Torsken i Østersøen

Østersøens unikke bestand af torsk har altid haft stor økonomisk betydning for fiskerne på Bornholm. Nu er torsken imidlertid under det største pres nogensinde – fra flere sider.

Miljøet har det dårligt. Sælerne er i fremgang. Og klimaet gør Østersøen varmere. Alt går således torskene imod. Og politikerne fatter ikke eller vil ikke forstå problemets alvor. De vedtager konsekvent torskekvoter, som er langt højere end dem, biologerne anbefaler.

– Så har torsken overhovedet en fremtid i Østersøen?


Østersøen

Østersøen er på mange måder et unikt farvand. Rent hydrologisk har Østersøen til opgave at modtage og bortlede alt det ferskvand, som konstant strømmer ud i den fra de mange ferske tilløb i Sverige, Finland, Rusland, Estland, Letland, Lithauen, Polen og Tyskland. Det drejer sig om vand fra mere end et halvt hundrede større vandsystemer samt et utal af mindre.

Hvis ikke alt dette ferskvand kunne løbe ud gennem danske Øresund, Storebælt og Lillebælt, ville Østersøen snart gå over sine bredder – som den gjorde efter sidste istid, hvor der netop gik hul på den store Ancylussø. Der i grove træk lå, hvor Østersøen i dag ligger.

Jo længere man bevæger sig mod øst i Østersøen, desto ferskere bliver vandet. Omvendt bliver det saltere, desto længere mod vest man kommer. Men det er ikke ligegyldigt, hvor i vandsøjlen man måler saltholdigheden eller saliniteten. Saltvand er nemlig tungere end ferskvand, hvorfor det altid lægger sig under det ferske overfladevand.

Med de store mængder ferskvand fra de mange landes tilløb kommer enorme mængder næringssalte. Dels udvasket fra landbruget – dels med dårligt renset spildevand fra de mange byer. Disse næringssalte – kvælstof såvel som fosfor – giver algerne ideelle betingelser. De blomstrer op og gør vandet uklart, inden de dør og synker til bunds. 

Iltfattigt bundvand

Her nedbrydes de mange alger af diverse organismer – under forbrug af ilt. Bundvandet i store dele af Østersøen er derfor aldeles iltfrit og blottet for liv. Der har altid eksisteret iltfri lommer i de dybe områder af Østersøen, men deres antal og udbredelse er vokset voldsomt i de seneste årtier.

Heldigvis modtager Østersøen regelmæssigt livgivende saltvand nordfra, når vind og strøm presser saltvand sydover gennem de danske sunde og bælter. Livgivende Nordsøvand – livgivende på flere måder.

Dels er det iltrigt – som sagt i grel modsætning til Østersøens ferske vand. Og dels er det fysisk nødvendigt for, at torskene overhovedet kan gyde i Østersøen. Men mere herom senere.

Vandets opholdstid i Østersøen er ganske lang – cirka 25 år – hvilket betyder, at det overordnet set er “gammelt” vand, der strømmer nordpå – ud gennem de danske sunde og bælter. Det betyder også, at dette vands indhold af kvælstof er ganske anderledes end eksempelvis det vand, som strømmer ud i de danske fjorde via danske vandløb. 

Det kvælstof, der findes i udstrømmende vand fra Østersøen, er derfor biologisk ikke nær så aktivt som det, vi selv leder ud i eksempelvis Kattegat. Det er bundet på forskellig vis og er derfor ikke nær så let tilgængeligt for algerne som det, der kommer direkte fra danske landbrug og især havbrug. Ikke mindst udslippet af biologisk aktivt kvælstof fra havbrugene er skadeligt, da det – modsat landbrugets primære – sker i algernes vækstsæson.

Samtidig har mange årtiers udledning af urenset industrispildevand efterhånden gjort Østersøen til et sandt depot af ophobede miljøgifte såsom DDT, PCB, dioxin og kviksølv med meget mere. Ikke mindst papirindustrien har tidligere bidraget med store mængder kviksølv via Østersøens mange ferske tilløb.

Alle disse giftstoffer kan stresse fiskene, medføre forøget dødelighed eller forringe fiskenes evne til reproduktion. Enkeltvis eller sammen som cocktail-effekt. Vi kender ikke stoffernes reelle virkning og betydning, men den er med sikkerhed ikke positiv for fiskene.

Torskene

Torsken er som udgangspunkt en saltvandsfisk, der på et tidligt tidspunkt er søgt fra Nordsøen og ind i Østersøen, hvor den har dannet lokale bestande.

Torsken er som art kendt for ofte at danne lokalt adskilte bestande, som indtager forskellige geografiske områder. Uvist af hvilken årsag. Disse bestande kan være meget stedbundne, hvilket gør dem sårbare over for overfiskning. Der kommer helt enkelt ikke nye fisk til udefra, hvis de eksisterende udfiskes.

Torsken lægger sine æg pelagisk – i det frie vand – på steder med den rette saltholdighed. Her vil de gydte æg nemlig kunne svæve frit – i stedet for at synke til bunds, hvor de vil kvæles i det iltfrie vand. Mangler der således saltvand, kan torskene ikke gyde med held. Deres æg mister opdrift, synker til bunds og kvæles.

Fiskere og forskere har længe været hinandens modstandere, hvad torsk og torskekvoter angår. Fiskerne mente længe, at der var masser af torsk, og at fangstkvoterne derfor fint kunne sættes i vejret. Fiskerne har i flere år henvist til, at der er masser af store torsk at fange – hvis man altså vil og må. 

Forskerne har derimod længe påpeget, at torskebestanden har det rigtig skidt – og at den tidligere dominans af store torsk blot understreger dette. Det er de mindre fisk og de kommende årgange, der har manglet – dem, der siden skal vokse sig til fangststørrelse.

De store torsk, som dominerede fangsterne i nogle år, var således med til at skjule den sørgelige kendsgerning, at rekrutteringen af nye torsk haltede i Østersøen. Der var kun store fisk tilbage, og de blev bare større og større, mens deres antal langsomt svandt ind.

Vi har set tilsvarende udvikling i forsurede svenske søer, hvor vandet blev klarere og fiskene større i takt med forsuringen. Fiskenes reproduktion svandt ind til ingenting i det sure vand, mens de eksisterende fisk fortsatte med væksten i et stykke tid. Indtil også deres føde forsvandt.

Fødekonkurrenter

Samtidig har der altid været en delikat balance mellem torsken og dens fødefisk – ikke mindst sildefiskene. De voksne torsk æder således løs af sildefiskene, som til gengæld kvitterer med at æde torskene i disses larvestadie. De to arter holder således hinanden i skak – når økosystemet vel at mærke er i nogenlunde balance.

Det er det ikke længere. Dels udsættes “skidtfiskene” sild og brisling for et stort overfiskeri, som trækker tæppet væk under en rovfisk som torsken. Skidtfiskenes værdi er stor i dag, hvor ikke mindst det norske lakseopdræt ikke kan skaffe fiskemel nok til deres foder. 

Og dels er vandmiljøet i dag så dårligt, at det efter alt at dømme truer fiskenes naturlige reproduktion. Man har længe kendt til sygdommen M-74, der har forringet reproduktionen hos østersølaksen. Og man kan ikke udelukke, at de samme eller andre miljøgifte også påvirker torskene og deres reproduktion.

Faktum er i hvert fald, at østersøtorsken har det dårligt og vokser mere langsomt end nogensinde. Oprindelig blev østersøtorsken gydemoden ved en størrelse af 40 cm, men i dag bliver flere af torskene allerede gydemodne ved den halve størrelse: Blot 20 cm. 

Fænomenet kendes fra flere andre arter under pres. Det gælder om at gyde og sikre artens beståen, og det resulterer i, at fiskene gyder tidligere og tidligere – ved en stedse mindre størrelse. Tilbage i 1990 var hver tyvende østersøtorsk større end 65 cm. I dag er er hver tyvende torsk blot større end 40 cm.

Endelig har torskene i de senere år fået en nygammel fjende, som er tiltaget i antal og størrelse: Sælerne. Her ikke mindst den store gråsæl.

Sælerne

Der har altid været sæler i Østersøen – af tre slags: Den sjældne ringsæl, som primært træffes oppe i Den Botniske Bugt. Den lille spættede sæl, som findes spredt over det meste af Østersøen. Og så den mere end dobbelt så store gråsæl. 

Interessen har længe samlet sig om gråsælen, der af lokale fiskere altid har været betragtet som en direkte konkurrent og trussel mod deres udkomme.

Gråsælen kan blive mere end 2 meter lang og veje op mod 300 kg. Den er så stor, at den kan rive torsk ud af fiskernes garn og derved ødelægge både redskaber og indtjening. Derudover er gråsælen naturligvis også en fødekonkurrent til torsken, da den gerne æder de samme sild og brislinger, som er vigtige fødeemner for torsken.

Gråsælen findes i to geografisk adskilte bestande – med én i Nordsøen og én i Østersøen. Den har været betragtet som udryddet i danske farvande i de sidste omkring 100 år. Men i løbet af de seneste knap 20 år er den vendt stærkt tilbage. Myndighederne anslår, at der nu er en samlet bestand på mere end 40.000 sæler i hele Østersøen.

Gråsælen svømmer længere omkring end de øvrige sælarter og har således nu genindtaget Østersøen. Ikke mindst omkring Christiansø ved Bornholm er der nu så mange, at de er blevet et problem for de lokale fiskere. I så høj grad, at politikerne har måttet på banen.

Som nuværende fødevareminister Mogen Jensen senest og ganske lakonisk formulerede det: – Det drejer sig om to truede arter: Fiskene og fiskerne…

Det sagde han, umiddelbart før han tildelte de bornholmske fiskere en torskekvote, der er betydeligt højere end den, som forskerne anbefaler. Samt en kvote på sild og brisling, der også er højere end den af biologerne anbefalede. En beslutning, der kun kan betyde øget konkurrence mellem erhvervsfiskere og gråsæler.

Live and let die…

Afskydning af “problemsæler”

Miljøminister Lea Wermelin (S), der selv er fra Bornholm, fulgte trop med en beslutning om, at der nu skal ansættes to regulære sæljægere – to fiskere med jagttegn. Siden 2016 har det ganske vist været lovligt at skyde op til 40 gråsæler om året, men det har ikke fungeret i praksis. Der er kun blevet skudt ganske få. 

“Problemsæler” nær fiskernes garn har skullet indrapporteres, før de kunne skydes, og det har ikke virket. Problemsælerne var væk, inden jægerne kom ud og kunne finde dem igen. Vanskelige at finde og identificere.

Derfor har Miljø- og Fødevareministeriet nu afsat 200.000 kroner, så de to fiskere øjeblikkeligt kan “regulere” sælerne – det vil sige skyde dem nær såvel fritidsfiskeres som erhvervsfiskernes redskaber. Uden at skulle spørge først.

De nye afskydningsregler gælder foreløbig kun på Bornholm, hvor konflikten mellem fiskere og sæler er markant størst. Der er tale om en forsøgsordning, som skal løbe fra januar 2020 til marts 2020.

Svenske forskere har dog allerede konkluderet, at den nye ordning ikke får nogen reel betydning. Det siger i hvert fald professor Monika Winder fra “Institutionen för ekologi, miljö och botanik” ved Stockholms Universitet, til Sveriges Radio:

Det er klimaforandringer, fødemangel og overfiskeri, som udgør de største trusler mod fiskene. Og ikke sælerne. Bestanden af torsk vil falde mere på grund af miljømæssige forandringer og fiskeri, end fordi de bliver spist af sæler. De højere temperaturer kan også give flere alger, der resulterer i dårligere føde for fiskene, som derfor bliver mindre og tyndere. 

Så at give gråsælerne skylden og efterfølgende skyde dem er ren symptombehandling. Ren afmagt over for de virkelige problemer. I slutningen af 1800-tallet var der også så mange gråsæler, at fiskerne anmodede det daværende krigsministerium om, at de måtte skyde eller skræmme dem – med kanoner fra Christiansø!

Man mener, at sælbestanden dengang talte omkring 100.000 eksemplarer. I en Østersø, der vrimlede med fisk. I vand, der endnu var rent og klart. Det var således ikke fødemangel, der dengang var problemet.

Leverormene

Der eksisterer et intimt samspil mellem sæler og torsk i Østersøen. Sælerne æder løs af både de sild og brisling, som torskene lever af. Samt af torskene selv. Begge dele går ud over de lokale fiskere, som nu ifølge fødevareminister Mogens Jensen selv er en truet art…

I takt med, at en dyreart sættes under pres – i form af prædation og fødemangel – bliver den også stresset og mere sårbar over for diverse sygdomme og parasitter. I takt med gråsælens genindvandring har østersøtorskene fået endnu et problem at slås med: Leverorm. Lokalt og populært også kaldet sælorm.

Contracaecum osculatum er sælormens latinske artsnavn. Den kan findes i stort antal i mavesækken på gråsæler, hvorfra den spreder sig til det omgivende vand og de fisk, der måtte leve her.

Næsten alle østersøtorsk er i dag syge – inficeret med leverorm. Det gælder nu 90-100 % af torskene.  I 1990’erne var max 20 % af torskene inficeret. Dengang havde de enkelte fisk typisk mellem 4 og 14 orm i deres lever, mens antallet i dag er helt oppe på 27 til 40. 

De mange leverorm forringer torskenes trivsel. Forskerne mener, at torskenes ringere vækst, tidligere gydemodning og lavere levealder primært skyldes leverormene – som igen primært skyldes de mange gråsæler, der er bærere af disse parasitter.

Østersøtorsken foran et kollaps

Kombinerer man det dårlige vandmiljø med en svindende fødemængde, øget prædation og infektion med leverorm, da har man samlet set forklaringen på, at østersøtorsken i dag kæmper for sin eksistens. Ja, faktisk har flere forskere opgivet at finde en løsning på problemet. Det er kommet for langt. Det svenske Havsfiskelaboratoriet tøver således ikke med at kalde torskens nuværende situation for et regulært kollaps.

Vi ved allerede fra Nordaltanten, at verdens engang største torskebestand på bankerne ud for Newfoundland blev fisket så hårdt, at de nåede under den såkaldt kritiske masse. Det er den mængde og det antal, der er afgørende for, om bestanden kan retablere sig selv, hvis overfiskeriet stopper. Det har den ikke kunnet ud for Newfoundland, og det kan sagtens også blive tilfældet for torsken i Østersøen.

Politisk set er der ikke udsigt til, at der vil blive gjort noget ved problemet. Det ligner en dødsspiral, som først ender, når den sidste torsk er fanget og den sidste torskefisker er gået konkurs. Eller er draget hærgende videre til nye ålegræsgange. Et problem, der således løser helt sig selv. Blot giv tid.

Vi har ganske vist en miljøminister, der selv kommer fra Bornholm. Men desværre en fødevareminister, der ikke gør…

© 2019 Steen Ulnits