Aktuelt 4. kvartal 2000

* Bush ud af bush’en

Så kom han langt om længe ud af busken – den nye præsident, som USA’s befolkning slet ikke ville have, men som den republikansk dominerede Højesteret med en hårfin split decision alligevel mente, de skulle have. Så meget for Højesterets upartiskhed, som ingen nu længere tror på.

Den politisk umodne og forkælede fars dreng med oliemillioner på bankkontoen havde ingen skrupler over at skulle være USA’s nye præsident – trods det faktum, at han fik omkring 300.000 stemmer færre end demokraten og miljøforkæmperen Al Gore. Trods uregelmæssigheder omkring valget i staten Florida, hvor Bush’ egen bror Jeb er guvernør. Alle kneb gælder åbenbart – både i og uden for USA’s Højesteret.

Præsident George Walker Bush Junior dokumenterede som noget nær sin første handling overhovedet, at han ikke har forstand på politik – at han kun nåede så vidt på grund af den massive økonomiske opbakning, han fik fra den stenrige oliebranche. Han lever nu til fulde op til alle spådomme om, at han ikke fatter en brik om politik og miljø, men kun styres af penge og pengestærke bagmænd.

Hans første gerning var nemlig at erklære, at nu vil han åbne op for olieudvinding i Alaskas sidste ødemarker. Dem, som præsident Carter sidst i 70’erne fik fredet via sin fremsynede Carter Convention. Nu vil Bush junior betale oliebranchen tilbage for dens støtte under valgkampen – ved at sælge ud af det amerikanske arvesølv. Nu skal der bores efter olie i den sårbare arktiske ødemark – den eneste, som er tilbage af slagsen i Nordamerika.

Og så er Bush junior endda – som Bush senior – en ivrig lystfisker. Hans problem er blot, at han hellere vil fiske bass i en kunstig sø i det varme Texas end i en iskold naturlig elv længst oppe i Alaska.

USA’s miljøorganisationer har øjeblikkeligt erklæret Bush kamp til stregen og sidste blodsdråbe. – Hvor kortsynet kan man være og så samtidig blive præsident for verdens mægtigste nation og eneste tilbageværende supermagt?

Den slags lader sig kun gøre i USA, hvor man har det værste og bedste af alt.

28. december 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Nye Trident TL stænger fra Orvis

Det er en tydelig trend: Flere og flere fluefiskere investerer i 4-delte rejsestænger i stedet for de almindelige 2-delte, som i sagens natur fylder langt mere.

Tendensen er klar, selv om rejsestængerne i sagens natur er dyrere end de 2-delte. Også selv om stængernes indehavere måske slet ikke planlægger nogen længere rejse. Det er blot uhyre komfortabelt med rejsestængernes korte stangsektioner.

Til 2001 sæsonen lancerer eksempelvis amerikanske Orvis hele 18 nye modeller i deres velkendte Trident TL topserie af fluestænger. Ikke færre end ti af de nye modeller er 4-delte rejsestænger, og Orvis bestræber sig da også på, at samtlige modeller efterhånden skal kunne fås såvel 2-delte som 4-delte.

Denne udvikling i retning af flere og flere flerdelte stænger med flere og flere dele er i høj grad teknologisk baseret. Først i de seneste år har man for alvor kunnet designe sådanne stænger, uden at det er gået ud over deres kasteegenskaber. Først nu har man fået computere og computerprogrammer, som er i stand til at udregne den optimale udformning af denne type fiskestænger.

Flerdelte stænger kræver markant flere beregninger og større præcision i samlingerne end traditionelle todelte. De bedste fabrikanter arbejder i dag med tolerancer på få tusindedele af en tomme, førend de er tilfredse. Hver enkelt samling måles og håndtilpasses, så man er helt sikker på en årelang pasning.

Men den slags koster. Priserne er typisk 15-25 % højere for de 4-delte modeller – højere på modeller med endnu flere sektioner. Men har man først prøvet førsteklasses flerdelte stænger, kvier de fleste sig ved nogensinde mere at investere i nye 2-delte stænger.

Så god er aktionen i dag, at man ikke længere kan mærke forskel. Og så meget lettere er de flerdelte fluestænger at transportere og opbevare.

23. december 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: “Lille ny” Large Arbor fra Orvis

Orvis lancerede sidste år deres prisbillige bredspolehjul baseret på den velkendte skivebremse fra Battenkill hjulene.

Der var fire størrelser Battenkill Large Arbor at vælge imellem – fra den lille 3/4’er til den store 9/10’er. Nu har Orvis så til 2001 lanceret endnu en størrelse – en lille ny, der har betegnelsen 1/2 og dermed sigter på de allerletteste lineklasser. Og det er der faktisk god brug for, idet netop forfangsspidser på omkring 0.10 mm virkelig kræver en bremse, der starter helt jævnt og rykfrit op.

Efter at have testet den mindste model på en håndfuld tykmavede bækørreder i de sydengelske kalkstrømme Test og Itchen kan jeg kun konstatere, at den fungerer helt efter hensigten. Bremsen starter silkeblødt op, og selv ved en minimal bremsekraft er der ikke skyggen af tilløb til overløb under udløb.

Sædvanligvis velinformerede kilder meddeler, at Orvis påtænker at udvide Battenkill Large Arbor serien med yderligere en model til næste år – en laksemodel, der så efter al sandsynlighed vil få betegnelsen 11/12.

Orvis har med den nye Large Arbor serie virkelig skudt papegøjen og har da også haft svært ved at følge med efterspørgselen i den nu snart forgangne sæson. Prisen er nemlig ganske rimelig.

14. december 2000

© Steen Ulnits

* Snart slut med drivgarn i Middelhavet

Verdens første marine reservat blev sidste år en realitet, da Frankrig, Monaco og Italien enedes om at frede et stort havområde i Middelhavet ud for de tre lande.

Havområdet er hele 2,5 gange Kattegat af størrelse, og det er primært blevet fredet på grund af de mange hvaler, der lever netop her. Deres tilstedeværelse skyldes en opvældszone, hvor næringsrigt bundvand af strømmen bringes op til overfladen og lyset. Store mængder plankton og dyrealger bliver resultatet og første led i en stor fødekæde med hvalerne som vigtigste slutled.

For at beskytte hvalerne mod at ende som uønskede bifangster er der udstedt et totalforbud mod drivgarnsfiskeri i hele dette kolossale – i hvert fald set med danske øjne – havområde. Ikke uventet har garnforbudet affødt mange protester fra lokale erhvervsfiskere, der ser reservatet som det første skridt på vejen mod et garnfrit Middelhav.

Men man freder ikke bare lige et stort havområde, selv om det måtte være nok så vigtigt og bevaringsværdigt. De første planer om et marint reservat netop her blev lanceret helt tilbage i 1989. Først ti år senere – i 1999 – var man kommet så langt ad politiske og internationale kanaler, at fredningen kunne blive en realitet.

Måtte de sarte og sårbare og overfiskede indre danske farvande på samme måde blive udlagt som et marint reservat med forbud mod hårdhændet fiskeri med trawl og drivgarn. Det ville vi alle nyde godt af.

9. december 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Kostbar 7-delt sag

I erkendelse af, at selv en 4-delt stang i visse situationer kommer til kort (læs: bliver for lang), lancerede amerikanske Orvis derfor sidste år en rap lille 7-delt sag.

Med sine kun godt 40 cm i det grønne alurør var den lille “ny” i Trident TL serien et rigtig godt valg for den rejselystne fluefisker, der er villig til at betale for godt kram. Stangen har – trods de mange samlinger – en ubrudt gennemgående aktion, som evner at kaste en klasse 5 line både langt og præcist.

Den lille 7-delte blev så stor en succes sidste år, at den i lange perioder var i restordre fra fabrikken – trods en ganske pebret pris. Og succesen var så stor, at Orvis til 2001 lancerer endnu en 7-delt sag af den meget transportvenlige slags. En 9 fods fluestang klasse 8.

Det er en længde/line kombination, som mange rejsende saltvandsfluefiskere længe har sukket efter i en rigtig kort udgave. Som tilfældet er på dens lillebror, har Orvis også på storebror fraveget sin sædvanlige top-over-bund samling og i stedet satset på spigot-samlinger.

Orvis fortæller selv, at man simpelthen ikke kan lave almindelige samlinger så tæt på toppen uden dels at ødelægge aktionen, dels spolere udseendet. Derfor valgte man i stedet de slanke spigot-samlinger på de 7-delte stænger.

Som tilfældet var med den første 7-delte sag, så kaster også den anden fint med liner en klasse tungere end det anbefales.

6. december 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Flerdelt fluestang til fornuftig pris

Flere og flere fluefiskere vil have flere og flere flerdelte fluestænger. Men flerdelte fluestænger har længe været dyre, hvis de også skulle være gode. Specielt har de mange samlinger været et problem på billige, flerdelte fluestænger.

Men det rådes der nu bod på. Abu Garcia har nemlig til 2001 sæsonen lanceret en ny 4-delt rejsestang i Diplomat Fly serien. Der er tale om en 9 fod klasse 5-6 stang, som er ideel til generelt fiskeri med tørflue og nymfe i å og sø. En stang, der er lige meget hjemme på fjeldturen til Laplands ørreder og stallinger som til regnbuerne i det lokale Put & Take vand.

4-delte stænger er langt lettere at transportere end de almindelige 2-delte, og med den nye 4-delte Diplomat Fly ser problemerne med samlingerne ud til at være et overstået fænomen. Stangen matcher perfekt med et Diplomat Fly 5/6 fluehjul fra selvsamme Abu Garcia.

Og så er prisen uhyre rimelig.

1. december 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Radikalt nyt Ambassadeur hjul

Abu Garcia er for mange spinnefiskere synonym med de klassiske Ambassadeur multiplikatorhjul. Efter et halvt århundrede i produktion skulle man tro, at udviklingsmulighederne måtte være udtømte. Men nej. Abu Garcia lancerer til 2001 sæsonen et helt nyt multihjul baseret på et helt nyt koncept, nemlig planetgearet. Det nye hjul hedder meget passende EON.

Med et planetgear får man hele fem kraftoverføringspunkter – mod kun to hos det traditionelle gear. Herved mere end fordobles kraften under indspinning. Men man får ikke blot et bedre udvekslingsforhold. Man får også aflastet hjulets vitale dele, hvilket resulterer i en blødere gang og længere levetid.

Planetgearet er på flere måder nøglen til EON’s unikke egenskaber. Det er planetgearet, som har gjort det muligt at centrere håndtaget midt på gavlen. Det er også planetgearet, som har gjort det muligt at flytte og forbedre slirebremsen. Bremsens nye placering gør den meget let at komme til. Bremseskiverne er samtidig blevet større, hvilket medfører en langt mere jævn og stærk bremse.

Da håndtaget sidder i midten, er justeringsskruen for den mekaniske kastebremse placeret midt på håndtaget. Kastebremsen bliver på denne måde lettere at indstille og justere. Indstillingen bliver derfor mere eksakt.

Også centrifugalbremsen er let at justere. Bag hjulgavlen, som let løsnes med CamLock systemet, sidder centrifugalvægtene. Ved at dreje på låseringen kan man umiddelbart vælge, hvor mange af vægtene, der skal være aktive under kastet.

Når man frikobler spolen, frikobles også lineføreren, som da svæver helt frit. Lineføreren følger nu linens mindste bevægelse på spolen, hvilket giver mindre modstand og længere kast. Og man behøver aldrig mere bekymre sig om, at line og linefører kommer ud af takt.

EON’s stativ er fremstillet af Duralite 6, som er et råstærkt letvægtsmateriale. Det giver en konstruktion, som er både robust og rustfri. EON’s CamLock system indebærer ligeledes nemme og bekvemme spoleskift – noget, man ellers ikke er forvænt med på multihjul.

Skal ses i butikken og prøves ved vandet!

1. december 2000

© Steen Ulnits

* Flere svin – mere svineri

Danske landmænd – specielt svinebønderne – fortsætter ufortrødent deres kamp for at ødelægge den danske natur og det danske vandmiljø. Senest har de ansøgt om tilladelse til at øge deres i forvejen kolossale produktion på 25 millioner grise årligt med yderligere 0,6 million grise.

I forvejen sviner de 25 millioner grise så meget som 80 millioner menneskers urensede spildevand – i form af gylle, der spredes ud over markerne for at komme af med den. Danske svinebønders allerstørste problem er derfor ofte, at de ikke råder over tilstrækkeligt med landbrugsarealer, hvor deres gylle kan spredes. Jordpriserne er derfor steget markant, hvilket mærkes på flere måder.

Dels er det blevet svært for nye landmænd at etablere sig – nyuddannede bønder, som efter al sandsynlighed ville være mere tilbøjelige til økologisk landbrug end det traditionelle svineri. Og dels er jorden nu så dyr, at det er vanskeligt at opkøbe tilstrækkelige arealer til den naturgenopretning, staten i disse år er i gang med.

Nu har det sågar også vist sig, at adskillige mennesker rundt omkring i landet direkte er blevet syge af de stinkende gylledampe. Der har i dagspressen og på TV været vist eksempler fra skoler og plejehjem, hvor mavesygdomme har floreret i forbindelse med gyllespredning uden for bygningerne.

Landmændene er bedøvende ligeglade. De har loven på deres sige, siger de, og har derfor ingen planer om at skære ned på svineriet. De vil tilsyneladende have tilstande som i Holland og Belgien, hvor vandmiljø i dag er en by i Rusland – noget, man havde for mange år siden. Underligt, at de såkaldte dyrevenner bruger alle deres ressourcer på at lukke tamme mink ud i naturen – i stedet for at fokusere på svineriet fra svinebønderne.

Fødevareminister Ritt Bjerregaard har til pressen udtalt, at amterne allerede har lovhjemmel til at afvise svinebøndernes ansøgninger om udvidelse. Med den begrundelse, at miljøet ikke kan klare mere. Men amterne siger, at de kun i meget få tilfælde er i stand til at afvise korrekt udfyldte ansøgninger om udvidelse. Tiden vil nu vise, om Ritt kun er sig sit økologiske ansvar bevidst, når det gælder hendes egen økologiske æblehave på Fyn.

Man kan i mellemtiden diskutere, hvem der er de største svin i denne sammenhæng. Grisene er det i hvert fald ikke. De kan jo ikke gøre for det.

27. november 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Visionære vadestøvler

Traditionelle gummisåler er glimrende til brug på blødt underlag, hvor de har et godt greb. Men skal man vadefiske på glat stenbund, er selvsamme gummisåler ikke meget bevendt. De kan nemlig ikke stå fast på algebegroede sten og klipper.

Det kan til gengæld filtsåler, hvis ru overflade formår at skære igennem det tynde og ofte sæbeglatte algelag. Uheldigvis er selvsamme filtsåler næsten livsfarlige, hvis de skal bruges på glatte og mudrede overflader. Da kommer man lynhurtigt til at føle sig som Bambi på glatis!

Dansk-finske “Vision” barslede for nogen tid siden med et interessant bud på en fiks løsning af dette evindelige problem: En vadestøvle med såvel gummisål som filtsål.Visions vadestøvle har således en hæl med profilsål, som griber godt på blødt underlag, mens resten af sålen er af filt.

To fluer med ét smæk, om man så må sige.

25. november 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Flere flerdelte fluestænger i fremtiden

Flere og flere fluefiskere investerer i 4-delte rejsestænger i stedet for de almindelige 2-delte, som i sagens natur fylder langt mere. Tendensen er klar og går i retning af rejsestængerne, selv om de i sagens natur er noget dyrere end de 2-delte.

Til 2001 sæsonen lancerer amerikanske Orvis hele 18 nye modeller i deres velkendte Trident TL topserie af fluestænger. Ikke færre end ti af de nye modeller er 4-delte rejsestænger, og Orvis bestræber sig da også på, at samtlige modeller efterhånden skal kunne fås såvel 2-delte som 4-delte. Alle naturligvis klassificeret efter Orvis unikke “Flex Index”, så man aldrig er i tvivl om aktionen.

Priserne? De er typisk 15-25% højere for de 4-delte modeller. Har man først prøvet en førsteklasses flerdelt, kvier man sig ved nogensinde mere at investere i 2-delte stænger. Så meget lettere er de 4-delte fluestænger at transportere og opbevare. Og kasteegenskaberne er ikke mærkbart ringere end de 2-deltes.

Alt taler således for flere og flere flerdelte fluestænger i fremtiden.

25. november 2000

© Steen Ulnits

* 2000: Oversvømmelsernes år

I sommer var den gal i Midtsverige, hvor adskillige elve gik over deres bredder – godt hjulpet på vej af ekstraordinært store regnmængder og vandkraftværker, der grådigt holdt på vandet så længe, at det til sidst var for sent. Resultatet blev skader på veje og bygninger for et trecifret millionbeløb.

I lang tid troede man, at nu var oversvømmelserne et overstået kapitel i Mellemsverige. Lige indtil den seneste tids voldsomme regnskyl, der endnu engang har fået de store midtsvenske elve til at gå over deres bredder nær grænsen til Norge.

Efter Sverige var den gal i Schweitz og Norditalien, hvor Po floden gik over sine bredder og oversvømmede mange kvadratkilometer fra Alperne i nord til Adriaterhavet i syd. 35.000 blev evakueret – mindst 25 dræbt, heraf flere i de store mudderskred, som oversvømmelserne udløste oppe i bjergene.

Og nu er den så gal i England, hvor man oplever de værste oversvømmelser i 400 år. Der er tale om den dyreste naturkatastrofe nogensinde – med skader skader for mere end 1 milliard kroner.

Oversvømmelserne nar medført stop for bygning af nye anlæg, der kunne forværre situationen ved regulering af nedbøren, og regeringen har sat 6 milliarder kroner af til fremtidige forholdsregler.

Indtil videre er 3 dræbt, og der har været oversvømmelsesvarsler ved flere end 40 floder. Værst har det været ved River Ouse i vikingebyen Yorkshire nord for London, hvor floden har stået mere end 5 meter over normal vandstand. 3.000 mennesker er blevet evakueret fra deres hjem i dette område.

Alt taler for, at det er drivhuseffekten, der nu er ved at gøre sig synligt gældende. Hvor industrien i årevis har affærdiget videnskabens snak om drivhuseffekten og dens skadelige virkninger på vejr og miljø, dér viser naturen nu selv kræfter.

Interesserede kan læse mere om drivhuseffekten ved at klikke på den.

20. november 2000

© Steen Ulnits

* Mere og mindre kunstgødning

Statistikken viser, at der bruges mindre og mindre kunstgødning på de danske marker. I sig selv et glædeligt budskab, der dog ikke fortæller noget om det samlede gødningsforbrug i Danmark. Den stærkt stigende svineproduktion leverer nu gylle i stridere og stridere strømme, og det er her, baggrunden for det mindskede forbrug af kunstgødning skal søges.

Statoil, som jo leverer olieprodukter fra de norske Nordsøoliefelter, har imidlertid øget sin produktion af netop kunstgødning. Og det er mere positivt, end det umiddelbart kunne lyde. Statoil har nemlig udviklet en let dieselolie, som er meget fattig på forurenende svovl. Et brændstof, man derfor håber at kunne sælge til specielt lave og miljøvenlige afgifter.

På samme måde har Statoil netop indviet et anlæg, der kan omdanne forurening fra oliefyring – svovldioxid og kvælstofoxider, hovedingredienserne i sur nedbør – til netop nyttig kunstgødning. Fra erhvervsside forventer man, at det nye anlæg i Kalundborg vil blive en god kilde til eksport.

Anlægget har kostet Statoil 77 mio. kroner, og man mener, at der på verdensplan er behov for op mod 50 store anlæg og 1.000 mindre af slagsen. Det er danske Haldor Topsøe AS, der har stået for udviklingen. Et glimrende eksempel på, at højteknologi kan gavne miljøet både til lands, til vands og i luften.

12. november 2000

© Steen Ulnits

* Milliard til miljøet

Man kan mene om det nye røde finanslovsforlig, hvad man vil. Men man kan ikke fratage det, at vi her står med en af de mest miljøvenlige finanslove nogensinde – hvis ikke den mest miljøvenlige af dem alle. Og det kan vi kun takke regeringens forligspartnere, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, for. Uden dem ville det have set sort ud.

Det lykkedes nemlig de to røde partier at få en hel milliard ekstra sat af til det danske miljø. I stedet for de sølle 75 millioner, som regeringen havde afset til miljøet, fik venstrefløjen hele 155 millioner kroner sat af til naturgenopretning. Som tidligere omtalt på denne side ville de kommende års naturgenopretning af Skjernå alene æde næsten alle midler, hvorfor den danske naturgenopretning reelt ville ophøre for en stund.

Men nu er der altså kommet ekstra penge i kassen, og hermed kan man så atter håbe på, at der vil blive midler til en naturgenopretning af Gudenåen ved Tangeværket. Et langt omløb uden om hele søen – som foreslået af fødevareminister Ritt Bjerregaard – vil jo alene koste op mod 100 milloner kroner.

Så lad os alene i miljøets interesse sende et par venlige tanker til Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Uanset ens egen politiske overbevisning. Venstres miljøpolitiske ordfører var ikke overraskende meget lidt begejstret for det nye miljøforlig.

12. november 2000

© Steen Ulnits

* Manipulation i Mølledammen

For 7. år i træk har lokale lystfiskere hjulpet Sønderborg Kommune med biomanipulation af Mølledammen i Sønderborg. I alt blev der i efterårsferien fanget 139,5 kg skaller i den lavvandede dam – en anseelig vægt, når man tager i betragtning, at langt de fleste skaller kun vejer 5-15 gram. Så snakker vi lige pludselig om tusinder af fisk.

Kommunen tillader det årlige fiskeri i efterårsferien, så lokale borgere og deres børn dels kan komme på fisketur og dels hjælpe med at tømme dammen for nogle af dens mange skidtfisk. Mølledammen er ude af balance – med det resultat, at der bliver alt for mange og alt for små skidtfisk i vandet, som bliver uklart på grund af manglende dyreplankton til at holde algerne nede. Planktondyrene har de mange skidtfisk nemlig spist, og herved er søen kommet ud af økologisk ligevægt.

Ved at fjerne skaller og brasen, men genudsætte gedder og aborrer håber man så at kunne skabe en sø i balance – med klart vand og en afbalanceret bestand af rovfisk og byttefisk. I det uklare vand kan rovfiskene nemlig ikke se til at fange skidtfiskene og dermed holde bestanden i skak.

En idé til efterfølgelse andre steder i landet, hvor man råder over lavvandede småsøer med store mængder skidtfisk. Fang en fisk, få en god oplevelse og hjælp så samtidig naturen i balance igen.

9. november 2000

© Steen Ulnits

* Mexico 2001

En uges fiskeri efter bonefish, tarpon, permit, snook og barracuda på en af Mexico’s fineste lodges med direkte adgang til de flotteste flats og de hvideste badestrande. – Var det mon noget til den kommende vinter? Læs i så fald videre:

Placeret på en lang landtange med det åbne Caribien på den ene side og den lukkede mangrove på den anden er der altid gode fiskemuligheder – uanset vejr og vind. Det er der ikke mange andre lodges, der kan hamle op med. Blæser det for meget til at tage ud på åbent hav, hvor de største bonefish typisk tages, fisker man blot efter de lidt mindre inde i mangroven – hvor for øvrigt også de allerfleste permit og tarpon holder til.

Lodgen ligger på halvøen Yucatan, og undervejs derned kører man forbi nogle af de største Maya-ruiner på hele Yucatan. De stråtækte “cabanas” ligger lige ned til den smukkeste hvide sandstrand, og lodgen selv ligger på grænsen til det store Sian Ka’an naturreservat, hvor der er flere muligheder for spændende udflugter. For os fiskere såvel som eventuelle ikke-fiskende ledsagere. Lodgen er således ideel for dem, der gerne vil have kone eller kæreste med – i tilgift til fiskestangen!

Prisen er uhyre rimelig, når man tager tid, sted og tilstedeværelsen af rige amerikanere i betragtning. Noget tilsvarende andetsteds koster mindst 50% mere. Ikke sjældent det dobbelte.

Dato: 10.-17. marts 2001Pris: US$ 2.190

Prisen er alt inklusive – ophold (to mand per cabana), fuld forplejning (mexicanske drikkevarer inkluderet!), og 1 professionel guide per båd og to fiskere; økoture for ikke-fiskere (3 dage med snorkling, fuglekig og jagt på søkøer); transport fra lufthavn til lodge (men ikke den transatlantiske flyvning, som kan gøres for små DKK 6.000)

Tilmeldingsfrist: 30. november 2000 (til undertegnede, der selv tager afsted og derfor står til rådighed med oplysninger om fisk, fiskeri, grej og metoder med meget mere). Meget begrænset antal pladser.

Vil du se billeder fra forårets tur til stedet, som jeg første gang besøgte forrige år, så klik her og drøm dig over til sydens sol og varme og jættestærke fisk på de krystalklare flats. Vi ses!

31. oktober 2000

© Steen Ulnits

* Den “nye” Skjernå indvies

Så er det i dag, det nygamle Skjernå-løb tages i brug. Under tilstedeværelse af prins Joachim og miljøminister Svend Auken lukkes det første Skjernå-vand ind i det nye Skjernå-løb, som maskinerne har gravet på siden juni sidste år.

Men det har taget lang tid at komme så langt – mange år. Kort beskrevet har forløbet været og vil være som følger:

• 1968: Hedeselskabet lægger sidste hånd på reguleringen af Skjernå’s yderste løb – det, der siden er blevet kaldt Danmarks “vandmotorvej”. 4.000 hektar vådområde afvandes for en pris på 222 mio. i 97-kroner.
• 1968-87: Store mængder okker vaskes ud i Ringkøbing Fjord. En stor del af den indvundne jord “sætter sig” efterhånden og bliver til uproduktiv landbrugsjord. Ikke mindst heltbestanden går voldsomt tilbage.
• 1987: Døde hummere på TV får Folketinget til at vedtage den første vandmiljø-handlingsplan. Som et led i denne plan besluttes det at lægge Skjernå tilbage i dens gamle leje. Formålet er at tilbageholde næringssalte på engene.
• 1998: En anlægslov for Skjernå’s retablering vedtages endeligt af Folketinget. Store opkøb og ombytninger af jord langs åen har gjort det muligt for staten at gennemføre Nordeuropas største naturgenopretningsprojekt. Pris 254 mio. kroner.
• 1999: Arbejdet påbegyndes. Der fjernes gamle broer over veje, som nedlægges. Der bygges en ny bro over Skjernåvej samt nye diger til sikring af omliggende marker mod oversvømmelser. Det nye åløb udgraves og sikres på udsatte steder.
• 2000: Det nye nederste løb indvies, og Skjernå ledes tilbage til sit gamle snoede forløb. Målet er en reduktion på 25% af det udledte okker, 12% af det udledte fosfor og 6% af det udledte kvælstof. Målet er i mellemtiden også blevet en generel naturgenopretning.
• 2001: Der graves videre på det nye åløb. Der bygges nye broer og rives gamle ned. Det store styrt ved Kodbøl fjernes helt, så fiskenes passagemuligheder forbedres. Der opkøbes og nedlægges dambrug langs åens nedre løb, så forureningen mindskes.
• 2002: Det nye åløb er nu gravet færdigt og retableringen gennemført helt op til Borris i såvel Skjernå som tilløbet Omme Å. Det regulerede åløb fyldes op, og alt burde atter være fryd og gammen i det vestjyske. Alt i alt vil 1,6 mio. kubikmeter sandet jord da være flyttet i Vestjylland.
• Den samlede pris for dette vestjyske eventyr: En lille halv milliard kroner. To skridt tilbage og to skridt frem.

Så lad os alle ønske hinanden tillykke på denne mindeværdige dag. Hvor efterårets første storm fik vandet til at stå 3 meter højere end normalt ud for slusen ved Hvide Sande. Hvor miljøfjendske landbrugsinteresser langt om længe måtte vige for hensynet til vandmiljø og vådområder. Laksen længe leve!

30. oktober 2000

© Steen Ulnits

* Sværdfisk på højeste plan

Sværdfisken, der normalt færdes på store dybder i Stillehavet og Atlanterhavet, er nu kommet helt op på højeste plan. Internationalt og politisk, vel at mærke. Den truede fisk er nemlig blevet årsag til et sammenstød mellem Chile på den ene side og spanske fiskere på den anden. Og da Spanien jo er medlem af EU, er striden reelt blevet til et spørgsmål mellem Chile og EU.

Spanierne er utilfredse med, at chilenerne ikke lader dem lande deres fangster af sværdfisk i chilenske havne. Herved mister de nemlig adgangen til det lukrative amerikanske marked for sværdfisk.

Chilenerne mener derimod, at spanierne fisker uhæmmet på en truet bestand, og at op mod 60% af deres fangster består af sværdfisk, der endnu ikke er blevet gydemodne. Fisk, som derfor reelt er under det mindstemål, de desværre ikke har, men burde have. Chilenerne beskylder således spanierne for at overfiske den bestand, som de selv hæger om – med strammere restriktioner for deres eget fiskeri.

På højeste plan i EU er der derimod røster fremme om, at Chile blot benytter sig af “grøn protektionisme” – at de vil beskytte deres egne økonomiske interesser under foregiven af hensyn til miljøet og fiskebestandenes størrelse.

Hos den danske afdeling af World Wildlife Foundation – WWF – har man ikke uventet størst forståelse for den chilenske holdning. WWF mener, at sagen er et godt eksempel på, at de rige landes overkapacitet i fiskeflåden blot sendes til de fattige lande for at udnytte og udbytte ressurserne her.

EU står således i et dilemma. På den ene side skal man varetage et medlemslands økonomiske interesser. På den anden side står man selv som garant for havmiljøet – blandt andet via et nyt forbud mod de kilometerlange drivgarn, der sættes efter tun, men har havfugle, delfiner og havskildpadder som uønskede bifangster. Et længe ventet forbud, der træder i kraft til næste år.

29. oktober 2000

© Steen Ulnits

* Søløver truet på livet

I løbet af de seneste 30 år er bestanden af stellar-søløver i det nordlige og vestlige Stillehav faldet med over 80% – fra over 250.000 eksemplarer til nu under 50.000. National Marine Fisheries Service i USA mener, at nedgangen nu er så stor, at bestanden kan være på vej til at uddø helt.

Den dramatiske tilbagegang menes at skyldes den hårde konkurrence, som søløverne udsættes for fra det kommercielle fiskeri efter søløvernes naturlige fødeemner. En pendant til de spekulationer, som fuglefolk har bragt på bane, når det gælder søpapegøjer eller lunder i Nordatlanten. De menes tilsvarende at være truet på livet af det hårdhændede industrifiskeri efter tobiser – lundernes foretrukne føde.

Som nævnt tidligere på denne side mener norske forskere, at erhvervsfiskeriet er skyld i en tilbagegang i bestanden af lomvier i Nordnorge på mellem 80 og 90%. Ganske vist ikke indirekte via konkurrence om fødeemner, men direkte som uønskede bifangster i drivgarnene.

29. oktober 2000

© Steen Ulnits

* To tøver i to år med Tange…

Tangeværkets koncession på brugen af Gudenåens vand udløber som bekendt her i år 2001 og skal derfor fornyes eller forlænges.

Imidlertid er der store såvel økonomiske som politiske interesser forbundet med netop Tangeværket og dets fortsatte drift. Miljø- og energiminister Svend Auken og værkets socialdemokratiske bestyrelse ønsker elproduktionen videreført, da det er CO2-fri energi, som produceres her – omend i meget små mængder og med millionstort statstilskud. Tilsvarende mener fødevareminister Ritt Bjerregaard, hvorunder fisk og fiskeri jo også hører, at Tangeværket bør nedlægges i sin nuværende form, så Gudenåen atter kan byde vandrefiskene på fri passage.

Svend Auken går således ind for den korte og billige strygløsning, der kun tilgodeser Tangeværket og dets økonomiske interesser. Ritt Bjerregaard derimod er fortaler for det lange og kostbare omløb i hele søens længde – en løsning, der i værste fald løber op i 100 mio. kroner. Men samtidig den løsning, der kan tilfredsstille flest af sagens stridende parter.

Til trods for de mange, lange og store diskussioner, der har været om netop Tangeværkets fremtid i de seneste årtier, har man således fra politikerside endnu ikke fundet en løsning. Et imponerende forhalingsspil, hvor Danmarks Naturfredningsforening (DN) har været storaktør som fortaler for søens fortsatte eksistens og værkets fortsatte elproduktion. En kamp, hvor DN har været oppe mod Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF), der ikke uventet har været fortaler for laks og havørreder i Gudenåen samt Tangeværkets nedlæggelse.

Men Svend Auken og hans socialdemokratiske partifæller i Tangeværkets bestyrelse ønsker ikke nogen genskabelse af Gudenåen. Det er kun Skjernå, der er fundet værdig til en gennemgribende naturgenopretning. I mellemtiden har så Svend Auken og Ritt Bjerregaard holdt et septembermøde, hvor de enedes om en yderligere tænkepause på to år, inden værkets fremtid endeligt afgøres.

Imponerende forhalingstaktik. Imens vi venter, kan interesserede læse mere om vandkraft og Gudenåen og Tangeværket ved at klikke her.

25. oktober 2000

© Steen Ulnits

* Nordsøen invaderes

Drivhuseffekten ser nu ud til at have resulteret i noget aldeles konkret, nemlig nye fiskearter i Nordsøen. Det er fisk, som med den stigende havtemperatur er indvandret sydfra – fisk som gulstribet mulle, der i år er fanget i store mængder af fiskere ud for Skotland.

Den gulstribede mulle, som er en fornem spisefisk, lever normalt i Middelhavet med tilstødende havområder. Men den har nu følt sig så fristet af de stigende vandtemperaturer, at den er trængt så langt nordpå som til Skotland, hvor den sågar er begyndt at gyde. På samme måde er den tyklæbede multe efterhånden blevet fast inventar i samtlige danske farvande – også den en varmtvandsfisk, der ellers slår sine folder omkring Den Engelske Kanal. Endelig er der havbarsen, som også fanges oftere og oftere langs den jyske vestkyst.

Forskerne har målt markante stigninger i havtemperaturen i de seneste år. Således er vintertemperaturen i Nordsøen omkring Færøerne i dag hele fire grader højere end for blot seks år siden, hvilket har betydning ikke blot for indvandringen af nye arter sydfra, men også udvandringen af gamle nordpå. Således regner mange nu med, at bestandene af torsk og hvilling i Nordsøen er på hastig tilbagegang – at man ikke kun kan lægge skylden på overfiskning fra erhvervsside.

De stigende havtemperaturer ledsages af stigende planktonmængder i overfladevandet – af mere uklart vand – hvilket naturligvis også hænger sammen med de store udledninger af næringssalte til Nordsøen. Man regner med, at planktonmængden i Nordsøen i dag er blevet op mod ti gange større i løbet af det seneste årti. Det har igen resulteret i flere søstjerner og børsteorme på havbunden, som jo i sidste ende modtager de døde og nedsynkende planktonorganismer.

Nordsøen er således et fiskevand i stadig forandring. Men den nuværende udvikling fra et tempereret havområde til et mere subtropisk varer ikke nødvendigvis ved. I takt med de stigende temperaturer sker der også en stigende afsmeltning af isen ved Nordpolen. Allerede nu er der smeltet op mod 40% af ismasserne her, og fortsætter udviklingen, vil al isen heroppe være væk omkring år 2040.

Den store afsmeltning betyder koldt smeltevand, som vil modvirke de ellers stigende havtemperaturer. I det hele taget kan vi regne med mere ustabilt vejr i de kommende år – som følge af drivhuseffekten, der nu ser ud til at slå igennem for alvor.

25. oktober 2000

© Steen Ulnits

* – Slut med naturgenopretning?

Naturrådet advarer nu såvel regering som befolkning om, at det fremover kommer til at stå endog meget skralt til med midler til naturgenopretning. Således er der til næste finansår kun afsat 13 millioner kroner til formålet – naturligvis ud over det, som retableringen af Skjernå kommer til at koste.

Naturrådets vismænd er oprørte over, at midlerne kun rækker til genopretning af 50 hektar jord – noget, der svarer til et enkelt større landbrug. Gennem de sidste ti år er der genoprettet et areal svarende til nogle få promiller af det danske land, men i samme tidsrum er der beslaglagt et fem gange større areal til anlæg af byer og veje. Samlet set er den danske natur derfor skrumpet yderligere ind i de forgangne år, og nu skal der yderligere spares på naturgenopretningen.

Set i dette perspektiv er det påtænkte budget aldeles utilstrækkeligt. I Danmarks Jægerforbund mener man endda, at “naturen er sendt til tælling”. Jægerne føler sig specielt hårdt ramt, idet man alene her er vant til at disponere over 30 millioner kroner årligt til plantning af 1.000 km læhegn til vildtet.

Samlet er der lagt op til en halvering af midlerne til naturgenopretning. “Det bliver endog meget vanskeligt at opretholde Danmarks grønne profil hos omverdenen med en sådan nedskæring”, siger Dansk Ornitologisk Forening.

“Danmark kan simpelthen ikke leve op til sine egne ambitioner om at fordoble skovarealet inden for de næste 60-70 år”, supplerer naturvismændene.

22. oktober 2000

© Steen Ulnits

* Bort med bundmaling

Skibsfarten har i mange år været storleverandør af giftige stoffer, der lækker fra skibenes bundmaling. Malingen indeholder giftstoffer, som skal hindre den tilgroning med alger, som ellers øger skibenes vandmodstand under sejlads markant.

Man har længe brugt tinholdige malinger af typen Tributyl-Tin (TBT), men de er nu langt om længe på vej ud. Den private skibsfart med mindre både er gået foran på dette område – omend ikke frivilligt, men ad lovgivningens vej.

Nu ser det så ud til, at den kommercielle skibsfart også følger trop – i første omgang endda frivilligt. Således har en af verdens største brugere af containerskibe – det danske rederi A. P. Møller – besluttet, at samtlige rederiets skibe fremover kun må bundmales med TBT-fri bundmaling.

Rederiet J. Lauritsen har tilsvarende meddelt, at man inden 2005 også kun vil bruge TBT-fri bundmaling på sine skibe. Elsam, der råder over mange store kulskibe, vil have nået samme mål allerede i 2002.

Det er de TBT-holdige bundmalinger, som efter al sandsynlighed bærer hovedansvaret for, at det i dag er næsten umuligt at finde en han- eller hunsnegl i danske havneområder. Den giftige bundmaling har nemlig utilsigtede hormonelle bivirkninger, som gør sneglene tvekønnede.

TBT er oprindelig en meget stærk nervegift udviklet specielt til brug i giftgasser.

22. oktober 2000

© Steen Ulnits

* Forbund i fremgang

Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) har nu for 3. år i træk kunnet notere sig en medlemsfremgang og har efterhånden atter rundet de 30.000 medlemmer. Således regner man med at have fået mindst 1.000 nye medlemmer inden udgangen af dette år.

Som lystfisker kan man kun glæde sig over, at vore organisationer vokser, for med voksende medlemstal vokser også den politiske indflydelse. Se blot på Danmarks Naturfredningsforening, der i perioder har rundet de 200.000 medlemmer, og som politikerne af samme grund altid er meget lydhøre overfor. Tal, der tæller – stemmer, der skal kapres – stemmer, som derfor høres. Sådan fungerer nu engang vort demokratiske samfund.

Så et stort tillykke til DSF med det stigende medlemstal!

19. oktober 2000

© Steen Ulnits

* Kongen og loven

Fiskeriet i Ribe Vesterå har meget længe været underlagt en kongelig bevilling fra 1700-tallet, som giver en lokal erhvervsfisker noget nær uindskrænkede fiskerettigheder.

I de senere år har erhvervsfisker Mikkelsen dog – formedelst god betaling – afgivet noget af fiskeretten til Ribe Sportsfiskerforening, som nu sælger dagkort til det produktive fiskevand. Rigtig mange lystfiskere fra nær og fjern har siden da nydt godt af dette og fanget deres første laks og havørreder i engene ud mod kammerslusen ved Vadehavet.

Alligevel har den gamle kongelige forordning længe været en torn i øjet på mange såvel lokale lystfiskere som nationale myndigheder. Således har Mikkelsen netop været i retten mod Fødevareministeriet, der ikke mente, at han havde uindskrænkede fiskerettigheder ifølge sin kongelige bevilling. Det er jo Fødevareministeriet, hvorunder alle fiskeriretlige spørgsmål i dag sorterer.

Vestre Landsret afgjorde, at Mikkelsen skal følge den til enhver tid gældende fiskerilovgivning på ferskvandsområdet. Den tilsidesatte således helt den aldeles utidssvarende kongelige bevilling, som familien Mikkelsen har haft i flere generationer.

Kongelige bevillinger skal således til enhver tid følge den gældende lovgivning. Mere royale er vi alligevel ikke – trods nej’et til Euroen!

19. oktober 2000

© Steen Ulnits

* Frivillig fredning

Varde Å har ikke blot fået nogle af sine sving og sine vildlaks tilbage efter nogle meget trange år. Nu har de lokale sportsfiskere sågar foreslået en frivillig fredning af laksene, så bestanden i en 3-årig periode atter kan få fodfæste i det maltrakterede sydvestjyske vandsystem.

Det er tanken, at alle laks, der i de næste 3 år fanges på stang og line oppe i åen, skal genudsættes. Derfor har man foreslået Ho Bugt fredet for garn og ruser i den samme periode, hvilket er blevet mødt med en positiv holdning fra bierhvervsfiskerside.

Nu mangler så blot, at hele Vadehavet friholdes for erhvervsfiskeri efter laksene. Interesserede kan læse mere om problematikken herude i en artikel om den store Vadehavsundersøgelse nederst på denne side.

19. oktober 2000

© Steen Ulnits

* Iltsvind truer Fyn

Omfattende iltsvind truer nu farvandet omkring Fyn, meddeler miljømyndighederne fra Fyns Amt. Her taler man om de værste iltsvind i de 25 år, hvor der er foretaget målinger. Således måles der nu ekstraordinært store iltsvind især i farvandet nord for Fyn og i Lillebælt, hvor man efterhånden er vant til dette tilbagevendende fænomen. Men også i Storebælt tæt på Fyn ser det skidt ud, hvilket er usædvanligt.

Det kan føles som et slag under bæltestedet for de myndigheder, der i de seneste år i stigende grad har arbejdet for et bedre vandmiljø. Men forklaringen er ganske ligetil: Årene 1995, 1996 og 1997 var meget nedbørsfattige med kun omkring halvdelen af den gennemsnitlige årlige nedbør, og det kunne mærkes på vandkvaliteten, som var stærkt for opadgående.

Men så kom to meget våde år i 1998 og 1999 – med en ekstraordinært stor udvaskning af kvælstof fra landbruget til følge. Og det er disse store kvælstofmængder, der nu har resulteret i de ekstraordinært store iltsvind, der plager ikke mindst farvandet omkring Fyn. Hvor man for øvrigt hører til de mere miljøbevidste amter i landet.“Foreløbig kan vi ikke se effekterne af de to vandmiljø-handllngsplaner på iltsvindssituationen”, konkluderer man derfor fra Fyns Amt.

Effekten af den seneste Vandmiljø-handlingsplan II skal vurderes inden årsskiftet, og man må forudse yderligere stramninger for landbruget, hvis situationen skal bringes under blot nogenlunde kontrol.

17. oktober 2000

© Steen Ulnits

* 37.000 tons ammoniak årligt fra danske svin

Danmarks Naturfredningsforening (DN) råber nu vagt i gevær. DN finder situationen omkring den stigende danske svineavl alarmerende og betragter den fordampende ammoniak fra svinene som det største akutte miljøproblem overhovedet i dagens Danmark.

Årsagen er de 37.000 tons ammoniak, der hvert år frigives til atmosfæren fra de danske svinefarmes 25 millioner svin. Ammoniakken ender i sidste ende i jord og vand via nedbøren, hvor den så overgøder miljøet med kvælstof. I så høj grad, at næringsfattige heder og moser helt mister det planteliv, som er så karakteristisk for netop dem. Planter, der ikke kan klare konkurrencen med andre planter, dersom miljøet tilføres ekstra kvælstof.

Overvismand fra Naturrådet, Peder Agger, giver DN ret i problemets akutte og katastrofale omfang. Regeringen ventes at barsle med nye forholdsregler først i det nye år.

14. oktober 2000

© Steen Ulnits

* Vadehavet vader i næringssalte

Mere end 10.000 tons kvælstof ledes hvert år ud i Vadehavet. Primært via vandløbene i Sønderjyllands og Ribe Amter – sekundært via en nordgående strøm fra vandløb som Rhinen og Seinen.

Vandmiljøhandlingsplanen fra 80’erne skulle reducere udledningerne af kvælstof med 50%, men det er ikke sket. Faktisk kan man næsten ikke måle nogen reduktion overhovedet, hvilket var og er baggrunden for Vandmiljøhandlingsplan 2. Til gengæld er udledningerne af fosfor i det samme tidsrum reduceret med hele 70%. Landbrug og dambrug har således ikke formået at leve op til planerne, hvilket byer og industri – via nye rensningsanlæg – for længst har gjort.

En af de vigtigste veje frem mod en reduceret udledning af kvælstof fra landbruget er etableringen af flere våde enge. Et problem her har vist sig at være omkostningerne til kompensation af landmændene for tabt landbrugsjord. Jordpriserne er i dag så høje, at der fattes penge til denne kompensation.

Flere politikere er derfor skeptiske og mener, at tiden allerede nu er moden til en endnu skrappere Vandmiljø-handlingsplan 3 – hvis der overhovedet skal ske nogen reduktion fra landbruget.

Ellers må vi se i øjnene, at fremtiden givet vil bringe flere døde fjorde á la Mariager Fjord anno 1997.

Fiskeinteresserede kan læse mere om den store Vadehavsundersøgelse under “Aktuelt”.

14. oktober 2000

© Steen Ulnits

* Boganmeldelse: Af Orvis om Orvis

Orvis er et velrenommeret amerikansk firma, som har specialiseret sig i fremstilling af kvalitetsprodukter til især fluefiskere. Et firma, som blev etableret i 1856, og som allerede havde postordrekunder før den store borgerkrig nogle år senere.

Det var dengang et firma, som især var kendt for sine fine splitcane fluestænger – en tradition, der blev holdt i hævd til langt op i 1960’erne og 1970’erne af en mand som Wes Jordan. Det var blandt andet Orvis’ fortjeneste, at man fandt en måde at imprægnere de sarte bambusstænger, så de bedre kunne tåle vand.

Men firmaet var hensygnende, da en dynamisk mand ved navn Leigh Perkins overtog det hele i 1965. Firmaet havde da en årlig omsætning på 500.000 US dollars. Perk, som han kaldes blandt venner, havde en baggrund som søn af en ganske usædvanlig moder. Dels dyrkede hun idræt på højt plan – dels jagtede og fiskede hun bedre end nogen mand. Perk’s barndom blev således ganske vist tilbragt i mors skørter, men det var altså med fiskestang eller gevær i hånden!

Perk er et godt eksempel på den aggressive amerikanske forretningsmand, for hvem “business is everything”. I sin bog “A Sportsman’s Life” fortæller Perk med slet skjult stolthed og aldeles uden den klædelige beskedenhed, som ingen da heller forventer sig fra en kulturløs amerikaner, om firmaets voldsomme vækst siden hans overtagelse for nu 35 år siden. Bogen har da også den ganske beskrivende undertitel “How I built Orvis by mixing Business and Sport”.

Har man et forhold til Orvis – og de mange fine produkter, som dette firma i dag fremstiller – bør man så absolut læse denne bog. Da får man pludselig et helt andet forhold til bestemte produkter, som har været en milepæl i firmaets historie. Og under alle omstændigheder får man en spændende og meget personlig skildring af en usædvanlig mand og hans både usædvanlige og misundelsesværdige liv.

Som fluefisker skal man dog være klar til også at læse en hel del om Perk’s mange jagthunde og deres fortræffeligheder… Det er dog aldrig uinteressant læsning, omend det naturligvis absolut intet har med fluefiskeri at gøre.

Orvis omsætter i dag for mere end 100 millioner dollars årligt, så det er så absolut en af giganterne i industrien, vi her har med at gøre.

“A Sportsman’s Life”af Leigh Perkins

Atlantic Monthly Press 1999

196 sider, indbundet

illustreret i sorthvid

14. oktober 2000

© Steen Ulnits

* Hovedløst fiskeri “down under”

En fiskebåd fra Brisbane på den australske østkyst oplevede for nylig, at et af besætningsmedlemmerne faldt over bord. De resterende underrettede myndighederne, ledte efter fiskeren, men fandt ham ikke. De fortsatte derefter fiskeriet efter groupers – havbars – på dybt vand.

Da de siden kom i land med fangsten, som blandt andet omfattede en 100 punds grouper, blev de noget overraskede. For ikke at sige chokerede. Det forsvundne besætningsmedlem var nemlig med hjem alligevel, omend på en lidt makaber måde: Da man rensede den store grouper, fandt man i maven på den – hovedet af den forsvundne fisker!

Politiet formoder, at fiskeren er faldet overbord og er blevet flænset af de mange hajer, som findes i området. Hovedet, som jo er tungere end resten af kroppen, er blevet revet af under flænseriet og er derefter sunket til bunds. Hvor den store grouper så åd det, inden den selv blev fanget.

Ikke så lidt af en fiskehistorie, men aldeles sand. Også selv om den stammer fra “down under”, hvor alting jo er lidt større og vildere.

7. oktober 2000

© Steen Ulnits

* Store Knægtedag

I JyskeVestkysten forslår Erik Egvad Petersen (EEP), at der afholdes en årlig “Store Knægtedag”. Baggrunden er det hærværk, som et par unge knægte for ikke så længe siden udførte ved Åbenrå Slotssø.

Hærværket, der bestod i lidt snitten i to træer ved søen, medførte straks et forbud mod fiskeri i voldgraven. EEP mener, at det er en ganske urimeligt hård straf, som går ud over det store flertal af unge lystfiskere, der opfører sig ordentligt. Samtidig foreslår han, at der indføres en årlig “Store Knægtedag”, hvor unge mennesker instrueres i en korrekt opførsel ude i naturen.

En glimrende idé, som burde tages op over hele landet. I en tid, hvor vi nærmest har tabt en hel generation af unge mennesker til videofilm og computerspil, ville noget sådant være et helt rigtigt skridt på vejen mod en bedre verden. Unge mennesker af i dag ved ikke ret meget om færden i det fri. Det er noget, der skal læres, så EEP’s idé anbefales på det kraftigste.

1. oktober 2000

© Steen Ulnits

* Blå marlin – fra gummibåd!

Det bliver da også vildere og vildere: Nu har amerikanerne fundet på at fiske store blå marlin – fra ganske små gummibåde!

De første vaklende skridt blev taget i Stillehavet ud for San Juan sidste år, og fisketurene varede alle under fire timer. Dels på grund af den bagende sol, for hvilken der ikke er nogen beskyttelse ombord på en lille gummibåd. Og dels på grund af aktionsradius, som er ret begrænset i så lille et fartøj uden store brændstoftanke.

Men resultaterne lod ikke vente på sig. Allerede på den første tur var der gevinst, og i alt resulterede seks korte ture i ni krogede og landede blå marlin. Fiskene vejede mellem 80 og 200 lbs. (36-90 kg) og viste sig fint at kunne fightes fra selv så små både.

Tricket bestod i, at én mand styrede båden fra agtersædet, mens den andet fightede fisken fra forstavnen. Det gjaldt blot om at følge med fiskene, når de løb – så fightede selv de største af fiskene sig trætte på under 20 minutter. Alle fiskene blev genudsat.

Ind imellem kan man godt misunde amerikanerne deres muligheder for at fiske rigtigt store fisk på ganske let grej…

1. oktober 2000

© Steen Ulnits