Aktuelt 4. kvartal 2019

* Havørnen og skarven

Det gælder ikke længere kun her i lille Danmark:

Fra både Sverige og Finland rapporteres der nu om, at havørnene her tager flere og flere skarver. Det fortæller den svenske natursidan.se om.

I området Kvarken mellem Sverige og Finland har havørnene lært sig at jage skarver. Ifølge biologen Timo Lumme er der nu mindst 20 havørne, som målrettet jager skarv i en begrænset del af Kvarken.

Af alle de skarver, som forsvinder, tager havørnene en stor del. Prædation på skarver fra havørne er også blevet påvist andre steder i Finland. Eksempelvis i Pargas og Pori regionerne.

Det samme gælder også på Sveriges østkyst. Eksempelvis i Västerskär i det nordlige Stockholms Øhav, i Östergötlands Øhav og i Vänern, hvor antallet af skarver er blevet halveret, siden havørne slog sig ned i området. Besrtanden er her gået fra 3.000 par til 1.500 par. 

I Sotenäs kommune på den svenske vestkyst betragtes dette som en så positiv udvikling, at der nu gøres en målrettet indsats for at få flere havørne til at bosætte sig og yngle. 

14. oktober 2019

* Skarven og fliren

En ny feltundersøgelse fra Lund Universitet beviser, at skarven i højere grad tager hybrider (bastarder eller krydsninger) end rene arter. På denne måde hjælper skarven naturen med at bevare eksisterende rene arter på bekostning af “urene” hybrider.

Teorien er, at hybrider, som er krydsninger mellem forskellige fiskearter, har ringere chance for at overleve mødet med rovdyr, end deres “rene” forældre har. Og dermed ringere chance for selv at kunne formere sig.

Det gælder i hvert fald, hvis de pågældende rovdyr fungerer på samme måde som skarv. Skarven æder nemlig i langt højere grad hybrider end de rene arter. Undersøgelsen har fokuseret på de rene og veldefinerede arter skalle og brasen – samt hybriden flire.

– Rovdyr opretholder grænser mellem arter og bidrager til, at der ikke bliver en masse nye hybrider, siger Anders Nilsson, som er professor ved Biologisk Institut i Lund og Karlstad Universitet.

Dette skyldes sandsynligvis det faktum, at hybriderne ikke udvikler de samme egenskaber, der fungerer som de rene arters forsvar mod rovdyr. Det gælder her skallens strømlinede kropsform og høje svømmehastighed samt brasenens høje ryg og brede sider.

Hybriderne fødes uden disse fordele, som er udviklet af de rene arter gennem årtusinders tilpasning til mødet med deres prædatorer.

14. oktober 2019

* Skaller, brasen og flirer

Studiet fra Lund Universitet er baseret på 456 skaller, brasen og flirer, som blev mærket med mikrochips og udsat i en sø. 80 af dem blev genfundet i skarvmaver. 

Af skallernes mikrochips blev der fundet 14 procent og af brasenernes blot 9 procent. Derimod blev der fundet hele 41 procent af mikrochipsene fra hybriderne.

– Vores resultater forklarer måske, hvorfor nye og endda tæt beslægtede arter ikke får mere afkom, der overlever. Hybriderne har simpelthen dårlig tilpasningsevne og bliver derfor ædt, spekulerer Kaj Hulthén, som er postdoc ved Institut for Biologi i Lund.

Det er relativt almindeligt, at skaller og brasen bastarderer – får fælles afkom, som på dansk kaldes “flirer”. De er ikke sterile, som hybrider ellers ofte er, men kan selv få afkom. Disse udvikler imidlertid ikke samme gode egenskaber som deres oprindelige forældre og er derfor langt mere sårbare over for prædation fra skarven.

Uden prædatorer som skarven i søen ville skaller og brasen i højere grad formere sig med hinanden. Og den fremkomne hybrid – fliren – ville efter et stykke tid kunne udvikle sig til en selvstændig art.

14. oktober 2019

* Nye signaler om krebs

Øget fokus på den invasive signalkrebs har betydet, at flere og flere er begyndt at fiske krebsene op af vandet. Men det gavner ikke naturen og kan potentielt medvirke til at signalkrebsen spredes yderligere. Det skriver Miljøstyrelsen på sin hjemmeside. 

Signalkrebsen er et problem for dansk natur, fordi den udkonkurrerer vor hjemmehørende europæiske flodkrebs. Den er tilmed større og lever tættere end europæisk flodkrebs.

Signalkrebs kan derfor i høj grad påvirke vandløbets dyr og planter og ændre den fysiske udformning på et vandløb eller en sø. Det sidste gør de ved at underminere brinkerne med deres gange. 

Indtil nu har mange danskerne derfor fisket krebsen, for dermed at holde bestanden af de velsmagende krebsdyr nede. Nye undersøgelser viser imidlertid, at hverken fritidsfiskeri eller kommercielt fiskeri har kunnet begrænse udbredelsen af den invasive art.  

Forsøg i Alling å har vist, at bestanden af signalkrebs har været stigende på trods af vedvarende fiskeri igennem de sidste 10 år.

Opfiskning kan muligvis føre til opblomstring i bestanden, idet man fisker de store dominerende individer. De mindre individer, der lades tilbage, kan efterfølgende drage fordel af den reducerede konkurrence.

Det er derfor hverken muligt at udrydde eller kontrollere bestande af signalkrebs ved opfiskning. Det ses derimod ofte, at opfiskning kan bidrage til en øget spredning af signalkrebs.

Selvom fiskerne har de bedste initiationer og ikke ønsker at sprede signalkrebsen, kan det føre til en øget udbredelse.

14. oktober 2019

* Slut med at sælge signalkrebs

Miljøstyrelsen har på ovenstående baggrund besluttet at ophæve forsøgsordningen for erhvervsmæssig udnyttelse af signalkrebs, der har været gældende i 2018-2019. Det er derfor ikke længere lovligt at sælge levende signalkrebs.

Det er fortsat lovligt at fiske signalkrebs med krebsebrikker til eget brug, hvis man altså har et gyldigt fisketegn og ret til at fiske i det pågældende vand. Ved fiskeri med ruser kræves, at man har et gyldigt fritidsfiskertegn, og at man overholder afstandskravet på 100 m imellem ruserne.

Signalkrebs må kun transporteres i sluttede beholdere med låg, og transporten skal ske til det sted, hvor krebsen umiddelbart efter skal aflives. Det er derfor ikke lovligt at have krebsene gående i en periode, indtil de aflives, idet dette vil blive betragtet som opbevaring.

Fiskeri af signalkrebs skal derfor ikke ses som et initiativ til beskyttelse af naturen. Hvis man ønsker at fiske signalkrebs for fornøjelsens skyld, skal det ske med stor opmærksomhed på, at de ikke kan undslippe.

Signalkrebsen kan kendes fra den hjemmehørende flodkrebs ved, at den har et hvid markering på kloen. Signalkrebsen blev indført til Danmark i 1970’erne og findes nu i store dele af Danmark, hvor den spredes hurtigt og vokser i antal.

Signalkrebsen blev i 2016 omfattet af EU-forordningen for invasive arter, hvilket betyder generelle forbud mod blandt andet salg, udveksling, opbevaring og transport.

14. oktober 2019

* Windermere: En viking vender tilbage

I begyndelsen af dette årtusinde var jeg flere gange i Irland for at kystfiske havbars med fluestangen. Udgangspunktet var byen Westport på sydøstkysten af Den Grønne Ø – en by med gamle vikingeaner.

Når man gik en aftentur i byens skæve og smalle stræder, var det tydeligt, at der stadig rullede vikingeblod i de lokale årer – at der var ganske megen skandinavisk DNA tilbage i lokalbefolkningen.

Vikingerne var godt nok kommet for at plyndre og hjembringe lokale rigdomme. Men mange faldt så godt til, at de blev hængende og stiftede familie. Måske var det øllet. Måske de rødhårede kvinder. Hvem ved. Opholdstilladelse var ikke noget, men søgte om i de dage. Det var noget, man tog.

Nu står jeg så i Windermere – i det engelske Lake District på den anden side af Det Irske Hav. Windermere er i dag en slags hovedstad i Lake District, som nu er nationalpark – på grund af de mange smukke søer, som forgangne tiders voldsomme vulkanudbrud har lavet. De er siden uddybet og udglattet af senere istiders glectchertunger og smeltevandskanaler.

Læs mere og se meget mere fra det smukke Lake District her.

14. oktober 2019

* Biobrændsel kort fortalt

Der verserer netop nu en heftig debat om brugen af biobrændsel for at begrænse den globale opvarfmning. Det er en tre-strenget debat, som forvirrer mange – unødigt.

Allerførst: Alle er efterhånden enige om, at det skal være slut med afbrænding af fossile brændstoffer som kul, olie og gas. Det har taget millioner af år at danne dem, og nu brænder vi dem af i løbet af nogle få århundreder – med frigivelse af al den lagrede CO2 til atmosfæren.

Den svenske forsker Arrhenius vidste allerede i 1896, at netop CO2 var den vigtigste drivhusgas, når det gjaldt opvarmning af Jorden. Intet nyt under Solen.

Dernæst: Det gælder derfor om at erstatte kul, olie og gas, som ikke kan fornyes i vor egen levetid, med biobrændsel, der kan fornyes i løbet af relativt få år eller årtier.

Det kan være affaldsstoffer fra fødevareproduktionen, der pludselig bliver attraktive i sig selv. Eller det kan være træpiller og træflis, som er dyrket udelukkende for at blive brændt af i små og store anlæg. Man sørger for at plante mindst lige så meget, som man forbruger – helst mere.

Endelig: Hvis det hele foregik i et lukket kredsløb eller i hvert fald inden for landets egne grænser, da ville det være nogenlunde let at holde styr på klimaregnskabet.

Imidlertid importerer et land som Danmark det meste af sin træflis fra udlandet. Og da træflis udgør mere end halvdelen af vort forbrug af biobrændsel, må vi løbende importere store mængder af det fra udlandet. Eksempelvis fra Estland, hvis rigeste mand netop har skabt sin formue ved eksport af træflis fra landets store skove. 

Der er to problemer i dette: For det første har vi ingen eller kun uhyre ringe kontrol med, om der nu også bliver genplantet så mange træer, at de kan erstatte skovningen til træflis. Vi ved desværre med sikkerhed, at det ikke altid er tilfældet. Det koster jo at genplante så mange træer, at man ofte springer over her. Og da vælter hele klimaregnskabet naturligvis.

For det andet er der transporten. Det koster naturligvis store mængder energi og resulterer i store udledninger af CO2, når man skal transportere eksempelvis træflis helt fra Rusland eller Estland og til Danmark. CO2, der naturligvis også skal tages med i det samlede klimaregnskab. Selv om FN mener noget andet.

7. oktober 2019

* Klimarådet advarer mod FN’s regler

Man skal paradoksalt nok ikke stole på energibranchen selv, når det gælder udtalelser om netop energi. Den er hverken nøgtern eller uvildig. Branchen forsvarer selvfølgelig sine dispositioner, hvis den allerede har investeret millioner i brugen af eksempelvis træflis. 

Og da er det jo både svært og svært ærgerligt at få at vide af andre eller selv at erkende, at træflis alligevel ikke er så bæredygtig en energiform, som man gik og troede eller havde bildt sig selv og andre ind.

Klimarådet har i den forbindelse netop taget afstand fra VLAK-regeringens klimaplan fra oktober 2018. Den baserede langt størstedelen af CO2-reduktionerne på luftige kreditter og annullering af CO2-kvoter. Varm luft i lange baner.

Klimarådet anbefaler samtidig, at Danmark fraviger fra FN’s ellers gældende regler om biomasses klimabelastning. FN betragter i dag afbrænding af biomasse som CO2-neutralt. Og det er det jo langt fra altid – jævnfør notitsen herover.

Det er blot uhyre bekvemt for lande som Danmark, hvor biobrændsel som træflis og træpiller udgør over halvdelen af forbruget, at regne biobrændsel som CO2-neutralt. Det lyder godt og ser jo pænt ud i regnskabet.

Men det er desværre også årsag til, at flere udenlandske forskere nu kalder de danske CO2-regnskaber for snyd på vægten. De mener, at det danske klimaregnskab kun kan opfordre lande som Brasilien til at brænde mere regnskov af. 

Når vi nu selv bare brænder løs herovre i lille Danmark…

7. oktober 2019

* Trudeau: Havbrugene op på land

Vi har allerede set, hvordan de første fem havbrug i Canadas smukke stillehavsprovins British Columbia er blevet lukket – af hensyn til vildlaksene, der lider under såvel parasitter som smitsomme sygdomme og voldsom forurening.

Canadas premiereminister Justin Trudeau lover nu, at alle lakseopdræt i åbne netbure nedlægges inden 2025. Herefter skal alt opdræt være landbaseret i lukkede anlæg. Og så er Trudeau endda liberal politiker. Han er heldigvis en af de mere begavede, som har set skriften på væggen: At svineriet med fiskeopdræt i åbne havbrug ikke kan fortsætte.

Herhjemme har danske havbrugere gennem de seneste årtier tjent mange millioner på at forurene vore indre danske farvande. De har derfor snildt råd til at rykke produktionen op på land, hvor den ikke skader. Hvis bare de vil eller politikerne bestemmer det. Havbrugerne er ikke forarmede bønder, men har millioner på kontoen.

– Så mon ikke Justin Trudeau kunne være et eksempel til efterfølgelse for vor danske miljøminister Lea Wermelin (S)? Som ikke blot har sagt stop for flere nye havbrug, men som snart også vil beordre alle de eksisterende havbrug op på land, hvis de vil fortsætte opdrættet?

Lad os i første omgang håbe, at Trudeau vinder valget. Og lykkes med sine planer om at lukke alle havbrug til havs. Der er nok at tage fat på. Nok at lukke af. 

7. oktober 2019

* Desperados in Disguise

Den lidet bæredygtige interesseorganisation Bæredygtigt Landbrug (BL) trækker nu professor Stiig Markager i retten for kritiske udtalelser om kvælstofudledningen fra landbruget. 

Det var Bæredygtigt Landbrug, der i sin tid selv førte pennen og dikterede daværende fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), hvad der skulle stå i Landbrugspakken, så de kunne få lov at bruge mere gødning på markerne. Det kostede hende som bekendt ministerposten. 

Stiig Markager forudsagde allerede dengang, at Landbrugspakken ville betyde en øget udvaskning af kvælstof til vandmiljøet. At det ville være uundgåeligt. Hvad der jo også viste sig at være tilfældet. Så ham kan BL ikke lide. 

Og det kunne Esben Lunde Larsen (V) for øvrigt heller ikke, da Stiig Markager også mente, at flere nye havbrug ville betyde mere forurening. Så selv om oppositionen foreslog, at netop Stiig Markager skulle indkaldes som ekspert i L111-høringen om de nye havbrug og deres forurening, så nedlagde regeringen veto. Ham ville de ikke have. 

Den mand vidste bare for meget om emnet. Ikke noget dårligt skudsmål for en seriøs forsker som Stiig Markager.

Historien vækker muntre mindelser om en anden miljøprofessors lidt mindre muntre udtalelser i Anders Fogh Rasmussens tid som ny smagsminister:

“Den regering gider bare ikke høre mere vrøvl fra folk, der ved, hvad de taler om.”

Venstre har altid haft det svært med sandheden. Og miljøet. 

7. oktober 2019

* Mere end 10% økofødevarer

Danskerne spiser mere økologisk, når der spises mad udenfor hjemmet. Køkkenerne på landets sygehuse, børnehaver, plejehjem, kantiner, restauranter, hoteller og andre storkøkkener går i stigende grad efter det røde Ø-mærke, når de bestiller varer til deres kunder.

Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser nemlig, at økologiske varer udgjorde 10,9 procent af det samlede salg af madvarer til foodservice i 2018. Det fortæller Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse. 

Det er en stigning på 15 procent i forhold til året før og viser, at efterspørgslen på økologi i de danske, professionelle køkkener har været markant stigende, lige siden de første, officielle statistikker blev indført.

Det vækker glæde hos Mette Jasper Gammicchia, der er leder af handel, marked & ernæring hos Landbrug & Fødevarer:

Udviklingen er virkelig positiv. Den viser, at de professionelle køkkener i større og større grad er villige til at betale mere for de råvarer, som de tillægger en særlig værdi. Og det er ikke kun til glæde for de økologiske landmænd, men for alle landmænd, der gør sig umage med at producere fødevarer af høj kvalitet til alle de danske køkkener, siger hun.

7. oktober 2019

* Åbent Brev til Maria Gjerding

I forbindelse med kampagnen RedHavet.nu, som er venligt sponseret af VELUX Fonden med 5 millioner kroner, har der været en del debat om kampagnens mål og midler.

Som mangeårigt medlem af Danmarks Naturfredningsforening (DN), der deltager i kampagnen, er jeg stødt på flere problemstillinger, der har optaget såvel mig som andre DN-medlemmer.

Efter flere forgæves telefoniske henvendelser forfattede jeg følgende brev til DN’s præsident Maria Gjerding og bad om uddybende oplysninger: 


“Kære Maria:

Jeg har et par gange prøvet at få fat i dig på telefonen, men uden held. Derfor denne mail.

Vore veje krydsedes ellers kort på Jernhatten hin mindeværdige dag, hvor vor nye miljøminister Lea Wermelin gav de nye havbrug i L111 dødsstødet. Jeg skriver nu til dig dels som et menigt DN medlem, dels som fiskeribiolog og underviser.

Jeg er en af dem, der ihærdigt og på alle fronter har bekæmpet flere og større havbrug, lige siden Dan Jørgensen (S) foreslog dem i 2014. Senest via miljøforeningen BLAK’s website nejtilhavbrug.dk, der allerede i sine første otte måneder på nettet rundede de 50.000 besøgende. Det har været et felttog med mange frontkæmpere. Og en foreløbig sejr med endnu flere herrer.

Jeg har naturligvis skrevet under på den nye RedHavet.nu kampagne, for hvem kan ikke støtte disse gode målsætninger. Jeg er dog allerede flere gange løbet ind i et forklaringsproblem, som jeg gerne vil høre din og DN’s mening om:

Miljømediet Kaninen Katrine fra Endelave har jo i høj grad lagt grunden til standsningen af L111. Kaninens afdækning af de mange ulovligheder inden for branchen har gjort det meget nemmere for den nye regering at gribe ind.

Undervejs har Kaninen Katrine imidlertid også afdækket forhold, der gør det langt sværere end tidligere for mig som biolog og underviser at forklare og forsvare DN’s deltagelse i kampagnen – sammen med WWF Verdensnaturfonden.

Med den ene hånd vil kampagnen redde havet og beskytte det mod forurening. Et nobelt formål. Mens WWF med den anden gavmildt, men mod behørig betaling deler ud af ASC-mærker til certificering af stærkt forurenende havbrug som værende “bæredygtige virksomheder”.

Dem nævner man da heller ikke med ét eneste ord i kampagnen. Er de mon fredet af WWF, hvis Fiskeguide har vist sig at indeholde flere decideret havbrugsvenlige fejl?

Kaninen Katrine har efterhånden fået rigtig mange følgere. Antallet stiger støt og ikke kun på Endelave, men over det ganske land. Kaninen fortæller videre, at DN’s præsident sidder i præsidiet for selvsamme WWF Verdensnaturfonden. Og det er jo dig.

Netavisen piopio.dk har næsten samtidig kunnet fortælle den undrende verden, at WWF’s bestyrelsesformand Nils Smedegaard Andersen (tidligere Mærsk) også har en post i oliegiganten BP’s bestyrelse. Og BP er jo ikke ligefrem kendt for klimavenlige løsninger. Og så videre.

Det hele falder jo desværre i sidste ende tilbage på DN, og jeg har efterhånden svært ved at forklare læsere, seere, tilhørere og elever, hvordan det dog kan hænge sammen. Om man på én og samme tid kan modtage Velux-miljømillioner og blåstemple forurenende havbrug?

I min daglige omgang med folk og fiskere på såvel Djursland, hvor jeg har sommerhus, som ved Gudenåen, hvor jeg bor, støder jeg i stigende grad på både forundring og frustration over dette. Der tales om både “blodpenge” og korruption i DN, hvilket oprigtigt bekymrer mig.

Flere udtrykker sågar i bramfri vendinger, at de ikke vil være medlem af DN længere på disse præmisser. At de som flerårige modstandsfolk i første række i kampen mod havbrug føler sig til grin for egne penge. At kampagnen for dem er en våd klud i hovedet.

Det er jeg som mangeårigt medlem af DN rigtig ked af at høre. Og det er i stigende grad svært for mig at forklare andre, både DN-medlemmer og ikke-medlemmer, hvad der lige sker.

Det skulle derfor glæde mig rigtig meget, om du kunne hjælpe med fakta, der kan hindre en mulig kommende medlemsflugt. For vi har jo mere end nogensinde brug for DN.

Med venlig hilsen,
Steen Ulnits”

Citat slut


Info: ASC står for “Aquaculture Stewardship Council”, som er en mærkningsordning udarbejdet af WWF og Dutch Sustainable Trade Initiative tilbage i 2010.

Organisationssekretær i Danmarks Naturfredningsforening, Mads Peter Aagaard Madsen, har svaret:

“Maria er orienteret om din henvendelse fra d. 19. september og et svar er under udarbejdelse. Du kan forvente svaret i løbet af nærmeste fremtid”.

Det ser vi frem til og skal nok bringe svaret her.


“Hos VELUX er ansvarlighed og transparens i højsædet!”

Det skriver fonden i en præsentation af sig selv.


25. september 2019