Aktuelt 2. kvartal 1998

*  Dom til dambruger

En dambruger, som tidligere blev idømt en bøde på kr. 68.000 ved byretten, fik igår ved Vestre Landsret skærpet dommen og bøden til kr. 95.000.

Dambrugeren, der driver tre brug ved Års og Løgstør, havde fodret mere i 1991 og 1992, end han havde tilladelse til ifølge sin miljøgodkendelse. Landsretten konfiskerede endvidere de 384.000 kroner, som han havde tjent ved den ulovlige overfodring.

Vestre Landsret har mere end 100 tilsvarende sager liggende til domsfældelse.

30. juni 1998

Steen Ulnits

* Uranmine i naturreservat…

De oprindelige beboere i Australien – bedst kendt som “the aboriginals” – har aldrig haft det let. Helt galt gik det dog først, da den hvide mand kom til landet og tog deres jord fra dem. En pendant til indianerne i Nordamerika.

250 km øst for byen Darwin i Australiens Northern Territory ligger Kakadu National Park – et tropisk sumpområde på omkring 20.000 kvadratkilometer. Området ejes af Mirrar-folket, som har boet her siden tidernes morgen – uden at ændre på noget.

Nu vil de australske myndigheder imidlertid åbne en uranmine klods op af parken – i en del af landskabet, som økologisk hører med til reservatet. Området huser nemlig meget rige forekomster af uran, som idag indbringer en høj pris på verdensmarkedet – primært som råbrændsel til atomkraftværker. I forvejen er Australien en af verdens største eksportører af uranoxid – med en samlet eksport sidste år på 5.700 tons malm, svarende til en værdi af næsten 1,5 milliard kroner.

Der ligger i forvejen en uranmine i området, men den er ved at løbe tør for uranoxid. Derfor planlægger myndighederne nu en ny og større mine, som det vil koste mange millioner at anlægge. Man har allerede brugt op mod 500 millioner på faciliteter og infrastruktur til den gamle mine, og dem vil man gerne have forrentet bedst muligt.

Imidlertid er Mirrar-folket imod udbygningen – miljøorganisationerne også. Samtidig har de seneste meningsmålinger vist, at et flertal af australiere i det hele taget også er imod planerne. Mange australiere er derfor rejst nordpå for at vise deres modstand mod projektet, hvilket indtil nu har resulteret et halvt hundrede arrestationer – heriblandt flere fra Mirrar-folket, der nu ikke længere selv må opholde sig på deres egen jord. Den politiske stemning er derfor vendt, og Labour-partiet lover at stoppe udbygningen, hvis der kommer et valg og de vinder.

Kakadu National Park besøges årligt af omkring 300.000 turister med interesse for natur og miljø – de såkaldte “økoturister”, der på denne måde lægger mange penge i lokalsamfundet. De vil næppe blive ved med at komme til området, hvis det fremover skal prydes af en giftig uranmine…

Læs også “Giftudslip i Naturreservat” fra den 2. maj længere nede på denne side. Minedrift er dødsensfarlig for omgivelserne!

29. juni 1998

Steen Ulnits

*  Nye kæmpetrawlere til dansk industrifiskeri

Den danske flåde af fiskefartøjer til industrifiskeri er ved at være slidt op. Gennemsnitsalderen for de anvendte både nærmer sig 30 år, og inden for det næste tiår vil de alle være faldet for aldersgrænsen. I Esbjerg frygter man derfor, at industrifiskerihavnen vil afgå ved døden – med tab af arbejdspladser til følge.

Esbjerg Fiskeindustri, som ejes af fiskerne selv, har derfor barslet med en plan om en ny industritrawler i kæmpeklassen – et 80 meter langt containerskib, som kan laste 15 containere, og som har fryseanlæg ombord. Det nye fartøj vil koste omkring 85 mio. kroner og skal erstatte syv gamle industritrawlere, som løbende vil blive taget ud af driften de næste fem år. På den måde øges fiskerflådens samlede kapacitet og fangst ikke. Esbjerg Fiskeindustri er samtidig indstillet på at investere omkring 20 mio. kroner i nye kajanlæg, der kan tage mod containere fra det nye skib.

Fødevareministeriet er positivt indstilet over for ideen og har derfor bevilget 1,5 mio. til fortsat arbejde med projektet. Den positive holdning skyldes ikke mindst, at man med et sådant fryseskib vil kunne bringe fisk af langt bedre kvalitet end hidtil i land – fisk af en så høj kvalitet, at de som fiskemel kan bruges i den økologiske landbrugsproduktion. Størsteparten af det producerede fiskemel bruges nemlig til fremstilling af foderpiller til fisk, fjerkræ og husdyr.

Det nye containerskib forventes at kunne bringe 35.000 tons industrifisk i land om året – til en samlet værdi af 30 mio. kroner. De syv fartøjer, som det nye skib ifølge gældende EU-bestemmelser skal erstatte, bringer idag 70.000 tons industrifisk i land. Esbjerg-fiskerne ønsker derfor reglerne ændret, så den samlede fangst bibeholdes.

29. juni 1998

Steen Ulnits

* Præst prædiker om død fjord

Sognepræst Knud Erik Lægsgaard, som mange så på TV sidste sommer, da han prædikede om menneskets grådighed i forbindelse med Mariager Fjords død, blev ikke populær blandt de lokale landmænd. Dem, der ifølge Nordjyllands Amt havde og har 77% af skylden for fjordens død. De blev så utilfredse med, hvad præsten prædikede, at de klagede til hans foresatte og beskyldte ham for embedsmisbrug. For i DR-Journalens udsendelse “Dagen efter Dommedag” at promovere egne meninger iført fuldt ornat.

Provst Søren Ruager og hans foresatte, biskop Kjeld Holm – har nu meldt tilbage. Provsten gav præsten en formaning om i fremtiden at holde prædiken og debat klart adskilt – og kun pleje forsigtig omgang med medierne… Biskoppen derimod frikendte sin præst, hvis prædiken han ikke havde noget at udsætte på. Og præsten selv føler sig ikke misbrugt af DR.

Fortaleren for de klagende, landmand Helge Ribe, blev først forbavset – siden gal, skriver Jyllands-Posten. Han mener ikke, at man som landmand går i kirke for at blive skældt ud.

– Måske så mange landmænd blot går i kirke for at få syndsforladelse? – Aflad for at aflive Danmarks måske smukkeste fjord?

29. juni 1998

Steen Ulnits

* – Catch & Release ved Skjernå?

Skjernå-laksen er truet på livet og har været det længe. Det er i Skjernå, at de sidste og sørgelige rester af en natulig dansk laksebestand stadig lever. Helt præcis på en få hundrede meter lang strækning af den nederste del af tilløbet Karstoft Å.

Her gyder en lille håndfuld laks, som er truet fra flere sider. Dels af miljøet, som ikke altid er gunstigt for opvækst og gydning. Dels af erhvervs- og fritidsfiskere i Nordatlanten og på Ringkøbing Fjord. Og dels af de lystfiskere, som efterstræber dem i selve Skjernå.

Det er svært at argumentere for, at der overhovedet skal fiskes efter en udryddelsestruet art. Men det er samtidig lystfiskernes skyld, at der den dag idag overhovedet stadig er laks i Skjernå.

Nye restriktioner for fiskeriet i Ringkøbing Fjord og Skjernå trådte i kraft i september forrige år. Restriktioner, der begrænser fiskemulighederne for alle – erhvervsfiskere såvel som fritidsfiskere og lystfiskere.

Men lystfiskerne har en trumf i ærmet, som de øvrige fiskere ikke har: De kan nemlig fange og genudsætte fiskene, så de alligevel kan deltage i gydningen. Som lystfisker kan man nemlig dyrke Catch & Release (C&R), som amerikanerne har gjort det med truede fiskebestande i årtier.

En enkelt af de foreninger, der har fiskevand ved Skjernå, har netop indført delvis C&R for sine medlemmer. Man har besluttet, at man ikke længere selv vil være medvirkende til at decimere gydebestanden af vilde laks i Skjernå.

Derfor har man pålagt sine medlemmer at genudsætte alle fangede laks, som ikke er mærket – som ikke har en afklippet fedtfinne. Alle opdrættede og udsatte laks har nemlig fået klippet det lille adelsmærke af, så man straks kan se, at det ikke er vildfisk. Efter bedste amerikanske forbillede. I Stillehavsstaterne Washington, Oregon og California har man siden 70’erne benyttet sig af tilsvarende regler – med stort held.

Fanger man således en Skjernå-laks uden fedtfinne, er det med sikkerhed en udsat laks. Og den kan man med god samvittighed hjembringe uden at true vildfiskene. Men fanger man en laks med intakte finner – med hel fedtfine – er der efter al sandsynlighed tale om en vildlaks, som altså skal genudsættes.

Foreløbig er det kun en enkelt forening, der har indført denne frivillige fredning. De øvrige foreninger langs Skjernå har endnu ikke været villige til at gøre det samme.

– Men det må da være bedre at få lov at fiske – og genudsætte vildfiskene – end slet ikke at måtte fiske, fordi bestanden nu engeng er truet?

Her gør vi vist bedst ved at gribe i egen barm, før myndighederne gør noget…

20. juni 1998

Steen Ulnits

* Nye 4-takts kæmper fra Honda

Det var japanske Honda, der som de første lancerede en 4-takts påhængsmotor for 34 år siden. Der som de første troede fuldt og fast på denne teknologi, der betyder mindre støj, lavere brændstofforbrug og reduceret forurening af både luft og vand.

Men det skulle tage mere end 30 år, før verden – og de øvrige producenter – for alvor fik øjnene op for 4-takts teknologiens klare fordele. Idag har samtlige producenter således 4-taktere på programmet, men Honda fører stadig klart med et sortiment, der rækker fra en lille 2 HK model til den netop lancerede nyhed på hele 130 HK.

Det var først, da Honda for et par år siden lancerede sin 3-cylindrede 45 HK’er, at danske småbådsfiskere for alvor tog 4-takterne til sig. Her var endelig en motor, der på den ene side var stor nok til at trække en typisk 5 meters trolling-båd ud af vandet – og på den anden kunne gå i trolling-fart i timevis uden at kokse til som en anden olieforbrugende 2-takter.

Siden blev Honda’s 4-taktere større og større. Først med lanceringen af to nye modeller på henholdsvis 75 og 90 HK – begge baseret på den velkendte Honda Civic bilmotor. Og nu senest med kæmper på 115 og 130 HK – motorer, hvis motorblok stammer fra Honda Accord bilerne.

Læs mere om de nye 4-takts kæmper i en kommende artikel under “Fiskebåde”. Specielt interesserede kan læse meget mere om 4-taktere og 2-taktere i min nye “Håndbog i Småbådsfiskeri”, som du finder under “Bøger”.

11. juni 1998

Steen Ulnits

* Nej tak til renere sø…

Skanderborg Sø hører til de mest næringssalt-forurenede danske søer. Så såre solen om foråret får magt, blomstrer algerne op og gør vandet totalt uklart. Sommeren igennem kan man se bræmmer af de blågrønalger, der dels får vandet til at ligne blågrøn maling – dels kan være giftige for fisk, fugle og pattedyr.

Århus Amt, som på mange måder hører til den danske elite, hvad miljøforbedrende tiltag angår, ejer sammen med Skanderborg Kommune omkring en tredjedel af søen. Resten er på private hænder. Amtet lod i 1995 foretage en undersøgelse af vandmiljøet, som resulterede i et forslag om biomanipulation af søen – om stop for yderligere tilledning af næringssalte fra oplandet samt opfiskning af store mængder skidtfisk.

Såvel amtspolitikerne i Århus som de kommunale politikere i Skanderborg bakkede op om forslaget og fandt hurtigt frem til de fornødne økonomiske midler. Men bedst som man var klar til start, indløb der protester fra et antal lodsejere ved søen. Man ønskede IKKE en rensning af søen via biomanipulation…

De implicerede lodsejere frygter flere ting. Dels er man bange for, at opfiskningen af skidtfisk skal gå ud over søens gode bestand af sandarter. På samme måde er man bange for, at en massiv udsætning af geddeyngel ligeledes skal skade sandarterne. Man frygter endvidere, at voddragning efter skidtfiskene skal rode alt for meget op i søens bund. Og at fjernelse af skidtfiskene vil medføre en massiv opblomstring af dansemyg i og omkring søen.

I det hele taget er man slet ikke interesseret i en klarvandet sø. Man er mere interesseret i at bibeholde den uklare Skanderborg Sø, som man har idag. Med en god bestand af værdifulde sandarter og en stor bestand af skaller og brasen, som lokker medefiskere til fra nær og fjern – med gode turistindtægter til følge.

Amtet ved ikke helt, hvad ben de skal stå på i den nuværende situation. Så lige med det samme sker der nok ikke noget. Men som amtet siger:

– Skal søen rense sig selv, vil det tage mindst 50 år. Skal vi gøre det ved biomanipulation, tager det kun 5 år at få en klarvandet sø i økologisk balance.

Banen er kridtet op til endnu en dyst om miljøet i Skanderborg Sø!

2. juni 1998

Steen Ulnits

* Mere præcision på GPS’en

Det nuværende GPS navigationssystem, som gør brug af satellitter ude i verdensrummet, har en nøjagtighed i positionsbestemmelse på i praksis 50-100 meter.

Det kan lyde imponerende, men er det ikke. GPS systemet er nemlig i stand til at positionsbestemme med en nøjagtighed på 5-10 meter – hvis ellers ens GPS modtager er i stand til at fjerne den fejlkode, som det amerikanske militær har lagt ind i systemet. En såkaldt “scrambling” af signalet, der i en krigssituation skal hindre fjender i at udnytte systemets præcision til egen fordel.

Det amerikanske militær har længe talt om at fjerne denne scrambling, så den civile verden kan få det fulde udbytte af GPS systemet. Faktisk regnede man med, at en sådan frigivelse ville findes sted omkring år 2000.

Nu ser der imidlertid ud til at skulle gå yderligere 5 år. Det amerikanske militær ønsker nemlig at indlægge muligheden for en ny scrambling, der kan kobles til i en krigssituation. Og det tager altså 5 år at få en sådan ny kodning indarbejdet – dertil helt nye satellitter.

Indtil da må vi således leve med vor differential-GPS, når nøjagtigheden skal helt ned på nogle få meter. Med de ulemper, som D-GPS nu engang har.

2. juni 1998

Steen Ulnits

* No. 114.683 på langfart

Havørreder kan vandre vidt omkring – det vidner mange mærkningsforsøg gennem tiderne om.

Seneste eksempel stammer fra Tyskland, hvor en tysk kystfisker fangede en dansk havørred på 1,23 kg, 47 cm lang. Fisken viste sig at være mærket i rygfinnen – at bære nummer 114.683 og stamme fra en udsætning længst inde i Randers Fjord året før.

Fisken, som blev fanget på flue under en haglbyge i Wismar Bugten den 4. april 1997, var blevet udsat i Gudenåens munding den 12. april 1996. Den var da 22 cm lang og vejede omkring 80 gram.

På sin mere end 300 km lange vandring sydover havde den således lagt 1,15 kg på i tyngden og 25 cm i længden – på mindre end ét år.

Det viser med al ønskelig tydelighed, at vi i vore indre farvande har noget nær ideelle vækstbetingelser for havørred. Og at disse derfor kan vokse sig rekordstore på rekordtid – hvis de altså får lov til det. Hvis de formår at undgå de enorme mængder nedgarn, som de konstant må løbe spidsrod gennem…

1. juni 1998

Steen Ulnits

* Omsætningsforbud en realitet!

Så blev politikerne på Christiansborg endelig færdig med den seneste revision af saltvandsfiskeriloven.

Den nye lov indeholder det længe ønskede omsætningsforbud for fisk fanget af sportsfiskere og fritidsfiskere. Kun fisk fanget af registrerede erhvervs- og bierhvervsfiskere må nu videresælges.

Vi kan nu håbe på, at det vil sætte en stopper for eller i det mindste begrænse den udbredte sorte handel med fisk fanget af fritidsfiskere – fisk, som omsættes uden om både told- og skattevæsen. Fisk, som påfører erhvervsfiskerne, der jo skal leve af det, en urimelig konkurrence. Og fisk, som ofte er ulovligt fanget – i fredningstiden, i fredningszoner eller med ulovlige redskaber.

Så husk på, at det fremover er kriminelt – intet mindre – at sælge fangede fisk, hvis man ikke er en registreret erhvervs- eller bierhvervsfisker. Også hvis de er fanget på stang og line!

Næste skridt bliver så en nedsættelse af det antal monofile nedgarn, som fritidsfiskerne idag har lov til at bruge. Det nuværende antal på 6 stk. ønskes nedsat til 2 stk. af Danmarks Sportsfiskerforbund. Støt den kamp og det forslag. Det er DINE fisk – hvis du altså har løst det obligatoriske fisketegn – som fritidsfiskerne fanger!

Interesserede kan læse mere om “Garndøden” i en serie på fire under “Biologi”. Søg gerne på emnet øverst til højre på denne side.

1. juni 1998

Steen Ulnits

* “Lakseguld”

Thor bryggerierne i Randers er gået sammen med Dansk Laksefond i bestræbelserne på at genindføre vildlaksen i Gudenåen.

Som det vil være læsere af denne side bekendt, så har Skov- og Naturstyrelsen erklæret Gudenå-laksen for både uddød og uinteressant. Man har helt enkelt valgt at blæse på Bern-konventionen, som Danmark tiltrådte i 1981 – som forpligter os til at genindføre naturligt hjemmehørende arter, hvor de er truede eller sågar udryddet helt. Hvilket jo om noget er tilfældet med Gudenå-laksen, der uddøde med bygningen af Tangeværket i 1924.

Nu har Thor bryggerierne lanceret en helt ny øl lydende det gode navn “Lakseguld”. Den nye øl blev lanceret på et pressemøde ved Gudenåen den 19. maj – under tilstedeværelse af en række notabiliteter, heriblandt selveste Prins Richard, der jo er en ivrig laksefisker.

Prinsen viste sig også at være en stor ølkender, der straks kunne sige god for den nye øl. Han kommer jo fra et land og en egn, hvor man har meget gamle traditioner for netop ølbrygning. Under afsløringen af “Lakseguldet” kom prinsen ind på den tåbelige måde, hvorpå verdens tidligere lakseland nummer ét – Norge – har formået at udrydde vildlaksen fra sine mange elve.

Uffe Ellemann-Jensen, som var annonceret til pressemødet, dukkede ikke op. Han var måske bange for kritik af, at han under valgkampen stillede sig så klart på sø-tilhængernes side, hvad angår fremtiden for Tange Sø, Gudenåen og vildlaksen. Trods biologernes samstemmende konstatering af, at med en fortsat Tange Sø vil en ny Gudenå-laks aldrig kunne etablere sig igen.

Men tilbage til øllet. Kan man i forvejen lide “Blå Thor”, vil man også kunne lide den nye “Lakseguld”. En vis procent (!) af indtægterne fra salget af den nye øl vil gå til vildlaksens genetablering i Gudenåen.

Støt det gode initiativ og drik “Lakseguld” med den bedste samvittighed!

23. maj 1998

Steen Ulnits

* “The Great Big Boat Show”…

– Hvad koster det at få en båd fremstillet i Finland hjem fra Norge til Danmark via Sverige, når den danske importør ikke kan levere varen? Ikke så lidt, skal jeg hilse og sige. Blod, sved og tårer samt 30 dagbøder á SEK 70,-…

Læs mere om den hårrejsende oplevelse af at være uden båd, på gyngende grund og på kant med EU-reglerne i en kommende artikel under “Fiskebåde”…!!!

22. maj 1998

Steen Ulnits

* Dræberalge på retur

Det lader nu til, at den farlige dræberalge – af slægten Chatonella og efter alt at dømme af japansk oprindelse – endelig er på retur. I hvert fald viser norske målinger, at antallet i Skagerak er stærkt for nedadgående.

Dette er jo i sig selv glædeligt. Det er det så sandelig også, at de første hornfisk nu langt om længe har meldt sig i de indre danske farvande. Det var jo dem, det gik hårdest ud over, da Chatonella hærgede i Skagerak – dræbt, som de blev i titusindvis. Det skal nu blive spændende at se, om der når at komme hornfisk nok til en succesrig gydning i år. Ellers må vi påregne dårligt fiskeri i de nærmest følgende år.

Dræberalger af udenlandsk oprindelse er ikke noget nyt. De kommer med tankskibene fra oversøiske destinationer og havner i vore farvande, når tankskibene tømmer og fylder deres ballasttanke. Et problem, som er svært at løse, og som først nu er ved at opnå den fornødne internationale opmærksomhed.

Dræberalger kan opdeles i to grupper: De decideret giftige, som udskiller toksiner, der dræber direkte – typisk nervegifte. Og så de indirekte dræbende, som irriterer fiskene så meget, at deres gæller udskiller et tykt slimlag, der til sidst kvæler fiskene.

I Nordamerika, hvor man især på østkysten har været plaget af giftige alger i de seneste årtier, aner man en sammenhæng mellem algeforekomsterne og så de massive udledninger af næringsstoffer fra en intensiv landbrugsproduktion. Et forhold, der undersøges på højeste plan i disse år.

Man kunne forledes til at tro, at der måske også var en sådan sammenhæng i de danske farvande, der jo modtager overskydende kvælstof og fosfor fra dels det danske landbrug – dels landbrug og industri i Østeuropa og Sydeuropa.

18. maj 1998

Steen Ulnits

* Døde hornfisk

Hornfisken er kommet sent i år – de fleste steder endnu slet ikke. Nu har vi så tilsyneladende fået årsagen eller i hvert fald en del af forklaringen.

Det fik vi i den forgangne week-end, hvor erhvervsfiskere fra Skagen i deres trawl på dybt vand fangede mange hornfisk – døde, dræbt af giftige alger. Senest rapporteres der om store fangster af døde eller døende hornfisk i de store bundgarn sat på lavere vand omkring Skagen.

Hornfiskene har tilsyneladende mødt dræberalgerne på deres vej ind i de danske farvande og er enten vendt om, da de mødte dem – eller er bukket under ved mødet. Dræberalger er ikke noget ukendt fænomen, omend det er sjældent, vi træffer dem i så stort antal så tidligt på sæsonen. Årets dødbringende alger er imidlertid af en slags, vi ikke før har set herhjemme. Efter alt at dømme er der nemlig tale om en japansk art, som ikke plejer at færdes i vore farvande.

Dræberalgerne forekommer nu overalt i Skagerak fra Thyborøn i syd til Sydnorge i nord. Overalt har de forårsaget fiskedød – ikke kun blandt hornfisk, men også sydnorske opdrætslaks i tonsvis er bukket under i de seneste dage.

Det skal nu blive uhyggeligt spændende at se, om hornfiskene alligevel dukker op på et tidspunkt. Om algerne forsvinder igen, så de resterende hornfisk kan nå herind og gyde. I modsat fald ser det skidt ud også med fremtidens fiskeri efter de langnæbbede og sølvskinnende hornfisk.

12. maj 1998

Steen Ulnits

* Grønland overskrider laksekvote

Der svømmer som bekendt atlanterhavslaks fra såvel Nordeuropa som Nordamerika rundt i Davisstrædet mellem Canada og Grønland. Og som bekendt har Grønland selv ingen lakseelve af betydning. Man høster i stedet af andre landes opvækstlaks – som en slags “græsningsafgift”.

Ved det seneste NASCO møde havde man aftalt en “reservekvote” på 57 tons laks for Grønland – 7 tons til grønlandske fangeres eget forbrug og 50 tons til erhvervsfiskeriet. Dette til trods for, at fiskeribiologer fra ICES samstemmende havde anbefalet et totalstop for fiskeriet. Grønland havde derfor tilkendegivet over for regeringerne i Europa, Canada og USA, at man ville holde sig nede på en kvote på 37 tons.

Nu viser opgørelser for 1997 imidlertid, at Grønland i 1997 opfiskede hele 87 tons atlanterhavslaks – trods alle råd og givne løfter. Samtidig kan man i den grønlandske dagspresse læse om ulovlig hvalfangst flere steder i grønlandsk territorialfarvand.

Det kniber tilsyneladende gevaldigt med at overholde indgåede aftaler i denne den nordligste del af det danske rigsfællesskab. Desværre, for det går jo ikke kun ud over den stærkt truede nordatlantiske laksebestand. Det går også ud over grønlænderne selv – i form af en negativ holdning til grønlandske produkter verden over.

8. maj 1998

Steen Ulnits

* Vadehavets sæler i fremgang

Den danske sælbestand blev totalfredet for 20 år siden, da antallet var faretruende lavt. Idag er sælbestanden i den danske del af Vadehavet stor og i støt stigning. Faktisk stiger den med 12 % om året – efter at en virusepidemi i 1988 kostede halvdelen af sælerne livet – og tæller idag knap 2.000 individer.

Stigningen er så stor og antallet så højt, at forskerne nu taler om behovet for en regulering af bestanden. Myndighederne må bestemme, hvor stor en bestand man ønsker og mener, at Vadehavet kan bære. En afskydning kan meget vel komme på tale – dels for at holde bestanden nede på et bæredygtigt niveau, dels for at undgå nye virusepidemier som den tidligere nævnte.

Det er interessant at bemærke, hvordan havørredbestanden i grænsevandløbet Vidåen tilsyneladende følger sælbestanden op og ned. I hvert fald gjorde man i Vidåen de klart bedste havørredfangster, da sælbestanden sidst i 80’erne var halveret på grund af sygdom. Her i 90’erne, hvor sælbestanden igen er stærk og stigende, fanges der ikke nævneværdigt med fisk i åen.

Det er et forhold, som ikke er taget med i betragtning i den netop afsluttede Vadehavsundersøgelse. Interesserede kan læse mere om netop den undersøgelse i artiklen nederst på denne side.

6. maj 1998

Steen Ulnits

* “Lånte” laks…

De er gale med laks på Island. Dels har de mange af dem, og dels er de forbandet dyre at fiske efter. Der er helt enkelt masser af prestige i at fiske laks, når man er en islænding!

Det har nu resulteret i en islandsk bankskandale. Ganske vist ikke helt på højde med den dansk-færøske bankskandale, men alligevel. Hør bare:

Et islandsk folketingsmedlem udbad sig oplysninger om tre personer, der er ansat i Landsbanki Islands – den islandske nationalbank. Det første svar var undvigende og ikke fyldestgørende. Et nyt og mere rigtigt måtte derfor på bordet.

Det viste sig da, at de tre bankfolk havde rejst meget mere, end de havde haft grund til. At de adskillige gange havde inviteret udenlandske kolleger på laksefiskeri, når vigtige aftaler skulle forhandles på plads. Ifølge de tre en gammel islandsk tradition…

Men det viste sig samtidig, at en af de tre bankfolk – i sin kones navn – havde lejet fiskeretten i lakseelven Hrutafjardara. Og at bankens folk helt tilfældigt fiskede ganske meget netop her!

Afsløringerne gjorde, at de tre bankfolk blev tvunget til selv at sige deres stillinger op. Den ansvarlige bankdirektør, som ikke selv var med til at fiske laks i den pågældende elv, blev dog siddende.

Det viste sig snart, at det afslørede eksempel ikke var noget enkelttilfælde. I hvert fald begyndte andre banker og statsejede virksomheder pludselig at aflyse sommerens laksefiskeri i elve som Hitara, Langa, Vatsdalsa og Midfjardara – for at undgå lignende pinlige afsløringer.

Men for sent. Pressen havde lugtet blod og har nu udbedt sig lister over de personer, der oprindeligt havde lejet sig ind på det luksuriøse laksefiskeri…

Islandske laks “lånt” af bankernes og andre virksomheders kunder!

5. maj 1998

Steen Ulnits

* Norsk Kjempetorsk!

Den 29. april var den tyske fisketurist Karsten Dietze ude med snøren i Nordnorge. Ikke efter tungt vand, men efter tunge torsk.

Og man må nok sige, at han havde heldet med sig. Det lykkedes ham nemlig at kroge, fighte og lande en ny norsk rekordtorsk – en rigtig “kjempetorsk” på ikke mindre end 40,5 kg.

Fisken blev taget i Jøkelfjord, som ligger på sydsiden af Øksfjord halvøen – kun et halvt hundrede kilometer fra Alta. Den målte knap 1,5 meter i længden og 1,1 meter om livet og er den tredjestørste kendte torsk i verden.

Den tidligere norske torskerekord lå på 37,5 kg – med verdensrekorden på knap 45 kg taget på fiskebankerne ud for Newfoundland, Canada i 1969 af amerikaneren Alfons Bielwick.

Det tog den tyske fisker næsten 2 timer at få rekordfisken op til båden. Den blev ikke spist, men udstoppet i Østrig og skal fremover pryde en sportsforretning i Wittenberg, Nordtyskland.

5. maj 1998

Steen Ulnits

* – Livstidsgaranti?

En glad og tilsyneladende velhavende mand fra Randers købte i 1986 en tysk kulfiberstang af mærket RST. Prisen var kr. 1.750,- hos sportshandleren i Ebeltoft- et ganske kurfyrsteligt beløb i de dage. En væsentlig årsag til købet var da også, at fabrikanten tilbød en såkaldt “livstidsgaranti” på det luksuriøse produkt.

Ti år senere gik det så galt. Under en fisketur knækkede stangen, da krogen sad fast i nogle grene og fiskeren forsøgte at trække den løs. Vor mand trækker på skulderen. Ganske vist har han været glad for stangen og brugt den flittigt i de ti år, han har haft den. Men der er jo heldigvis livstidsgaranti på den, så problemet er vel ikke så stort?

Det viser det sig imidlertid at være. Tilbage i forretningen i Ebeltoft får han at vide, at der ganske vist var tale om en livstidsgaranti – men på materiale- og fabrikationsfejl. Og at sådanne fejl ville have vist sig med det samme, hvis de havde været der. Ikke først efter ti års fiskeri.

Vor mand havde ellers forestillet sig, at han ville få en ny stang – eller den gamle repareret – eller prisen på en ny refunderet. Han får imidlertid ingen af delene. Da han siden klager til Forbrugerklagenævnet, fælder dette følgende dom:

– Stangen har været udsat for en hårdhændet behandling, den ikke var beregnet til. Bruddet skyldes således ikke materiale- eller fabrikationsfejl, og livstidsgarantien dækker derfor ikke!

Dommen giver anledning til flere overvejelser. Dels er det jo korrekt, at materiale- og fabrikationsfejl næppe først viser sig efter ti års fiskeri. Og dels er der jo så ingen idé i overhovedet at give en livstidsgaranti på netop materiale- og fabrikationsfejl. Det er jo at stikke folk blår i øjnene.

Vil man yde en livstidsgaranti, så må den nødvendigvis omfatte ALT, der kan gå galt med produktet – UANSET årsag. Livstidsgaranti på materiale- og fabrikationsfejl er mere vildledende end vejledende.

3. maj 1998

Steen Ulnits

* Min barndoms bæk – blev væk!

Det er som bekendt de mange bække små, der gør den store å. Det er også de små bække, der idag byder vore vildørreder på de sidste naturlige gydepladser i danske vandløb.

Desværre har vi mildest talt ikke passet ret godt på vore små bække. De er blevet rettet ud til snorlige afvandingskanaler for landbruget, eller de er sågar blevet rørlagt, så de ikke er i vejen for de store maskiner. De bække, der idag er tilbage i en tilstand, der gør dem egnede som gydevand for laksefisk, ligger derfor ofte i skovområder, hvor de har kunnet ligge hen i fred.

Heldigvis er der i de seneste år kommet mere og mere fokus på de små bække og deres betydning for miljøet. Det har senest været tilfældet på Als, hvor den lille Stolbro Bæk i mange år har ligget ubenyttet hen af ørrederne – først på grund af urenset spildevand, siden på grund af massiv sandvandring.

Nordborg Kommune begyndte allerede i 1996 at se på mulighederne for at bringe Stolbro Bæk på fode igen – via et samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening og Nordborg Sportsfiskerforening.

Nordborg Kommune opfordrede i foråret sine borgere til at give en hjælpende hånd med restaureringen af kommunens truede bække. Lokalpolitikerne havde inden da selv sat 50.000 kroner af til det ædle formål. Nordborg Sportsfiskerforening var ikke sen til at give sit besyv med – i form af en check på 20.000 kroner, der alle er øremærket til retablering af gydemuligheder i netop Stolbro Bæk.

Pengene skal bruges til etablering af sandfang rundt omkring i bækken – bassiner, der kan opfange det vandrende sand, som føres fra markerne og ud i vandløbet, hvor det ødelægger gydebankerne ved tilsanding. Samtidig skal der lægges sten ud som skjulesteder for ørrederne, der ligeledes skal begaves med skyggende beplantning rundt omkring på bredderne.

I den modsatte ende af Als – ved Sønderborg – har man allerede gjort noget for de små, men vigtige vandløb. Det skete ved åbningen af Vadebækken, som i mange år har været rørlagt. Nu er der fjernet 3.500 kubikmeter jord og blotlagt 300 m af bækken ved Spang Vade. Samtidig er der udsat ørredyngel, som forhåbentlig vil synes om forholdene i den “nye” bæk.

Glædeligt, at der nu for alvor er kommet fokus på de små vandløb!

3. maj 1998

Steen Ulnits

* “Bønder på Støtten”

Under denne overskrift viste TV forleden en udsendelse om den kolossale støtte, som dansk landbrug modtager – via danske skatteborgere og tilskud fra EU.

Samlet betaler hver eneste dansker årligt kr. 2.000 i støtte til det danske landbrug. Og da der hele tiden bliver færre, men større landbrug i Danmark, er det betragtelige tilskud, det enkelte landbrug modtager – fra nogle få hundrede tusinde kroner for de mindste bedrifters vedkommende til mere end fire mio. kroner årligt for de største…

Og til trods for de kolossale tilskud er fødevarer i EU dyrere end udenfor. Eksempelvis koster 1 kg ost i EU dkr. 28,- , mens det fra New Zealand (som ingen landbrugsstøtte har) koster dkr. 13,-. Men inden ostene havner i Brugsens køledisk, koster de det samme. Det sørger en speciel EU-importtold for.

I New Zealand, som i lighed med Danmark er et landbrugsland med stort “L”, havde man indtil for få år siden en statsstøttet landbrugsproduktion. Den havde man imidlertid ikke råd til at videreføre, så man tog skridtet fuldt ud og afskaffede den. Med det resultat, at landbruget blomstrede op og produktionspriserne faldt! Kun nogle få landbrug klarede ikke omstillingen til markedsøkonomi.

– Kun folk fra Danmark spørger, om landbrugsstøtten skal afskaffes!

Så klart udtrykkes det af den daværende premierminister, der var medvirkende til afskaffelsen af landbrugsstøtten i New Zealand.

Den massive landbrugsstøtte har nemlig adskillige meget uheldige bivirkninger. For det første virker den som en slags sovepude for bønderne, der nu ikke længere behøver vende hver en femøre for at få tingene til at løbe rundt.

Det resulterer igen i højere priser på gødningsstoffer, foder, medicin og maskinel. Samt en maskinpark, der bliver nyere, dyrere og større hele tiden. For der kommer jo hele tiden tilskud, og det hele kan jo afskrives. Til sammenligning er maskinerne både ældre og mindre på New Zealand, hvor man må reparere tingene i stedet for blot at skifte dem ud til nye hele tiden.

Den masive landbrugsstøtte resulterer også i flere penge til jordkøb og deraf følgende højere jordpriser. De højere jordpriser gør det sværere for yngre og mere økologisk orienterede landmænd at komme til og favoriserer i stedet den industrialiserede stordrift, som bestemt ikke er økologisk. Men som kræver masser af gødning og gift for at give det optimale afkast. Og som leverer omkring 75% af al den kvælstof, der idag løber ned i grundvandet og ud i vore søer og fjorde. Med algeblomst, iltsvind og bundvendinger til følge.

De høje jordpriser er således i høj grad medvirkende til, at der hver dag lukkes 6-7 mindre danske landbrug – landbrug, hvis jord købes op af storbønder, der har brug for jorden til at sprede overskydende gylle fra deres svineproduktion.

Den massive landbrugsstøtte gør det også favorabelt at masseproducere de afgrøder, som EU her og nu giver den største støtte til – i stedet for at lade produktionen følge efterspørgselen. Det er derfor, at vi forbrugere idag råber på flere økologiske produkter, men ikke kan få dem. Landbruget ønsker helt enkelt ikke at producere dem – de ønsker ikke at foretage den fornødne omstilling til en mere nænsom økologisk produktionsform. De vil fortsætte med tilskuddene fra EU.

Heldigvis er der dog enkelte landmænd, der tør stå frem og sige, at de finder forholdene dybt beklagelige og utilfredsstillende. At de ville føle en langt større tilfredsstillelse, om de fik lov til at klare sig selv og producere til priser, der er konkurrencedygtige på verdensmarkedet. Hvis de fik lov til at udvise det højt besungne “landmandskab”, som de påberåber sig.

Det er EU-politikerne langsomt ved at få øjnene op for. Ikke fordi EU ønsker økologisk landbrug. Nej, i EU må man se i øjnene, at man helt enkelt ikke kan fortsætte den massive landbrugsstøtte, når vi nu får et landbrugsland som Polen med i unionen. Et land med masser af landmænd, der kan levere masser af billige landbrugsprodukter.

Så “Bønder på Støtten” er forhåbentlig snart en saga blot. Så vi slipper for en branche, der på den ene side påberåber sig at være et liberalt erhverv med store frihedsgrader – og på den anden råber på stedse flere og større tilskud til en urentabel overproduktion, der har vist sig dødbringende for vandmiljøet.

3. maj 1998

Steen Ulnits

* Giftudslip i naturreservat

Minedrift er farligt for miljøet – det er ingen nyhed og bør derfor ikke komme som nogen overraskelse for nogen.

Det gør derimod et kolossalt giftudslip i den spanske provins Andalusien. Et giftudslip, som nu truer dyrelivet i et 6.000 hektar stort område af Europas største naturreservat – Donana-parken i Cadiz Bugten. Et giftudslip, som indtil videre har kostet 20 tons fisk og et ukendt antal fugle livet. Og et giftudslip, der nu og i fremtiden truer i tusindvis af fiskere og landmænd på deres levebrød.

Katastrofen skete, da volden omkring et giftreservoir ved Los Frailes minen i Andalusien brød sammen og lod omkring 5 mio. kubikmeter giftslam løbe ud i floden Guadiamar. Hurtigt opførte nye diger formåede dog at holde giftslammet ude fra naturreservatet, men myndighederne frygter, at bly, cadmium og kviksølv nu vil sive ned i grundvandet og ad den vej nå ind i Donana-parken.

Alle fisk på en 40 km lang strækning af Guadiamar floden blev dræbt – fortrinsvis karper og ål – og alt fiskeri er nu forbudt. Man frygter, at det samme vil blive tilfældet med den store flod Guadalquivir, som modtager vand fra Guadiamar. I så fald vil omkring 1.500 andalusiske fiskere blive arbejdsløse.

Indtil videre anslår mundighederne, at giftudslippet har kostet egnens landmænd omkring 70 mio. kroner på grund af forgiftede afgrøder. Landmændene mener selv, at tabet vil blive ti gange større, da der ikke længere kan dyrkes på den forgiftede jord. Selv efter en rensning vil der gå mange år uden dyrkning.

Myndigheder og miljøorganisationer er enige om, at der skal handles hurtigt, så giften dels ikke når ned i grundvandet – dels ikke bliver optaget i de rovfugle og rovdyr, der er begyndt at æde af de døde fugle og fisk. Disse skal derfor opsamles med det samme.

Samtidig skal de 6.000 hektar forurenet jord hurtigst muligt befries for de øverste 15 cm muld, hvor giften har lejret sig. Et arbejde, der anslås at ville koste mere end 1 milliard kroner og vare flere måneder. Man har netop taget hul på arbejdet, der vil kræve flytning og deponering og senere behandling af ikke mindre end 350.000 store lastvognslæs forurenet jord.

– Det er også de sydeuropæere, kunne man fristes til at sige. – De lader jo altid hånt om miljøet!

Los Frailes minen ejes imidlertid af Boliden – et verdensomspændende canadisk-svensk selskab, som driver minedrift i adskillige lande. Boliden har dog efter sigende påtaget sig ansvaret og dermed omkostningerne ved oprydningsarbejdet. Boliden har sågar lovet, at minens 500 ansatte vil kunne beholde deres jobs.

Nu må vi så blot håbe, at andalusierne kan nå at redde stumperne. Det er blandt andet i Donana-parken, at de få tilbageværende danske storke raster. Det er også her, man findes de sidste rester af den iberiske los – 50 stykker…

2. maj 1998

Steen Ulnits

* Skarven i tilbagegang

Skarven blev totalfredet i Danmark i 1980. Den kvitterede ved at gå frem i et omfang, der skræmte mange naturinteresserede – bortset naturligvis fra ornitologerne, der ikke kan få fugle nok, uanset hvad konsekvenserne end måtte være for det øvrige miljø.

I hvert fald eksploderede den danske skarvbestand til op mod 150.000 fugle – ynglende såvel som trækgæster – hvilket gik hårdt ud over mange fiskebestande. I takt med at skarvkolonierne voksede, måtte fuglene hver dag flyve længere og længere for at finde føde nok. Hver skarv skal jo daglig have op mod 500 g frisk fisk at spise.

Nu viser en optælling fra en af landets største skarvkolonier – Brændegård Sø på Fyn – at skarven nu er i tilbagegang. I hvert fald på Fyn. Optællinger fra de seneste fem år viser således, at bestanden er faldet fra 7.000 par i 1992 til 3.500 par sidste år.

Tallene tyder på, at skarvbestanden nu er ved at stabilisere sig på det niveau, som fødegrundlaget tillader. Synd blot, at det skulle gå så hårdt ud over fiskebestandene først. Fra landets største skarvkoloni – Vorsø i Horsens Fjord – ved man nemlig, at skarven her har været i stand til at fange og fortære 80% af ørrederne i de lokale vandløb.

Interesserede kan læse mere om skarven under “Artikler”. Her kan man blandt andet læse, at den danske skarvbestand hver dag skal have omkring 75 tons friske fisk at spise. Hver eneste dag.

17. april 1998

Steen Ulnits

* Minken tager magten

Det lille pelsdyr minken, som ikke er naturligt hjemmehørende i Danmark, men som i sin tid blev importeret fra Nordamerika, trives tilsyneladende over al evne i den frie danske natur.

De danske jagttegnsløsere nedlagde i 96/97 hele 3.200 flere mink, mår og ildere end i 95/96. Antallet af nedlagte mink er ikke mindre end tredoblet i løbet af de sidste ti år, hvor især Ringkøbing og Nordjyllands Amter fører an. Det er nemlig her, at langt de fleste minkfarme findes.

Vildtbiologer og jægere mener samstemmende, at antallet af fritlevende mink er tæt knyttet til forekomsten af minkfarme, hvorfra dyrene i stort tal undslipper. Og når de først er ude i naturen, klarer de sig tilsyneladende godt. De kan let finde føde og formerer sig hurtigt.

Det er tankevækkende, at fiskeribiologiske undersøgelser netop har konkluderet, at udsætning af de såkaldte “store” ørreder i vandløb er nyttesløse, da de udsatte fisk meget hurtigt forsvinder fra vandløbet. Man har derfor reduceret udsætningerne af disse med en tredjedel i forhold til foregående år.

Netop minken er kommet i søgelyset som en mulig forklaring på de dårlige resultater af disse udsætninger. Minken er en dygtig fisker, som i nabolandet Sverige flere steder har formået at udrydde hele fiskebestande. Her i Skandinavien har fiskene tilsyneladende ikke – som i hjemlandet Nordamerika – formået at indstille sig på minkens tilstedeværelse.

Problemets størrelse antydes af, at der under forsøgsmæssig brug af dræbende smækfælder i Thy Statsskovdistrikt blev taget hele 27 mink i 100 udsatte fælder i løbet af den første måned. Det er langt flere, end vildtbiologerne havde forventet.

16. april 1998

Steen Ulnits

* Ny bog: “Håndbog i Småbådsfiskeri”

Der er mange glæder ved at være sin egen kaptajn. På havet er der altid plads – her behøver man ikke stå i kø for at komme til med sin fiskestang.

Den nye “Håndbog i Småbådsfiskeri” gennemgår kort og præcist småbådsfiskerens udstyr. Her kan man læse alt om skrogformer og indretning af båden, om den rette trailer og fastspænding af båden, om gamle 2-takts og nye 4-takts motorer.

Man får endvidere solid grundviden om moderne ekkolodder, GPS navigatorer og søkortplottere samt om brugen af VHF radioen. Sejlads og sikkerhed er naturligvis også højt prioriteret.

Sidst, men ikke mindst fokuseres der på fiskeriet fra småbåd – på kastefiskeri, pirkefiskeri og trolling med og uden downrigger.

Den erfarne småbådsfisker vil i bogen finde masser af spændende stof om vandmiljøet og fiskene, han er ude efter. Viden, der direkte kan omsættes i flere fisk!

Fluefiskeren vil tilsvarende kunne læse om “sine” fartøjer – om flyderinge, pontonbåde og kanoer.

Det hele er således med – fra den mindste flydering til den største trolling-båd!

208 sider i fuld 4-farve med masser af fotos og tegninger.

Klik under “Bøger” for at se forsiden i farver!

Udkom den 7. april og koster kr. 198,-

14. april 1998

Steen Ulnits

* Sønderjysk Sølvtøj

Der er taget rigtig mange og rigtig fine havørreder i det sønderjyske i dette forår. Allerede ved premieren den 16. januar gik en storørred til biddet i bunden af Åbenrå Fjord, hvor fredningsbæltet og fredningstiden ved en lille bæk da ophørte. Fisken vejede imponerende 7,2 kg, men var ingen blankfisk.

Det var derimod den kæmpe på 9,15 kg, som det lykkedes Benned Hedegaard fra Nordals at overliste ved Fladbæk. Benned brugte som altid en 28 grams Toby, da kæmpen gik på krogen. Og han måtte naturligt nok have hjælp fra tililende fiskekammerater, da den store fisk skulle landes. Benneds til dato største havørred – og en fisk, der i avisen så næsten lige så stor ud som ham selv. Han er da også kun godt halvanden meter høj!

To tyske lystfiskere gæstede først i april Sydals, hvor de fiskede på klassiske lokaliteter såsom Gammel Pøl og Kegnæs Drej. Og de havde for alvor held i sprøjten! Den ene dag landede de – fra stranden – to dejlige blankfisk på henholdsvis 5 og 6 kg. Den næste dag havde de lejet båd og fik da – lidt længere ude – endnu en pragtfuld sølvfisk på 5 kg. – De var rigtig godt tilfredse med turen!, fortæller Hans Jørgen fra LS Grej i Nordborg.

Endelig er de første laks tilsyneladende kommet til Ribe Vesterå. I hvert fald fangede biologer en flot nystegen 8 kg’s fisk, da de prøvefiskede åen efter snæbel. Det skal blive spændende at se, om den flotte laks er en strømpil for årets fiskeri i Vesteråen – eller om den blot er en enlig svale. Faktum er jo, at Vesteråen slet ikke har levet op til tidligere tiders ry i de seneste år. Uvist af hvilken årsag.

Der er for alvor sølvtøj i det sønderjyske!

14. april 1998

Steen Ulnits

* Hedeselskabet halter

“Det Danske Hedeselskab”, der blev stiftet i 1864 under mottoet “Hvad udad tabes skal indad vindes”, har trange tider. Det var som bekendt Hedeselskabet, der i 60’erne rettede Skjernå ud til den snorlige kanal, den er idag. Og det blev som bekendt ikke Hedeselskabet, der vandt entreprisen om at lægge åen tilbage i de oprindelige slyngninger igen. Det blev i stedet konkurrenten COWI Consult, der ikke har helt så mange lig i lasten på det miljømæssige område.

Hedeselskabet har i de seneste år haft svært ved at få tingene til at hænge sammen rent økonomisk. Således kom selskabet i ’96 ud med et underskud på hele 28 mio. kroner – et underskud, der dog for regnskabsåret ’97 blev reduceret til 12 mio. kroner ud af en omsætning på 755 mio.

Det er primært problemer med at få afsat tømmer og andre skovprodukter fra selskabets mange plantager, der har skabt problemer for Enrico Mylius Dalgas’ gamle Viborg-baserede virksomhed. Og så tilsyneladende at få rettet op på det gamle image som landets statsstøttede naturskænder nummer ét.

Det er jo Hedeselskabet, der – med statsstøtte og Folketingets velsignelse – har reguleret de fleste danske vandløb til snorlige, golde og fisketomme kanaler med undervandsørkener af vandrende sand.

14. april 1998

Steen Ulnits

* Vildere og vildere waders…

Det startede med tynde, men slidstærke og vandtætte waders af PVC. Siden kom neoprenen og revolutionerede markedet med waders, der ikke blot kunne holde vandet ude, men også varmen inde!

Siden revolutioneredes markedet endnu engang – af waders fremstillet i Gore-Tex og lignende såkaldt “åndbare” materialer. Materialer, som holder vandet ude, men som samtidig tillader vanddamp indefra at passere udefter – med mindre kondens og et bedre indeklima til følge. Samt naturligvis også en langt højere pris…

Men ikke nok med det. Nu er så den næste generation af letvægtswaders allerede på markedet – i form af 7-lags kevlar-forstærkede Gore-Tex waders i den helt dyre prisklasse! Det er Bean’s Gore-Tex/Kevlar waders, som har et lag slidstærke og noget nær punkterfri kevlarfibre placeret mellem to 3-lags nylonfibre, hver med deres eget lag Gore-Tex. Altså kevlar placeret mellem to lag Gore-Tex – fra knæene og nedefter til anklerne, hvor jo de fleste punkteringer sker.

Den slags skal jo blive dyrt, og de nye waders koster da også i nærheden af 400 US dollars – FØR fragt, told og moms…

14. april 1998

Steen Ulnits

* Furesøen skal frelses

Den storkøbenhavnske Furesø har det – som desværre også de fleste andre danske søer – ganske skidt. Den er nemlig “eutrofieret”, som det så fint hedder – overbelastet med næringssalte fra omgivelserne.

Vandet bliver uklart af algesuppe, så såre lyset bryder frem om foråret. Og når så de mange alger dør og synker til bunds, skal de nedbrydes, hvilket kræver ilt. Resultatet bliver iltsvind ved bunden, hvilket igen medfører frigørelse af de store mængder fosfor, der ligger bundet her – ophobet efter årtiers tilførsel til søen.

I det uklare vand stortrives skidtfiskene – typisk skaller og brasen – da rovfiskene ikke kan holde dem nede i det uklare vand. De kan helt enkelt ikke se til at jage. De mange skidtfisk medfører rovdrift på søens dyreplankton, der så ikke længere kan holde søens planteplankton, algerne, nede på et passende niveau. Tyk algesuppe bliver det uundgåelige resultat.

Det mener Københavns Amt nu, at der skal gøres noget radikalt ved. Ikke blot er søen et vigtigt område for det storkøbenhavnske sportsfiskeri – søen er også badevand for storbyens beboere, og det kræver jo en vis vandkvalitet.

Man har derfor kig på to mulige løsninger: Biomanipulation med opfiskning af store mængder skidtfisk. Eller tilsætning af jern eller aluminium, som skal fælde de mange overskydende fosforsalte og holde dem fanget i bundslammet.

I skrivende stund vurderer man de mulige skadelige effekter af at tilsætte metaller til det forurenede søvand. – Men mon ikke det var bedre – og sikrere – først at prøve med en god gang biomanipulation? Den skader i hvert fald ikke miljøet…

14. april 1998

Steen Ulnits

* Mariager mangler muslinger

Så er den gal igen med Mariager Fjord. Mens myndighederne har gjort deres bedste for at dysse problemerne ned – ved at påstå, at fjorden har bedst af at klare sig selv efter sidste sommers kvælningsdød – er der nu igen konstateret iltsvind i fjorden. Og nu havde myndighederne ellers lige glædet sig over, at man med efterårets komme igen kunne måle rimelige iltforhold i fjorden…

Problemet er helt enkelt, at fjorden mangler muslinger. De døde jo alle sidste sommer, og med dem døde de organismer, der filtrerer vandet for størsteparten af de iltslugende alger. I skrivende stund kan man i Mariager Fjord se metertykke lag af nedsynkende alger, som er ved at berøve vandet for dets ilt.

Med muslingerne utidige bortgang væltede fjordens økosystem totalt. Algerne var nemlig klar til kamp igen med det samme – nu helt uden muslingerne til at rydde op i de kolossale algemængder, der blev resultatet af en lang og varm sommer.

Så Mariager mangler altså muslinger. Desperat. Man kan derfor undre sig såre over, at myndighederne straks modsatte sig, da en håndfuld engagerede mennesker fra organisationen “Danske Fluefiskere” først på året tog sagen i egen hånd – ved at hente friske muslinger til den døde fjord.

Myndighederne vidste tilsyneladende intet om, hvad de havde med at gøre. De skulle i stedet have støttet initiativet med udsætning af nye muslinger – i stedet for at modarbejde det. Så ville der idag have været flere muslinger til at rydde op efter iltsvindet..

14. april 1998

Steen Ulnits

* Galt med gyllen

Regeringens Vandmiljøplan 2 har voldt flere problemer end umiddelbart ventet. Dels mener flere partier på venstrefløjen, at den slet ikke er stram nok. Og dels er det et åbent spørgsmål, om EU overhovedet vil godkende den, da den på flere punkter er meget slap – set med fællesskabets øjne.

Men nu er endnu et forhold dukket op af gylletanken: Vandmiljøplanen tager nemlig ikke højde for, at der også fremover lokalt kan opstå store problemer med at få spredt gyllen rigtigt ud. Man risikerer nemlig stadig, at enkelte landmænd føler sig fristet til blot at sprede overskydende gylle ud på de nærmest liggende marker – som så overgødes med efterfølgende udvaskning af overskuddet til grundvand og overfladevand.

Dette forhold har fået flere politikere til at foreslå, at landmændene derfor i fremtiden skal føre et separat gødningsregnskab over hver enkelt mark.

Landbruget har naturligvis svaret igen, at noget sådant i praksis er helt umuligt. Og at det i det hele taget påfører dem en masse nyt papirnusseri, som de godt kunne være foruden.

Lige netop i disse dage spredes der for alvor gylle over det ganske danske land. Det kan ingen med en blot nogenlunde intakt lugtesans være det mindste i tvivl om.

14. april 1998

Steen Ulnits

* Dyrt norsk tyvfiskeri i Arktis

Langt om længe har den norske Højesteret strammet op på domme vedrørende tyvfiskeri. Sagen hidrører fra det nordligste Norge, der med nogen ret kan kaldes Arktis.

Heroppe er en 52-årig norsk garnfisker, som i 1995 blev taget på fersk gerning af fiskerikontrollen med 24 ulovlige garn i sin varetægt, netop blevet idømt en bøde på kr. 10.000 samt 3 ugers betinget fængsel.

Men ikke nok med det. Den dømte tyvfisker fik samtidig konfiskeret alle 24 garn, en lille 4-hjulstrækker samt slæde og båd med mere – kort sagt alle de genstande, der havde været i brug under det ulovlige fiskeri.

Med denne opsigtsvækkende dom har de norske myndigheder nu lagt sig tæt op af den praksis, som længe har været gældende i Nordamerika – i USA og Canada, hvor tyvfiskeri i mange år har været forbundet med bøder og fængselsstraffe samt konfiskation af det anvendte udstyr.

Man må håbe, at de hårdere straffe vil gøre det mindre attraktivt at tyvfiske med sine garn i Norge. Og at de danske myndigheder nu også vil se nærmere på det norske kursskifte. Her i landet er det jo på det nærmeste risikofrit at drive ulovligt garnfiskeri.

14. april 1998

Steen Ulnits

* Pinligt dansk tyvfiskeri i Antarktis

Danske fiskebåde deltager aktivt i et storstilet og ulovligt rovfiskeri på truede fiskearter i Antarktis.

Det drejer sig om den eksotiske fiskeart “Patagonian Toothfish” – på latin “Dissotichus eleginoides” – der kan blive op til 2 meter lang, men som vokser uhyre langsomt i det iskolde antarktiske hav ud for Australien og New Zealand.

Fisken lever på meget dybt vand – ned til 2.000 m’s dybde – hvor den har levet godt og skjult indtil 1995, da man opdagede den hidtil ubefiskede ressource.

Trods det vanskelige fiskeri på de meget store dybder har fiskeriet efter denne eksotiske fisk udviklet sig med rekordagtig hastighed. Fisken indbringer nemlig meget store summer på det altid fiskehungrende japanske marked, der traditionen tro ser stort på, om fiskene nu også er lovligt fangede eller ej.

De høje priser har medført, at fiskebåde fra store dele af verden er søgt sydpå, hvor de nu rovfisker toothfish i australsk territorialfarvand. Heriblandt danske fiskebåde, som til lejligheden blot skifter flag – til nationer, der ikke er underlagt EU’s accept af kvoterne på toothfish. Den langsomt voksende fiskeart er nemlig omfattet af strikse bestemmelser fra den australske regering, der imidlertid har meget svært ved at kontrollere tyvfiskeriet i det kolossale farvand omkring “øen”.

Allerede nu – efter kun to fiskesæsoner – kan man da også se, at de fangede fisk er af en mindre gennemsnitsstørrelse end før. De uhyre langsomtvoksende fisk tåler helt enkelt ikke det nuværende og altså klart illegale fiskepres.

De ulovligt fangede toothfish sejles op til Mauritius i det Indiske Ocean, hvorfra de nedfrosne fisk i containerskibe sejles videre til Japan. Her bliver de til den eftertragtede “sashimi”, der indbringer skyhøje priser på japanske restauranter.

De ulovligt fangede toothfish sejles for øvrigt det sidste stykke med danske Maersk Line. Som for øvrigt er udmærket klar over trafikken. Dansk fanget fisk på danske containerskibe. – Det kan vi da være stolte af, eller…?

Såvel den danske afdeling af WWF som den danske miljøminister har imidlertid udtrykt stor utilfredshed med A.P.Møller skibenes transport af danske tyvekoster.

14. april 1998

Steen Ulnits