Aktuelt - Ulnits.dk

* Store Hvededag

Vi har holdt Store Bededag siden 1686, hvor Kong Christian V besluttede at slå flere mindre helligdage sammen til én – den nye Store Bededag. Dette i stedet for det hav af helligdage, man stadig har i den katolske kirke med dens hundredvis af helgener.

Sidste år besluttede vor dysfunktionelle SMV-sammenskudsregering så, at nu skulle det være slut også med denne helligdag. Det måtte række med 337 uproduktive år, mente vore folkevalgte politikere i deres ufattelige visdom.

Argumentet for at slette Store Bededag af kalenderen var ikke kun at leve op til statsministerens eget øgenavn Slette-Mette. For her drejede det ikke om at slette kompromitterende sms’er om mink, men om at spare tre milliarder skattekroner årligt. I hvert fald på papiret, for i praksis vælger folk jo blot at holde deres nødvendige ferier på andre tidspunkter.

Hvad der måtte være sparet her og nu, kan således hurtigt være spildt igen. Det er de fleste økonomer vist enige om. Penge, som først blev sparet og siden spildt på 30 milliarder kroner i erstatning til forgældede minkavlere, der med egne ord stadig kæmper med at få investeret alle millionerne solidt i nye ejendomme og virksomheder.

Finansminister Wammen fandt siden 17 milliarder i et hjørne, hvor han ikke havde kigget ordentligt efter. Senere dukkede en nærmest endeløs strøm af milliarder op, som passende kunne bruges til våbenhjælp til et trængt Ukraine.

🇺🇦 Slava Ukraina! 🇺🇦

Men Store Bededag kunne der altså ikke blive til hos Slette Mette, Lykke Lars og Traktor Troels. Den dag var desværre blevet til at tvangstanke.

26. april 2024

* Store Badedag

Jeg er langt fra ene om denne utilfredshed. Flere firmaer, forbund og fagforeninger vil have den strategisk placerede helligdag tilbage, så landets familier kan undslippe statsministerens evindelige tvangstanker om mere produktivitet og længere arbejdstid – bare for en enkelt dag. Nogle demonstrerer endog.

– Det viser jo, at regeringen ikke er dens opgave voksen. Effektiviteten skal op, vi skal bruge mere teknologi, og vi skal arbejde mere intelligent. Vi skal ikke arbejde mere. Det er en falliterklæring.

Iværksætter og erhvervsmand Martin Thorborg til finans.dk

Thorborg har derfor valgt at give sine ansatte i virksomheden Dinero fri, selvom regeringen altså har afskaffet helligdagen. I samme anledning har han omdøbt Store Bededag til Store Badedag, selv om vandet endnu er lidt vel koldt.

Martin Thorborg kan ikke se, at det giver nogen mening at få sine medarbejdere til at arbejde mere end nu. Han er tilmed overbevist om, at han faktisk tjener flere penge på at give dem fri på Store Badedag.

Han er nemlig opvokset i virkelighedens verden, hvor han har tjent sine penge selv. Det er og har regeringen ikke.

26. april 2024

* “Vild med varme hveder væk”

Selv kommer jeg normalt vore helligdage i hu og hviler ud, når kalenderen tilskynder mig til det. Jeg indtager også gerne de måltider, traditionen foreskriver. Flæskesteg inklusive, når blot den er økologisk. Andesteg med.

Tak derfor til Emmery’s for dagens fuldgode hveder, der var, som vor mor bagte dem. Emmery’s får derfor lov til at levere varme hveder igen til næste år på samme tid:

Fjerde fredag efter Påske

Glem den aldrig. Glem heller aldrig regeringen for dette tarvelige snigløb på den danske model. Grønland og Færøerne, som jo ikke behøvede at lytte til Mette Frederiksen & Co, valgte klogeligt at holde sig på behørig afstand af Rigsfællesskabet.

De nordatlantiske mandater kan derfor beholde den populære familieferiedag, så de kan være lidt mere sammen med deres nære og nærmeste. De behøver ikke som os andre at stjæle dagen tilbage. De kan stadig have en fuldt ud lovlig fest.

Jeg har selv inviteret Brødrene Bisp med til at fejre den annullerede helligdag sammen med mig og mine. Allan Mortensen synger lige nu sin hæse sang om “Voldsom Volvo”, mens Billy Cross med sand virtuositet filer løs på sin famøse Fender.

Wikke og Rasmussen har skrevet den finurlige tekst. Hører man rigtig godt efter, kan man høre dette relevante og tidsaktuelle omkvæd igen og igen:

“Vild med varme hveder væk”

Eller noget i den stil. Men hop selv ombord i den Voldsomme Volvo med de Varme, Brede Dæk og Tjek, om jeg mon tager fejl. Hørelsen er jo ikke altid, hvad den aldrig har været. Jeg tror nu, den er god nok med transskriptionen. Måske endda endnu bedre.

Selv nyder jeg således Store Bededag i fulde drag og i rigtig godt selskab. Jeg planlægger sågar at inddrage førstkommende mandag med. Det gælder virkelig om at holde hånd i hanke med al den produktivitet, som Slette Mette opfordrer til.

Man skulle jo nødig blive så forblindet og så Vild med Vækst, at det ender galt – som det netop har gjort med Nordic Waste.

26. april 2024

* Ølst Bakker bliver til

Nordic Waste ligger eller rettere resterne heraf lå i Ølst Bakker få kilometer syd for Randers.

Men Ølst Bakker har ikke altid ligget, hvor de ligger i dag. Hvad det meste af resten af Danmark heller ikke gør. Det meste af Danmark er nemlig formet af skiftende istider og deres flytten rundt på undergrunden her.

Under sidste istid, der ophørte for små 10.000 år siden, var det meste af Danmark dækket af kilometertyk is. Alene vægten af isen pressede landet ned. Først da isen smeltede, lettede presset, og Danmark, som vi kender det i dag, kom til syne.

Det sydvestlige Jylland var ikke dækket af is på dette tidspunkt, men tjente primært som afstrømning for smeltevand fra iskanten, der gradvis rykkede østover og nordpå. Sydvestjylland blev derfor fladt, sandet og udvasket. Næringsfattig sandjord.

Over resten af landet flyttede isen sig frem og tilbage – gravende under fremstød, aflejrende under tilbagetrækning. Efterladt materiale gjorde jorden i Østdanmark næringsrig og velegnet til landbrug, da først skovene var fældet.

Nordjylland, som senest blev fri af isen, hævede sig først efterfølgende af havet og hæver sig stadig. Det ligger dog også i dag lavere end resten af landet og er derfor vandlidende mange steder. Ikke mindst i ådalene.

Meget af det materiale, som i dag danner det fysiske grundlag for det danske land, er således kommet hertil med isen. Den er skiftevis stødt frem og senere rykket tilbage igen. Resulterende i høje bakker og dybe dale.

Undervejs har isen aflejret materiale, som den har bragt med sig “hjemmefra”.

I form af sten, grus, sand og silt.

26. april 2024

* Ledeblokke på langfart

Flere af de eksisterende materialer kan vi den dag i dag føre tilbage til deres oprindelsessteder. Sten har nemlig ofte strukturer, der kan spores tilbage til bestemte lokaliteter. Man taler da om de såkaldte “ledeblokke”, der indeholder en klar afsenderadresse.

Til de bedst kendte og mest udbredte ledeblokke hører porfyrerne, hvis karakteristiske rombeformede strøkorn stammer fra vulkanudbrud i Norge. En anden kendt gruppe er diabaserne, hvis hjerneformede strukturer stammer fra Sverige.

Generelt og i grove træk finder man derfor flest porfyrer på den sandede jyske vestkyst og flest diabaser på stenede østvendte kyster. Da isen i skiftende perioder er kommet fra såvel nord som øst og syd, kan billedet dog blive noget forvirrende.

Isens bevægelser har igennem tusindvis af år eroderet, aflejret og flyttet rundt på jordlagene. Den store forekomst af plastisk ler, som er kendetegnende for netop Ølst Bakker, stammer også fra sidste istid.

Det plastiske ler er dannet af fine lerpartikler, som blev ført med af smeltevandet. Det sedimenterede siden ud, som det så fint hedder. Det sank helt enkelt til bunds. Da isen trak sig tilbage, efterlod den sine steder store søer af stillestående smeltevand. Siltet herfra sank til bunds og blev siden til nutidens lerlag.

Skiftende tiders vulkanudbrud har efterfølgende leveret de karakteristiske mørke askelag, som vi ofte finder i den lysere lerjord. Mange tusinde års tungt pres fra stedse flere lag har kittet de løse partikler sammen til massivt ler, der dog kan blive ustabilt i gennemvædet tilstand. Jorden flyder da ud og bliver plastisk.

Jordskred er derfor almindelige på skrænter i sådanne områder. Og jo stejlere disse er, desto hyppigere bliver skredene.

26. april 2024

* Retableringen af Ølst Bakker

Gavetilbuddet fra DSH Recycling – søsterselskab til Nordic Waste – om at overdrage fabriksområdet til Randers Kommune kom ikke ud af den blå luft. Det skal i stedet ses som en opfølger til de oprindelige planer om at retablere de gamle udgravninger i Ølst Bakker som et attraktivt naturområde.

Det var nemlig de planer, som det hedengangne Århus Amt havde for området – dengang natur og miljø var noget, man vægtede på lige linje med økonomi og arbejdspladser.

Vi skal helt tilbage til det forrige århundrede og årtusinde for at finde disse planer. Dengang havde Århus Amt tilsyn med hele området og store planer for den meget prominente formation, som Ølst Bakker dengang udgjorde:

En bakkekam bestående af Danmarks største forekomst af plastisk ler strækkende sig fra Ølst i øst over Lysnet til Hinge i vest.

Lysnet er i parentes bemærket og med sine 131 meter Danmarks niendehøjeste punkt. Herfra er der en fornem udsigt over det østjyske bakkelandskab – sydover mod Lilleåen, som jo er et tilløb til landets længste vandløb Gudenåen. Lysnet ligger i Favrskov Kommune og er absolut et besøg værd.

Århus Amt blev afviklet i 2007, hvorefter kommunerne tog over. Danmarks Naturfredningsforening (DN) søgte i 2016 om at få fredet en større del af det kuperede landskab, end den lille del ved selve bakken, som staten har ejet siden 1953.

DN havde foreslået at frede 472 hektar – med 398 hektar beliggende i Favrskov Kommune og 74 i Randers. Ærgerligt nok gjorde samme DN ingen indsigelser, da man fik forelagt den seneste miljøgodkendelse fra 2018.

Det havde man angiveligt ikke resurser til.

26. april 2024

* Nedstemt af kommunen

Såvel Favrskov som Randers Kommune stemte dog mod det tidligere Århus Amts visionære forslag om en udvidet fredning af det unikke østjyske bakkelandskab. I 2013 havde Favrskov Kommune nemlig forlænget tilladelsen til at grave ler helt frem til 2033, og det har givet indgået i afvisningen af en udvidet fredning af området.

Tilbage i 1993 havde et arkitektfirmaet Poul le Fevre ellers udarbejdet og fået godkendt en landskabsplan, som indeholdt fotos af det smukke bakkeområde samt planer for efterbehandling af området, når gravearbejdet og råstofudnyttelsen engang var slut.

Det seneste tillæg hertil kom i 1996. Man ønskede en sammenhængende efterbehandling af det store landområde:

Planen var at udjævne gravefelterne, så de kunne fremstå som et dalstrøg parallelt med Alling Å langs sydkanten af den markante bakkekam. Intet sted kan man imidlertid læse i planerne, at gravefelterne efterfølgende kunne eller skulle bruges til storskala deponi af forurenet jord.

På godt dansk som lossepladser. Som det nu desværre er sket ved Nordic Waste. Det var kommunernes helt egen beslutning. Stik modsat amtets oprindelige planer.

Vi må erkende, at en retablering af det gigantiske jordskredsområde i dag er langt mere omkostningskrævende og dermed mindre realistisk end tidligere. Vi ved dog, at tilladelsen til at grave ler udløber i 2033, og at der derfor bør planlægges herefter allerede nu.

Hvis kommunerne altså ønsker at udvise rettidig omhu. Hvad de jo ikke har gjort til dato.

Hele Nordic Waste sagen viser tydeligt, at kommuner ikke har det fornødne format til at løfte opgaver, der kortsigtet kan resultere i nye arbejdspladser. Langsigtet udløse enorme udgifter til oprydning og genopretning af miljøet.

Meget mere herom senere.

26. april 2024

EkstraBladet:

* “Randers på Røven”

Forureningen fra jordskreddet ved Nordic Waste trækker stadig overskrifter i landsdækkende aviser. Denne gang er det EkstraBladet, der har trukket linjerne skarpt op med overskriften “Randers på Røven”. Så kan det vist ikke siges tydeligere.

EkstraBladet ridser i artiklen op, hvor slemt det står til med økonomien i Randers Kommune, som svigtede sit tilsyn med den forurenende “jordrensnings-virksomhed” og lod jorden skride – trods mange advarsler fra såvel lokale borgere som medlemmer af byrådet.

Ejerfamilien bag Nordic Waste har gjort det ganske klart, at man ikke vil betale yderligere end de 100 millioner kroner, man allerede frivilligt har skudt ind i en “klimafond” til at holde lokale borgere og lodsejere skadefri. Penge, som endnu ikke er udbetalt.

Forsikringsselskabet bag Nordic Waste, amerikanske Chubb, har ikke meldt ud, om de er villige til at betale. Er de det, vil de maksimalt dække op til 40 millioner kroner.

Chubb er ifølge amerikanske Newsweek kendt som det selskab, der netop har stillet sikkerhed for tidligere præsident og nuværende præsidentkandidat Donald Trumps mange millioner store kaution i en celeber retssag om seksuel krænkelse. En tvivlsom kaution på 91,6 millioner dollar eller 644 millioner danske kroner.

EkstraBladet kan videre fortælle, at Randers Kommune lige nu trækker hårdt på kassebeholdningen, der i januar lød på 500 millioner kroner. Af dem er de første 120 millioner allerede brugt, og der er pt. ikke udsigt til yderligere input på kontoen – á la de ekstraordinære 205 millioner, som staten allerede har spyttet i kassen.

Og der kommer ikke flere, har miljøminister Magnus Heunicke netop meddelt. Skal Randers have yderligere hjælp, må kommunen søge andre steder i andre kasser.

Fortsætter pengene med at fosse ud af kommunekassen, kan Randers ende med at blive sat under administration. For kommuner går ikke konkurs, som virksomheder kan gøre det. De bliver blot sat under statslig administration.

Noget sådant sker uhyre sjældent, men er mest kendt fra Brixtofte-sagen i Farum Kommune. Kommunen havde her ikke overholdt de gældende love og regler omkring forvaltning af kommunen. Farum blev derfor sat under økonomisk administration af Indenrigsministeriet.

Herfra dikterede man nedskæringer og skatteforhøjelser, der stadig kan mærkes og ses i Farum. Kommunen blev i 2007 sammenlagt med Værløse i den nuværende Furesø Kommune.

19. april 2024

* – Randers det nye Farum?

Brixtoftes efterfølger som borgmester, Ole Bondo Christensen, kunne i 2017 sætte konkrete tal på den kommunale afstraffelse af borgerne i Farum Kommune. Dette efter kommunesammenlægningen med Værløse og i et interview med Dagbladet Information:

Frem til 2014 måtte borgerne i Farum betale 2,3 procent mere i kommuneskat end borgerne i Værløse. Grundskylden var også højere i Farum. I snit betalte en voksen borger i Farum 17.000 kroner mere i skat om året end borger fra Værløse. Borgmester Bondo betragtede dette som “en form for kollektiv afstraffelse”.

– Måske samme skæbne vil overgå Randers Kommune?

Også i Farum-sagen blev der rejst kritik af, at politiet ikke eller kun meget sent fandt anledning til at reagere på modtagne anmeldelser fra borgere og byrådsmedlemmer.

Under alle omstændigheder må der fremover spares i den østjyske kommune, som for enhver pris ville op i superligaen – med 100.000+ borgere. Et mål, man paradoksalt nok nåede midt under jordskredet. Til en ekstremt høj pris, der i Randers ikke var udløst af eksorbitant dyre rødvine, men tungt skridende mudder iblandet diverse miljøgifte.

Katastrofen kunne sandsynligvis være undgået, hvis ikke kommunen havde været så forblindet af at nå de magiske 100.000 skatteborgere, at man kørte over for alle røde lys i landsdelen. At man overhørte alle indsigelser fra borgerne i kommunen, droppede miljøkontrollen i 14 samfulde måneder og gav Nordic Waste helt frit spil i Ølst Bakker. Altsammen ofret til Guldkalven på “Vild med Vækst” alteret.

Det var vel så dumt, som noget kunne være. Både set i bakspejlet og krystalkuglen. Når man nu var advaret gentagne gange. Fra flere sider og gennem længere tid.

Slut derfor med ekstravagante MGP musikarrangementer, som borgerne i Randers også har måttet betale dyrt for. For at sætte Randers yderligere på landkortet. Midt under jordskredet, der ellers gjorde PR-arbejdet for Laksens By mere effektivt, end nogen kampagne kunne have gjort det.

Klimabroen fordamper måske også. Den, der ifølge Randers Kommune skulle “give en bedre afvikling af trafikken i det centrale Randers, beskytte byen mod oversvømmelse og skabe mulighed for byudvikling i og omkring havneområdet”.

Klimabroen hænger nu i en tynd tråd, men vandet stiger stadig. Ind imellem helt op i Fitness-lokalerne på Toldbodgade. Kommunen har allerede bedt sine mange forvaltninger om at finde sparekniven frem – hvis nu det værst tænkelige skulle ske, at der ikke kommer flere penge i kassen.

Hellere proaktiv end reaktiv. Det kunne være læren af Nordic Waste skandalen, hvor kommunen i sjælden grad har været på bagkant med både udvikling og kontrol.

Webmediet Journalista har kigget kommunale millionlønninger igennem og lavet en liste. Øverst på listen for Randers ligger kommunaldirektøren med små 2,5 millioner kroner i årsløn. Borgmesteren får til sammenligning beskedne 1,5 million kroner om året.

Oven på disse udgiftsposter skal så lægges de godt 200 millioner kroner, som den selvforskyldte skandale ved Nordic Waste indtil videre har kostet borgerne. Med meget mere på vej.

19. april 2024

* Parkinsons og sprøjtegifte

Det er efterhånden velkendt verden over, at brugen af forskellige sprøjtegifte kan være relateret til og øge forekomsten af alvorlige nervesygdomme som Parkinsons.

Det tyske arbejds- og socialministerium har netop taget en række videnskabelige undersøgelser til efterretning og sat “pesticidforårsaget Parkinson” på listen over anerkendte erhvervssygdomme. Disse kan fremover udløse erhvervsskadeerstatning, hvis man som sygdomsramt kan dokumentere længere tids brug af et antal navngivne sprøjtegifte.

Ikke overraskende er det især landmænd, som kommer ind under den nye ordning. Det er jo netop dem, der oftest kommer i nærkontakt med sprøjtegiftene, de selv sprøjter med, og som derfor er i højrisikogruppen for også at udvikle sygdommen. Det samme gælder gartnere og beboere i områder, hvor der sprøjtes.

Parkinson er efterhånden så udbredt, at der findes en helt forening dedikeret til netop denne sygdom. Parkinson foreningen har etableret en hjemmeside, parkinson.dk, der besvarer spørgsmål om sygdommen og dens symptomer, der kan være meget forskellige fra person til person.

Her kan man læse, at sygdommen typisk viser sig ved muskelstivhed, langsomhed og rysten. Disse symptomer skyldes tab af de nerveceller i hjernen, som udskiller signalstoffet dopamin. Den tiltagende mangel på bevægelighed gør livet sværere for patienten, mere besværligt for de pårørende og ganske bekosteligt for samfundet.

Alene derfor kan man undre sig meget over, at Danmarks miljøminister Magnus Heunicke for nylig stemte for en ti års forlængelse af brugen af sprøjtegiften glyphosat. Blot for at giftproducenterne kan tjene endnu flere penge, mens det øvrige samfund efterfølgende må betale prisen. Det klappede de nok over inde på Børsen, da spiret stadig stod.

På samme måde har Danmark tre år i træk givet dispensation til brug af ukrudtsmidlet diquat, som ellers er forbudt i hele EU.

Begrundelsen er den noget søgte, at danske kartoffelavlere åbenbart er så dårlige landmænd, at de ikke kan dyrke kartofler uden brug af forbudte stoffer som netop diquat. Trods ellers den ubestridelige kendsgerning, at andre landmænd fint kan dyrke kartofler i andre EU-lande. Uden brug af diquat.

Tilsammen bruger landene i det europæiske fællesskab årligt i størrelsesordenen 360.000 ton forskellige sprøjtegifte. I lille Danmark stod vi i 2021 for rundt regnet 10.000 af disse ton. Heraf udgjordes cirka en tredjedel af aktivstofferne selv – for et produkt som RoundUp netop af aktivstoffet glyphosat.

Samtidig har EU netop droppet oprindelige planer om at halvere brugen af pesticider inden 2030. Alt peger derfor på, at vi vil opleve flere og flere selvforskyldte tilfælde af Parkinson i årene fremover – forårsaget af landbrugets fortsatte brug af farlige sprøjtegifte.

Det hænger naturligvis slet ikke sammen i et moderne samfund som Danmark, der set med egne øjne er mere udviklet end lande som Biafra og Bangladesh. Men som i praksis opererer på samme niveau eller lavere. Blot med langt større traktorer og længere sprøjtebomme.

Vanviddet vil givet fortsætte, så længe der ikke er nogen ansvarlig voksen i den klasse, som styres suverænt af giftproducenterne. Som direkte eller indirekte er på lønningslisten hos Bayer med flere.

Skulle der mod forventning være en voksen til stede, bedes rette vedkommende snarest melde sig hos skoleinspektøren. I god tid inden næste EU-valg.

Det har nemlig vist sig, at danske EU-parlamentarikere forbløffende ofte stemmer mod deres landes erklærede interesser. Ifølge Venstres Morten Løkkegaard fordi det kan være nødvendigt at indgå kompromiser.

19. april 2024

* Muslingeskraber i Lillebælt

Bo Mammen Kruse, der til daglig leder projektet “Als Stenrev” med base i Sønderborg, har været ude med flasker, briller og svømmefødder. Han fulgte i muslingeskraberen “Thyra”s fodspor, da denne for nylig skrabte muslinger i Als Fjord i det hårdt ramte Lillebælt.

Dette med fødevareminister Jacob Jensens (V) fulde velsignelse. Det var jo netop ham, der fik stoppet det ellers planlagte stop for alt fiskeri med bundslæbende redskaber i Lillebælt. Så der nu kan slæbes og skrabes uhæmmet som hidtil. Med de velkendte ødelæggelser af havbunden til følge.

Bo Mammen fulgte i kølvandet på “Thyra”, da den Lillebælt-baserede muslingeskraber pløjede sig gennem en cirka 1 km lang strækning af den sønderjyske fjord. Mammen noterer sig, at muslingeskraberens to rammer tilsammen er 5 meter brede, og at der tilsammen er slæbt og skrabt i omegnen af 5.000 m2 havbund.

Kameraet var med under vandet og dokumenterede her ødelæggelserne. Efterfølgende kom lommeregneren frem til yderligere beregninger og overvejelser omkring det tvivlsomt rentable i disse ødelæggelser:

Det skønnes, at der er skrabt omkring 1 ton muslinger, hvilket svarer til 200 gram muslinger per kvadratmeter skrabt bund. Inklusive skal og vand. Heraf udgøres i alt en fjerdedel af kød, hvilket bliver til 50 gram kød per kvadratmeter ødelagt havbund. Ikke meget, når man tænke på, at bunden jo er ødelagt for højere liv efter skrabet. I flere år fremover.

Bo Mammen Kruse anslår, at muslingeskraberiet i Lillebælt har en samlet årlig værdi på blot 1,5 mio. kroner. Ødelæggelserne af havbunden er vanskelige at værdisætte, men vi ved i dag, at der slippes enorme mængder klimaskadelig CO2 ud i vandet – oplagret i bunden – ved den hårdhændede og gentagne gennempløjning af sedimentet i hav og fjord.

Læs mere om de enorme mængder CO2, der på denne måde slippes løs til øgning af den globale opvarmning – i artiklen her:

http://ulnits.dk/biologi/regimeskiftet/

Det er ganske utroligt, at man med den ene hånd officielt kæmper mod udledning af klimagasser og global opvarmning. Mens man med den anden bidrager direkte til forureningen med bundtrawl og muslingeskrab.

Muslingeskraberen “Thyra” med registreringsnummer HO6 hører til i Horsens, men ligger lige nu i Augustenborg. Den fisker gerne så langt sydpå som i Flensborg Fjord ved den dansk-tyske grænse, hvor Als Stenrev er aktive. Trods de ofte iltfri forhold, der også hersker her. Og den mildest talt negative stemning fra tysk side.

“Thyra” er 16 meter langt og bygget på et dansk apteret vietnamesisk fremstillet skrog. Den er én ud af et halvt dusin østjyske muslingeskrabere, som stadig er aktive med ødelæggelse af havbunden. Og altså under fødevareminister Jacob Jensens (V) personlige beskyttelse.

19. april 2024

* Og så ikke alligevel…

I sidste uge kunne Silkeborg Kommune berette om deres store planer for fremtidens Gudenå. I hvert fald opstrøms Tange Sø.

I en pressemeddelelse viste kommunen billeder af Skipper Gylliams oprindelige, håndtegnede og håndkolorerede kort fra 1736. Udfærdiget på opdrag af ingen ringere end Kong Christian VI, som havde bestilt en udførlig kortlægning af landets længste vandløb – udført af den navnkundige Skipper Gilliam.

Det viste sig efterfølgende, at avisomtalen og pressemeddelelsen nok havde været lidt for optimistisk i sin præsentation af kommunens kommende planer for Gudenåen. I hvert fald den del, der løber gennem Silkeborg Kommune. Og at Gylliams gamle kort fra 1736 nok mest var til pynt. Kommunens planer gælder nemlig kun tilbage til 1859.

Det har også vist sig, at der ikke er besluttet noget konkret. Det er alene aftalt, at de gamle kort kan være en væsentlig inspirationskilde for fremtidens håndtering af den øgede mængde vand i Gudenåen. Og udelukkende hvad angår åens forløb i Silkeborg Kommune. Tange Sø er og bliver under Viborg Kommunes jurisdiktion.

Vi ved således ikke, hvad Silkeborg Kommune reelt spiller ud med – hvis noget overhovedet. Men det er under alle omstændigheder positivt, at al kommunesnak om Gudenåen nu ikke længere handler om oprensning af aflejret sand og skæring af løbsk grøde i landets længste vandløb. At man nu i det mindste har besluttet sig for at lade sig inspirere af gamle kort fra den seneste regulering af åen i 1859.

Tilbage står også, at en ambitiøs genskabelse af Gudenåen, som den så ud i 1859, vil være en kæmpegevinst for vandmiljøet i og omkring Gudenåen. At åen og ådalen herefter vil være langt bedre egnet til at håndtere fremtidens stigende nedbør og vandmasser, der allerede i dag skaber problemer med afstrømningen – i form af lokale oversvømmelser.

Projektet er et såkaldt “generationsprojekt”, der vil tage årtier at gennemføre. Det vil ifølge Silkeborg Kommune være større end genslyngningen af Skjern Å, som blev gennemført fra 1999-2003, og som har skabt et enestående naturområde af international betydning i det vestjyske.

Genslyngningen af Skjern Å blev dengang hædret med Europa Nostra prisen. Måske der også vil falde en pris af for en tilsvarende retablering af Gudenåen i det midtjyske? Det ville i så fald være fortjent.

Og kunne vi så også få Tange Sø tømt, så hele Gudenfloden kan flyde frit efter 100 år i vandkraftens lænker, da vil ikke et øje være tørt.

Sikken fjer i hatten det vil være for Magnus Heunicke, Miljøets utrættelige Minister. Med mindre han altså vælger at fortsætte den nuværende kurs.

19. april 2024

* Fornyet håb for Gudenåen

Her i 100-året for etableringen af GudenåCentralen og opstemningen af Gudenåen til vandkraftmagasinet Tange Sø, skimtes pludselig nyt håb forude.

Der blæser tilsyneladende nye vinde i Silkeborg Kommune, hvor man ellers traditionelt – sammen med de øvrige kommuner langs Gudenåen – har været meget glade for den kunstige Tange Sø med al dens medfødte elendighed og ødelæggelse af vandmiljøet i og omkring landets længste vandløb Gudenåen.

Nogen må have drysset tryllestøv ud over Silkeborg by, der nu ser ud til at være vendt på en tallerken – til den rigtige side. Nu lyder meldingen i hvert fald, at man vil føre Gudenåen tilbage til dens tilstand før 1859, da pramdriften var hovednæringsvej på landets længste vandløb og eneste flod. Pramdrift fra Randers Fjord til skovene ved Silkeborg. Med mursten til Silkeborg og tømmer til Randers.

I en pressemeddelelse fra Silkeborg Kommune dateret den 10. april og ikke den første, kan man således se, at Silkeborg Kommune har fået øje på Skipper Gylliams gamle kort fra 1736 – udfærdiget på opdrag af Kong Christian VI.

Kongen kommissionerede først i 1730‘erne den erfarne Skipper Anders Gylliam til at besejle og kortlægge Gudenåen, så langt opstrøms han kunne. Ombord på en lille båd og med mandskab til det tunge arbejde med at sejle eller trække skibet opstrøms gennem de strømstærke og lavvandede stryg.

Skipper Gylliam påtog sig den store opgave og begav sig opstrøms med sine mænd. Meter for meter eller rettere: Favn for favn loddede han dybden og registrerede den på udførlige og mange meter lange “søkort”.

Disse blev efterfølgende kopieret, rentegnet og håndkoloreret, så der i 1736 lå et meget detaljeret kort klar over Gudenåen – fra Randers By til Ry, hvor han måtte standse projektet. Åen heroppe var helt enkelt fyldt med mængder af gamle pælerester, som umuliggjorde en videre fremfærd.

Det var rester af flere hundrede år gamle egetræsbroer over den øvre del af Gudenåen, der her var blevet til Salten Å, som bremsede Skipper Gylliam på hans vigtige mission for Kong Christian VI.

13. april 2024

* Silkeborg Kommune tager teten

Nu er det imidlertid ikke Skipper Gylliams gamle “søkort” fra 1736, der indgår i planerne, når Silkeborg Kommune går i gang med at se på mulighederne for at genskabe Gudenådalen fra Silkeborg til Tange Sø. Selv om det er disse gamle kort, der bruges i pressemeddelelsen.

Kommunen vil om muligt føre Gudenåen tilbage til sin oprindelige form før 1859, hvor åen senest blev uddybet og indsnævret af hensyn til den økonomisk vigtige pramdrift. Gennemføres projektet, vil der være tale om et naturgenopretnings-projekt større end genslyngningen af Skjern Å.

Gudenåen var dengang meget bredere, end tilfældet er i dag. Bredere og mere lavvandet. Tilbage i 1859 blev det derfor besluttet at gøre landets længste vandløb smallere og dybere for at optimere pramdriften, som flere steder var udfordret af en lav vandstand i de strømstærke stryg. Hvor de fladbundede pramme ofte gik på grund.

Udvidelsen skete på baggrund af en detaljeret kortlægning og opmåling af åens bredde, dybde, strømhastighed, vandmængde og vandstand. Det historiske kortmateriale er så detaljeret og præcist, at det her snart 200 år senere vil være muligt at genskabe Gudenåen, som den forløb fra naturens hånd, før åen blev reguleret.

En tilbageføring af å-løbet vil give vandet mere plads og dermed skabe en ådal, der kan håndtere større vandmængder, og som dermed er mere klimarobust. Dette vil få stigende betydning med fremtidens tiltagende nedbør, der allerede i dag skaber problemer med afstrømningen – i form af lokale oversvømmelser.

Samtidig vil naturen få bedre vilkår i og langs åen, og projektet med en genskabt Gudenå vil bidrage til et renere vandmiljø og bedre friluftsliv på og omkring vandløbet. Præcis som tilfældet har været ved Skjern Å.

Klima- og Miljøudvalget i Silkeborg Kommune har netop givet grønt lys til at sætte en proces i gang med at få beskrevet projektet og mulighederne for at føre Gudenåen tilbage til sit oprindelige forløb.

Projektet er et såkaldt generationsprojekt, der vil tage årtier at gennemføre. Det vil være større end genslyngningen af Skjern Å, som blev gennemført fra 1999-2003, og som har skabt et enestående naturområde af international betydning.

Retableringen eller genslyngningen af Skjern Å blev dengang hædret med Europa Nostra prisen, fordi projektet har skabt gode vilkår for natur- og dyreliv. Til gavn for såvel dyr og planter i åen som mennesker på land. Måske der også vil falde en pris af for en tilsvarende retablering af Gudenåen? Det ville i så fald være fortjent.

Næste skridt er nu at få analyseret og bearbejdet de informationer, som kortene giver, og få det relateret til de nuværende forhold. Det arbejde er Silkeborg Kommune i fuld gang med. Læs mere her:

https://nyheder.tv2.dk/klima/2024-04-10-gigantisk-projekt-gudenaaen-skal-vaere-som-i-1859

13. april 2024

* Fakta om Gudenåen

Gudenåen er Danmarks længste å. Den har sit udspring ved Tinnet Krat syd for Nørre Snede og løber mere end 150 km nordpå mod Randers Fjord og videre ud i Kattegat. På sin vej mod havet passerer den 67 større eller mindre søer og afvander et opland på godt 2.500 km2. Det svarer til 10 procent af Jyllands areal.

Den seneste regulering af Gudenåen fandt sted i årene 1850 – 1858. På 49 strækninger med en samlet længde af 9,6 km blev en 12 m bred og 0,6 m dyb strømrende udgravet på strækningen mellem Silkeborg og Tange. Dette udgjorde 1/3 af den samlede strækning og skete for at bedre prammenes passagemuligheder.

På 23 af disse strækninger blev Gudenåen alene uddybet. Anslået 4,5 km i alt. På de øvrige 26 strækninger, anslået til 5,1 km i alt, blev vandløbet endvidere indsnævret ved etablering af 62 stenhøfder (kaldet indbygninger), 5 ådiger (kaldet paralleldæmninger) og 15 afsnøringer af biløb (kaldet couperinger)

Endvidere blev 2–300 store sten med en diameter på 120 – 180 cm fjernet på forskellige strækninger. Hertil et betydeligt antal mindre sten. Det fortæller Silkeborg Kommune.

Vi venter nu med største spænding på næste udspil fra kommunen og regner med, at en fjernelse af Tange Sø uundgåeligt indgår i planerne om en kommende retablering af Gudenåen.

Ellers kan vi ikke leve op til EU’s Habitat- og Vandrammedirektiv, som vi har forpligtet os til inden 2028. Og så er ikke meget vundet.

13. april 2024

* Yderligere læsning om Gudenåen

Læs meget mere om Gudenåen i de knap 30 artikler, du finder samlet på dette link:

http://ulnits.dk/biologi/biologi-underkategorier/#gudenaen

* Signalkrebs i Alling Å skal undersøges

Kort før jul 2023 gik der som bekendt hul på “jordforbedringsanlægget” Nordic Waste i Ølst Bakker syd for Randers. Man havde overhørt advarslerne om et kommende muligt landskred over de lerede Ølst Bakker, hvor mindre jordskred har hørt til dagens orden i flere årtier.

Men med tiltagende nedbør og massivt udvidet gravearbejde var risikoen blevet overhængende. Flere fabriksbygninger var begyndt at skride, og det lokale vartegn, den høje skorsten, måtte til sidst sprænges væk for ikke selv at vælte.

Og så skred ellers jorden. Ned mod landsbyen Ølst og vandløbet Alling Å, der løb blot få meter fra fabriksgrunden – på sin vej mod først Grund Fjord, siden Randers Fjord og sidst Kattegat, hvor alt vand fra Gudenåen og Alling Å ender.

Her ender Alling Å i et vidtstrakt østjysk vadehav, der både er udpeget som Natura 2000-område, udlagt som fuglebeskyttelsesområde og indgår i Naturpark Randers Fjord. Her lever den truede odder i fredelige omgivelser.

Da jorden for alvor skred ved Nordic Waste, væltede forurenet jord ud over landskabet. Meget af denne jord har siden vist sig at være stærkt forurenet – trods ellers adskillige forsikringer om, at man kun håndterede lettere forurenet jord på Nordic Waste.

Det viste sig således, at den skridende jord indeholdt masser af giftige tungmetaller – med hovedvægten lagt på det giftige barium, der fandtes og stadig findes i de enorme bjerge af hvid Microfiller fra Aalborg Portland. Tungmetaller fra den flyveaske, der er iblandet Microfilleren.

Trods en kolossal arbejdsindsats fra Randers Kommune lykkedes det ikke at holde alle giftstofferne tilbage. I de første dage af udslippet slap store mængder forurenet jord og vand således ud i Alling Å.

Og da vandet i det tidlige forår 2024 trak sig tilbage fra åens hovedløb, var der flere steder store hvide aflejringer på de tørlagte bredder. Sandsynligvis stammende fra den hvide Microfiller, som var skyllet med ud ved landskredet. Indeholdende det giftige tungmetal barium, der i dag findes i overdosis i den lavvandede Grund Fjord.

Alling Å er fiskevand for medlemmerne af Randers Sportsfisker Klub. Samtidig er åen en af Danmarks mest populære fiskevande for rigtig mange mennesker, som holder af at fiske, fange og fortære de invasive signalkrebs, der for længst har indtaget åen og undermineret dens bredder med deres gange.

Fra flere sider frygter man nu, at det ikke længere er sundhedsmæssigt forsvarligt at spise signalkrebs fra Alling Å. Måske er de fulde af barium og andre skadelige stoffer fra Nordic Waste. Måske de fisk, der lever stationært i åen, også er uspiselige. Typisk gedder og aborrer.

Allerede den 31. januar bad Randers Sportsfisker Klub derfor kommunen om at igangsætte en undersøgelse af problemet, som der stadig ikke er skiltet omkring. Det arbejdes der på inden sæsonen.

Det er formanden for Signalkrebselauget, Knud Erik Vindum, der skal forestå arbejdet med indsamling af krebs. Han har i mere end ti år beskæftiget sig med netop den invasive signalkrebs og de tilknyttede problemer.

Vi følger udviklingen tæt.

13. april 2024

* De udemokratiske Danmarksdemokrater

Ind imellem kan der opstå pudsige sammentræf af begivenheder, når disse falder oven i hinanden. Eksempelvis netop forgangne lørdag den 6. april.

Som nævnt tidligere på denne side, så var 6. april netop den dag, hvor miljøbevidste mennesker samledes ved Vejle Fjord for at begrave fjorden. Den havde været død længe og var begyndt at lugte fælt. Derfor på tide med en offentlig begravelse for åben skærm og med velskrevne og velmente skåltaler fra såvel verdslige som gejstlige aktører.

Seancen fik fuld skrue for rullende kameraer, mens bisættelsen fandt sted og der blev hældt vand på den til lejligheden fremstillede specialkiste i gennemsigtigt glas. Flere end tusinde mennesker var mødt frem for at se og blive set samt tømme en enkelt flaske gravøl eller to.

Havets selvudråbte minister, Magnus Heunicke (S), var inviteret, men havde meldt fra til den ubehagelige begivenhed. Han havde i stedet valgt at bruge sin tid sammen med Dronning Mary, der samme dag skulle indvie en uskyldig udvidelse af Dyrehaven.

Det forstår man godt. Det var der nok flere lette politiske points at score på – end en begravelse af den fjord, man ellers gerne ville have været minister for.

Den tredje begivenhed, der udspillede sig samme lørdag den 6. april, fandt sted i Randers, som jo for alvor har gjort sig landskendt med skandalen omkring og det selvforskyldte jordskred ved “jordforbedringsanlægget” Nordic Waste. Samt det efterfølgende giftudslip til Alling Å og Grund Fjord.

Randers er en socialdemokratisk kommune med Torben Hansen (S) som borgmester. Onde tunger ville vide, at det netop var derfor, Randers blev udvalgt som lokalitet for Danmarksdemokraternes udemokratiske korstog mod den planlagte CO2-afgift på landbruget. En afgift, som ellers er eller var udset til at redde Danmark for yderligere fjorddød og begravelse.

Inger Støjberg tog selv rodeotyren ved hornene og sørgede for både røde pølser og kolde “Nejere” fra kassen. For er der noget, som kan lokke danskerne til truget, er det jo udsigten til gratis bajere eller “Nejere”. Støjbergs støjende protest mod CO2-afgiften trak derfor langt flere deltagere end den stille bisættelse af Vejle Fjord.

Der er således lagt i kakkelovnen til endnu flere iltsvind og fjordbegravelser i de kommende år. Med Støjbergs fulde velsignelse og største overbevisning. Og hun bor endda selv med direkte udsigt til et af landets mest truede vandområder – Mariager Fjord, som jo døde eftertrykkeligt i 1997.

De lokale husker stadig stanken af svovlbrinte, der i flere dage hang over fjorden, mens ålene kravlede på land for at overleve. Heldige havørreder nåede at trække op i de livgivende tilløb og klarede frisag her. Heldige beboere nåede at få vasketøjet ind.

Det hele forårsaget af landbruget, som dengang udledte 77% af den samlede mængde kvælstof til fjorden. Dette beregnet af det daværende Nordjyllands Amt.

13. april 2024

* Kommentar fra EkstraBladet

“Danmarksdemokraterne stiller sig her i spidsen for et destruktivt virke fra den suverænt mest subsidierede branche i landet.

Et landbrug, der kvæler indre farvande, forgifter grundvand og altid klynker farisært om natur eller raser ude af proportioner, når de bliver bedt at holde op med at ødelægge Danmark af hensyn til deres egen indtjeningsevne.”

* Spørgsmål til ministeren om muslinger

Muslingerne er atter i vælten – igen som udsete frelsere og potentielle livreddere for døde danske fjorde. De små blåskallede skal på mirakuløs vis fjerne overskydende kvælstof fra vandet, så vi slipper for algeblomst, iltsvind og bundvendinger.

Desværre er det ikke er lykkedes at dokumentere effekten efter mere end tyve år med muslingeopdræt. Snarere tværtimod. Miljøministeren Magnus Heunicke har således netop besvaret spørgsmål nr. 519 (MOF alm. del) stillet 1. marts 2024 af Mette Abildgaard (KF). Hun spørger:

”Vil ministeren fremlægge en faglig vurdering af muslingeanlægs miljøeffekt på oprensning af vandmiljøet, herunder en vurdering af muslingernes rolle som virkemiddel sammenlignet med andre marine virkemidler og en vurdering af muslingeanlægs potentielle effekt ift. naturgenopretning i de hårdest belastede indre farvande og fjorde?”

Ministeren svarer:

“Baseret på eksisterende viden om muslingeopdræt, indikerer resultaterne præsenteret i det marine virkemiddelkatalog 2020 og senest i et litteraturstudie bestilt af forligskredskredsen bag aftale om Grøn omstilling af dansk landbrug, og præsenteret for samme forligskreds den 29. november 2023, at muslinger kan bruges som virkemiddel til at fjerne næringsstoffer fra havmiljøet, reducere vandets klorofylindhold og forøge vandets klarhed.

Miljøstyrelsen har oplyst, at der ikke forelægger den nødvendige viden om kvælstof- og miljøeffekten ved opdræt af muslinger i anlæg til, at virkemidlet generelt kan anvendes i relation til vandområdeplanerne. Ønskes denne viden tilvejebragt, bør der gennemføres et projekt, der skal afklare den præcise effekt og potentiale for at anvende muslingeopdræt som marint virkemiddel.”

Såvidt Magnus Heunicke. Hertil er kun at sige, at den danske stat (via landbruget) til dato har udbetalt mere ende 150 millioner tilskudskroner til muslingeopdræt. Uden nævneværdig effekt. Og “undersøgt” sagen i nu mere end tyve år.

Det hele er smukt sammenfattet i en anbefalelsesværdig artikelserie på websitet nejtilhavbrug.dk. Forfattet af Sanne Hørup fra Limfjordens Miljøråd. Af de syv artikler i serien fremgår, at det har været skønne spildte kræfter – med det eneste synlige resultat, at der i dag kan måles et tre meter tykt iltslugende slamlag under de ældste muslingefarme i Skive Fjord.

Fjorden er bogstavelig talt skidt ihjel af milliarder af muslinger, der ellers skulle have renset vandet for kvælstof. I stedet har ekskrementer fra de mange millioner små blå skaldyr kvalt alt liv under farmene i en fjord, der hvert år kvitterer med iltsvind og bundvendinger. De kommer nærmest på klokkeslet sensommer og efterår. Synligt for alle, når krabberne må kravle på land for at få vejret og undslippe svovlbrinten.

Det er dette problem, landbruget tilsyneladende ønsker eksporteret til andre danske fjorde, som også gisper efter vejret. Så man kan give også dem dødsstødet. Så man under dække af den ikke-eksisterende kvælstoffjernelse ufortrødent kan forurene videre også dér. Som om intet var hændt.

Så det behøver vi ikke undersøge yderligere. Selv om man i branchen naturligvis gerne vil fortsætte. Med endnu flere statstilskud, forstås.

Der findes jo ikke lettere tjente penge end tilskudsmillioner.

6. april 2024

* Til begravelse af Vejle Fjord

Netop i dag – lørdag den 6. april – blev Vejle Fjord så begravet. Vejle Fjord har ganske vist været død i lang tid og længe lugtet fælt. Faktisk i flere år. Det var derfor på tide at få fjorden stedt endeligt til hvile.

Begravelsen var arrangeret af Greenpeace og Danmarks Sportsfiskerforbund. Miljøminister Magnus Heunicke var inviteret, men optaget af Dronning Mary i Dyrehaven, som netop i dag udvidede aktiviteterne.

Folk kom fra nær og fjern for at se hinanden og blive set. Nogle sågar på TV, der var mødt op i dagens højtidelige anledning:

At fejre en fjord, der var død efter nogle årtiers massiv forurening med næringssalte fra primært landbruget. Tilsat en dosis bundtrawl og muslingeskrab for lige at få det sidste med op inden begravelsen.

Så døden var slet ikke nogen nyhed. Allerede for mere end tyve år siden tonede en ung Stiig Markager frem på landets TV-skærme og fortalte, at den var rivende gal – at vi var på rivende gal kurs. At det ville gå helt galt med havmiljøet, hvis vi ikke reducerede landbrugets udledning af kvælstof.

Og det valgte vi så ikke at gøre. Vi fortsatte bare ud ad samme tangent som hidtil, og en borgerlig regering med Lars Løkke (dengang Venstre, idag Moderaterne) i spidsen vedtog sågar en katastrofal Landbrugspakke, som tillod dansk landbrug at bruge endnu mere gødning og udlede endnu mere kvælstof til vandmiljøet. Det måtte gå galt, og det gjorde det så.

I en 70 timer lang videoundersøgelse af Vejle Fjord blev der i 2023 kun registreret én eneste fisk. En sikkert sulten skrubbe på desperat jagt efter det sidste måltid.

Vi ligger derfor, som vi har redt. Nogle har dog profiteret på det ødelagte vandmiljø – i kraft af tilskud fra velmenende fonde, som skal af med deres penge, og som gerne vil gøre noget godt med dem. Som derfor gavmildt giver penge til projekter med etablering af nye stenrev og nye ålegræsbælter.

Selv om de fleste fagfolk inderst inde godt ved, at det ofte ikke hjælper. Med mindre altså ålegræsset udplantes på strømstærke steder, hvor vandet er rent og klart nok i forvejen.

Stenrevene er en behagelig undtagelse. De virker bedre end ingenting, selv om artssammensætningen på revene stadig er stærkt begrænset af vandets klarhed og lysmængden.

Men når landbruget står for langt størsteparten af det udledte kvælstof i nyligt afdøde Vejle Fjord, så hjælper det desværre ikke meget at plante ålegræs. Der måske ikke engang kan gro i det algefyldte vand eller slå rod i de områder, hvor der måske stadig skrabes muslinger og ødelægges bundmiljø.

Syddansk Universitet har opgjort landbrugets andel af kvælstofudledningen til Vejle Fjord til 82 %. Dette inklusive et beskedent naturbidrag. Til sammenligning var det officielle tal for landbrugets andel af kvælstofudledningen til Mariager Fjord 77 %, da fjorden døde i 1997. Dette ifølge Nordjyllands Amt.

Professor Stiig Markager har beregnet, at Vejle Fjord i dag årligt modtager 968 ton kvælstof. Denne udledning skal reduceres med 244 ton til 724 ton, hvis fjorden skal genetableres og Danmark leve op til EU’s Vandrammedirektiv inden 2027.

Det kommer til at knibe gevaldigt med at nå det mål. Og det vil desværre tage yderligere 20-30 år, inden fjorden atter er i god form. Hvis vi altså stopper udledningerne lige nu og her.

Indtil videre foregår der mange steder et vellønnet spil for galleriet, som både landbrug og vandbrug længe har praktiseret. Faktisk behøver vi slet ikke liv i vandet – bare vi får tilskudspenge nok til at undersøge, hvorfor der ikke er noget. Selv om vi længe har kendt svaret.

– Greenwashing kalder vi det også på moderne dansk.

Fotograf: Flemming Højgaard Madsen

Taler: Carsten Jensen

6. april 2024

* ⌘ Randers ålegræs ⌘

* ⌘ Randers stenrev ⌘

* Tre ministre på rad

Da jordskredet ved Nordic Waste i Ølst Bakker var på sit højeste og jordskredet blevet til et landskred, satte hele tre socialdemokratiske topministre sig i ministerbilerne med kurs mod Randers.

Det var statsminister Mette Frederiksen, justitsminister Peter Hummelgaard og miljøminister Magnus Heunicke, som på denne måde ville komme deres partifælle, borgmester Torben Hansen, til undsætning. Han havde brug for hjælp, da ledelsen i Nordic Waste netop havde trukket stikket og stukket halen mellem benene.

Det er kun nogle få måneder siden, at nævnte ministertrio trak i de lange gummistøvler og trådte frem for folket og ned fra bjerget, mens jord og mudder ubønhørligt skred nedefter mod husene i landsbyen Ølst. Statsministerens budskab som landets øverste myndighed var klart og ikke til at tage fejl af:

– I skal lytte efter, hvad jeg siger i dag: Selvfølgelig er det ikke rimeligt, hvis det er børnene i Randers og de gamle, der skal betale den her regning.

Såvidt statsminister Mette Frederiksen midt under krisen og landskredet. Mens seertallene endnu var skyhøje og det hele derfor den lange tur og lidt landsdækkende TV værd.

Her blot nogle måneder senere har piben imidlertid fået en ganske anden lyd. Kort før påske sagde miljøminister Magnus Heunicke nemlig, at regningen formentlig vil ende hos Randers Kommune, hvis det ikke lykkes at få forureneren til at betale. Hvad intet tyder på vil ske.

Til dato har Randers Kommune modtaget 150 millioner kroner fra staten og selv lagt yderligere 120 millioner kroner ud. Det har en kommune på blot 100.000 borgere ikke råd til at finansiere selv, og udgiften hertil vil uundgåeligt gå ud over unge og gamle borgere samt kommende anlægsarbejder. Ikke mindst byens våde drøm om en kostbar klimabro.

Enhedslistens byrådsmedlem Frida Valbjørn er klar i spyttet over for DR:

– Randers Kommune kommer ikke til at kunne betale for det her selv, hvis ikke forureneren gør det. Hvis Nordic Waste-sagen kommer til at tage år med civile retssager, kommer vi potentielt til at stå i en situation, hvor vi skal lægge kommunale budgetter efter nogle penge, som vi måske får om flere år. Så bliver velfærdsområderne rigtig hårdt ramt.

Hun bakkes op af et andet byrådsmedlem, socialdemokraten Anker Boje:

– Nu er det tid til, at vi får garanti for, at vi ikke står alene. Alle de millioner, der nærmest hver dag ryger ud af kommunekassen, risikerer at blive taget fra andre områder. Det kommer til at gøre ondt, siger han til DR.

Nordic Waste kan således blive et jordskred, der kommer til at påvirke det snarlige kommunalvalg. Man kunne fristes til at kalde det et jordskredsvalg, men det skal jeg nok vare mig for.

Dertil er det alt for synd for borgerne i Ølst, som nu sidder tilbage med huse, der ikke kan sælges. Huse, ingen bank vil lade dem tage lån i. Stavnsbundne borgere med forurenet jord i baghaven. Jord, de ikke selv har forurenet.

Det store spørgsmål er derfor, om borgerne i Randers Kommune vil genvælge de politikere, der muliggjorde jordskredet?

6. april 2024

* Miljøskadeloven

Miljøskadeloven er en del af EU’s Miljøansvarsdirektiv, der skal sikre, at man som virksomhed ikke kan løbe fra sit ansvar i tilfælde af forurening eller andet.

Meget tyder nu på, at Miljøskadeloven fra 2007 ikke er det papir værd, den blev skrevet på. Med det berømte danske forbehold og i den danske udlægning har den slet ikke haft den tilsigtede virkning – at kunne stille skadevolderen økonomisk til ansvar. Faktisk er loven i den danske udgave på kant med EU’s egen lovgivning.

Det gjorde danske miljøeksperter allerede i 2007 opmærksom på. Alligevel vedtog Folketinget loven. Trods klokkeklar kritik fra to professorer i miljøret, Peter Pagh fra Københavns Universitet og Ellen Margrethe Basse fra Aarhus Universitet.

Og nu sidder vi andre så tilbage med aben. Den danske stat generelt og Randers Kommune specielt. Sidstnævnte ser lige nu ud til at måtte til kassen og betale selv.

Nordic Waste lukkede og slukkede nemlig, før myndighederne evnede at gøre noget. Ved at begære sig selv konkurs og løbe fra regningen. Og senest har ejerskabet af Nordic Waste så gjort det igen – sendt det tilbageværende DSH Recycling til rekonstruktion og mulig betalingsstandsning. Få dage før der kunne gøres krav over for også det.

Det er DSH Recycling, der ejer fabriksgrunden og har lejet den ud til Nordic Waste. Dygtigt gjort af dem. Men imponerende inkompetent af Randers Kommune og den danske stat at vente så længe.

Umiddelbart efter jordskreddet blev borgmester i Randers, Torben Hansen (S), ellers spurgt af medierne, om Nordic Waste ikke havde en forsikring, der dækkede skaderne?

– Det håber jeg da, svarede borgmesteren, men det håb havde kommunen ikke meget at have i. Kommunen troede åbenbart, at alt var sikkert, når man havde en milliardær som Torben Østergaard Nielsen i ejerskabet. Så ville han selvfølgelig rydde op efter sig. Han havde jo råd til det.

Men dér tog kommunen fejl. Der var ikke krævet nogen sikkerhedsstillelse fra Nordic Waste i tilfælde af konkurs. Den mulighed havde myndighederne og Miljøskadeloven slet ikke taget højde for, da man gav miljøtilladelsen.

Efterfølgende viste det sig så oven i købet, at Randers Kommune også selv havde svigtet – både med hensyn til miljøtilladelser og miljøkontrol. Der var slet ikke styr på tilladelserne, og der var overhovedet ikke udført den fornødne kontrol med aktiviteterne. Ikke én eneste tilsynsrapport havde kommunen udarbejdet i 14 kritiske måneder, hvor jorden ellers allerede var begyndt at skride.

Men hvad måske allerværst var: Kommunen havde undervejs totalt overhørt og ignoreret de advarsler, mundtlige såvel som skriftlige, man havde modtaget fra bekymrede borgere i området og politikere i byrådet. Advarsler om netop risikoen for et kommende jordskred. Havde man blot taget disse advarsler alvorligt og grebet ind i tide, var katastrofen sandsynligvis aldrig indtruffet.

Nu senest er det så kommet frem, at Randers Kommune meget vel kan komme til at sidde tilbage med hele regningen. Fordi miljøskadeloven kun dækker, når der er penge tilbage at hente i forurenerens virksomhed. Hvad kommunen netop ikke havde sikret sig, der ville være – ved krav om forsikring. Man havde sågar anmeldt sit krav to dage for sent.

Medvirkende årsag er måske også, at kommunen ikke har ført det fornødne tilsyn med den forurenende virksomhed og dermed muligvis har pådraget sig en del af ansvaret. Det vil tiden vise. Efter sikkert en stribe udmarvende retssager ved diverse domstole.

Måske vi står overfor en ny Brixtofte-sag som den, vi kender fra Farum Kommune.

6. april 2024

* 325 millioner til et bedre vandmiljø

Miljøminister Magnus Heunicke (S) skal nu til at levere på sine løfter om et bedre vandmiljø i de indre danske farvande. Det gør han med en beskeden pose penge på 325 millioner kroner. Beskeden, hvis man sammenligner med de 12 milliarder kroner, dansk landbrug hvert år får til at ødelægge samme vandmiljø.

Miljøets Magnus og Havets Minister vil bruge pengene på at opkøbe jord, anlæg og bygninger, som i dag blokerer for kvælstofreducerende projekter. Pengene er en del af den akutpakke, som er afsat på finansloven til forbedring af vandmiljøet.

Akutpakken lyder på i alt 405 millioner kroner, hvoraf de første 80 allerede er øremærket til udtagning af lavbundsjorde. Inden disse forsvinder af sig selv. Ministeren henviser til, at Danmark i efteråret registrerede det kraftigste iltsvind i danske farvande i 20 år.

Med landbrugsaftalen fra 2021 blev det aftalt, at udledningen af kvælstof skal reduceres med 18.000 ton ud af den samlede årlige udledning på 55.000 ton. Og at dette skal ske senest i 2027. Der skal i sandhed fart på, hvis det skal lykkes.

Magnus Heunicke vil derfor have fokus på at fjerne mest muligt kvælstof i de farvande, der er hårdest ramt af iltsvind. De inderste farvande med den ringeste vandudskiftning. Ved lanceringen af akutpakken proklamerede miljøministeren følgende i en pressemeddelelse:

– Mit oplæg til partierne er, at langt hovedparten af de 325 millioner kroner bruges til at opkøbe jord, bygninger eller anlæg, som i dag er barrierer for, at store kvælstofreducerende projekter rent faktisk lykkes. Det vil jeg i dag drøfte med partierne og høre deres prioriteter.

Udspillet kommer, efter at ministeren har mødt massiv kritik for manglende handling efter sidste års rekordstore iltsvind og Heunickes efterfølgende personlige løfte om at ville være “Havets Minister”.

Dette løfte fremkom han med i september 2023, hvor det fremgik af en rapport fra Aarhus Universitet, at årets iltsvind var på et “sjældent højt niveau”.

Nu venter vi så på konkrete tiltag fra Havets Minister. Men 325 millioner éngangskroner er altså en lillebitte dråbe i det store hav, som landbruget får 12 milliarder EU-kroner til at forurene.

Hvert eneste evige år.

6. april 2024

* Af en partihoppers bekendelser

Partihopper Mads Fuglede har følt trang til at lette samvittigheden. Han var nemlig fiskeriordfører for landbrugspartiet Venstre, inden han for ganske nylig valgte at skifte hest i vadestedet.

Han steg om til Inger Støjbergs Danmarksdemokrater, hvor han blev vel modtaget. Nok endda med (en smule) skadefryd. Støjberg har naturligt nok haft et horn i siden på sit gamle parti Venstre, siden de valgte at stille hende for Rigsretten i sagen om barnebrude.

Det resulterede som bekendt i en fængselsstraf på 60 dage, der dog blev siddet af med fodlænke i hjemmet i nordjyske Hadsund. Samt nok en del resterende bitterhed hos partiformandsperson Støjberg, der jo er født af den jyske muld – med en bror, der har overtaget slægtsgården.

Men tilbage til den nye Danmarksdemokrat, der har følt sig foranlediget til at lette sit landbrugshjerte i Altinget. Mads Fuglede skriver her, at det vist slet ikke står så galt til med fiskebestandene i danske farvande. Dem, han som fiskeriordfører hos Venstre selv var med til at trække tæppet væk under. Med kvælstofgødning, iltsvind, bundtrawl og muslingeskrab.

Mads Fuglede skriver på Altinget, at de nuværende dommedagsprofetier omkring fiskebestanden i de indre danske farvande tegner et forkert billede:

“Der er nemlig fortsat liv i de danske have”, påstår han og fortsætter: “Vi skal derhen, hvor vi kan opretholde bæredygtige bestande, samtidig med at vi har et sundt fiskerierhverv”.

Det oprindelige indlæg blev bragt den 11. marts, hvor Fuglede stadig var fiskeriordfører for Venstre. Og nu igen den 31. marts, hvor han er hoppet over til Danmarksdemokraterne. En avanceret måde at få dobbelt mediedækning på sine indlæg som partihopper. Specielt da når man ellers ville være røget ud af Folketinget ved næste valg. På grund af egne og partiets gerninger.

Hvorfor Altinget så vælger at bringe nøjagtig det samme indlæg igen, får stå hen i det uvisse. Men det viser i hvert fald, at det er magtpåliggende for Fuglede at vaske hænder for sine tidligere gerninger og markere sig som ny ven af fiskerierhvervet hos Støjberg. For der bliver altså ikke flere fisk og mindre fiskeri af at skifte parti. Ejheller af at tale det op.

De indre danske farvande gisper stadig efter vejret. Stenbideren er stadig ved at være udryddet – torsken i de indre danske farvande ligeså. Løsningen er ifølge Mads Fuglede, at vi skal tage Fiskerikommissionens anbefalinger om at håndtere sæler og skarver seriøst. Selv om disse vel også skal have til dagen og vejen – i form af nødvendig føde.

Mads Fuglede har ikke uventet ikke ét eneste ord om landbrugets massive udvaskning af kvælstof, der resulterer i algeblomst, iltsvind og fiskedød. Han er jo som partiboss Inger selv formet af den danske muld og kender til lugten af gylle.

Fuglede har heller ikke et ord om (nødvendige begrænsninger i) det altødelæggende muslingeskrab og bundtrawl, der er den virkelige synder. Som ikke blot decimerer fiskene, men også ødelægger deres levesteder og fremtidsmuligheder.

Fiskerierhvervet har i Mads Fuglede fået sig en ny sand ven hos Danmarksdemokraterne.

Det har miljø og fisk desværre ikke.

6. april 2024

* Nordic Waste går til filmen

Fortællingen om jordrensningsvirksomheden Nordic Waste i Ølst Bakker syd for Randers har udviklet sig fra et drama til noget nær en farce. For beboerne i landsbyen Ølst til en regulær tragedie.

Ifølge Dagbladet Information overvejer instruktøren Adam Price nu at lade sagen indgå som del af serien “Borgen”. I det østjyske jordskred gemmer der sig nemlig så meget drama, at det har været oplagt at lade fiktionen inspirere af virkeligheden.

Her er en hel landsby, som har været truet med at blive levende begravet. I en slowmotion flom af jord og mudder, der langsomt bevæger sig østover, dækkende alt i sit spor. Her er en lille slyngende å, der trues af jorden, og som selv truer med at gå over egne bredder og forurene hele landskabet med en giftig cocktail af PFOS, tungmetaller og tjærestoffer.

Alt dette i et landskab med bjerge af brunt mudder, grå flyveaske og hvid Microfiller fra Ålborg Portland, der jo har rigtig gode relationer inde på Borgen. Og som måske derfor nyder enorme klimarabatter hos statsministeren, der tilfældigvis har valgkreds i netop Ålborg. I sig selv nok til et helt filmmanuskript.

I løbet af 2023 tårnede bjerge af hvid Microfiller sig op hos Nordic Waste. I en sådan grad, at det på afstand fik de brune bakker i Ølst til at ligne et skisportssted i Alperne. Med flere giftige stoffer i undergrunden, end lokale politikere kunne overskue eller ville vide af. Men som eftertiden nok skal vide at fortælle historien om.

Nogle af giftstofferne havde man sågar selv importeret – mod behørig betaling og med myndighedernes fulde velsignelse. Eksempelvis det meget giftige evighedsstof PFOS. Andre blev måske slæbt ind under radaren i de 14 måneder i træk, hvor kommunen helt havde droppet de regelmæssige tilsyn med giftige aktiviteter på fabrikken og samtidig optrappet transporten af “lettere forurenet jord” fra havn til bakker.

Det resulterede i en lind strøm af tungt læssede lastbiler, der holdt klar ved indkørslen. Hver dag i det tidlige morgengry. Klar til at læsse af i det tilsyneladende uendeligt store hul i den gamle lergrav. Over en tilsyneladende og forhåbentlig tæt lermembran.

Stofferne i den “lettere forurenede jord” viste sig efterfølgende at være så mange og så giftige, at hele tre socialdemokratiske ministre på én gang måtte forlade Borgen, sætte sig i ministerbilerne, trække i de lange lånte gummistøvler og vise sig for folket i bjergene af skridende gråt mudder fra Ølst Bakker.

– Hovedlandet var besat, forlød det lokalt. Af partitropper fra Djævleøen.

1. april 2024

* Borger nummer 100.000

Landets sjetterigeste mand havde forinden trukket stikket og efterladt Nordic Waste og Ølst Bakker til kommunen. Til stor og dydig forargelse i den socialdemokratiske landsledelse, der straks gav ejeren af Nordic Waste hele skylden. Og status som superskurken, der nu skulle udstilles offentligt og forfølges med alle tænkelige midler.

Efter sig trak ministertrioen en flom af ivrige pressefolk og filmfotografer, der skulle forevige det uvirkelige fænomen af skridende gråt mudder, sorte røjsere og skriggrønne sikkerhedsveste. Billederne kunne nøjagtig lige så godt stamme fra slagmarken i Ukraine. Kampvognene fra Donetsk var lige så rustrøde som maskinerne fra Ølst. Og mudderet lige så gråt.

Ministertrioen havde også forladt den sikre og faste stenbro for at støtte partifællen, der jo var blevet borgmester i Mudderets by Randers. På falske forudsætninger. Nu skulle der renses jord og tjenes penge. Mange penge. Og skabes nye arbejdspladser til den vækstramte kommune.

Her var man så vild med vækst, at administrationen midt under det største jordskred i Danmarkshistorien stod klar med blomster og chokolade, da borger og bysbarn nummer 100.000 valgte at komme til byen og verden:

Det var den lille Ida, som blev født i en flom af skridende mudder og flygtende politikere. Adam Price overvejer nok lige nu, om der ikke stof nok til en hel ny serie og ikke blot endnu et afsnit af “Borgen”:

– Det er naturen og sagesløse mennesker, det her, udtaler han til Dagbladet Information. For i landsbyen Ølst kan de ikke længere komme af med deres huse. De er usælgelige efter det giftige jordskred. Et helt livs opsparing er skredet sammen med mudderet og en inkompetent administration.

Selv aviser i det store udland beretter om det famøse landskred. Udenlandske journalister rejser sågar hertil for ved selvsyn at besigtige de skridende jordmasser og fortælle historien for deres undrende læsere. Lille Randers er for alvor kommet på det store verdenskort. Ikke på godt – kun ondt.

Det forlyder ikke, om der bliver tale om en farce, et drama eller en dokumentar fra instruktør Price. Ja, måske nærmere en dramadokumentar. Der er stof nok til mange afsnit af det hele i de skridende masser af gråt mudder. Der er ikke kun gift og tungmetaller i pløret.

Måske Nordic Waste også går til musikken på et tidspunkt. Som det jo senest er sket med selveste vort nationale klenodie og arvestykke, filmserien “Matador”. Måske ender Nordic Waste som ballet?

Man ser det for sig: De langsomt skridende jordmasser, der uophørligt nærmer sig de små huse i den lille landsby, hvor skræmte beboere danser rundt langs scenekanten.

Drømmen for enhver koreograf med hang til gummistøvler…

1. april 2024

* “Lettere forurenet jord”

Den ganske danske befolkning har siden årsskiftet 2023/2024 hørt rigtig meget om “lettere forurenet jord”. For der var jo kun lettere forurenet jord ved Nordic Waste. Troede man eller påstod man i hvert fald.

Herefter eksporterede man så overskydende jord til nabokommunerne, der ikke vidste bedre end at tro på deklarationen om den lettere forurenede jord. Som siden viste sig nærmere at være “tungere forurenet” – at indeholde tungmetallet barium i mængder langt over det tilladelige.

Men hvad dækker begrebet “lettere forurenet jord” egentlig over? Det kan jo umiddelbart lyde ganske uskyldigt.

Det er imidlertid ikke tilfældet. Selv lettere forurenet jord kan være farlig at komme i kontakt med – det være sig udvortes ved berøring eller indvortes ved indtagelse. Det sidste gælder primært mindre børn, der jo har det med at putte jord i munden. Det gør vi voksne kun sjældent. Vi nøjes med at have det i hovedet.

Det kan også være farligt at dyrke grøntsager i forurenet jord for siden at spise dem. Om de så er dyrket nok så økologisk – uden brug af kunstgødning, Roundup eller andet ukrudtsmiddel. Om jorden så kun er lettere forurenet, som man fik tudet ørerne fulde af og om i Ølst.

Men hvordan definerer fagkundskaben egentlig “lettere forurenet jord”? Hvad er der eller kan der være i den af stoffer, man ikke bør indtage eller komme i kontakt med?

Lettere forurenet jord kaldes også for “kategori 2 jord”. Man opererer nemlig med fire kategorier jord:

Klasse 1: Ren jord, der frit kan anvendes. I altankasser, haver, børnehaver og til dyrkning af grøntsager.

Klasse 2: Lettere forurenet jord, der kan genanvendes inden for matriklen. Typisk til bygge- og anlægsarbejder.

Klasse 3: Forurenet jord til rensning eller deponering. Klasse 3 omfatter forurenet jord, der i regelen skal renses og/eller deponeres.

Klasse 4: Kraftigere forurenet jord til rensning med eventuelt efterfølgende deponering. Aldrig dumping uden rensning.

“Lettere forurenet jord” kan typisk stamme fra gamle bymidter, der gennem årene har set og modtaget lidt af hvert. Jorden herfra er derfor ikke længere ren, men lettere forurenet, og den skal derfor behandles med forsigtighed og opbevares rigtigt.

Lettere forurenet jord indeholder meget ofte oliekomponenter, der kan stamme fra spild af olie, diesel eller benzin. Fra private oliefyr til større benzinstationer.

Lettere forurenet jord kan også indeholde tjærelignende stoffer, der typisk stammer fra asfalt og dæk. Endelig kan lettere forurenet jord indeholde forskellige tungmetaller, der stammer fra udstødningsgasser og afbrænding af forskellige produkter.

På denne baggrund kan “lettere forurenet” jord således være ganske forurenet og indeholde adskillige stoffer, man bestemt ikke selv skal indtage eller lade sine børn komme i kontakt med.

Betegnelsen “lettere forurenet” kan derfor virke noget misvisende for almindelige mennesker. Den er nemlig ikke “kun” lettere forurenet. Det er forurenet i forskellige grader og med forskellige stoffer.

Indholdet af forskellige miljøskadelige stoffer skal ligge under et vist fastsat niveau, for at jorden skal kunne klassificeres som kun lettere forurenet. Når man fastsætter disse grænseværdier, gøres det ofte på et uhyre spinkelt grundlag.

I bedste fald baseret på afrapporterede dyreforsøg.

1. april 2024

* Cocktail-effekten

Al respekt for tal og grænseværdier for diverse miljøfarlige eller i hvert fald miljøfremmede stoffer. Dem er der brug for i et intensivt og industrialiseret moderne samfund, hvor utallige kemiske stoffer er i stadigt stigende omløb.

Problemet med disse grænseværdier er som ovenfor nævnt, at de i reglen er baseret på dyreforsøg, og at mange af tallene er arbitrære værdier – fastsat fordi der nu engang skulle fastsættes nogle konkrete tal at administrere efter. De er fastsat ud fra sikkerhedshensyn, der langt fra altid er veldefinerede.

Når man undersøger et stof for at finde frem til grænseværdier for anvendelse og indhold, udsætter man normalt forsøgsdyr for stedse stigende doser, indtil man ser en synlig effekt – baseret på en registreret dødelighed. Man taler ofte om den koncentration af stoffet, der resultater i en dødelighed på 50% af forsøgsdyrene.

Man taler også om varigheden af eksponering for stoffet – ud fra en antagelse af, at længere tids eksponering også kan have dødelig virkning. At giftighed ikke behøver være en akut virkning.

Og så er der lige det triste faktum, at man altså kun får tal for de stoffer, man analyserer for. Et banalt, men meget ofte overset forhold. Jord- og vandprøver viser kun de stoffer, man har valgt at analysere for. De kan indeholde masser af andre og muligvis endnu farligere stoffer.

Når man analyserer eksempelvis jord og vand for indhold af skadelige stoffer, køber man i reglen såkaldte analysepakker, hvor der automatisk analyseres for et antal helt bestemte stoffer – og kun dem.

Det så vi tydeligt i de analysepakker, som kommunerne i forbindelse med Nordic Waste har anvendt i deres undersøgelser af Alling Å og Grund Fjord. Her blev der i starten kun testet for tungmetallerne bly, cadmium, chrom, kobber, nikkel og zink. I en billig samlet pakke.

Af uransagelige årsager blev der ikke fra starten testet for det farligste af alle tungmetaller – kviksølv. Måske fordi man ikke ønskede at kende til, om der var kviksølv til stede. Måske fordi stoffet ikke indgik i de anvendte testpakker. I mellemtiden har man heldigvis udvidet med test af yderligere stoffer – kviksølv inklusive. Tommel op for det.

En anden ofte overset detalje er den såkaldte “cocktail-effekt”, der ikke har det mindste med drinks og alkoholiske drikke at gøre.

Én ting er nemlig effekten af et enkelt specifikt stof alene. En helt anden er, når det optræder sammen med andre miljøfarlige eller miljøfremmede stoffer. Da kan den reelle effekt af et enkelt stof være langt større end det enkelte stof isoleret set. Den lille tue, der kan vælte det store læs.

Cocktail-effekten er velkendt, men størrelsen af den er uhyre vanskelig at vurdere, da den afhænger af utroligt mange faktorer. Vi famler derfor som oftest i blinde, når vi fastsætter grænseværdier for potentielt farlige stoffer.

Vi aner ikke eller kun sjældent, hvordan de pågældende stoffer kan interagere med hinanden – og os selv.

Det er desværre ingen aprilsnar.

1. april 2024