Aktuelt 3. kvartal 2001

* Lomborg, Lynas og lagkagen

Som det sikkert er faste læsere af disse sider bekendt, så er jeg ingen fan af Århuslektor Lomborg og hans miljøprofetier. For det første har han ingen forstand på miljøproblemer, men behandler blot statistisk materiale fra store internationale undersøgelser. For det andet kan man ikke behandle statistik uden samtidig at have faglig indsigt i det pågældende område. Det er som at sætte en elektriker til at bage brød. Der findes som bekendt hvide løgne, sorte løgne – og så statistik.

Men Lomborg fremturer i sit soloprojekt og egotrip, der ganske enkelt går ud på at modsige alverdens miljøeksperter – med publikumsvenlige konklusioner om, at verdens miljø faktisk har det bedre end nogensinde. Eller noget nær. At det derfor er totalt spild at investere millioner og milliarder af kroner i et bedre miljø med renere luft, jord og vand.

Men pressen elsker det, og selv det normalt miljøbevidste dagblad Politiken har bidt på lektor Lomborgs krog – i form af redaktør Seidenfaden, der har taget Lomborg ind som fast skribent på miljøsiden. Her går det bare så ufattelig godt – når man altså læser Lomborg i Politiken. Eller læser en af hans bøger om samme emne.

Nu har Lomborg så netop udgivet en ny bog om selvsamme emne, og den har fået uventet stor bevågenhed i pressen verden over. Så stor, at den nu oversættes til engelsk. Og så stor, at Lomborg for nylig blev inviteret til en gæsteforelæsning på det ansete Oxford University i England. Her ville man gerne teste Lomborgs luftige påstande ved at lade ham selv fortælle om dem.

Men ikke alle var på forhånd villige til at lytte til Lomborgs populistiske og ikke underbyggede påstande om det sunde globale miljø. Knap var Lomborg kommet inden for i foredragssalen, førend en forfatterkollega smed en lagkage i synet på ham. Kagen var en “Baked Alaska” bagt af Mark Lynas, som “ønskede at smide kagen ind i Lomborgs selvtilfredse ansigt – i solidaritet med amerikanske indianere og Alaskas eskimoer, der rapporterer om stigende temperaturer, om isen, der forsvinder fra havene, og om de forfærdende effekter, dette har på dyr, fugle og fisk”.

Lynas udtalte videre, at Lomborg giver multinationale oliefirmaer som Esso (Exxon) en ren foræring med sin afvisning af tidens og jordens miljøproblemer. “Jeg kan ikke se, hvorfor det skal gå ud over miljøet, hver gang en totalt ukendt akademiker keder sig og får lyst til at kaste sig ud i et egotrip. Hans nye bog er fuldstændig forvrøvlet”, sluttede Lynas.

Det kan man kun give ham ret i. Lomborgs lyksaligheder er et reelt problem for løsningen af verdens miljøproblemer. Verden labber Lomborgs lyksaligheder i sig, som katten gør det med fløden. Sandheden er jo som bekendt ilde hørt, og et bedre miljø koster penge. Mange penge. Det gider ingen derfor høre om. Og derfor er Lomborg en mediesucces.

– Men hvor dum har man lov til være?

15. september 2001

© Steen Ulnits

* Torskekvote en katastrofe

Efter flere års overfiskning skal den samlede torskekvote for Østersøen nu skæres ned til 76.000 tons næste år.

Det vil få katastrofale følger for økonomien på Bornholm, der selv anslår, at den nye torskekvote vil koste øsamfundet rundt regnet 50 mio. kr. Bornholmerne ønsker derfor en kompensation for de mistede indtægter og håber samtidig på, at torsk fra Rusland i stedet vil kunne brødføde den bornholmske fiskeindustri.

Typisk, at fiskeindustrien vil have kompensation for en skade, den selv har påført fiskebestanden. Eller i hvert fald har været stærkt medvirkende til.

15. september 2001

© Steen Ulnits

* Torskestop et flop

Der var som bekendt torskestop i Nordsøen i det forgangne forår – med det formål at beskytte en torskebestand, som er helt nedfisket efter mange års alt for store fiskekvoter. Torskestoppet kom i erkendelse af, at EU’s hidtidige fiskeripolitik havde spillet fallit.

Men erhvervsfiskerne er mobile mennesker, der blot flytter deres skibe og deres fiskeri til andre steder uden generende restriktioner. Nordsøflåden flyttede derfor til Østersøen – til Femern Bælt, hvor de så i stedet fortsatte brandskatningen af den danske torskebestand.

Det har nu fået til resultat, at torskefiskeriet i Lillebælt (og til dels også Storebælt) er gået helt i stå. Torskebestanden i Lillebælt rekrutteres nemlig fra den vestlige Østersø, som nu er tømt af Nordsøkutterne.

Det vestdanske torskestop blev således et flop for østdanske torsk. Ufatteligt, at de ansvarlige politikere ikke kunne forudse dette og tage de fornødne forholdsregler.

15. september 2001

© Steen Ulnits

* Skjern Å eller Femern Bælt

– Hvad er højest, Rundetårn eller et tordenskrald?

Sådan lyder et af de klassiske spørgsmål, der naturligvis ikke kan besvares. Det kan derimod følgende spørgsmål:

– Hvad er den bedste forretning, Skjern Å eller Femern Bælt?

Det er nemlig Skjernå, der jo er blevet ført tilbage til sit oprindelige leje formedelst en kvart milliard. 250 millioner kroner.

På opdrag af Wilhjelm-udvalget har Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole udarbejdet et overslag over rentabiliteten af netop Skjernå-projektet. Og man kom da frem til den lidt sensationelle konklusion, at retableringen af Skjernå – set over en 20 års periode – faktisk er en ren overskudsforretning.

Men, men, men. Det er den kun ifølge nogle antagelser af de helt store – og helt vilde. Kigger man nærmere på analysen, er der to ting, som springer i øjnene – to værdier, som ganske vist får regnestykket til at gå op, men som samtidig er hentet helt ud af det blå.

Således har man sat den rekreative værdi af projektet til 46 mio. kr og værdien af øget biodiversitet (flere dyre- og plantearter) til 33 mio. kr. Alt i alt 79 mio. aldeles fiktive kroner, som aldrig kommer ind, men som er sat efter, hvad man tror, at besøgende er villige til at give for at opleve det nye område. Turister, som næppe nogensinde indfinder sig i nævneværdigt antal.

Værdien af det nye lystfiskeri er til sammenligning sat til 34 mio. kr. – værdien af den nye jagt til 6 mio. kr. Hvilket måske ikke er spor urealistisk, hvis man vel at mærke ønsker at udnytte disse muligheder. Det gør man ikke i dag, og det er der heller ingen planer om i fremtiden. Altså kommer dise penge heller ikke ind.

Laver man samme slags undersøgelse over Femern Bælt forbindelsen, når man – ikke uventet – frem til, at det ikke er noget rentabelt projekt. Det tror da pokker, når man af praktiske årsager ikke her kan anslå nogle fiktive rekreative værdier i samme størrelsesorden.

Nu skal ingen forledes til at tro, at undertegnede er imod Skjern Å projektet og for Femern Bælt forbindelsen. Faktisk forholder det sig stik modsat. Men jeg er en stor modstander af undersøgelser, der tilsyneladende og med djævelens vold og magt skal komme ud med overskud. En undersøgelse, som er bestilt af Wilhjelm-udvalget, der er nedsat af Svend Auken og Ritt Bjerregaard. En undersøgelse, der skal vurdere et projekt, som er gennemført under de samme to ministre.

Det ligner simpel manipulation, der blot skal retfærdiggøre de store investeringer. Hvilket jo slet ikke er nødvendigt. Det var jo et enigt Folketing, der i sin tid stod bag beslutningen om at lægge den nedre del af Skjern Å tilbage til dens oprindelige leje. På et tidspunkt, hvor miljøministeren sågar var af borgerlig observans.

15. september 2001

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Selvlysende flueliner

De måtte jo komme – selvlysende flueliner! Det er nærmest – nå ja, indlysende. Lige så indlysende er det, at de kommer fra USA, hvor hjemmemarkedet er kolossalt. Så stort, at det kan svare sig med en produktion af så specialiserede flueliner som disse.

Det er nemlig speciallisterne, der er ude med disse nicheprodukter. De store spillere på banen – 3M og Cortland – lader ikke til at interessere sig for den slags produkter, men holder sig i stedet til mere gængse standardprodukter, der kan produceres i større antal.

Amerikanske Jim Teeny har fået produceret flueliner efter egne specifikationer i snart mange å – med “Teeny Nymph” linerne berømte og udbredte over det meste af verden. Nu har han så barslet med en “Nightline”, der er selvlysende med en klar spids af monocore.

Linen er naturligvis beregnet til brug om natten og skal først lades op i skæret af en lommelampe eller – endnu bedre – hjemme under et lysstofrør.

Ligeledes amerikanske Rio Products har tilsvarende lanceret en flueline med en selvlysende del. Under det meget passende navn “Aqualux”.

Det er en WF line, der på denne avancerede måde løser natfiskerens problemer med at kunne se, hvornår der er nok line uden for topøjet til det endelige fremkast. Umiddelbart bag kasteklumpen er der nemlig indsat en 4 fod lang sektion af selvlysende flueline, som indikerer, at nu er kasteklumpen ude – klar til endelig aflevering.

Den selvlysende effekt varer op til 4 timer – så skal linerne “lades op” igen.

9. september 2001

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Nye fra Norge 

Norske Mustad, som er verdens ubestridt største producent af fiskekroge, har revideret deres sortiment til os fluefiskere. Den kun få år gamle 80000-serie udgår således og erstattes af en ny og – lyder det fra fabrikken – endnu bedre krogserie.

Der er to markante forskelle på de nye og de gamle kroge. Dels er der hærdningen, som Mustad kalder “Nor-Temp” – en norsk hærdning, der i modsætning til den hårdere japanske hærdning giver stærkere kroge, som ikke knækker så let. Og dels er der forholdet mellem kroglængde og krogbøjning, som er konstant i alle størrelser på de nye modeller – takket være avanceret computerdesign.

Det sidste sikrer en ensartet styrke fra krogstørrelse til krogstørrelse – noget, der langt fra har været tilfældet med tidlligere modeller, det være sig fra Mustad selv eller andre krogproducenter. Opmærksomme fluebindere vil have bemærket, at enkelte krogstørrelser kunne være markant stærkere eller svagere end andre.

Alle de nye “Signature” kroge er kemisk skærpede og har såkaldte “micro-barbs” – altså små modhager, som ikke er skåret ret dybt i stålet. Det giver i sig selv stærkere kroge, uden at det derfor går ud over krogningsegenskaberne.

Der er 12 nye “Signature” kroge til ferskvand og 7 nye til saltvand. Af sidstnævnte er 5 fremstillet i rustfrit og syrefast stål, mens de to øvrige er fortinnede.

9. september 2001

© Steen Ulnits

* Gone Fishing III

Så har den været gal igen. Opmærksomme læsere vil endnu engang have bemærket, at “Aktuelt” i den forgangne periode ikke som normalt er blevet opdateret ugentligt.

Årsagen er atter den sædvanlige, at jeg har været ude at rejse og fiske. Denne gang gik turen til Lapland, hvor fiskeriet drejede sig om ørred, røding og stalling i trekantområdet mellem Arvidsjaur, Arjeplog og Jokkmokk.

Det kom der mange fine oplevelser ud af, som naturligvis senere vil finde vej til trykken. Rejsen er også forklaringen på, at enkelte ikke har fået svar på deres mail. Tiden har ganske enkelt ikke rakt til det. Det håber jeg på forståelse for.

30. august 2001

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Længere og længere pontoner

Da jeg fik min første pontonbåd for efterhånden flere år siden, var det ikke så lidt af en revolution af mit fiskeri – i hvert fald sammenlignet med fiskeriet fra flydering. Pontonbåden var mere komfortabel og havde længere rækkevidde – desværre også en højere pris og et større volumen.

Min første pontonbåd havde pontoner, der var godt 6 fod lange. Min næste og nuværende har pontoner, der er 8 fod lange, hvilket gør den mere sødygtig og lettere at manøvrere. Og nu er der så modeller på markedet med 10 fod lange pontoner, som kan bruges til regulær énmands rafting på hvidskummende floder – om man nu skulle have lyst til og brug for noget sådant.

Seneste skud på stammen kommer fra det lille firma “Dave Scadden”, som netop har lanceret en ny topmodel med pontoner, der er næsten 12 fod lange! Det giver ifølge producenten minimal vindfølsomhed samt maksimal sporing. Og så er den naturligvis godkendt til Class 4-5 Whitewater Rafting, hvis det nu var noget!

I sandhed en spændende udvikling fra den første, primitive flydering til de nuværende high-tech pontonbåde. Man skal dog være klar over, at jo længere pontonerne er, desto sværere er båden at manøvrere under trange forhold.

30. august 2001

© Steen Ulnits

* Grejnyt: 30 millioner knive

Finske Rapala, som i dag ejer både sig selv, Normark, VMC og flere andre mærkevarer, har i mange år fået produceret knive hos ligeledes finske Marttiini, der ligger oppe nord for polarcirklen.

Det startede tilbage i 1960’erne, hvor Rapala’s amerikanske afdeling opdagede et behov for gode knive til at filettere fisk. Man opsøgte derfor knivsmeden Marttiini og bad ham fremstille en lang og smal kniv specielt til at filettere fisk med. Hos Marttiini var man skeptiske over for en sådan produktion, da man mente, kniven ville blive for spinkel – at stålet ville knække.

Men da Rapala afgav en bestilling på 20.000 knive, gik man alligevel i gang med udvikllingen. Det førte til, at det første parti knive kunne afskibes til USA i 1967 – under Rapala navnet. Og succesen var øjeblikkelig. Knivene gik som varmt brød, og i 1995 kunne Rapala da også fejre, at filetkniv nummer 25.000.000 netop var blevet produceret.

I mellemtiden har salget af den finske filetkniv toppet de 30 millioner, og salgskurven er ikke knækket endnu. Pudsigt, for designet er grundlæggende det samme, som det var for mere end 35 år siden. Knivene fremstilles af tysk eller fransk stål, som hærdes til en hårdhedsgrad på 54-56 Rockwell. Hårdt nok til at holde på æggen, men samtidig blødt nok til ikke at knække.

Knivene håndslibes og forsynes med et lyst håndtag af finsk birketræ. Inden de forlader fabrikken, er de blevet indgraveret med producentens navn. Et effektivt værktøj, et smukt design og en ideel gaveidé, der altid vækker opsigt med sin smukke læderskede, lyse birketræsskæfte og smalle stålklinge.

30. august 2001

© Steen Ulnits

* Gone Fishing II

Opmærksomme læsere vil endnu engang have bemærket, at “Aktuelt” i den forgangne periode ikke som normalt er blevet opdateret ugentligt.

Årsagen er den sædvanlige, at jeg har været ude at rejse og fiske. Denne gang gik turen til Skotland, hvor jeg sammen med et DR-kamerahold var med til at filme tre TV-programmer om jagt og fiskeri.

Det drejede sig om traditionel jagt på råvildt, rypejagt med vandrefalk og så fluefiskeri efter laks på River Dee. Og selv om tidspunktet var det dårligst tænkelige, kom der alligevel fisk i kassen, skulle jeg hilse og sige!

Programmerne vil blive vist på DR2 senere på året – i prime time. Og genudsendt på både DR2 og DR.

18. august 2001

© Steen Ulnits

* “Pelagiske Producenter”…

Ja, fint skal det være, men skidt er det. En lille, men så meget stærkere del af danske erhvervsfiskere har netop samlet sig i “Pelagisk Producentorganisation”, der med hovedsæde i Hirtshals skal varetage de store industrifiskeres interesser.

Den nye organisation med det meget fornemme navn ruster sig til den kommende tid, hvor fiskekvoter efter alt at dømme vil blive en international handelsvare på lige fod med så mange andre varer. Som de længe har været det på eksempelvis Island.

Organisationen regner samtidig med, at det bliver nødvendigt med en halvering af den nuværende flåde, der lever af at industrifiske sild på Nordsøen. Selvsamme organisation har hidtil kaldt sig for “Notfiskernes Producentorganisation”. Det nye navn ikke blot lyder flot – det skal givet også henlede opmærksomheden på den kendsgerning, at medlemmerne her ikke beskæftiger sig med det miljøskadelige bundtrawl-fiskeri, men holder sig til de højere vandlag…

6. august 2001

© Steen Ulnits

* “Foderfuskere”…

Plantedirektoratet under Fødevareministeriet undersøgte for nylig økologiske foderstoffer på det danske marked. Resultatet var forstemmende: 42% af prøverne indeholdt GMO – materiale fra genetisk manipulerede organismer – hvilket er klart ulovligt. I 8% af prøverne var der mere end de tilladte 1% GMO i foderet, og en enkelt prøve indeholdt 100% GMO.

Fødevareminister Ritt Bjerregaard var naturligvis deprimeret over resultaterne af denne undersøgelse, som atter sår tvivl om hæderligheden blandt de økologiske producenter. Og dobbelt uheldigt, da FDB netop har lanceret en ny kampagne for at stimuleret salget af økologiske madvarer.

Ritt Bjerregaard har varslet store bøder til de økologiske foderproducenter, der ikke har en overordentlig god forklaring på analyseresultaterne.

18. august 2001

© Steen Ulnits

* 2001: Ny varmerekord

Juli har været en meget varm måned i år – så varm, at meteorologerne nu forudsiger, at 2001 meget vel kan gå hen og byde på en ny varmerekord. Indtil videre har årets første måneder i hvert fald været betydeligt varmere end gennemsnittet for 60’erne, 70’erne, 80’erne og 90’erne. Det lader således til, at 2001 bliver et af de tre varmeste år, siden man begyndte at måle temperaturen i 1860’erne.

Ifølge Dansk Meteorologisk Institut har 1990’erne efter alt at dømme været det varmeste årti i de seneste 1.000 år – med 1998 som det ubetinget varmeste år. På andenpladsen kommer 1997, og nu ser det altså ud til, at 2001 kommer ind på tredjepladsen. Måske endda andenpladsen, hvis tendensen fortsætter.

FN’s klimapanel IPCC vurderer, at den globale temperatur er steget med 0,6 grader op gennem det 20. århundrede. IPCC forventer samtidig, at den globale temperatur i det 21. århundrede vil stige et sted mellem 1,5 og 5,8 grader – alt afhængig af drivhuseffekten og de tiltag, der gøres for at formindske den. Eksempelvis overholdelse af Kyoto-aftalen.

18. august 2001

© Steen Ulnits

* Dansk “ja” til hvalfangst

Danmark har igen dokumenteret over for den øvrige verden, at vi slet ikke er så langt fremme rent miljømæssigt, som vi ofte selv går og tror. Eller gerne vil tro. Eller ønsker, at andre skal tro. Således har Danmark igen – for anden gang – stemt nej til et forslag om at etablere et hvalreservat i det sydlige Stillehav.

Det har undret mange ikke mindst miljøorganisationer, at Danmark siger nej til et fjernt hvalreservat i Stillehavet, hvor Danmark ingen interesser har overhovedet. At Danmark som det eneste EU-land fortsat nægter at være med til at sikre verdens hvaler et levested, hvor de ikke må jages. USA, Australien og de øvrige EU-lande bakkede op om forslaget ved det seneste møde i London i den Internationale Hvalkommission – hvalfangernationerne Norge og Japan gik ikke uventet imod og fik så altså hjælp fra Danmark.

Den officielle danske begrundelse for nej’et er, at der stadig mangler tilstrækkelig videnskabelig dokumentation for et sådant reservats værdi og nødvendighed. Med en sådan holdning i den danske regering vil der næppe nogensinde kunne skaffes dokumentation, der er overbevisende nok – uanset om hvalerne så udryddes helt…

18. august 2001

© Steen Ulnits

* Bush borer i bushen…

…eller vil i hvert fald gerne. Og indtil videre har han haft heldet med sig, idet Repræsentanternes Hus netop har vedtaget hans forslag om prøveboringer efter olie i den 40 år gamle og 7,6 millioner hektar store Arctic National Wildlife Refuge nationalpark. For øvrigt med så stort et flertal som 240 mod 189 stemmer, hvoraf mange stemte på kryds og tværs af partipolitiske skel. Således stemte 30 republikanere mod deres egen præsident i dette vitale spørgsmål.

Miljøforkæmpere sætter nu deres lid til, at Senatet vil forkaste vedtagelsen fra Repræsentanternes Hus. Demokraterne, der typisk er imod Bush’ planer om olieboringer i USA’s nationalparker, har nemlig et lille flertal i Senatet.

Stærkt medvirkende til vedtagelsen i Repræsentanternes Hus var den amerikanske fagbevægelse, der øjner nye arbejdspladser i forbindelse med de planlagte olieboringer. Det var også fagbevægelsen, der var med til at få forkastet et forslag om mindre og mere miljøvenlige biler – også med arbejdspladserne som argument.

Så tåbelig er den danske fagbevægelse heldigvis ikke. Der er andet her i livet end arbejdspladser – trods alt. Et godt miljø, for eksempel.

18. august 2001

© Steen Ulnits

* Sort marlin på langfart

En ny verdensrekord blev sat, da man sidste år genfangede en mærket sort marlin mere end 8.000 miles (små 13.000 km) fra det sted, hvor den blev mærket.

Den sorte marlin vejede blot 15 kg, da den første gang blev fanget og mærket ud for Cairns, Australien i 1996 – for øvrigt af noget så relativt sjældent som en kvindelig lystfisker. Fisken vejede omkring 200 kg, da den fire år senere blev genfanget ud for Quepos, Costa Rica – af erhvervsfiskere på en langline sat efter tun.

Det er den længste rejse, nogen mærket fisk har foretaget siden begyndelsen af mærkningsforsøg med næbfisk i 1973. Genfangsten fortæller samtidig noget om den formidable væksthastighed, som disse havets giganter lægger for dagen – fra 15 til 200 kg på blot fire år!

18. august 2001

© Steen Ulnits

* Rekordstor græskarpe

Amerikaneren Pat Ford gjorde store øjne, da en fisk tog hans rognflue i en kunstvandingskanal bag hans hjem i Miami, Florida. Det var nemlig ingen helt almindelig fluefisk, han havde fået på krogen.

Efter en lang og sej fight i den grødefyldte kanal kunne Pat lande noget så eksklusivt som en græskarpe. Men ikke nok med det. Græskarpen vejede imponerende 31 lb 8 oz, hvilket svarer til 14,3 kg. Og da Pat fiskede med et 8 lbs. forfang, stod han nu pludselig med en ny verdensrekord i hænderne!

Men som den gode amerikaner, han er, genudsatte Pat den store fisk efter omhyggelig vejning på en godkendt vægt. Verdensrekorden er der altså stadig og kan vokse sig endnu større.

18. august 2001

© Steen Ulnits

* Sort slam i Sortehavet

For omkring 12.000 år siden begyndte isen fra den sidste istid at smelte – med det resultat, at verdenshavene steg adskillige meter. Store landområder blev oversvømmet, og verdenskortet måtte tegnes helt om.

Enkelte steder blev denne oversvømmelse mere dramatisk end andre. Eksempelvis ved Sortehavet, som indtil for 7.500 år siden var en regulær ferskvandssø med afløb via Bosporus Strædet.

Da verrdenshavene og dermed også Middelhavet steg efter afsmeltningen af isen, nåede havet på et tidspunkt så højt, at det brød gennem Bosporus Strædet og oversvømmede det ferske Sortehav med salt vand fra Middelhavet. I dag ligger den gamle kystlinje således begravet under omkring 150 meter vand.

En økologisk katastrofe for mange af de dyr og planter, der levede i det ferske vand – og en pendant til det, der skete, da Vesterhavet i forrige århundrede brød gennem Agger Tange og oversvømmede den ferske Limfjord med salt vand fra Nordsøen.

I dag lider Sortehavet stadig under den årtusindgamle oversvømmelse. Det indtrængende saltvand lagde sig nemlig nederst i den dybe sø, som mangler de store havstrømme til at blande vandet op. Resultatet blev en permanent lagdeling med tungt saltvand nederst og mere brakt vand øverst.

Det tunge bundvand modtog og modtager stadig nedsynkende organismer fra overfladevandet – organisk stof, som skal nedbrydes under forbrug af ilt. Hurtigt blev bundvandet derfor iltfrit, hvilket det stadig er. Dybder på over 200 meter er permanent iltfrie. Langt størstedelen af det over 2.000 meter dybe Sortehav ligger dermed dødt hen – blottet for højere liv.

Konstant udvikles og opmagasineres der kolossale mængder giftig svovlbrinte i de iltfrie omgivelser, som derfor ligger øde hen. Til glæde for arkæologerne, der herude på dybt vand har fundet flere meget gamle og meget velbevarede træskibe. Med ilt i vandet ville forskellige organismer forlængst have nedbrudt træet i de sunkne skibe.

Seneste fund blev gjort på 300 meter vand – af et 1.500 år gammelt romersk træskib, der ifølge arkæologerne var “så velbevaret, at det kunne være bygget og sunket i går!”

6. august 2001

© Steen Ulnits

* Giftstoffer på Grønland

Traditionelt opfattes Grønland som et af verdens reneste steder, da man heroppe ikke har nogen fourenende industri og dertil en minimal befolkningstæthed.

Samtidig er det en kendt sag, at hjerte- og kredsløbssygdomme stort set ikke forekommer blandt eskimoer, hvilket skyldes et højt indhold af omega-3 fedtsyrer i den animalske kost af fisk og havpattedyr.

Men der er en farlig slange i paradiset. Nyere undersøgelser har nemlig vist, at netop eskimoer på Grønland har faretruende høje koncentrationer af forskelige giftstoffer i blodet.

Giftstofferne stammer fra den industrialiserede vestlige verden, hvorfra den af vinde og havstrømme føres nordpå til Arktis. Her opkoncentreres det hurtigt i fødekæden og havner til sidst i blod og fedt hos mennesket.

Denne forurening gælder stoffer som tungmetallerne kviksølvog cadmium, der allerede i dag ligger langt over de grænseværdier, som er fastsat af WHO, FN’s sundhedsorganisation. Således har man hos tandhvaler målt koncentrationer, der er 30 gange højere end grænseværdierne. Og indholdet i sælnyrer er flere steder så højt, at man frygter akut nyresvigt.

Det gælder også stoffer som PCB, der ellers blev forbudt for mere end 25 år siden, men som på grund af deres ringe nedbrydelighed stadig findes i naturen i store mængder. Insektgiften DDT findes ligeledes stadig.

Fra lægelig side advares der nu om, at den traditionelle grønlandske kost måske ikke længere gavner så meget, som den skader. Trods dens velkendte beskyttelse mod hjerte- og kredsløbssygdomme. Man ved dog, at sporstoffet selen yder en vis beskyttelse mod de skadelige tungmetaller.

Trist, at det skulle komme så langt. Og synd for grønlænderne, som er absolut uden skyld i miseren.

6. august 2001

© Steen Ulnits

* En splejs af en fisk

Fisk er simple skabninger, der evolutionært eller udviklingsmæssigt rangerer på højde med fugle, reptiler og padder. Det betyder, at de modsat højerestående pattedyr kan manipuleres ganske meget, uden at det går ud over individernes overlevelse.

Nu er turen så kommet til genmanipulation, der hos fisk typisk involverer indsættelse af vækstfremmende gener eller gener, der sætter fiskene i stand til at tolerere lavere vandtemperaturer. For blot at nævne nogle af de mange muligheder.

På vore breddegrader er det især den økonomisk værdifulde laks, der har været i fokus – stillehavslaks såvel som atlanterhavslaks. Således er det lykkedes forskere at overføre vækstfremmende genmateriale fra den store kongelaks til atlantlaksen med det resultat, at atlantlaksen nu vokser 5-6 gange hurtigere end normalt.

Konsekvenserne af sådanne manipulationer er skræmmende. For hvad vil der ske, når – ikke hvis, for tamlaks undslipper i hundredtusindvis hvert år – sådanne gensplejsede laks slipper ud i naturen og blander sig med vildlaksene?

Amerikanske forskere har ud fra en række undersøgelser konkluderet, at 60 undslupne genmanipulerede laks i løbet af blot 40 generationer kan ændre arvemassen hos 60.000 vildlaks så meget, at de oprindelige vildlaks’ arvemasse ikke længere eksisterer i ren form.

Det er i sandhed dystre perspektiver, der tegner sig for vildlaksens overlevelse. Og andre vilde fiskearter af kommerciel interesse. Vi må se i øjnene, at disse fisks arvemasse næppe vil eksistere i ret mange år, dersom den nuværende udvikling får lov til at fortsætte.

6. august 2001

© Steen Ulnits

* – Slut med muslinger?

Den 24. juni blev der sat stop for muslingefiskeriet i Odense Fjord, Flensborg Fjord, Åbenrå Fjord, Haderslev Fjord, Kolding Fjord, Vejle Fjord og Horsens Fjord.

Årsagen var mistænkeligt høje værdier af forskellige giftstoffer, som myndighederne ikke tidligere har været på vagt overfor. Det drejer sig ikke mindst om organiske tin-forbindelser (TBT også kaldet), som stammer fra skibenes giftige og derfor algehæmmende bundmalinger.

TBT er mistænkt for at kunne skade arveanlæggene hos dyr og mennesker samt ændre på kønsdannelsen. TBT er da også på vej mod en til dels frivillig udfasning til fordel for mindre giftige stoffer. Forhåbentlig har de nye stoffer så ikke nye skadevirkninger, som vi blot ikke kender endnu.

Indtil videre kan vi dog glæde os over, at muslingerne i de indre danske farvande har fået et tiltrængt pusterum, omend årsagen jo er ganske nedslående.

6. august 2001

© Steen Ulnits

* Lillebælt fyldt med gift

Lillebælt er atter i år ramt af alvorlige iltsvind. Store algemængder blomstrer op på grund af overgødskning fra landbruget, dør og synker til bunds, hvor de rådner op under et massivt iltforbrug.

Iltsvind og bundvendinger bliver det uundgåelige resultat, og Lillebælt var da også i efteråret 2000 ramt af det alvorligste iltsvind i mere end 25 år – trods både vandmiljø-handlingsplan I og II, der ikke har formået at dæmme op for landbrugets uhæmmede forurening med næringssalte.

Omkring en fjerdedel af det kvælstof, der havner i Lillebælt, stammer fra luften, og her er det ikke kun landbrugets massive fordampning fra husdyrproduktionen, der er den store synder. Her er også trafikken en markant bidragyder.

Men ikke nok med det. Nu har myndighederne så også registreret faretruende store mængder af ti forskellige miljøgifte i bæltets blåmuslinger. Blandt de vigtigste er de såkaldte TBT-stoffer, der stammer fra skibenes bundmaling. Stoffer, som beviseligt kan forårsage et provokeret kønsskifte hos blandt andet strandsnegle.

Samme kedelige egenskaber vides phtalater fra spildevand at have. Flere af de øvrige giftstoffer, som er fundet i Lillebælts blåmuslinger, er i stedet mistænkt for et kunne være kræftfremkaldende for mennesker. Det gælder således PCB fra smøreolier samt PAH fra oliespild og dioxin fra affaldsforbrænding.

Det er endnu ikke undersøgt, i hvor høje mængder de samme giftstoffer forekommer i konsumfisk fra Lillebælt. Normalt opkoncentreres jo giftstoffer gennem fødekæden, og i så fald er det dystre perspektiver for fiskeriet på Lillebælt.

6. august 2001

© Steen Ulnits

* – Stop for sæler?

Den danske sælbestand er større, end den har været i mange år. Den er i dag på 11.000 individer mod 8.000 inden den store sælepidemi i 1988. 8.000 af disse sæler lever i Kattegat, Limfjorden og Østersøen, mens de resterende 3.000 holder til i Vadehavet.

De mange sæler har udløst spørgsmålet om, hvorvidt bestanden skal reguleres. Fiskerne klager over, at sælerne ødelægger deres garn og spiser for mange fisk, og jægerne har straks meldt sig på banen med tilbud om at skyde en vis del af overskuddet.

Imidlertid er sæljagt af flere årsager en kontroversiel størrelse. Dels bliver sælerne hurtigt så sky, at man kun sjældent vil få dem at se på en tur langs stranden. Og dels er de vanskelige at komme på forsvarligt skudhold af, med mindre de ligger oppe på land. Der vil derfor blive mange anskydninger, hvis jagten genindføres.

Det har fået flere biologer til at pege på en helt anden og langt mere naturlig reguleringsform. Man kunne helt enkelt tillade adgang til de nu fredede områder, hvor sælerne yngler. Den forstyrrelse, dette ville afstedkomme, vil uundgåeligt resultere i en ringere ynglesucces og dermed færre sæler på lang sigt.

Man kan også vælge at lade stå til og så blot vente på endnu en epidemi, som decimerede den danske sælbestand i 1988. En virus, der på naturlig vis ryddede op i overskuddet. Men det kan tage længe, førend en tilsvarende virus indfinder sig igen og får succes.

Langt størsteparten af de danske sæler er spættede sæler, der kan blive op til 100 kg tunge. Et lille, men stigende fåtal udgøres af den dobbelt så store og langt kraftigere gråsæl, der kan veje over 200 kg. Den kendes blandt andet på sit store, hundeagtige hoved, hvor den spættede sæl har et lille og spidst hoved.

Der findes i dag sælbestande i Vadehavet ved Højsande på Fanø og ud for Esbjerg; ved Agger Tange; i Limfjorden ved Vilsund, Feggesund, Livø Bredning og Hjarbæk Fjord; ved Totten på Anholt; ved Lindholm på Samsø; Svanegrunden; på Endelave; ved Knudshoved Odde på Fyn; Rødsand ved Lolland; Guldborgsund samt Nyord ved Møn.

6. august 2001

© Steen Ulnits

* Nyt fra Nordjylland

Natur- og miljøkontoret i Nordjyllands Amt har netop barslet med to nye publikationer om miljøets tilstand i dette vort nordligste amt.

Det drejer sig om dels en statusrapport med titlen “Naturen og miljøet i Nordjylland 2001″, dels guiden “Skånsom vedligeholdelse – en genvej til bedre, små vandløb”. Begge byder på mange oplysninger af interesse for miljøbevidste lystfiskere både i og uden for Nordjyllands Amt.

I førstnævnte statusrapport kan man læse, at Mariager Fjord stadig balancerer på en knivsæg, og at det kun var et rent tilfælde, at fjorden ikke døde igen i sensommeren 1999. Til gengæld kan man nu konstatere, at såvel blåmuslinger som ålegræs atter er ved at indtage den lange, smalle og dybe fjord.

Men da der ikke er gjort reelle tiltag for at undgå en gentagelse af katastrofen fra 1997, er det sikkert kun et spørgsmål om tid, hvornår fjorden atter afgår ved døden.

I selvsamme rapport er der også skræmmende læsning om vandmiljøet i det store Skagerak, hvor problemerne indtil videre primært er synlige på den svenske og norske side.

Her oplever man i disse år en massiv opblomstring af lange trådalger, som flere steder helt har ændret flora og fauna. Problemet er de mængder kvælstof, som de store europæiske floder fører ud i Tyske Bugt, og som af strømmen siden bringes ind i Skagerak. Og vi har efter alt at dømme endnu kun set toppen af dette isbjerg. Alt i alt forstemmende læsning.

Så bliver man i bedre humør af at læse den lille guide til skånsom vedligeholdelse af mindre vandløb. Her kan der med en minimal indsats opnås endog meget gode resultater på relativt kort tid. Vandløb, som i flere tilfælde atter kan blive selvreproducerende med hensyn til ørreder.

Publikationerne kan rekvireres hos Nordjyllands Amt på telefon 96 35 10 00. Her kan man også få en rigtigt god liste over Miljøkontorets mange forskellige medarbejdere, deres arbejdsområder, telefonnumre og e-mail adresser. Sådan én burde alle amter have.

6. august 2001

© Steen Ulnits

* Gone Fishing

Som faste læsere af disse sider vil have bemærket, er der ikke blevet opdateret de sidste to uger. Årsagen er den sædvanlige: Jeg har været ude at føjte med fiskestangen – denne gang på Azorerne langt ude i Atlanterhavet, midt mellem Europa og USA. Formålet var at teste vedvarende forlydender om, at der rent faktisk var ørreder at fange i søer og vandløb på de ni små subtropiske vulkanøer.

Det var der, kan jeg hilse og sige. Og det kommer der naturlligvis en artikel om ved en senere lejlighed – i den trykte fiskepresse såvel som på www.ulnits.dk. Med flotte fotos, for øerne er utroligt smukke og fyldt med blomster i alskens farver. Guf for fluefiskende fotografer!

30. juli 2001

© Steen Ulnits

* Landmænd mod Skov- og Naturstyrelsen

Skov- og Naturstyrelsen har aldrig været danske bønders livret. Styrelsen har nemlig altid planer, der kun sjældent passer ind i bøndernes kram. Styrelsen vil i regelen indskrænke bøndernes næsten grundlovssikrede ret til selv at bestemme, hvordan de behandler den danske natur – som var det deres helt egen og ikke vi andres.

Nu er den så gal igen. Skov- og Naturstyrelsen har spillet ud med et antal områder, der skal udpeges til og udlægges som særlige naturområder – den såkaldte “habitatudpegning”. I dette tilfælde er det områder langs Vidå og Brede Å i Sønderjylland, der har bragt sindene i kog. Habitatudpegningen vil nemlig få konsekvenser for den fremtidige brug af de udpegede områder – i form af indskrænkninger af landmændenes brug af naturen.

Skov- og Naturstyrelsen har udpeget 534 km åstrækninger i 11 sønderjyske kommuner. Udpegelsen er i vid udstrækning sket for at beskytte truede fiskearter såsom snæbel og bæklampret. Lokale bønder siger, at de ikke har noget imod at beskytte naturen. De vil blot kende til konsekvenserne af udpegningen, før de accepterer dem.

Der skal nu en høringsfase til, førend den endelige udpegning kan finde sted.

30. juli 2001

© Steen Ulnits

* Løsning på vej ved Tangeværket

Det ser nu ud til at lysne for atlanterhavslaksen i Gudenåen. I hvert fald er der nu nedsat et udvalg under Skov- og Naturstyrelsen, som skal se på de syv forskellige løsningsmodeller, der er fremsat til en retablering af Gudenåen ved Tangeværket og Tange Sø.

Løsningsmodellerne spænder lige fra et kort og aldeles ineffektivt omløb til sølle 15 millioner kroner – til etableringen af 12 kilometer ny å langs Tange Sø, hvilket kan gå hen og koste mere, end Skjernå-projektet har gjort.

Den eksisterende laksetrappe ved værket fungerer i hydraulisk henseende, men laksene kan blot ikke finde den eller vil ikke bruge den, da der løber alt for lidt vand gennem den. Hertil kommer, at nedtrækkende ungfisk går tabt i søen, hvor de ædes af gedder, sandarter og knuder.

Det nye udvalg under Skov- og Naturstyrelsen skal komme med deres bud på en løsning af problemerne inden den 15. november i år. Inden udgangen af 2002 skal Tangeværkets skæbne være endeligt afgjort.

30. juli 2001

© Steen Ulnits

* Bass bedre end nogensinde

I USA har man praktiseret Catch & Release i længere tid end noget andet sted i verden. Faktisk var det her, man første gang “opfandt” og tog C&R i brug som en form for rationel fiskepleje.

Og resultaterne lod ikke vente på sig. Således har man i Nordamerika stadig mange fiskevande med sunde bestande af vildfisk, der beskyttes mod overfiskning af C&R. Yellowstone National Park er et godt eksempel og samtidig det allerførste sted, man indførte tvungen C&R.

Nu har man i staten Florida oplevet, at fiskeriet i flere vande er bedre end nogensinde. Et helt konkret eksempel på dette fik man ved en nyligt afholdt fiskekonkurrence ved søen Lake Tohopekaliga – normalt blot “Toho” kaldet. I løbet af tre dage lykkedes det nemlig en af deltagerne at lande 108 lbs 12 oz largemouth black bass – den højeste vægt i søens 34-årige historie som organiseret og plejet fiskevand.

Man indførte for alvor aktiv fiskepleje i 1992, hvor man satte både mindstemål og max. antal på de fangede fisk. Hertil er så kommet, at frivillig C&R har fået en støt stigende udbredelse. Alt i alt er fiskeriet støt og roligt blevet bedre i løbet af det seneste årti.

30. juli 2001

© Steen Ulnits

* Payback time

I slutningen af forrige århundrede introducerede fiskeglade englændere og amerikanere ørreder og regnbuer til New Zealand og Australien, hvor der fra naturens hånd ikke fandtes laksefisk. De forekommer kun naturligt på den nordlige halvkugle.

De indførte laksefisk slog meget hurtigt an i det nye miljø, hvor de var helt uden naturlige fjender. Og hvor de undervejs totalt udkonkurrerede lokale fiskearter, der indtog samme økologiske niche i strømvandene. Arter, som i dag er uddøde eller i bedste fald kraftigt decimerede af de udsatte ørreder.

Nu lader det så til, at det er “payback time”. I hvert fald er det nu New Zealands tur til at sige tak for sidst – i form af introduktion af nye arter den modsatte vej. Den newzealandske muddersnegl Potamopyrgus antipodarum har i hvert fald indtaget mange nordamerikanske ferskvande – med vandene i og omkring Yellowstone National Park som de mest kendte.

Amerikanske ferskvandsbiologer frygter nu for konsekvenserne af denne invasion, idet netop denne lille snegl er kendt for at kunne opnå tætheder på op mod 300.000 individer pr. kvadratmeter. En voldsom biomasse, som nødvendigvis må tages fra andre vandlevende organismer – eksempelvis døgnfluer, vårfluer og slørvinger med flere. Insekter, som alle er af stor betydning for såvel fisk som fluefiskere.

Man kan gyse ved tanken, men chokeret kan man næppe blive. Murphy’s lov siger jo, at alt, der kan gå galt, vil gå galt – før eller siden. Og sandsynligvis har vi stadig kun set toppen af isbjerget. Noget er godt – andet skidt. Men det hele er under alle omstændigheder anderledes end det, vi kender og holder af i dag.

Og det er såre sandsynligt, at det er rejseglade fluefiskere, der har indført sneglene fra New Zealands ørredstrømme til Yellowstone National Park. At det helt og aldeles er vor egen skyld…

30. juli 2001

© Steen Ulnits

* Kløgtige vildfisk – dumme tamfisk

Nu har vi så beviset på det, vi andre har vidst i mange år: Vildfisk er klogere end tamfisk!

Og det er ganske vist, for det er forskere fra University of California, der har undersøgt hjerner fra 100 vilde og tamme regnbueørreder. Økologen Michael Marchetti og neurobiologen Gabrielle Nevitt satte sig for at undersøge, om der er målelig forskel på hjerneaktiviteten hos disse to grupper af samme art.

I syv ud af otte forskellige tests viste vildfiskenes hjerner sig tamfiskenes overlegne. Forskellen forklares ved, at tamfiskene har en sorgløs og aldeles ukompliceret barndom uden naturlige fjender og mangel på føde. Vildfiskene må derimod fra dag ét kæmpe for livet og for føden, og det udvikler deres hjerner på et tidligt tidspunkt.

Debatten går nu på, om udsætning af sådanne “dumme” tamfisk kan have en negativ virkning på bestande af vildfisk. Om “dumheden” kan spredes til senere generationer, dersom tamfiskene blander sig med vildfiskene på gydepladserne.

Spørgsmålet er imidlertid nærmere, om tillærte egenskaber nu kan ændre på arvemassen – om udsatte tamfisk dermed kan bidrage negativt med deres gener. Eller om afkommet hurtigt kommer efter det ude i naturen – præcis som tamme grise, der forbløffende hurtigt bliver vilde igen, dersom de slippes ud til et frit liv.

Dette naturligvis forudsat, at der er tale om vildfisk og tamfisk fra de samme stammer. Ellers er der ingen tvivl om det absolut uønskede i udsatte tamfisk.

30. juli 2001

© Steen Ulnits

* – “Økofisk” fra dambrug…?

Fødevareministeren har netop givet grønt lys for, at danske opdrætsfisk økomærkes. En sådan ordning har længe eksisteret i andre EU-lande, og nu er den altså også kommet til Danmark.

Det kan virke paradoksalt, at opdrættede tamfisk – ofte medicinerede – kan mærkes som “økologiske”, når medicinfri vildfisk fra havet ikke kan. Det er ikke ligefrem logisk – det må være økologisk!

Med tanke på det store dioxin-indhold i fiskemel og dermed fiskefoder fra dansk industrifiskeri kan man godt have sine betænkeligheder ved denne mærkning. Specielt da, når man tager i betragtning, at netop fiskeopdræt er en meget stor forurener af det danske vandmiljø…

30. juli 2001

© Steen Ulnits

* NASCO: Tilbage til stenalderen

En alarmerende melding er netop indløbet fra det seneste møde i “North Atlantic Salmon Committee” – til daglig blot kaldet NASCO. Det er en rådgivende organisation bestående af medlemmer på regeringsplan fra alle lakseførende lande omkring Nordatlanten.

På det seneste møde kunne NASCO ikke nå til enighed om ret meget. Men man besluttede dog, at Grønland – trods advarsler fra Det Internationale Havforskningsråd (ICES) – her i 2001 må fange 200 tons laks svarende til 70.000 fisk, hvoraf knap halvdelen stammer fra Nordeuropa og godt halvdelen fra Nordamerika.

I USA måtte man sidste år sætte atlanterhavslaksen på listen over truede arter. Det kan derfor synes underligt, at USA og Canada gik med til dette. For nogle årtier siden var de endda så trætte af det grønlandske fiskeri af amerikanske laks, at de truede Danmark med handelsboykot, hvis fiskeriet fortsatte. Hvad det så heller ikke gjorde. Men man kan desværre ikke se bort fra, at amerikanerne lige netop nu – med Bush ved roret – meget gerne vil stå på god fod med grønlænderne. Ikke et ord om stjernekrig og missilskjold i den forbindelse, men uden den berømte Thule-radar går vist ingen af delene…

Endnu værre står det til med Færøerne, hvis laksekvote jo North Atlantic Salmon Fund (NASF) i snart flere år har opkøbt, så laksene i stedet uhindret kunne svømme tilbage til deres fødeelve og -åer for at sikre slægtens beståen. NASCO kunne ikke blive enige om en bæredygtig kvote for Færøerne, hvilket i realiteten betyder, at færingerne nu kan fastsætte deres egne laksekvoter. Og da Færøerne selv kun har en ubetydelig laksebestand, føler de næppe nogen anledning til at passe på andre landes laks på græs i deres vande…

Utrættelige Orri Vigfusson fra NASF er naturligvis rystet over NASCO’s seneste beslutninger. Han finder beslutningerne vanvittige og fortsætter: “Så snart vore private opkøb har sørget for flere laks i havene, sættes kvoterne blot op. Det er vanvid og ren sabotage af vort arbejde.”

30. juli 2001

© Steen Ulnits

* 2001: Fuglenes År

2001 er blevet et skelsættende år for fuglelivet i Danmark. Af to årsager:

Det er første gang, vi ikke har rugende storke i de danske storkereder – første gang, der ingen storkeunger kommer på vingerne. Tilbagegangen for de danske storke skyldes primært, at deres traditionelle fourageringsområder – de våde, afgræssede enge – er en uddøende naturtype. Engene findes skam stadig, men de græssende køer udebliver, og overdoser af kvælstof fra ikke mindst landbruget fortrænger de oprindelige engplanter. Samtidig dyrkes markerne mange steder helt ud i åerne, hvilket ikke gør situationen bedre.

Men der er også lyspunkter – i form af havørnen, der i år har reder med unger hele syv steder i landet. Det største antal nogensinde. Tilsyneladende tiltaler det danske landskab den store fugl med et vingefang på op mod 2,5 meter tilstrækkeligt til, at den slår sig ned og bygger rede. Tilsyneladende er der trods alt plads nok i lille Danmark til selv så stor en fugl.

Så 2001 går altså over i historien som både det bedste og det værste år for de danske fugle – alt efter hvilke fjer, man har på. Storken er reelt set uddød som dansk ynglefugl, mens havørnen er i klar fremgang.

14. juli 2001

© Steen Ulnits

* Great Barrier Reef under mudder

Australiens verdenskendte attraktion – verdens største barriererev, Great Barrier Reef – trues nu af aflejringer og pesticidrester fra landbruget i det nordøstlige Australien. Således vurderer biologer, at store dele af det kolossale koralrev ikke vil overleve de næste 5-10 år.

Det verdensberømte rev strækker sig ellers 2.000 km langs den nordøstlige del af landet og tiltrækker hvert år i hundredtusindvis af turister fra hele verden, som lægger millioner af australske dollars i den lokale økonomi.

Denne indtægt trues nu af et landbrug, der er alt for intensivt – som udleder organisk og urenset spildevand, der får algerne til at gro uhæmmet og slamme revet til. For slet ikke at tale om pesticidrester sammesteds fra.

Deprimerende, at landbrug tilsyneladende altid skal svine for at tjene penge. Og at disse penge så blot stjæles fra andre erhverv. – Hvor længe skal vi finde os i det?

11. juli 2001

© Steen Ulnits

* Kyoto-aftalen

Der har på denne side ofte været henvisninger til Kyoto-aftalen, der skal begrænse Verdens udledning af drivhusgasser. Da omtalen har været i spredt fægtning, skal bestemmelserne i aftalen for god ordens skyld præciseres her:

– Aftalen blev indgået i Kyoto, Japan i 1997

– Aftalen gennemføres senest i perioden 2008-2012

– Medunderskriverne forpligter sig til at reducere udslippet af drivhusgasserne kuldioxid (CO2), methan (CH4), lattergas (NO2) samt gasserne HFC, PFC, SF6

– Reduktionen i forhold til udslippet i 1990 skal være som følger:

  • – 8%: EU, Bulgarien, Rumænien, Tjekkiet, Slovakiet og Schweiz
  • – 7%: USA
  • – 6%: Canada, Japan, Polen og Ungarn
  • – 5%: Kroation

Rusland, Ukraine, New Zealand må bibeholde samme udledning som hidtil.

– Følgende lande må i samme tidsrum øge deres udslip med følgende procentstørrelse:

  • + 1%: Norge
  • + 8%: Australien
  • + 10%: Island

Sidstnævnte landes tilladte stigning skyldes ikke mindst den store mængde ej CO2-frembringende energi, som disse lande i dag producerer. I form af vandkraft, hydrotermisk energi og A-kraft. Det er samtidig lande, hvor traditionel industri – med forbrug af kul, olie og gas – ikke er så udbredt som i Europa og Nordamerika.

14. juli 2001

© Steen Ulnits

* Torskestop og torskesvindel

Fiskeridirektoratet er nu grundigt træt af den lovløshed, der præger dansk erhvervsfiskeri. Trods nye og lave torskekvoter, som skal redde de truede og stærkt overfiskede bestande, fanges der nemlig torsk som aldrig før.

Fiskerne lader hånt om kvoter og fiskestop, mens de fisker torsk på livet løs – torsk, som siden sælges ulovligt. Det har nu fået Fiskeridirektoratet til at kræve, at køb og transport af torsk fremover skal rapporteres til Fiskerikontrollen. Påbuddet gælder såvel de store fiskeopkøbere som et antal af de større fiskebåde.

Direktoratet håber på denne måde at kunne få sine egne lovbrydere under lidt bedre kontrol end hidtil. Samtidig udfolder den norske regering nu for første gang store bestræbelser på, at billige russiske torsk ikke eksporteres til Danmark – som norske torsk. Der verserer nemlig netop nu store sager om svindel med ulovlige torsk fra Norge – med millionstore bøder til danske fiskeopkøbere til følge.

Det er fuldt legalt at eksportere norske torsk til Danmark, da Norge har en frihandelsaftale med EU. Men det er lige så klart ulovligt at lade russiske torsk gå samme vej.

14. juli 2001

© Steen Ulnits

* Stop for Østersø-torsken

Østersø-torsken har det rigtig skidt. Den er presset fra alle sider – af et hårdhændet erhvervsfiskeri, af svigtende indtrængning af saltvand fra Nordsøen og af mange års massiv forurening af det brakke indhav.

Nu må man så tage konsekvensen af den markante nedgang i bestanden – i form af kraftige begrænsninger i fiskeriet eller deciderede fiskestop. Biologerne i Danmarks Hav- og Miljøundersøgelser anbefaler, at alt torskefiskeri i den østlige Østersø stoppes. Man har nemlig konstateret, at der efter alt at dømme er 100.000 tons færre gydetorsk, end man længe havde regnet med.

Ikke uventet siger erhvervsfiskerne, at et fiskestop vil være en katastrofe – for deres egen indtjening, vel at mærke. Af uransagelige årsager er fiskerne altid de sidste til at beskytte de fisk, de fanger – og altid de første til at save løs af den gren, de selv sidder på. De bliver aldrig klogere og kommer næppe nogensinde til at kunne se længere end til næste kontoudtog.

Ikke kun den østlige Østersø er hårdt presset. Det er også den vestlige, hvor biologerne anbefaler en reduktion af torskekvoten på 10.000 tons næste år. Det er imidlertid Den Baltiske Fiskerikommission, der skal træffe afgørelse om Østersø-torskens fremtid – om den skal have nogen overhovedet.

14. juli 2001

© Steen Ulnits

* Tilbagegang for torsken ved Island

På Island er man meget afhængige af fiskeriet omkring lavaøen, og ikke mindst torsken er en vigtig eksportartikel. Så vigtig, at Island for nogle årtier siden ufortrødent kastede sig ud i “torskekrigen” med England. Davids kamp mod Goliat. En krig, hvor store engelske krigsskibe lå over for små islandske inspektionsfartøjer. Islændingene ville beskytte deres værdifulde torskebestande mod overfiskeri fra engelske skibe.

Nu er den så gal igen på island – denne gang også med torsken, som nu er ved at svinde ind. Ifølge islandske biologer på grund af tidligere års overvurdering af årgangene. Det tager man nu konsekvensen af ved at følge EU’s retningslinjer for fremtidens torskefiskeri – i form af en reduktion i de kommende torskekvoter fra de nuværende 220.000 tons årligt til fremover 190.000 tons.

Islændingene tager denne nedgang med sindsro, da andre økonomisk værdifulde fiskebestande pt. er helt på toppen. Det gælder ikke mindst den op til godt 40 cm store nordatlantiske sild, som alle dage har været en af de vigtigste konsumfisk på Island. Den har ikke været bedre i de sidste 25 år og menes sammen med andre arter at kunne kompensere for tabene fra torskefiskeriet.

14. juli 2001

© Steen Ulnits

* Sol, sommer og sølvtøj

I går ville jeg så følge op på succesen med multerne og tog derfor til nordkysten af Djursland. Timingen var perfekt, idet vandet stod højt og netop var begyndt at falde. Vandtemperaturen var derfor to grader koldere end ellers – 17 mod normalt 19 grader.

To både lå og fiskede fladfisk ret ud for revet, men fangede tilsyneladende ikke noget. Stedet plejer ellers at vrimle med isinger, men altså ikke den dag. Hornfisk plejer der også at være mange af heroppe, men også de glimrede med deres fravær på denne sommerdag. Præcis som multerne. Dem så jeg heller ikke skyggen af.

Til gengæld var havørrederne der så i stedet. Allerede i et af de første kast var der bud efter det lille Juletræ, men det blev ved et enkelt hårdt hug. En halv time senere var det atter så vidt. En fisk fulgte efter fluen og nappede mærkbart i den. Jeg speedede indtagningen op, og hugget faldt øjeblikkeligt.

En flot havørred væltede sig rundt femten meter ude og tog så ellers et godt udløb. Et par mindre udløb senere havde den løbet de fleste af kræfterne af sig, og jeg kunne kane en meget kompakt og lynende blank havørred ind over rammen på det store net.

Det viste sig at være en dejligt tyk hunfisk, som målte 55 cm og vejede 2 kg. Så kom ikke og sig, at man ikke kan fange sølvtøj i sommervarmen. Eller at man absolut må ty til natfiskeri!

11. juli 2001

© Steen Ulnits

* Multer med manér

Torsdag den 28. juni blev en mærkedag for mig og mit fiskeri. Det var nemlig den dag, hvor det langt om længe lykkedes at fange en multe på flue. Men ikke nok med det – hele to multer blev det til på denne mindeværdige dag!

Det var en lummer dag med vindstille – en dag, der kun lige var til at holde ud på grund af de åndbare waders og en let påklædning inden under. Et par dage tidlligere havde jeg samme sted haft fat i flere havørreder, hvoraf hele tre målsfisk var stået af ved netkanten. De havde hugget forsigtigt på mit str. 4 Juletræ, som jo er en ganske stor flue for en 40 cm’s fisk. Jeg havde derfor bundet en håndfuld små Juletræer str. 8, som måtte være løsningen på det problem. Som bedre kunne kroge de små ørreder.

Vejret var ustabilt og skiftede konstant mellem sol og skyer. Vandet var netop vendt, da de første fisk dukkede op – i form en en fin havørred, der tog den lille flue helt efter planen. Den viste sig dog snart at være ingen lille målsfisk, men en fin sølvblank sag på 50 cm. Den blev aflivet og anbragt i linekurven, som jeg oftere bruger til at transportere fisk i end til at opbevare line i!

En halv time senere observerede jeg en stor klat drivtang passere forbi – med en lille gruppe fisk fouragerende ivrigt på kastehold i yderkanten af den. Første kast gav imidlertid intet, da fluen fangede en klat grøde. Men andet kast resulterede i et hårdt og øjeblikkeligt hug af en tung fisk, der voltede rundt i overfladen og slet ikke var til at flytte.

Da den til sidst – efter et par korte udløb og megen hovedrysten – gav sig og lod sig nette, stod jeg med min første fluefangede multe. Det var en relativt lille én af slagsen, idet den blot målte 55 cm. Men det var min første, og det tæller jo!

Det skulle imidlertid ikke blive den sidste, for da jeg havde aflivet og fotograferet fisken sammen med havørreden, gik jeg tilbage til samme sted igen. Og sandelig. Der gik stadig et par fisk og græssede omkring drivtangen, og straks fluen passede forbi, blev den atter taget af en tung fisk.

Denne fisk kæmpede som den første og var da også en multe, omend kun 50 cm lang. Da jeg havde den sikkert i nettet, indså jeg, at jeg nu havde en helt unik lejlighed. Altså genudsatte jeg denne min anden fluefangede multe – jeg havde jo i forvejen én liggende på lit de parade, og hvornår får man chancen til at genudsætte en multe, fordi man allerede har fanget én på fluen?

Det var en meget tilfreds fluefisker, der den dag kørte hjem fra Randers Fjord – efter 25 multeløse år på kysten!

7. juli 2001

© Steen Ulnits

* Nyt temahæfte om laks i verden

Biologforbundet, som er en sammenslutning af naturinteresserede mennesker, der også underviser i biologi, har netop udgivet et nyt temahæfte i “Kaskelot” serien.

Temaet er denne gang “Laks”, der behandles i tre hovedafsnit: “Laks i Verden”, “Laks i Europa” og “Laks i Danmark”. Hæftet kommer således hele vejen rundt – fra Sibiriens “urlaks” over Stillehavets seks forskellige laksearter til Atlanterhavets enlige svale.

Hæftets 32 sider er rigt illustreret med mange farvefotos – flere af dem visende laksearter, der sjældent er set afbildet tidligere. Der er i tilgift flere underholdende historier om laksene, deres levevis og komplicerede samspil med menneskene. Sågar også præsidenter, premiereministre, sangere og stangsvingende statsmænd er med i dette hæfte!

“Laks” kan bestilles hos Biologforbundet, Østergade 9, 8450 Hammel, tlf. 86 96 36 35. Det koster kr. 40,-

5. juli 2001

© Steen Ulnits

* Nyt temahæfte om fiske- og vandpleje

Et nyt nummer af “Miljø- & Vandpleje” er netop kommet på banen – denne gang med temaet “Moderne vandplejearbejde”.

Emnet er højaktuelt, da fiskeplejen netop i disse år undergår en forandring fra direkte fiskepleje med udsætningsarbejde til indirekte fiskepleje med vandløbsrestaurering og biotopforbedringer.

I hæftet gives der dog også bud på et bedre fiskeopdræt baseret på ny genetisk viden. Der er således konkrete bud på, hvordan man bedst muligt sikrer den vigtige genetiske variation i ørredstammerne. Og lige så konkrete eksempler på, hvordan det ikke skal gøres. Ganske pædagogisk fremstillet.

Men hovedvægten er lagt på udlægning af gydegrus og anlæg af kunstige gydebanker – et felt, der endnu er i sin vorden herhjemme, og hvor mange erfaringer endnu skal gøres. Hvor vi i mange år har været førende inden for den egentlige fiskepleje med elektrofiskeri, opdræt og udsætninger, så halter vi stadig langt efter udlandet, hvad angår biotopforbedringer for laksefiskene. Her har man i mange år haft specialiserede firmaer inden for området.

Det går dog den rette vej også herhjemme, og det nye temanummer er med sine 16 sider en god opsummering af hidtil høstede erfaringer. Der mangler dog en klar skelnen mellem hovedlandet med dets mange intakte ørredbestande og så øerne, hvis ørredbestande var en saga blot allerede i 1960’erne, og som i dag udelukkende skyldes udsætninger med tamfisk. Denne forskel giver vidt forskellige indfaldsvinkler til fiskeplejen.

“Miljø- & Vandpleje” udgives af Danmarks Sportsfiskerforbund.

5. juli 2001

© Steen Ulnits

* Nyt temahæfte om fiskeopdræt

Økologisk Råd har netop barslet med et nyt nummer af tidsskriftet “Global Økologi” – denne gang med temaet fiskeopdræt. Bladet har tidligere beskæftiget sig med fiskeopdræt set ud fra en genteknologisk synsvinkel.

Det nye nummer indeholder fire artikler om fiskeopdræt og akvakultur i Danmark, Norge og på verdensplan. De første to artikler tager udgangspunkt i lille Danmark. Den ene belyser de mange negative følgevirkninger af fiskeopdrættet i danske vandløb og farvande – med fokus på foderspild og overforbrug af antibiotika. Den anden taler fiskeopdrættets sag og henviser til, at en stor del af fødevareproduktionen på landjorden faktisk burde flyttes ud på havet – af hensyn til det samlede kvælstofudslip.

Den tredje artikel fokuserer udelukkende på det kolossale norske lakseopdræt og de mange og meget mærkbare konsekvenser af en så storstilet produktion. Her kan man læse om stigende problemer med overhovedet at skaffe foder til de mange millioner laks – foder i form af fiskemel fra skidtfisk fanget ude i havet. De samme skidtfisk, som havets vilde fisk og fugle også skal leve af. Endelig fokuseres der på mulighederne for – via genmanipulation – at få eksempelvis havren til at producere animalske Omega-3 fedtsyrer. Dette under den galgenhumoristiske overskrift “Jeg er havren, jeg har gjæller på!” Fagre nye verden.

Den sidste af de fire artikler ser på det storstilede opdræt af kæmperejer i Thailand – et opdræt, der på få år har lagt store dele af den livgivende mangrove øde. Fiskeopdræt og akvakultur er i sandhed svære størrelser at håndtere…

5. juli 2001

© Steen Ulnits

* Oplagring af drivhusgas

Olieindustrien – dem med de fossile brændstoffer, der ved afbrænding producerer CO2 til forøgelse af drivhuseffekten – har muligvis fundet en helt ny løsning på CO2-problemet. En løsning, der ikke gør det så vigtigt at reducere forbruget af fossile brændstoffer.

Norske Statoil har muligvis fundet en simpel, men effektiv løsning på verdens CO2-problem. De vil nemlig samle en stor del af centrale udslip fra kraftværker og industri i rørledninger og så sende det ned i underjordiske depoter. Teknikken kan lyde urealistisk, men bruges faktisk allerede flere steder.

Statoil forestiller sig, at man kan bruge de hulrum, der er opstået ved udvinding og oppumpning af olie og gas. Firmaet henviser til egne og canadiske erfaringer, hvor man pumper overskydende CO2 tilbage i undergrunden. Det gøres dels for at undgå at skulle betale en eventuel CO2-afgift – dels for at sætte tryk på gamle olielommer, så også den sidste olie kan komme med op.

Statoil har regnet ud, at der alene i en enkelt lomme 1.000 meter under Slejpner-feltet er plads til deponering af al CO2 fra alle kraftværker i Europa – i 600 år!

1. juli 2001

© Steen Ulnits

* Afgrøder mod drivhusgas

Der er adskilligt flere måder at begrænse CO2-udslippet på end hidtil antaget. Det er ikke kun en reduktion i forbrændingen af fossile brændstoffer som kul, olie og gas, der kan gøre det.

Nu viser det sig nemlig, at landbruget med enkle midler kan bidrage ganske markant til nedbringelsen af dette udslip – blandt andet ved tilplantning af braklagte marker med såkaldte “energiafgrøder” som pil og elefantgræs. Og det er ikke småting, der er tale om, al den stund landbruget hvert år skal braklægge 190.000 hektarer.

Et andet felt er bioforgasning af gylle, som dels vil kunne producere biogas til erstatning af fossile brændstoffer som kul, olie og naturgas – dels reducere udledningen af methan og lattergas, der begge er meget stærke drivhusgasser. Mange gange stærkere end den CO2, diskussionen ellers normalt drejer sig om. Således forventes det, at landbrugets udslip af methan og lattergas vil falde med op mod 25% i perioden 1990-2010.

Biogasanlæg vil ikke blot reducere udledningen af skadelige drivhusgasser – det vil også kunne reducere de voldsomme lugtgener, som mange beboere i landområder i dag må leve med, når gyllen spredes over markerne i overdosis. Landbruget mangler blot at få prisgarantier fra staten, førend de for alvor tør kaste sig ud i finansieringen af nye biogasanlæg. Det forventes nemlig, at energien fra biogasanlæg vil være dobbelt så dyr som den konventionelle fra kul, olie og naturgas.

Endelig vil den kommende handlingsplan for ammoniak også bidrage til mindskede udslip af drivhusgasser til atmosfæren.

1. juli 2001

© Steen Ulnits

* Vaccine mod drivhusgas

Det er ikke kun CO2, der er medvirkende årsag til drivhuseffekten og den globale opvarmning. Det er også en håndfuld andre gasser – med methan som en af de allervigtigste. Methan kaldes også “sumpgas” og har den kemiske betegnelse CH4.

En stor del af Jordens methan stammer fra menneskets husdyrhold, som i bogstaveligste forstand udsender store mængder methan under deres fordøjelse af planter. Og da Jordens samlede husdyrhold i dag også – i lighed med os selv – skal tælles i milliarder, er det ikke små mængder, der slippes ud i atmosfæren.

Det har nu fået australske farmere til at drive køer og får sammen for at lade dem vaccinere. Australske forskere har nemlig fundet ud af, at de med en speciel vaccine kan reducere dyrenes årlige produktion af methangas med helt op til 20%.

Husdyrene, som tæller 114 millioner får og 27 millioner køer, bidrager i dag med 14% af Australiens samlede udslip af drivhusgasser.

1. juli 2001

© Steen Ulnits