Aktuelt 2. kvartal 1999

* El Niño hyppigere og hyppigere

Den varme havstrøm El Niño, som med mellemrum trænger nordpå i Stillehavet og forårsager store ødelæggelser, er ikke noget nyt fænomen. Man kender det helt tilbage til 1600-tallet, hvor det blev beskrevet første gang, og man kan idag aflæse udviklingen i koralrev på blandt andet Galapagos øerne nær Ækvator.

En El Niño opstår, når vindene i det østlige Stillehav holder op med at blæse. En tunge af varmt vand presses da ud fra Sydamerika og op mod de verdensberømte Galapagos øer, som derfor er meget udsat for store svingninger i vandtemperaturen. Her lever også en koralart, der kan blive op til 1.000 år gammel, og som lever det samme sted hele livet.

Forskerne kan via kalkskelettet på denne koralart – som med årringe i et træ – måle sig frem til, at man i 1600-tallet havde regelmæssigt tilbagevendende El Niño’er med 6,4 års mellemrum. I 1800-tallet, hvor industrialiseringen af den vestlige verden for alvor tog fart, steg hyppigheden til 4,6 år mellem hver El Niño. Her i på kanten af 2000-tallet går der nu kun 3,3 år mellem hver ny El Niño. Ser man kun på de seneste årtier, er hyppigheden helt oppe på 2,5 år!

Der er efterhånden en udbredt enighed blandt forskerne om, at den stigende hyppighed skyldes den menneskeskabte drivhuseffekt – forårsaget af ikke mindst vor massive udledning af CO2 til atmosfæren.

El Niño medfører store nedgange i fiskeriet ud for Sydamerikas kyster samt forvolder massive ødelæggelser på koralrevene i de ramte områder.

28. juni 1999

Steen Ulnits

* Koralrev i massiv tilbagegang

Verden over har man kunnet konstatere en massiv tilbagegang for de koralrev, der har befolket de tropiske og subtropiske have i de sidste 65 millioner år. Revene afbleges og dør i et alarmerende tempo, som forskerne giver temperaturstigningen i verdenshavene skylden for.

En temperaturstigning, som igen skyldes den menneskeskabte drivhuseffekt. Og en temperaturstigning, hvis virkning forstærkes yderligere af havstrømmen El Niño, der presser varmt vand ind over områder, hvor vandet normalt er koldere. Hvor det varme vand når frem, dør korallerne i løbet af få måneder. Vandtemperaturen kan stige med hele 5 grader over det normale – til over 30 grader, som er en kritisk temperatur for de følsomme koraller.

1997 var et El Niño år med den hidtil største registrerede temperaturstigning, og allerede først i 1998 kunne man konstatere de første afblegninger på koralrev mange steder i verden. I slutningen af 1998 var hele 60 lande ramt af mere eller mindre omfattende koraldød.

Koralrev er resultatet af et mangeårigt og meget avanceret samarbejde mellem polypdyr, som lever af plankton og har et skelet af kalk, og så mikroskopiske encellede alger, der kan udnytte solens lys via fotosyntesen. Det er algerne, der giver korallerne farve – algerne, der dør, når korallerne afbleges.

28. juni 1999

Steen Ulnits

* Odense Fjord fredes

Fyns Stiftstidende fortæller, at fritidsfiskere og lystfiskere nu må belave sig på mindre fiskeri i Odense Fjord. Efter snart et par års diskuteren frem og tilbage.

Fiskeribiologiske undersøgelser har for længst dokumenteret, at en alt for stor del af Odense Å’s havørredstamme fanges ude i fjorden – de fleste i monofile nedgarn, som tager revl og krat, stort som små, lovlige såvel som fredede. Ifølge biologerne fanges godt og vel halvdelen af alle havørreder i garn, mens lystfiskerne tager knap en fjerdedel.

Fyns Amts Trafik- og miljøudvalg foreslår nu, at fiskene i fjorden fredes i en årrække – via restriktioner, der skal gælde såvel lystfiskere med stang og line som fritidsfiskere med garn og ruser.

Udvalget foreslår, at Odense Fjord totalfredes for fiskeri i Odense Havn og Kanalen samt i et stort område i fjordens vestlige del fra Vigelsøs nordspids og ned til Stige Ø. Øst for Vigelsø og ned til Seden Strand foreslås en mindre omfattende fredning fra oktober til marts. Vedtages forslaget, udskydes den traditionsrige Odense Å premiere fra januar til marts.

Amtets Trafik- og miljøudvalg mener, at der efterhånden er ofret så mange penge på en bedre spildevandsrensning, at ørrederne nu skal have en reel chance for et comeback i det fynske. Vandkvaliteten er i hvert fald dertil. Amtet skal mødes med fødevareministeren i juli måned, og her agter man at præsentere ministeren for en fælles fynsk indstilling om fredning af fjorden.

Men Odense Fjord og Havn er ikke de eneste, der må belave sig på nye restriktioner. Det må man også i Bogense Havn, Holckenhavn Fjord, ved Gabet og Fjellebroen, hvor skal der ifølge et oplæg fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri også skal ske begrænsninger i det frie fynske fiskeri.

Umiddelbart er begrænsninger i det frie fiskeri altid irriterende, men i de nævnte flaskehalsområder vil alle parter på længere sigt nyde godt af flere havørreder i farvandet. Her er det helt enkelt for let at brandskatte havørredbestanden med monofile nedgarn.

23. juni 1999

© Steen Ulnits

* Fynske svin forurener

– Den nye Vandmiljø-handlingsplan II er måske heller ikke tilstrækkelig, lyder det fra Fyns Amt. Her har man noteret sig en stor stigning i antallet af svin på de fynske gårde – så mange, at man ikke længere kan komme af med al gyllen, uden at grundvandet forurenes med overskydende nitrat.

Amtet konstaterer, at 1996 og 1997 begge var tørre år med ringe nedbør og deraf følgende ringe udvaskning af kvælstof til vandmiljøet, som derfor havde et par gode år i det fynske. Tilsvarende var 1998 et regnfuldt år, som medførte stor udvaskning af kvælstof – hvilket i Lillebælt resulterede i massive iltsvind.

– Det beviser, at der må gøres noget ekstraordinært for at nedbringe udvaskningen af kvælstof, mener altså amtet, der dog ikke vil svare konkret på, om den nye Vandmiljø-handlingsplan II allerede nu har spillet fallit.

Amtet nøjes med at konstatere, at den oprindelige Vandmiljø-handlingsplan fra 1987 havde til formål at halvere udvaskningen af kvælstof fra landbruget. Indtil videre har man på Fyn kun kunnet se en 10% reduktion, hvilket langt fra er nok til at redde vandmiljøet…

23. juni 1999

© Steen Ulnits

* Norske kommentarer til islandske angreb

De islandske kommentarer til den norske regerings nye udredning om vildlaksens fremtid får ikke lov at stå uimodsagt hen. Således har jeg modtaget en “nationalistisk hilsen” fra Øystein Aas, som har været med til at udarbejde hvidbogen (se længere nede på denne side).

Øystein skriver, at han ikke finder Orri Vigfussons kritik helt fair – og i hvert fald ikke konstruktiv. Han finder, at den norske regerings udspil skal ses som et skridt i den rigtige retning – som et oplæg til en begyndende diskussion med politikere og fiskeopdrættere landet over.

Øystein Aas beklager, at den norske regering ophørte med sin støtte til Orri Vigfussons og “North Atlantic Salmon Fund’s” fortsatte opkøb af laksekvoterne ved Færøerne. Men slutter samtidig af med følgende meget relevante spørgsmål:

– Hvor mye har den danske og svenske regjering bidraget med til oppkjøpet av fisket ved Færøerne?

Hvortil vi beskæmmet må svare: Ikke en krone…

20. juni 1999

© Steen Ulnits

* Auken atter på afveje…

Nu rabler det tilsyneladende ganske for vort hjemlige dobbeltmenneske, Svend Auken, der jo er både miljø- og energiminister. To meget modstridende størrelser, som Auken da også har yderst svært ved at forene.

I en tid, hvor miljøinteresserne går klart imod vandkraft som energikilde, da den har mange både fysiske og kemiske skadevirkninger, går Svend Auken nu i brechen for flere vandkraftværker i lille Danmark. I en tid, hvor gamle vandkraftværker i udlandet nedlægges eller planlægges nedlagt af hensyn til vandmiljøet.

Problemet er, at Aukens internationale troværdighed længe har vaklet. Ikke mindst hans finurlige og yderst kreative måde at regne det danske CO2-udslip ud på, har vakt megen kritik blandt hans kolleger i andre lande.

Auken er derfor desperat og har brug for mere reel CO2-fri energi til at pudse de danske tal af med. Derfor er hans milde åsyn nu faldet på vandkraften, der jo unægtelig leverer CO2-fri energi, men som samtidig anretter stor skade på det øvrige vandmiljø.

I hvert fald har miljø- og energiministeren senest fremsat en række lovforslag, der – hvis de gennemføres – åbner mulighed for oprettelse af op mod 300 nye vandkraftværker i den sårbare danske natur. Forstå det, hvem der kan.

Auken har sågar – for at få gang i udbygningen – foreslået en afregningspris på elektriciteten fra vandkraften, der er 50% højere end afregningsprisen på den ligeledes CO2-frie vindmølleenergi…

Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) har på det kraftigste taget afstand fra de fremsatte lovforslag. Ifølge DSF vil 50 års dansk miljøpolitik på vandmiljøområdet blive lagt i ruiner, dersom forslagene vedtages i Folketinget.

For slet ikke at tale om de milliardbeløb, som danske skatteborgere indtil nu betalt for at få bedret vandkvaliteten og genoprettet den frie passage i de danske vandløb. Alene i Gudenå-systemet er der til dato investeret omkring 2 milliarder kroner på dette formål.

Dobbelt trist, at det skal være selveste miljøministeren, der nu søger at bombe dansk miljøpolitik tilbage til stenalderen…

18. juni 1999

© Steen Ulnits

* Hver ottende fisker ulovligt

Fiskeridirektoratet foretog medio maj en landsdækkende aktion for at kontrollere landets lystfiskere for det obligatoriske fisketegn.

Ialt blev 1.966 lystfiskere kontrolleret, og af dem havde de 239 ikke indløst det lovbefalede fisketegn. På landsplan fiskede 12,2% af de kontrollerede lystfiskere således ulovligt.

Lokalt så fordelingen meget forskellig ud. I Vestjylland var der kun 9 ud af 420 kontrollerede lystfiskere, som ikke havde noget gyldigt fisketegn. Altså fiskede kun 2,1% ulovligt herude, hvor foreningslivet og organisationsprocenten typisk er høj.

Værst så det ud i det sydlige Østjylland, hvor hele 14,2% – 83 ud af 586 kontrollerede – blev taget uden gyldigt fisketegn. Syv gange så mange som i Vestjylland. Det ligner jo nærmest det lovløse Vilde Vesten – hvis det ikke lige var fordi, det ligger på østkysten…

Tallene skal måske ses i lyset af den stigende kritik, som det obligatoriske fisketegn efterhånden møder – på grund af voldsomt øgede udgifter til administration og forskning samt færre fisk til udsætning.

15. juni 1999

© Steen Ulnits

* Gade går til Miljøstyrelsen 

SF’eren Steen Gade, som i mange år har beskæftiget sig aktivt og helhjertet med miljøet, forlader Folketinget for at blive den nye direktør for Miljøstyrelsen. En på flere måder spændende og til dels overraskende nyhed.

Dels er Socialdemokratiet og SF som bekendt ikke perlevenner. Og dels har miljøminister Svend Auken på flere områder vist sig slet ikke at være miljøets mand – hvad Steen Gade for længst har bevist, at han er. Auken er tilsyneladende mere interesseret i at profilere sig selv end i at gøre noget for miljøet. Miljøets “Don Quixote” er han senest blevet kaldt i dagbladet Jyllands-Posten – med dobbelttydet henvisning til de mange vindmøller, han kæmper både for og imod…

Allersenest er Svend Auken sågar gået i brechen for flere vandkraftværker, som kan producere grøn CO2-fri energi – til trods for de mange og veldokumenterede skadevirkninger, som netop vandkraft har på vandmiljøet. Noget, Steen Gade længe har vidst og vist i både tekst og tale.

Der er således næppe tvivl om, at Steen Gade har hjertet på rette sted, og at han derfor vil blive en god mand i Miljøstyrelsens direktørstol. Men det forekommer usandsynligt, at samarbejdet Auken-Gade kommer til at gå stille af.

Spændende bliver det under alle omstændigheder at følge med i Gades kommende kamp for det danske miljø!

11. juni1999

© Steen Ulnits

* – Vildledning eller vejledning?

Det er ikke nemt at være forbruger idag, hvor tingene efterhånden kun sjældent kaldes ved deres rette navn. Hvor ikke-eksisterende fiskearter som lakseørred, regnbuelaks og laksforel efterhånden er de almindeligste i supermarkedernes frysediske.

Vi har tidligere været inde på den nye kampagne “Vildlaks på krogen”, hvor restaurantkæden Jensens Bøfhus nu vil have os danskere til at spise flere truede vildlaks fra Nordatlanten. Under dække af, at det er sunde og økologiske madvarer.

Forbrugerrådet, som jo har til opgave at informere danske borgere om de produkter, de køber, er klar over problemstillingen. Afdelingsleder Poul Wendel Jessen:

“Al den snak om økologi og økologiske madvarer er idag så fyldt med misforståelser – bevidste eller ubevidste – at begrebet efterhånden er svært at bruge til noget.

Jeg har i mine artikler i vort blad “Tænk” netop slået til lyd for, at begreberne defineres klart og utvetydigt. At tingene kaldes ved deres rette navn – at vildlaks nødvendigvis må være vilde laks, som er født op opvokset i naturen og ikke i netbure.

Jeg vil også gerne slå fast, at den økologiske tanke jo hele tiden er underlagt princippet om bæredygtighed. Man kan derfor ikke med god ret sammenholde serveringen af truede nordatlantiske vildlaks med tanken om og markedsføringen af økologiske madvarer.

Vi ved jo efterhånden alle, at fiskeriet efter vildlaks i Nordatlanten – uanset om det sker med drivgarn eller krogliner – netop ikke er bæredygtigt.

Nu har jeg ikke selv set den omtalte reklame fra Jensens Bøfhus, men foreholdt teksten telefonisk kan jeg da kun tyde det, som om man her slår plat på den økologiske bølge – og samtidig lader hånt om hensynet til den nordatlantiske vildlaks”.

Såvidt afdelingsleder Poul Wendel Jessen fra Forbrugerrådet, som her melder klart ud og fra over for Jensens Bøfhus’ nye kampagne for at spise truede vildlaks fra Nordatlanten. Uanset hvor “økologiske” de så måtte være…

11. juni 1999

© Steen Ulnits

* Jagten på det klare vand

Som faste læsere for længst har opdaget, er “Aktuelt” ikke blevet opdateret de seneste uger. Årsagen er, at jeg har været bortrejst – til Argentina og Brasilien for at fiske.

Det blev ikke nogen succes rent fiskemæssigt. Trods normalt tørtid havde det regnet meget de forgangne uger, og vandet stod derfor højt i næsten alle elvene – med meget grumset vand til følge. Fluefiskeri var derfor helt udelukket, og spin var heller ikke ret produktivt. De guldskinnende doradoer, som fiskeriet primært gjaldt, kunne helt enkelt ikke se til at hugge, og det blev derfor kun til to små eksemplarer på en hel uge.

Til gengæld manglede der ikke fisk, når vi skiftede over til bundsnøre med naturlig agn. Så faldt huggene i perioder nærmest på stribe – med flere forskellige mallearter som fangstresultat. Ingen store, men sjove fisk på op til 2-3 kg. Fanget i subtropisk regnskov med stornæbbede toucaner og metalskinnede sommerfugle til at krydre sceneriet.

Ingen dårlig tur, når og hvis man tager de lidt større briller på – dem, der ikke fokuserer ensidigt på doradoer!

9. juni 1999

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Visioner fra “Vision”

“Vision” er et helt nyt navn på det danske marked for fluegrej – men et navn, vi helt sikkert kommer til at høre meget mere fra. Der er nemlig masser af visioner fra dette firma, hvis første produkter er en serie helt ny serie fluehjul med bred spolekerne.

De nye “Vision” fluehjul minder utrolig meget om de amerikanske “Bauer” hjul – blot er de rundt regnet en tusse billigere. Og kvaliteten er tilsyneladende helt den samme. Hjulene fremstilles blot i Fjernøsten og ikke i USA. Det er hele forskellen.

“Vision” hjulene er fræset ud af en massiv blok flyaluminium, hvilket giver en utrolig styrke og stivhed i godset. Den store spole hviler på hele to rustfri kuglelejer, hvilket garanterer stor slidstyrke og en lang levetid. Lejerne ligger godt beskyttet mod det sand og salt, som ofte er et problem for storspolehjul med åbne lejer – primært svenske “Loop”, som jo ellers opfandt konceptet.

Endelig er der bremsen, som er i særklasse med sine overstore skiver af kork og teflon. Kombinationen af overstore bremseskiver med den store spolediameter giver en silkeblød bremse, der starter jævnt op og kan justeres hårfint.

Et hjul, der byder på et rigtig godt forhold mellem pris og kvalitet. Og et hjul, som derfor på rekordtid har vundet mange tilhængere blandt danske fluefiskere.

8. juni 1999

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Åndbar jakke og waders fra “Scierra”

Åndbart er “in”, og danske Scierra fra Svendsen Sport er med helt fremme.

Åndbart stof er en højteknologisk syntetvæv, som tillader kroppen at ånde gennem et vandtæt ydre. Stof, hvis membran har porer så små, at de holder vand på væskeform ude. Men samtidig porer så store, at vand på dampform kan slippe igennem. Det oprindelige åndbare produkt hed og hedder stadig “Gore-Tex”, men idag findes dlere andre produkter med nogenlunde samme egenskaber.

“Scierra”, som på rekordtid har vundet sig et godt ry blandt europæiske fluefiskere, er nu kommet med på vognen med åndbare jakker og waders i topkvalitet, men til menneskelige priser.

Således har Scierra til ’99 sæsonen lanceret en lækker jakke i en 100% vind- og vandtæt åndbar væv, som tåler et hydrostatisk vandtryk på ikke mindre end 3.000 mm. Jakken er fortil forsynet med to store lommer til flueæskerne – begge med håndvarmerlommer underneden. En dejlig ting på kolde dage!

Endvidere er jakken foret i halsen med fleece, hvilket øger komforten betragteligt. Endelig kan ærmer, krave og underkant naturligvis justeres, så der hverken kan komme vand eller vind ind her!

Vadebukserne er – naturligvis, fristes man til at sige – endnu mere vandtætte. De skal jo være direkte under vand en stor del af tiden. Stoffet, som de åndbare “Scierra” waders er lavet af, tåler derfor et hydrostatisk vandtryk på hele 7.000 mm – mere end dobbelt så meget som jakken.

Til de mange lækre detaljer hører forstærkninger på knæ og bag, hvor der jo regelmæssigt kommer et direkte pres på væven. Samt seler, bælte og selvdrænende brystlomme. Hertil integreret fod af neopren med indbygget “gravel guard” til at holde grus og småsten ude af støvlen.

Der fås naturligvis også en “Scierra” støvle specielt til disse waders. Den er fremstillet i syntetisk læder, som tørrer hurtigt og ikke kan rådne. Filtsåler sikrer et godt greb i vanskeligt terræn.

“Scierra” produkter markedsføres af Svendsen Sport.

8. juni 1999

© Steen Ulnits

* Islandske kommentarer til norske laks

Den islandske “North Atlantic Salmon Fund” (NASF), som med private midler siden ’91 har frikøbt omkring 2 millioner vildlaks fra at ende i garn eller på krogliner langt ude i Nordatlanten, har følgende kommentarer til den norske regerings seneste udspil, som er refereret længere nede på denne side:

NASF er naturligvis ikke imponeret. Det har taget nordmændene to år at udfærdige den digre rapport, som ikke byder på meget nyt. Faktisk konkluderer NASF, at den norske hvidbog om vildlaksen blot refererer, hvad de fleste laksefiskere vidste allerede for 20-30 år siden…

NASF kritiserer også, at man nu har valgt at køre videre i det samme gamle spor – med den samme administration og de samme rådgivere. Præcis den vej, som nu har ledt til en akut trussel mod den norske vildlaks’ fortsatte eksistens. Flere penge, mere forskning og yderligere rapporter fra biologerne – med konklusioner, vi allerede har kendt længe. Det er definitivt ikke vejen frem, udtaler Orri Vigfusson fra NASF.

I den norske hvidbog anerkender regeringens folk, at NASF’s private opkøb af laksekvoter i Nordatlanten indtil videre har reddet 1.800 tons norske vildlaks fra at ende deres dage i garn eller på krogliner langt ude i Nordatlanten. Det svarer ifølge NASF til omkring 600.000 norske vildlaks.

Alligevel trak Norge sig i 1994 ud af samarbejdet med NASF, idet man nu ville følge NASCO’s råd i stedet for fortsat at betale til NASF’s private opkøb. Med det nu så sørgelige og velkendte resultat, at den norske vildlaks synger på sidste vers. NASCO er den internationale sammenslutning af lakseførende lande omkring Nordatlanten – en organisation på regeringsplan.

Orri Vigfusson understreger dog, at NASF vil fortsætte sine opkøb af nordatlantiske laksekvoter – uanset om Norge er med til at betale eller blot kører videre med på frihjul. Det er nemlig ikke muligt at skelne mellem de forskellige landes laksestammer ude på opvækstpladserne i Nordatlanten. Derfor fortsætter opkøbene i det omfang, det er økonomisk muligt.

“North Atlantic Salmon Fund” har således ikke stor tillid til, at den norske regering selv kan rette op på katastrofen og sikre fremtiden for den norske vildlaks. Trods det faktum, at Norge idag med sine kolossale olieforekomster er et af verdens rigeste lande…

Intet under, at mange engagerede laksefiskere nu boykotter Norge og i stedet drager til andre lakselande for at lægge deres opsparede feriepenge!

22. maj 1999

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Teleskopiske fluestænger fra DAM

Tyskerne er eksperter i lange og sammenklappelige teleskopstænger. I Tyskland sælges der nemlig langt flere teleskopstænger, end der sælges almindelige fler-delte stænger, som vi er vant til dem herhjemme.

Vi danskere har i regelen kun løftede øjenbryn og lidt hovedrysten til overs for teleskopstænger. De er kun for amatører, mener vi vist… Men det er helt forkert. Gode teleskopstænger er nemlig idag så gode, at man kun vanskeligt kan mærke forskel på dem og så tilsvarende almindelige stænger. Det har en række blindtests vist. Gode teleskopstænger er heller ikke billige, hvis nogen skulle tro det…

– Men fluestænger? Jeg kan allerede høre en larmende skepsis, men læs alligevel videre: Tyske D.A.M. har netop lanceret en ny serie teleskopiske og 8-delte fluestænger under navnet “Black Panther”. Jeg har prøvekastet og prøvefisket dem nu i nogle måneder og har faktisk meget godt at sige om dem. De kaster fortrinligt, omend de er lidt “toppede” i aktionen. Men det vænner man sig til efter nogle kast.

Man skal også lige vænne sig til, at øjerne på en teleskopstang er langt mindre end de sædvanlige slangeringe på en almindelig fluestang. Men det kan være svært at forstå, hvorfor de absolut skal være små, som tilfældet er. Og hvorfor den nederste stangring absolut skal sidde langt oppe, at det bliver svært at nå løslinen, hvis man mister grebet. Her er der således plads til forbedringer. Større ringe og en ekstra ring længere nede ville gøre underværker.

De små ringe kan være et reelt problem, hvis man absolut vil fiske med shooting heads, som er splejset til skydelinen med en knude. Det egner teleskopiske fluestænger sig ikke rigtig til. Men fisker man kun med WF liner, er der ingen nævneværdige roblemer. Man må blot acceptere lidt kortere kast på grund af den større friktion i de små øjer. Og en fluestang, som er noget tykkere i bunddelen.

Til gengæld holder man aldrig op med at glæde sig over, hvor let en teleskopstang er at transportere fra sted til sted, når der ikke lige skal fiskes. For slet ikke at tale om, hvor lidt de eksempelvis fylder i en båd på vej til og fra fiskepladsen. Går man langs stranden eller åen, kan en fuldt færdigrigget stang med hjul og line sågar ligge i fiskevestens store ryglomme, så man har hænderne frie til at klatre op ad skrænter eller mase sig vej gennem tæt buskads. Ja, man kan sågar fint have to færdigriggede stænger liggende i en stor ryglomme!

Der fås da også to forskellige modeller i “Black Panther” serien – begge blot 41 cm lange i sammenklappet tilstand. Den ene model kaster liner klasse 5-6, er 8 1/2 fod lang og 8-delt med en vægt på bare 99 gram. Den anden model er 9 1/2 fod lang, 9-delt og beregnet til liner klasse 7-8. Vægt 110 gram.

Modellerne supplerer således hinanden fint: Den ene tackler det lette fiskeri med tørflue og nymfe, mens den anden kan sættes ind, når der skal kastes store fluer til større fisk. Der er ingen tvivl om, at begge stænger fungerer bedst med WF liner. Henholdsvis en WF 6 og en WF 8. Og at den toppede aktion ikke egner sig til at trække tunge synkeliner fri af vandet.

Men ser man bort fra de uundgåelige og medfødte ulemper ved enhver teleskopstang, så er de absolut et kig værd for den rejselystne fluefisker, for hvem al bagage altid fylder alt for meget…

Pris: 698,- og 798,- kroner for henholdsvis den korte og den lange model.

22. maj 1999

© Steen Ulnits

* – Limpopofloden eller Gudenåen?

Gudenåen løber nu så brun, uklar og ulækker gennem det østjyske landskab, at man helt mister lysten til at fiske i den. Det er alger, der er problemet – brunalger fra ikke mindst Tange Sø, hvor de små fyre stortrives i disse solskinsdage.

Medvirkende årsag til det voldsomme opbud af alger har også været det usædvanligt våde forår, som har vasket næringssalte i svære mængder fra landbrugets overgødskede marker ud i åer og søer. Herude kvitterer algerne straks med opblomstring, der gør vandet uklart – samt senere iltsvind og bundvendinger, når de mange alger dør, synker til bunds og rådner op.

Gudenåen, der ellers netop havde genvundet sin gamle status som flod, tegner et trist perspektiv for den kommende sommer i Randers Fjord. Det er jo her, at alt ferskvandet ender, inden det til sidst sluses ud i Kattegat.

Man kan med god ret spørge sig selv, hvilken flod der idag er den mest uklare: Den brunalgebefængte Gudenå eller den grågrøngrumsede Limpopoflod…

20. maj 1999

© Steen Ulnits

* Grønlandske vildlaks til svejtsiske fiskehandlere

Vinteren igennem har vildlaks fra Grønland kunnet købes i Schweitz – i byerne Zürich, Geneve og det eksklusive skisportssted St. Moritz.

De schweitziske kunder er både købedygtige og kræsne mennesker, der sågar ofte kræver certifikat for at garantere ægtheden af de indkøbte varer – eksempelvis ægte vildlaks i stedet for opdrættede tamlaks.

For nogle år siden havde man også problemer med grønlandske vildlaks, der havnede på det lukrative schweitziske marked – fanget af danske piratskibe, som var udflaget i Panama og Polen. Herved omgik piratfiskerne lovgivningen og kunne ikke retsforfølges.

Det problem fik man dog bugt med, idet daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og den amerikanske udenrigsminister James Baker lagde hårdt politisk pres på regeringerne i henholdsvis Polen og Panama – med det resultat, at det ulovlige fiskeri under andet lands flag blev bragt til ophør.

Men nu er problemerne her så igen. I de mellemliggende år er kunderne blevet mere og mere bevidste om det, de spiser. Økologiske madvarer er blevet “in” – hvilket jo generelt set er godt for miljøet. Desværre er vildlaks fra Nordatlanten så også blevet “in” – til stor skade for de efterhånden meget svage bestande.

Således er den nordamerikanske laksebestand reduceret fra omkring 800.000 laks i begyndelsen af 70’erne til idag under 80.000 fisk. Den amerikanske regering overvejer derfor at sætte atlanterhavslaksen på sin liste over truede dyrearter – “Endangerede Species Act”.

18. maj 1999

© Steen Ulnits

* Vildlaksens forunderlige veje

Nu kan amerikanerne atter købe nordatlantiske vildlaks i forretningerne – trods det faktum, at regeringen overvejer at sætte vildlaksen på sin liste over truede dyrearter…

“North Atlantic Salmon Fund” på Island har opsporet aktørerne og kortlagt vildlaksens forunderlige rejse fra Grønlands kolde vand over Alpernes høje land og tilbage igen til det USA’s utallige forbrugere – nu i røget og vacuumpakket tilstand.

Rejsen starter naturligvis i Davisstrædet, hvor vildlaksene fanges i garn af blandt andet grønlandske fiskere. Herfra går de med DAS-Padborg til Padborg ved den dansk-tyske grænse – vildlaksenes legitime “indkørsel” til EU-markedet.

Nu overtages vildlaksene af K. Seafood i Dronninglund, som er EU-distributøren, der fordeler fiskene til M-Food forhandlerkæden samt IAG Klaus Bastahl i Schweitz. Her forædles fiskene, røges, vacuumpakkes og sendes tilbage over Atlanten til USA. “Tilbage”, idet jo 50-60% af de vildlaks, der fanges ved Grønland, stammer fra nordamerikanske vandløb.

Ringen er sluttet – laksene er tilbage og den naturlige bestand decimeret yderligere… Fuldt legalt – trods det faktum, at den amerikanske regering overvejer at sætte de sidste nordamerikanske atlanterhavslaks på landets”Endangered Species Act” – listen over truede dyrearter.

NASCO, som er den internationale sammenslutning af lakseførende lande omkring Nordatlanten, har sågar sagt god for projektet – trods masser af indsigelser og biologiske rapporter, der bekræfter laksens truede eksistens. Forstå det, hvem der kan…

18. maj 1999

© Steen Ulnits

* Torsk til 5.000,- kr kiloet…

Det er efterhånden blevet dyrt at købe torsk hos fiskehandleren. Faktisk er torsk idag dyrere end laks, hvilket skyldes den simple kendsgerning, at laks opdrættes kommercielt, mens torsk stadig fødes og fanges i den vilde natur.

Alligevel er der langt fra dagspriserne hos fiskehandleren til de 5.000,- kr. kiloet, som vindertorsken på 2,9 kg indbragte ved den årlige Torskefestival på Lillebælt. Renset vægt, ganske vist, men alligevel. I hvert fald indbragte den sin fanger, tyskeren Holger Neuschütz fra Wustow, hele 15.000,- kr. i førstepræmie!

Godt og vel 150 fiskere fra nær og fjern deltog i konkurrencen om de mange dejlige penge, der denne dag hvert år er på spil for største landede torsk.

12. maj 1999

©Steen Ulnits

* “Vildlaks på krogen” – på Jensens Bøfhus…???

Under overskriften “Vildlaks på krogen” reklamerer den landskendte kæde af restauranter, Jensens Bøfhus, for nye kulinariske tiltag, der skal lokke kunder i butikken.

“Vi tror på, at laks smager bedre, når de har levet vildt frem for i dambrug”, lyder det videre i en stor 8-siders farvebrochure, som er indlagt i blandt andet BilledBladet. Med brug af billeder af drivende turkisblå isbjerge serveres tanken om lækre vildlaks og rejer fanget i det iskolde og helt rene vand omkring Grønland.

Men ikke nok med det. Jensen Bøfhus skriver videre i sin reklametryksag: “Alle vores laks er fanget på krog fra linebåde. Det giver mere fasthed i kødet, fordi laksene ikke er blevet klemt og mast under tonsvis af andre fisk i net. Når laksene fanges på krog, er vi også med til at sikre, at der ikke kommer en bifangst af marsvin og andre småhvaler”.

Det må nok siges at være dels en sandhed med modifikationer – dels en uforsvarlig omgang med de barske kendsgerninger. Ganske vist er krogliner ikke med til at drukne “uskyldige” småhvaler, som de kilometerlange drivgarn er det. Men til gengæld er de med til at trække tæppet væk under de sidste rester af den vilde atlanterhavslaks – den laks, som “North Atlantic Salmon Fund” (NASF) i de seneste otte år har betalt millionstore summer for at frikøbe fra fangst på opvækstpladserne. Med det gode formål, at de så i stedet kan nå hjem til deres fødevandløb og dér sikre bestandens fortsatte eksistens.

Siden ’91 har NASF således frikøbt omkring 2 millioner vildlaks fra at ende i garn eller på krogliner langt ude i Nordatlanten. Det er sket i erkendelse af, at verdens samlede bestand af vilde atlanterhavslaks er decimeret i løbet af de seneste to-tre årtier. Således er den nordamerikanske vildlaks reduceret fra omkring 800.000 laks i begyndelsen af 70’erne til idag under 80.000 fisk. Det er så få, at den amerikanske regering nu overvejer at sætte atlanterhavslaksen på listen over truede arter.

Vildlaksene, som nu serveres på 28 Jensen Bøfhuse her i Danmark, stammer efter al sandsynlighed fra Grønland. Heroppe udgøres bestanden af laks ude på opvækstpladserne af 40-50% nordeuropæiske og 50-60% nordamerikanske fisk. Truede fisk, som altså nu kan trues yderligere ved at gå på Jensens Bøfhus og få en vildlaks på krogen…

Der er sågar “Family Hour” hver uge fra mandag til torsdag 16-18.30, hvor der er 20% rabat på vildlaksene. “Kom og smag de sidste vildlaks!”, kunne det glade budskab fra restauratør Palle Skov Jensen passende lyde. Velbekomme…

10. maj 1999

©Steen Ulnits

* Danske Fluefiskere fortsætter

Trods planer om en opløsning fortsætter organisationen “Danske Fluefiskere” (DF, tidligere “Nordisk Fluefisker Råd Danmark”) sit liv og virke. Det blev besluttet på den netop afholdte generalforsamling, hvor man besluttede at fortsætte arbejdet – blot nu som rendyrket cyberspace organisation. Uden kontingent og medlemsblad. Men med engagement og – forhåbentlig – opbakning fra de menige medlemmer.

Planerne om opløsning af DF skyldtes den manglende opbakning fra de menige medlemmer og passivitet fra størstedelen af bestyrelsesmedlemmerne. Hvoraf nogle sågar kritiserede formand Henrik Leths aktioner for et bedre vandmiljø og mod de dræbende monofilgarn.

Nærmere oplysninger om den fremtidige organisation, dens opbygning og virke, følger senere.

7. maj 1999

©Steen Ulnits

* – Svenske Fluefiskere fusker?

Den svenske søsterorganisation til “Danske Fluefiskere” – “Sveriges Flugfiskera Förening” (SFF) – havde i starten stor succes med at søge om tilskud og sælge annoncer til den etablerede fluegrejsbranche. Så stor, at den dels nåede mange hundrede medlemmer på kort tid – dels fik indsamlet så mange penge, at den hvert år kunne uddele mange tusinde kroner til diverse projekter inden for fiskepleje.

Men træerne voksede desværre ikke ind i den svenske himmel. Nu har det nemlig vist sig, at SFF’s kasserer mildest talt ikke har haft styr på foreningens indsamlede midler. I hvert fald har han selv hævet løn uden samtidig at indbetale penge til de svenske social- og skattemyndigheder.

“Underslæb” er et stærkt ord at tage i sin mund, men flere svenskere har alligevel gjort det. Foreningens medlemstal er nu raslet raslet ned til en brøkdel af tidligere, og der hersker en generel krisestemning i det førhen så succesrige foretagende.

Synd, at det (næsten) altid skal gå sådan, når penge indblandes i ellers idealistiske virksomheder.

7. maj 1999

©Steen Ulnits

* Gudenfloden

Det er nu ganske vist: Danmarks længste vandløb, Gudenåen, er ikke en å, men en vaskeægte flod!

Det har videnskaben vidst i lang tid, men i efterhånden mange år har beviserne manglet. Skal et vandløb have karakter af en flod, skal det nemlig indeholde en lang række planter og dyr, som er karakteristiske for en flod – organismer, som mere hører de stillestående søer end de strømmende vandløb til. Og flere af disse har længe manglet i Gudenåen – primært grundet forurening og en deraf følgende vandkvalitet, som ikke var god nok til de pågældende floddyr og -planter.

Men vandkvaliteten i Gudenåen er nu blevet så god – takket være spildevandsrensning til mere end én milliard kroner – at den typiske flodflora og -fauna nu atter kan findes i landets længste vandløb. Som derfor burde omdøbes til “Gudenfloden” – Danmarks eneste af slagsen.

6. maj 1999

©Steen Ulnits

* Musholm Lax fordobler forureningen

Trods indsigelser fra stort set alle organisationer på miljøområdet fik havbruget Musholm Lax AS, som ejes af Dansk Laksefonds bestyrelsesmedlem Kurt Malmbak Kjeldsen, lov til at fordoble sin forurening.

Uvist af hvilken grund har Miljøstyrelsen ændret holdning, idet den i 1993 mente, at et foderforbrug på 500 tons årligt måtte være det maksimalt tilladelige. Nu mener selvsamme styrelse, at det er helt i orden med 1.000 tons foder i stedet. Forstå det, hvem som kan.

Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF), som tidligere har trukket sig ud af bestyrelsen for Dansk Laksefond på grund af Kurt Malmbak Kjeldsens dobbeltrolle som forurener af vandmiljøet på den ene side og forkæmper for vildlaksen på den anden, har anket Miljøstyrelsens beslutning til Naturklagenævnet, som er uigenkaldeligt sidste instans.

Begrundelsen for anken er, at en fordobling af foderforbrug og forurening ikke er i overensstemmelse med regionsplanens målsætning for vandmiljøet i Musholm Bugt. Den er nemlig ikke opfyldt endnu, og den udvidede produktion i Musholm Lax vil uundgåeligt forværre situationen yderligere.

Dansk Laksefond har tilkendegivet, at den ikke finder Kurt Malmbak Kjeldsens mildest talt mystiske dobbeltrolle problematisk. Han får således lov til at fortsætte både sin kamp for vildlaksens fortsatte eksistens – og sin nu fordoblede forurening af Musholm Bugt. Trods DSF’s udmelding og anke af Miljøstyrelsens dom.

Det er mildest talt en underlig dobbeltrolle, som Dansk Laksefond hermed har påtaget sig. Det kan være svært at tage en organisation alvorligt, når den med den ene hånd forurener vandmiljøet i Danmark – mens den med den anden fluefisker vildlaks på Island…

3. maj 1999

©Steen Ulnits

* “Lort over landet”

Under denne lidt bramfri overskrift skrev jeg primo maj ’95 et harmdirrende læserbrev til dagbladet Politiken, der prompte trykte det. Det fik jeg naturligvis mange nye venner af – blandt landbrugere, som der bestemt ikke findes mange af i min fanklub… Indlægget lød som følger:

“Det lugter afskyeligt over store dele af landet i disse dage. Det er gylle – lort i lange baner – der i ufattelige mængder spredes ud over de danske marker af dygtige danske landmænd i deres fantastiske megamaskiner.

Det river i næsen, men det lugter dejligt, siger landmanden – af penge! Jeg siger, det lugter forfærdeligt – af nitrat i grundvandet, af algeblomst i søerne, af iltsvind og bundvendinger i fjord og hav.

Så stop dog det landbrug, mens tid er – før vi ender med hollandske tilstande! – Hvem har dog givet landbruget retten til at lægge vore allesammens natur i ruiner?”

Den direkte årsag til indlægget var en lang køretur fra Århus til Sydtyskland, hvor vi besøgte den velkendte stangbygger Reinhard Steiner – ham med “RST” stængerne, der er omtalt i en artikel under “Fiskegrej”. Hele vejen fra Århus til den dansk-tyske grænse stank det af nyspredt gylle. Da vi på hjemturen atter passerede grænsen, var den ulidelige stank af død der igen.

Det blev bare for meget – og til et harmdirrende læserbrev. Nu er den der så igen, gyllen – med uformindsket kraft. Trods de forgangne år. Trods vandmiljø-handlingsplanen. Og trods en død Mariager Fjord. Det skal blive spændende at se, hvad den kommende sommer vil bringe af fortrædeligheder for vandmiljøet…

28. april 1999

©Steen Ulnits

* Kvote-Kaj

Danske fiskere får ofte skyld for at overskride de kvoter, som EU fastsætter. I hvert fald klager erhvervet ofte over kvoternes størrelse.

Nu har det imidlertid vist sig, at fiskerierhvervet slet ikke udnytter alle de kvoter, som er til rådighed. Til stor overraskelse for både erhvervet selv og alle os andre! Faktum er nemlig, at danske fiskere i 1998 havde hele 25% uudnyttede kvoter – mod kun 15% året før. Fisk, som kunne være fanget og indhandlet helt legalt.

De uudnyttede kvoter afspejler den forkerte sammensætning af den danske fiskerflåde, som helt enkelt ikke er gearet til ret meget forskelligt fiskeri. Der satses stort, dyrt og snævert, hvilket giver mange problemer. Alle vil fiske det samme, og de fastsatte kvoter på disse områder bruges derfor hurtigt op – med de velkendte klager til følge.

Branchen har selv anslået, at man på denne måde ialt er gået glip af mere end 500 mio. kroner i 1998…

26. april 1999

©Steen Ulnits

* Århus Amt gør status over vandmiljøet

Århus Amts Natur & Miljøkontor har netop gjort status over vandmiljøet i publikationen “Natur og Miljø 1998/1999″.

Det ser slet ikke så skidt ud endda – trods uheldige forhold såsom sidste års fatale iltsvind i Mariager Fjord, som Århus Amt jo deler med Nordjyllands Amt. Det kan man ved selvsyn konstatere ved at gå ind på den specielle hjemmeside, som Århus Amt har lavet om forholdene på netop Mariager Fjord. Adressen er http://www.mariager-fjord.dk.

Hvad hovedområdet Århus Bugt angår, kan amtet melde om godt nyt. Efter bygningen af det store Marselisborg rensningsanlæg er vandkvaliteten i bugten bedret betydeligt. Senest har man kunnet konstatere, at rødspætten – efter flere års fravær – nu atter er vendt tilbage. Generelt har man registreret en række forbedringer i amtets marine områder i 1996 og 1997 – når der altså lige ses bort fra Mariager Fjord.

Forbedringerne skyldtes meget små nedbørsmængder og en deraf f¢lgende lav udvaskning af næringssalte fra landbruget. Naturen kvitterede straks med en bedre vandkvalitet. Et godt bevis på, at udledningen af næringssalte er altafgørende for vandkvaliteten. Og på, at det virkelig kan betale sig at begrænse forureningen af vore indre farvande.

På “søsiden” er Århus Amt også stærkt repræsenteret. Således har amtet ikke færre end 130 søer større end 3 hektar. Det svarer til 20% af samtlige målsatte søer i hele Danmark. Til de bedst undersøgte af amtets mange søer hører store og stærkt spildevandsbelastede s¢er som Skanderborg S¢, Moss¢ og Stubbe Sø. I de seneste år er en stigende del af amtets miljøressourcer gået til overvågning af tilstanden i de mere eller mindre nye s¢er, som er resultatet af diverse arbejder med sørestaurering og biomanipulation. Det gælder s¢er som Brabrand Sø, Ramten Sø og Sem Sø.

Århus Amt disponerer over ikke mindre end 3.000 km vandl¢b – med Gudenåen som det st¢rste vandsystem. Amtet foretager hvert år en biologisk – med vandl¢bets smådyr som indikatorer – vurdering af vandkvaliteten på omkring 800 stationer. Den nye vandl¢bslov, som erstattede den gamle i 1983, har medf¢rt en mere skånsom vedligeholdelse af amtets åer og bække. Med en forbedret vandl¢bskvalitet – forbedrede fysiske forhold – til resultat. Dette kombineret med en bedre vandkvalitet – renere vand på grund af bedre vandrensning – har betydet en flerdobling af ørredbestanden i mange af Århus Amts vandløb.

Alt i alt h¢rer Århus Amt til de mere progressive af landets 13 amter. Et stort amt, som hvert år bruger adskillige millioner skattekroner på et bedre vandmiljø. Hatten af for det!

15. april 1999

©Steen Ulnits

* – Norsk nytænkning?

Den norske stat har i det seneste årti misrøgtet sine naturgivne bestande af vildlaks på det skammeligste. Nordmændene har stiltiende set til, mens et lakseopdræt i voldsom vækst har forurenet vandene med såvel undslupne tamlaks som havlus i hobetal og alskens smitsomme sygdomme.

Resultaterne har da heller ikke ladet vente på sig. Således er de norske bestande af vildlaks pt. i frit fald mod afgrunden – mod den totale udryddelse. At der overhovedet stadig er laks i elvene, skyldes primært de massive udslip af tamlaks fra opdrættet i de norske fjorde. Og så den kendsgerning, at “North Atlantic Salmon Fund” (NASF) med hovedsæde på Island gennem årene har “frikøbt” over en halv million norske vildlaks fra garn og krogliner ude på opvækstpladserne i Nordatlanten. Uden at den norske stat i de seneste år har bidraget med en krone til disse private og livsreddende opkøb af laksekvoter…

Men nu ser det ud til, at nordmændene – forblændede som de er af, at alt andet glider i olie for dem – langt om længe har fået øjnene op for situationens alvor. Efter nogle år med støt dalende international interesse for det stedse ringere norske laksefiskeri har myndighederne nu bestilt en regulær hvidbog om den norske vildlaks. En rapport, der udreder laksens pt. fortvivlede situation og peger på nogle metoder til at redde stumperne.

Denne hvidbog kan du læse mere om i nedenstående notits på denne side – samt i en kommende stor artikel om samme emne.

13. april 1999

©Steen Ulnits

* Hvidbog om vildlaksen

Det er endelig ved at gå op for nordmændene, at de er ved at miste en væsentlig del af den norske nationalarv – vildlaksen. Derfor nedsatte den norske Rigsdag sidste år en undersøgelseskommission, der under ledelse af forhenværende rigsanklager Georg Rieber-Mohn skulle sammenfatte laksens øjeblikkelige situation og komme med bud på, hvad der kunne gøres for at bedre forholdene.

Rapporten foreligger nu i såvel trykt som elektronisk form. Den trykte udgave fylder godt 300 tætskrevne sider, som sine steder byder på idelige gentagelser af velkendte sandheder om den norske lakseforvaltning. Men nu står det der sort på hvidt – på officielt papir – og så må man bare håbe, at der også er nogen i den norske Rigsdag, som tager rapporten alvorligt.

Rapporten foreslår blandt andet følgende tiltag til vildlaksens fremme:

– Bekæmpelse af lakselus i frivand
– Reduktion i udslip af tamlaks fra opdrættet
– Bekæmpelse af parasitten Gyrodactylus salaris
– Stop for fremtidig udbygning af lakseeleve til vandkraft
– Begrænsninger i fangsten for både stangfiskere og garnfiskere
– Udpegelse af 50 nationale lakseelve, hvor laksen får højeste prioritet
– Udpegelse af 10 nationale laksefjorde, hvor laksen får højeste prioritet

Personlig glæder jeg mig over, at min egen bog “Laks i Gudenåen” er blevet fundet værdig til at citere i rapporten om den norske vildlaks. Endnu mere ville det dog glæde mig, dersom de konkrete forslag, som rapporten heldigvis også byder på, vil blive ført ud i livet. Da går den norske vildlaks langt om længe en lysere fremtid i møde.

13. april 1999

©Steen Ulnits

* “Havørredeldorado Fyns Amt” fortsætter

Det startede i 1990 – på initiativ af Fyns Amt, der med projektet så en klar og indlysende kobling mellem en velorganiseret fisketurisme og miljøforbedrende tiltag ved de fynske vandløb.

“Havørredeldorado Fyns Amt” er idag internationalt kendt og anerkendt for både det fine havørredfiskeri og de mange miljøforbedringer, der er sket siden stabelafløbningen for snart ti år siden. Man havde fra amtet en klar formening om, at det organiserede havørredfiskeri tiltrak mange fisketurister – fra såvel indland som udland – der lagde mange penge i den lokale økonomi. Man kunne blot ikke sætte tal på.

Sidste år bad amtet derfor Økonomisk Institut ved Odense Universitet om at lave en uafhængig undersøgelse af lystfiskerturismen. Den foreligger nu i form af en rapport, som sætter konkrete tal på det fynske lystfiskeri. Således er der idag en årlig omsætning på 42-51 mio. kroner alene på havørredfiskeriet, og af dem skyldes 25-30 mio. kroner udelukkende projekt “Havørredeldorado Fyns Amt”.

Det svarer til en indtjening i størrelsesordenen 13-17 mio. kroner, hvilket igen danner grundlag for 30-35 fuldtidsstillinger på Fyn. Intet under derfor, at “Havørredeldorado Fyns Amt” fortsætter. Dog ikke længere som et af landets største turismenetværk med over 100 deltagere fra turisterhvervet, kystkommunerne og amtet, men fremover i stedet som et tema under Fyn Tours beskyttende vinger.

Havørredfiskeriet er idag den vigtigste off-season turisme på hele Fyn.

11. april 1999

©Steen Ulnits

* Ti år efter en oliekatastrofe

Den 24. marts 1989 skete den miljøkatastrofe, som mange amerikanere længe havde forudsagt: Et tankskib lastet med tyk råolie fra de nye oliefelter i det arktiske Alaska gik på grund i det subarktiske Prince Williams Sound.

Den 300 meter lange supertanker, hvis navn “Exxon Valdez” for længst er gået over i historien, løb på grund på Bligh revet, mens kaptajnen lå og sov sødt i sin kahyt. Ombord var 42 millioner tons tyk og klæbrig råolie, som slap ud ved grundstødningen, der rev et stort hul i skibets bund. I den følgende tid drev en kæmpemæssig oliepøl omkring og forurenede mere end 2.000 km kyst.

Til sidst dækkede oliepølen et areal på størrelse med hele Danmark, og katastrofen var nu i medierne over hele verden. Journalister og fotografer valfartede til den lille by Valdez, hvor beboerne havde kronede dage. Alt blev lejet ud, og alle fødevarer var snart udsolgt.

Hvidhovede ørne, ænder og andre havfugle samt sæler, havoddere og brune bjørne blev klistret ind i den tykke og tjærede oliemasse, som drev i land overalt. Stillehavslaksene, som så småt var på vej ind mod flodmundingerne, gik heller ikke ram forbi.

Olieselskabet Exxon – herhjemme bedste kendt som Esso – blev da også idømt den største miljøbøde nogensinde. Exxon accepterede i 1991 at betale en erstatning på 6 milliarder kroner over en tiårs periode. Men selskabet har siden 1994 af al magt kæmpet for at få omstødt en dom, der siger, at der yderligere skal betales 34 milliarder kroner som kompensation for det altødelæggende olieudslip.

En ringe pris, kunne man fristes til at sige. Forskerne anslår nemlig, at der ved katastrofen omkom hen ved 300.000 havfugle, 1.000 ørne, 3.000 havoddere, 200 sæler, et par spækhuggere samt et ukendt antal mindre dyr og planter. For slet ikke at tale om de både kendte og ukendte langtidsvirkninger af råolien.

Den dag idag – ti år senere – har 12.000 mennesker med højtryksspulere kun formået at fjerne det synlige indtryk af katastrofen. Den del, der drev ind på kysterne. Den usynlige del – de giftige nedbrydningsrester fra råolien – findes stadig i vandmiljøet. Her nedsætter stofferne ikke mindst de vilde fisks frugtbarhed – i grelle tilfælde med op til 40%…

8. april 1999

©Steen Ulnits

* – Miljøstyrelsen imod Mariager Fjord?

Det har undret mange – undertegnede inklusive – at der siden iltsvindskatastrofen i Mariager Fjord i sommeren ’97 overhovedet og absolut intet konkret er gjort for at bedre forholdene i den døde fjord.

De to amter, som deles om den lange, smalle og dybe fjord – Århus og Nordjyllands Amter – har ganske vist iværksat en øget monitering af forholdene. Men der er intet gjort for at rette op på de kritiske forhold – trods ellers mange gode ideer til noget sådant. Interesserede kan læse mere i artiklen “Mariager Fjord død” nederst på denne side.

Folketinget indså ganske vist, at Vandmiljø-handlingsplanen fra 1986 ikke var god nok – og vedtog et halvt års tid senere Vandmiljø-handlingsplan II, der skulle sikre en mindsket udvaskning af det dræbende kvælstof fra landbruget over det ganske land. Men noget konkret initiativ blev der ikke taget på lokalt plan.

Et blæsende efterår ’97 samt en kølig sommer ’98 har i sig selv gavnet fjorden betydeligt, men balancen kan tippe igen på meget kort tid. Således råber biologerne nu vagt i gevær. I den forgangne vinter er der således faldet 25% mere nedbør end normalt, og biologerne antager, at det vil betyde en 25% øget udvaskning af kvælstof til den i forvejen meget hårdt belastede fjord.

Men ikke nok med det. Der er samtidig målt et alarmerende og usædvanlig højt indhold af næringssalte i bundvandet, hvor nedbrydningsprocesserne primært foregår. De mange næringssalte skyldes helt enkelt, at der efter iltsvindet stadig mangler muslinger i fjorden. De muslinger, som under normale forhold ville filtrere vandet for en stor del alger, der på denne måde ville blive omdannet til levende muslinger. Nu ligger de døde alger i stedet og venter – som dødsensfarlige næringssalte, klar til yderligere algeblomst, iltsvind og bundvendinger…

– Vi kan kun bede til en kold og blæsende sommer som den, vi havde sidste år. Ellers er der stor sandsynlighed for, at fjordens økosystem tilter igen – med iltsvind og bundvending til følge, siger biologerne. Som undrer sig meget over, at Miljøstyrelsen har sagt nej til flere ansøgninger om støtte til undersøgelser af den døde fjord. Undersøgelser, som samlet ikke ville have kostet over 4 mio. kroner.

Så ikke blot er der ikke blevet gjort noget for at hjælpe Mariager Fjord på fode igen. Initiativer i den retning er sågar blevet modarbejdet bevidst af Miljøstyrelsen. Forstå det, hvem som kan…

Miljø- og energiminister Svend Auken fik dog nyligt nys om modstanden – med det resultat, at en mindre del af de foreslåede undersøgelser idag er sat i gang.

8. april 1999

©Steen Ulnits

* Skarver må skydes

– fiskehejrer ligeså! Dette glade budskab kommer fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) , der kan fortælle, at der årligt skydes omkring 2.200 fiskehejrer og 4.300 skarver.

For fiskehejrens vedkommende er det 10% af den samlede bestand, hvilket ikke uventet bekymrer medlemmer af Dansk Ornitologisk Forening. Det bekymrer dog ikke biologerne hos DMU, som finder afskydningen berettiget. Den sker primært i forbindelse med dambrug, hvor fiskehejrerne gerne kigger forbi for et let måltid mad.

For skarvens vedkommende udgør de 4.300 skudte fugle desværre kun en forsvindende lille del af den samlede danske bestand. Afskydningen finder primært sted i forbindelse med bundgarn, som skarverne beviseligt hurtigt kan tømme for fisk – og beskadige resten, så de ikke kan sælges.

Bundgarnsfiskerne har derfor lov til at skyde skarverne i umiddelbar nærhed af garnene. Også i forbindelse med fiskeudsætninger er det lovligt at skyde de skarver, som straks tiltrækkes af det lette bytte.

For både fiskehejre og skarv gælder, at afskydning eller regulering af bestanden kun må ske efter behørig at have indhentet dispensation hos myndighederne.

Interesserede kan læse mere om skarven under “Artikler”, hvor der findes en artikel med titlen “Skarven har Skylden”.

6. april 1999

©Steen Ulnits

* Bævere i baghold

1999 skulle ellers have været året, hvor Danmark – efter i mere end 2.000 år at have været foruden – igen fik en bestand af bævere, Europas største gnaver. Det var i hvert fald Skov- og Naturstyrelsens plan.

Men nu begynder det at knibe lidt. Dels har det vist sig sværere end forventet at skaffe de fornødne bævere til udsætning. Og dels er der nu dukket lokal modstand op mod projektet. Endelig er der jo styrelsens problemer med at besvare det logiske spørgsmål:

– Hvorfor kan Skov- og Naturstyrelsen acceptere svenske og tyske bævere som grundlag for en ny dansk bæverbestand? – Når selvsamme styrelse ikke kan acceptere svenske og irske stammer af laks som grundlag for en ny bestand af Gudenå-laks?

Svaret blæser i vinden. Faktum er imidlertid, at et politisk flertal i Frederiksborg Amtsråd – bestående af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti – nu blokerer for de planlagte udsætninger af bævere ved Arresø i Nordsjælland. Det er sket overraskende tidligt, idet spørgsmålet slet ikke er blevet forelagt for befolkningen endnu.

Silkeborg Søerne i Århus Amt var tidligere udset som en kommende bæver-lokalitet, men her sagde det privatejede Salten Skovdistrikt fra på et tidligt tidspunkt. Muligvis med det i baghovedet, at man netop i Silkeborg-området er meget afhængige af en stabil vandstand. Her er der i tidens løb foretaget mange indgreb i naturen og den gennemløbende Gudenå – indgreb, som gør, at mange huse idag ligger kun få cm over vandspejlet.

Men det er gået bedre for Skov- og Naturstyrelsen i de mørkere dele af Jylland, hvor bæverne er populære som kommende beboere ved såvel Omme Å i Vestjylland som Flynder Å længere nordpå. Her forventer man sig ganske meget af de importerede og udsatte bævere, der skal sikre en større variation i naturen. Blandt andet ved at gnave løs af det pilekrat, som mange steder har bredt sig alt for meget i fugtige områder. Bæverne elsker nemlig pilebark!

En del steder frygter man dog for, at bæverne vil bygge generende opstemninger, der vil oversvømme arealer langs vandløbene. Det er nemlig bæverens natur at bygge dæmninger, dersom den finder, at vanddybden er for ringe – under 1,5 meter ifølge forskellige opgivelser.

Skov- og Naturstyrelsen har dog lovet, at man i så fald vil gribe ind og fjerne såvel årsag som virkning.

6. april 1999

©Steen Ulnits

* Ingen aprilsnar!

Det var bestemt ingen aprilsnar, der blev lanceret i nedenstående to notitser. De blev ganske vist uploaded den 1. april, men det var nu et rent tilfælde. Dette til beroligelse for dem, der har henvendt sig desangående!

Den er altså god nok: Den blå fisk lever stadig, selv om den er 60 millioner år gammel (!) og idag er truet af erhvervsfiskeriet på dybt vand. Og danske erhvervsfiskere fanger altså 1 kg marsvin for hver 4 kg pighvar – noget, vi lystfiskere er med til at betale via det obligatoriske fisketegn…

3. april 1999

©Steen Ulnits

* Blues for en blå fisk

Jorden menes at være omkring 4,5 milliarder år gammel. Dannet under det “Big Bang”, der af de fleste forskere idag betragtes som en realitet. For mere end 3 miliarder år siden viste så de første tegn på liv sig – i form af primitive bakterier og blågrønalger. Nogle af disse udviklede evnen til at fotosyntetisere – til ud fra vand, kuldioxid og sollys at danne organisk stof og udskille fri ilt.

Det var denne ilt, der dannede grundlag for alt højere liv på Jorden – for fremkomsten af først fisk og padder, siden fugle og pattedyr. De skabninger, vi idag kalder for fisk, er derfor af langt nyere dato. De første af slagsen så således først dagens lys for omkring 450 millioner år siden.

De bløde og smidige finner, vi idag forbinder med fisk, er en langt nyere “opfindelse”. De første finner var nemlig af en primitiv type, hvor fiskene brugte dem til møjsommeligt at padle sig frem med. Fiskene var tunge og formodes at have levet på bunden, hvor de nærmest “gik” på deres padlefinner.

Nært beslægtet med disse padlefinnede fisk er “coelacanthen”, som i daglig tale også kaldes “den blå fisk”. Den kaldes også “Latimeria” efter en vis frk. Latimer, som var museumsinspektør i den sydafrikanske by East London. Her og af hende blev det første nutidige eksemplar nemlig registreret i 1938.

Indtil da regnede man med, at den blå fisk havde været uddød i mindst 60 millioner år. Det vidste man ud fra diverse forsteninger, der gik omkring 200 millioner år tilbage i tiden. Man havde også længe antaget, at den blå fisk var forfader til de første fisk, der – som firbenede fiskepadder – i sin tid gik på land og koloniserede landjorden.

Men så pludselig dukkede et eksemplar op fra dybhavet ud for Sydafrika – 1,5 meter langt og mere end 50 kg tungt. Fisken havde karakteristiske blå skæl og kvastformede finner, der straks ledte tankerne hen på de urgamle padlefinnede fisk. Et stykke fortid var blevet levende. Hvad man hidtil havde måttet tænke sig til ud fra forsteningerne, lå nu foran forskerne i form af et vaskeægte eksemplar. Ikke levende ganske vist, for turen op fra de store vanddybder havde for længst taget livet af den store blå fisk.

Siden da dukkede enkelte andre eksemplarer op fra dybhavene med mere regelmæssige mellemrum. I løbet af 90’erne er der dog blevet så langt imellem dem – trods stedse mere effektive fiskeredskaber – at man nu anser dem for truet. Således regner forskerne idag med, at der måske kun er 200 eksemplarer tilbage i levende tilstand.

De fleste af disse lever idag i dybhavet ud for Madagaskar og Indonesien, hvor man har iagttaget deres levevis fra dykkerklokker. Det har vist sig, at den blå fisk lever i grotter på dybder mellem 400 og 1.000 meter, hvor vandtemperaturen veksler mellem 10 og 15 grader. Den blå fisk tåler ikke dagens lys, og det får den da heller ikke på disse dybder, hvor det er nat døgnet rundt, året rundt.

Den blå fisk er nu totalfredet, men man kan spørge sig selv, om det hjælper noget. Ingen fisker jo målrettet efter den på de store vanddybder, hvor den lever. Og fanger man endelig et eksemplar, er den død allerede ved landingen. Fortiden kan således ikke genudsættes levende…

1. april 1999

©Steen Ulnits

* – Fisketegnet bag marsvinedrab?

Fødevareministeriets biologer skynder sig i årets rapport om fiskeplejen (se senere artikel om fiskeplejen ’99) at konstatere, at “der foretages ingen deciderede bestandsophjælpende udsætninger”. Dette i henhold til tidligere undersøgelser, som dokumenterede, at marine støtteudsætninger af den slags var penge ud af vinduet.

Alligevel er der afsat lige knap 1 mio. kroner til bestandsophjælpning af skrubber i de indre danske farvande. Samtidig bruges der godt 2 mio. kroner på at evaluere danske fjorde og kystnære områders egnethed til udsætninger af fladfisk. Herudover er der afsat endnu 1 mio. kroner udelukkende til forskellige projekter relateret til den kommercielt vigtige (opdræt såvel som fangst) pighvar.

Begge fiskearter hører for øvrigt til de kontroversielle i den danske fiskepleje. Pighvarren fordi den primært er interessant for fiskeopdrættet, som jo ikke har meget med det rekreative fiskeri at gøre. Skrubben fordi fiskerierhvervet hvert år selv destruerer mange tons – blot fordi de ikke kan opnå EU’s mindstepriser. Det er således stadig meget diskutabelt, om det rekreative fiskeri virkelig skal betale til det rent kommercielle – der i mange tilfælde stadig blot kvitterer med at destruere fangsten…

Endnu mere diskutabelt er det, at vi lystfiskere nu via fisketegn og fiskepleje bidrager til udsætning af pighvar, som siden fanges i et målrettet garnfiskeri, der beviseligt dræber omkring 2.000 marsvin årligt. I garn, der i regelen står i 1-2 uger mellem hver røgtning. Et fiskeri, der årligt indbringer sølle 500 ton pighvar. Og et fiskeri, som både Danmarks Naturfredningsforening, Verdensnaturfonden, Greenpeace og Dyrenes Beskyttelse har protesteret voldsomt imod.

Via det obligatoriske fisketegn er vi lystfiskere nu således direkte ansvarlige for en del af det bestialske marsvinedrab i de monofile nedgarn langt til havs. – Hvor længe kan vi have det siddende på os? – Hvor længe skal vi finde os i dette?

Landsforbundet Danske Lystfiskere, som idag repræsenterer 22.000 danske lystfiskere, melder i en pressemeddelelse klart fra, hvad dette fiskeri angår. Det bør stoppes øjeblikkeligt. En holdning, som alle lystfiskere bør bakke op om.

1. april 1999

©Steen Ulnits