Life in a Limbo

shapeimage_3

Livet i en Limbo

Min første båd byggede jeg selv – helt fra grunden og med hjælp fra min gode ven Niels, der samtidig også byggede sin egen. Det tog lang tid, men det gav en rigtig god forståelse af, hvad der skaber en båd – hvad der virker, og hvad der ikke gør.

Min anden båd var en Limbo fra Krik Marine i Agger ved Limfjorden. Det var nu en ren tilfældighed, men faktisk har jeg aner på disse kanter. Min morfar var født i netop Krik, og selv er jeg døbt i Vestervig Kirke med udsigt til Krik og Limfjorden.

Det var i 1980‘erne, hvor småbådsfiskeriet endnu var i sin vorden. Hvor bådene endnu var – små. Svend Åges Limbo både var hotte, da det var store både i en lille indpakning. Små og lette at håndtere, men utroligt rummelige, stabile og søstærke med deres to katamarankøle.

Sommeraborre-filtered

Min første Limbo var en standard 14 fods monteret med en manuel 8 HK Mariner. En kombination, der holdt i flere år, og som var let at komme omkring med på markedets mindste trailer.

Katamaranskroget var dog besværligt at få op på traileren, der jo var skabt til “normale” både med én køl i midten. Der skulle skubbes og rumsteres noget, førend Limbo’en lå stabilt på rullerne og kunne trailes hjem igen. I dag er dette heldigvis fortid. I dag findes der specielle trailere til både med katamaranskrog.

shapeimage_4

Jeg har tilbragt i tusindvis af gode timer i mine Limboer. I flertal. For gennem årene har jeg haft hele tre forskellige på trailer. Der har været lidt utroskab ind imellem – primært da bådene efterhånden skulle være større og større.

Der måtte således hele to kabinebåde og en enkelt hardtop til, førend jeg var tilbage i min tredje Limbo – en GTS med styring, elstart og fjernbetjening. Endnu en lille båd med et stort hjerte. Men inden da måtte mange feriefiskede fladfisk en tur ombord i min første Limbo!

Torsk fra smabad

Limboer er nemme at håndtere på vandet. De planer med små motorer og er utroligt stabile at stå op i under fiskeriet. Tryghed er det rette ord. Dette er ikke mindst vigtigt, når man er en lille dreng ved navn Kasper, der skal have sin første store fisk sikkert indenbords. En fin torsk, som naturligvis var utroligt stærk og ikke til at få op.

Men ind i Limboen kom den – sammen med en perlerække fine torsk af den slags, som Århus Bugt var kendt for i 1980‘erne og 1990‘erne.

shapeimage_5

Skal båden søsættes fra åben strand – uden nogen trailerrampe – er det vigtigt, at den er så let som muligt. Her kommer Limbo ind på førstepladsen med sit enkeltskrog og lave vægt. Den kan søsættes ene mand på åben strand, men to mand gør naturligvis alting meget lettere.

Sammen med min nabo Lars søsatte vi ofte Limboen fra Djursland, når der var flotte vintertorsk i farvandet. Det kom der rigtig mange fine fileter ud af – til stor glæde for os selv og den nærmeste familie. Samt nogle smukke solnedgange inde bag Jylland!

IMG_0006

Der er ikke mange herhjemme, som bruger båd til fluefiskeri. Pontonbåde, jo, men ikke rigtige både med fast skrog. Og det til trods for, at netop det er den mest udbredte form for fluefiskeri på de store engelske vandreservoirer.

Selv fluefisker jeg meget og gerne fra båd, og også her brillierer Limboen. Den er så stabil, at man uden problemer kan stå op og fluekaste fra den – med det langt bedre overblik, som den højere position giver i forhold til pontonbådens lave sæde. Supplerer man så også Limboen med en lille elmotor, er ikke et øje tørt…

Gedde_7K

Medefiskeri kræver ofte megen udrustning – specielt hvis der skal fiskes med levende agn. Da må båden stuves med lange stænger, vandfyldte agnspande og elektriske beluftere, som fylder meget og samtidig også vejer godt til. Igen står Limboen distancen, da den har en næsten utrolig bæreevne i forhold til sin beskedne størrelse.

Skulle der så også komme en enkelt storgedde indenbords, behøver man ikke frygte for balancen af den grund. Den kan både blive vejet og fotograferet, uden at båden af den grund kæntrer!

dia   32

Det var i de gode gamle dage, hvor der endnu var masser af torsk i Århus Bugten, og hvor man ofte kunne fylde Limboen med dejlige stegetorsk i 1-2 kilos klassen. En sjælden gang toppede vægten 5 kg, men hvad de manglede i størrelse, kompenserede de i rigt mål med antallet.

Det gode fiskeri varede ved, indtil et par store trawlere – aldeles illegalt og i den mørkeste nat – trak trawl gennem den fredede nordlige del af Århus Bugt. Ak ja. Og Fiskerikontrollen? De lukkede allerede klokken fire om eftermiddagen…

13578-35

I det hele taget har mine Limboer set mange fisk i den tid, jeg har haft dem. Som vist på billedet ovenfor var datidens elektronik ikke helt på højde med vore dages. Men selv et simpelt blinklod var nok til at lokalisere de rette bundstrukturer, hvor torskene holdt til.

I dag sidder der naturligvis en avanceret Lowrance kortplotter med ekkolod i min Limbo GTS. Det er ikke til at forstå, hvor hurtigt udviklingen er gået. Men Limboen er stadig den samme klippestabile båd at fiske fra…

shapeimage_6

Guderne forbyde, at det skulle ske, men var jeg tvunget til at vælge en enkelt fiskemetode i al fremtid, så ville det nok blive fluefiskeri. Men jeg ville savne trolling-fiskeriet ganske meget. For er der noget skønnere end stille at sejle afsted med en Bomber wobler vrikkende på den ene side af båden og og en Toby på den anden stang?

Det skulle da lige være, når det rykker til og en fin sølvblank havørred lidt senere ligger på lit de parade i båden. Det er sket mange gange i mine Limboer, og det vil ske rigtig mange gange endnu!

Rekord-sandart

Og så er der lige natfiskeriet, hvor en klippestabil båd er alfa og omega, når store fisk skal landes sikkert i buldermørke. Natfiskeri i de kulsorte vintermåneder er ikke for de kuldskære eller svage i troen.

Når isslag gør bådens indre til den rene skøjtebane, er der langt hjem til den varme stue og sofaen foran pejsen. Dertil brug for det varmest mulige tøj – og en stabil Limbo at fiske fra! Ovenstående 6 kg’s natsandart er beviset herpå – og min hidtidige PR.

Rekord-sandart 3

At hænge ud over bådsiden – en mørk vinternat og med iskoldt vand under kølen – det er intet problem fra en klippestabil Limbo. Katamaranskroget krænger kun lidt. Det er da også en af grundene til, at min rekordsandart forhåbentlig stadig svømmer rundt derude – klogere efter en sikkert omtumlet tur ombord på den lille Limbo.

JPH Randers

Mange dygtige og kendte fiskere er startet i en Limbo, og mange har den endnu. Vor verdenskendte fiskefotograf og forfatter Jens Ploug Hansen havde også én, som han fiskede meget fra og var rigtigt glad for.

Ovenstående billede stammer fra en dejlig forårsdag på Randers Fjord, hvor Limboen blev grundigt smurt ind i løse sølvskæl fra de trækkende havørreder, der nærmest gik i stimer på vej ud af fjorden. Vi havde en hel posefuld fine grønlændere med hjem fra den tur.

JPH

Faktisk blev jeg noget overrasket, da jeg kiggede mine fotoarkiver igennem for at finde billeder med Limbo og fisk. Overrasket, fordi Limboen var klart overrepræsenteret blandt alle de andre både, jeg har haft på trailer, sejlet i og fisket fra.

Forklaringen må være den enkle, at det er den båd, jeg har fisket mest fra – fordi det ganske enkelt er den båd, der egner sig bedst til det!

Jeg ser frem til mange flere gode ture af denne slags i min nye 14 GTS – den tredje Limbo i rækken!

© 2012 Steen Ulnits

Stinne-filtered