Aktuelt 3. kvartal 2000

Contents
  1. “Rent Fiskeri”
  2. Grejnyt: Large Arbor fra Orvis
  3. Grejnyt: Vandtæt fisketaske fra Orvis
  4. Landbruget i dialog
  5. Kommuner går sammen
  6. Skræmte fiskere på Lillebælt
  7. Åben krig på Lillebælt
  8. Ny rapport om Lillebælt
  9. Skræmte fisk i Nordsøen
  10. – Årets hidtil største havørred?
  11. “Lachs 2000″ i Rhinen
  12. Alt for tidlig åndenød
  13. Dambrugere dømt i Højesteret
  14. Havbrug fordobler medicinforbrug
  15. Laks og laks…
  16. Temanummer om laks
  17. Godt i øst – skidt i vest
  18. Kanoer og kajakker i Sønderjylland
  19. Skjernå-laksen før og nu
  20. Nej til Center for Vildlaks
  21. – Mere radioaktivitet på Kola?
  22. Grejnyt: “Blue Water” til Big Game
  23. 10-dobling af garn…
  24. Kystfiskere til kamp
  25. “Levende Hav” lig døde fisk…
  26. Tangeværket fortsætter – for en stund
  27. “Bedre vandløb – en praktisk håndbog”
  28. Oversvømmelse i Midtsverige
  29. Radioaktiv forurening af Østersøen
  30. Dage på en sø
  31. Tørre tal fra våd å
  32. Antarktis ved at gå i stykker
  33. Arktiske dyr i det sydlige Danmark
  34. Krebs mod krebs
  35. I kamp mod superlaks
  36. Grejnyt: 50 år ved drejebænken…
  37. Grejnyt: Lange laksestænger fra Hardy
  38. Svin ved Esrum Sø
  39. “Fiskeri – kun for de rige”
  40. Ti kilo fra Kongeåen
  41. Dansk å truet – af rensningsanlæg
  42. Fransk flod truet – af svovlsyre
  43. Brasiliansk jungleflod truet – af olie
  44. Torskestop i Lillebælt
  45. Godt laksenyt fra Norge
  46. Grøn gas op i det blå…
  47. Rusland lukker miljøministerium
  48. Miljømærkede fisk
  49. Strid om badevand
  50. Heder og moser kvæles
  51. Fald i økologisk vækst
  52. EU i kamp for miljøet
  53. Mindre end 5% laks tilbage i Nordamerika
  54. 100.000 druknede fugle i garn – II
  55. Isbjørne syge af PCB
  56. Snart slut med A-kraft i Tyskland
  57. – Mere cyanid til Donau?
  58. – Verdens største havørred?
  59. Bornholms største laks!

* “Rent Fiskeri”

Et antal af verdens ubestridt fineste fiskeprodukter og produktnavne er nu samlet under ét i paraplyorganisationen “Pure Fishing” – “Rent Fiskeri”.

Tidligere havde en mindre del af sortimentet været samlet under en organisation ved navn “Outdoor Technologies Group” (OTG), men det fandt ledelsen var en lidt for bredt favnende betegnelse. Derfor skiftede man navn til “Pure Fishing”, da man fik yderligere et antal fiskeprodukter under sine beskyttende vinger.

Det hele startede med amerikaneren Berkley Bedell, som grundlagde firmaet Berkley i Spirit Lake, Iowa, USA i 1937.

“En af de vigtigste årsager til firmaets store succes gennem årene har været, at jeg kunne omgive mig med folk, for hvem fiskeri ikke blot var en hobby, men en passion. Folk, som var dedikerede til at skabe nyt og bedre fiskegrej.”

Sådan sagde grundlæggeren Berkley Bedell engang i et interview. Sønnen Tom Bedell, som i dag driver firmaet videre og som nu står fadder til “Pure Fishing”, supplerer sin far med følgende:

“For os er fiskeri mere end bare forretning. Det er en lidenskab, vi alle deler. Det handler om naturen, livet i vandet, spændingen ved hvert et nyt kast og samværet med familie og venner.”

Siden sønnen tog over, er der brugt kolossale pengesummer på at udvikle nye produkter. Men ikke nok med det. OTG overtog for nogle år siden først ABU Garcia og siden Fenwick. Helt ny er imidlertid overtagelsen af franske Mitchell, hvis klassiske 300-serie med 30 millioner eksemplarer siden 1948 er verdens mest solgte fastspolehjul nogensinde.

Seneste indlemmelse i “Pure Fishing” koncernen er “Spiderline”, som producerede de første uelastiske PE-liner eller superliner – dertil stadig de eneste, som er fremstillet af de højteknologiske Spectra-fibre.

Vi vender senere tilbage med en nærmere præsentation af de mange nyheder, som “Pure Fishing” lancerer til 2001-sæsonen.

– Husk nu at stemme om Euroen i dag!

28. september 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Large Arbor fra Orvis

Det er snart et godt stykke tid siden, at amerikanske Orvis med brask og bram lancerede deres nye Battenkill Large Arbor hjul – letvægtsfluehjul med storspole. Men det er først nu, man også har kunnet se og købe dem her i Europa – trods deres britiske herkomst.

Large Arbor hjulene fremstilles nemlig i England på den af Orvis ejede fabrik “British Fly Reels”. Det var da også her, at flaskehalsen opstod i forbindelse med lanceringen af hjulene: Man kunne simpelthen ikke levere i forhold til den overvældende efterspørgsel.

Da jeg i februar besøgte den store bådmesse i Miami, Florida, jagtede jeg længe et eksemplar, som jeg kunne teste. End ikke Orvis’ egen repræsentant i byen havde hele serien, der består af fire modeller: 3/4, 5/6, 7/8 og 9/10. Han havde kun en 5/6’er tilbage – resten havde han måttet aflevere til sultne kunder, der allerede havde ventet længe på forudbestilte hjul.

– Vi må erkende, at vi vist er bedre til at skabe et behov end dække en efterspørgsel, sukkede han…

Men nu er hjulene her altså, og de har bestemt været værd at vente på. Umiddelbart ligner de lidt svenske Loop, men i modsætning til disse har Battenkill LA hjulene en lukket konstruktion, der ikke er nær så sårbar over for sand og snavs. Den er dog ikke 100% vandtæt og støvtæt, men kunne godt forbedres med en O-ring.

Bremsemekanismen er den samme som i Orvis’ velkendte Battenkill hjul – et “tried and tested” system, som findes i hundredtusindvis af fluehjul verden over. Her går man således næppe galt i byen. Og da prisen ligger under DKK 2.000, kan man kun være tilfreds.

Det testede hjul er den største model 9/10, som rummer en WF 9 F line plus 200 meter 20 lbs. bagline. Trods den store kapacitet vejer hjulet kun 170 gram, og samtidig byder det på klassens suverænt største indtagningshastighed: Hele 30 cm line per omdrejning!

Det er noget, der for alvor kan mærkes, når man skal spole løsline op eller holde stram line til en fisk, der pludselig vender og svømmer lige imod én. Har man først vænnet sig til det store og åbne hjuls udseende, er man hurtigt solgt på dets høje grad af funktionalitet. Selv spoleskift er noget, der klares på et øjeblik – uden de irriterende løsdele, som mange andre storspolehjul byder på.

Til gengæld bør man hurtigst muligt udskifte det oldengelske hjuletui, der medfølger, til et moderne af neopren – ét, der kan sættes om hjulet, mens det sidder på stangen. Det dur!

Du kan se billeder af det nye LA hjul fra Orvis ved at klikke på artiklen “Storspolehjul” under “Fluefiskeri”.

24. september 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Vandtæt fisketaske fra Orvis

Orvis har udtænkt og fremstillet en speciel fisketaske til den fluefiskende bådfisker. En fisketaske så stor, at den uden problemer rummer alt det, man som bådfisker bør have med på turen. Således måler tasken indvendig hele 31 x 21 cm og vejer 2,4 kg. Udvendig måler den 50 x 35, da den er forsynet med tre store yderlommer til alt det løse.

Det specielle ved netop denne taske er, at den er 100% vandtæt – altså oven vande. Det kan øsregne, og den kan stå i vand helt op til låget, førend noget trænger ind. Tasken er nemlig bygget op omkring en robust helstøbt plastboks med tilhørende og tætsluttende plastlåg. Det hele er indkapslet i Orvis’ nye grønne og slidstærke “Nailhead” nylonvæv, som giver tasken et nydeligt udseende.

Så slut med angst for, at kameraer og film med meget mere – for slet ikke at tale om madpakken – bliver vådt i en våd båd. Her er plads til det hele, lidt til og meget mere. Flueæsker, fluehjul, flueliner, tænger etc., etc. Anbefales på det kraftigste.

24. september 2000

© Steen Ulnits

* Landbruget i dialog

Vandmiljø-handlingsplan II, som udløber i 2003, skal med et fint ord “midtvejsevalueres” inden jul i år. Da skal eksperter, embedsmænd og politikere tage stilling til, om planen har virket efter hensigten, eller om der er brug for yderligere opstramninger. Vandmiljø-handlingsplan II kom jo til verden, da den oprindelige viste sig utilstrækkelig over for landbruget.

Nu har Landbrugsrådets præsident Peter Gæmelke foreslået, at uafhængige eksperter skal vurdere, om den nye handlingsplan har fungeret godt nok på kvælstofområdet – landbrugets ømmeste punkt. Gæmelke foreslår i den forbindelse, at miljøministeren nedsætter et udvalg svarende til det såkaldte “Bichel-udvalg”.

Dette udvalg er for øvrigt opkaldt efter den tidligere præsident i Danmarks Naturfredningsforening (DN), Svend Bichel, der som den hidtil eneste herhjemme formåede at få totalt modstridende interesseorganisationer til at enes. Således fik han jægere og fuglefolk til at være i samme stue!

Peter Gæmelke er godt klar over, at et sådant uafhængigt ekspertpanel meget vel kan nå til den konklusion, at der skal strammes yderligere op over for landbruget. Men han mener, at nødvendige opstramninger alligevel vil komme – før eller senere – så hvorfor ikke få det overstået snarest muligt.

I Folketinget er man positivt stemt over for nedsættelsen af et sådant uafhængigt ekspertudvalg. Dog mener de radikales miljøordfører, at det ikke må medføre en udsættelse af løsningen på landbrugets ammoniakudslip til atmosfæren. Det har højeste prioritet, hvilket også DN tidligere har udtalt.

Rart, såfremt landbruget nu er mere velvilligt stemt over for en konstruktiv dialog. Men endnu bedre, hvis vi også ser konkrete resultater. Klik her, hvis du vil læse mere om landbrugets hidtidige holdninger til spørgsmål om vandmiljøet.

18. september 2000

© Steen Ulnits

* Kommuner går sammen

Det er amterne, der ifølge miljøloven har det overordnede miljøtilsyn, men kommunerne, der har det direkte.

Dette tilsyn er en stor udgiftspost for kommunerne – så stor, at fem kommuner i Ribe Amt nu er gået sammen om de lovpligtige miljøtilsyn. De tekniske udvalg i henholdsvis Bramming, Brørup, Holsted, Ribe og Vejen kommuner mener, at de sammen kan udføre tilsynene på et højere fagligt niveau.

Hvis forsøget falder heldigt ud, kan man nok forvente, at noget tilsvarende vil ske andre steder i landet – i hvert fald mellem kommuner, der som de her nævnte fra Vestjylland har sammenfaldende miljøforhold. Her er der i så fald penge at spare.

18. september 2000

© Steen Ulnits

* Skræmte fiskere på Lillebælt

Udviklingen fortsætter sin skæve gang på Lillebælt. Forleden blev en af turbådene således passet op af to trawlere på én gang, som havde fået den sjove idé, at de ville “klemme ham lidt”. Sådan udtalte de i hvert fald til dagspressen efter den nye episode, som skræmte den pågældende turbåd ind på lavt vand, hvor trawlerne ikke kunne følge med.

Den pågældende turbådsskipper ønskede efter episoden ikke at udtale sig til pressen – af frygt for repressalier. Trawlerne har således opnået, hvad de ønskede – ved chikane og trusler om vold. Og det i et moderne retssamfund med lovgivende, udøvende og dømmende myndighed.

I skrivende stund overvejer søfartsmyndighederne, om der skal ske søforhør i den tidligere omtalte og anmeldte sag om trawleren, der gik så tæt på en turbåd, at denne blev fanget af en trawlwire og slæbt afsted, indtil wiren sprang.

Indtil videre er lystfiskerne lidt skræmte over udviklingen, hvilket naturligvis sætter en bremse på fisketurismen i området. Hvad der tydeligvis også er trawlfiskernes erklærede formål.

Har du ikke læst rapporten, der startede det hele, så kan den stadig rekvireres kvit og frit hos Middelfart Turistbureau på telefon 64 41 17 88

16. september 2000

© Steen Ulnits

* Åben krig på Lillebælt

Som nævnt under denne notits har Middelfart Turistforening netop udgivet en rapport om fiskemulighederne i Lillebælt. Eller rettere de muligheder for et økonomisk vigtigt lystfiskeri, som det nuværende trawlfiskeri sætter en effektiv stopper for.

Den netop udgivne rapport, som kan rekvireres gratis hos Middelfart Turistforening på tlf. 64 41 17 88, har allerede afstedkommet megen røre omkring og på Lillebælt. Således oplevede hele to af bæltets faste turbåde i går, at de nærmest blev vædret af en trawler – endda med den samme skipper i begge tilfælde.

I det ene tilfælde havde han sågar trawlet ude og gik så tæt på turbåden, at trawlets ene trosse fik fat i kutteren “Fortuna”, der blev slæbt afsted en halv sømil, inden wiren sprængtes. Naturligvis med skrækslagne lystfiskere ombord.

I det andet tilfælde, som fandt sted mellem Fænø og Fænø Kalv, havde den pågældende fisker ikke trawlet ude, men sejlede på kollisionskurs, indtil han i sidste øjeblik drejede af og passerede turbåden “Bang Bang” på en til to meters afstand.

I begge tilfælde kaldte turbådsskipperne den angribende trawler over radioen for at få en forklaring. Og i begge tilfælde fik de den besked, at “hvis I vil have krig, så skal I sat’me få krig”.

Vi følger med spænding den fortsatte udvikling på Lillebælt. Trawlerpolitikken er tydeligvis at skræmme lystfiskerne væk fra fiskepladserne i det snævre bælt, som på det smalleste sted kun er 600 meter bredt. I den netop offentliggjorte rapport kan man læse om et tilsvarende konfrontation med en trawler, der nær havde kostet et hold sportsdykkere livet.

13. september 2000

© Steen Ulnits

* Ny rapport om Lillebælt

I den nordligste del af Lillebælt har man aldrig problemer med iltsvind – det sørger en meget kraftig vandgennemstrømning til stadighed for. Til gengæld har man andre problemer at slås med.

Middelfart Turistbureau har netop udgivet en ny rapport om det rekreative fiskeri efter primært torsk, fladfisk og havørred på den nordlige del af Lillebælt, som kaldes “Snævringen”. Turistbureaet ved, at netop lystfiskeriet trækker mange turister til, og at disse turister lægger rigtig mange penge i lokalsamfundet.

Men der er en slange i paradiset, og denne slange hedder trawlfiskeri. Dag ud og dag ind trawler syv kuttere farvandet igennem og ødelægger derved mulighederne for et veludbygget rekreativt fiskeri. Med regelmæssige mellemrum opstår der konfrontationer og konflikter mellem de turbåde, som sejler med lystfiskere, og så kutterne, der har det tunge bundtrawl slæbende efter sig.

Den nye rapport fokuserer meget på de økonomiske muligheder i det rekreative fiskeri med stang og line. Den fokuserer ligeledes på de ødelæggelser, som de tunge trawlskovle påfører bundmiljøet i den smalle og strømstærke del af Lillebælt.

Rapporten er gratis og kan bestilles hos Middelfart Turistbureau på telefon 64 41 17 88. Interessant læsning for alle med interesse i lystfiskeri og vandmiljø.

11. september 2000

© Steen Ulnits

* Skræmte fisk i Nordsøen

De lærde strides pt. om, hvorvidt seismiske undersøgelser foretaget af olieselskaberne ude på Nordsøen skræmmer fiskene bort eller ej. Ifølge kritikerne flygter fiskene fra de sprængninger, som foretages, når nye områder skal undersøges for potentielle olie- og gasforekomster.

Ikke uventet mener olieselskaberne selv, at sagen er undersøgt til bunds, og at intet taler for en sådan skræmmeeffekt. Til gengæld mener flere fiskeribiologer og fiskeriforeninger, at det modsatte er tilfældet. Fiskerne har nemlig registreret, at voksne fisk i vid udstrækning søger bort fra områder med seismiske sprængninger. Og forskerne følger trop med udtalelser om, at skræmmeeffekten på længere sigt kan have andre og endnu mere katastrofale følger.

Dette er især tilfældet, hvis sprængningerne skræmmer voksne fisk på deres vandring mod gydepladserne. I så fald kan gydningen svigte eller få en stærkt reduceret succes. Man frygter også for, at fiskelarver og yngel – der i modsætning til de voksne fisk ikke kan slippe væk – vil få en øget dødelighed på grund af stress.

Fra Barentshavet foreligger dokumenterede undersøgelser, som viser, at torsk og kuller søger bort fra områder med seismiske sprængninger. Og at det kan tage uger og dage, førend de vender tilbage igen. Danmarks Fiskeriundersøgelser oplyser, at der ikke foreligger relevante undersøgelser fra danske farvande om skræmmeeffekten.

Alligevel melder man hus forbi fra Mærsk Olie og Gas. “Offshoreindustrien og andre har genneført undersøgelser…og intet vurderes at kunne påvirke fiskebestandene nævneværdigt”, udtaler Mærsk til dagbladet Politiken.

11. september 2000

© Steen Ulnits

* – Årets hidtil største havørred?

FDB’s Fiskeklub Hasselager er en velfungerende fiskeklub for FDB’s Distributionscenter i Hasselager ved Århus. På klubbens udmærkede hjemmeside kan man læse en spændende beretning om måske årets hidtil største danske havørred:

Torsdag den 13. juli ved 21-tiden kørte Steffen Bech fra Risskov til Karup Å. Han ankom til zone 4 på Skive-foreningens vand klokken 22.30 og begyndte fiskeriet.

Et par timer senere var han nået ned til Røjbæks store hul, hvor han fik et voldsomt hug på sin store sorte kaninskindsflue. Et kraftigt modhug og fisken var godt kroget. Steffen kunne med det samme mærke, at det var en rigtig stor fisk, han havde fået på krogen.

På den anden side af åen stod der en ung fyr med sin far. Steffen spurgte, om de ikke kunne
komme over for at hjælpe ham, da det er vanskeligt selv at gaffe så stor en fisk.

Der gik næsten 20 minutter, inden de var nået over på hans side af åen, og da var fisken ved at være træt. Først gik den unge fyr i åen, men gaffede forbi fisken. Steffen spurgte derfor faderen, om han ikke ville gaffe fisken i stedet for.

Da han vadede ud i åen, fik han øje på fisken og sagde: “Hold kæft, hvor er den stor!”

På det tidspunkt sad mit hjerte helt oppe i halsen. Men fisken blev gaffet og kom på land. Det var et helt fantastisk syn: En fuldstændig blank hanfisk med løse skæl og i absolut topkondition.

Steffen skyndte sig at køre over til en af sine fiskevenner, som er bager, og heldigvis var denne i
bageriet. Fisken blev vejet på en elektronvægt og afslørede følgende imponerende data:

12,048 kg ved en længde på 101cm og et livmål på 57cm.

“Mit livs fisk”, slutter Steffen Bech sin beretning.

Det kan man vist kun give ham ret i!

7. september 2000

© Steen Ulnits

* “Lachs 2000″ i Rhinen

Den 10. juli 2000 fandt den første laks op gennem den nye fisketrappe i Rhinen ved vandkraftværket Iffezheim. Fisketrappen har kostet 15 millioner D-mark (ca. 60 millioner danske kroner) og efterfølges inden tre år af endnu en fisketrappe længere opstrøms ved næste opstemning – ved Gambsheim.

Det faktum, at der nu atter er laks i Rhinen, anses af mange for et mirakel. Intet mindre. Forskere har beregnet, at der for 200 år siden var 800.000 store laks, der hvert år svømmede de mange kilometer op i Rhinen for at gyde i dennes øvre løb.

I 1965 anså man laksen for udryddet. Dræbt af forurening fra den kemiske industri, der ligger tæt fra alpelandet Schweitz længst oppe i vandsystemet til langt ned mod udløbet. Eller hindret i at nå de vigtige gydepladser af massive opstemninger i hovedløb og biløb. Så sent som i 1980 viste tysk TV en mindeudsendelse om atlanterhavslaksen, der ikke længere kunne leve i en “spildevandskanal som Rhinen”.

Udviklingen vendte først i 1986, da en skræmt befolkning så deres drikkevandsanlæg lukke over en 40 km lang strækning af floden – på grund af forgiftning efter en eksplosiv brand i en kemifabrik i Basel, Schweitz. Overalt flød det med døde fisk – billeder, som gik verdenspressen rundt og virkelig gjorde indtryk.

Denne ulykke fik tyskerne til at tænke over tingene. Det kunne ikke fortsætte, og man brugte derfor i de følgende år mere end 100 milliarder D-mark (ca. 400 milliarder kroner) på bygning af effektive rensningsanlæg til spildevandet fra den udbyggede industri og den tætte befolkning langs Europas største vandløb.

I den forbindelse lagde man planen “Lachs 2000″, der skulle sikre Rhinlaksens tilbagekomst i det nye årtusinde – som garant for et bedre vandmiljø. Og man må sige, at det med den seneste lakseopgang virkelig er lykkedes at realisere den ambitiøse plan. Massive udsætninger af laksesmolt kombineret med en bedre vandkvalitet og fri passage var det, der skulle til.

Det millionstore tyske dagblad “Der Spiegel” konstaterer i en flot opsat artikel, at opgaven med at skaffe laksen tilbage til Tysklands vandløb ikke var mindre kompliceret end den, John F. Kennedy i sin tid gav NASA i USA: “Sæt en mand på månen inden udgangen af dette årti!”

Så et stort tillykke til tyskerne, der virkelig fortjener en hånd for deres indsats!

6. september 2000

© Steen Ulnits

* Alt for tidlig åndenød

Årets første iltsvindsrapport fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) bringer foruroligende nyt om vandmiljøet i de indre danske farvande. Således fortæller DMU, at vi sidst i august oplevede et ekstraordinært tidligt iltsvind mange steder.

Umiddelbart er dette måske lidt overraskende, idet vi jo har haft en våd og kold sommer, der ikke har givet algerne optimale betingelser. Men ifølge DMU er det sandsynligvis de seneste to års megen nedbør, som har vasket store mængder kvælstof ud fra landbrugets marker – kvælstof, som har medført en ekstrastor produktion af alger, der nu skal nedbrydes – med iltsvind til følge.

Værst står det til med Flensborg Fjord, farvandet omkring Als og Åbenrå Fjord samt den sydlige del af Lillebælt, hvor fiskeriet med bundgarn er gået stærkt tilbage. Der er endnu ikke registreret iltsvind i Kolding Fjord længere nordpå, men store algemængder varsler her problemer på et senere tidspunkt.

Vandmiljø-handlingsplan II skal midtvejsevalueres inden udgangen af dette år. Da skal politikerne tage stilling til, om der skal strammes yderligere op over for landbrugets massive udledninger af kvælstof.

6. september 2000

© Steen Ulnits

* Dambrugere dømt i Højesteret

Danske dambrugere tabte tirsdag den 22. august mange års kamp for retten til uhæmmet at forurene de danske vandløb. Højesteret stadfæstede da lovligheden af den dambrugsbekendtgørelse, der fulgte i kølvandet på den første vandmiljøhandlingsplan fra sidst i 80’erne

Det var en bekendtgørelse, som dels fratog dambrugerne retten til at bruge alt vand i de danske åer – dels dannede grundlag for en lang række retssager, hvor dambrugere siden blev dømt for overforbrug af foder og deraf følgende forurening af vandet. Indtil videre er der faldet domme med bøder og konfiskation i millionklassen, og flere sager er på vej.

De dømte dambrugere accepterer imidlertid ikke Højesterets stadfæstelse af tidligere domme i Landsretten, idet de føler sig dømt på ulovligt grundlag. De påtænker derfor at indbringe dommen for enten Menneskerettighedskommissionen eller Menneskerettighedsdomstolen!

Det er altså også synd for dambrugerne, at de ikke længere har lov til at ødelægge miljøet og vandkvaliteten i samtlige danske vandløb. Den slags krænkelse af menneskerettighederne kan vi naturligvis ikke leve med i et civiliseret samfund som det danske. – Eller kan vi?

2. september 2000

© Steen Ulnits

* Havbrug fordobler medicinforbrug

Danske havbrug er ofte blevet skældt ud. Dels for at forurene med foderrester og affaldsstoffer fra de mange fisk – dels for at bruge medicin, som siden havner i frivandet hos vildfiskene.

Og sidste år var det helt galt. Da brugte danske havbrugere nemlig mere end dobbelt så megen antibiotika som året før – mere end 1,4 tons mod 0,7 ton tidligere. Dette til en så begrænset produktion som 7.000 tons årligt. Forklaringen var den lange og varme sommer, som skabte ideelle forhold for fiskesygdomme som vibriose og furunkulose.

Men modsat nordmændene, som vaccinerer hver enkelt fisk, foretrækker danske havbrugere den nemme løsning med blot at hælde antibiotika i vandet. Trods undersøgelser, som dokumenterer, at langt størsteparten af dette antibiotika ikke optages i fiskene, men i stedet havner på havbunden uden for netburene. Her kan det siden optages af vildfiskene.

Og trods en mere og mere udbredt frygt for, at overdreven brug af antibiotika kan skabe resistens hos bakterierne, så de ved sygdomme hos mennesker ikke længere kan bekæmpes med antibiotika. Trods en kolossal produktion på over 400.000 tons laks og ørreder bruger nordmændene i dag blot 0,6 ton antibiotika.

Fødevareminister Ritt Bjerregaard har nu iværksat en undersøgelse over det danske forbrug af antibiotika i fiskeopdrættet. Interesserede kan læse mere om fiskeopdræt og skadelige medicinrester ved under “Artikler” at klikke på “Medicinrester og kemikalier”.

Her kan man læse Miljøstyrelsens nedslående tal om, at det samlede danske fiskeopdræt – i saltvand og ferskvand – hvert år udleder 145 tons formalin, 9 tons kobbersulfat samt 3 tons antibiotika…

2. september 2000

© Steen Ulnits

* Laks og laks…

Der er laks, og der er laks. Der er vildlaks, og der er tamlaks. Der er storlaks og smålaks, mellemlaks og grilse. Det har vi vidst og kunnet skelne mere eller mindre godt imellem i mange år.

Men nu kan vi også skelne mellem forskellige laksestammer fra forskellige vandsystemer. De har nemlig en forskellig DNA-profil, som det så fornemt hedder. Med avancerede laboratorieteknikker, som allerede nu er en indarbejdet standard, er det muligt med stor sikkerhed at skelne mellem laks fra ét vandløb og laks fra et andet.

Således kan forskerne hos Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) i Silkeborg i dag skelne mellem vestjyske laks og udenlandske laksestammer – med imponerende 98 % nøjagtighed. Skal der skelnes mellem de mere nært beslægtede laksestammer i Skjernå og Varde Å, er nøjagtigheden 90%. Skelnes der mellem Skjernå og Storå, er sikkerheden nede på 85%.

Den nye DNA-teknik har således vist sig noget nær uvurderlig, når det skal afgøres, om der i et vandsystem stadig er rester af bevarelsesværdige oprindelige laksestammer tilbage.

31. august 2000

© Steen Ulnits

* Temanummer om laks

Landsudvalget for Miljø- og Vandpleje under Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) har højaktuelt udsendt et temanummer om de danske laksebestande.

I hæftet gennemgås den danske laks i et historisk perspektiv, hvorefter der sættes specielt fokus på laksen i Skjernå og på Naturprojekt Skjern Å. Endelig afsluttes med en gennemgang af de genetiske analyser, som har afsløret rester af oprindelige laksestammer i forskellige vestjyske vandsystemer.

Sidst, men ikke mindst indeholder det nye temanummer en lang række vigtige og videnskabelige litteraturhenvisninger for lakseinteresserede.

Landsudvalget bad Skov- og Naturstyrelsen om et indlæg vedrørende styrelsens udpegning af laksehabitater i henhold til EU’s habitatdirektiv. Her har styrelsens afvisnng af Gudenåen som laksehabitat været meget omdiskuteret.

Ikke uventet afslog Skov- og Naturstyrelsen at medvirke. Ikke uventet, da styrelsen netop har et forklaringsproblem i dette spørgsmål. For hvordan kan man med den ene hånd afvise svenske laksestammer i en retablering af Gudenåen, når man med den anden ukritisk importerer tyske bævere til Vestjylland?

Når nu Gudenålaksen blot har været udryddet i trekvart århundrede efter Tangeværkets bygning, mens bæveren har været borte fra den danske natur i et eller to årtusinder? Det hænger mildest talt ikke sammen, og det ved styrelsen da også godt.

“Miljø- og Vandpleje” er et internt orienteringsblad for foreninger under DSF.

31. august 2000

© Steen Ulnits

* Godt i øst – skidt i vest

Mens biologerne klager over svigtende fiskebestande i de store sønderjyske vandløb, som munder ud i Vadehavet, er der til gengæld godt nyt fra de mindre østvendte åer.

Det fremgår af en rapport, som Sønderjyllands Amt netop har udsendt. Af rapporten fremgår det, at der i dag er masser af ørreder i mange af de mindre sydøstjyske vandløb. Faktisk så mange, som der ikke har været i de sidste tyve år.

Den store forskel på fiskebestanden i de øst- og vestvendte vandløb i grænselandet skyldes ifølge amtet, at vandløbene i vest i mange år har lidt under en hårdhændet oprensning, som det tager åerne lang tid at komme sig efter. Omvendt har de østvendte vandløb i lang tid lidt under en meget dårlig vandkvalitet, men det har en stærkt forbedret kloakering og spildevandsrensning rettet kraftigt op på.

Ikke mindst de mindre vandløb, som munder ud Genner Bugt, Åbenrå Fjord og Flensborg Fjord, huser nu solide ørredbestande. Dagens glade nyhed!

27. august 2000

© Steen Ulnits

* Kanoer og kajakker i Sønderjylland

I 1980’erne var der store problemer ved Gudenåen, hvor kanotrafikken nærmest eksploderede i de år. Horder af kanoer væltede ned ad åen – med mere end 300 kanoer daglig på årets første helligdage.

Det kunne vandmiljøet naturligvis ikke holde til, og det endte da også – efter adskillige sværdslag – med, at Vejle Amt indførte restriktioner for sejladsen på det øvre løb af Gudenåen. Restriktioner, der dels begrænser antallet af kanoer – dels begrænser det tidsrum, der må sejles i. Restriktioner, som yder fisk og fugle en vis beskyttelse i yngletiden.

Nu har man så fået tilsvarende problemer på de sønderjyske vandløb. Blandt andet har man på enkelte åer oplevet dage, hvor op mod 150 kanoer passerede ned gennem systemet – ofte hujende passagerer siddende på ølkasser, der tømmes i takt med turen. Ikke nogen udpræget opførsel for almindeligt naturinteresserede personer.

Ribe Amt har da også taget konsekvensen af den stigende trafik med et udspil, der lægger bånd på antallet af kanoer, og som netop nu er til godkendelse i Skov- og Naturstyrelsen. Den lokale kajakklub i Varde bifalder de nye restriktioner, som friholder deres favoritvand – den kunstige Karlsgårde Sø med tilhørende kunstige kanaler.

Men det mest interessante ved de nye restriktioner er, at Skov- og Naturstyrelsen allerede har anket amtets forslag på et enkelt punkt, nemlig sejladsen på Magisterkogen i Vidå. Styrelsen mener nemlig ikke, at amtets restriktioner er restriktive nok!

27. august 2000

© Steen Ulnits

* Skjernå-laksen før og nu

Efter århundreders langsom tilbagegang gik det for alvor hurtigt for laksen i Skjernå. Først med engvandingerne, som tog fart i midten af 1800-tallet. Siden med dambrugene, deres opstemninger og forurening. Samt sidst og endegyldigt med den store regulering af det nedre hovedløb i 1960’erne.

Man regner med, at der i begyndelsen af 1980’erne blot var mellem 50 og 100 vildlaks tilbage i Skjernå, og af dem ynglede langt størsteparten på de nederste 500 meter af tilløbet Karstoft Å. Da man få år senere fandt ud af, at der rent faktisk stadig var rester af den oprindelige laksestamme i Skjernå-systemet – ikke kun rester af tidligere tiders tilfældige udsætninger – gik Ringkøbing Amt i gang med årlige undersøgelser af bestanden. Den nederste del af Karstoft Å blev fredet og det eksisterende dambrug nedlagt. Hermed var de vigtige gydepladser reddet.

Endnu et stort skridt fremad var et sæt nye bestemmelser for fiskeriet ude på Ringkøbing Fjord, hvor langt størstedelen af de tilbagevendende laks hidtil var blevet fanget i garn af lokale fritids- og erhvervsfiskere.

De nye bestemmelser trådte i kraft i 1996, og hvert år siden da – ja, faktisk lige siden 1994 – har man kunnet registrere en stigning i gydebestanden. I 1999 beregnedes lakseopgangen i Skjernå således til 1.126 fisk, hvoraf de 829 stammede fra udsætninger.

Knap 300 fisk var altså vildlaks – født og opvokset i Skjernå, før de vandrede ud gennem Ringkøbing Fjord og videre op i Nordatlanten. En mangedobling af vildlaksebestanden på 20 år, men stadig et meget sårbart og forsvindende lille samlet antal. Og der er stadig langt til de 2.000 årlige gydelaks, som menes at være det optimale antal for Skjernå.

Også for sportsfiskerne ved åen er det gået støt fremad. I slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne blev der årligt blot rapporteret fangster på 5-10 laks, mens fangsterne i slutningen af 80’erne var oppe i nærheden af 50 fisk.

I 1997 – året efter de nye restriktioner på Ringkøbing Fjord – blev der indrapporteret under et halvt hundrede stangfangede laks. I 1998 var tallet oppe på 80 eksemplarer, og i 1999 blev endnu flere laks landet og indrapporteret. Alt tyder således på, at restriktionerne virker efter hensigten.

Fiskeribiologerne har beregnet, at det nye Skjern Å Naturprojekt, hvor åens yderste løb delvis lægges tilbage i sit gamle leje, vil kunne forøge laksebestanden med 50% i forhold til det nuværende.

Fremtiden tegner således lysere end nogensinde for den vestjyske laksestamme, der for blot et par årtier siden var truet af den totale udryddelse.

24. august 2000

© Steen Ulnits

* Nej til Center for Vildlaks

Ribe Amt har sagt nej til at støtte Danmarks Center for Vildlaks i Skjern. Dansk Laksefond, som har søgt amtet om penge til klækkeriet, har således fået afslag på sin ansøgning.

Amtet ønsker i stedet at koncentrere sine anstrengelser om at forbedre laksefiskenes levevilkår i vandløbene – noget, der jo på sigt også er langt vigtigere end udsætningerne. Sidstnævnte er jo blot symptombehandling.

Ribe Amt har samtidig sat sig for at gøre en ekstra indsats for den lokale specialitet, snæbelen – en spidssnudet og havvandrende udgave af helten. Amtet frygter, at snæbelen ellers snart vil være uddød i vandsystemerne Brede Å og Varde Å, som begge udmunder i Vadehavet.

Ribe Amt har søgt om EU-midler til de miljøforbedrende tiltag i amtets vandløb.

24. august 2000

© Steen Ulnits

* – Mere radioaktivitet på Kola?

Med forliset af den kun 5 år gamle, 155 meter lange, 14.000 tons tunge og 116 mand store russiske atomubåd “Kursk” af Murmansk i Barentshavet ud for Kolahalvøen er der atter rejst tvivl om de russiske myndigheder og det russiske militærs kontrol over farlige atomfartøjer.

“Kursk” sank som en sten – tilsyneladende efter to eksplosioner ombord under en øvelse – og ligger i dag på godt 100 meter vand. De ombordværende marinesoldater er efter alt at dømme allerede døde – trods russiske myndigheders rapporter om andet.

Enhver med blot en smule kendskab til Rusland og den russiske folkesjæl vil vide, at man ingen lid kan eller skal fæste til officielle oplysninger om katastrofer af denne art. Det sås tydeligt under nedsmeltningen af Tjernobyl atomkraftværket i 1986, hvor myndighederne i lang tid forsøgte at nedtone katastrofens omfang. Ingen tør sige noget, for sporene skræmmer. Alle ved, at om man lækker oplysninger af denne art, så ryger man omgående i fængsel. Sådan har det i hvert fald været både ved Tjernobyl og på Kola – som tidligere omtalt på denne side.

Det russiske militær har lovet fred og ingen fare, idet den sunkne atomubåds to reaktorer skulle være lukket ned. Imidlertid mener flere vestlige eksperter, at det ikke nødvendigvis er rigtigt. At ubåden sank så hurtigt, at der næppe har været tid til den nødvendige nedlukning. Altså er der en reel risiko for nedsmeltning af de to atomreaktorer, der ligger på kun 100 meter vand – med påfølgende radioaktiv forurening af Barentshavet.

Det mener i hvert fald eksperter fra den norske miljøorganisation “Bellona”, der overvåger sagen nøje. For øvrigt den organisation, som russiske miljøfolk selv konsulterer, når de vil vide noget om det russiske miljø!

Endnu har man dog ikke kunnet måle nogen radioaktiv stråling i området. Men det kan hurtigt blive tilfældet, når og hvis den nødvendige køling af atomreaktorerne ophører på grund af ubådens svigtende energiforsyning.

Eksperter vurderer, at Rusland kun har råd til at vedligeholde omkring en tiendedel af atomflåden i Ishavet forsvarligt. Resten får lov at ruste op i Murmansk. Kola-halvøen er og bliver et spændende sted at svinge laksestangen!

Interesserede kan læse mere ved at klikke på atomkraft.

20. august 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: “Blue Water” til Big Game

Scierra, som på rekordtid er blevet et kendt mærke blandt kræsne fluefiskere, der ikke vil betale overpriser på amerikanske mærkevarer, har til år 2000 lanceret endnu en ny serie fluestænger.

Det er “Blue Water”, som er en stangserie tiltænkt det “nye” fluefiskeri i saltvand. Navnet “Blue Water” henviser til dels det åbne hav, hvor jo de største fluefisk jo svømmer rundt – dels stængernes diskrete blå farve.

Der er tale om hurtige stænger, som formår at skære igennem den vind, der altid blæser ved havet. Som kan levere høje linehastigheder og lange kastelængder. Men med en aktion så kvik, at det bestemt ikke er stænger for begyndere. Man skal have kasterytmen i orden, hvis man vil have det fulde udbytte af disse lette sværvægtere.

For lette, det er de. Eksempelvis vejer en 9 fods klasse 9 stang blot 125 gram, hvilket ikke mindst skyldes en letvægts hjulholder med indlæg af radial kulfiber.

Stangen blev testet under dels fiskeri med flydeline og store 10 cm’s geddefluer – dels fiskeri efter torsk med tunge Teeny T-300 synkeliner. Stangen klarede begge dele til UG og var i det hele taget en fornøjelse at arbejde med – ikke mindst når en 1-2 kg’s hidsig tangtorsk ruskede i den anden ende af linen. For slet ikke at tale om et par kilostore sej, der pludselig dukkede op af dybet – med hug så hårde og udløb så voldsomme, at jeg var helt sikker på en dobbelt så stor havørred!

19. august 2000

© Steen Ulnits

* 10-dobling af garn…

Det lader til, at både Fødevareministeriet og Fiskeridirektoratet har mistet interessen for både lovlige og ulovlige garn. Eller i hvert fald en reduceret garnmængde som den, tidligere fiskeriminister Henrik Dam Kristensen plæderede for efter konferencen i Viborg i efteråret ’97 – under mottoet “til glæde for flest”.

Under alle omstændigheder er det nu en kendsgerning, hvad Danmarks Sportsfiskerforbund frygtede for ved den tidligere lovændring: Der er kommet flere registrerede bierhvervsfiskere end tidligere – i form af fritidsfiskere, som har søgt om status som bierhvervsfisker, med ret til at bruge op til 30 garn i stedet for som hidtil 3.

Ved det seneste godkendelsesmøde i det nævn, der administrerer den nye ordning, blev 30 ud af 80 ansøgere således godkendt som bierhvervsfiskere. Det medførte, at disses hidtidige 90 tilladte garn nu blev øget til 900 garn. En 10-dobling og dermed et hårdt tilbageslag for fiskebestandene i de indre danske farvande, hvor de i forvejen er hårdt beskattet af trawl, garn og ruser.

Man må hermed konstatere, at Fiskeriministeriet definitivt ikke lever op til de løfter, man gav på ovennævnte konference i Viborg. Men blot lader stå til, så vore kyster kan blive overplastret med endnu flere garn end hidtil.

Hvis så også fritidsfiskerne over det ganske land – som tilfældet allerede er på Bornholm – får lov til igen at bruge 6 garn i stedet for 3, er katastrofen fuldstændig og dansk fiskeri atter bombet tilbage til stenalderen.

19. august 2000

© Steen Ulnits

* Kystfiskere til kamp

De danske kystfiskere – dem med garn, ikke dem med stang – har i mange år følt sig hårdt presset af de store bundtrawlere, som dels overfisker bestandene, dels ødelægger bunden, mens de gør det.

De har nu kaldt til kamp mod de store trawlere, som altid leverer fisk af dårlig kvalitet – helt enkelt fordi fangsten har ligget i trawlposen under så hårdt pres, at den er død eller halvdød ved landingen. Kystfiskerne vil kæmpe på kvaliteten af de fangede fisk. De accepterer derfor kun fisk fanget i garn, bundgarn eller snurrevod, hvilket leverer friske fisk i bedste stand.

Kystfiskerne har – på foranledning af brancheorganisationen “Levende Hav” – udarbejdet et regelsæt for fangstmetoder, som er tilladte, hvis man vil kunne forsyne sine fangster med det nye miljømærke. “Fiskernes Økologiske Netværk”, som er en underafdeling af “Levende Hav”, har barslet med en deklaration, der fortæller forbrugeren om hvor, hvornår og af hvem, fiskene er fanget. En garanti for friske fisk fanget under brug af skånsomme metoder. Ingen sekundafisk fra de miljøødelæggende trawlere her.

Ikke uventet kalder Bent Rulle – formand for Dansk Fiskeriforening med de store trawlere – det nye og selvbestaltede miljøvaremærke for fup og svindel. Han frygter naturligvis for, at de trawlfangede fisk ikke længere vil stå sig så godt i konkurrencen om kundernes gunst. I hvert fald ikke på hjemmemarkedet. Men han behøver næppe frygte ret meget, al den stund langt størsteparten af trawlernes plukfisk alligevel går til udlandet – til eksport som ferske eller forarbejdede fisk.

Kystfiskerne derimod ser miljømærket som en sidste chance for at overleve i kampen mod kæmperne. De har set deres antal falde støt i takt med erhvervsfiskeriets industrialisering. Eksempelvis har man ved Lildstrand i Nordjylland noteret en halvering i antallet af fiskekuttere – fra knap 20 både i de glade 60’ere til i dag under 10. I samme tidsrum er kvaliteten på den fisk, der udbydes i landets fiskehandler, dalet tilsvarende.

Indtil videre kan vi lystfiskere i hvert glæde os over at have fundet en, omend uventet, forbundsfælle i kampen mod de grådige og bundødelæggende trawlere. Målet må i sidste ende være, at alle indre danske farvande totalt friholdes for trawlfiskeri og muslingeskrab. Det har de helt enkelt ikke fysik til.

13. august 2000

© Steen Ulnits

* “Levende Hav” lig døde fisk…

Under overskriften “Talfusk om fiskeri” skriver bestyrelsesmedlem i Landsforeningen Levende Hav, Kurt Bertelsen Christensen (KBC) i et indlæg i dagbladet Politiken, at Danmarks Naturfredningsforening (DN) fusker med tallene. DN angiver nemlig, at omkring 7.000 marsvin årligt dør i danske fiskeres garn. KBC mener, at tallet snarere er 3.000.

Uanset om det nu er 3.000, 7.000 eller måske endda 10.000 marsvin, der hvert år lider en pinefuld druknedød i danske monofile garn, så er det alt, alt for mange – uanset at det så sker som uønsket bifangst. Et helt uacceptabelt højt tal.

Men når KBC så i samme indlæg nævner “det på alle områder skånsomme garnfiskeri”, da knækker filmen totalt. Det må være mod totalt bedre vidende, at KBC kan postulere noget sådant. For hvordan kan det “på alle områder” være skånsomt, når marsvin i tusindvis drukner i de selvsamme “skånsomme” garn? Og hvordan kan garn “på alle måder” være “skånsomme”, når Dansk Ornitologisk Forening for nylig har anslået, at omkring 100.000 danske havfugle hvert år lider en tilsvarende smertefuld druknedød i danske fiskeres monofile garn?

Samtidig ved fiskeribiologerne jo, at netop monofile nedgarn er den største enkelttrussel mod danske havørredbestande. At fisk fanget i et monofilt nedgarn kun i meget begrænset omfang lader sig genudsætte i levedygtig stand, når først deres beskyttende slimlag er ødelagt af kontakt med netmaskerne. At de monofile nedgarn således tager alt, der kommer i deres nærhed, hvis ikke fiskene er så små, at de uhindret kan passere netmaskerne.

Den triste kendsgerning er således, at i tusindvis af fredede havørreder – undermålere såvel som fredede fisk i gydetiden – havner i danske erhvervsfiskeres, bierhvervsfiskeres og fritidsfiskeres monofile nedgarn. Fisk, der ikke lader sig genudsætte i levedygtig tilstand.

KBC beskylder DN for “talfusk”, men øver vel ret beset selv navnefusk, når han repræsenterer en garnfiskende organisation med navnet “Levende Hav” – en organisation, hvis medlemmer om nogle spreder dokumenteret død og ødelæggelse med deres garn.

Det er meget prisværdigt, at organisationen Levende Hav modarbejder de store fiskebådes hårdhændede fiskeri med tunge trawlredskaber, der ødelægger bundmiljøet. Men det ville klæde organisationen meget, hvis de under “skånsomme” fiskemetoder kun inkluderede bundgarnsfiskeri, hvor uønskede fisk i vid udstrækning kan genudsættes.

Alt andet er at stikke forbrugerne blår i øjnene. Men et ganske smart markedsføringstrick. Præcis som de garnfangede fisk, der snart kommer på markedet – som “miljømærkede” – fra medlemmer af Levende Hav.

13. august 2000

© Steen Ulnits

* Tangeværket fortsætter – for en stund

Skov- og Naturstyrelsen, der længe har gået som katten om den varme grød i spørgsmålet om Tangeværkets fortsatte eksistens ved Gudenåen, har nu meldt klart ud. Så klart som denne styrelse nu kan gøre det i sager, hvor den konsekvent modsiger sig selv.

Styrelsen har besluttet, at Tangeværket, hvis 80-årige koncession på brugen af vandet i Gudenåen udløber den 8. januar 2001, kan fortsætte midlertidigt indtil 2003. Da skal sagen atter tages op til revision.

Socialistisk Folkeparti (SF) stillede før Folketingets sommerferie forslag om, at Tangeværket nedlægges ved koncessionens udløb. At Tange Sø bevares, og at der samtidig anlægges et langt stryg uden om hele den kunstige kraftværkssø, så nedtrækkende ungfisk kan passere uhindret nedstrøms – i sikkerhed for de knuder, sandarter og gedder, som i dag tager mere end 90% af fiskene.

SF foreslår, at de 65 millioner kroner, som et langt omløbsstryg vil koste, skaffes via en ekstraordinær finanslovsbevilling. Det skal blive spændende at følge med i udviklingen, når nu Folketingets medlemmer vender friske tilbage til stemeknapperne og udvalgsmøderne efter sommerferien.

SF har foreslået, at der til år 2001 samlet afsættes 335 millioner kroner til forbedringer af forholdene i den danske natur. Heraf skal alene 120 millioner kroner gå til naturgenopretningsprojekter. Det foreslår i hvert fald Jørn Jespersen, som er formand for Folketingets Miljøudvalg. De mange penge skal sikre, at Skjernå-projektet ikke alene sluger alle midler afsat til dette ædle formål.

Så måske har Gudenåen alligevel en fremtid – trods Svend Auken og Skov- og Naturstyrelsen. Aukens partifælle – fødevareminister Ritt Bjerregaard, hvorunder fisk og fiskeri hører – er jo heldigvis ikke på hans, men på åens og miljøets side i denne sag.

Interesserede kan læse mere ved at klikke på vandkraft.

10. august 2000

© Steen Ulnits

* “Bedre vandløb – en praktisk håndbog”

Det er titlen på en net lille tryksag med undertitlen “Hvordan man med små midler kan forbedre de fysiske forhold i mindre vandløb”.

Titel og undertitel siger det hele, og indholdet er praktisk indpakket i plast, så håndbogen tåler at komme med ud i naturen – ud til de små vandløb, det hele drejer sig om. Det er Sønderjyllands Amt og Vejle Amt, der i et prisværdigt samarbejde har skrevet og ladet fremstille den nye vejledning til bedre vandløb.

På 52 flot farvelagte sider er der praktiske anvisninger på, hvordan man rækker vore vandløb en hjælpende hånd. Her kan man læse om skånsom kantslåning og ditto grødeskæring. Her kan man få mere at vide om beplantning af ubevoksede bredder, om udlægning af gydegrus og omlægning af styrt til stryg. Man får også gode anvisninger på, hvordan man anlægger sandfang og vandingssteder, hvordan man genåbner rørlagte strækninger af vandløb samt meget mere. Altsammen pædagogisk illustreret med flotte fotos og let forståelige stregtegninger.

Ønsker man mere information om de rent lovmæssige sider af denne sag, så har de to amter også en sådan klar til levering. Den hedder såmænd “Bedre vandløb – en administrativ vejledning”. Den kan i lighed med førstnævnte bestilles hos de to amter.

Begge anbefales på det kraftigste, hvis man har blot den mindste interesse for vore vandløb.

10. august 2000

© Steen Ulnits

* Oversvømmelse i Midtsverige

Det ser nu ud til, at vandet atter begynder at falde i Midtsverige – efter de værste oversvømmelser i mands minde. Det er især gået ud over området fra Ångermanälven i nord over Indalsälven og Ljungan til Ljusnan i syd – hver især velkendte lakseelve.

Oversvømmelserne er forårsaget af ekstraordinært store nedbørsmængder og – efter alt at dømme – elselskabernes grådighed. Det er nemlig elselskaberne, der driver vandkraftværkerne, som producerer el ved at lukke vand gennem turbinerne. Som har opstemmet de fleste større elve, så der dannes nye vandkraftsøer til opmagasinering af vandet. Elselskaberne forsøger at holde på vandet, så de kan producere el til den højst mulige pris.

Myndighederne mener således, at kraftværkerne burde have startet med at lukke vand ud af magasinerne fire-fem dage tidligere, end tilfældet var. Men de ventede – på at få fyldt reservoirerne helt op inden vinterens energifråds i det svenske. Faktum er nemlig, at prisen på el stiger til mindst det 4-dobbelte, når vinteren stunder til, og de mange små hjem skal varmes op.

Men meget tyder på, at elselskaberne denne gang forregnede sig . De holdt på vandet så længe, at de til sidst måtte slippe vand ud af vandkraftsøerne i så store mængder, at det resulterede i oversvømmelser, bortskyllede veje og vejbroer samt jernbanestrækninger – for slet ikke at tale om de mange huse, der har måttet evakueres.

Der kom ekstraordinært meget vand – 5 gange normalen – på grund af ekstraordinære vejrforhold. Således havde man som noget ganske usædvanligt solskin og tørvejr i Bergen og på Færøerne, mens det regnede katte og hunde i Midtsverige.

Skadernes omfang er endnu ikke klarlagt, men der tales om alt fra flere hundrede millioner til beløb i milliardklassen. Det retslige efterspil vil afklare, om det er forsikringsselskaberne eller elselskaberne, der må betale. Faktum er imidlertid, at hver enkelt skadesramt svensker må punge ud med en selvrisiko på SEK 10.000.

Atter et eksempel på, at vandkraft ikke er nogen god løsning på verdens energiproblemer. Interesserede kan klikke på vandkraft og her læse mere om denne energiform og dens skadelige virkninger på miljøet.

6. august 2000

© Steen Ulnits

* Radioaktiv forurening af Østersøen

Da Sovjetunionen stadig eksisterede, udnyttede Rusland ofte randstaterne til militære og atomare aktiviteter. Da så Sovjetunionen ophørte, trak Rusland sig nølende tilbage – ofte efterladende forurening af katastrofal karakter.

Det er tilfældet ved Sillamäe i Estland – 30 km fra grænsen til Rusland – hvor russerne i omkring 50 år havde oparbejdet uran til brug i diverse atomvåben. Resultatet af disse aktiviteter er en 40 hektar stor dam – svarende til 55 fodboldbaner – som indeholder 12 millioner kubikmeter radioaktivt og tungmetalholdigt spildevand. Altsammen kun holdt tilbage fra Østersøen af en gammel dæmning, som daglig lækker mange kubikmeter stært forurenet vand, og som nu truer med at bryde helt sammen.

Fra forskellige kilder forlyder det, at der fra Sillamäe daglig lækker op mod 30 tons radioaktivt spildevand ud i den Finske Bugt, og at Østersøen derigennem forurenes med både strontium, thorium og uran samt ikke-radioaktive stoffer som aluminium, mangan, magnesium og titanium med flere andre.

Miljøstyrelsen ser derfor på sagen med stor alvor, og den danske stat deltager da også i et internationalt projekt, som formedelst 150 millioner kroner skal forstærke dæmningen, så yderligere udslip kan undgås. Vi danskere bidrager med 7 millioner skattekroner til projektet, der skal stå færdigt i 2006.

Forskningscenter Risø mener imidlertid, at faren ved den lækkende dæmning er stærkt overdrevet. Fra Risø lyder det, at et dæmningsbrud i Sillamäe blot vil medføre en svagt forhøjet radioaktivitet i umiddelbar nærhed af dæmningen. Og at problemet derfor ikke er noget at bekymre sig over.

Men måske Risø bevidst forsøger at nedtone problemerne. Det har jo vist sig, at netop Risø selv har store problemer med at styre den smule radioaktivitet, de selv producerer i deres beskedne testreaktor.

Interesserede kan læse mere om fisk og radioaktivitet ved at klikke her.

6. august 2000

© Steen Ulnits

* Dage på en sø

I forrige uge var jeg et smut på Djævleøen. Undervejs blev der tid til at besøge vennen Niels, der har købt hus ned til den dejlige Esrum Sø i det smukke Nordsjælland.

Det blev til to halve dages fiskeri, der på alle måder var meget forskellige. Om torsdagen silede regnen ned, og jeg havde aftalt afhentning med Niels i nordenden af søen. Niels havde været ude fra tidlig morgen, mens jeg selv besøgte et trykkeri i hovedstaden. Han var på plads, da jeg nåede ned over markerne og ud til vandet. I agterstavnen lå en dejlig 6 kg’s gedde, hvis fremtid var som fiskefrikadeller. I dammen derimod gik en spillelevende gedde af dimensioner…

– Vend dig om, mens jeg fisker den op af dammen, sagde Niels. Da jeg atter vendte mig om, stod han med favnen fuld af storgedde – 9,5 kg fordelt på 107 cm. En utroligt velnæret gedde, som havde i hvert fald to store byttefisk i maven. Den blev senere genudsat.

Begge fisk havde hugget på en levende skalle fisket over 12-14 meter vand. Vi tog derfor ud og søsatte nogle flere skaller. Det tog da heller ikke mange minutter, førend der atter var bud efter en af dem. Denne gang var jeg den heldige og kunne efter en god fight bjerge en fin 5 kg’s, der hurtigt blev lempet udenbords igen. Derefter gik fiskeriet dødt, og vi satsede derfor på grillede bøffer og røde vine i stedet.

Næste dag bød på langt bedre vejr – vindstille med enkelte solstrejf. Denne gang havde vi selskab af Anders, der har tilbragt størsteparten af sit unge liv ved eller på Esrum Sø, og som derfor kender den bedre end sin egen bukselomme. Nu skulle aborrerne få lidt at bide i, var vor plan.

Anders foreslog rankegrøden på 4-5 meter vand, men fiskene ville ikke rigtig noget. Vi satsede i stedet på en lækker frokost i Skipperhuset, der har egen anlægsbro for sultne lystfiskere. Og da først vore maver var fyldt, livede aborrerne op til dåd. Det blev til flere fine fisk på spinner og wobler, inden vi søsatte et par småfisk. Så var de større aborrer der straks – hidsige fightere på op til 800 gram.

To herlige fiskedage på en sø, der i dag nok er mere klarvandet end i mange, mange år!

3. august 2000

© Steen Ulnits

* Tørre tal fra våd å

Som tidligere nævnt på denne side holdt man med udgangspunkt i Hagebro Kro åbent hus ved den ellers så lukkede Karup Å i weekend’en den 24.-25. juni. Det var Lystfiskerforeningen for Skive og Omegn, der sammen med Sønder Resen konsortiet og Aulum-Haderup Sportsfiskerforening havde stillet fiskevand til rådighed. Der måtte fiskes fra lørdag den 24. klokken 14 til søndag den 25. klokken 14, hele natten inklusive.

90 fiskere mødte op og deltog i fiskeriet, hvilket resulterede i fangsten af fem fisk over 4 kg. Det er den størrelse, der berettiger til lystfiskermagasinet Fisk & Fri’s eftertragtede Storfangernål. Den største fisk vejede 6,5 kg og blev ikke uventet taget af en lokal fisker fra Vridsted lige ned til åen. Det var dog ikke den største fisk, der blev fanget i dette tidsrum, idet en fisk på 7,7 kg lod sig overliste i åen af en ikke deltagende fisker.

Fangsterne fortæller to ting om Karup Å: At den gennemgående holder en høj gennemsnitsvægt på havørrederne. Og at der skal gås mange forgæves gange til åen, førend der er hug af en Storfangerfisk.

Fem fisk til 90 fiskere på et døgn betyder jo, at 17 ud af 18 fiskere måtte gå forgæves. Eller at der skal 18 ture til åen til, førend der statistisk set er hug af en stor havørred.

3. august 2000

© Steen Ulnits

* Antarktis ved at gå i stykker

To store isbjerge rev sig for nylig løs fra Antarktis. Lillebror er på sølle 2.600 kvadratkilometer, mens storebror måler mere imponerende 11.000 kvadratkilometer.

Størstedelen af Antarktis består af flydende is – en mindre del af fast grundfjeld. Isdelen er blevet mindre i de senere år på grund af opvarmning af atmosfæren og afsmeltning ved polerne. Nogle forskere mener, at den hurtige afsmeltning er et resultat af den menneskeskabte drivhuseffekt – at udviklingen vil fortsætte og vandspejlet i verdenshavene derfor stige. Andre forskere maner til besindighed og tror, at afsmeltningen skyldes naturlige svingninger i jordens temperatur.

Faktum er i hvert fald, at de to nu løsrevne isbjerge langt fra er de største, man kender til. Rekorden tilhører således en kæmpe på mere end 48.000 kvadratkilometer, som rev sig løs fra Antarktis i 1956. Det er en isplade større end Danmark…

Interesserede kan læse mere i en artikel om drivhuseffekten under “Fiskeribiologi”.

30. juli 2000

© Steen Ulnits

* Arktiske dyr i det sydlige Danmark

For ikke så forfærdeligt længe siden drev endnu en kaskelothval – omkring nummer 60 inden for de seneste knap 500 år – i land nær Rømø i den danske del af Vadehavet. Et dyr, som normalt færdes ude på de store oceaner over flere tusinde meter vand. Ganske vist ikke noget højarktisk dyr, men alligevel. Et dyr, der bestemt ikke hører hjemme i danske farvande.

Først var det hvidhvaler, der lod sig se i Limfjorden og siden Lillebælt – hvaler, der hører til højt mod nord. Så var det en spækhugger, der forelskede sig i en af slæbebådene i Randers Fjord, hvor den desværre senere døde af svamp i det ferske vand. Dernæst dukkede delfiner op helt nede i Flensborg Fjord – lokket dertil af det usædvanligt varme vand og masser af fødefisk.

Og for ikke så lang tid siden drev en havskildpadde i land ved Vorupør.Den blev indfanget og sendt til Danmarks Akvarium i Charlottenlund. En mere krank skæbne overgik den hvalros, der et stykke tid senere svag og afkræftet drev i land i Nordjylland – en ganske lang svømmetur fra Arktis. Den blev aflivet, da man fra sagkyndig side mente, at den ikke ville kunne klare sig.

Alle disse episoder med eksotiske dyr, som oprindelig hører hjemme oppe blandt isbjergene i Arktis, har fundet sted inden for de seneste to årtier. Og de bliver næppe de sidste, for den globale opvarmning – blandt andet forårsaget af drivhuseffekten – er efter alt at dømme kommet for at blive.

Interesserede kan læse mere om netop drivhuseffekten under “Fiskeribiologi”.

30. juli 2000

© Steen Ulnits

* Krebs mod krebs

Dansk Krebseavlerforening (DK) har set sig nødsaget til at indrykke en annonce i Jyllands-Posten, hvori man gør opmærksom på, at det ikke er tilladt at udsætte eksemplarer af den nordamerikanske signalkrebs Pacifastacus leniusculus. Man gør endvidere opmærksom på, at ethvert kendskab til salg af signalkrebs automatisk vil medføre politianmeldelse fra DK.

Den i Danmark naturligt hjemmehørende krebseart er flodkrebsen Potamobius astacus, som for nogle år siden var hårdt ramt af sygdommen krebsepest. En sygdom, som den amerikanske signalkrebs i vid udstrækning er immun overfor. Det var da også årsagen til, at man i 1960’erne introducerede netop denne nye krebseart til Danmark.

Nu er den imidlertid ikke velkommen længere. Den er ikke lige så naturligt hjemmehørende i Danmark som de importerede bævere fra Tyskland…

30. juli 2000

© Steen Ulnits

* I kamp mod superlaks

– Hvilken lystfisker vil ikke gerne i kamp med en rigtig superlaks – en med kræfter til høje spring og lange udløb, der går dybt i baglinen?

Rigtige “superlaks” er allerede en realitet. Måske ikke superstærke, men så i hvert fald superhurtigt voksende. Videnskaben har nemlig udviklet såkaldte “Frankenfish” – naturligvis opkaldt efter Dr. Frankenstein og hans monstrøse skabninger – som kan vokse sig markedsstore på blot 18 måneder. Dobbelt så hurtigt som almindelige tamlaks.

Monsterfiskene, som er udstyret med et genetisk modificeret væksthormon, er udviklet i Canada, hvor nogle tusinde “prototyper” allerede svømmer omkring i netburene. Firmaet, som har udviklet fiskene, hedder “Aqua Bounty Farms” og er et datterselskab af det langt større bioteknologiske firma “A/F Protein”.

Producenten har netop søgt om godkendelse til at sælge fiskene på det kolossale amerikanske marked. Men er stødt ind i problemer, for ingen myndighed her har tilsyneladende tilstrækkelig indsigt til at vende tommelen opad eller nedad.

Dels er der de rent ernæringsmæssige spørgsmål omkring de nye fisk. – Er de muligvis sundhedsfarlige at spise? Og dels er der helt nye problemstillinger med de nye fisk, dersom de – i lighed med alle andre tamlaks – undslipper og blander sig med vildlaksene oppe på disses gydepladser.

Producenten siger imidlertid, at de nye superlaks er så forvænte og krævende, at de ikke vil kunne overleve i det fri. Men det mente man jo heller ikke, at de almindelige tamlaks kunne. Hvilket de kun alt for godt kan.

Fagre nye verden…

30. juli 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: 50 år ved drejebænken…

Amerikanske Stanley Bogdan har fremstillet fluehjul i et halvt århundrede. Ikke blot fluehjul, men hjul af en kvalitet, hvis lige ifølge mange ikke findes. Faktum er i hvert fald, at man i dag må vente i op til halvandet år, hvis man vil være den lykkelige ejer af et Bogdan hjul…

Det amerikanske forbrugermagasin “Robb Report” har i sin årlige “Best of the Best” udgave kåret Stanley Bogdan som den bedste producent i 1999. Denne hædersbevisning er kommet efter 50 år bag drejebænken – som producent af tusindvis af hjul i 16 modeller, der hver især kræver 17 timers håndarbejde at forarbejde og samle.

Stanley Bogdan, som i dag er 81 år gammel, har i det daglige hjælp af sin 50-årige søn Stephan, der skal videreføre firmaet. Stanley måtte i øvrigt selv lide den tort, at hans arbejdslokaler sidste år blev sagt op, så virksomheden – efter mange år på den samme adresse – måtte flytte. Stanley, som ikke havde haft en sygedag siden firmaets start, gik ned med flaget i den forbindelse. Han måtte på sygehuset, men er nu tilbage igen – i fuld gang med at indhente de forsinkede ordrer på fluehjul fra hele verden.

Men så koster hjulene altså også over 10.000 danske kroner stykket…

26. juli 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Lange laksestænger fra Hardy

Engelske Hardy Bros., som i nogle år har været sakket lidt bagud for den amerikanske konkurrence på stangsiden, er nu ved at være med helt fremme igen. Det dokumenteres blandt andet af to nye stænger af interesse for laksefiskere med hang til lange tohåndsfluestænger.

Først, størst og suverænt dyrest er den nye 4-delte 15 fod lange klasse 10 “Salmon Travel”, der skal afhjælpe de transportproblemer, som laksefluefiskere alle dage har haft. Den 4-delte udgave er nemlig så kort, at den med sine 128 cm uden videre får plads i bagagerummet på en almindelig bil. Den vejer blot 295 gram og har en udpræget topaktion, der gør den velegnet til almindelige overhåndskast – ikke mindst med shooting heads.

Pris: I nærheden af DKK 7.000, hvilket nok skal vide at begrænse dens popularitet.

I den billigere ende af skalaen finder vi den nye “Salar”, som med en klasse 9 line og sine 12,5 fod egner sig perfekt til danske havørred- og lakseåer. Den er naturligt nok lidt billigere udstyret end “Salmon Travel”. Således har den en almindelig Fuji hjulholder, hvor førnævnte rejsestang har hjulholder af poleret aluminium.

Pris: Godt og vel DKK 3.000, hvilket er ganske rimeligt for en stang i denne klasse.

26. juli 2000

© Steen Ulnits

* Svin ved Esrum Sø

De kongelige har i mange år holdt til ved den nordsjællandske Esrum Sø – med udgangspunkt i det smukke Fredensborg Slot.

Nu ser det imidlertid ud til, at også de må til at leve med en forøget stank af gylle. I hvert fald har højrefløjen i Frederiksborg amtsråd – med Venstres amtsborgmester i spidsen – vedtaget et tillæg til regionsplanen, som gør det muligt for en gårdejer ved Esrum Sø at udvide sin svineproduktion med små 400 svin.

Den pågældende svineavler skal dog samtidig tage 70 hektar af sin jord ned til søen ud af gyllespredningsområdet. Det samlede resultat skulle derefter – ifølge forvaltningen – blive en øget udledning til Esrum Sø på under 1%. Som om det ikke allerede var 1% for meget.

Det er tvivlsomt, om andre partier end netop landbrugspartiet Venstre her i år 2000 ville have godkendt en yderligere forurening af en af landets smukkeste søer.

Skal der kompenseres for den øgede forurening fra svineproduktionen, vil det koste de tre omkringliggende kommuner 3 millioner kroner årligt, oplyser forvaltningen…

24. juli 2000

© Steen Ulnits

* “Fiskeri – kun for de rige”

Under denne overskrift beklager en læser i JyskeVestkysten, at Vestenergi har opsagt et mangeårigt lejemål på vandkraftsøen Karlsgårde Sø.

Læserbrevskriveren påpeger, at Vestenergi er en “halvoffentlig” virksomhed, og at det derfor er urimeligt, at man nu vil opsige 40 års lejemål for blot at sælge ud til højestbydende – når nu Sydvestjysk Sportsfiskerforening i alle årene har drevet en aktiv fiskepleje på den kunstige og endda kviksølvforurenede sø.

Brevskriveren frygter, at fænomenet vil brede sig, og at “almindelige mennesker” ikke i fremtiden vil kunne fiske i disse halvoffentlige fiskevande.

24. juli 2000

© Steen Ulnits

* Ti kilo fra Kongeåen

Det er selvsamme Sydvestjysk Sportsfiskerforening, som råder over fiskeriet på det yderste produktive stykke af Kongeåen.

Herude har man et glimrende havørredfiskeri efter i regelen mindre fisk. Der tages sæsonen igennem mange flotte blankfisk i 2-3 kg’s klassen, mens der er langt mellem de virkelige kæmper. De tages i regelen i den lidt sydligere Ribe Å.

Men der er undtagelser, og til dem hører en yderst kompakt kæmpe på 10,2 kg – kun 86 cm lang. Kæmpen gik til biddet på en wobler den 4. juni og er såvidt vides sæsonens hidtil største fra Kongeåen.

24. juli 2000

© Steen Ulnits

* Dansk å truet – af rensningsanlæg

En dag i juni så forbipasserende ved Egåens udløb i Århus Bugt, at der flød adskillige døde fisk omkring – usædvanligt mange, for enkelte døde fisk er ikke usædvanligt på disse kanter.

Der blev slået alarm, og det viste sig siden, at der havde været et overløb fra det lokale rensningsanlæg. Det viste sig endda, at man godt havde været klar over problemet, men ikke ville gøre noget ekstraordinært ved det. Vorherre bevares – overløb finder jo regelmæssigt sted ved pludselige regnskyl, så hvorfor gøre et stort nummer ud af det denne gang – blot fordi der var flere døde fisk end normalt?

At dømme ud fra artikler i Århus Stiftstidende er udslip af denne art fra kommunale rensningsanlæg da også ganske almindelige ved Egåen. Et vandløb, som tilsyneladende ikke prioriteres ret højt – trods et ellers ganske bekosteligt restaureringsarbejde oppe ved Ny Mølle og en tæt bebyggelse nær mundingen.

Men mere end 12 timers nonstop forurening af Egåen i juni må siges at være en aldeles uacceptabel praksis. Dertil en væsentlig årsag til, at udmundingen af Egåen også i år er omfattet af badeforbud – som en af de desværre permanent sorte pletter på badevandskortet over Danmark.

Det er måske også en af de væsentlige årsager til, at amtet i netop Egåen for ikke så længe siden gjorde et foruroligende fund af tvekønnede skaller – som tidligere omtalt på denne side. Man mener nemlig, at denne tvekønnethed skyldes østrogenlignende stoffer i spildevandet.

20. juli 2000

© Steen Ulnits

* Fransk flod truet – af svovlsyre

Franskmænd har alle dage været et rabiat folkefærd. Først med den franske revolution, hvor man skulle af med så mange kongelige og adelige, at man måtte opfinde guillotinen for at få aflivningen sat lidt i system. Siden med sænkning af Greenpeace skibet “Rainbow Warrior” i en havn på New Zealand. Og sidst med atomvåben, der partout skulle prøvesprænges så langt væk fra Paris som overhovedet muligt – på Mururoa-atollen i det sydlige Stillehav.

Og nu er den så gal igen – denne gang hjemme i lille Frankrig, hvor en tekstilfabrik er lukket. 150 arbejdere er i den forbindelse blevet arbejdsløse – i en lille by, hvor arbejdsløsheden i forvejen er dobbelt så høj som i det øvrige Frankrig. Ikke mindre end 22% af arbejdsstyrken går her ledig.

Arbejderne er desperate og føler ikke, de har kunnet komme igennem over for politikerne. – Og hvad er vel så mere naturligt for en franskmand end at hælde 5.000 liter rødfarvet svovlsyre ud i den nærliggende bæk? – Og at true med til sidst at sprænge hele fabrikken i luften, hvis man ikke får sin vilje?

Her går det godt. – Måske man skulle finde guillotinen frem igen?

I hvert fald: Vive la France…

20. juli 2000

© Steen Ulnits

* Brasiliansk jungleflod truet – af olie

Brasilien oplever i disse dage det værste olieudslip i 25 år. Ulykken startede i søndags, hvor 4 millioner liter råolie slap ud fra det statslige Petrobras raffinaderi i Paranà provinsen – ud i Iguazu-floden, som her på grænsen mellem Argentina, Paraguay og Argentina danner et af verdens vidundere, det imponerende og kilometerbrede Iguazu vandfald. Iguazu-floden munder ud i Paranà floden, som ender sit løb i Atlanterhavet ud for den argentinske hovedstad Buenos Aires.

Miljømyndighederne i Parana provinsen – har de mon virkelig sådan nogle her? – anslår, at den nuværende katastrofe er langt værre end den, der for blot et halvt år siden ramte kysten ud for den brasilianske millionby Rio de Janeiro. Her slap 1,3 millioner tons råolie ud fra en anden Petrobras virksomhed og lagde sig som et sort og klæbrigt tæppe over de ellers så fine badestrande nær byen.

Indtil videre er det kun lykkedes brasilianerne at indsamle 250.000 liter af den undslupne råolie – sølle 1/16 af det totale udslip. Så brasserne har for alvor problemer med deres olie, hvilket jo både er noget rod og noget bras. Petrobras.

Interesserede kan se fotos og læse om fiskemulighederne i dette spændende område ved at klikke her.

20. juli 2000

© Steen Ulnits

* Torskestop i Lillebælt

For nærværende har man et kortvarigt torskestop i Lillebælt. Et stop, som har fået de lokale trawlere til at blive i havn eller søge andetsteds hen.

Effekten af dette torskestop for fisketurismen har været markant og øjeblikkelig: Fisketuristerne begyndte for alvor at fange fisk, og rygtet herom løb hurtigt. Ikke mindst de tyske turister har været meget kvikke til at reagere på torskestoppet og de deraf følgende forbedrede muligheder for det rekreative fiskeri.

Således kan lokale campingpladser nu notere sig en 75% fremgang i antallet af gæstende fisketurister. Ophøret af det daglige trawl-fiskeri giver helt enkelt mange flere fisk at fiske efter og mange flere fisketurister – med store stigninger i indtjeningen for turisterhvervet til følge.

Torskestoppet udløber pr. 15. august, så vil du fange fisk på Lillebælt, er det nu!

18. juli 2000

© Steen Ulnits

* Godt laksenyt fra Norge

I en kommentar til min notits om den norskfangede danske rekordlaks fra Bornholm fortæller min norske kollega Oystein Aas om gode laksefangster fra netop Norge. Således beretter han om det måske bedste laksefiskeri i 25 år i elve som Surna, Orkla, Gaula, Stjørdal, Verdal, Namsen, Målselv, Alta og Tana med flere af klassikerne. På Vestlandet glimrer laksen imidlertid stadig med sit fravær. Oystein fortæller videre:

“Vi står imidlertid på terskelen til noen meget viktige vedtak for å sikre de norske laksevand fremover, gjennom regjeringens utredning av omfanget av vern av laksens levemiljøer gjennom Rieber-Mohn utvalgets forslag om såkalte nasjonale lakseelver og nasjonale laksefjorder. I denne situasjon trenger vi støtte fra sportsfiskere i andre land, ikke slag under bæltestedet med usaglig kritik av at den norske regjæring ikke vil gi Orri Vigfusson mer penger.”

Som dansk laksefisker med mange gode oplevelser fra ikke mindst den nu igen Gyrodactylus-befængte Lærdalselv kan jeg kun tilslutte mig Oysteins udtalelser. Der er brug for al mulig støtte til gennemførelsen af de nye initiativer, som helt sikkert er et stort skridt i den rigtige retning – hvis de altså bliver gennemført og fulgt op.

Men der er stadig grund til kritik af den norske regerings køren på frihjul med hensyn til Orri Vigfussons og North Atlantic Salmon Fund’s frikøb af de nordatlantiske laksekvoter. Ufatteligt, at Norge ikke vil betale, når nu den norske del af højsøfangsterne af laks udgør 55% af totalen.

18. juli 2000

© Steen Ulnits

* Grøn gas op i det blå…

Jordolie og naturgas findes ofte i de samme lommer i undergrunden. I gamle dage kunne man ikke bruge naturgassen til noget, men lod den blot slippe ud i atmosfæren – via afbrænding, som dels bidrog til drivhuseffekten, dels var med til at reducere den tilgængelige mængde af ikke-fornybare fossile brændstoffer.

Norge forbød derfor allerede for 29 år siden enhver afbrænding af naturgassen, som i dag er en vigtig handelsvare – ikke mindst til opvarmning af beboelsesejendomme. Naturgassen er mere “grøn” end olien, da den forurener mindre ved afbrænding.

Nu har den danske afdeling af Greenpeace imidlertid afsløret, at en gasmængde svarende til op mod 4% af det danske naturgasforbrug inde på land går lige lukt op i det blå fra boreplatformene ude i den danske del af Nordsøen. Det sker ved “flaring” – afbrænding med den karakteristiske orange stikflamme, som kan ses på lang afstand fra de højbenede olieplatforme.

Greenpeace er naturligvis rasende over dette fråds med ressourcerne, som i høj grad er med til at øge det danske CO2-udslip til atmosfæren – den gas, som er hovedaktør i drivhuseffekten. En oplagt sag for den meget CO2-bevidste Svend Auken.

Interesserede kan læse mere om drivhuseffekten under “Fiskeribiologi”.

17. juli 2000

© Steen Ulnits

* Rusland lukker miljøministerium

Ruslands nye præsident Vladimir Putin har netop nedlagt den instans, der hidtil har fungeret som nationens miljøministerium.

Et af verdens største og mest forurenende lande er nu uden nogen form for overordnet kontrol med miljøet. Putin er kold som is – han vil have den overordnede kontrol med det ganske magtapparat, koste hvad det vil. Det skal være slut med bestikkelse og korruption, hvilket naturligvis er prisværdigt – hvis det altså lykkes.

Man kan med nogen ret indvende, at nedlæggelsen næppe kommer til at betyde noget i praksis – det daværende miljøministerium havde jo alligevel ikke magt til at udrette noget som helst, hvis det kostede penge…

Alligevel ses det af russiske miljøaktivister som et markant tilbageslag, der aldrig ville være sket i forgænger Jeltsins regeringstid. Dertil havde Boris alligevel for meget til overs for miljøet – når han altså ikke lige havde kigget for dybt i vodkaflasken og skælmsk måtte knibe sin sekretær bagi!

Interesserede kan læse mere om Ruslands store miljøproblemer ved at klikke her.

17. juli 2000

© Steen Ulnits

* Miljømærkede fisk

Landsforeningen Levende Hav (LLH) – der i parentes bemærket ikke er en miljøorganisation, men en sammenslutning af mindre fiskebåde i de indre danske farvande – lover nu, at de første miljømærkede fisk snart kommer i handelen.

LLH har foretaget en undersøgelse, hvori 77 danske kystfiskere (med garn – ikke stang) deltog. Kystfiskerne blev spurgt om deres holdning til økologisk fiskeri – hvad det så end måtte være. Nogen accepteret definition på det begreb findes nemlig ikke.

Under alle omstændigheder konkluderer undersøgelsen, at det godt kan lade sig gøre at skelne mellem skånsomme og mindre skånsomme fangstmetoder. Til de sidste hører naturligvis trawlfiskeriet, som kun de færreste kystfiskere dyrker. Til de første hører bundgarnsfiskeriet, som netop de fleste kystfiskere dyrker.

Generelt mener de adspurgte fiskere, at det ser for sløjt ud med kvaliteten på de fisk, der findes på hjemmemarkedet. Det er for dårligt, at de bedste fisk altid går til eksport, og det ønsker man at gøre noget ved – blandt andet med indførelsen af miljømærkede fisk.

Undersøgelsen er mundet ud i et sæt regler for “miljøvenligt fiskeri” – regler, som vi senere skal komme nærmere ind på her. Indtil videre kan interesserede læse mere om problematikken i to artikler om henholdsvis økofisk i lille Danmark og fabrikstrawlere på de store verdenshave, hvor ingen regler gælder.

17. juli 2000

© Steen Ulnits

* Strid om badevand

– Badevandet i Danmark bliver bare bedre og bedre, siger Miljøstyrelsen og henviser til de seneste målinger af badevandets kvalitet. Ifølge disse er antallet af lokaliteter med badevand af tvivlsom kvalitet faldet fra 45 i 1998 over 30 i 1999 til blot 28 her i 2000.

– Det går ned ad bakke med badevandet i Danmark, lyder imidlertid en ganske anden udlægning af de selvsamme målinger. Dommen kommer fra den svenske EU-miljøkommisær Margot Wallström i Bruxelles, hvor man finder, at der for EU som helhed er sket en lille bedring af vandkvaliteten, men at Danmark ligger under gennemsnittet…

Så hvor rent det danske badevand i virkeligheden er, afhænger åbenbart helt af øjnene, der ser det…

10. juli 2000

© Steen Ulnits

* Heder og moser kvæles

De danske heder og moser er på vej til helt at forsvinde – på grund af kvælstofforureningen fra især det stadigt mere intensive danske landbrug. Det fremgår af en ny rapport fra Ribe Amt, som fokuserer på den luftbårne kvælstofforurening.

Siden den første vandmiljø-handlingsplan fra 1980’erne er der primært blevet fokuseret på vandmiljøet, hvor det stod værst til med netop kvælstofudledningerne. Først nu er man for alvor begyndt også at tage hensyn til naturen oven vande.

Heder og moser, der ligger i sandede og næringsfattige områder, huser specielle planter, som kræver et næringsfattigt miljø for at kunne overleve. Tilføres disse områder for mange næringssalte – eksempelvis fra luften – kan de specielle hede- og moseplanter ikke klare konkurrencen fra de mere almindelige planter. De forsvinder derfor – sammen med heden og mosen som naturtyper.

Som tillæg til den seneste vandmiljø-handlingsplan forventes der nu et specielt ammoniak-direktiv, som direkte tager sigte på den luftbårne kvælstofforurening. Det nye ammoniak-direktiv forventes klar i begyndelsen af 2001 og vil byde på konkrete retningslinjer for landbrugets udledning af ammoniak til luften.

Fremover vil det næppe være nok blot at lægge låg på gylletanken.

10. juli 2000

© Steen Ulnits

* Fald i økologisk vækst

Fødevareministeriet spåede for halvandet år siden, at op mod 30% af de danske landbrug med tiden kunne omlægges til økologiske – med velkendte fordele for naturen såsom mindre gødskning og mindre sprøjtning af markerne.

I dag ser disse forudsigelser desværre ikke ud til at holde stik. I hvert fald viser en analyse fra Statens Jordbrug, at højst 15% af danske landbrug vil overgå til økologisk produktion inden for de nærmeste ti år. Selvsamme analyse fortæller også, at kun hver femte landmand i dag overvejer en omlægning.

De nuværende økologiske landbrugere hilser dette fald i væksten velkommen. De har i stigende grad produceret økologiske varer, som de ikke har kunnet afsætte til økologiske priser – priser, der nødvendigvis er højere end prisen på tilsvarende kunstgødede og giftsprøjtede industriprodukter fra det traditionelle landbrug. De økologiske landbrugere håber nu, at de fremover – med en stigende efterspørgsel og en stabil produktion – vil kunne få realistiske priser for deres giftfri produkter.

Spørgsmålet er imidlertid, hvad faldet i den økologiske omlægning vil betyde for naturen. I den seneste vandmiljø-handlingsplan kalkuleres der med en stigende omlægning til økologisk landbrug, hvis målene skal nås – hvis det danske vandmiljø skal have en fremtid.

10. juli 2000

© Steen Ulnits

* EU i kamp for miljøet

EU er nu gået i kamp for miljøet i Europa. Fællesskabets hidtil største og mest ambitiøse naturprojekt – det såkaldet “habitatdirektiv”, der skal sikre levesteder for dyr og planter i fremtiden – har nu stået på så længe, at EU finder det nødvendigt at sætte tommelskruerne på visse af medlemslandene.

Det sker i form af krav til landene om at udpege de naturområder af international værdi, som habitatdirektivet pålægger dem. Det halter endnu med at udpege flere relevante områder, da mange interesser – ikke mindst økonomiske – er på spil. Mange steder er man mere interesseret i at udvikle et naturområde end i at bevare det.

EU vil ikke længere finde sig i dette smøl, så nu lover man sanktioner til de lande, som ikke makker ret. Det vil ske i form af tilbageholdelse af midler til egnsudvikling via regionale fonde. Man vil altså ramme de lande på pengepungen, som ikke lever op til kravene i direktivet. En teknik, der altid viser sig at virke.

Danmarks Naturfredningsforening glæder sig over, at EU nu sætter alvor bag de fine ord og det ambitiøse initiativ, som habitatdirektivet vitterlig er. Det vil sikre, at der også fremover er levesteder for truede dyr og planter i Europa.

Det skal blive spændende at se, hvordan Skov- og Naturstyrelsen vil komme uden om Gudenåen som habitat for atlanterhavslaksen!

10. juli 2000

© Steen Ulnits

* Mindre end 5% laks tilbage i Nordamerika

For bare 20 år siden var der mellem 20.000 og 40.000 laks i de vandløb, som munder ud i Bay of Fundy i det sydøstlige Canada. I dag er der færre end 1.000 vildfisk tilbage i de selvsamme vandløb.

Der er mange årsager til denne katastrofale tilbagegang. Dels er der forurening fra industri og landbrug. Dels er der uønsket opblanding af arvemassen med de undslupne tamfisk på gydepladserne, hvor tamfiskene er med til at “fortynde” de vilde fisks værdifulde arvemasse.

Endvidere er der skovhugsten, som fjerner de skyggende træer og efterlader vandløbene badet i sol – med stigende vandtemperaturer og siltning til følge.

En meget vigtig faktor er ligeledes bygningen af store dæmninger og vandkraftreservoirer, som dels spærrer for de voksne fisks adgang til gydepladserne – dels påfører de nedtrækkende ungfisk en meget høj dødelighed på grund af mødet med rovfisk i det stillestående vand.

Endelig er der forsuringen, som vi efterhånden helt har glemt – efter 70’ernes katastrofealarmer. Faktum er imidlertid, at laksene er helt forsvundet i knap 20 af Nova Scotia’s lakseelve, mens de er på randen af udryddelse i 20 andre.

Da man fornemmede, at laksebestanden var ved at nærme sig et fareruende lavt niveau i slutningen af 70’erne, opkøbte den canadiske forbundsregering 10.000 laksefiskeres garnrettigheder. Herved reddede man årligt omkring 500.000 laks’ liv.

Alligevel fortsatte laksen sin støtte tilbagegang – fra måske 40.000 vildlaks for 20 år siden til i dag omkring 1.000 fisk.Man regner med, at en total udryddelse af atlanterhavslaksen nu er en reel risiko i USA. Faktum er i hvert fald, at der i dag kun er laks tilbage i syv floder i USA.

Man regner overordnet med, at der for 30 år siden var i alt 1,5 millioner atlanterhavslaks i de nordamerikanske vandløb. I dag er der kun 350.000 tilbage, og af dem lever stort set alle i det nordlige Canada, hvor der stadig er uberørt ødemark.

4. juli 2000

© Steen Ulnits

* 100.000 druknede fugle i garn – II

Som tidligere nævnt på denne side, anslår Dansk Ornitologisk Forening (DOF) nu, at der årligt drukner mindst 100.000 havfugle i danske fiskeres garn. Dette i tilgift til de omkring 7.000 marsvin, der ligeledes hvert år lider en smertefuld druknedød i de usynlige monofilgarn.

Ikke uventet mener Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU) ikke, at disse uheldige bifangster udgør nogen nævneværdig trussel mod bestandene. Det gør derimod både DOF og Danmarks Miljøundersøgelser (DMU). Sidstnævnte erklærer sig direkte uenige med DFU og mener, at det ikke er muligt at udtale sig sikkert på grundlag af den nuværende viden.

DOF henviser til en række udenlandske undersøgelser – blandt andet fra Gdansk Bugten i Polen. Her anslås det, at der årligt drukner 17.500 fugle alene i den polske del af bugten, hvilket svarer til godt 75 druknede fugle per garnfiskende fartøj. En anden polsk undersøgelse når frem til, at der drukner omkring 20 fugle per år per fiskefartøj.

Endelig refereres der til en norsk undersøgelse, som mistænker drivgarnsfiskeriet for at være skyld i en tilbagegang i bestanden af lomvier i Nordnorge på mellem 80 og 90%. En ganske alvorlig beskyldning mod det norske fiskerierhverv.

DMU mener derfor, at problemet bør belyses nærmere. “Det er under alle omstændigheder et etisk problem, når tusinder af fugle drukner i fiskernes garn”, udtaler DMU.

“Sagen understreger, at det haster med en plan for et bæredygtigt fiskeri”, slutter DOF af i sit blad “Fugle og Natur”.

4. juli 2000

© Steen Ulnits

* Isbjørne syge af PCB

Tidligere undersøgelser har fastslået, at et stigende antal isbjørne på Svalbard har problemer med deres køn. I hvert fald fødes et stigende antal isbjørne med kønsorganer, som hverken er det ene eller andet, men et sted midt imellem. Forskerne mistænker diverse østrogenlignende stoffer fra industrien for at være skyldige i disse misdannelser.

Nu har norske og canadiske forskere i fællesskab afsluttet en undersøgelse, som sort på hvidt dokumenterer stofffet PCB’s skadelige effekt på bjørnenes immunforsvar.

Forskerne kunne klart dokumentere, at isbjørnene på Svalbard, hvor de er langt mere udsat for PCB, har et ringere immunforsvar end bjørnene i det nordøstlige Canada, hvor mængden af PCB er langt mindre.

Dette bevistes ved at indfange og vaccinere 30 isbjørne, hvorefter man så målte produktionen af hvide blodlegemer – bjørnenes immunforsvar. Det var ganske tydeligt, at produktionen af hvide blodlegemer efter vaccination faldt med stigende indhold af PCB.

4. juli 2000

© Steen Ulnits

* Snart slut med A-kraft i Tyskland

Tysklands rød-grønne regering har netop besluttet, at den tyske atomkraft skal afvikles endeligt. Værkerne skal således tages helt ud af drift, når de har fungeret i 32 år. Det betyder i praksis, at Tysklands første A-kraftværk lukker allerede i år 2002, mens det nyeste fortsætter indtil år 2021.

Op gennem 70’erne voksede modstanden mod atomkraften voldsomt i Tyskland, og i 90’erne blev ikke et eneste nyt A-kraftværk taget i brug. Dertil var den folkelige opinion for stærk. Men den kom desværre for sent, hvilket resulterede i bygningen af 14 A-kraftværker i Tyskland. Her i Danmark var vi bedre stillet og tidligere ude med modstanden – via Organisationen til Oplysning om Atomkraft (OOA), som netop har lukket sig selv.

Tysklands 14 A-kraftværker leverer omkring 30% af landets samlede energiforbrug. Det skal fremover erstattes af andre energiformer – primært vind- og vandkraft. Vandkraften vil blive importeret fra Sverige og Norge, som dog ser ud til at få mindre og mindre overskud at eksportere af. Vindkraften vil for størstedelens vedkommende komme fra Danmark, som med en markedsandel på over 50 er førende på verdensmarkedet for vindmølleanlæg.

Den tyske beslutning om at afvikle atomkraften er således vand på møllen for den danske vindkraftindustri – om man så må sige.

2. juli 2000

© Steen Ulnits

* – Mere cyanid til Donau?

Som tidligere omtalt på denne side lækkede den australsk ejede ” Baia Mare” guldmine i Rumænien i januar måned kolossale mængder giftigt cyanid ud i et par af tilløbene til Donau – i henholdsvis Ungarn, Jugoslavien og Rumænien. Op mod 100.000 kubikmeter cyanid-forurenet vand menes at være løbet over fra de store spildevandsmagasiner, der er anlagt i forbindelse med den billige, men livsfarlige udvinding af guldet.

Efter skandalen i januar måned, hvor den australske ejer beklagede giftdrabet,, men for øvrigt fralagde sig ethvert ansvar for udslippet, lod selskabet demonstrativt minen gå i betalingsstandsning, så der ikke kunne gøres udlæg mod den. Så man slap for at betale den sikkert millionstore regning for udslippet…

Nu vejrer minen tilsyneladende atter morgenluft. I hvert fald har den australske ejer samt rumænske investorer nu besluttet at genåbne minen og påbegynde en fornyet udvinding af det gyldne stof. Man har bebudet, at sikkerheden vil være markant forbedret – blandt andet i form af nyt pumpeudstyr, som med kort varsel kan pumpe det giftige spildevand tilbage i minen, dersom der skulle være risiko for en ny oversvømmelse. Som tilfældet var ved januars katastrofale udslip.

– Men erstatningen? Den har ingen sagt noget om. Den ungarske regering har sågar ikke anmeldt noget krav endnu…

2. juli 2000

© Steen Ulnits

* – Verdens største havørred?

Danmark er hjemsted for nogle af verdens suverænt største havørreder – hvis ikke de største. I det just forgangne forår blev dette endnu engang dokumenteret – den 9. april med en garnfanget havørred fra Helsingør, som målte 110 cm og vejede 16,08 kg på en registreret vægt – i renset tilstand. På en almindelig badevægt vejede fisken 20,5 kg i hel tilstand! Et billede af den imponerende fisk kan ses i det seneste nummer af “Sportsfiskeren”.

En skælprøve viste, at fisken var 10 år gammel og havde gydt imponerende fem gange. Efter to år i ferskvand havde den tilbragt 3 1/2 år i saltvand, før den blev kønsmoden. Det lange første havophold er helt sikkert grundlaget for den senere voldsomme vækst. Ofte går væksten nemlig mere eller mindre i stå efter den første gydning, men altså ikke i dette usædvanlige tilfælde.

Så store fisk kan altid mistænkes for at være laks “in disguise”, så derfor blev fisken behørigt DNA-testet af biologerne hos Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU) i Silkeborg. Efter analysen kunne DFU slå fast, at der er tale om en vaskeægte havørred og ingen lusket laks. Ejheller en af de mere og mere almindelige hybrider af de to.

DNA-analysen kunne desværre ikke fortælle noget om, hvor fisken kom fra. Den kunne imidlertid fortælle, at den ikke stammer fra Karup Å, som ellers har leveret den hidtil største kendte danske havørred – en fisk på 16,7 kg.

Synd blot, at rekordfisken ikke blev vejet i urenset tilstand, for nu kan man kun gisne om dens virkelige vægt. Der er flere forskellige bud på dette, men de samler sig alle omkring 18-19 kg. Under alle omstændigheder: – Sikken havørred…

Den anslåede størrelse stemmer meget godt overens med verdens hidtil største kendte havørred – en avlsfisk fanget i net i Kungsfossen ved den sydsvenske Mørrumså. Den målte 108 cm og vejede 18,38 kg.

Den nye danske rekordfisk kan altså meget vel have været verdens største!

1. juli 2000

© Steen Ulnits

* Bornholms største laks!

Det skulle blive en norsk nordmand fra Norge, som satte den nye Danmarksrekord for trolling-laks – med en fisk på 22,78 kg taget på godt 35 meter vand ud for Melsted på Bornholm.

Fisken blev landet den 8. maj, hvor et hold norske trolling-fiskere med 7 både på blot en enkelt dag landede 25 laks. Heraf var de 10 over 10 kg!

I dagene efter rekordfisken landede de gæve nordmænd ydermere storlaks på henholdsvis 15 og 18 kg, så mon ikke de havde godt at fortælle om det danske laksefiskeri, de de vendte hjem til Norge igen?

Når man som nordmand ikke selv har laks tilbage i sit eget land – aldeles selvforskyldt – så er det jo godt, at man har gamle Danmark at falde tilbage på. Ikke så lidt af den omvendte verden, når nu vi danskere i mange år valfartede til Norge for blot at få færten af en laks...

1. juli 2000

© Steen Ulnits