på nogle få byer.
Men det ville amerikanerne ikke have. I huj og hast fik Danmark derfor skrabt en masse penge sammen til at bygge nogle nye lufthavne med landingsbaner, der kunne håndtere internationale flyvninger med fastvingede fly. Slut med de rødhvide Sikorsky helikoptere, der tidligere forbandt de mindre byer og bygder.
Det tager tid, og det er ikke gratis at bygge lufthavne i et klippeland som Grønland, hvor man må sprænge sig vej gennem landskabet. Den 28. november var det dog så vidt, at man kunne åbne den nye store lufthavn i Nuuk, hvor miljøforkæmper Paul Watson sidder fængslet.
Der var champagne i glasset. Måske Anstalten i Nuuk, hvor Watson nu har siddet fængslet i mere end fire måneder, kan blive en fremtidig turistattraktrion på Grønland?
Antallet af underskrifter på den internationale protestskrivelse mod fængslingen af Paul Watson har netop rundet de 215.000. Det er mange potentielle turister.
Project 2025 blev lanceret af det republikanske parti allerede i 2023 – i form af en 887 sider lang plan for den fremtidige konservative administration af Guds Eget Land. Udarbejdet af The Heritage Foundation, som er en ærkekonservativ amerikansk tænketank grundlagt i 1973.
I Project 2025 har et halvt hundrede højreorienterede organisationer nedfældet den amerikanske drøm, som de ser den. Project 2025 er en alenlang række af konkrete forslag til tiltag, der kan fremme konservatismen i USA. Et imponerende stykke arbejde drevet af en overvældende trang til at bringe USA tilbage på den rette højreorienterede kurs.
Desværre nåede demokraterne ikke at præsentere Project 2025 og dets konsekvenser for det amerikanske folk under valgkampen. Så havde mange nok stemt anderledes. Tiden var ikke med demokraterne, og tiden var ikke til det. Kamala Harris fik kun tre måneder til at forberede sin kampagne. Mod fire fulde år til Trump.
Det skulle gå galt, og det gik galt. Allerede i dagene umiddelbart efter valget havde mange fortrudt, hvem og hvad de havde stemt på. De anede det helt enkelt ikke, så Trump havde let spil.
Ikke engang præsidenten selv har læst kampskriftet, der i dag ellers godt kunne bære hans navn. Det siger han i hvert fald selv. Så meget læsestof kunne han ikke kapere. Næppe heller mange andre. Selv har jeg også kun skimmet teksten igennem – primært med miljøbrillerne på.
The Heritage Foundation havde til gengæld ingen problemer med at finde forfattere til de 887 sider. Den tænketank råder over rigtig mange kloge og mestendels ultrakonservative hoveder.
Sammen kunne de fint formulere de 887 tætskrevne sider i Project 2025.
Project 2025 er drejebogen for en fremtid i USA under Donald Trump. 887 sider med udførlige anvisninger på, hvordan man skal gribe regeringsmagten an.
887 tætskrevne sider er en overvældende mængde læsestof. Heldigvis behøver man ikke at læse alle sider for at forstå, hvor USA er på vej hen under en republikansk ledelse.
Ikke overraskende er det tidligere præsident Ronald Reagan, som er det store forbillede for de konservative kræfter i Project 2025. Og det frie arbejdsmarked, som er målet. Staten og fagforeningerne er det store hadeobjekt. Derfor elsker Elon Musk tankerne bag. Han hader fagforeninger mere end noget andet.
Tager man miljøbrillerne på, er det også skræmmende læsning. Project 2025 tager nemlig over, hvor Donald Trump begyndte i 2016 og slap i 2020. Project 2025 vil gerne gøre det destruktive arbejde, som Trump dengang påbegyndte, færdigt. Project 2029 ligeså.
Mørk læsning fra et land, der engang var hele verdens lys. Og mærkelig læsning, når man tænker på, at Elon Musk er den moderne elbils fader. Og at Donald Trump lover udvidet olieboring. Det hænger ikke sammen med sund fornuft, men giver god mening, hvis blot man går målrettet efter magten.
Læs gerne i artiklen herunder, hvad Trump opnåede af ulykker i sin første regeringsperiode. Dygtigt gjort og aldeles under demokraternes radar. Nu under oliemottoet “Drill, baby, drill”, som ellers hører et andet og mere oliehungrende århundrede til. Og nu endda med elbilsproducenten Musk som megasponsor.
Det er der ingen logik i – andet end magtens. Både Trump og Musk vil gøre alt for magtens skyld og egen vinding. Det vil vi se i de kommende fire år.
Moral og etik er desværre byer i Rusland. So to speak…
Verdens fjerdestørste økonomi gik søndag den 27. oktober til valg.
Det er Den Opgående Sols Land, der her er tale om. Japan, hvis mere end 100 millioner vælgere gik til stemmeurnerne den sidste søndag i oktober.
Umiddelbart efter valget stod det klart, at landets regerende parti siden 2012 havde mistet flertallet i det japanske underhus.
Det drejer sig om det stærkt konservative parti Liberaldemokraterne (LDP), som sammen med alliancepartiet Komeito har styret Japan gennem nogle tumultariske år med jordskælv, tsunamier og eftervirkninger af atomulykken ved Fukushima.
LDP kom til magten umiddelbart efter ulykken i 2011. Ulykken afslørede en konstruktion af værket, som ikke kunne håndtere jordskælv på op til 9 på Richter-skalaen. Ejheller den ti meter høje flodbølge, der tre timer efter skælvet skyllede ind over den japanske østkyst og ødelagde alt.
Jordskælvet ødelagde i første omgang de elledninger, der forsynede kraftværket med livsvigtig strøm.
Lidt senere kom så flodbølgen og oversvømmede de nødgeneratorer, som var startet op for at køle reaktorerne ned.
Til sidst var trykket i atomreaktoren så højt, at værket eksploderer og lækkede store mængder radioaktivt stof til luften over og havet omkring Fukushima.
Den nuværende japanske regering opstod i kølvandet på denne katastrofe, som stadig plager store land- og vandområder i regionen. De mange myndighedssvigt, som efterfølgende dukkede op i medierne, tvang den siddende regering til at gå af.
Atombomberne over Nagasaki og Hiroshima under Anden Verdenskrig sad forståeligt nok stadig dybt i den japanske befolkning.
Og der blev akut mangel på fødevarer efter katastrofen.
Efter atombomberne over Nagasaki og Hiroshima var der mere brug for sunde og uforurenede fødevarer end længe. Et behov, der blussede op igen efter atomulykken i Fukushima.
Og det er akkurat i denne periode, at den japanske hvalfangst igen blusser op – nu i internationalt farvand omkring Antarktis, hvis rige forekomster af det lille krebsdyr krill udgør føde for mange hvaler.
Og det er netop i disse år, at miljøorganisationen Sea Shepherd – grundlagt af nu velkendte Paul Watson – gør sin entre i de samme farvande.
Watson’s formål var klart og veldefineret: At forhindre den ulovlige japanske hvalfangst i internationalt farvand ved Antarktis.
Det førte til fysiske konfrontationer, som er dokumenteret i TV-serien “Whale Wars” på kanalen Animal Planet. En serie, der siden er set af millioner af seere verden over.
Én bestemt af de fysiske konfrontationer skete i 2010 og førte til, at Japan i 2012 anmodede Interpol om at efterlyse Paul Watson, der var kaptajn på det pågældende Sea Shepherd skib. Angiveligt for at have påført et af de japanske besætningsmedlemmer fysisk skade.
Japan reaktiverede anmodningen til Interpol og fik med hjælp fra Danmark og Færøerne politiet til at anholde Paul Watson i Nuuk på Grønland den 21. juli i år. Watson sidder fortsat fængslet, mens den danske regering arbejder på en mulig udlevering til de japanske myndigheder.
Læs hele den 14 år gamle og ganske kulørte forhistorie her:
Efter den danske anholdelse af miljøaktivisten Paul Watson på Grønland vejrede den internationale hvalfangst morgenluft. Ikke blot har japanerne selv søsat et spritnyt og kæmpestort fabriksskib til genoptagelse af hvalfangsten, der tilsyneladende står over for en renæssance. Pris: 47 millioner dollars.
Danmark er via Færøerne i forvejen en af verdens store hvalfangernationer. Det blev med al ønskelig tydelighed dokumenteret af det færøske drab på ikke mindre end 1.428 delfiner på én gang i 2021. De lokale grindeformænd undskyldte sig efter blodrusen med, at de kun troede, der var 200 delfiner i flokken…
Senest har så Island også vejret morgenluft. I hvert fald har den islandske skipper Kristjan Loftsson netop anmodet om en ubegrænset licens til at fange finhvaler – verden næststørste hval, kun overgået af blåhvalen, der med sine op til 200 tons er verdens suverænt største pattedyr.
Loftsson er selv økonomisk sponsor af det islandske Uafhængighedsparti, som pt. sidder på Fødevareministeriet.
Vi kan derfor nok antage, at han har gode chancer for at få den ønskede tilladelse til at fange de 80 tons tunge finhvaler, som også japanerne er ude efter.
Selv om ingen længere har brug for de mange tons hvalkød..
I mellemtiden har antallet af internationale protester mod den danske anholdelse af Captain Paul Watson rundet de første 200.000 underskrifter. Det er gået hurtigt siden de fortsatte fængslinger. Alene i den sidste måned er der således kommet 50.000 nye underskrifter til.
Island havde ellers indskrænket sin hvalfangst blot 24 hvaler sidste år, efter at have fanget 148 eksemplarer året før. Nu ser det ud til, at de fælles japanske, danske og færøske anstrengelser for at genoptage hvalfangsten også vil gavne de nordiske samarbejde og den islandske hvalfangst.
Island, som ellers i de seneste år har brystet sig med hvalsafarier, økoturisme, jomfruelig natur og rent vand, har senest også lukket lakseopdrættet ind i varmen – med al den forurening, sygdom og anden dårligdom, det uundgåeligt medfører.
Og nu vil vulkanøen så også have mere blod på hænderne. Men det er svært at blæse og have hvalblod i munden samtidig. Det giver en dårlig smag.
Paul Watson håber nu på, at en mulig ny japansk regering efter valget vil frafalde det gamle krav fra 2012 om udlevering til Japan. Bliver han udleveret, vil det sandsynligvis udløse 15 års fængsel til den nu 73-årige Watson, der er far til to små drenge.
Grønlands Politi er nu færdige med deres undersøgelser af sagen og anmodningen fra Interpol. Watson har siddet fængslet i mere end tre måneder uden at kunne fremvise eget bevismateriale for sin uskyld og manglende medvirken i de fysiske konfrontationer ved Antarktis.
Sagen forlader nu Grønland, hvilket mange grønlændere er glade for. Det var nemlig ikke deres sag, som de pludselig fik påført. Det var Færøernes, Islands, Danmarks og Japans. En sag, som har resulteret i international badwill fra miljøinteresserede borgere over hele verden.
Netop disse kunne jo være potentielle turister på Grønland, der netop har fået nye lufthavne og står klar til at modtage nye turister. Antallet af internationale protester mod fængslingen af Paul Watson har netop rundet de 200.000, og tallet stiger stadig.
Justitsministeriet har i et svar til Enhedslistens folketingsmedlem Søren Egge Rasmussen forklaret, at den danske anholdelse af Paul Watson i Grønland skete efter et tip fra Færøernes Politi. Den var således ikke foranlediget af danske myndigheder, der blot efterfølgende måtte tage sagen op.
Færingerne har intet med Antarktis og illegal japansk hvalfangst hernede at gøre.
De er derimod trætte af Sea Shepherd’s og Paul Watsons gentagne chikane af den lovlige fangst af grindehvaler og delfiner i færøsk farvand.
Det tip fik efterfølgende en sikkert velmenende dansk turistvirksomhed på Grønland til at advisere færøsk politi om Paul Watsons ankomst til Nuuk. Nordisk samarbejde på højeste internationale plan.
Med de pikante detaljer, at den omdiskuterede japanske hvalfangst i internationalt farvand ved Antarktisk allerede i 2014 blev kendt ulovlig af Den Internationale Domstol i Haag. Og at den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen jo som bekendt er færøsk gift.
Færøerne gjorde sig i 2021 uheldigt bemærket internationalt, da de i én enkelt fangst aflivede ikke mindre end 1.428 delfiner. Et næsten ufatteligt stort antal hvaler, som hver især vejer mellem 100 og 200 kg.
– Hvad skulle færingerne dog bruge så mange tons delfinkød til? Det var jo ikke engang sundt, men fyldt med tungmetaller og miljøgifte, som også grindehvalerne er det.
Der er således mange ting og interesser på spil i denne sag, som Danmark uforvarende er blevet trukket ind i eller frivilligt har ladet sig trække ind i. Det kan vi ikke vide. Grønlands Politi har under alle omstændigheder sendt resultatet af deres undersøgelser til Rigsadvokaten i Danmark, som vil sende sin konklusion videre til Justitsministeriet.
Herefter er det ifølge DR op til Justitsministeriet at træffe en afgørelse. Skulle justitsminister Hummelgaard vælge at udlevere Paul Watson til Japan, vil Watson kunne appellere sagen og komme for en dansk domstol. I Danmark.
Det kan under alle omstændigheder have lange udsigter, førend Watson kan få sin familie at se igen. Han risikerer nu en dansk jul bag grønlandske tremmer.
Næste retsmøde er den 2. december, som er Paul Watson’s 74 års fødselsdag.
Meget apropos så er justitsminister Hummelgaard netop barslet med en ny bog om sin egen voldelige barndom. Et vigtigt emne for alle danskere – børn som voksne. En bog, som derfor bør læses af alle med børn og forældre.
Måske det er den, justitsministeren har haft travlt med at få færdig til julesalget og den efterfølgende pressedækning? Måske derfor, Paul Watson gang på gang har fået forlænget sin varetægtsfængsling? Måske der nu kan komme en afgørelse i sagen?
Miljøforkæmper og hvalaktivist Watson har i hvert fald fået sin fængsling forlænget endnu engang – denne gang til den 2. december, som faktisk er Watson’s 74 års fødselsdag. To små drenge venter utålmodigt på at se deres far efter mere end 100 dage. Retsprocessen er således også en slags vold mod dem.
Det er vor danske justistminister Peter Hummelgaard, der skal afgøre, om Watson i stedet skal udleveres til retsforfølgelse i hvalfangernationen Japan.
I min grønne ungdom som blå ulveunge ved Køge Bugt lærte vi, at man altid skal gøre dagens gode gerning. At man naturligvis skulle hjælpe gamle damer over vejen, når de altså havde brug for det. Og det havde de ikke altid.
De seneste år har der været megen fokus på udplantning af ålegræs til biotopforbedring og fiskepleje. Der har været stor velvilje hos lokalbefolkningen og mange penge at hente hos de store fonde, der gerne ville af med pengene til et godt formål. Og det troede man længe, at udplantning af ålegræs var.
For at indgå “Wild West tilstande”, som en af landets ålegræsforskere udtrykte det, samledes 28 forskere til en såkaldt “konsensuskonference” i Odense om ålegræs og udplantning af samme.
Konsensus var, at det intet nytter at udplante ålegræs, så længe vandkvaliteten er så ringe, som den er i dag. De nye skud bliver straks overbegroet med fedtemøg og kvalt.
– Men det er slet ikke så let, som det ofte bliver udtrykt. Det er nemt at ødelægge store arealer med ålegræs, men det er svært at finde egnede arealer, hvor man kan få udplantet ålegræs til at overleve.
Professor Mogens Flindt fra Biologisk Institut ved Syddansk Universitet.
– Det er helt afgørende, at vi meget hurtigt får en markant indsats på land. En aktiv udplantning af ålegræs på egnede lokaliteter, hvor der samtidig er langt til naturlige ålegræsbede, kan måske hjælpe den naturlige ålegræsspredning på vej, men kan slet ikke redde vores havmiljø.
Professor Karen Timmermann fra Institut for Akvatiske Ressourcer ved Danmarks Tekniske Universitet.
– Det er vigtigt, at man meget grundigt vurderer, om de naturlige ålegræsenge kan holde til denne høst, og at der er en omhyggelig opfølgning på aktiviteterne rundt om i landet. Vi mangler ganske enkelt resultater, der viser, om udplantet ålegræs i det hele taget overlever gennem flere år.
Professor Kaj Sand-Jensen fra Biologisk Institut ved Københavns Universitet.
Vi må konkludere, at mange gerne vil hjælpe Den Gamle Dame over vejen. Nogle også inkassere rare fondsmidler ved Kasse 1, når de passerer Start.
Vi må desværre også konstatere, at det hele ikke nytter noget. Den Gamle Dame har ikke længere noget at komme efter på den anden side.
Det har Dansk Landbrug og Løkkes Landbrugspakke fra 2016 sørget grundigt for.
I morgen lørdag er der indkaldt til demonstration mod Den Grønne Trepart og dens konsekvenser for det danske vandmljø.
Treparten er ikke, hvad vi er blevet stillet i udsigt og miljøet har brug for. Faktisk risikerer vi at blive ringere stillet, end vi allerede er. Selv om det næsten ikke kan blive værre.
Alt imens får Dansk Landbrug yderligere fire milliarder til at rydde op efter sig selv. I tilgift til de 12 milliarder, de allerede får for at ødelægge vandmiljøet. Hvert eneste år.
De tolv arrangører er:
Andelsgaarde
Bedsteforældrenes Klimaaktion
Danmarks Jægerforbund
Danmarks Sportsfiskerforbund
Den Grønne Ungdomsbevægelse
Foreningen for et godt hav- og strandmiljø i As Vig og omegn
Frederikssund Klimaforening
Gl. Rye Miljøudvalg
Greenpeace
Klimabevægelsen i Danmark
Landsforeningen mod Svinefabrikker
NOAH
Bemærk, at Danmarks Naturfredningsforening ikke er med. DN er jo gået med i Treparten og er dermed blandt medlemmerne i Den Sorte Syvpart, som denne demonstration netop retter sig imod.
En lidt usædvanlig situation, DN her har bragt sig i.
“Se jer selv i øjnene, og stil jer selv det spørgsmål, om I vil være ansvarlige for, at I i første omgang dræbte de danske farvande og bagefter negligerede jeres ansvar for at genoprette dem igen.”
Den højt besungne aftale om Den Grønne Trepart er blevet kaldt “historisk” – i hvert fald af de parter, der selv deltog i den.
Nu viser det sig imidlertid, at den i stedet kan blive “historisk kort” – hvis ikke parterne finder et nyt fælles fodslag. For statsministeren er det nu eller aldrig. Kan der ikke landes en aftale om Den Grønne Trepart nu, sker det aldrig, udtaler hun fornærmet.
Aftalen ser i hvert fald ud til at blive “historisk dårlig”, hvis den vedtages i sin nuværende form. Dog naturligvis ikke for landbruget, som står til at modtage fire nye milliarder i tilskud – oven i de tolv, man allerede modtager i støtte hvert år.
Men historisk dårlig for miljøet, der ifølge de seneste oplysninger rent faktisk vil få det ringere med end uden Den Grønne Trepart. Regeringen lagde jo ud med som det allerførste at beskære aftalen, inden den endnu var implementeret. Så kvælstofreduktionerne blev mindre end ellers planlagt.
Den Grønne Trepart blev født i juni og skulle efter planerne udgøre “et langsigtet grundlag for omlægning og omstilling af Danmarks arealer og af fødevare- og landbrugsproduktionen.”
Den er endnu ikke vedtaget i Folketinget, og den vil løbende skulle genbesøges og genbehandles og genvurderes. Den er løsere end løs og baserer sig som den famøse Landbrugspakke fra Lars Løkkes og Esben Lundes regeringstid i vid udstrækning på frivillige aftaler.
Det er aftaler, der ifølge Rigsrevisionen ikke er nogen kontrol med. Aftaler, som alle erfaringer viser ikke virker. Halvdelen af de kontrollerede projekter omkring efterafgrøder viste således, at der ikke var plantet som aftalt og betalt for. Aftaler, som derfor aldrig kommer til at løse de selvskabte problemer for vandmiljøet. Tværtimod.
Ubegribeligt, at Danmarks Naturfredningsforening (DN) vil og tør være med på den galej. Det er farligt at tage den slags medansvar – uanset hvor gerne man end vil sidde med ved forhandlingsbordet og være en vigtig spiller.
Ærgerligt, DN valgte at spille med på det forkerte hold.
Regeringen kan vælge at trumfe aftalen igennem i sin nuværende form – det har den flertallet til.
Deltagerne i Treparten har nemlig meldt ud, at der ikke kan ændres på noget substantielt i aftalen. Uanset om den så viser sig at være baseret på falske forudsætninger, som Landbrugspakken jo også var. Endda i den grad. Uden dog at præcisere, hvad “substantielt” er og står for.
Alligevel har Mette Frederiksen (S) valgt at kalde aftalen for både “historisk”, “fantastisk” og “unik”. Nok primært fordi hun selv har været med til at opfinde og lancere den – sammen med sine tro væbnere Lars Løkke Rasmussen og Troels Lund Poulsen – Landbrugspakkens og Fedtemøgets Fædre.
Historisk er den da også for landbruget, som endnu engang står til at score kassen uden selv at spytte en krone i bøssen. I form af fire nye støttemilliarder til implementering af Treparten. Det har tænketanken Concito regnet sig frem til, og ingen har så vidt vides modsagt dem.
Men aftalen er katastrofalt dårlig for vandmiljøet, der ifølge flere forskere skal have fjernet langt mere kvælstof, end den uambitiøse plan lægger op til. Hvis altså vandmiljøet nogensinde skal få det bedre og kunne leve op til kravene fra EU.
Det bør landbruget naturligvis selv betale for. Skulle man tro. Det er jo dem, der næsten alene har skabt alle problemerne. Og dem, der undervejs har scoret kassen i hidtil uhørt grad. Og de har pengene til at betale:
LandbrugsAvisen har netop pralet med, at danske bønder har det bedre end nogensinde – med gennemsnitligt 17 millioner kroner på kontoen for den enkelte landmand. Tjent ved at overgøde og ødelægge det danske vandmiljø.
Og nu skal de så have flere penge for alligevel ikke at reducere forureningen. I stedet for at betale for oprydningen efter eget overforbrug. Det er dansk, og det er dumt. “Historisk dumt” for nu at blive i politikernes egen terminologi.
Man tager sig til hovedet og river sig i håret. Bønderne har i den grad krammet på Slette-Mette og fordrejet hovedet på DN’s Gjerding.
Miljøkorsridder Bjarne Hansen fra Thyborøn skriver om det utroligt langsommelige oprydningsarbejde ved Høfde 42 på Harboøre Tange:
“Når vi ikke protesterer mod det, som foregår ved Høfde 42-depotet i dag, samtykker vi til, at der lukkes en stor del af giften ud i havet.
Det er ikke fordi, jeg tror, at protesten vil hjælpe, men mere fordi, vi ikke stiltiende kan se på, at giften og kviksølvet forsvinder ud i havmiljøet, hvor det optages i fisk, skaldyr og badevand for derefter at kunne spores i os mennesker.
Dét, som foregår mellem regionen og regeringen omkring generationsforureningerne på Harboøre Tange, minder mest af alt om aftalt spil. Taktikken synes at være, at man forsøger at henlede opmærksomheden på alt mulig andet end at få fjernet giften.
I avisen d. 4. november 2024 kan man læse, at Arkil og Regional Udvikling giver Miljøstyrelsen skylden for en mulig kommende forsinkelse af forsøgsprojektet, selvom de selv har brugt snart fire år på forberedelserne – det er næsten for åbenlyst.
Og ikke et ord om, hvad der skal ske med den forurening, som bliver efterladt i sandet og havet til de kommende generationer.
Jeg har via den tidligere regering forsøgt at få Cheminovas forureninger oprenset til en grad, der kan være acceptabel – og det har den tidligere regering også godtaget – men det er den nuværende regering tilsyneladende ligeglad med.
Tidligere skrevne aftaler om graden af oprydning har den nuværende regering negligeret, og kører nu videre efter deres gamle hensigter; nemlig at fjerne lidt af forureningen og lukke resten ud i havet.
Regional Udvikling er dygtige til at føre sine vælgere bag lyset, men Arkil dur ikke til at lyve, og det vil gøre processen interessant at følge – hvis der overhovedet kommer nogen proces. I øjeblikket har De sendt bolden videre til Miljøstyrelsen, hvor ansvaret for øst-Rønland også ligger.
Jeg mangler i den grad en presse, som kan/vil se gennem dette spil og vil belyse det for offentligheden.
I hvert fald til (nogle af) de kreditorer, som i slutningen af 2023 og begyndelsen af 2024 var med til at rydde op efter Danmarkshistoriens største og desværre helt selvforskyldte jordskred.
Den 11.december 2023 meddelte Nordic Waste som bekendt i en pressemeddelelse, at der var sket “et betydeligt jordskred” med omfattende skader på fabriksgrunden. Bygningerne skred i et hidtil aldrig set og sket omfang.
Den 12. december anmeldte vi så Nordic Waste til Østjyllands Politi. “Vi” er i den forbindelse min nabo Henrik Leth og undertegnede. Bygningerne var da begyndt at skride så meget, at det både kunne høres og ses ude fra Gammel Århusvej. Og vi kunne umiddelbart se, at forurenet vand fra fabriksgrunden nu løb direkte ud i Alling Å.
Den 16. januar, en god måneds tid efter vor politianmeldelse, var jordskreddet nået så langt, at vejen syd og nord for Nordic Waste måtte afspærres. De skridende jordmasser var da på vej ind over Gammel Århusvej og truede sågar med at nå landsbyen Ølst.
Den 19. januar opgav Nordic Waste så at tøjle de skridende jordmasser og de væltende bygninger. Mandskab og ledelse forlod grunden og overlod herefter ansvaret til Randers Kommune. Ejerne af Nordic Waste lod virksomheden gå konkurs.
Den 21. januar kom der så påbud fra miljøminister Magnus Heunicke. Nordic Waste skulle stille økonomisk sikkerhed for oprydningen. I den forbindelse havde Folketinget afsat 205 millioner kroner som garanti for oprydningen.
Påbuddet kom imidlertid to dage for sent, da selskabet jo allerede var gået konkurs den 19. januar. Hvorfor det kom så sent, at det var for sent, har vi stadig ikke fået nogen forklaring på. I Miljøministeriet rider man tilsyneladende ikke samme dag, man sadler.
Familien Østergaard Nielsen, der ejede og stadig ejer Nordic Waste, var således løbet af pladsen og fra ansvaret i tide. I hvert fald rent juridisk. Moralsk er et sjældent anvendt ord i juridiske kredse. Det kan ikke rigtig bruges til noget.
Men inden da havde familien nået at oprette et helt nyt selskab. Det kan Økonomisk Ugebrev nu fortælle.
Det var Selskabet af 12. januar 2024 ApS, som også er ejet af Østergaard Nielsen. Formålet med dette selskab var officelt “at kunne betale kreditorer, som har hjulpet Nordic Waste med afværgeindsatsen i december.”
I forbindelse med konkursen stillede ikke mindre end 142 selskaber op med krav om tilgodehavender. Otte måneder senere var der imidlertid kun anmeldt 79 krav i konkursboet, hvilket undrede en af sagens tre kuratorer. Det var jo blot halvdelen af de oprindelige krav.
Senere har det så vist sig, at familien Østergard Nielsen alene havde besluttet, hvilke kreditorer der skulle have dækket deres tilgodehavende. Og hvilke der ikke skulle. Det fremgår intetsteds, hvorfor nogle kreditorer har fået indfriet deres tilgodehavender, mens andre ikke har.
Det er ellers god skik og kutyme at oplyse noget sådant, siger en af boets tre kuratorer, Boris Frederiksen fra advokatfirmaet Poul Schmith, til Økonomisk Ugebrev. Hvis man altså vil “have orden i penalhuset”, som kurator Frederiksen så smukt udtrykker det. Så alle parter ved, hvem der har fået hvad.
Det fremgår heller ikke noget sted, om medlemmerne i Ølst Borgerforening har fået udbetalt nogle af de 50 millioner kroner, de var blevet stillet i udsigt som kompensation. Til dækning af styrtdykkende huspriser og manglende fremtidige muligheder for at tage lån i deres huse.
Omgivet af giftig jord på alle sider har de hidtil så idylliske landsbyhuse i Ølst mistet værdi og er nu blevet noget nær usælgelige.
Randers Kommune undersøgte som bekendt sig selv i forbindelse med kommunens håndtering af skandalen ved Nordic Waste. Konklusionen af den selvbetalte undersøgelse var helt som forventet, at Randers Kommune blev frikendt for ansvar.
Det var imidlertid ikke nogen uvildig advokatundersøgelse, der her blev præsenteret. Nu ønsker et flertal i kommunen derfor, at der lokalt foretages en helt ny og forhåbentlig mere uvildig undersøgelse af kommunens rolle i den komplicerede sag. Hvilken rolle ledelsen har spillet, og hvem der undervejs har vidst hvad.
Men også nationalt rettes søgelyset nu mod Randers Kommune. Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance var som en af de allerførste ude med spørgsmålstegn ved kommunens egen frifindelse. Han ønskede sagens forløb og arbejdsgangen undersøgt grundigt, inden der blev bevilget skattekroner til oprydningsarbejdet.
Den socialdemokratiske del af SVM-regeringen havde tidligt besøgt kommunen og ved den lejlighed udtalt sin støtte til den socialdemokratiske borgmester Torben Hansen.
Efterfølgende voksede dog det politiske pres på regeringen, og Folketinget besluttede derfor, at Randers Kommunes egen rolle i sagen skulle undersøges.
Miljøminister Magnus Heunicke (S) har nu lagt to millioner nye skattekroner på bordet. For dem vil han have gennemført en ny og uvildig advokatundersøgelse af Randers Kommune, der skal ligge færdig inden 1. maj.
Vinderen af udbuddet bliver ifølge Miljøets Magnus den, der “har det bedste forhold mellem pris og kvalitet”. Allerede her ligger der jo gode muligheder for at styre undersøgelsen og dens endelige indhold. Og i vore dage får man altså ikke meget for to millioner kroner i den juridiske bolchebutik.
Interesserede kan læse mere om den kommende undersøgelse på udbudsportalen.dk. Sidste frist for ansøgning er 18. november.
“Sagen førte til en omfattende politisk debat om kommunal økonomi, ansvar og kontrol. Brixtofte blev senere anklaget og dømt for økonomisk kriminalitet, og han blev afsat som borgmester i 2001.
Brixtofte-skandalen havde stor opmærksomhed i medierne og bidrog til at skærpe offentlighedens opmærksomhed på politisk ansvar og etik i lokalforvaltning.”
Norske Mowi, som er verdens suverænt største lakseopdrætter, har netop haft uønsket besøg af nogle af verdens største fisk.
Sidste år registrede Fiskeridirektoratet, at store tunfisk havde forvildet sig ind i flere norske laksefarme. Fisk af en størrelse, der uden problemer kan ødelægge liner og netmasker i anlæggene. Fisk, som derfor må fanges og aflives.
Allerede nu ser det ud til, at antallet af indbrud vil stige i 2024. I hvert fald har man allerede den første november i år registreret syv store tunfisk inden for netmaskerne i landets utallige laksefarme.
Seneste “indbrud” skyldtes ifølge direktoratet en 348 kg tung tunfisk, der havde forvildet sig ind i en laksefarm ved Pinnen uden for Flekkefjord i Sydnorge. På grund af dårligt vejr tog det hele fire dage at få den ud af farmen. Opdrætteren “Sulefisk” oplyser, at tunfisken ikke havde ædt af laksene under sit ophold i fangenskabet.
2023 blev med otte tunfisk det hidtidige rekordår for denne slags “indbrud” i de norske laksefarme. Fiskeridirektoratet mener, at også en niende tunfisk havde været på besøg. Det var blot lykkedes den af undslippe gennem et stort hul i netmaskerne. Et hul, den selv havde lavet eller sprængt.
Den norske statistik viser, at man registrerede det første indbrud i 2015, hvor der blot var et enkelt. Det samme var tilfældet i 2016 og 2017. Herefter steg antallet til tre i 2018 og fire i såvel 2019 som 2020 og 2021. 2022 bød på fem indbrud, og 2023 blev med hele otte indbrud det nye rekordår.
De fleste indbrud sker i oktober måned, hvor koncentrationen af tunfisk i farvandet omkring Sydnorge tydeligvis er størst.
Den blåfinnede tun var tidligere rødlistet, men ser nu ud til at være kommet stærkt tilbage. Den fødes i Middelhavet, hvorfra den på sine lange fødevandringer spreder sig til store områder af Nordsøen. Den er nu observeret så langt mod nord som sydspidsen af Svalbard.
Problemet med de indtrængende tunfisk er støt stigende og tages derfor alvorligt af det norske Fiskeridirektorat.
Direktoratet har i den forbindelse udarbejdet en vejledning til fangst og aflivning af de ubudne kæmpegæster i de flydende netbure. I denne vejledning kan man blandt andet læse, at brugen af et såkaldt “orkastnot” anbefales til indfangning og fastholdelse af de store og stærke fisk.
Direktoratet oplyser i vejledningen, at tunfisk i regelen opgiver deres kamp, når de er låst inde i noten. Når de ikke kan svømme længere og dermed heller ikke trække vejret. Aflivning skal ske med våben af kaliber som til storvildtjagt. Og skuddet skal rettes mod fiskens hjerne, så den øjeblikkeligt mister bevidstheden.
Der må ikke bruges harpun, som kan blive siddende i fisken. Risikoen for flugt ved anskydning er for stor, vurderer Fiskeridirektoratet.
Så har vi fået regningen for Randers Kommunes vilde væksteventyr ved Nordic Waste i Ølst Bakker. Kommunen har netop fremsendt en opgørelse over hidtil afholdte udgifter i forbindelse med oprydningen: Godt 266 millioner kroner. Mere end en kvart milliard.
Det er TV2 Østjylland, som har søgt aktindsigt i de afholdte udgifter. Af kommunens opgørelse kan man læse, at nogle firmaer har tjent endog rigtig mange penge på hjælpearbejdet. Den enes død, den andens brød.
På en klar førsteplads finder vi Team Svanholm ApS, der har flyttet jord på pladsen, omlagt Alling Å til dens nye løb og håndteret spildevand fra og på fabriksgrunden. For det har de modtaget 135 millioner kroner – godt halvdelen af de samlede afholdte udgifter. Jordhåndteringen alene beløb sig til 80 millioner kroner.
Ejeren af og direktøren for Team Svanholm er Morten Svanholm Johnsen, der kan se frem til firmaets suverænt bedste regnskabsår nogensinde. Primært på grund af oprydningsarbejdet efter Nordic Waste. Da jordskreddet var på sit højeste, arbejdede Team Svanholm i døgndrift med at håndtere de skridende jordmasser.
Interessant er også Randers Havn, som jo i forvejen tjente millioner på at modtage og levere jord til selvsamme Nordic Waste. En kommunalt ejet virksomhed, som Randers Kommune derfor har et nært forhold til.
Nu har havnen så tjent knap syv millioner kroner på at flytte store mængder jord den modsatte vej. To skridt frem og to tilbage. Det store jordflytningscirkus med udbetaling ved kasse ét – til kommunen selv.
Herunder er listet 23 virksomheder, der alle har modtaget over én million kroner for deres tjenester under og efter Danmarkshistoriens største jordskred ved Nordic Waste:
Team Svanholm ApS – 135.377.873 kr.
Vils Entreprenørforretning A/S – 19.491.625 kr.
Nordjysk Grundvandsænkning og Brønd – 18.242.241 kr.
Kristian Rytter A/S – 12.597.919 kr.
RH Pumper A/S – 9.926.369 kr.
Romalt Maskinstation ApS – 8.148.177 kr.
COWI A/S – 7.170.139 kr.
Randers Havn – 6.810.000 kr.
Morten Knudsen Stål og Maskinteknik – 5.449.050 kr.
Skatteborgerne i Randers Kommune går nogle triste år i møde.
Regningen for oprydning efter væksteventyret ved Nordic Waste er nu gjort op til 266 millioner kroner, som ingen tilsyneladende vil betale for borgerne i Randers. Vi må efter alt at dømme selv til lommerne. Heldigvis har kommunen fået tilsagn om samlet at kunne låne 375 milioner kroner af staten.
Miljøminister Magnus Heunicke – ja, han er her skam endnu, selv om havet stadig er dødt – har netop meddelt, at der var tale om en ulykke, som formentlig kunne være undgået. Hvad alle, der har beskæftiget sig blot en lille smule med sagen, jo udmærket godt vidste.
Flere havde sågar advaret kommunen imod det kommende jordskred. Mundtligt såvel som skriftligt. Desværre uden held. Kommunen lyttede ikke eller gjorde i hvert fald intet for at bremse udviklingen.
“Sagen i Randers med Nordic Waste var en tragedie, men desværre en tragedie man formentlig godt kunne have undgået. Det skal vi til bunds i nu, så vi sikrer, at det ikke sker igen.”
Miljøminister Magnus Heunicke om Nordic Waste
Til det positive hører dog, at kommunen overhovedet kan låne så mange penge til oprydning efter en så tåbelig og selvforskyldt ulykke. Og at man efter alt at dømme kan få lov at afdrage pengene over hele 30 år – med fem afdragsfrie år.
Finder man sin store kugleramme frem, viser den, at det er en ekstraudgift på godt ti millioner kroner hvert eneste år det næste kvarte århundrede. Hvis vi nøjes med at indregne de 266 millioner kroner, kommunen hidtil har afholdt. Og så er der endda hverken medregnet renter eller renters rente. Måske et rentefrit statslån?
Hvis vi i stedet indregner det fulde lånebeløb på 375 millioner kroner og deler det ud på 25 år, skal der afdrages 15 millioner kroner om året – i 25 år. Heller ikke medregnet renter. I den forbindelse glæder SF’s Rosa Lykke Yde sig forståeligt nok over de første fem afdragsfrie år:
– Det kan forhåbentlig købe os lidt tid til at sikre, at skadevolder kommer til at betale. Jeg synes simpelthen ikke, det er Randers Kommune, der skal ende med at have den her udgift, siger hun til DR.
Vi må håbe, hun får ret. At de kommende to advokatundersøgelser ikke vil give kommunen så meget af ansvaret, at der ingen vej er uden om at betale regningen selv. Det var jo det, de i sin tid måtte gøre i Farum Kommune, hvor Brixtofte regerede og spenderede omkring årtusindskiftet. Med flere efterfølgende års forhøjede skatter til følge.
Det bliver i så fald en kold tid, Randers kommer til at leve i. Én, hvor især de unge og de gamle og de syge må gå rundt og fryse. De kommer til at undvære en masse goder, som man har i andre kommuner. Som man finder helt naturlige i et moderne samfund. Undervisning af de unge. Pleje af de gamle. Og omsorg til de syge.
Pinligt at være skatteborger i en kommune, der lader noget sådant ske. Og så ved vi endda ikke, hvad der eventuelt tilkommer af påløbne renter.
De fem afdragsfrie år er dog et lys i mørket. Det eneste.
For kort tid siden varslede kødgiganten Danish Crown, at den var nødt til at nedlægge 500 stillinger. Der skulle spares en halv milliard kroner på gigantens elleve afdelinger landet over.
Nu er der så kommet klarhed over, hvor besparelser og massefyringer kommer til at ske. To ud af tre afskedigelser er allerede sket på det kæmpemæssige hovedkvarter i Randers, som ellers var meget stolte af at have fået netop det til Kronjylland.
Her ryger nu mere end 300 medarbejdere og den skat, de hidtil har betalt til kommunen. Ikke rart i en tid, hvor denne stadig kæmper med konsekvenserne af Nordic Waste skandalen og oprydningen efter Danmarkshistoriens største og aldeles selvforskyldte jordskred.
Der er udelukkende tale om administrativt personale, som er blevet fyret. Funktionærer og ikke slagterimedarbejdere. Det fortæller administrerende direktør Niels Duedahl i en pressemeddelelse dateret den 11. oktober.
Han forklarer videre, at det er kombinationen af færre slagtegrise fra danske producenter og højere omkostninger, der har nødvendiggjort fyringsrunden. Så længe danske svineproducenter vælger at sende deres slagtegrise sydpå over grænsen for at spare penge, vil denne afvikling af danske slagterier givet fortsætte ufortrødent.
Hvis så bare den danske svineproduktion med tilhørende gyllemængder ville opleve en tilsvarende nedgang. Men det gør den ikke. Den øger blot produktionen, eksporterer kødet, beholder gyllen og hælder den ud i vort vandmiljø.
Det er derfor, vi lige nu står i fedtemøg til halsen. Det er ikke kun Lars Løkkes og Landbrugspakkens skyld. Det er jo regeringen og vore folkevalgte politikere, som har valgt dette Vildspor til Vækst.
“Den Grønne Trepart ligner mere og mere en vittighed. Til 40 mia. Regeringens egne beregninger viser ifølge en professor og to grønne organisationer, at vandmiljøet bliver værre stillet med end uden Den Grønne Trepart.”
Vor efterhånden landskendte professor Stiig Markager fra Aarhus Universitet har for snart længe siden regnet sig frem til, at der skal udtages 600.000 hektar landbrugsjord, hvis vi skal leve op til kravene i Vandrammedirektivet fra 2000 om en god økologisk tilstand i vore farvande. Dette inden 2028.
SVM-regeringens eneste konkrete målsætning er lige nu, at en fjerdedel heraf skal være udtaget inden 2030. Altså 150.000 hektar. En sølle fjerdedel af det nødvendige areal, der skal udtages for at holde tilstrækkeligt med kvælstof tilbage fra vandmiljøet, som lider under algeblomst og iltsvind.
Regeringen satser på, at op mod 400.000 hektar vil være udtaget inden 2045. Altså to tredjedele af vejen – om 20 år. Hvis alt går vel, og det gør det jo ikke. Samtidig skal regeringen slås med et nyt og selvskabt problem, nemlig at Finansministeriet senest har anbefalet de kvælstofreducerende tiltag begrænset mest muligt – af økonomiske årsager.
Hvornår de sidste 200.000 hektar vil være udtaget af drift, tør vist ingen spå om. Herfra kan det dog hurtigt konkluderes, at det ikke bliver i vor levetid, vandmiljøet lever op til kravene. I det Vandrammedirektiv, vi ellers selv tilsluttede os tilbage i 2000. For snart et kvart århundrede siden.
En aldeles imponerende slendrian, som udelukkende skyldes manglende vilje til at gøre noget ved et selvskabt problem, der blot fik lov at vokse, mens landbruget igen-igen scorede kassen.
Hertil skal så lægges den øgede udvaskning fra den famøse Landbrugspakke, som Lars Løkke og Venstre indførte tilbage i 2016. Med øget gødningsforbrug, øget udvaskning til vandmiljøet og øget indtjening til de danske landbrug, der i dag i snit har rigtig godt med penge på bogen:
“Formuen er fordoblet på fem år:
Landmænd har i snit 17 millioner på bogen“
Overskrift i LandbrugsAvisen
Læg hertil, at der slet ikke er nogen kontrol med de frivillige aftaler, som landbruget hidtil har indgået om kvælstofreducerende tiltag. Det har Rigsrevisionen jo påpeget og kritiseret for ganske nylig. SVM-regeringen har skam taget kritikken til efterretning uden dog at gøre noget ved problemet.
Det bliver således ikke i vor tid, at vi eller vore børn atter kan bade i et rent hav. Et glitrende hav med klart vand og et levende liv, som vi havde det for blot et par årtier siden. Det er rent blændværk at tro, at Den Grønne Trepart skulle kunne bringe os i mål med det.
Med det nuværende tempo og de stigende temperaturer vil det sandsynligvis ikke vare årtier, men århundreder. Den Grønne Trepart er i den forbindelse ikke Fem Tanke Gylle værd.
Den Grønne Trepart, der ifølge Alternativets Torsten Gejl blot er en Sort Syvpart uden reel interesse for miljøet, kæmper lige nu for at begrænse udledningen af skadeligt kvælstof til vandmiljøet. I hvert fald på papiret.
Dette primært fra landbruget, som står for langt størsteparten af udledningerne. Ikke mindst Lars Løkkes Landbrugspakke fra 2016, med dens tiladelse til øget brug af gødning, satte for alvor gang i dødsspiralen.
Senest har der været afholdt møde i As Forsamlingshus, hvor man diskuterede de pågående planer om flytning og sammenlægning af eksisterende havbrug nær Horsens Fjord. Et område, der har været hårdt belastet af forurenende havbrug i et halvt århundrede.
Professor Stiig Markager fortalte på mødet, at de 40 tons kvælstof og 4,5 tons fosfor, som områdets fem havbrug årligt udleder, reelt svarer til 60 tons. Havbrugenes udledning er nemlig lokalt mere skadelig end landbrugets, der ganske vist samlet er langt større, men isoleret set ikke fylder nær så meget.
Landbrugets udledning er uorganisk og består af næringssalte, primært kvælstof. Samtidig foregår den primært i vinterhalvåret, hvor algevæksten er minimal. Havbrugene derimod udleder både kvælstof og fosfor i netop det kritiske sommerhalvår, hvor algevæksten er på sit højeste.
Kvælstofudledningen fra havbrug sker som organisk stof i form af foderrester og fækalier, der først forbruger ilt til forrådnelse og siden frigiver uorganisk kvælstof. Dette “nye” kvælstof kan så optages af planktonalger og føre til det næste iltforbrug ved deres endelige forrådnelse.
Organisk kvælstofudledning fra havbrug forbruger således langt mere ilt pr. kvælstofenhed, end uorganisk kvælstof fra spildevand og landbrug gør. Dette påpeget af Gunni Ærtebjerg, der tidligere arbejdede med problematikken hos Danmarks Miljøundersøgelser.
Det betyder, at der skal udtages 2.000 hektar landbrugsjord for at kompensere for udledningen fra områdets fem eksisterende havbrug. Og hvor skal man lige finde al den jord i en tid, hvor landmændene kæmper for at bevare deres nuværende dyrkning og fortsatte forurening?
“Så nu må politikerne gøre op med sig selv, om de vil fjerne 2.000 hektar landbrugsjord eller fem havbrug.”
Professor Stiig Markager, Aarhus Universitet
Sådan konkluderede professor Markager seancen i As Forsamlingshus. Han gjorde afslutningsvis opmærksom på, at hvis en kommende sammenlægning af havbrugene i As Vig vil betyde en øget udledning af blot ét kilo kvælstof, så kan det ifølge gældende lovgivning ikke lade sig gøre.
Verden har stadig ikke fået nogen officiel begrundelse, men den internationalt kendte hvalforkæmper og miljøaktivist fik for nylig sin fængsling forlænget i yderligere tre uger. Stadig uden begrundelse og fortsat uden mulighed for selv at fremvise dokumentation for sin uskyld.
Det er således stadig de fjorten år gamle japanske anklager, hele sagen er baseret på. Og ikke nogen faglig dokumentation, som ligger til grund til grund for anmodningen om udlevering af Watson til Japan. Anklager, der ifølge japansk lovgivning kan udløse op til 15 års fængsel til den 73-årige Watson, der pt. sidder i fængsel i Nuuk på Grønland.
Japanerne beskylder Watson for at have lagt hindringer i vejen for en ellers illegal hvalfangst i internationalt farvand ved Antarktis. Den danske anklager Mariam Khalil har ifølge den engelske avis The Independent nedlagt påstand om, at en stinkbombe blev kastet mod et japansk hvalfangerskib – med personskade for øje.
Men ifølge miljøorganisationen Sea Shepherd, som Watson dengang repræsenterede, blev stinkbomben blot kastet for at gøre den illegale hvalfangst ombord værdiløs.
Watson og hans danske advokater har anmodet om at vise videodokumentation fra hændelsen. Optagelser, som allerede har været vist på TV-kanalen Animal Planet – som del af serien “Whale Wars”.
Disse optagelser viser angiveligt, hvordan det japanske mandskab ombord på hvalfangerskibet sprøjtede peberspray mod Sea Shepherd. Men at dette blæste tilbage i hovedet på dem og forårsagede selvskade på et af besætningsmedlemmerne.
Hvorfor Landsretten i Nuuk så har afvist at se disse optagelser, får stå hen i det uvisse. Men Watson’s danske advokat Jonas Christoffersen har tidligere anbefalet Danmark at “tænke grundigt over, hvilken galej, man er hoppet på.”
Den danske dommer ved Grønlands Landsret i Nuuk, Stig Nørskov-Jensen, mener fortsat ikke, der er grund til at se bevismaterialet fra Paul Watson. Han har derfor valgt at forlænge fængslingen i endnu tre uger. Denne gang til den 13. november og endnu engang uden yderligere begrundelse.
Paul Watson’s danske advokat, som er dr. jur og tidligere direktør for Institut for Menneskerettigheder, har klaget over dette og anket dommen til den danske Højesteret. Han har tidligere sagt, at “Paul Watson blot er fem sekunder fra frifindelse”.
De fem sekunder, der vil tage at vise det forbudte videoklip.
Den franske præsident Macron har længe støttet Paul Watson og anbefalet den danske regering af løslade ham. Faktisk lige siden anholdelsen den 21. juli.
Dette som en af de mange internationalt kendte politikere, skuespillere, musikere og kendisser, der åbenlyst støtter Paul Watson og hans utrættelige kamp mod den japanske hvalfangst. Der for øvrigt netop har søsat et stort nyt fabriksskib til genoptaget hvalfangst.
Paul Watson har senest taget konsekvensen af den klare franske støtte og søgt om politisk asyl – i Frankrig. Et sådant politisk asyl vil være et godt signal til verdens hvalfangernationer om at indstille aktiviteterne, mener Watson.
Paul Watson har allersenest fået hjælp af den amerikanske ambassade, da han som amerikansk statsborger skulle brevstemme ved det kommende præsidentvalg. Vi kan ikke vide det, men vi kan nok godt formode, at han ikke stemte på Trump-Vance, men Harris-Walz. Ren spekulation, naturligvis.
Søndag den 27. oktober lagde mere end 100 millioner stemmeberettigede japanere vejen ind om de mange valgsteder i Den Opgående Sols Land. De hidtidige målinger peger på en markant tilbagegang for det nuværende regeringsparti, LDP.
Japanerne er tydeligvis trætte efter mange år med den samme sushi på tallerkenen og den samme saké i glassene. Trætte af et parti, der har leveret adskillige skandaler af den slags, som i gamle dage ville have udløst akut harakiri af ren skam.
Dengang en samurai var en rigtig mand med et rigtigt sværd i skæftet. Knivskarpt og håndsmedet, naturligvis. Efter de fineste japanske traditioner.
Vore dages samuraier tror ikke rigtigt på fremtiden længere. I hvert fald har japanerne droppet at få lige så mange børn som tidligere – med et kraftigt dalende befolkningstal til følge. Og en stærkt aldrende befolkning, der med rette kan kaldes en ældrebyrde.
Dertil et reduceret forbrug af – hvalkød. Som yngre japanere for længst har droppet, og som jo hele Watson-sagen drejer sig om. Det skal derfor blive spændende at se, om Japan på mandag vågner op til en ny og mere progressiv regering.
Om en ny regering også vil kræve Paul Watson udleveret fra Danmark til retsforfølgelse i Japan. Med 15 år bag japanske tremmer som det mulige eller nærmere sandsynlige resultat for at obstruere illegal japansk hvalfangst i internationalt farvand ved Antarktis.
Da Paul Watson blev anholdt af det danske politi i Nuuk den 21. juli i år, startede The Captain Paul Watson Foundation en indsamling af protester mod anholdelsen:
Aarhus Kommunes indtil nu så populære borgmester Jacob Bundsgaard (S) har netop kastet håndklædet i ringen. Han vil ikke være borgmester længere.
Uden officiel grund og forudgående varsel har han netop trukket sig tilbage som borgmester i landets næststørste by – efter ellers tretten succesrige år på posten. Bundsgaard fik pludselig brug for grønnere græsgange end de røde, han hidtil havde dyrket fra borgmesterkontoret.
Jacob Bundsgaard har ellers i mange år været populær og vellidt i Smilets By. Så vellidt, at han ved kommunalvalget i 2017 fik næsten 40.000 personlige stemmer. Siden stivnede smilet dog lidt. Så meget, at han ved kommunalvalget i 2021 måtte nøjes med godt 23.000 personlige stemmer. Næsten en halvering.
Populariteten er dalet støt og så meget, at Bundsgaard ikke ønskede at se vælgerene i øjnene ved endnu et valg, der kunne være endt i ren nedtur. Men hvorfor dog. En pludselig afgang fra en høj og højtlønnet post plejer jo altid at have en god grund. Bundsgaard har selv bedyret, at det ikke er tilfældet denne gang. Slet ikke.
Det er dog langt fra alle lokale, der er enige i den forklaring. Den lokale miljøorganisation eller borgersammenslutning “Beskyt Aarhus Bugten” har et andet godt bud på den reelle årsag til borgmesterens afgang i utide:
At der lå andet og mere end blot behovet for frisk luft og nye lokaler bag den pludselige retræte. Der var i mellemtiden kommet en hel havn mellem borgerne og borgmesteren.
Den kommunalt ejede Aarhus Havn har ved samme lejlighed også fået ny formand. Den hidtidige var nemlig borgmesteren, der jo er skredet fra posten og i svinget. Bundsgaard havde længe bakset med vilde vækstdrømme om en kæmpestor containerhavn af internationalt format. I den lukkede Aarhus Bugt.
Socialdemokratiske vækstdrømme, som vi også kender dem fra nabobyen i nord – Randers – hvor drømmene om vild vækst desværre resulterede i giftskandalen om Nordic Waste og Danmarkshistoriens største jordskred. Samt en halv milliard stor regning for oprydning efter gildet, drømmen om storhed og 100.000 skatteborgere.
Men tilbage til naboen i syd, hvor drømmene om en stor havneudvidelse endegyldigt brast, da først Planklagenævnet, siden Trafikstyrelsen og til sidst også Miljøstyrelsen vendte tommelfingeren nedad for de vilde vækstdrømme. Kommunen havde ikke gjort sit arbejde godt nok, lød meldingen fra de offentlige instanser, der for en sjælden gangs skyld havde trukket i nødbremsen.
Dette er jo i sig selv et stort nederlag for Kommunen, men næppe stort nok til at sende selveste havneformanden og borgmesteren ud i kulden.
Ifølge organisationen “Beskyt Aarhus Bugten” var det i mellemtiden kommet frem, at selveste Maersk forinden havde informeret havnen om, at man godt kunne have udvidet kapaciteten på de eksisterende arealer.
Hvis det virkelig er tilfældet, var der jo slet ikke noget reelt behov for den kæmpemæssige havneudvidelse, som den lille østjyske storby ellers havde drømt om, søgt tilladelser til og plæderet for. Som Aarhus By derfor havde brugt rigtig mange unødige skattekroner på at gøre til virkelighed.
Den forklaring kunne i sig selv være grund nok til, at borgmester Bundsgaard trak stikket. At han søgte væk fra rampelyset og de mange forklaringsproblemer, der ventede og stadig venter forude.
Den forklaring hører vi givet meget mere til. Og den får Bundsgaards kun 32-årige efterfølger Anders Winnerskjold helt sikkert nok at gøre med. Heldigvis for ham dog til en millionstor gage.
Bundsgaard selv kan ifølge Se & Hør hæve 1,3 millioner kroner det første år efter sin frivillige afgang. Optjent efter tretten år på borgmesterposten.
Det skulle være så godt, men så var det faktisk skidt, står der i den gamle revyvise. Og det er tilsyneladende, hvad vi oplever lige nu.
Vi er midt i Den Grønne Treparts spæde ungdom, der blev kortere, end selv de sorteste skeptikere havde forudset. Alternativets Torsten Gejl var hurtig til at omdøbe Den Grønne Trepart til Den Sorte Syvpart, hvad den reelt altid har været. Hvor det grønne kom fra, kan vist ingen længere få øje på.
Den Grønne Trepart skulle ellers have reddet de sidste rester af liv i de indre danske farvande. Der var sat 40 milliarder af til projektet, der ikke mindst skulle købe landbrugsjord op til udtagning fra landbrugsdrift.
Dertil finansiere et nyt eventyr for pyrolyse – en helt ny teknologi, der endnu er på drømmeplanet. Men som skal kunne deponere kulstof permanent i landbrugsjorden i et omfang, så man kan fortsætte dyrkning som hidtil.
Altsammen for en forsvindende lille CO2-afgift, der endda skulle eller skal kanaliseres tilbage til landbruget på snedig vis. Med Hans Engells ord så er det jo til at leve med en afgift ved fordøren, når der læsses guldbarrer af ved bagdøren.
Aftalen i Den Grønne Trepart rummer ikke stof eller tiltag til den nødvendige omstilling fra konventionel dyrkning til såkaldt regenerativt landbrug, der er langtidsholdbart.
Intet om udfasning af vore dages gigantiske svineproduktion, massive brug af gylle og kunstgødning, sprøjtegifte og monokulturer. Ikke et ærligt tiltag i retning mod en øget biodiversitet.
Mange af tiltagene i Den Grønne Trepart er ikke andet end opdatering af tidligere aftaler, der pludselig indgår i den nye Trepart. Billige points, mildest talt. Lidt for billige. For hvor lang tid tager det ikke lige at rejse ny skov, der skal begrænse udledningen? Det bliver ikke i vor levetid, at vandmiljøet får det bedre af flere træer.
Senest har Rigsrevisorene så påpeget, at dansk landbrug end ikke har levet op til de “frivillige” aftaler, som er indgået lige siden Landbrugspakken fra 2016. Blandt andet om etablering af minivådområder og dyrkning af efterafgrøder til fastholdelse af kvælstof på markerne. Der har stort set ingen kontrol været med disse aktiviteter.
Dansk landbrug har desværre vist sig som en helt igennem utroværdig medspiller i Den Grønne Trepart. Men påpeger samtidig selv, at der nok skulle have været og fremover skal være offentlig kontrol med de frivillige tiltag. Ellers er det jo endnu engang ræven, der skal vogte hønsene. Og det kender vi jo kun alt for godt resultatet af.
Eneste “grønne” medspiller i den syvarmede Trepart er tilsyneladende Danmarks Naturfredningsforening (DN), der desværre lader til at have solgt ud af den sidste troværdighed – blot for at få lov til at være med i mummespillet.
DN, der frivilligt har ladet sig tage som gidsel i det helt store spil om Den Danske Natur, der opføres netop nu: “Kejserens Kostbare Klæder”. For nye er de ikke.
“En vittighed til 40 milliarder skattekroner” er stykket også blevet kaldt.
Mens SVM-koalitionen styrer målrettet mod afgrunden, maner flere S-borgmestre nu til besindelse. Regeringen vil via sin Sorte Syvpart nedprioritere den ellers absolut nødvendige indsats for at reducere udledningen af kvælende kvælstof fra landbruget til vandmiljøet.
Flere socialdemokratiske borgmestre er ikke med på ideen om at lade landbruget slippe billigere end hidtil foreslået. Det er selvklart de borgmestre, som allerede nu døjer med algeblomst, iltsvind, fiskedød og bundvendinger i deres respektive kommuner.
De er mildest talt bekymrede over, at trepartsminister Jeppe Bruus (S) tilsyneladende vil favorisere den model for kvælstofudledning, der endnu en gang vil lade landbruget slippe billigst og vandmiljøet lide endnu mere og endnu længere. Blot for at please bønderne i Venstre og Moderaterne.
Bruus vil angiveligt vælge den ud af tre foreslåede modeller, der mere eller mindre vil lade status for udledningerne være uændret. Trods ellers et vel dokumenteret behov for at gøre endnu mere. Det har regnedrengene i Finansministeriet nemlig konkluderet i deres ufattelige visdom.
Som om Finansministeriet lige pludselig har fået mere forstand på det danske vandmiljø end de milliarder af skattekroner, de til daglig forvalter. Og de forskere, der ved noget om det.
Michael Stegger, der i dag er borgmester i Syddjurs Kommune og tidligere førstemand i min lokale Dagli’Brugs på Mols, er bestemt ikke enig med regeringen i den prioritering. Han mener, at man klart skal gå videre med det såkaldte scenarie 1. At man skal hæve ambitionsniveauet så højt som overhovedet muligt.
Stegger er kritisk overfor, at regeringen i sit udspil lægger op til at bruge den laveste af de tre listede kvælstofindsatser, som skruer kvælstofreduktionerne i Djursland Øst ned til nul fra ellers 225 tons årligt:
“Mere fedtemøg end hidtil”
Det harmonerer overhovedet ikke med virkeligheden. Jeg snakker med lokale fiskere, som fortæller, at der ingen fisk er. Og jeg kan med egne øjne se, at der er mere fedtemøg i vore farvande end hidtil. Så virker det mærkeligt at påstå, at det hele er, som det skal være.
Michael Stegger, borgmester Syddjurs Kommune
Han støttes af sin partikollega Lone Jacobi, der er borgmester i Odder Kommune. Hun mener ikke, det giver mening at påstå, at der ikke længere er brug for at gøre noget i de nævnte områder. Hun påpeger, at der ikke er meget liv tilbage, og at mange af de udpegede fjorde endda er på miljøministerens såkaldte akutliste.
Borgmester i Middelfart Kommune Johannes Lundsfryd (S) kan fra sit skrivebord se direkte ud over det hårdt pressede Lillebælt, der gisper efter vejret. Han er heller ikke begejstret for SVM-regeringens seneste kvælstofudspil:
– Jeg håber ikke, det er rigtigt, at indsatsbehovet skal sænkes. Jeg har aldrig set et Lillebælt, der har haft det så svært som nu. I foråret kunne man se fedtemøg på havbunden, og vandet har for første gang ikke været klart på noget tidspunkt i løbet af sommeren.
Såvidt tre bekymrede borgmestre til Altinget. Statsminister Mette Frederiksen skal således ikke regne med opbakning til SVM-regeringens seneste knæfald for landbruget. Hun er tilsyneladende ligeglad med miljøet, så længe hun blot selv kan forblive statsminister.
Og en helt ny medarbejder i en ny og anderledes jobannonce.
Miljøorganisationen Greenpeace har noteret sig, at tiden nu er en anden, og at det derfor også er tiden at vælge end anden vej end hidtil. Der skal kort sagt nye boller på suppen, hvis det skal lykkes at komme videre i kampen for et bedre miljø.
Modstandere af miljøet skal nu fremover smage deres egen medicin. Greenpeace Danmark søger derfor en ny chef-lobbyist fra Landbrug & Fødevarer. Det er en nyoprettet stilling, som er resultatet af, at Landbrug & Fødevarer endnu engang har vundet:
“I regeringens “grønne trepartsaftale” har de fået udvandet indsatsen for vores havmiljø, skaffet mange flere penge til landbruget og sikret sig en historisk lav klimaafgift.
De er magtfulde, dygtige og skrupelløse. Så efter mange års arbejde må vi erkende: “If you can’t beat them, hire them”.
Om den kommende medarbejder og hans eller hendes nye arbejdsområder skriver Greenpeace i notitsen herunder.
Du kan spinne den mest kødproducerende og forurenende industri til et grønt foregangslandbrug. Du kan banke statistikker sammen, der viser, at landbruget udgør stort set hele dansk økonomi. Du kan kvæle vores fjorde i ekspertkommissioner og second opinions. Det kan du selvfølgelig også gøre i den grønne sags tjeneste.
Du har politisk tæft. Du kan sparke døre ind til det meste af magteliten og har et godt netværk i regeringen. Du ved, hvor partistøtten skal kanaliseres hen, og hvilke politikere der skal inviteres på informationsrejser. Du forstår at vride armen om på ministre.
Du er skrupelløst resultatorienteret og effektiv. Du kan køre modstanderen over i et forhandlingslokale. Og dine holdninger er lige så fleksible som din indstilling til sandheden.”
Om stillingen:
“Du kommer til at lede vores rejse med at udvikle en landbrugskampagne, der kan vinde et grønt og levedygtigt landbrug i Danmark. Vores mål er at blive lige så kyniske, dygtige og skrupelløse som vores modstander: Landbrug & Fødevarer.
Vores landbrugskampagne formår i dag ikke at hamle op med landbrugslobbyen. Vi har været for fokuserede på fakta og for naive i den offentlige debat. For fakta og døde fjorde er åbenlyst ikke nok. Derfor står Greenpeace foran et kurskifte, som du får til opgave at lede.
Det afgørende er, at du følger sagerne til dørs. Dine metoder er underordnede. Du får lige så frie rammer, som du har haft i Landbrug & Fødevarer til at sikre resultater – bare med det modsatte fortegn.
Du vil i den forbindelse få ansvaret for at udvikle en ny kommunikations- og public affairs-strategi.
Miljøorganisationen Greenpeace har haft et hårdt år, der kulminerede med en rekordstor bøde på 360.000 kroner. Dette for i marts 2022 at have protesteret mod tre tankskibe, der fyldt med russisk råolie var på vej gennem Langelandsbælt og Storebælt.
Den første aktion løb af stabelen ved, at fire kajakker placerede sig foran et af tankskibene, der måtte vige for at undgå påsejlling. Den anden aktion bestod af flere svømmere, som aktivt kastede sig i vandet foran et tankskib, der også måtte ændre kurs.
Den tredje aktion bestod i, at flere kajakker placerede sig mellem to tankskibe, der lastede råolie fra det ene til det andet skib i farvandet ud for Frederikshavn. I det fjerde tilfælde brugte man sejlskibet “Tanker Tracker” til at blokere aktiviteterne.
Greenpeace erkendte aktionerne i alle fire tilfælde, men krævede frifindelse med den begrundelse, at indtægterne fra salget af den russiske råolie skulle bruges til at finansiere invasionen af og krigen mod Ukraine.
Politiets anklager fandt ikke dette vigtigt eller vedkommende, men krævede i stedet, at dommen skulle være en bøde på ikke under 480.000.
Retten i Svendborg lagde vægt på og dømte Greenpeace for i alle tilfældene at have overtrådt Søsikkerhedsloven.
Retten lagde også vægt på, at det ikke var første gang, organisationen havde fået en dom for at lægge hindringer i vejen for skibsfarten.
Domme for tidligere miljøaktiviteter var således en skærpende omstændighed.
“Helt overordnet savner dommen proportionalitet.
Der var tale om en fredelig protest med nogle få kajakker, svømmere og et lille sejlskib, der i demonstration mod russisk olie var årsag til, at nogle olietankere kortvarigt måtte ændre kurs på åbent vand.
Det er skudt helt forbi målet, når retten straffer den handling med så abnormt stor en bøde.”
Der er flere tilsvarende sager, som den aktuelle umiddelbart kan sammenlignes med:
I november 2022 blev ti Greenpeace-aktivister således frifundet ved en britisk domstol, efter at de i maj samme år havde lænket sig til en anløbsbro og tvunget en olietanker til at vende om. Dommeren udtalte ved den lejlighed efterfølgende:
“I mine øjne er det mere den russiske krig, som kan beskrives som terrorisme. Som jeg ser det, er det losningen af olie, der er den potentielle forbrydelse.”
En sjældent personligt udtalelse fra en juridisk dommer. Men så er han jo også fra England, hvor russiske agenter tilbage i 2018 brugte nervegiften Novichok mod politiske modstandere i engelsk asyl.
I maj 2023 blev ni Greenpeace-aktivister på samme måde frikendt ved en finsk domstol, efter at de i april året før havde hindret et fragtskib i at losse russisk kul af ved et kraftværk i Helsinki.
Retten lagde her vægt på, at aktivisterne havde handlet ud fra en moralsk pligt; at protesten foregik fredeligt, og at skaden måtte anses som minimal. Aktivisternes klatreudstyr, som var blevet konfiskeret efter aktionen, blev sågar tilbageleveret.
Greenpeace har nu valgt at anke dommen, der ligger i forlængelse af den danske håndtering af sagen om udlevering af miljøaktivisten Paul Watson til Japan. Som illegalt har jaget hvaler ved Antarktisk – under dække af, at det er sket med “videnskabeligt formål”.
Watson har nu siddet fængslet i Nuuk på Grønland siden anholdelsen den 21. juli. Uden mulighed for selv at fremføre beviser for sin uskyld. Danmark har tilsyneladende strammet så meget op på sin retspraksis, at retssamfundet knager i fugerne.
Altsammen tilsyneladende for at please et Japan, der netop har genoptaget sin stærkt kritiserede hvalfangst, og som derfor har brug for en Watson bag tremmer.
Danmark er i så fald ikke længere den retsstat, vi kender, elsker og er vokset op i.
“Vi mener ikke, at vi har gjort noget ulovligt. Der er tale om fredelige protester, der er udført for at gøre opmærksom på vigtige samfundsmæssige forhold. Derfor er det også helt uhørt, at anklageren kræver en flerdobling af bødestraffen.
Skulle retten alligevel være enig med anklagemyndigheden i, at Greenpeace har overtrådt søfartsreglerne, så skal straffen under alle omstændigheder være proportional.”
Magnus Heunicke (S), der tidligere påkaldte sig Gudernes Vrede ved at udnævne sig selv til ”Havets Minister”, er på vej ind i varmen igen. For en kort stund blev han overhalet af undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) som landets mest populære minister.
Det hjalp imidlertid gevaldigt på populariteten, da partifællen Jeppe Bruus vred kvælstofhammeren ud af hånden på Heunicke og overtog det tunge arbejde med landbrug og miljø. Med ikke at bruge hammeren til noget som helst.
Nu kræver tre oppositionspartier så hammeren tilbage på bordet, selv om de desværre ikke har stemmer nok til at kræve det. Dansk demokrati er reelt sat ud af spillet med SVM-regeringens absolutte flertal.
Og alt imens soler Havets afgående Minister sig i en støt stigende popularitet. Han er nu en fri mand, der kan hæve en fuld ministerløn, selv om han er gået markant ned i arbejdstid. Ikke dårligt.
Heunicke er nu igen den mest populære minister i regeringen – med Lars Løkke på en helt suveræn og forventelig sidsteplads.
Dette ifølge Altinget, som løbende vurderer landets ministre og deres indsats – eller mangel på samme.
19. oktober 2024
Cirkusrevyen har belønnet Magnus Heunicke for hans comeback med følgende kærlige indslag i dette års revy:
“En ærlig minister, der kun lover, hvad han holder”
Der er desværre intet godt nyt at berette fra hjemmefronten, hvad vandmiljøet angår. Godt derfor, at vi har engelske The Guardian.
Dette miljøorienterede medie kan nemlig fortælle, at man nu i Skotland vil prøve det, vi her i Danmark er mislykkedes med: At forbyde det skadelige fiskeri med tunge bundslæbende redskaber.
Den skotske regering har således netop foreslået, at der indføres forbud mod trawlfiskeri i de dele af landets kystvande, som huser noget af verdens rigeste marine fiskeliv samt store forekomster af vågehvaler, delfiner og marsvin med flere havpattedyr.
Målet med et forbud mod trawlfiskeri er at beskytte og genoprette beskadigede marine økosystemer langs de vidtstrakte skotske kyster.
Vi ved i dag, at denne fiskemetode ikke blot ødelægger havbunden rent fysisk. Den resulterer også i en massiv uønsket bifangst af andre arter end dem, man fisker målrettet efter. I flere tilfælde består fangsten mere af uønsket bifangst end ønsket fangst. De store trawl er ikke selektive, men tager alt.
Samtidig kan den uønskede bifangst ikke genudsættes, da den er ødelagt af opholdet i de tætpakkede trawlposer, hvor fiskene tilbringer lang tid under massivt pres. De fangede fisk indbringer derfor også langt lavere priser end fisk fanget med mere skånsomme metoder.
Men heller ikke nok med det. Ny forskning viser også, at trawlfiskeri i høj grad bidrager til øget emission af drivhusgasser fra havbunden. Forstyrrelse af bundsedimentet forårsaget af bundtrawl vurderes globalt at frigive mere kulstof end hele luftfartssektoren. Intet mindre.
Dette er ikke ukendt viden. Blot ikke noget, den nuværende danske SVM-regering tager højde for eller ønsker at tage hensyn til.
Læs meget mere om trawlfiskeri og drivhusgasser i denne artikel:
Min gamle studiekammerat Flemming Højgaard Madsen er dykket i dybden med de nye nationale tal, selv om svovlbrinten fra de boblende iltsvind river i næsen:
“Bemærk, at der i rapporten findes et fornyet iltsvindskort for den sidste periode (29. august – 25. september 2024). Se side 5. Dette kort er væsentlig forandret fra det tidligere periodekort med iltmålinger dækkende 6. – 25. september 2024. Det gælder især Limfjorden.
Bemærk, hvordan der jongleres med målinger og deres periode. Se det “gamle” kort over perioden 6. – 25. september.
Det samlede areal berørt af iltsvind i de indre danske farvande udgjorde midt i september 11.000 km2, dvs. et areal større end Fyn og Sjælland tilsammen. Heraf var ca. en sjettedel påvirket af kraftigt iltsvind, svarende til arealet af Lolland-Falster.
Iltsvindets udbredelse i september 2024 var næsten 50 % større end i september 2023 og det hidtil næststørste registreret, kun overgået af iltsvindet i 2002.
Arealet i september i år var en faktor fire større end i august. Det samlede areal berørt af iltsvind i de indre danske farvande er steget markant siden 2010. I nogle områder var op til halvdelen af vandsøjlen påvirket af overvejende kraftigt iltsvind, og det berørte vandvolumen var i september 2024 godt 80 % større end i september 2023.
Figur 3 viser, at der i perioden 2010 til 2015 var stabile forhold, men efter Landbrugspakkens indførsel i 2015 stiger kurven kraftigt, – langt kraftigere end Miljø- og Landbrugsstyrelsen tør indrømme. Man er i stedet forfaldet til at jonglere med målinger og måletidspunkter.
Dette kamuflerer de reelle forhold.”
Flemming Højgaard Madsen
Flemming er biolog fra Aarhus Universitet, grundlægger af Cheminova-gruppen, medforfatter til bogen “Fisk kan ikke tale” og tidligere bestyrer af Marinbiologisk Station i Rønbjerg ved Limfjorden.
“Nedenstående stednavne er afsat på kortet side 22 i september-rapporten.
Sidst i august omrørte en sommerstorm vandsøjlen og forbedrede iltforholdene i Limfjorden. Men allerede først i september var iltsvindet genetableret og endda mere udbredt og mere intenst end inden sommerstormen. Der var kraftigt iltsvind på en lang række stationer, og i Hjarbæk Fjord, Lovns Bredning, Løgstør Bredning og Thisted Bredning var der helt eller næsten helt iltfrit i bundvandet.
Kraftig blæst omkring den 10. september har atter forbedret iltforholdene i Limfjorden, men ved de efterfølgende målinger sidst i september var iltsvindet genetableret i næsten samme omfang som før blæsten.
Der var iltfrit eller næsten iltfrit i bundvandet i Lovns Bredning, Vilsund – Dragstrup Vig, Thisted Bredning, Sebber Lo og Halkær Bredning, men der var også kraftigt iltsvind i Løgstør Bredning og ved Hvalpsund. I Livø Bredning, Bjørnsholm Bugt og Risgårde Bredning var iltsvindet moderat.
I Skive Fjord skete der en markant forbedring af iltforholdene fra kraftigt iltsvind den 9. september til gode iltforhold den 20. september. Det skyldes omrøring af vandsøjlen kombineret med en stor iltproduktion som følge af en markant algevækst.
Udviklingen i september viser, at iltforholdene i Limfjorden er meget dynamiske. Det skyldes, at fjorden er forholdsvis lavvandet kombineret med, at bundvandet ofte udgør et tyndt lag. Limfjorden får tilført langt størstedelen af sit vand fra Nordsøen, hvor saltholdigheden er højere, og temperaturen i iltsvindssæsonen typisk er lavere end i fjorden.
Den højere saltholdighed og lavere temperatur øger vandets vægtfylde, og det tungere vand fra Nordsøen strømmer derfor ind i Limfjorden langs bunden. Tykkelsen af bundlaget er ofte kun en meter eller mindre, hvorfor ilten i laget hurtigt bliver opbrugt.
Da de fleste områder af fjorden er lavvandede, skal det ikke blæse ret meget for at opblande vandsøjlen og derved tilføre nyt ilt til bundvandet. Desuden er der en stor algevækst i fjorden, som kan give overmætning af ilt i dele af vandsøjlen, som følge af iltproduktionen knyttet til væksten.”
Flemming Højgaard Madsen
Flemming er biolog fra Aarhus Universitet, grundlægger af Cheminova-gruppen, medforfatter til bogen “Fisk kan ikke tale” og tidligere bestyrer af Marinbiologisk Station i Rønbjerg ved Limfjorden.
“Bemærk sætningen med ordet “overmætning”. Dette fænomen kan forekomme på et solrigt tidspunk af dagen, men ikke om natten. Der skal være en markant algevækst, før det finder sted.
Det er ikke en generel situation, der gennemsnitlig dækker et døgn. For at forklare en iltkoncentration på 10,8 mg/liter, målt i Skive Fjords sydlige del og afsat på iltsvindskortet for perioden 6. – 25. september 2024, er denne overmætning benyttet.
Jeg tvivler på, at de, der normalt beskæftiger sig med tilstanden i Skive Fjord, tror på dette. Især ikke når der lige over for den iltrige målestation er stationer med kraftigt iltsvind.
Den 25. september fotograferede Niels Peter Kristensen fra Lundø døde fisk ud for Lundø Camping & Grill (ud mod Lovens Bredning), hvilket også er tæt på målestationen med den overmættede iltkoncentration.
Billeder af nogle af de døde fisk findes på side 15 i rapporten for september måned. TV MidtVest har også vist billeder – de findes i to artikler på deres hjemmeside.
Midt i september blev der registreret døde hummere, krabber og søstjerner i ruser på 5-6 meter vand i den centrale del af Løgstør Bredning. Sidst i september skyllede der døde fisk op på sydkysten af Lovns Bredning.
Der lugtede dårligt, og vandet var misfarvet, hvorfor den mest sandsynlige dødsårsag er frigivelse af giftig svovlbrinte i forbindelse med en bundvending efter længere tids iltsvind.
Det er helt tydeligt, at iltforholdene er bedst i Limfjordens “Hovedstrøm”, men katastrofal i “De indre bredninger”.
Flemming Højgaard Madsen
Flemming er biolog fra Aarhus Universitet, grundlægger af Cheminova-gruppen, medforfatter til bogen “Fisk kan ikke tale” og tidligere bestyrer af Marinbiologisk Station i Rønbjerg ved Limfjorden.
Det er, hvad professor i marin økologi ved Aarhus Universitet, Stiig Markager, kalder årets iltsvind. De har været under opsejling siden 2000, hvor Danmark jo tilsluttede sig EU’s Vandrammedirektiv til sikring af en ”god økologisk tilstand” i alle vandområder.
Stiig Markager har påpeget dette i snart tyve år, men intet reelt er sket – ud over Lars Løkkes lancering af Landbrugspakken i 2016. Den muliggjorde brug af 20-30 % mere gødning, hvilket naturligvis bare gjorde allerede ondt meget værre.
Skiftende borgerlige regeringer har ikke turdet eller magtet at stille landbruget stolen for døren. Bønderne har derfor kunnet forurene ufortrødent videre – med oceaner af slimet fedtemøg skyllende ind på vore strande som det synlige resultat.
Senest har man så “opfundet” et helt nyt og aldrig tidligere set begreb, nemlig Den Grønne Trepart, som indtil videre har begavet dansk landbrug med yderligere fire milliarder støttekroner. I tilgift til de 12 milliarder, man i forvejen modtager – hvert år.
SVM-regeringen er endda lykkedes med at få Danmarks Naturfredningsforening lokket ind i folden som medansvarlig for den nye Trepart. Som eneste grønne organisation i Den Sorte Syvpart, som Den Grønne Trepart reelt er.
Og Dansk Landbrug griner endnu engang hele vejen hen til banken. Senest med en stort opsat overskrift i LandbrugsAvisen:
“Formuen er fordoblet på fem år:
Landmænd har i snit 17 millioner på bogen“
Så er det helt rigtige jo at give dem 4 milliarder mere om året, så de ufortrødent kan forurene videre. Så de kan investere i flere maskiner og bygge større svinefabrikker end hidtil. Så vi kan være helt sikre på, at der også vil være iltsvind ved bunden og fedtemøg på stranden de næste mange år.
Man må tage sig til hovedet og rive sig i håret. Hvis ellers der er noget tilbage…
Det fjerde retsmøde i sagen om udlevering af den amerikansk-canadiske miljøforkæmper Paul Watson til retsforfølgelse i Japan er netop afsluttet. Her blev det besluttet at forlænge hans fængsling indtil den 23. oktober. Watson blev anholdt den 21. juli og vil til den tid have siddet i fængsel i 94 dage. Tre måneder.
Paul Watsons sagfører, den danske jurist og menneskerettighedsekspert Jonas Christoffersen, har fra første retsdag anmodet om at vise videodokumentation fra den hændelse, som Japan anklager Watson for.
Det er dokumentation, som flere gange tidligere har været vist på TV-kanalen Animal Planet i dramadokumentar-serien “Whale Wars”, der i flere år gjorde millioner af seere bekendt med den illegale japanske hvalfangst i det internationale farvand omkring Antarktis.
Jonas Christoffersen har tidligere udtalt, at Paul Watson hele tiden kun har været “fem sekunder fra en øjeblikkelig løsladelse”. Det er de fem sekunder, det tager at vise videoklippet fra Animal Planet.
Den danske dommer ved den Grønlands Landsret i Nuuk, Stig Nørskov-Jensen, har imidlertid pure afvist denne anmodning. Med følgende begrundelse, som er hentet på Paul Watson Foundation’s hjemmeside:
“In our view, the criteria for extradition have been met according to the accusations in the Japanese arrest warrant. Therefore, there is no point in analysing any documents.”
Stig Nørskov-Jensen, dommer ved Retten i Nuuk
“Efter vores mening er alle kriterier for en udlevering opfyldt med hensyn til anklagerne i den japanske arrestordre. Derfor er der ingen grund til at analysere dokumenter.”
En mildest talt besynderlig tilgang til begrebet retssikkerhed. Ikke at ville tillade en anklaget selv at føre beviser for sin uskyld. Og så endda i en sag om mulig udvisning til et land, hvis hårdhændede retssystem ofte kritiseres internationalt. Et land, Danmark oven i købet slet ikke har nogen udvekslingsaftale med.
Dommer Nørskov-Jensen er dansk af fødsel og taler ikke grønlandsk. Domsafgørelsen fra Paul Watson Foundation’s hjemmeside er gengivet på engelsk. Watsons advokat mener, at det er i strid med menneskeretttighederne at tilbageholde Watson og nægte at se hans forsvar mod beskyldningerne.
Jonas Christoffersen vil derfor straks appellere beslutningen til den grønlandske højesteret, der er den danske Højesteret. Dette med den begrundelse, at sagen efter alt at dømme er politisk motiveret og ikke juridisk funderet.
I mellemtiden er antallet af underskrifter mod anholdelsen og mulig udlevering til Japan steget eksplosivt på siden freepaulwatson.org
Antallet har passeret de 175.000, og pengedonationer strømmer ind fra hele verden.
Alt imens den japanske hvalfangst i Stillehavet ufortrødent fortsætter. De færøske grindedrab ligeledes.
Faktisk er det så sjovt, at Lars Trier Mogensen, journalist på Information og fast mand på TV2 News, tidligere på året omdøbte Lars Løkke Rasmussens kaotiske parti Moderaterne til “Klovnebussen”.
Det var et begreb, der lynhurtigt fandt fodfæste i såvel pressen som den danske folkesjæl. Et begreb, som udløste flere satiretegninger af den slags, der allerede er gået over i historien. Udenrigsministeren bag rattet i ny klovnepåklædning viste sig nemlig at være et uhyre taknemmeligt offer for karikaturtegnere med en skarp streg.
I takt med, at skandalerne bare fortsatte internt i Moderaterne, gik partiets egen medstifter Jeppe Søe skridtet videre og opgraderede firmabilen til intet mindre end en “sexistisk klovnebus”. Og Søe havde adskilligt at have den nye version 2.0 i:
Først var det jo tidligere teaterchef Jon Stephensen, som i august 2023 måtte forlade partiet – efter en række upassende beskeder til unge partimedlemmer af det modsatte køn. Senere blev Stephensen sågar anklaget for at have terroriseret teaterbranchen samt angiveligt forfalsket en underskrift.
I november måtte så Mike Fonseca forlade partiet– grundet sit forhold til en 15-årig pige i 9. klasse. Ifølge partichef Lars Løkke Rasmussen var det et klokkeklart brud på partiets såkaldte “adfærdskodeks”, der ikke tillader medlemmer at have seksuelle relationer til personer under 18 år.
I september 2024 var det så selveste medstifter af Moderaterne Jeppe Søe, der valgte at forlade partiet – frivilligt og angiveligt på grund af dårlige arbejdsforhold i sekretariatet. En undersøgelse af forholdene her viste efterfølgende, at partiet slet ikke havde nogen reel arbejdsmiljørepræsentant, som loven ellers kræver.
BT kunne efterfølgende afsløre, at den pågældende person slet ikke var arbejdsmiljørepræsentant valgt af de ansatte, men direkte udpeget af partiledelsen. Han var samtidig Moderaternes økonomichef. Medarbejderne havde således ikke nogen lovpligtig arbejdsmiljørepræsentant.
Tidligere ansatte og nuværende medarbejdere forfattede en fem sider lang indberetning til Arbejdstilsynet, hvor de klagede over mobning og sexisme. Til sidst følte medstifter af Moderaterne Jeppe Søe sig nødsaget til at forlade partiet og den “sexistiske klovnbus”, som han lige nåede at omdøbe partiet til.
Partiledelsen i Moderaterne havde efterfølgende mistet tilliden til de ansatte i den politiske afdeling og gennemførte nu en række fyringer. Flere af dem ifølge dagspressen fagligt ubegrundede. Tre medarbejdere blev fyret på gråt papir, mens yderligere syv ansatte sagde ja til en frivillig fratrædelse. Chefen for den politiske afdeling valgte som Søe at gå frivilligt.
EkstraBladet har spurgt lektor Claus Elmholt, der forsker i ledelse på Aalborg Universitet, om Løkkes ledelsesmetoder:
“Med sin brutalitet har partileder Lars Løkke Rasmussen manifesteret ledelsesproblemerne i Moderaterne. Og samtidig har han vist omverdenen, at de ikke er løst. Det er fuldstændig brutalt, og det er meget opsigtsvækkende.”
“Tilgangen, hvor topledelsen ikke tager ansvar, ikke siger tydeligt undskyld og ikke tager deres del af ansvaret, bekræfter, at der er tale om et råt og brutalt arbejdsmiljø. Jeg kan ikke komme i tanke om tilsvarende skandaler, hvor man har gjort det på den måde.”
Claus Elmholt, lektor ved Aalborg Universitet
Så vidt lektor Elmholt. Men mytteriet stoppede ikke her. Moderaternes partisekretær Kirsten Munch Andersen smed efterfølgende også sit håndklæde i ringen og overlod posten til konstitueret partisekretær Morten Brautsch, der midlertidigt måtte forlade sit job som særlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen i Udenrigsministeriet.
Hvilket imponerende kaos i Klovnebussen. Og intet under, at man kort efter kunne læse følgende overskrift Altinget:
“Ny måling: Vælgerne vælter ud af Løkkes bus”
Løkke selv kan trøste sig med, at der er to år til næste valg. Og at alting nok er glemt til den tid. Sådan plejer det jo at være.
Nu er dette ikke nogen politisk blog. Det er derimod en aldeles upartisk, men så meget mere miljøpolitisk én af slagsen. Jeg interesserer mig ikke meget for partipolitik – kun for miljøpolitik.
Det er imidlertid nødvendigt at kende baggrunden for den person, der stiftede Moderaterne. Som lancerede den Landbrugspakke, der nu har resulteret i danske strande fyldt op med slimet fedtemøg og danske fjordområder, der hvert eneste år lider af algeblomst, iltsvind, fiskedød og bundvendinger. En person, som derfor af websitet Gylle.dk har fået ærestitlen “Fedtemøgets Fader”.
Det var nemlig statsminister Lars Løkke Rasmussen (dengang V, i dag M), som med Landbrugspakken tilbage i 2016 gav danske landmænd lov til at bruge 20-30% mere gødning end hidtil.
Dette trods mange advarsler fra faglig side og den kendsgerning, at Danmark indtil da slet ikke havde formået at leve op til kravene om en “god økologisk tilstand” i danske vandområder. Noget, vi ellers havde forpligtet os til med EU’s Vandrammedirektiv tilbage i 2000.
Lars Løkke Rasmussen kom efterfølgende på kollisionskurs med sit eget parti og blev i 2019 vraget som leder af Venstre. I 2021 grundlagde han så sit nye protestparti “Moderaterne”, der skulle favne bredere end det tidligere Venstre.
Samtidig fralagde Løkke sig bekvemt ansvaret for den Landbrugspakke, han jo ellers selv havde lanceret. Han gav nu sit gamle parti Venstre hele skylden for, at landbruget ikke havde levet op til de aftalte forudsætninger i pakken.
Han glemte også helt, at det jo var netop ham, der havde aflivet amterne. Dem, som indtil 2007 havde været en besværlig, men effektiv garant for vandmiljøet. Besværlig for landbruget og Venstre, som var godt trætte af al den snak om vandmiljøet.
Det var også under løkkes regering, at daværende fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) tillod et ødelæggende muslingeskrab langt ind i fjorde, som tidligere havde været friholdt for den hårdhændede behandling. Næppe nogen anden dansk politiker har som Løkke haft så megen negativ indflydelse på vandmiljøet i Danmark.
Trods sin politiske deroute efter Venstre lykkedes det alligevel Lars Løkke Rasmussen at kravle til tops igen. Denne gang godt hjulpet på vej af Socialdemokraternes Mette Frederiksen, hvis fatale håndtering af minkskandalen gav Venstre & Co de bedst mulige kort på hånden.
De luftede tanken om en mulig Rigsretssag som den, Inger Støjberg måtte igennem, og krævede hver en sten i sagen vendt. Hvis statsministeren ikke makkede ret.
“Man burde i lovforslaget starte med at konstatere, at det danske vandmiljø har det hamrende godt. Vi har rent drikkevand, vi har stigende mængder drikkevand, vores vandløb får det bedre og bedre – og kystvandene har det sådan set også ganske godt.“
Morten Messerschmidt, MF, Dansk Folkeparti
Ovenstående sagt i en Folketingsdebat om ny lovgivning for vandmiljøet. Man må undre sig over, hvilken planet den gode mand mon kommer fra. Årets iltsvind i de danske farvande tegner til at blive større end sidste års, der allerede var rekordstore.
Morten Messerschmidt blev naturligvis hurtigt citeret af interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug, for hvem den udtalelse jo var rent vand på møllen.
Og det gjorde hun så, Mette. Makkede ret. Til sidst var det statsministeren selv – nu bedre kendt som “Slette Mette” efter mystisk forsvinden af en række kritiske SMS’er i minkskandalen – som vendte. Ikke den berømte sidste sten, men på en tallerken.
Hun vendte nemlig ryggen til det røde flertal, som ellers havde båret hende igennem en hel valgperiode og ført Danmark nogle vigtige skridt i retning af et grønnere miljø.
I stedet lancerede hun den nuværende blåsorte SVM-regering. Trods ellers et rødt flertal blandt vælgerne for at fortsætte den så småt påbegyndte grønne kurs. Denne handling vil gå over i historien som “Det Store Svigt” – af vælgernes tillid og det danske vandmiljø.
For SVM-regeringen trak desværre Danmark langt ned i dyndet igen. Bogstavelig talt og helt som forventet. Droppet som det første blev det forbud mod den skadelige brug af bundslæbende redskaber – bundtrawl og muslingeskrab – som ellers stod på kanten til indførelse. Og den nye regering barslede som bekendt i 2024 med den allerede nu så berømte “Grønne Trepart”.
Esben Lunde Larsen (V) var i 2016 miljø- og fødevareminister for Lars Løkke Rasmussen og stod som sådan for den praktiske udarbejdelse af den forkætrede Landbrugspakke. Han valgte at drage i landflygtighed efter lanceringen af den, men fra sit skatteyderbetalte eksil hos Verdensbanken i Guds Eget Land forkynder han nu, at Danmark med Den Grønne Trepart har fundet en god model:
“Et interessant reguleringsinstrument, der sagtens kan bruges andre steder i verden. Danmark har fundet en vej til at nå klimamål samtidig med, at der stadig produceres mange fødevarer.”
Esben Lunde Larsen, tidligere miljø- og fødevareminister
Ikke alle var eller er enige med Esben Lunde Larsen. Den Grønne Trepart blev derfor hurtigt omdøbt til “Den Sorte Syvpart” – af Alternativets Torsten Gejl. Navngivet efter de syv organisationer, der havde udarbejdet planen. Danmarks Naturfredningsforening deltog endda aktivt i det nye fænomen i dansk politik – uvist hvorfor som eneste “grønne” deltager.
Kvælstofaftalen fra 2021 blev genbesøgt og genoplivet, hvad også Vejle Fjord blev. Den havde miljøorganisationerne ellers officielt begravet i foråret 2024. Under pomp og pragt og stor mediebevågenhed.
Regnedrengene i Finansministeriet havde i mellemtiden været tallene igennem en ekstra gang og var nu nået frem til, at Vejle Fjord slet ikke var så død alligevel. Den blev derfor gravet op igen og nu potentielt tildelt lempeligere vilkår for det omgivende landbrug.
Klovnebussen var atter spændt for den store gyllespreder. Som i 2016, da Løkke jo selv lancerede Landbrugspakken.
Den dysfunktionelle SVM-regering, som statsministeren selv har kaldt “mærkelig”, havde imidlertid andre, flere og større ambitioner end blot at sprede mere gylle på markerne og forurene vandmiljøet yderligere med nitrat.
Sommeren 2024 bød nemlig på hidtil uhørte og aldeles uventede muligheder for på én gang at fremme dansk hvalfangst, styrke det nordiske samarbejde i Rigsfællesskabet og atter nyde de internationale mediers udelte opmærksomhed. Noget, mange danske toppolitikere sætter højere end virkeligheden.
Den helt store mulighed kom i forgangne sommer, da den amerikansk-canadiske hvalforkæmper og grundlægger af miljøorganisationen Sea Shepherd, Captain Paul Watson, lagde kursen ind om Nuuk på Grønland for at proviantere. Han var med sit skib på vej gennem Nordvestpassagen for at hindre japansk hvalfangst i Stillehavet.
Efter nogle års pause under internationalt pres havde japanerne nemlig bygget et spritnyt og kæmpestort fabriksskib til fornyet hvalfangst. Samtidig havde Japan givet sig selv tilladelse til fangst af mere end et halvt hundrede finhvaler – den næststørste af alle hvalerne, kun overgået af blåhvalen.
SVM-regeringen var ikke sen til at gribe den uventede mulighed. Her var en gigantisk mulighed for at udvise international handlekraft og sætte de besværlige miljøorganisationer eftertrykkeligt på plads. Der måtte statueres et eksempel til efterfølgelse, skræk og advarsel.
Det helt store magtapparat blev sat i gang. To af forsvarets orlogsskibe blev sendt til Grønland og en halv snes kampklædte danske politibetjente sat i flyveren med kurs mod Nuuk.
Captain Paul Watson skulle anholdes og om muligt udleveres til hvalfangernationen Japan, hvis illegale hvalfangst ved Antarktis Watson jo tidligere havde obstrueret. Han havde sågar fået TV-kanalen Animal Planet til at lave en hel serie dramadokumentarer om de illegale japanske aktiviteter i Sydhavet.
Det var serien “Whale Wars”, der i flere år har kørt på TV-skærme over hele verden. Som satte Japan og den illegale japanske hvalfangst i det dårligst tænkelige internationale lys. Så dårligt, at Japan fik Interpol til at udstede en såkaldt “Red Notice”, hvor man anmodede om anholdelse af Watson og udlevering af ham til retsforfølgelse i Japan.
Dette angiveligt på baggrund af hændelser, der skulle have fundet sted tilbage i 2010. Hændelser, der ifølge dansk lov maksimalt kan udløse bødestraf og derfor ikke føre til nogen udlevering. Og så har Danmark for øvrigt slet ikke nogen udvekslingsaftale med Japan, hvilket man tilsyneladende gerne vil have.
Japan reaktiverede derfor, fjorten år efter hændelsen ved Antarktis, anmodningen til Interpol. Nu med hjælp fra Danmark, Grønland og Færøerne, hvoraf sidstnævnte jo selv hører til verdens hvalfangernationer. De små øer i Nordatlanten er jo ofte i det internationale søgelys for deres blodige grindedrab.
Færøerne pådrog sig senest international vrede og opmærksomhed tilbage i 2021, hvor man slagtede ikke færre end 1.428 delfiner i én fangst. De lokale grindeformænd undskyldte sig efter blodrusen med, at de kun troede, der var 200 delfiner i flokken. Ikke syv gange så mange.
Vi ved ikke, hvilken rolle vor færøsk gifte udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har spillet i sagen. Blot at miljøorganisationen Sea Shepherd er meget upopulær på Færøerne; at Paul Watson var en af organisationens grundlæggere, og at Lars Løkke som udenrigsminister var første mand til at kommentere på den japanske anmodning om udlevering.
Rigsfælleskabet stod sammen i nødens stund, og Paul Watson har netop fået forlænget sin fængsling på Anstalten i Nuuk Grønland i yderligere tre uger.
Det danske retsvæsen tager sig grundig tid – på Grønland.
Sig nærmer dagen for det næste retsmøde i Nuuk om den mulige udlevering af miljøforkæmper Paul Watson til Japan.
Det sker den 2. oktober, hvor Watson håber langt om længe at få lov til at fremvise videodokumentation af sagsforløbet ved Antarktis tilbage i 2010 – optaget af og udsendt på TV-Kanalen Animal Planet som del af den populære “Whale Wars” serie.
Japanerne har for længst fået lov til at fremvise deres dokumentation for anmeldelsen. Hvorfor Paul Watson stadig ikke har haft samme mulighed, har hverken den grønlandske dommer givet eller hans danske advokat fået nogen forklaring på. Ud over behovet for at vinde tid i en presset situation.
Protesterne mod anholdelsen er væltet ind fra hele verden, hvilket underskrifterne også er. Således har alene den indsamling, som Captain Paul Watson Foundation har lanceret i den engelsktalende del af Europa, netop rundet 150.000 underskrifter. Og der er flere andre indsamlinger i andre sprogområder.
Den megen internationale omtale af den både komplicerede og pikante udleveringssag har fået MF for Enhedslisten Søren Egge Rasmussen til at stille Folketingets Retsudvalg følgende enkle spørgsmål, der udløste et ikke helt så enkelt svar:
Spørgsmål nr. 1287 fra Folketingets Retsudvalg
”Er det justitsministeren selv, der har taget initiativ til at anholde Paul Watson i Grønland, og hvis ikke hvem er det så?”
Justitsministeriet har, til brug for besvarelsen af spørgsmål nr. 1287 fra Søren Egge Rasmussen, indhentet en udtalelse fra Rigspolitiet, der har oplyst følgende:
”Rigspolitiet har til brug for besvarelsen indhentet en udtalelse fra Grønlands Politi, som har oplyst, at Grønlands Politi den 12. juli 2024 modtog efterretninger fra Færøernes Politi om, at skibet John Paul DeJoria, som er tilknyttet Captain Paul Watson Foundation (CPWF), afsejlede fra Dublin for at sejle nordover gennem Nordvestpassagen mod Stillehavet.
Efterretningerne beroede på oplysninger på CPWF’s hjemmeside. Færøernes Politi oplyste samtidig, at Paul Watson var internationalt efterlyst ved en japansk domstol.
Selskabet Greenland Escape orienterede den 17. juli 2024 Grønlands Politi om, at skibet John Paul DeJoria planlagde et anløb i Nuuk den 21. juli med henblik på servicering af skibet, hvorefter det skulle afsejle igen den 22. juli mod Dutch Harbor.
Med orienteringen fulgte en besætningsliste, hvoraf det fremgik, at Paul Watson skulle være ombord. Den 18. juli 2024 fik Grønlands Politi af Rigspolitiet, som havde kommunikeret med NCB Tokyo (Japans Interpol-kontor), bekræftet, at Paul Watson var efterlyst ved en japansk domstol.
Sagen blev forelagt for Justitsministeriets departement den 18. juli 2024.
Justitsministeriet orienterede efterfølgende Grønlands Politi om, at ministeriet, som sagen forelå oplyst, vurderede, at der på daværende tidspunkt ikke var grundlag for på forhånd at afvise en eventuel anmodning om udlevering fra de japanske myndigheder.
Anholdelsen af Paul Watson blev foretaget den 21. juli 2024.”
Citat slut. Såvidt Justitsministeriet, der hermed kunne bekræfte, at man ikke selv havde taget initiativ til anholdelsen, førend Færøerne havde oplyst Japan om muligheden.
Den såkaldte Interpol “Red Notice” fra 2010 var for længst udløbet og blev så vidt oplyst først fornyet af Japan, da Færøerne havde orienteret dem om Paul Watsons forventede ankomst til Grønland.
Det vides ikke, hvorvidt udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, der selv er færøsk gift, har været aktivt engageret i processen. Vi ved blot, at han tidligt i sagen og som det første regeringsmedlem var ude med en kommentar om, at Danmark kun vanskeligt kunne undslå sig anmodningen fra Japan.
Firmaet “Greenland Escape”, der ifølge Justitsministeriet som de første orienterede Grønlands Politi om Paul Watsons forventede ankomst til Menneskenes Land, er selv baseret i Nuuk, hvor Watson lige nu sidder fængslet. Greenland Escape beskæftiger sig blandt andet med high-end turisme på Grønland og har danskfødte Jesper Øraker som grundlægger og daglig leder. Læs mere på https://www.greenland-escape.com/our-story
Spændende, om anholdelsen af Paul Watson vil gavne eller skade den spirende grønlandske økoturisme. Samt Danmarks, Grønlands og Færøernes internationale omdømme.
Den 26. og 27. august afholdt statsminister Mette Frederiksen (S) det årlige “Rigsmøde”, som i år fandt sted i Aalborg.
Her mødtes statsministeren med Grønlands formand for Naalakkersuisut, Múte Bourup Egede, og Færøernes lagmand, Aksel V. Johannesen. De tre diskuterede ifølge Altinget flere emner af fælles interesse for rigsfællesskabet, herunder den politiske og økonomiske situation samt aktuelle spørgsmål om udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik.
Officielt var øverste punkt på dagsordenen den fortløbende strid om udnævnelsen af en arktisk ambassadør for Danmark. Grønland havde her – som den nation i Danmark, der jo ligger suverænt længst mod nord – ønsket større indflydelse, men fik det ikke i denne omgang.
Formand for Naalakkersuisut, Múte Bourup Egede, udtrykte dog forhåbning om, at man senere på året kunne finde en løsning på problemet. Værre stod og står det stadig til med sagen om udlevering af den amerikansk-canadiske miljøaktivist og hvalforkæmper Paul Watson, hvor Danmark har bragt sig selv i en vanskelig situation.
Mens hele verden ser på og protesterne strømmer ind fra mange lande, holder Danmark Paul Watson fængslet i Nuuk for anden måned i træk. Dette på baggrund af en japansk anmodning om udlevering af Watson til hvalfangernationen Japan. Dette baseret på Japans udlægning af hændelser, der udspillede sig ved Antarktis tilbage i 2010.
Det hele er dokumenteret på video i serien “Whale Wars” fra TV-kanalen Animal Planet, der i flere år fulgte miljøorganisationen Sea Shepherd’s kamp mod japanske fiskeres illegale hvalfangst i internationalt farvand ved Antarktis.
Det er disse optagelser, som Watson og hans danske advokat af uransagelige årsager endnu ikke har fået lov til at fremlægge. Næste retsmøde i Nuuk er berammet til 2. oktober i år.
Som oplyst herover af Justitsministeriet var det Færøerne, der angav Watson, der nu risikerer udlevering til Japan.
