Aktuelt 4. kvartal 1999

* Årtusindets sidste laks fanget – og genudsat!

Orri Vigfusson, som er formand for den islandske “North Atlantic Salmon Fund”, har igen formået at henlede verdens opmærksomhed på vildlaksens genvordigheder i Nordatlanten.

Den 15. december drog Orri Vigfusson nemlig til Cornwall i England, hvor han deltog i årets, århundredets og dette årtusindes absolut sidste fiskedag efter atlanterhavslaks i hele verden. Hans mission var at sikre, at årtusindets sidst fangede laks blev behørigt genudsat, så den kan deltage i den forestående leg og dermed være med til at sikre artens beståen.

Fiskeriet foregik i Camel River nær Bodmin, hvor det lykkedes fiskerne at fange hele to laks på den suverænt sidste fiskedag i dette årtusinde. Det kom der en masse god publicity ud af – blandt andet i form af en stort opsat artikel i dagbladet “The Independent”.

Den virkelige baggrund for seancen var og er, at Vigfusson’s islandsk baserede “North Atlantic Salmon Fund” i år 2000 går sammen med den brittiske “Atlantic Salmon Trust” om et aktivt opkøb af de sidste nordengelske garnrettigheder. Et fiskeri, der årligt koster omkring 50.000 brittiske laks livet.

Således er den skotske bestand af laks siden 1980 reduceret til blot en sjettedel af det oprindelige – primært på grund af det kystnære garnfiskeri. Den engelske bestand har ikke lidt helt så hårdt under dette fiskeri, men er alligevel mere end halveret i det samme korte tidsrum.

31. december 1999

© Steen Ulnits

* Norges vildlaks i sikker dødsspiral

North Atlantic Salmon Fund har – i forbindelse med en klage til den norske regering over dens passivitet med hensyn til den norske vildlaks – regnet lidt på bestandens størrelse før og nu.

Det viser sig da, at man op til 1970 havde en bestand af vildlaks, som talte omkring 1.800.000 eksemplarer. Laks født og opvokset i norske elve.

Her på tærskelen til år 2000 ser det ikke ret godt ud for den norske vildlaks. Nordmændene er ganske vist blevet meget velstående på grund af Nordsøolien og lakseopdrættet, men undervejs har de helt glemt vildlaksen.

Bestanden er i de forgangne 30 år reduceret til godt og vel 200.000 vildlaks – kun godt 10% af det oprindelige. Fremover må disse få hundrede tusinde vildlaks endda kæmpe med undslupne tamlaks i millioner. Med en uundgåelig genetisk udvanding til følge.

Den hvidbog om vildlaksen, som tidligere blev omtalt på denne side, lovede ellers godt. Men indtil videre har det vist sig blot at være en flom af ord, som ingen ansvarlig myndighed alligevel har tænkt sig at gøre noget ved.

31. december 1999

© Steen Ulnits

* Mindre torskekvoter i EU

Som tidligere nævnt på denne side – i notitsen “Ballade i Bergen” – har fiskeribiologerne anbefalet en stærkt reduceret torskekvote for år 2000.

Helt så drastisk, som biologerne kunne ønske sig det af hensyn til torskebestandenes ve og vel, gik det nu ikke. På opfordring fra den internationale organisation ICES, der har hovedsæde i København, nåede de 15 EU-landes fiskeriministre frem til en nedskæring på 40% af torskekvoten i Nordsøen.

“En hård, men nødvendig nedskæring”, kalder den danske fiskeriminister Henrik Dam Kristensen den nye kvote, som vil ramme danske torskefiskere hårdt. De nye restriktioner er naturligvis en glædelig nyhed for torskene i Nordsøen, men forhåbentlig går det ikke i stedet ud over torskene i de indre danske farvande. Fiskerne har det jo typisk med at opsøge nye jagtmarker, når de gamle er overfisket og udtømt…

Tag som eksempel tirsdag den 15. oktober 1996, der blev en mærkedag ved Ringkøbing Fjord. Aldrig tidligere var der blevet indhandlet så mange skrubber på fiskeriauktionen i Hvide Sande, som der blev den dag. Tallene viste ikke mindre end en 4-dobling af skrubber i forhold til den tidligere rekord!

De utroligt mange fjordskrubber kom bag på de fleste. I en tid, hvor alle snakkede om algeblomst, iltsvind og bundvendinger, regnede ingen med noget sådant – heller ikke de lokale fjordfiskere. Og da slet ikke de større havgående kuttere, som var og stadig er baseret i Hvide Sandes fiskerihavn.

De mange skrubber medførte et sandt rykind i Ringkøbing Fjord – og en kolossal konkurrence for fjordens faste fiskere. Mindst fra tilrejsende fritidsfiskere. Værst var nemlig de store kuttere fra Hvide Sande. De havde haft en meget dårlig sæson, hvor fiskeriet efter de økonomisk mere værdifulde tunger og rødspætter længere til havs svigtede.

Da så rygtet om de mange skrubber inde i fjorden nåede til Hvide Sande, stævnede 15 store havkuttere straks ind i den lille og lavvandede Ringkøbing Fjord, hvor de kunne fylde deres garn med skrubber – til 1 krone stykket…

Lad os ikke håbe, at det går ligeså med torskene i indre danske farvande, hvor bestandene bestemt ikke har det for godt.

23. december 1999

© Steen Ulnits

* Kæmpegedde på flue

De engelske drikkevandsreservoirer er dels store, dels grundlaget for et storstilet fluefiskeri efter udsatte regnbuer. Det var her, Put & Take fluefiskeriet for alvor tog fart i 60’erne og 70’erne.

Men de udsatte regnbuer ender ikke kun på fluefiskernes køkkenborde. Mange ender også i gedder, som bliver større og større af den letfangede og sikkert også ganske velsmagende kost.

Det engelske P&T fiskeri er opdelt i meget forskellige kategorier – med følgende to yderpunkter: De store vandreservoirer, hvor mindre regnbuer udsættes for at vokse sig større, inden de atter fanges. Og så små P&T vande, hvor de størst mulige fisk udsættes for hurtigt efter at blive fanget igen.

Det er naturligvis i de førstnævnte søer, at gedderne for alvor kan frådse i udsatte regnbuer af passende størrelse. Og hertil hører da også Bure Valley Lake, hvor den engelske fluefisker Duncan Sutton for nylig gjorde en ganske interessant fangst. Han havde bundet en str. 12 vandnymfe med guldhoved på sit 0.20 forfang, da en kæmpemæssig gedde skød frem af grøden og tog den lille flue.

Duncan var heldig – forfanget kilede sig fast mellem de spidse tænder og blev derfor ikke klippet over. Efter en 30 minutter lang fight i det grødefyldte farvand kunne han og søens fiskeriopsynsmand Mike Smith lande en enorm og yderst velkonditioneret fluegedde på ikke mindre end 17 kg!

Fisken var for øvrigt en gammel kending, idet den foråret før også havde været på land – dengang i dårlig kondition efter legen og derfor godt 3,5 kg mindre.

Man behøver altså ikke en kæmpeflue på forfanget for at fange en kæmpegedde. Men det hjælper nu normalt på odds’ene…!

23. december 1999

© Steen Ulnits

* Månenat af format

Natten mellem den 22. og den 23. december er værd at være oppe efter. Der sker nemlig et unikt sammenfald af tre i sig selv usædvanlige astronomiske omstændigheder:

1) Der er fuldmåne. Det sker ganske vist hver måned, men falder denne gang sammen med de nedenstående to forhold.

2) Månen så tæt på Jorden, som den nogensinde kommer i sin bane. Den vil derfor være ekstra stor og særlig stærkt lysende at se på.

3) Jorden – og med den Månen – er så tæt på Solen, som den nogensinde kommer i løbet af et år. Solen vil derfor lyse ekstra meget på Månen, som så kaster endnu mere lys tilbage og derfor bliver endnu lysere at se på.

Meteorologerne giver desværre østdanskere de bedste odds for at se den gamle Måne folde sig ud i fuldt flor – for sidste gang i dette årtusinde.Jeg skal nu alligevel ud i den århusianske nat for at kigge efter. Det bliver nemlig den største og klareste Måne siden 1866!

Er du til mere om sol og måne og deres effekt på fisk og fiskeri, så klik her – på “Tiden og tidevandet” – for supplerende læsning.

21. december 1999

© Steen Ulnits

* Julegaveidé: Klassisk design i nye klæder

Hvis man hører til dem, der holder af at skue bagud og se på fluefiskeriets lange og spændende historie, så er Hardy’s nygamle “Bouglé MKIV” fluehjul bestemt et kig værd. Det er nemlig et hjul, som af design hører en svunden tid til. Men samtidig et hjul, der er fremstillet på den mest moderne vis og af de bedst tænkelige materialer.

Jeg havde fornøjelsen at teste de nye hjul under et besøg i England sidst i det snart forgangne årtusinde. Her stod de nye hjul på stribe – alle fem størrelser fra det mindste minihjul til det største lakseditto – og funklede om kap med efterårssolen.

– Unmistakingly Hardy! Sådan lød kommentaren fra Peter Cockwill, der er en af Englands bedst kendte fluefiskere og samtidig indehaver af en velassorteret grejbutik ikke langt fra Test og Itchen.

Og han havde ganske ret. Lyden er den klassiske Hardy – den snerren, man enten elsker eller hader – og look’et var klassisk Hardy. Finishen tilmed så blank, at man næsten kunne spejle sig i dem, hvilket dog næppe er befordrende for fiskelykken…

Hardy fortæller selv, at de nye hjul – oprindelig opfundet af og opkaldt efter franskmanden Louis Bouglé i 1903 – er slået virkelig godt an i England, hvor mange oldtimers med hang til Rolls, Bentley eller Jaguar simpelthen også må eje et Bouglé – eller alle fem!

De gamle Bouglé hjul fra århundredskiftet var formstøbte. De nye er i takt med tiden og det nye årtusinde computerfræset ud af en massiv blok flyaluminium og dernæst monteret med en højtydende bremse og et enkelt kugleleje.

Lanceringen af Bouglé skyldes Hardy’s nært forestående 125 års jubilæum.

20. december 1999

© Steen Ulnits

* Vindinger på Varde Å

Varde Å er på mange måder unik. Dels har den Danmarks tredjestørste vandføring. Og dels har den som den eneste Vadehavså ingen kammersluse til regulering af vandstanden. Endelig er den belemret med det eneste større vandkraftværk i denne del af landet – Karlsgårdeværket.

Det nedre løb af Varde Å blev reguleret til ukendelighed efter anlæggelsen af Karlsgårdeværket i 1920’erne. Fra luften kan man stadig se flere afskårne åslynger ligge inde på land – afskåret fra hovedløbet efter reguleringen af vandløbet. Alt i alt er Varde Å blevet 13 km kortere ved disse reguleringer. Men heldigvis er der ikke langt ud til hovedløbet, og det er derfor ikke nogen stor teknisk opgave at forbinde stumperne igen. Blot noget nær et politisk mareridt at komme så vidt…

Og dog. Et skridt i den rigtige retning kom, da Danmarks Naturfredningsforening i 1995 modtog en milliongave fra en velgørende fond. DN besluttede da at bruge pengene på at genskabe nogle af de gamle åslynger på strækningen ved Kongens Kær nær Varde by. Her skulle fire gamle åslynger fra 1929 atter sættes i forbindelse med hovedløbet, hvilket ville betyde bortgravning af ikke mindre end 40.000 kubikmeter jord. Det ville samtidig give omkring 1,5 km “ny” å.

Det skulle imidlertid tage fire år at komme så langt. Først på tærskelen til det nye årtusinde kunne en gravemaskine åbne, så vandet atter kunne løbe ind gennem de fire gamle åslynger – efter 70 mildest talt vandlidende år.

Den officielle åbning fandt sted den 10. september. Inden åbningen havde man placeret 1.400 kubikmeter grus fordelt på 11 kunstigt anlagte gydebanker i det nygamle åløb, der alt i alt blev omkring 1.500 meter længere end før.

Man kan sandelig sige, at Varde Å’s genvundne status som laksevand – se notits nedenfor – ikke kunne komme på et mere belejligt tidspunkt!

16. december 1999

© Steen Ulnits

* Vildlaks i Varde Å

Ikke nok med, at Varde Å for nylig – i september – fik nye vindinger. Varde Å har nu også fået en ny status som vildlaksevand. Nye genetiske undersøgelser har nemlig vist, at der med 98% sandsynlighed stadig eksisterer en bestand af oprindelige vildlaks i det ellers så maltrakterede vandsystem.

Forskere fra Danmarks Fiskeriundersøgelser har nemlig udviklet en ny metode til DNA-bestemmelse af gamle lakseskæl, som findes i arkiver rundt omkring. Disse DNA-analyser sammenholdes så med analyser fra elektrofiskede og nulevende laks.

Resultater fra disse undersøgelser dokumenterer, at der med 98% sandsynlighed stadig er oprindelige laksestammer ikke kun i Skjernå – som hidtil antaget – men også i Ribe Å og Varde Å. Undersøgelserne viser ligeledes, at der med 90% sandsynlighed stadig findes autentiske laks i Sneum Å.

Til gengæld kan man nu afkræfte, at der findes autentiske laks i andre af de oprindelige lakseåer. De her fangede laks stammer således fra udsætninger og ikke fra naturlig gydning. Der hersker dog endnu tvivl om laksene i Storå, hvor en enkelt ud af 18 testede laks så ud til at være af en oprindelig stamme. Det undersøges nu nærmere.

De nye oplysninger er en bombe under den nuværende Laksehandlingsplan, som kun tager højde for, at der findes naturlige og dermed bevaringsværdige laksestammer i Skjern Å systemet. Handlingsplanen må derfor revideres.

Danmarks Sportsfiskerforbund henstiller da også til de ansvarlige myndigheder, at der tages særlige forholdsregler, så også de nyfundne autentiske laksebestande beskyttes bedst muligt.

12. december 1999

© Steen Ulnits

* Vel meget vand – i Vestjylland

I det vestjyske Ribe Amt mener man det alvorligt med grødeskæringen. I den forstand, at man har skåret meget ned på grødeskæringen i stedet for grøden. Meningen er den gode, at vandmiljøet herved får det bedre. Den større mængde grøde, som da bliver resultatet, giver vandløbets fisk og smådyr bedre livsbetingelser. Ikke mindst yngelen af ørred, laks, stalling og snæbel nyder godt af flere skjulesteder og mere føde.

Men alt i denne verden har sin pris, og det gælder da også den øgede grødemængde i de sønderjyske vandløb. Den resulterer nemlig uundgåeligt i en højere vandstand i åerne, da grøden bremser vandstrømmen og får vandet til at stige. Alene de fire nye slynger, som for nylig blev taget i brug ved Varde Å, resulterede i en stigning i vandstanden på 10-15 cm.

Da netop Varde Å ikke er reguleret med en kammersluse ved udløbet i Vadehavet, medførte de voldsomme regnmængder i slutningen af september og begyndelsen af oktober voldsomme stigninger i vandstanden fra Tarphage Bro ude ved Ho Bugt til helt oppe i Ansager by.

Det er prisen for et bedre vandmiljø, som samfundet her må betale – i form af vandstandsstigninger på op mod den halve meter og våde kældre, som må pumpes tørre for vand, når naturen for alvor spiller op til dans.

10. december 1999

© Steen Ulnits

* Ny video på vej

En ny video om vildlaksens overlevelse er på vej. Det er foreningen “Vildlaksens Overlevelse”, der gennem længere tid har samlet penge ind til produktion af en video om de horrible vilkår, som de sidste oprindelige atlanterhavslaks lever under i vor højteknologiske tidsalder.

Det er planen, at den nye video skal bruges som springbræt til et større dokumentarprogram om de mange farer og trusler, som vi i den vestlige verden konstant udsætter Salmo salar for. Trusler, som nu er på randen til at udrydde hele bestande af vildlaks mange steder.

Dansk Laksefond, der også blev søgt om penge til projektet, afviste med henvisning til kritiske bemærkninger på netop denne hjemmeside om et af fondens egne bestyrelsesmedlemmer. Det drejer sig om laksefisker, lystfiskerforfatter og havbruger Kurt Malmbak-Kjeldsen, der som bekendt er direktør for Musholm Laks, der igen er en af de største enkeltforurenere af Storebælt.

Interesserede i netop den sag kan finde supplerende oplysninger under “Aktuelt 3. kvartal 1998″ og “Aktuelt 4. kvartal 1998″ nederst på denne side.

Det var præcis denne sag, der i sin tid førte til, at Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) meldte sig ud af bestyrelsen for Dansk Laksefond. Man følte ikke, at man som aktiv miljøorganisation kunne sidde i bestyrelse med en dokumenteret forurener af vandmiljøet.

DSF er da også blandt de ganske mange bidragydere til den nye laksevideo, som forventes færdig først i det nye år. Flere store jyske erhvervsvirksomheder er også blandt støtterne – mange mindre ligeså. Nærmere om den nye video senere.

6. december 1999

© Steen Ulnits

* Mindre ilt – bedre fiskeri

Århus Amt har netop sammenfattet 45 års målinger fra Århus Bugt i en rapport med navnet “Fiskeundersøgelser 1953-1998″.

Resultaterne viser, at iltsvind rent faktisk har en gavnlig indflydelse på erhvervsfiskeriets fangster. Det viser sig nemlig – hvad bugtens lystfiskere har vidst i mange år – at iltsvind presser fiskene sammen på et fåtal mindre områder, hvor de så er meget lettere at fange.

Rapporten fokuserer på rødspætter og isinger, mens lystfiskernes erfaringer primært går på torsk. Rapportens tal viser også, at det er vanskeligt at fæstne lid til fiskerierhvervets egne argumenter for at fiske videre – trods biologernes advarsler om overfiskning og formindskede fiskebestande. Erhvervsfiskeriet har som begrundelse for forhøjede fiskekvoter ofte brugt det faktum, at det aldrig har været lettere at fange fiskene end netop da.

Nu står det blot at læse sort på hvidt, at fiskene netop er så lette at fange, når de er under størst pres – fra iltsvind og bundvendinger.

3. december 1999

© Steen Ulnits

* Esbjerg bygget på nazi-Mark

Pressen fortsætter sin afdækning af dansk fiskeris storhedstid under besættelsen. Dagbladet Politiken kan således fortælle, at Esbjergs store fiskeflåde i vid udstrækning bygger på penge tjent som storleverandør af friske fisk til Nazi-Tyskland.

Under overskriften “Fiskebaroner” beretter Politiken således, hvorledes Esbjerg-fiskerne under krigen opbyggede store formuer ved at levere fisk til den tyske besættelsesmagt.

I starten gik det let og smertefrit for fiskere og fiskeeksportører. De fordoblede fiskeriindsatsen – med overfiskning af rødspættebestanden til følge – og øgede eksporten til Nazi-Tyskland det bedste, de kunne.

Den daværende kommunaldirektør i Esbjerg kommune kunne i en rapport konstatere, at fiskeskipperne i Esbjerg i 1939 havde en samlet formue på omkring 4 mio. kroner. I 1942 var formuen vokset til 18 mio. kroner, og i 1943 toppede den ved 24 mio. kroner. Altså en 6-dobling af formue på blot fire år. Mens den øvrige verden således var i krig med tyskerne, scorede fiskere og fiskeeksportører i Esbjerg kassen som rene gullasch-baroner.

Den danske modstandsbevægelse var dog opmærksom på de lokale gullasch-baroner i Esbjerg. Den 6. august 1943 greb man derfor ind og satte ild til 400.000 fiskekasser af træ i havnens fiskehuse, hvilket resulterede i et bål, der kunne ses viden om. Det blev også ild til det bål, der senere samme år resulterede i opgivelsen af den danske samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt.

Fiskeflåden i Esbjerg voksede med op mod 40% under krigen. Og de mange fiskepenge, som strømmede til byen i besættelsesårene, stammede ikke fra Tyskland. De stammede i stedet fra det danske samfund. Proceduren var nemlig den, at den tyske værnemagt udstedte gældsbeviser som betaling for de eksporterede fisk – gældsbeviser, som den danske Nationalbank siden udbetalte til fiskerne. Men som tyskerne i de fleste tilfælde aldrig betalte.

Den danske modstandsbevægelse skrev i december 1944 i sit illegale blad “Periskopet” følgende opsang til lokalbefolkningen i Esbjerg:

“…de har glemt, at det at forsyne Tyskland med alt for store Mængder Fisk er det samme som at forlænge Krigen og forarme vort land.” Modstandsbevægelsen skrev videre, at “…der er mange, der idag lider Afsavn i Kampen for Danmarks Befrielse. Det er der vist ikke mange af Fiskeeksportørerne og Fiskerne, der har gjort.”

Den store flåde af industrifiskefartøjer, som i dag arbejder ud fra Esbjerg, er således i vid udstrækning financieret af kapital, som blev indtjent og opsparet via salg af fisk til den tyske besættelsesmagt under Anden Verdenskrig. Penge betalt af det danske samfund.

Læs også notitsen “Danske gullaschbaroner til lands og til vands” længere nede på denne side.

3. december 1999

© Steen Ulnits

* Millionbøder til fiskeskippere

Vestre Landsret stadfæstede for nylig en dom om ulovligt fiskeri fra byretten. Vestre Landsret besluttede, at to fiskeskippere fra Skagen skal betale 4,5 mio. kroner tilbage i form af konfiskeret fortjeneste fra ulovlig indlanding af makreller uden for kvote. Hertil kommer så bøder på i alt 447.000 kroner.

De to skippere, som skal udrede de 5 mio. kroner, påberåbte sig ellers, at deres producentorganisation havde oplyst dem om ledige licenser på makreller. Hvilket altså ikke holdt stik eller vand i retten. Fiskeriministeriet kunne nemlig oplyse om, at der ikke var ledige kvoter i hverken 1996 eller 1997.

De to fiskeskippere, som fiskede sammen, havde fanget 40% flere makreller, end de havde kvoter til. I alt 864 tons illegale makreller til en værdi af 4,5 mio. kroner.

28. november 1999

© Steen Ulnits

* Ballade i Bergen

Det Internationale Havforskningsråd ICES har netop fremlagt deres officielle anbefalinger omkring næste års fiskeri og fiskekvoter i Nordsøen. Disse tal lægges til grund for de kommende politiske forhandlinger i Bergen, hvor fiskekvoternes størrelse og fordeling diskuteres og besluttes inden jul.

Fiskeribiologerne anbefaler, at der i det første år af det nye årtusinde fanges og landes færre både torsk og fladfisk end i indeværende år. Således foreslår man en kvote for torsk på blot 79.000 tons mod den nuværende på 132.400 tons. Altså næsten en halvering. Specifikt for Skagerak anbefales det, at man næste år kun fanger 11.300 tons mod dette års 19.000 tons.

Der er således lagt op til en god gang politisk ballade i Bergen. Når krybben er tom, bides hestene som bekendt…

28. november 1999

© Steen Ulnits

* Sæljagt alligevel…

Danmarks Jægerforbund (DJF) har mildest talt haft svært ved at beslutte sig i denne sag: Først ville DJF have jagten på sæler genindført, da der nu er blevet alt for mange af dem. Dernæst ville de det ikke alligevel, da de frygtede befolkningens vrede. Nu vil de det så godt igen…

Den danske sælbestand tæller i dag mellem 8.000 og 9.000 dyr, som formerer sig med stor hast. Faktisk så voldsomt, at mange jægere frygter en ny epidemi som den, der hærgede den danske sælbestand i 80’erne. Det er der dog ingen grund til at frygte, mener vildtbiologerne, som påpeger, at der sidste gang var tale om en virus, som danske sæler aldrig tidligere havde været udsat for.

Til gengæld siger biologerne, at der ikke længere er nogen saglig begrundelse for ikke at drive jagt på den talstærke danske sælbestand. Og lokale erhvervsfiskere støtter jægernes bestræbelser på, at der atter indføres en jagttid på de pelsede havpattedyr. Fiskerne mener blandt andet, at de mange sæler i Limfjorden ødelægger ethvert grundlag for erhvervsfiskeriet her. Men de glemmer dog at nævne noget om deres egen altødelæggende muslingeskraben…

Danmarks Naturfredningsforening (DN) modsætter sig jægernes og fiskernes bestræbelser og fremfører, at en jagttid vil gøre sælerne så sky, at de ikke længere vil være et almindeligt syn for den almindelige dansker på strandvandring. Hvilket naturligvis vil være synd for os mennesker – men sikkert gavnligt for de hårdt pressede fiskebestande.

DJF fremfører, at dette ikke passer. DJF henviser til situationen omkring det danske rådyr, som – trods intensiv jagt – i dag er talrigere end nogensinde. Og som stadig lader sig se uden for jagttiden. Jægerne fremfører, at der højst går fjorten dage efter jagttidens ophør, før dyrene igen lader sig beskue. Og at det samme givet vil gøre sig gældende for sælerne.

25. november 1999

© Steen Ulnits

* Småbåd – delebåd

– Går du med en lille småbådsskipper i maven? – Vil du gerne sejle rundt i en stor og veludrustet småbåd, som klarer åbent hav uden at kny? – Drømmer du om at fange storlaksen eller kæmpetorsken på egen hånd?

I så fald hører du til en ganske talrig gruppe, hvoraf imidlertid kun et fåtal realiserer deres drøm. Drømmen koster nemlig penge – ganske mange endda. Så mange, at man i nogle tilfælde må vælge mellem konen og båden! Konebåde hører ligesom en anden verdensdel til…

Skal man have en stor og fuldt udrustet småbåd, da starter priserne ved minimum 100.000,- kroner. Vil man have noget, der virkelig dur langt til havs, taler vi snarere om 200.000, førend hele ekvipagen med båd, trailer og elektronik er hjemme. Hertil skal så lægges eventuelle udgifter til garage eller havneplads samt den ufravigelige forsikring, der på årsbasis nemt kan løbe op i et 5-cifret beløb…

Derfor bliver de fleste småbådsskippere liggende uforløst maven, hvor de så rumsterer lidt ind imellem – grynter misfornøjet, når vejret er til langturssejlads og fiskeri, mens familie og hus imidlertid har førstepriortitet…

Men nu er der endelig kommet en mulig løsning på problemet. Det er firmaet Scandinavian Outdoor i Tåstrup, som har barslet med en genial idé, der minder om det timeshare-koncept, som længe har eksisteret på markedet for ferielejligheder. Scandinavian Outdoor har lanceret en idé, der gør det muligt for langt flere at blive skipper på egen skude – i hvert fald for kortere perioder af gangen – uden at der skal i hundredtusindvis af kroner på banen. Det hedder Scandinavian Shareboat Aps.

Konceptet går i al sin enkelhed ud på, at man køber en andel i en fuldt udrustet småbåd samt indbetaler et depositum, der refunderes, hvis man på et senere tidspunkt vil ud af ordningen igen. For det indbetalte beløb, hvis størrelse naturligvis afhænger af bådens størrelse og udstyr, får man så ret til at booke den forlods for en periode af 3 dages varighed. Man kan kun booke én periode af gangen, så man ikke blokerer for andre. Til gengæld kan man booke en ny periode, så snart man har afholdt sine bestilte dage.

Hver dags sejlads koster et mindre fast beløb, som går til den løbende vedligeholdelse og eventuelle reperationer. Typisk er der tale om et indskud i størrelsesordenen 7.000,- kroner samt et depositum på 5.000,-, der refunderes, hvis man på et senere tidspunkt ønsker at træde ud af ordningen. Hertil skal så lægges et beløb på kr. 7.500,-/ 625,- per år eller måned for at være med i ordningen. Endelig skal man påregne at betale omkring 500,- kroner inkl. benzin om dagen for reelt at bruge båden.

Den samlede udgift kan man så vælge at afholde selv eller dele den med en eller to gode fiskekammerater. På denne måde bliver det pludselig ganske billigt at være skipper på egen skude.

De fuldt udrustede småbåde – med twinmotorer, autopilot, downriggere, GPS og VHF – tænkes placeret fast i havne på Bornholm, i Simrishamn og på Vänern for blot at nævne nogle af de mest oplagte lokaliteter, hvor lokale kontaktpersoner vil sørge for udstyr og vedligehold.

På denne måde slipper man helt for de store ekstraomkostninger til dobbelte færgebilletter til bil og trailer – og for de problemer, der altid er forbundet med at traile og vedligeholde store småbåde. Man slipper også for at skulle investere i en kostbar 4-hjulstrækker for overhovedet at få båden op af vandet igen – og for at tage det store kørekort!

Ring til Scandinavian Outdoor på telefon 43 71 51 33 for nærmere oplysninger om det nye Scandinavian Shareboat Aps. Spørg efter Albert eller Finn. En oplagt idé, der nok skal få stor opbakning blandt danske lystfiskere med en småbådsskipper i maven!

21. november 1999

© Steen Ulnits

* Danske gullaschbaroner til lands og til vands

Det viser sig nu, at de højt besungne liberale danske erhverv – landbrug og fiskeri – i høj grad levede som gullaschbaroner under Anden Verdenskrig. Og samtidig var med til at forlænge krigen og dermed øge antallet af dræbte betragteligt. Det berettede dagbladet Politiken forleden.

Nylige opdagelser i gamle arkiver fra Østtyskland viser nemlig, at såvel det danske landbrug som fiskerierhvervet oplevede en sand guldalder under tysk overherredømme i 1940’erne. Ikke noget med at arbejde langsomt eller sænke produktionen og dermed eksporten til Nazi-Tyskland, mens kampen rasede mod de allierede. Ikke noget med, at fiskeflåden som ofte antaget søgte tilflugt i engelske havne under krigen.

I stedet øgede det danske landbrug produktionen så meget under krigen, at Danmark blev den suverænt største enkeltbidrager til Nazi-Tysklands befolkning. Som derfor kunne bryste sig af at have Europas højeste levestandard under krigen – næst efter Danmark. I 1939 gik kun 25% af den danske landbrugsproduktion til Tyskland, men allerede i 1941 udgjorde eksporten til Tyskland hele 75% af den danske produktion.

Det var tyskerne, der lokkede det danske landbrug med priser, som fordobledes på få måneder efter krigens start. Dansk landbrugs solidaritet med det øvrige krigsramte Europa kunne således ligge på et meget lille sted – nemlig i tegnebogen. Tyskerne var da også behørigt imponerede over den danske velvilje. Over at et lille land med kun 4 millioner mennesker med sin årsproduktion kunne brødføde et stort land med 90 millioner mennesker med smør og kød til mere end én måneds forbrug samt æg til en måned.

På samme måde spandt det danske fiskerierhverv guld på at sælge frisk fisk til Nazi-Tyskland. I så høj grad, at man i de nyopdagede tyske dokumenter kan læse, at Danmark under krigen leverede næsten al frisk fisk til de tyske storbyer. Det var tilfældet så sent som i foråret 1944. Af en opgørelse fra december 1943 fremgår det, at Danmark på daværende tidspunkt leverede ikke mindre end 90% af alle fiskeprodukter til Tyskland.

Faktisk var tyskerne så glade for de friske danske fisk, at man i flere tilfælde valgte at sørge for stabile forsyninger af diesel til den danske fiskerflåde, selv om man på østfronten desperat manglede brændstof til sine kampvogne…

I perioden 1939-1943 fordoblede danske fiskere da også fangsten fra 100.000 tons til 192.000 tons – med massiv overfiskning af ikke mindst den populære rødspætte til følge. Det var derfor kun et fåtal danske fiskere, som stak af til engelske havne under krigen. Dertil levede de alt for godt herhjemme – som velbetalte gullaschbaroner for den tyske besættelsesmagt.

Overfiskning af havenes fiskeressourcer er altså ikke noget nyt fænomen. Det optræder blot, så såre der er penge at tjene for fiskerierhvervet. Intet nyt under solen.

Det er heller ikke noget nyt, at landbrug og fiskeri – som de eneste erhverv herhjemme – blev fritaget for at betale deres fortjeneste ved handel med Nazi-Tyskland tilbage efter krigen. Til trods for, at netop de havde haft de suverænt største fortjenester under krigen.

Kun en enkelt kommunist havde mod og mandshjerte til at påtale det urimelige heri, da en lov om tilbagebetaling blev vedtaget i Folketinget efter befrielsen i 1945…

20. november 1999

© Steen Ulnits

* En bæver i baghaven…

Seneste udvikling i føljetonen om de udsatte bævere fra Tyskland er følgende: Blot en måned efter udsætningen trives de tyske pelsdyr nu så godt i det vestjyske, at de er begyndt at gå på rov i lokale folks baghaver.

I et enkelt tilfælde gnaskede de pelsede gnavere sig først gennem grønkålen i en køkkenhave ved Bækmarksbro, hvilket er et godt stykke fra udsætningsstedet. Da grønkålen slap op, gik de ombord i 6 frugttræer, som alle blev fældet på bedste bævervis. Et enkelt af træerne blev efter fældningen slæbt ned til den nærliggende å og søsat der.

Skov- og Naturstyrelsen har tidligere tilkendegivet – ganske tydeligt endda – at man ikke yder kompensation til private for de af bæverne påførte skader. Det lokale statsskovdistrikt er dog villigt til at yde hjælp med indhegning, hvor det viser sig nødvendigt.

Herligt, at man nu skal til at leve bag indhegninger i det vestjyske, når tyskerne huserer i baghaven – med Skov- og Naturstyrelsens absolutte velsignelse…

17. november 1999

© Steen Ulnits

* – Snart slut med Put & Take?

Der har i mange år været talt om det rimelige i de store udsætninger og umiddelbart efterfølgende nedskydninger af opdrættede gråænder (og fasaner) på større danske godser. De såkaldte “herregårdsjagter” og “godsjagter”, som ikke har noget med jagt at gøre, men som minder uhyre meget om det hjemlige Put & Take fiskeri, hvor store mængder opdrættede tamørreder udsættes blot for at blive halet op igen kort tid efter.

Nu har Svend Auken – i kraft af sin rolle som miljøminister – bedt Vildtforvaltningsrådet om en vejledning til, hvordan disse godsjagter med massive udsætninger af knapt flyveklare tamfugle kan bringes til ophør.

Danmarks Naturfredningsforening (DN) kalder kort og godt disse jagter for “noget svineri”, som hurtigst muligt bør bringes til ophør. Den virkelige anstødssten var en TV-udsendelse, som viste tyske jægere skyde løs på flokke af opdrættede og netop udsatte ænder, for noget nyt fænomen er disse godsjagter definitivt ikke. De har eksisteret i flere år.

Poul Harritz, der er præsident for DN, udtaler til Politiken, at det ikke blot er et etisk spørgsmål: “Overskydent foder og de mange fugles afføring omdanner de søer, hvor udsætningerne foregår, til algesuppedaser og stinkende kloakker. Søerne dør kort og godt, og alt andet liv forsvinder”.

Danmarks Jægerforbund (DJF) bakker heller ikke op om disse storstilede godsjagter og ser derfor frem til, at der udarbejdes retningslinjer for, hvor mange fugle der må udsættes per arealenhed. DJF ønsker, at de nye regler skal være klar til det nye årtusinde.

Som lystfisker er det jo en nærliggende tanke, at det nuværende danske Put & Take fiskeri underlægges tilsvarende regler. Hvilket i så fald vil være en alvorlig hæmsko for Put & Take fiskeriet som en rationel forretning. Men samtidig en lettelse for de pågældende søer og dammes vandmiljø, som på tilsvarende vis lider under de massive udsætninger. Sjældne insekter og padder har jo ikke de bedste chancer for at overleve i sådanne hårdt belastede vande.

– Et muligt emne for DN’s næste korstog? Men måske skal der også her en TV-udsendelse til, førend DN rykker ud…

17. november 1999

© Steen Ulnits

* Sytten, såret og sat…

…på pension! At gedder har en masse både spidse og skarpe tænder, ved sikkert de fleste lystfiskere. De fluefiskere, som har prøvet, ved også, at geddefluer normalt ikke holder til ret mange fisk, førend de ligner noget, katten har slæbt hjem…

Men der er undtagelser. Således har jeg netop måttet pensionere en god ven – en 10 cm lang, hvid geddeflue, som nåede at lande hele 17 fine gedder, førend den måtte give op. Det lykkedes desværre gedde nummer 17 at skære det epoxylakerede hoved tværs igennem og klippe den lange hårvinge midt over…

Fluen er nu sendt på tiltrængt pension og hængt op på opslagstavlen foran mig med samt de 10 cm stålwire, der indgik som forfang. Flot af en flue at lande så mange skarptandede gedder, hvoraf de tre største målte henholdsvis 82, 86 og 93 cm. Alle fanget i dette efterår og alle genudsat efter behørig fotografering.

Det var nummer 17, der var 86 cm lang. Den var tyk, som kun en novembergedde kan være det, og vejede knap 6 kg i nettet. Den blev fanget i går eftermiddags i det smukkeste solskinsvejr, hvor den lurede i skyggen af en klynge gyldne siv.

11. november 1999

© Steen Ulnits

* Vandværket ude med snøren

Det amerikanske firma “Waterworks”, som producerer en serie af de såkaldte “Large Arbor” fluehjul med bred spolekerne – opfundet af svenske “Loop” – har ført en lidt omflakkende tilværelse på det sidste.

Således gik man for et par år siden ud med et koncept, der var helt nyt og radikalt anderledes – med hjul, som havde alle de fordele, hjul med bred spolekerne har, men uden de ulemper, som hjul med udvendige lejer også har. “Waterworks” entrerede dernæst med ligeledes amerikanske “Sage”, og sammen introducerede de stænger og hjul med integreret hjulholder i de letteste lineklasser.

Sage havde inden da opkøbt hjulproducenten “Lamson”, der i nogle år fremstillede fremragende fluehjul til rimelige priser. Nu har Waterworks købt Lamson af Sage, så hvis nogen føler sig lidt forvirrede, er det såmænd ganske forståeligt…

Det nye Waterworks/Lamson firma har netop lanceret en helt ny serie fluehjul, som på mange måder adskiller sig fra de sædvanlige fluehjul. For det første er der tale om vaskeægte “Large Arbor” fluehjul – ikke blot tilpassede gamle modeller, som flere andre firmaer har gjort det. For det andet er designet radikalt anderledes – dertil ganske elegant.

Vil man have noget anderledes for enden af sin (dyre) fluestang, er der således al mulig grund til at se nærmere på de nye Waterworks/Lamson “LiteSpeed” hjul. De markedsføres herhjemme af “Salmon Fly” i Brønshøj.

11. november 1999

© Steen Ulnits

* Bonefish bare bedre og bedre

Det er de færreste ting i naturen, som får det bedre og bedre i disse år. Allermindst da fiskene, der i vore dages hårdt fiskede vande aldrig bliver så store som i de “gode, gamle dage”. Rekordfiskenes tid er definitivt forbi, lader det til.

Og dog. I flere år har IGFA rekorden for bonefish – en af verdens mest populære tropiske og subtropiske sportsfisk – ligget på 14,1 pounds, hvilket omtrentligt svarer til 6,4 kg. Det er en rekord, som her i 1999 er blevet slået hele to gange – endda inden for 24 timer! Det skete under årets “Keys Springs Invitational Bonefish Fly Tournament”, hvor der først blev landet en ny verdensrekord på 14,4 pounds (6,5 kg) og blot få timer senere en ny rekordfisk på 15,4 pounds (7,0 kg).

Begge fisk blev taget i Islamorada området, hvor man i de senere år har kunnet konstatere en støt stigning i fiskenes størrelse. I dag er det således ikke usædvanligt – dog heller ikke almindeligt, for fiskene i dette område er hårdt fiskede og derfor ganske sky – at fange gamle og erfarne fisk på omkring 6 kg.

Der er næppe tvivl om, at denne usædvanlige udvikling skyldes to ting: Dels et i praksis 100% Catch & Release fiskeri, hvor alle fisk genudsættes – selv om loven ikke kræver det. Og dels det totalforbud mod garn, som borgerne i Florida vedtog ved en folkeafstemning i 1994 – efter først at have indsamlet de 400.000 stemmer, der er nødvendige for en folkeafstemning.

Godt nyt altså, men så har de gode amerikanere jo også kæmpet en kamp for at nå så vidt. Gid vi kunne nå lige så vidt herhjemme…

7. november 1999

© Steen Ulnits

* Kønsskiftede skaller

Afdelingen for Natur og Miljø i Århus Amt gjorde en foruroligende opdagelse, da de undersøgte fiskebestanden i Egåen, der løber gennem Vejlby-Risskov for siden at udmunde i Århus Bugt ved Egå Marina.

Det viste sig nemlig, at omkring en tredjedel af de undersøgte hanskaller var med rogn i en eller anden udviklingsfase. De har således undergået en form for uønsket kønsskifte, som man mener kan skyldes østrogen-lignende stoffer i det spildevand, der ledes ud i åen.

Som kontrol undersøgte man skaller fra Ravn Sø nær Ry. Her viste samtlige fisk sig at være enten hanner eller hunner – præcis som naturen foreskriver. Ravn Sø hører da også til de dybere og renere søer i amtet, som kun modtager ganske lidt spildevand.

Amtet ser med en vis uro på undersøgelsesresultaterne. For som miljøchef Jytte Heslop udtaler til pressen: “Hvad nytter det at rense spildevandet for næringssalte, hvis der stadig er farlige stoffer i det rensede spildevand?”

Fra Florida i USA kendes tilsvarende eksempler på provokeret kønsskifte hos fisk og reptiler – heriblandt alligatorer. Fra Arktis kendes eksempler på isbjørne, som også har haft problemer med kønnet.

2. november 1999

© Steen Ulnits

* Nul bøvl med ny bølgehøvl

Det 75% danskejede firma “WavePlane International” ser nu ud til at stå foran et gennembrud med hensyn til udnyttelse af den vedvarende bølgeenergi.

Det var selvsamme firma, som på eget initiativ søsatte en lille bølgehøvl til iltning af bundvandet i den kvælningstruede Mariager Fjord. Ganske vist med tvivlsom succes, men det var dog et konkret initiativ – for øvrigt det eneste overhovedet. Bølgehøvlen flyttes nu fra Mariager Fjord til Holbæk Fjord, hvor man også har problemer med manglende ilt.

WavePlane International har netop søsat og testet en 8,5 meter lang og 1,2 tons tung prototype af en bølgehøvl på Maritimt Institut i Lyngby. De foreløbige resultater tyder på, at man på nuværende tidspunkt er i stand til at udnytte mere end 25% af den energi, som ligger i bølgerne. Et ovenud tilfredsstillende og lovende resultat.

Næste skridt er så at lægge en ægte bølgehøvl ud i Vesterhavet 8 km ud for Hanstholm for at se, om den nu også lever op til forventningerne uden for laboratoriet. Om den kan holde til de evigt skiftende påvirkninger fra vind og bølger. Bølgehøvlen er konstrueret således, at den sænkes ned under overfladen i høj sø. I godt vejr flyder den højt, hvor der er mest energi i bølgerne.

Det forestående forsøgsprojekt vil koste omkring 20 mio. kroner, som man håber at finde blandt danske eller udenlandske investorer. Om alt går vel, regner man med at kunne have et elproducerende bølgeanlæg i fuld størrelse klar til efteråret år 2000.

Man må meget håbe, at vi i Danmark kan blive verdensførende med bølgeenergi, som vi er blevet det med vindenergi. Hatten af for det hidtidige arbejde!

2. november 1999

© Steen Ulnits

* Årets iltsvind på retur

Miljøstyrelsen fortæller, at årets massive iltsvind nu tilsyneladende er på retur. I hvert fald i forhold til for en måned siden, hvor det så virkelig skidt ud for de indre danske farvande. Efterårets storme har rørt grundigt rundt i vandmasserne, som derfor er blevet tilført en god del af den meget tiltrængte ilt fra atmosfæren og de øvre vandlag.

Iltindholdet er generelt stadig lavere end sidste år på samme tid, og ikke mindst i Århus Bugt plages man stadig af usædvanligt store algemængder. Samtidig ser det endnu skidt ud i Mariager Fjord og dele af Limfjorden samt i Lillebælt, hvor iltindholdet mange steder stadig er under de 2 mg/l, som de mest hårdføre fisk kræver for at overleve. Disse områder må således betegnes som værende i praksis fiskedøde.

Miljøstyrelsen vurderer endog, at der i år – trods en generel fremgang – endnu kan opstå iltsvind flere steder, dersom meteorologiske forhold betinger det.

31. oktober 1999

© Steen Ulnits

* Laks i Østeråen

Ribe Å systemet har nu i flere år ikke kastet de havørreder af sig, som det gjorde i slutningen af 80’erne og begyndelsen af 90’erne, hvor der næsten hver sæson blev meldt om rekordstore havørreder fra såvel tilløbet Gelså som det nederste løb Vesteråen.

Nu er der imidlertid atter godt nyt fra den store sydvestjyske å, som stadig hører blandt landets mest produktive havørred- og laksevande. Det specielle er denne gang, at fisken hverken var en havørred – eller blev fanget i Gelså eller Ribe Vesterå. I stedet blev fisken fanget i Ribe Østerå, hvor kun borgere fra Ribe ifølge en gammel kongelig forordning fra 1200-tallet har fiskeret.

Og det drejede sig om en flot farvet hanlaks på ikke mindre end 11 kg, godt en meter lang. Fisken huggede på en wobler serveret af – godt gættet – en vaskeægte Ribeborger. Ingen slinger i valsen her!

25. oktober 1999

© Steen Ulnits

* Mystik i Åbenrå Fjord

Åbenrå Fjord har lige siden sensommeren gispet efter vejret og været et af de steder i landet, hvor man har været mest plaget af iltsvind. På et tidspunkt var det så galt, at overfladevandet i bunden af fjorden nærmest vrimlede af liv – som var det Mariager Fjord under fjorddøden i ’97.

Midt i oktober oplevede man således flere steder, at overfladevandet nærmest var tykt af fisk, som gispede efter vejret. Men i modsætning til Mariager Fjord, hvor griske folk og fiskere skovlede de stakkels fisk på land for at sælge dem sort, så hjalp lokale folk ved Åbenrå Fjord de fisk til havs på dybere vand, som det nu lod sig gøre. Alligevel døde mange fisk – kvalt af iltsvindet eller ædt af mågerne, som naturligvis gik til fadet med vanlig overbevisning.

Pudsigt nok har man i Åbenrå Havn oplevet det usædvanlige, at der i samme tidsrum er blevet set og fanget vaskeægte laks i det lumre og iltfattige vand i inderfjorden. Således er der på stang landet fisk på over 6 kg, hvilket er meget usædvanligt.

25. oktober 1999

© Steen Ulnits

* Hald Sø atter i respirator

Det gik alligevel ikke. Hald Sø, som nu i nogen tid forsøgsvis har måttet klare sig selv, har kastet det hvide flag i ringen. Uden ekstra ilt til bundvandet klarer den store og meget dybe sø med den langsomme vandudskiftning sig ikke.

Viborg Amt, som har stået for den langvarige genoplivning af amtets suverænt smukkeste sø, har derfor atter lukket op for ilten. I perioden siden 1985, hvor amtsrådet besluttede sig for et genoplivningsforsøg, har Hald Sø hvert år modtaget 200-350 tons ren ilt fra tanke på land og slanger på bunden. Effekten på vandmiljøet var så god, at man i årene 93-98 reducerede forbruget til 77 tons årligt.

For nylig lukkede man så helt for ilten for at se, om søen kunne klare sig selv. Det kunne den altså ikke, og amtet har derfor lukket op for ilten igen – foreløbig med 120 tons om året. Man regner med, at Hald Sø skal ligge i respirator i endnu 10-15 år, før den kan klare sig uden ilt. Trods stop for yderligere tilledning af spildevand. Trods opkøb og lukning af forurenende dambrug i Dollerup Bakker.

18. oktober 1999

© Steen Ulnits

* – Fiskeret lig fiskepleje?

På den seneste kongres slog Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) til lyd for, at retten til fiskeri fremover skal været nært forbundet med pligten til fiskepleje. Baggrunden for dette forslag var, at DSF’s medlemsforeninger i de senere år har oplevet støt stigende priser på fiskeretten i de bedste vandløb. Hvor fiskeretten tidligere blot har kostet 2-3 kroner per løbende meter, skal man nu flere steder op med 15-20 kroner for at få lov at beholde den fiskeret, man har haft gennem måske mange år.

Det er en uholdbar udvikling, mener DSF, hvis medlemmer jo via en aktiv fiskepleje i mange år har været stærkt medvirkende til, at der overhovedet var fisk i åerne. De har elektrofisket, strøget, klækket og opfodret den yngel og de årsfisk, der nødvendigvis måtte sættes ud for at få fisk at fiske efter. Ødelagte gydemuligheder og dårlig passage ved opstemninger havde og har længe umuliggjort en naturlig reproduktion af laksefisk i de fleste af vore vandløb.

Nu er fisketegnet imidlertid kommet til, og nu kommer pengene til opfyldning af alle de mange udsætningsplaner, som statens fiskeribiologer konstant reviderer, fra centralt hold. Nu betaler alle altså til den fiskepleje, som nogle få tidligere udførte frivilligt.

Det profiterer de lokale foreninger naturligvis på, for nu får de pludselig en hel masse foræret ved netop deres fiskevand. Som andre i flere tilfælde ikke har ret til at fiske i. Det selvsamme profiteter lodsejerne også på. De har nemlig fået frie hænder over for sportsfiskerne, som nu ikke længere er helt så nødvendige for, at der overhovedet er fisk i åen. Lodsejerne føler derfor, at de med sindsro kan sætte priserne op…

En uholdbar situation på alle planer. Sportsfiskerforeningerne frygter nu med rette, at de ikke fremover kan være med i konkurrencen om de stedse dyrere vandløb. At de skal blive overbudt af rige danskere (og tyskere – via danske stråmænd), som danner eksklusive konsortier med et fåtal velhavende medlemmer. Man frygter fra DSF’s side for sådanne udanske og udenlandske forhold. Derfor foreslår man nu, at retten til fiskeri skal være nært forbundet med pligten til aktiv fiskepleje.

Ideen er god og budskabet klart. Men skal man tage udmeldingen fra DSF alvorligt, kræver det naturligvis, at alle medlemsforeninger fremover åbner alt deres fiskevand for alle danske fiskere – på lige fod. Pengene, der finansierer de store udsætninger i vandløbene, er vi jo alle med til at betale via fisketegnet.

Vil man nyde, må man yde. Det må nødvendigvis gå begge veje.

15. oktober 1999

© Steen Ulnits

* Forskning i fiskere

Nordisk Ministerråd, som ellers fører en lidt tilbagetrukket tilværelse i disse år, hvor nogle medlemslande er med i EU og andre ikke, har netop været med til at sparke en interessant ny undersøgelse i gang.

Det er Eva Roth fra Syddansk Universitet i Esbjerg, der skal være tovholder i projektet, som i høj grad har interesse for danske lystfiskere. Eva Roth har som lektor på Institut for Miljø- og Erhvervsøkonomi tidligere beskæftiget sig med den samfundsmæssige værdi af netop det rekreative fiskeri – hvad den betyder for lokalsamfundene i kroner og øre, omsætning, arbejdspladser og skattekroner. Eva Roth kender således sine pappenheimere, de stangsvingende danskere, bedre end mange andre.

Undersøgelsen, som indgår i et større samlet nordisk projekt, omfatter 28.000 borgere mellem 18 og 69 år. Heraf 5.000 danskere, som omfatter både fiskende og ikke-fiskende borgere. De vil alle blive spurgt ud om deres forhold til og mening om lystfiskeri og fritidsfiskeri. Besvarelserne – man håber på, at 50% af de adspurgte svarer – vil så blive samlet i en rapport, der skal være en form for vejviser for den fremtidige forvaltning af vore fiskeressourcer.

Rapporten forventes færdig næste sommer.

15. oktober 1999

© Steen Ulnits

* Storlaks i Skandinavien

Laks kan blive store – det ved vi lystfiskere bedre end de fleste. De fleste kender sikkert også til den danske rekordlaks, som tobakshandler Dinesen listede op af Skjernå i 1954: 26,5 kg sølv frisk fra Atlanterhavet.

“Storlaks” er i regelen betegnelsen på laks over 10 kg, og dem fanges der hvert år adskillige af – trods atlanterhavslaksens mildest talt dårlige situation i disse år. Men laks over 20 kg er der meget langt imellem. Det er typisk fisk, som har tilbragt fire vintre i havet, før de blev kønsmodne første gang.

Nu har to af slagsen imidlertid meldt deres ankomst i dette efterår. To virkelige storlaks. Den ene kom fra Vemmingbund i Sønderjylland og vejede ikke mindre end 23 kg, 130 cm lang og 70 cm om livet. Den blev imidlertid ikke taget på stang, men i garn af en lokal fritidsfisker. Der er givet tale om en strejfer fra Østersøen – en kønsmoden og stærkt farvet fisk helt ulig de sølvblanke laks, der trolles i Pukaviken og omkring Bornholm. En fisk, som tydeligvis ledte efter ferskvand, og som derfor var søgt ind i det brakke Vemmingbund.

Den anden storlaks kom fra den svenske lakseelv Ljungan, vejede 25 kg og blev taget på stang af en meget glad lystfisker, der måtte kæmpe med den i en god halv time, førend den var tappet for kræfter. En fisk, der givet skyldes de store kompensationsudsætninger, som svenske vandkraftværker er blevet pålagt, siden de blokerede for laksenes gydevandring med etableringen af de opstemmede reguleringsmagasiner.

12. oktober 1999

© Steen Ulnits

* De første bævere udsat

I dag blev så de første ti bævere udsat ved Flynder Å i den nordjyske Kronhede Plantage. Under stor mediebevågenhed blev de importerede gnavere og dæmningsbyggere sat ud for at genskabe den “uforudsigelige dynamik” i naturen – den biodiversitet og mangfoldighed, som Skov- og Naturstyrelsen mener, at kun bæveren kan skabe. Målet er ganske enkelt at få genskabt noget af den sumpskov, som forsvandt med bæveren.

Om kort tid følger yderligere ti udenlandske bævere, som sammen med de første ti kan se frem til i hvert fald fem gode år. Det er nemlig den forsøgsperiode, som styrelsen ønsker for at kunne vurdere dyrenes effekt på naturen – før man tager stilling til eventuelle nye udsætninger andre steder i landet. De første ti bævere er tyske indvandrere fra Elben, hvilket de næste ti også vil være.

Det er første gang nogensinde, at Skov- og Naturstyrelsen går aktivt ind og genindfører et forlængst udryddet pattedyr. Den sidste “ægte” danske bæver menes nemlig uddød for 2.000 år siden. Og med den forsvandt også den omtalte sumpskov, som skyldes bæverens opstemmende dæmningsbyggeri.

Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) har indstævnet styrelsen for landsretten. DSF frygter, at bævernes genindførelse vil skade de i forvejen truede bestande af laksefisk. Dyrenes dæmninger kan nemlig hindre vandrefiskenes frie passage til og fra gydepladserne.

8. oktober 1999

© Steen Ulnits

* Dybt vand under det halve Jylland

Grundvand er noget, som vi her i lille Danmark altid har været priviligerede med hensyn til. Det ligger ikke ret langt nede, og det er rent – filtreret gennem sand- og jordlag gennem århundreder og årtusinder.

Men massiv oppumpning nær store byområder har sænket grundvandstanden drastisk mange steder, og forurening fra landbruget med pesticider og næringssalte har flere og flere steder gjort drikkevandet udrikkeligt. Rent drikkevand er således ved at blive en mangelvare i store dele af landet.

Nu har geologiske undersøgelser imidlertid bekræftet en gammel teori om, at der dybt nede under det centrale Midt- og Sønderjylland ligger en stor reserve af det fineste drikkevand gemt. Foreløbige skøn siger, at der er omkring 75 kubikkilometer vand – nok til de næste 150 år. Blot skal det hentes op fra 3-400 meters dybde, hvor det ligger i et 30-40 meter tykt lag under aflejringer fra den sidste istid.

“Ribe-formationen” kalder geologerne dette relativt nyopdagede vandlag, som primært findes under dele af Ringkøbing, Ribe, Vejle og Sønderjyllands amter. De implicerede amter har tilsammen brugt 3 millioner kroner på at kortlægge forekomsten.

Naturligvis en glædelig nyhed. Man må blot ikke håbe, at de ansvarlige politikere nu læner sig mageligt tilbage og slækker på kravene til landbruget om en reduceret forurening af de bestående grundvandsreserver. Fordi man nu ved, at der alligevel er vand nok.

Geologerne advarer nemlig om, at der via dybe sprækker i jordbunden sagtens kan ske en nedsivning af forurenende stoffer til det rene vand i Ribe-formationen…

8. oktober 1999

© Steen Ulnits

* Gyllefrit landbrug en mulighed!

Tyskerne er ikke bare et folkefærd, der gør tingene grundigt. Det er også et folk, der gennem årene gang på gang har dokumenteret, at de er i stand til at tænke radikalt nyt.

Således har tyskeren Hans Kemink udviklet en ny landbrugsmetode, der ikke blot er økologisk og giftfri, men som samtidig giver udbytte helt på højde med det industrialiserede og forgiftede landbrug.

“Kemink Exact” kaldes metoden, som har været udført i praksis på Samsø i de sidste 12 år. Som har givet så gode resultater, at Landbohøjskolen nu er gået i gang med at dokumentere metoden. Underligt blot, at der skulle gå mere end et årti, førend nogen tog metoden alvorligt. Underligt al den stund, vi lige præcis i dette tidsrum har bakset med hele to meget omfattende vandmiljø-handlingsplaner, som skulle redde det danske vandmiljø – indtil videre uden held.

Det så vi jo med al ønskelig tydelighed forrige år ved Mariager Fjord, som afgik ved døden efter omfattende iltsvind og bundvendinger – med det omkringliggende landbrug som leverandør af små 80% af næringssaltene, udvasket fra marker og enge langs fjorden og dens opland.

Men bedre sent end aldrig. Det specielle ved “Kemink Exact” metoden er, at den ikke giver jorden traktose – at jorden ikke mases sammen til en hård skorpe af store og tunge landbrugsmaskiner. I stedet kultiveres jorden fra små og lette traktorer, som kører i faste spor. Resultatet bliver en løs og luftig jord, som tillader regnvandet at nå ned i stedet for at løbe af. Og som tillader planternes rødder at nå ned til vandet i jorden. Derfor er der intet behov for ødelæggende kunstvanding, der kan tørlægge vandløb i sommertiden.

Samtidig gør pløjningen sammen med et sædskifte, at jorden beriger sig selv med kvælstof, som bakterier i jorden nu kan fiksere direkte fra luften. Også fosfor – det andet vigtige plantenæringsstof – formår jorden tilsyneladende at fastholde. Derfor er der intet behov for et årligt tilskud af kunstgødning og naturgødning – som alligevel for en stor dels vedkommende vaskes ud i det sårbare vandmiljø.

Endelig resulterer metoden i en jord, som er så rig på biologisk aktivitet – den er jo ikke dræbt af kemiske sprøjtegifte – at planternes modstandsdygtighed over for sygdomme mangedobles. Derfor intet behov for de farlige sprøjtemidler, som før eller siden har vist sig at havne i grundvandet.

Det undersøges nu, om metoden i stor stil kan omstilles til rendyrket kornavl. Indtil videre fungerer den kun i blandet drift med regelmæssige sædskifter, hvor korn, roer, kartofler, løg og porrer indgår.

Metoden er desværre oppe mod store kræfter. Landbrugets konsulenter vil næppe synes om den, og det samme vil næppe heller de store leverandører af kunstgødning og sprøjtegifte. Her tænker ingen på miljø. Her tænker alle på penge.

Men tænk engang, hvad et gyllefrit landbrug ville betyde for vandmiljøet. Det er næsten ikke til at fatte de positive konsekvenser af noget sådant.

– Hvorfor ikke blot påbyde det ved lov???

8. oktober 1999

© Steen Ulnits

* Ti år med dansk naturforvaltning

Danmark har nu i 10 år haft en lov om aktiv naturforvaltning. Den har Skov- og Naturstyrelsen netop gjort status over.

I de forgangne 10 år er der til denne naturforvaltning anvendt 1,37 milliard skattekroner, hvoraf staten selv har brugt lige knap den ene milliard. For de resterende penge har vi danskere fået følgende:

  • 484 hektar overdrev
  • 979 hektar strandenge
  • 1.067 hektar søer
  • 1.079 hektar moseområder
  • 1.331 hektar engarealer
  • 1.421 hektar hedeområder
  • Det drejer sig således om ialt 6.361 hektar nye naturområder, der i snit har kostet samfundet 66.000 kroner per hektar. Det er således dagsprisen på ny dansk natur her ved udgangen af dette årtusinde.

    Skov- og Naturstyrelsen frygter, at det nye Skjernå-projekt vil lægge sig hindrende i vejen for en fortsat aktiv dansk naturforvaltning. Dette projekt vil nemlig i mange år fremover lægge beslag på stort set alle de penge, der hvert år afsættes til naturforvaltning. Hvis ikke der findes nye midler til formålet, vil den danske naturforvaltning helt enkelt gå i stå.

    Naturrådet og Danmarks Naturfredningsforening mener endog, at Danmark på række områder end ikke vil være i stand til at opfylde sine internationale forpligtelser på området. Således vil vi kunne komme på kant med EU’s habitatdirektiv, der blandt andet omfatter Gudenå-laksen.

    For øvrigt jo en art, der af Skov- og Naturstyrelsen ikke anerkendes som havende indfødsret i Danmark længere. Modsat de tyske og svenske bævere, der nu indføres udefra…

    6. oktober 1999

    © Steen Ulnits

    * Værste iltsvind i 25 år

    Farvandet nord for Fyn oplever nu det største og mest udbredte iltsvind, man har kendskab til i de seneste 25 år. Således er et område på størrelse med Lolland næsten uden ilt og aldeles uden fisk.

    Iltsvindet findes på dybder over 15 meter, hvor selv de største bølger ikke kan nå ned og sætte vandmasserne i omrøring. Selv i Storebælt, hvor frisk strøm ellers normalt sørger for et rimeligt iltindhold, kniber det nu i år. Fyns Amt giver den lange, stille og varme sommer skylden for det ekstraordinært store iltsvind – oven på et meget vådt forår med en ekstraordinært stor udvaskning af næringssalte.

    Mere realistisk og konkret var det dog nok at give landbrugets fortsatte udledninger af primært kvælstof – trods hele to vandmiljø-handlingsplaner – den største del af skylden for de massive iltsvind. Landbruget vil ikke høre – vil ikke betale for den forurening, de dag ud og dag ind påfører det danske vandmiljø.

    1. oktober 1999

    © Steen Ulnits

    * Nye regler for trolling pr. 1. oktober

    Fra dags dato den 1. oktober 1999 træder de nye regler om trolling-fiskeri i kraft:

    • De nye regler for trolling-fiskeri indebærer blandt andet, at der indføres et generelt forbud mod trolling- og dørgefiskeri fra et fartøj, der drives ved motorkraft, inden for en afstand af 100 m fra lavvandslinjen.
    • Uden for 100 m fra lavvandslinjen, samt uden for enkelte begrænsede områder, tillades visse former for spiling, idet det dog tilstræbes, at dette foregår på en skånsom måde i forhold til andet fiskeri og i forhold til, at der er tale om et rekreativt fiskeri. Paravanen el. lign., der er egnet til at spile redskabet, skal være monteret direkte på linen (f.eks. en Dipsy Diver), og der må kun anvendes ét endeagn pr. line.
    • For visse begrænsede områder i Isefjorden, Roskilde Fjord, Øresund og Køge Bugt, hvor der foregår et omfattende erhvervsfiskeri, indføres en begrænsning i antallet af fiskestænger pr. person og pr. båd. Det drejer sig om to stænger pr. fisker og i alt fire stænger pr. båd. Desuden er spiling ikke tilladt i disse områder.

    De fuldstændige regler er anført i “Bekendtgørelse nr. 270 af 1. maj 1999 om visse former for lystfiskeri “.

    1. oktober 1999

    © Steen Ulnits

    * Spil om spiling

    Ifølge den nye bekendtgørelse om trolling (se ovenfor) er det nu igen tilladt at bruge spilende redskaber – blot de fiskes direkte på linen og ikke fra en mast.

    I det hele taget har netop de spilende redskaber været genstand for megen diskussion gennem de seneste år. Først var de tilladt (fordi ingen så noget problem her). Så var de måske forbudt (fordi nogen havde stillet spørgsmålstegn ved dem). Så blev de decideret forbudt (fordi nogle erhvervsfiskere havde set sig sure på dem). Og så blev de altså tilladt igen (blot de fiskes direkte på linen)…

    Inden da lykkedes det imidlertid Fiskerikontrollen at “opbringe” et par formastelige (!) trolling-fiskere, som blev taget på fersk gerning – med bukserne nede og spilerne ude – under sidste års “Scandinavian Trolling Masters”. Den anstødelige gerning, som var sponseret af “Dipsy Diver” og som netop da var forbudt, blev takseret til en bøde på kroner 1.000,-.

    Et beløb, der står i skærende kontrast og misforhold til de småbøder, der uddeles til erhvervsfiskerne, når de har landet ulovlige fisk i tonsvis…

    1. oktober 1999

    © Steen Ulnits