Aktuelt 1. kvartal 1999

Contents
  1. Clinton: 100 millioner dollars til vildlaksen
  2. Storken til Ribe Vesterå
  3. Færre sprøjtemidler og mere natur
  4. Mere økologi og mindre forurening
  5. 60 år med tyske “Quick” hjul
  6. 60 år med franske “Mepps” spinnere
  7. Land og vand og 100 m zonen
  8. – Tre eller seks garn i båden?
  9. Millioner tilbage til Miljøet
  10.  Sæler i Limfjorden
  11. Skarver i Limfjorden
  12.  “Økologiske” blylodder
  13.  “Suveräne” hjul og stænger
  14.  Folkelig Dansk FiskeFerie
  15.  Rap nyhed fra Rapala
  16.  Klar Kamouflage fra Cortland
  17.  Nyt udkast til Bekendtgørelse om visse former for lystfiskeri
  18.  Tange-vækkende rapport…
  19.  Nyt udkast til trolling-bekendtgørelse
  20.  År 2006 – ny tidsregning for påhængsmotorer
  21.  Fine fangster i Finnmark
  22.  Slut med “Danske Fluefiskere”
  23.  1 Million Mercury Motorer!
  24. Alvor ved Alta
  25.  Krogliner og albatrosser ved Antarktis
  26.  40 år med T.O.S
  27.  – Krogliner i stedet for garn?
  28.  “Sportsfiskernes minister”???
  29.  – Nul redningsstationer – nul redningsaktioner…?
  30.  Fluebinding i Fårup
  31. 1 kg druknet marsvin per 4 kg garnfanget pighvar…
  32.  Status over retablerede danske søer
  33.  “Druknede marsvin ødelægger vore garn…”
  34.  Medlemsfordele II
  35. 20 år med “Flugfiske i Norden”
  36.  Fiskeplejen ’99: Flere forskere og færre fisk
  37. Medlemsfordele
  38.  Noget for noget i Vadehavet
  39.  “Trolling” eller “trawling”?
  40.  Furesøen fri for fosfor
  41.  – Skipper selv skyldig?
  42.  Radioaktive russere…
  43.  Nye fiskeguides fra Århus Amt
  44.  Lystfiskerrejser – nyt katalog
  45.  Sønderjysk sølvtøj
  46.  “Bøgernes Bog” om de danske vandløb
  47.  “Miljø- og Vandpleje” fra DSF
  48.  Torsk i Gudenåen…
  49.  Moderate premierefangster i Kolindsund
  50.  Drivisfiskeri fra flager…
  51.  Greenpeace mod dansk piratfiskeri i Antarktis
  52.  LDL brev til fødevareministeren:
  53.  Forskning i Fiskeribiologi og Fiskeriforvaltning
  54. Skjernå på skinner
  55.  Forlænget fredning – udskudt premiere
  56.  Vanskelig vandmiljø-handlingsplan
  57.  El Niño og La Niña
  58.  LDL pressemeddelelse:
  59. Nyt år – og det sidste
  60. Mindre laks i norske elve
  61.  Fra frisk fisk til fersk fars…

* Clinton: 100 millioner dollars til vildlaksen

Clinton-regeringen har indset, at det er ved at være allersidste udkald for de vilde stillehavslaks i Nordamerika. De fem arter stillehavslaks er – som tilfældet også er for den enlige art atlanterhavslaks – truet fra alle sider:

De formenes adgang til deres livsvigtige gydepladser ved bygning af vandkraftværker. Deres gydepladser ødelægges af “clearcutting” – af intensiv skovhugst, der ikke lader et eneste beskyttende træ tilbage. Og de fanges i garn og på krogliner, når de som voksne og kønsmodne fisk er på vej tilbage til floderne, hvor de blev født – for selv at gyde og dermed sikre slægtens beståen.

Det er som sagt ved at være sidste udkald for de vilde bestande af stillehavslaks – i så høj grad, at Clinton-regeringen nu har indstillet til kongressen, at der bevilges ikke mindre end 100 millioner US dollars – 0,7 milliarder danske kroner – til at sikre stillehavslaksenes fremtidige eksistens.

Det ville være passende, om nationer med bestande af vilde atlanterhavslaks tænkte i samme baner og satte de fornødne midler af til også at sikre atlanterhavslaksen. Indtil videre er arbejdet overladt til den private organisation “North Atlantic Salmon Fund” (NASF), som i de sidste otte år har fremskaffet 6 millioner dollars – over 40 millioner danske kroner – til opkøb af laksekvoter i Nordatlanten.

NASF’s store arbejde har indtil videre resulteret i, at 600.000 norske vildlaks sikkert har kunnet vende tilbage til deres fødeelve. Tilsvarende har op mod 300.000 voksne laks kunnet nå uhindret tilbage til de engelske floder, alene som følge af disse opkøb.

29. marts 1999

©Steen Ulnits

* Storken til Ribe Vesterå

– Så er der stork til tiden, ville DSB nok udtrykke det. I hvert fald er storken nu igen kommet til Danmark – med den allerførste noteret igår morges på Det Gamle Rådhus i Ribe. For øvrigt på selvsamme dato som sidste år, hvilket er ganske imponerende, hvis man tænker lidt over det. Fuglene har jo været helt i Afrika i den mellemliggende tid.

Sidste år blev der udklækket ialt ti levedygtige storkeunger i hele Danmark. Af dem kom de fire alene fra storkeparret i Ribe – et bevis på, at der netop i de fugtige enge ved Ribe Vesterå er gode fødemuligheder for de langbenede og langnæbbede fugle med hang til dansk sommerophold.

Kommer ellers stork nummer to også til Ribe snart, er der gode muligheder for familieforøgelse igen i år. Ungerne plejer at titte frem af reden i begyndelsen af juni måned. Til den tid vil der således være andet og mere end havørreder og laks at komme til Vesteråen efter. Da vil man også kunne se storkeparret i fast pendulfart mellem engdragene og reden med de altid sultne unger!

27. marts 1999

©Steen Ulnits

* Færre sprøjtemidler og mere natur

Det af miljøministeren nedsatte “Bichel-udvalg” (navngivet efter den tidligere formand for Danmarks Naturfredningsforening, Svend Bichel) har netop afleveret en næsten 1.000 sider stor rapport om brugen af sprøjtegifte i dagens Danmark.

Konklusionen er klar og tydelig og ikke til at misforstå: Fremtiden kræver færre sprøjtemidler, mere økologisk landbrug og større sprøjtefri zoner langs søer og åer. 10-12 meter zoner foreslås helt konkret. Ellers er det drikkevandet, der snart er udrikkeligt. Som i så fald skal gennem en meget kostbar rensning, førend det kan lukkes ud gennem vore vandhaner. Og ellers vil der i vandmiljøet ophobes så store koncentrationer af sprøjtegifte, at det kan true ikke mindst forplantningen.

Allerede idag er det så slemt, at 33% af alle vandprøver fra de øvre vandlag indeholder så mange rester af sprøjtegifte, at grænseværdierne for drikkevand er overskredet. Samtidig indeholder hele 13% af prøverne fra grundvandet også flere sprøjtegifte end tilladeligt. Og antallet stiger støt.

– Landbruget må rammes på pengepungen, mener ikke mindst SF.– Ellers sker der aldrig noget. Denne skepsis dokumenteres desværre af, at landbruget slet ikke har levet op til den Pesticid-handlingsplan, som fulgte med den oprindelige Vandmiljø-handlingsplan helt tilbage i 1987. Ifølge den skulle det årlige antal sprøjtninger, som danske landmænd udsætter deres marker for, idag være faldet til 1,3 sprøjtninger årligt. I stedet er den her på kanten til årtusindskiftet hele 2,5 – næsten det dobbelte…

Der skal tydeligvis tvang til, førend det danske landbrug makker ret. Mere end ti års frivillighed har ikke battet meget. Og det til trods for, at 2/3 af danske landmænds disponible indkomst idag består af tilskud fra EU. Således har den typiske danske landmand en disponibel indkomst på 206.000 kroner, hvoraf de 133.000 stammer fra EU’s forskellige markedsordninger. Altså er 65% EU støtte og kun 35% egen indtjening.

Man må derfor glæde sig over, at den fremtidige EU-støtte til landbruget i langt højere grad vil komme til at afhænge af de miljømæssige tiltag, som den enkelte landmand kan dokumentere.

26. marts 1999

©Steen Ulnits

* Mere økologi og mindre forurening

Bichel-udvalget (se ovenfor) har udført et meget grundigt stykke arbejde. Ikke blot har de konkluderet, hvad der bør gøres for at redde det danske miljø og ikke mindst grundvandet for en katastrofal forurening med giftige sprøjtemidler. De har også regnet på, hvad det egentlig vil koste det danske samfund at mindske eller helt udelade brugen af sprøjtegifte.

Det danske landbrug kunne – helt uden omkostninger for samfundet – nedsætte antallet af årlige sprøjtninger fra de nuværende 2,5 til 1,5. Det vil overhovedet ikke koste nogen noget – bortset naturligvis giftfabrikanterne, som vil miste indtægter på grund af en 34-49% reduktion i antallet af sprøjtninger.

De øvrige tal fra rapporten er også til at føle på:

En 80% reduktion af marksprøjtningerne vil koste samfundet 3,1 milliard kroner.

En 100% reduktion af sprøjtningerne vil koste samfundet 7,3 milliarder kroner.

En total omlægning til økologisk landbrug vil koste 11-26 milliarder kroner.

Heri er dog slet ikke medregnet den gevinst og de ekstraindtægter, som dansk landbrug ville kunne oppebære, dersom man er først med at kunne levere de økologiske og giftfri landbrugsprodukter, som en stigende del af EU’s befolkning allerede nu efterspørger. For slet ikke at tale om den vanskeligt definerbare værdi, som et bedre miljø vil have – i form af flere dyr og planter.

En nylig Gallup-undersøgelse, som det politisk uafhængige Naturråd havde bestilt, viste klart, at befolkningen i høj grad frygter for netop landbrugets forurening af drikkevandet med deres store forbrug af sprøjtegifte.

– Så hvorfor går det danske landbrug ikke selv aktivt ind i problematikken og tager egne initiativer til at reducere forureningen? – Hvorfor modarbejder de det ligefrem? Havde de blot overholdt den gældende Pesticid-handlingsplan fra 1987 (se ovenfor), ville alting have set meget lysere ud. Nu skal der i stedet forbud og afgifter til for overhovedet at komme videre. Det er for dårligt.

26. marts 1999

©Steen Ulnits

* 60 år med tyske “Quick” hjul

Det er nu 60 år siden, at de første tyskfremstillede D.A.M. fastspolehjul rullede af samlebåndene. Det var “Quick” hjulene, som hermed indledte en æra af gedigen slidstyrke og tysk ingeniørkunst.

Det første “Quick” hjul blev født i 1938 og bar navnet “Quick Standard”. Siden kom modeller som “Quick Super” og “Quick Junior” til, men det var først senere – efter fremkomsten af modeller såsom “Quick Via” og “Quick Power Champion” – at disse fastspolehjul fra D.A.M. for alvor blev kendt uden for Tysklands grænser.

Verdensberømmelsen kom med den nu klassiske “Quick Finessa”, som holdt skansen i mange år med sit silkebløde snekkedrev i bronce og rustfrit stål. Finessa-serien er desværre ved at være uddød – de sidste af slagsen sælges nu til stærkt nedsatte priser og under navnet “Quick Royal”.

“Finessa” navnet bruges dog stadig på en serie avancerede fastspolehjul, der har D.A.M.’s helt specielle magnetbremse som særkende. Men borte er desværre det uopslidelige snekkedrev – måske for bestandig?

I så fald må man glæde sig over, at de nye “Suverän” fastspolehjul fra ABU Garcia i Svängsta stadig byder på snekkedrev!

24. marts 1999

©Steen Ulnits

* 60 år med franske “Mepps” spinnere

Den franske Mepps spinner kan lige som de tyske Quick hjul fejre 60 års jubilæum i år.

I Frankrig, hvor fiskesporten altid har nydt stor anerkendelse og udbredelse, levede en mand ved navn André Meulnart. Han havde sat sig for at opfinde kunstagnet over alle kunstagn – intet mindre. Til formålet eksperimenterede han med alskens ideer og modeller. Til sin rådighed havde han en mindre maskinfabrik, der nemt kunne lave prototyperne.

Efter lang tids eksperimenteren er André Meulnart endelig tilfreds. Han står nu med en prototype af en roterende bladspinner, som han døber “Aglia” – på dansk “sommerfugl”. Den første størrelse svarer til dagens str. 2 – en spinner i 5 grams klassen.

Meulnart beslutter sig for at sætte sin nye spinner i produktion, og derfor stifter han et nyt selskab med forkortelsen “MEPPS”. I sin fulde ordlyd står det for “la Manufacture d’Engins Pour les PechesSportives”. Man må nok indrømme, at “Mepps” er lettere at udtale og huske…

Mepps spinneren blev hurtigt populær i Frankrig, men det store verdensgennembrud kom først nogle år senere. Det skete, da nogle amerikanske soldater – udstationeret i Frankrig efter Anden Verdenskrig – fik øje på og øjnene op for den fantastiske franske bladspinner.

En af disse soldater – Frank Valek – tager hjem til USA og sætter et salgsfremstød for den franske spinner i gang. Da han ikke selv har penge at gøre godt med, bytter han sig i starten til franske spinnere med amerikanske nylonstrømper! Salget går strygende – amerikanerne er behørigt imponerede over de franske artiklers fremragende finish og fangstevner.

Da André Meulnart dør i 1972, tager en af de store amerikanske grejforhandlere, Todd Sheldon, turen tværs over Atlanten – til Frankrig, hvor han køber hele virksomheden. Nu er franske Mepps således på amerikanske hænder. Forretningen går strygende, og alene i 1974 sælges der over 7 millioner Mepps spinnere i USA.

Sheldon viste sig således at have tæft for forretningen – i så høj grad, at Mepps virksomheden til dato har fremstillet og solgt over 400 millioner spinnere verden over! Et slag på tasken siger, at Mepps idag alene sidder på godt halvdelen af verdens samlede spinnersalg…

24. marts 1999

©Steen Ulnits

* Land og vand og 100 m zonen

Der har gennem årene været ganske mange fritidsfiskere, som ikke helt har fattet, hvortil og hvorfra den garnfri 100 meter zone langs de danske kyster går. Som har sat deres garn klods op af moler og høfder, som ligger mere end 100 meter fra land. Som har sat deres garn helt oppe på små sandbanker og sivholme mere end 100 meter fra land. HVilket i begge tilfælde er ulovligt.

Til disse vildfarne fritidsfiskere udfærdigede Fiskeridirektoratet allerede i oktober 1997 en vejledning, hvoraf de eksakte grænser for garnsætning fremgår. Da der stadig står mange garn ulovligt i de mere tvivlsomme områder, skal reglerne indskærpes her. Forhåbentlig til interesse for såvel fritidsfiskere med garn og ruser som lystfiskere med stang og line. I den omtalte vejledning står der ordret følgende:

“Bekendtgørelsen gælder på dansk fiskeriterritorium, og grænsen mod land udgøres, med mindre andet er anført, af lavvandslinien.

Lavvandslinien på moler, høfder og andre bygværker udgør således også grænsen mod land. Ligeledes regnes nedgarnsgrænsen fra stenrøser, holme, revler og lignende, der ikke overskylles af havet ved almindeligt højvande.

Bestemmelserne finder anvendelse for anbringelse af nedgarn langs kyststrækningerne, ud for havneanlæg og andre bygværker på fiskeriterritoriet, som har sammenhæng med kystlinien og kunstigt dannede øer, men omfatter ikke bropiller.”

Såvidt Fiskeridirektoratets vejledning. Det står således klart, at 100 meter zonen ikke kun gælder 100 meter fra land, men 100 meter fra alt, der er landfast eller tørlagt ved normalt højvande. Der findes således et stort antal steder landet over, hvor der regelmæssigt eller sågar dagligt bedrives ulovligt fiskeri. Det gælder mange havneanlæg, og det gælder typisk øer og holme langt fra land.

Et godt eksempel herpå findes ved udmundingen af Limfjorden i Kattegat. Her findes en lille ø ved navn “Korsholm”. Den ligger langt fra land, den er tørlagt ved højvande, og en stor del af Limfjordens havørreder passerer tæt forbi under deres træk ind og ud af Limfjorden. Og så er den i sæsonen tæt besat med garn, som er 100% ulovlige…

Fiskeridirektoratet specificerer yderligere, hvad der forstås ved lavvandslinien:

“Ved lavvandslinie forstås i denne bekendtgørelse den daglige vandstandslinie på lavvandstidspunktet. Lavvandstidspunktet for havne med tidevandsforskel kan beregnes eller læses i mange dagblade.

Som oftest vil lavvandsliniens beliggenhed kunne konstateres i strandkanten og er i de indre danske farvande ofte identisk med den normale vandstandslinie.

Under atypiske meterologiske forhold kan der forekomme afvigelser i den konstaterede lavvandslinie. Forhold som vindstyrke, vindretning, lufttryk m.m. vil på mange kyster være af afgørede betydning for vandstanden. Ved kontrol af 100 meter grænsen vil der blive taget hensyn hertil.”

20. marts 1999

©Steen Ulnits

* – Tre eller seks garn i båden?

Ved den seneste revision af loven om fritidsfiskeri blev antallet af lovlige garn per fritidsfisker nedsat fra seks til tre (som det for øvrigt også var tidligere). Samtidig blev det specificeret, at man ikke længere måtte have andre garn end sine egne i båden under fiskeri. En bestemmelse, der skulle gøre det lettere at kontrollere, om man nu også havde flere garn end de lovlige tre ombord.

Men Fiskeridirektoratet så sig nødsaget til også at udsende et cirkulære, der specificerede reglerne lidt mere. Således er det alligevel tilladt – kortvarigt og under røgtning af redskaberne – at have op til seks garn ombord. De tre, man netop har taget op – og de tre, men netop skal til at sætte ud.

Men det er stadig helt og aldeles ulovligt at have mere end de lovbefalede tre garn i båden, når man sejler fra land eller ud af havnen. Det samme gælder, når man vender hjem igen.

20. marts 1999

© Steen Ulnits

* Millioner tilbage til Miljøet

Amerikanske Orvis er en af denne verdens giganter, når det gælder fluegrej og postordresalg. En sund økonomisk virksomhed, som skal give overskud.

Men hos Orvis er man ganske klar over, at man som producent af fluegrej er helt afhængige af, at der også findes et godt fluefiskeri. Og det forudsætter igen et godt vandmiljø. Derfor har Orvis gennem de sidste år betalt 5% af deres før-skat overskud til naturbevarende formål. Det har de sidste fem år resulteret i mere end 3 millioner dollars (over 20 millioner kroner) til miljøet! Men ikke nok med det:

I 1998 havde Orvis udset sig Indian River Lagoon i Florida som mål. Indian River er ingen flod, men et naturligt kanalsystem, som huser meget vigtige gyde- og opvækstpladser for populære sportsfisk. Her findes således ungfisk af både tarpon, snook og seatrout med mange flere. Læg hertil 30% af samtlige søkøer (“manatee”) i hele USA!

Orvis’ mål var i 1998 at indsamle 75.000 dollars (over en halv million kroner) til hjælp for dette område. Det skete ved, at Orvis og National Fish & Wildlife Foundation fordoblede donerede beløb fra 100 til 200 dollars.

Her i 1999 er det Laguna Madre, som ligger på grænsen mellem Texas og Mexico, der får de indsamlede penge. Det er en såkaldt “hypersalin” saltsø, som huser både fisk, fugle og pattedyr i rigt mål. 80% af de nordamerikanske “red head” ænder overvintrer således her.

Orvis’ mål er i 1999 at indsamle 100.000 dollars (knap trekvart million kroner) til fordel for bevaringen af dette område. Det skal ske ved, at Orvis og National Fish & Wildlife Foundation tredobler donerede beløb fra 100 til 300 dollars.

Man må derfor sige, at pengene på mere end én måde går til et godt formål, når man investerer i fluegrej fra Orvis!

18. marts 1999

© Steen Ulnits

*  Sæler i Limfjorden

Efter totalfredningen af sæler i 1977 steg bestanden af spættede sæler i Limfjorden til omkring 700 i 1988. Her blev den igen reduceret til 500 eksemplarer af en virus, som hærgede hele landet. Siden da er bestanden steget støt til ca. 1.500 sæler i 1998. Altså en 3-dobling på ti år.

Faktum er således, at der idag er ganske mange sæler i Limfjorden. For mange, mener nogle. Sæler lever nemlig af fisk, og der skal ganske mange til. Således regner man med, at en voksen sæl hver dag skal have 4 kg frisk fisk for at klare sig. Lægger man det hele sammen, skal der således næsten 2.200 tons fisk til hvert år for at brødføde Limfjordens samlede bestand af spættede sæler.

Fødeindtaget – baseret på en enkelt undersøgelse fra 1990 – fordeler sig på 1.187 tons sort kutling (54,2%), 904 tons ålekvabbe (41,3%), 81 tons skrubbe (3,7%) og 11 tons ål (0,5%). En nyere og større undersøgelse er på vej for at belyse sælernes fødeindtag på landsplan. Indtil da kan vi som lystfiskere kun glæde os over, at der ikke blev fundet havørreder i maven på de undersøgte sæler!

Centralforeningen af Limfjordsfiskere, Danmarks Naturfredningskomité for Sydthy, Friluftsrådet i Viborg Amt, Limfjordskoordinationsudvalget samt Morsø kommune ser alle med ængstelse på udviklingen og går ind for en form for regulering af sælbestanden.

16. marts 1999

©Steen Ulnits

* Skarver i Limfjorden

Det er ikke kun de mange sæler, som tolder på den svindende fiskebestand i Limfjorden. Det gør også den sorte ålekrage – skarven.

De seneste optællinger viser, at skarven ved Limfjorden – som ved de vestjyske fjorde og det nordlige Sjælland – stadig er i fremgang. At bestanden ikke som i den øvrige del af landet har stabiliseret sig. Således er skarvbestanden ved Limfjorden mere end 3-doblet i årene fra 1993 til 1998. Optællinger af reder i skarvkolonier ved fjorden viste omkring 4.000 reder i 1997 og 5.000 i 1998. Tilvæksten forventes ikke stabiliseret før om fem-ti år.

Man regner med, at skarverne ved Limfjorden idag æder omkring 800 tons fisk årligt. De fordeler sig på 360 tons sort kutling (45%), 155 tons ålekvabbe (19,4%), 106 tons ål (13,3%), 73 tons ulk (9,1%), 64 tons skrubbe (8%), 20 tons rødspætte (2,5%) og så en mængde torsk, som er vanskelig at ansætte. En stor del må nemlig formodes fanget ude i Vesterhavet.

Centralforeningen af Limfjordsfiskere, Danmarks Naturfredningskomité for Sydthy, Friluftsrådet i Viborg Amt, Limfjordskoordinationsudvalget samt Morsø kommune ser alle med ængstelse på udviklingen og går ind for en form for regulering af skarvbestanden.

16. marts 1999

©Steen Ulnits

*  “Økologiske” blylodder

Miljøstyrelsen publicerede i 1996 en rapport over bly i det danske miljø. Bly er jo som bekendt et giftigt tungmetal, der bruges næsten overalt – i batterier, kabler, hagl og som synk til net og kroge.

Rapporten var ikke rar læsning for os lystfiskere. Vi ynder jo at se os selv som i hvert fald vandmiljøets vogtere. Efter læsning af Miljøstyrelsens blytunge rapport stod nemlig én ting lysende klart: Vi lystfiskere er selv blandt storleverandørerne af giftigt bly til naturen!

Jægerne var tidligere de virkeligt slemme i denne forbindelse. For blot ti år siden sendte danske jægere årligt omkring 900 tons giftigt bly ud i den danske natur – i form af blyhagl. Sidste år var denne forurening nedbragt til en tiendedel, og idag er der totalforbud mod brugen af blyhagl.

Og hvad så med os selv? Ja, vi lystfiskere forurener årligt det danske vandmiljø med omkring 100 tons bly – i form af mistede pirke, lodder og splithagl. Forurening via mistede garn med blylodder ligger i samme størrelsesordning, hvilket samlet sætter fiskeriet i et meget dårligt lys…

Vi må derfor se i øjnene, at vi ikke fremover kan blive ved med at hælde giftigt bly ud i naturen, når vi er ude med snøren. Det er derfor uhyre glædeligt, at det svenske firma “Eco Weight” her til 99 sæsonen har lanceret det økologiske blylod, om man så må sige.

Det drejer sig om en serie lodder, som alle er fremstillet i komprimeret beton, der er ganske uskadeligt i naturen. Og der havner alle lodder før eller siden – i hvert fald dem, vi fisker med.

De nye øko-lodder fås i vægte fra 7 til 140 gram, så der skulle være et økologisk lod til ethvert formål! Den danske importør af “Eco Weight” er firma Steen Yde i Randers. Nærmeste forhandler oplyses på telefon 86 43 01 00.

14. marts 1999

©Steen Ulnits

*  “Suveräne” hjul og stænger

Svenske ABU Garcia, som for et par år siden blev opkøbt af den amerikanske fiskegrejsgigant OTG (“Outdoor Technologies Group” med Berkley som grundlægger), har brugt megen tid og mange penge på at genoplive det svensk fremstillede fastspolehjul. – Hvem husker ikke de hæderkronede Cardinal 33,44, 66 og 77 hjul, som tog verden med storm på grund af deres elegante design, silkebløde gang og uopslidelige snekkedrev?

Siden da blev Cardinal til et noget udvandet begreb. ABU Garcia førte i nogle år en omtumlet tilværelse, hvor man blev købt og solgt af pengestærke investeringskoncerner, hvis eneste formål var at få pengene til at yngle her og nu. Med det resultat, at fabrikationen af de populære fastspolehjul blev flyttet til Fjernøsten. Igen med det resultat, at kvaliteten gik ned og i det hele taget svingede meget.

Nu er svenskerne imidlertid på banen igen med et helsvensk fastspolehjul, som lever op til alle de gamle dyder. Og da “Cardinal” navnet ikke længere var synonymt med absolut topkvalitet, droppede man det til fordel for det nye og ikke specielt beskedne navn “Suverän”.

Der kan skrives mange sider om de nye ABU hjul, men det kommer senere i en speciel artikel under “Fiskegrej”. Her skal blot nævnes, at de nye “Suverän” hjul matches af nye “Suverän” stænger i samme høje standard. Stænger bygget i radial kulfiber med de bedst tænkelige komponenter.

Godt at se ABU på banen igen med et helsvensk topprodukt. Det har vi savnet længe. Desværre har ABU fabrikken i Svängsta slet ikke kunnet følge med efterspørgselen. I skrivende stund går masser af såvel forhandlere som lystfiskere derfor utålmodigt rundt og venter på det eller de hjul, de bestilte for snart længe siden. Ikke helt så suveränt…

14. marts 1999

©Steen Ulnits

*  Folkelig Dansk FiskeFerie

“Tour Fishing” er en uafhængig og landsdækkende lystfiskerklub – en såkaldt “facilitetsforening”. Som medlem kan man fiske i op mod 20 ørredførende vandløb, hvoraf de fleste naturligt nok ligger i Jylland.

Samtidig råder man over 70 både, der er placeret strategisk rigtigt ved de bedste danske søer samt i lokale havne langs kysterne. Alle disse faciliteter kan bookes til favorable priser året rundt, dersom man er medlem af Tour Fishing. Som medlem modtager man samtidig medlemsbladet “Fiskeringen” 4 gange om året.

Tour Fishing har indgået en aftale med blandt andre “Dansk FolkeFerie”, der løbende sikrer medlemmerne specielt favorable lystfiskertilbud på overnatninger og ferieophold. Især uden for den traditionelle feriesæson er der penge at spare på medlemstilbud i weekends og miniferier, der er tilpasset sæsonen for det lokale fiskeri.

Alle faciliteter og opholdssteder fremgår af Tour Fishing’s informative hjemmeside, som findes på adressenhttp://www.tourfishing.dk. Man kan også rekvirere det nye 16 siders 4-farve katalog, som Tour Fishing netop har udgivet i samarbejde med Dansk FolkeFerie.

12. marts 1999

©Steen Ulnits

*  Rap nyhed fra Rapala

Finske Rapala har til den nye sæson barslet med en lille ny – en rap nyhed, kunne man fristes til at sige! Den lille nye Rapala er flydende som sine berømte forældre, der idag bærer navnet “Original”.

Nyheden hedder “Skitter Pop” og fås indtil videre kun i en enkelt størrelse, nemlig 7 gram ved en længde af 7 cm. Det er en typisk amerikaner, idet den er beregnet til fiskeri direkte overfladen. Den har således ingen ske, som trækker den ned under indspinning. Nærmere det modsatte. I stedet for den normale ske er Skitter Pop forsynet med en konkav (indadbøjet) næseskive, som sikrer, at wobleren bliver oppe i overfladen hele tiden.

Amerikanske bass-fiskere vil naturligvis elske den og tage den til sig med kyshånd. Herovre på vor side af Atlanten har vi ganske vist ingen bass, men vi kan alligevel have glæde af den lille nye Rap. Her er det især gedder og større ørreder, der vil kunne lokkes til hug på en plaskende og sprøjtende Skitter Pop.

Skitter Pop skal fiskes som en popper – ikke som en wobler. Kast den ud og lad den ligge stille lidt. Giv så et ryk med stangspidsen, så der sprøjter vand op fra den konkave næse. Lad den ligge lidt og gentag så seancen. Hugget falder i regelen, når wobleren ligger stille. Og det går ikke stille af!

10. marts 1999

©Steen Ulnits

*  Klar Kamouflage fra Cortland

Amerikanske Cortland, der var verdens første producent af syntetiske flueliner, som vi kender dem idag, lancerer i år en interessant nyhed til os altid nyhedshungrende fluefiskere.

Det drejer som om “Clear Camo” – en intermediate flueline i Cortland’s velkendte 444-serie. Der er tale om en såkaldt “monocore” line med kerne af klar monofil nylon og en ligeledes klar coating yderst. Det nye ved Clear Camo er, at den ikke er ensfarvet klar eller svagt grønlig. Den er i stedet kamouflagefarvet i den forstand, at brune og grønne kulører veksler med glasklar i hele linens længde.

I hvert fald i teorien skulle dette give en line, som bedre end de almindelige monocore liner falder i med omgivelserne. I praksis er det nok lidt svært at afgøre rigtigheden heraf. Derimod kan man hurtigt konstatere, at den nye Clear Camo kaster fremragende. Som alle intermediate liner er den tyndere end en flydeline og yder dermed mindre luftmodstand. Samtidig opfører den sig forbilledligt selv i vand, der kun er få grader varmt. Eller rettere koldt…

Vil man blot have en klar line – uden kamouflage – så har Cortland også det. Så skal man i stedet vælge “444-SL Clear”.

10. marts 1999

©Steen Ulnits

*  Nyt udkast til Bekendtgørelse om visse former for lystfiskeri

I medfør af § 11, § 11a, § 26, stk. 4, § 27, § 30, stk.1, §42, stk. 2 og § 45 i lov om saltvandsfiskeri, jf. lovbekendtgørelse nr. 803 af 11. november 1998, fastsættes:

§ 1. Lystfiskeri må kun foregå med stang eller lignende lette håndredskaber.

§ 2. Lystfiskeri med huggeredskaber (rykfiskeri) er ikke tilladt.

§ 3. Lystfiskeri med liner, der slæbes efter båd drevet ved motorkraft (trolling- og dørgefiskeri) er ikke tilladt inden for en afstand af 100 meter fra lavvandslinien.

§ 4. Lystfiskeri fra båd drevet ved motorkraft eller fra kyst, hvor redskabets line spiles ud til siden med skovle, paravaner eller lignende, herunder oter, er ikke tilladt.

stk. 2 Uanset forbudet i stk. 1 er det tilladt, uden for 100 meter fra lavvandslinien og uden for de i § 5, stk. 1, nævnte områder, direkte på fiskelinien at montere og ved fiskeriet at anvende indretninger, som er egnet til at spile redskabet. På liner, der er spilet som anført, må alene anvendes 1 endeagn (blink, spinner, wobler, flue eller lignende).

§ 5. I følgende områder gælder, udover bestemmelserne i §§ 1-4, særlige regler for lystfiskeri fra motordreven båd eller kyst:

1) I Isefjorden syd for en ret linie fra Kongsøre Næbbe til Kyndby Værket, (i området indgår Holbæk Fjord og Tempelkrogen), og i Roskilde Fjord afgrænset ved linien fra vestre mole ved Kulhuse til færgemolen ved Sølager,

2) et område i Øresund afgrænset i nord af en linie retvisende øst af havnefyret på Rungsted Havn og i syd af en linie retvisende øst af det østligste havnefyr på Vedbæk Havn og afgrænset i øst af en linie 3 sømil fra lavvandslinien, og

3) i Køge Bugt (mellem kyststrækningen fra Køge Sønakke til Brøndby Lystbådehavn) i området mellem kysten og de fastsatte bundgarnsgrænser, jf. bekendtgørelse nr. 13 af 11. januar 1999 om grænser for anbringelse af bundgarn i Køge Bugt.

Stk. 2. Lystfiskeri fra båd drevet ved motorkraft i de i stk. 1 nævnte områder, hvor linen spiles ud til siden med skovle, paravaner eller lignende, herunder oter, er ikke tilladt.

Stk. 3. Ved lystfiskeri i de i stk. 1 nævnte områder, hvor linen slæbes efter en båd drevet ved motorkraft (trolling/dørgning) må der maksimalt anvendes 2 stænger per person, dog højst 4 stænger per båd.

§ 6. Overtrædelse af bestemmelserne i §§ 1-5 straffes med bøde.

§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den xx 1999. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 12 af 16. januar 1996 om visse former for lystfiskeri.

Såvidt den fulde ordlyd af det nye udspil fra Ministeriet for Fødevarer, landbrug og Fiskeri. Det er nu sendt til høring i de relevante organisationer. Story to be continued!

8. marts 1999

©Steen Ulnits

*  Tange-vækkende rapport…

Den 17. september 1998 havde Viborg Amt indkaldt til en stor høring vedrørende Gudenåcentralen og Tangeværkets fremtid. Ikke færre end 250 personer fra nær og fjern var mødt op for at høre nærmere og give deres besyv med. Sågar en engelsk ekspert i fiskepassager var indkaldt som “vidne” i denne sag, der med større eller mindre styrke har huseret siden Tangeværkets bygning i 1920’erne.

Den engelske ekspert konkluderede straks, at den nuværende fisketrappe ikke dur. Vandføringen er for lille, og åbningen er forkert placeret. Samtidig er afgitringen for såvel de optrækkende gydefisk som de nedtrækkende smolts utilstrækkelig.

Økologerne konkluderede dernæst, at Tange Sø medfører en stor algeproduktion, faretruende høje pH-værdier og en øget vandtemperatur. De fremhævede dog også, at Tange Sø i et større perspektiv er med til at fjerne 15% fosfor og 20% kvælstof fra det samlede vandsystem. Det viste i hvert fald de hidtidige undersøgelser.

Biologerne supplerede med, at smolten udsættes for en meget høj dødelighed (85%) på vej ned gennem søen. Tilsvarende vil et kort omløbsstryg ikke kunne sikre en selvreproducerende bestand af laks og havørreder. Det vil kun et omløbsstryg langs hele søen gøre – samt naturligvis en tømning af Tange Sø med påfølgende retablering af det gamle Gudenå-leje.

På konferencen blev det lovet, at alle de fremførte meninger og facts ville blive nedfældet i en rapport. En slags hvidbog om problemet Tange Sø. Det viste sig under mødet, at man fra ledelsens side allerede havde en foreløbig rapport klar – en rapport, som så blev justeret lidt undervejs. Med input fra salen.

Men nu er rapporten ude, og det må stå klart for enhver, der deltog i mødet, at rapporten var forfattet på forhånd – at selve høringen blot var spil for galleriet. I hvert fald taler rapporten adskillige steder mod bedre vidende – mod det, der blev fremført af fiskeribiologerne på mødet. Den nu foreliggende rapport dokumenterer vel egentlig kun, at Viborg Amt allerede længe før mødet havde besluttet, at Tange Sø skal blive liggende, og at der ikke skal bruge nævneværdigt med penge på en ny fiskepassage for Gudenå-laksen…

Heldigvis har Danmarks Sportsfiskerforbund gjort klare indsigelser mod rapporten og klaget direkte til Viborg Amt over det fejlagtige indhold. Samtidig er hele den spegede sag om Gudenå-laksen og dens ringe (læs: manglende) status hos Skov- og Naturstyrelsen nu på vej til Bruxelles – til EU-domstolen. Det sidste ord er således ikke sagt i den sag!

6. marts 1999

©Steen Ulnits

*  Nyt udkast til trolling-bekendtgørelse

Det kom tilsyneladende ganske bag på fødevareminister Henrik Dam Kristensen, at hans forslag til en ny bekendtgørelse om trolling-fiskeri blev modtaget så voldsomt, som tilfældet var. Det var nemlig ikke kun trolling-fiskerne – i form af småbådsklubberne – der protesterede. Det gjorde også de store landsdækkende organisationer som Landsforbundet Danske Lystfiskere og Danmarks Sportsfiskerforbund. Men ikke nok med det. Også det magtfulde Friluftsråd og Dansk Sejlsportsunion bakkede op om modstanden.

Det har nu resulteret i, at Henrik Dam Kristensen har måttet krybe til korset – i form af et nyt forslag til en bekendtgørelse om trolling-fiskeri. Det nye forslag er meget afdæmpet i forhold til det oprindelige. Således lægges der nu op til en generel trolling-fri 100 meter zone overalt i landet – noget, som ingen trolling-fisker kan have noget imod. Der er jo plads nok endda. Men samtidig noget, som kystfiskere enkelte steder vil være glade for. Der har jo været enkelte skærmydsler mellem kystfiskere og bådfiskere, som sejlede lidt vel tæt på…

Der er dog lokale undtagelser, hvor det nye udkast ikke dur. Det gælder Randers Fjord, som kun et fåtal steder overhovedet kan befiskes fra bredden. Her er vandet så lavt eller bunden så blød, at kystfiskeri ikke er muligt. En fjord så lang og smal, at en 100 meter trolling-fri zone mange steder er det samme som en fredet fjord uden fiskemuligheder.

Samtidig var det netop på Randers Fjord, at man for første gang i Danmarkshistorien begyndte at trolle – at trække blink og woblere efter en båd. Først med årer og siden med motor. Men hele tiden efter Gudenåens mange havørreder, som passerer igennem her.

Der lægges i det nye udkast op til, at der i et antal nærmere specificerede områder, hvor der foregår et omfattende erhvervsfiskeri, kun må fiskes to stænger per mand og max. fire stænger per båd. Samtidig må der ikke anvendes såkaldte “spilende” redskaber, som let kan komme i karambolage med de faststående redskaber. Det gælder såvel overfladeparavaner som dykkende modeller. Det gælder derimod ikke fiskeri med downrigger.

Alt i alt kan man vel tale om en sejr for lystfiskeriet i almindelighed og trolling-fiskeriet i særdeleshed. Det nye udkast bør kunne accepteres af alle parter – når der altså indføres særbestemmelser for den specielle Randers Fjord.

4. marts 1999

©Steen Ulnits

*  År 2006 – ny tidsregning for påhængsmotorer

Alle snakker om år 2000 og de problemer, årtusindskiftet forventes at give for de lidt ældre computere, hvis chips ikke er gearet til så store tal. Et sikkert voldsomt overdrevet problem, som blot er blæst op af en altid sensationshungrende presse og en altid pengesøgende computerbranche…

Men i andre brancher er det helt andre årstal, der står skrevet med flammeskrift på væggen. I branchen for påhængsmotorer hedder skæbneåret i stedet “2006”. Det er nemlig det år, hvor alle påhængsmotorer skal leve op til et sæt meget strenge regler for brændstofforbrug, forbrænding og udstødning, som det amerikanske miljøministerium (EPA) har sat op.

Markedets nuværende 4-taktere kan stort set alle leve op til kravene allerede nu. Det er værre med 2-takterne, hvoraf kun en håndfuld af de helt store størrelser kan klare kravene – takket være en helt ny teknologi, som tillader indsprøjtning af benzin og luft direkte ind i 2-takterens forbrændingskammer. Der arbejdes på højtryk for at få teknologien udviklet, så den også kan bruges på mindre motorstørrelser.

De nye regler kommer næppe til at betyde, at brugen af gamle 2-taktere vil blive forbudt. Men det vil helt sikkert betyde, at sådanne benzinslugere ikke længere må sælges fra nye af. Kun de, der lever op til EPA 2006-kravene, vil kunne markedsføres. Til stor glæde for miljøet både over og under vandet.

Læs mere om 4-taktere contra 2-taktere i artiklen om Honda motorer. Den finder du under “Fiskebåde”.

4. marts 1999

©Steen Ulnits

*  Fine fangster i Finnmark

Mens store dele af Norge stadig må døje med rekordlave fangster – eller i hvert fald mindre laks end sædvanligt – så brillierer det nordligste Norge med fine laksefangster. I 1998 blev der således i Finnmark taget 15.279 registrerede laks med en samlet vægt på små 39 tons – mod 12.721 laks på tilsammen små 34 tons i den overalt dårlige ’97 sæson. 1996 gav til sammenligning 13.278 laks, som tilsammen vejede 37 tons.

Men er den samlede fangst således gået frem, så er gennemsnitsvægten på de fangede laks gået støt tilbage. Fra 2,8 kg i ’96 over 2,65 kg i ’97 til 2,55 kg i ’98. Det lyder måske ikke af meget, men svarer alligevel til en tilbagegang i vægt på næsten 10% over tre år.

Ingen har en plausibel forklaring på denne nedgang i vægt, men en af forklaringerne er med stor sandsynlighed, at fødemængden ude i havet er faldet tilsvarende. Ikke mindst vandtemperaturen betyder uhyre meget for fødemængden – og for unglaksenes overlevelse.

4. marts1999

©Steen Ulnits

*  Slut med “Danske Fluefiskere”

Græsrodsorganisationen “Danske Fluefiskere” (DF, oprindelig “Nordisk Fluefisker Råd”) har i de seneste år ført sig frem med markante holdninger til ikke mindst vandmiljøet og garnfiskeriet.

Sågar en enkelt symbolsk garnafbrænding er det blevet til – en handling, som DF’s bestyrelse tog afstand fra, da den først var sket og reaktionen kendt – til trods for, at den var varslet i god tid og adskillige gange. Men samtidig en handling, der virkelig satte fokus på det omsiggribende fritidsfiskeri med garn. Og dermed en handling, som givet har været medvirkende årsag til, at antallet af lovlige garn for nylig blev halveret.

(Foto fra afbrændingen kan ses i “Garndøden IV”, som ligger under “Artikler”. Her kan man også læse formandens kombinerede “bål- og brandtale”.)

I det hele taget har der manglet opbakning fra det meste af bestyrelsen, når det gjaldt den slags aktiviteter til gavn for vandmiljø og fiskebestande. Udsætning af blåmuslinger i den døde Mariager Fjord var en anden af handlingerne, der manglede opbakning fra bestyrelsen, men som vakte opsigt og sågar havnede i TV.

Til orientering for nye læsere blev DF i sin tid til som en modpol til den kommercielle organisation “European Federation of Fly Fishers”, der styredes fra Holland. Det var denne styring fra grejbranchen, vi ville ud over, da vi startede op i Ålestrup Lystfiskerforenings klubhus. Hver ting til sin tid. Der er intet odiøst i grejbranchen – den er i sagens natur blot ikke drevet af idealisme, for i så fald ville den hurtigt dø. Og uden fluegrej intet fluefiskeri.

Men vi ville noget andet og mere end bare binde fluer og fiske med dem. Vi ville i videst mulig udstrækning sætte dagsordenen, når det gjaldt et bedre vandmiljø og sundere vildfiskebestande. Uden smålig skelen til politiske eller organisationsmæssige interesser.

Når vort seneste nyhedsbrev nu i stor stil bruges til rosende omtale af kommercielle produkter (bøger), hvis forfattere og udgiver anmelderen oven i købet har nære relationer til, da må jeg desværre stå af. Så er der overskredet en helt klar grænse. I mine øjne har “Danske Fluefiskere” nu mistet sin uskyld og sin troværdighed. Vi kan ikke længere fremstå som en flok idealister, når der nu beviseligt er kommet kroner og ører med i spillet. Skidt for sig og kanel for sig.

Som jeg ser det nu, har jeg ingen anden mulighed end at melde mig ud af den forening, som jeg selv var med til at stifte for nogle år siden. Trist, men “Sån’t er livet”, som svenskerne synger. Eller for at citere evigt unge Neil Young: “In the field of opportunities it’s ploughing time again”.

Så vi stifter nok en ny organisation med det oprindelige formål: At sætte dagsordenen, hvad debatten om fremtidens vandmiljø, fiskepleje og fluefiskeri angår. Så må vi se, om vi denne gang kan være lidt bedre til at holde os fri af kommercielle interesser. Skidt for sig og kanel for sig.

2. marts 1999

© Steen Ulnits

*  1 Million Mercury Motorer!

Her i 1999 er det eksakt 60 år siden, at de første Mercury påhængsmotorer så dagens lys i USA. Det var amerikaneren Carl Kickhaefer, der stod bag lanceringen af et produkt, som var så godt, at fabrikken bare voksede og voksede. Helt frem til idag, hvor Mercury motor nummer 1.000.000 netop er rullet af samlebåndet på fabrikken i Belgien.

Jubilæumsmotoren var en 50 HK’er, som ikke kommer i handelen. Den er i stedet blevet speciallakeret og udstillet på fabrikken, der nu har produceret påhængsmotorer til det europæiske marked siden 1971. Fabrikken hedder “Mercury Marine” og beskæftiger idag 250 fortrinsvis belgiske medarbejdere.

Der er således al mulig grund til at ønske Mercury tillykke med den vellykkede europæiske satsning! Selv har de altid selvsikre amerikanere følgende kommentar i anledning af 60 års dagen:

“Efter 60 år som markedets ledende inden for bådmotorer har vi kun én udfordring tilbage at klare: Fremtiden!”…

2. marts 1999

©Steen Ulnits

* Alvor ved Alta

Den nordnorske lakseelv Alta var engang kendt som verdens førende, hvad store atlanterhavslaks angår. Fisk over 10 kg var intet usædvanligt – fisk over 20 kg en absolut mulighed. Men så kom der planer om et stort vandkraftværk – om at stemme Alta elven op og oversvømme et stort område, hvor vildrener og samernes tamrener græssede. Resultatet blev et stort vandkraftmagasin og et vandkraftværk.

I de koncessionsvilkår, som elproducenten Statkraft måtte acceptere, indgik, at laksebestanden ikke måtte påvirkes negativt. Dertil havde laksefiskeriet en alt for stor økonomisk betydning for lokalbefolkningen. Det troede ingen dog for alvor på kunne lade sig gøre, og derfor opstod der tumulter under store demonstrationer, hvor aktivister lænkede sig til hinanden på byggepladsen og måtte fjernes af politiet. Det var det år, hvor begrebet “civil ulydighed” for alvor slog igennem i dagspressen.

I de første år efter udbygningen af Alta oplevede man stadig et næsten uændret laksefiskeri. Staten kunne tilfreds læne sig tilbage og sige: “Hvad sagde vi? Elven er udbygget, og samfundet får nu masser af miljøvenlig vandkraft. Og laksebestanden har ikke taget skade”.

Men det har den alligevel. Skadevirkningerne af opstemningen og de uundgåelige svingninger i elvens vandstand har nu for alvor slået igennem. I årene før reguleringen blev der årligt landet i størrelsesordenen 20-25 tons laks i Alta. I 1996 blev der end ikke fanget 3.000 laks i Alta – i ’97 omkring 2.500 laks og endelig kun1.822 laks i 1998. For første gang nogensinde blev der landet mindre end 10 tons laks i Alta – mindre end halvdelen af det oprindelige gennemsnit.

Vi nærmer os samtidig en halvering i styktal over kun tre sæsoner. Nedgangen har været mest markant for smålaksenes vedkommende – med det resultat, at gennemsnitsvægten i Alta faktisk er steget til over 5 kg. Mest markant har nedgangen været på det berømte øverste stykke “Sautso”, hvor smoltproduktionen er faldet med hele 85%.

Lokalbefolkningen mener nu, at staten – i rollen som Statkraft – har brudt sine løfter. De forlanger derfor, at dæmningen fjernes, og at vandkraftværket fortsat udelukkende drives af den til stadighed værende vandmængde – at man ikke opmagasinerer vandet bag opstemningen for at optimere elproduktionen. At man dermed undgår de ødelæggende svingninger i elvens vandstand.

Men Statkraft siger nej. Det vil koste 25% af elproduktionen, der er kalkuleret til 150 millioner norske ’96 kroner. Altså et driftstab på 37,5 millioner kroner årligt. Mod et tab af en af verdens fornemste laksebestande.

– Hvor dum kan man være?

2. marts 1999

©Steen Ulnits

*  Krogliner og albatrosser ved Antarktis

Miljøorganisationen Greenpeace, som senest satte fokus på piratfiskeri efter den “patagoniske isfisk” (udførligt beskrevet længere nede på denne side), har nu rettet søgelyset mod et nyt, men relateret fiskeri – fiskeriet med de kilometerlange krogliner, der hver kan være monteret med op til 20.000 (tyve tusinde) agnede kroge.

Det har nemlig vist sig, at de lange krogliner ved Antarktis ikke kun fanger de fisk, de er tiltænkt. De fanger også fugle – store havfugle, som tager de agnede kroge, når de jager bytte på dybt vand. Senest har Greenpeace noteret, at mange albatrosser lider druknedøden på denne måde.

Albatrossen, som med sit imponerende vingefang på op mod 4 meter er en af verdens største fugle, kan have en kropslængde på mere end én meter. Som medlem af stormfuglene og med sine meget smalle vinger er den en fremragende flyver, som ubesværet kan glide på vindene i time efter time, dag efter dag. Albatrossen er i stand til at drikke oceanisk havvand og udskille de overskydende salte. Det gør den til en af de mest marine havfugle overhovedet.

Albatrossen lever næsten hele sit liv på havet, hvor den både sover og søger føde. Den tilbringer sine første 6-8 leveår som ungfugl langt til havs, fjernt fra landjorden. Først i yngletiden går den på land – på øde eller ubefolkede øer nær Antarktis – for i nogle få måneder at bygge rede og udruge unger.

Albatrossens føde består af småfisk og blæksprutter, som den fanger ved at dykke i dybet. Her støder den så desværre på de agnede kroge, som den fejlagtigt tager. Den bliver kroget og kan ikke komme op til overfladen igen – med en pinefuld drukningsdød til følge. Fra gammel tid har søens folk altid betragtet den imponerende albatros som et dårligt varsel. Nu ser det ud til, at uheldet har ramt albatrossen selv…

Endnu engang kan man konkludere, at selvfiskende redskaber kun vanskeligt kan gøres skånsomme. De dræber uselektivt alt, der går i dem eller på dem.

28. februar 1999

©Steen Ulnits

*  40 år med T.O.S

Den franske miljø- og lystfiskerorganisation “T.O.S.” (“Truite, Ombre, Saumon” på fransk, “Ørred, Stalling, Laks” på dansk) kan i år fejre sin 40 års fødselsdag.

T.O.S. har i de forgangne 40 år utrætteligt kæmpet mod de franske myndigheder og energiproducenter. Forrest har stået kampen mod de mange vandkraftværker, som Frankrigs vandløb idag er belemret med. Det være sig nede i lavlandet eller oppe i bjergene. Overalt er der dæmninger og vandkraftmagasiner til elproduktionen, som således har udryddet mange bestande af vandrefisk.

Det har alle dage været Davids kamp mod Goliath – en kamp mod en overmagt så stor, at kun fantaster har orket kæmpe videre. Men kampen har alligevel lønnet sig. Det hidtil bedste og mest konkrete resultat af anstrengelserne har været den franske miljøministers beslutning om at bremse etableringen af to planlagte nye opstemninger. Men ikke nok med det. Han vil også fjerne to af de allerede eksisterende opstemninger – ved henholdsvis Maisons Rouge og St. Etienne du Vigan. For slet ikke at tale om det, der allerede er fjernet:

Det er interessant, at franskmændene i samme tidsrum og med samme formål som Tangeværket ved Gudenåen etablerede vandkraftværket Kernansquillec ved floden Leguer i distriktet Cotes d’Armor. Det skete i 1923 og med produktion af billig elektricitet som formål. Tangeværket stod som bekendt færdigt i 1924.

Interessant er det også, at de to vandkraftværker begge er ganske små og ubetydelige – set med vore dages øjne. Hvor Tangeværket arbejder med en faldhøjde på små 10 meter, byder Kernansquillec på en godt 11 meters højdeforskel. Det er nærmest ingenting i vandkraftsammenhæng.

Det allermest interessante – set med miljøøjne – er dog, at franskmændene rent faktisk allerede i oktober 1996 gik i gang med at tømme den kunstige sø bag dæmningen, som nu er fjernet helt. Herved befriedes Leguer floden, så den atter kan strømme frit. Så fisk og smådyr atter kan vandre frit i floden og gyde i den igen.

Så lad os alle ønske franske T.O.S. tillykke med de 40 år. Og håbe på et tilsvarende mirakel (læs: fremsynethed) ved det hjemlige Tangeværk. Der findes flere artikler om vandkraft under “Artikler”.

26. februar 1999

©Steen Ulnits

*  – Krogliner i stedet for garn?

Fritidsfiskerne raser over, at de fremover kun må fiske med tre garn – mod seks som hidtil. De glemmer blot, at de for ikke så forfærdelig mange år siden også kun måtte fiske med tre garn. Desværre sov sportsfiskerorganisationerne dengang grundigt i timen, så seks garn blev legale ved den forrige bekendtgørelse om fritidsfiskeri.

Men fritidsfiskerne giver ikke sådan lige op. De kæmper bravt for deres ret til at hærge videre med kilometer efter kilometer af flagrende monofile garn, der fanger alt – stort som småt, fredet som lovligt, fisk, fugl eller pattedyr. Alt går jo i garnene, som er aldeles uselektive.

Seneste udspil fra fritidsfiskerne, der åbenbart ikke kan få fisk nok – til sig selv eller ulovligt “dørsalg”? – er krogliner. Ifølge den nuværende lovgivning har man ret til seks redskaber – garn, ruser eller krogliner. Dog må kun tre af dem være garn. I det seneste nummer af “Fritidsfiskeren” slås der således til lyd for, at man kompenserer for de manglende garn med ekstra krogliner. Dem må man nemlig have seks af – hver med 100 kroge. Altså ialt 600 kroge, som fisker dag og nat. Eller tre garn à 45 meter og 300 kroge.

Men det er dog i sig selv næppe nogen trussel. Dertil er det nemlig alt for besværligt at skaffe agn til og sætte madding på alle de mange kroge. Men problemet er, at vil man – helt legalt – bruge krogliner i stedet for garn til målrettet havørredfiskeri, så må de sættes overalt. Så gælder 100 meter zonen ikke længere. Så kan hver eneste fritidsfisker – helt legalt – plastre vore kyster og badestrande til med 600 kroge, som vadende lystfiskere kan snuble over og badende sommergæster træde op i foden…

– Var det mon meningen med den nye bekendtgørelse om fritidsfiskeri, som fødevareministeren netop har barslet med?

I den forbindelse er det værd at nævne, at fisk, som har siddet på en krogline i blot ganske kort tid, kun sjældent lader sig genudsætte i levedygtig stand. De har jo så godt som altid slugt det hele, før de blev kroget. Krogliner bør derfor også høre ind under 100 meter fredningszonen, hvor de sidestilles med garn.

26. februar 1999

©Steen Ulnits

*  “Sportsfiskernes minister”???

Sådan kalder fritidsfiskerne i det seneste nummer af medlemsbladet “Fritidsfiskeren” fødevareminister Henrik dam Kristensen. Årsag: De er sure over, at de stadig må bruge sammenlagt seks redskaber, hvoraf nu kun tre må være garn. De er sure over, at Henrik Dam Kristensen i deres øjne ensidigt har taget stangfiskernes parti.

De er også sure over, at der i deres øjne absolut intet videnskabeligt belæg var eller er for reduktionen i antallet af redskaber. De kan eller vil åbenbart ikke læse, hvad ministeriets biologer sagde og skrev på konferencen om det rekreative fiskeris fremtid i efteråret ’97:

Her kunne man høre biologerne opsummere tilgængelig viden om emnet. Det kom blandt andet frem, 10-20% af fiskene tages på stang (af lystfiskerne), mens 80-90% af de kystnære fisk ender deres dage i et garn (sat af fritidsfiskere eller erhvervsfiskere). En anden undersøgelse viste, at der øst for Storebælt landes 8.000 kgørreder af lystfiskere, 13.000 kg ørreder af erhvervsfiskere og endelig 62.000 kg af fritidsfiskere. At 75% af alle havørreder fanges af kun 5% af alle fiskere, nemlig af fritidsfiskerne…

Fritidsfiskerne kan eller vil åbenbart heller ikke læse, hvad der stod og stadig står i den 300 sider digre rapport om fiskebestandene i Vadehavet:

Allerførst er der brugerne af hav og å – fiskerne. De fordeler sig på10 erhvervs- og bierhvervsfiskere, 200 fritidsfiskere og mere end10.000 sportsfiskere. Sidstnævnte fordeler sig på 8.500 registrerede foreningsmedlemmer med fiskeret i de pågældende åer samt et samlet dagkortsalg på omkrng 15.000. Omkring 2% af brugerne fisker således med garn og ruser, mens 98% fisker med stang og line.

Den samlede fangst af havørreder over mindstemålet – ialt 8.300 fisk i hav og å – viser ikke overraskende en noget anden fordeling. Her viser det sig nemlig, at de 2%, der fisker med garn og ruser, fanger40% af alle fiskene (3.320 stk.). De 98% – sportsfiskerne – må lade sig nøje med de resterende 60% (4.980 stk.).

Så vidt de barske facts, der lå til grund for indskrænkningerne i antallet af garn for fritidsfiskerne. Sammenholdt med Henrik Dam Kristensens seneste udspil mod trolling-fiskeriet kan man vist næppe kalde ham for “sportsfiskernes minister”

24. februar 1999

©Steen Ulnits

*  – Nul redningsstationer – nul redningsaktioner…?

Farvandsdirektoratet har besluttet, at der skal spares. Da man ikke kan få øgede bevillinger fra Folketinget, og da man ønsker nyt højteknologisk udstyr, må der spares andetsteds.

“RF2″ forliset spøger stadig. Det skal ikke kunne gentage sig, har man besluttet. De nye redningsbåde kan ikke blive sikre nok, og nu koster de så det dobbelte af, hvad man i vort sikkerhedsbevidste naboland Sverige bruger på tilsvarende udstyr.

Besparelserne skal ske ved nedlæggelse af seks redningsstationer på Vestkysten samt én på Sjællands Odde. Planerne skaber berettiget frygt blandt involverede redningsfolk, som mener, at besparelserne på sigt vil koste menneskeliv. “Det er skingrende sindssygt”, udtaler således en af redningsfolkene i Sønderho på Fanø, hvor de havde 13 redningsaktioner sidste år.

Farvandsdirektoratet mener derimod, at det ikke er noget reelt problem. “Vi har jo alligevel fået flere og flere livreddere ved de danske strande i sommermånederne. Og resten af året har vi jo helikopterne at ty til”, lyder det beroligende fra direktoratet.

Som småbådsfisker i risikozonen kan man føle sig fristet til at opstille følgende lille regnestykke:

Det koster eksempelvis 300.000 kroner om året at opretholde redningsstationen på Fanø, så den er til rådighed døgnet rundt, året rundt – med eget redningsbåd, der kan rykke ud med kort varsel. En frivillig redder koster sølle 20.000 kroner årligt, og så er han både lokal og kender farvandet. Til sammenligning kan bare en enkelt redningsaktion med helikopter jo hurtigt løbe op i hundredtusindvis af kroner…

24. februar 1999

©Steen Ulnits

*  Fluebinding i Fårup

Så nærmer det sig gevaldigt: Traditionen tro afholdes der igen i år på Fårup skole en landsdækkende konkurrence i fluebinding. Konkurrencen, som var den første af sin slags i Danmark, løber af stabelen lørdag den 27. februar.

Det er Skalsådalens Sportsfiskerforening, der endnu engang inviterer alle interesserede til en hyggelig fluebindingsdyst med efterfølgende grejauktion. Arrangementet starter kl.10.00, og der bindes til kl. 15.00, hvor de høje dommere med Preben Torp Jacobsen i spidsen vil bedømme fluerne.

Mens dommerne voterer, vil der blive afholdt grejaktion. Her kan der bydes på alt det fiskegrej, som interesserede i dagens løb har indleveret. Så har du gammelt eller nyt, som du af en eller anden grund gerne vil af med, så har du chancen her!

Ud over selve fluebindingen vil der ved arrangementet være rig lejlighed til at se på spændende fluebindingsmaterialer og diverse grejnyheder samt få en hyggelig snak med andre fluebindere. Man kan også købe sig en rød pølse og en kop øl eller vand.

Fårup ligger midt mellem Randers og Hobro. Er du først nået så langt, vil der være opsat skilte, som viser vej til skolen. Det forlyder fra sædvanligvis velinformeret kilde, at TeleDanmark vil sende video fra konkurrencen – på Opasia’s nye lystfiskersider!

23. februar 1999

©Steen Ulnits

* 1 kg druknet marsvin per 4 kg garnfanget pighvar…

Danmarks Naturfredningsforening, Verdensnaturfonden, Greenpeace og Foreningen til Dyrenes Beskyttelse mener ikke, at Danmark tager problemerne omkring garnfiskeriet og dets store uønskede bifangster af marsvin alvorligt nok.

De fire store organisationer, som er samlet i Det Grønne Kontaktudvalg, har derfor indklaget Danmark for EU-kommissionen. De mener, at der skal indskrænkninger til i det skadeforvoldende garnfiskeri. De mener også, at en ensidig satsning på tekniske løsninger – som foreslået af Skov- og Naturstyrelsen – ikke dur på længere sigt.

Forsøg har vist, at såkaldte “pingere” monteret på garnene i vid udstrækning kan skræmme marsvinene væk, så de undgår at blive fanget af garnene og dér lider en langsom og pinefuld kvælningsdød. Desværre viser erfaringer fra tilsvarende skræmmeforanstaltninger med andre dyrearter, at effekten i regelen kun er kortvarig. Dyrene vænner sig hurtigt til skræmmelydene, når de finder ud af, at der ikke er nogen fare forbundet med dem.

Endelig frygter de fire organisationer, at “pingerne” skal skræmme marsvinene væk fra deres naturlige leveområder. At de skal forlade de områder, hvor de fouragerer og formerer sig.

Omkring 7.000 marsvin lider årligt druknedøden i danske fiskeres monofile garn. Ikke mindst pighvar-garn har vist sig at fange mange marsvin. Biologer i Danmarks Naturfredningsforening, der alene tæller mere end 200.000 medlemmer, har beregnet, at danske fiskere i snit får 1 kg druknet marsvin i deres garn for hver 4 kg pighvar…

De store bifangster af marsvin viser med al ønskelig tydelighed, at monofile garn helt enkelt bør forbydes. De fisker ikke bæredygtigt. Interesserede kan læse mere om garnfiskeri under “Artikler”, hvor der findes et antal artikler om garnfiskeri og fiskerikontrol.

21. februar 1999

©Steen Ulnits

*  Status over retablerede danske søer

Kun omkring en tredjedel af de danske søer kan leve op til de målsætninger, som myndighederne stiller til dem. Det vil man gerne gøre noget ved, men der er flere mulige måder end tilgængelige midler. Det gælder derfor om at bruge pengene bedst muligt.

Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) har netop gjort status over 20 retableringsprojekter ved danske søer. I den dyreste ende af skalaen finder vi de projekter, hvor man helt enkelt graver det bundslam op, som indeholder aflejret fosfor fra års udledninger af urenset eller dårligt renset spildevand. Det er dette fosfor, der er det rene guf for søens alger, som derfor blomstrer op og gør vandet uklart. Opgravning er besværligt og uhyre kostbart. Således brugte Århus Amt over syv år ialt 23 millioner kroner på at rense Brabrand Sø for 500.000 kubikmeter fosforholdigt bundslam. Dyrt, men effektivt.

I den billigste ende af skalaen finder vi den såkaldte “bio-manipulation”, hvor man blot opfisker de mange skidtfisk – skaller og brasen – som gør det umuligt for søens dyreplankton at holde algerne i skak. De bliver simpelthen ædt af fiskene. Denne opfiskning kan så suppleres med udsætninger af rovfisk som specielt gedder, der kan tynde yderligere ud i skidtfiskene. En billig metode, der i regelen virker godt i lavvandede søer.

I store og dybe søer er der brug for en helt tredje metode. Her sørger iltsvind på søens dybeste steder for, at der til stadighed frigives fosfor til søens vand – og algerne. Det kan man modvirke ved at ilte vandet på søens dybeste steder – med ren ilt, som blæses ned i bundvandet og holder dette iltrigt. Herved undgår man, at den megen fosfor frigives til omgivelserne. Det er en metode, som man med stort held har praktiseret i den store og dybe Hald Sø ved Viborg. Efter ti år i respirator kan søen nu klare sig selv.

I praksis kombinerer man ofte disse tre metoder, som de bedst muligt tilpasses den aktuelle sø og dens specielle forhold. I alle tre tilfælde gælder det altså, at det ikke er nok blot at stoppe yderligere udledninger af fosfor. Den fosfor, der ligger ophobet i søens bundslam, vil fastholde søen i en økologisk ubalance i mange år – hvis ikke menneskealdre.

Forurenede søer renser derfor ikke sådan lige sig selv. De skal have et skub i den rigtige retning – en hjælpende hånd. Og det koster altid penge…

21. februar 1999

©Steen Ulnits

*  “Druknede marsvin ødelægger vore garn…”

Danmarks Naturfredningsforening, Verdensnaturfonden, Greenpeace og Foreningen til Dyrenes Beskyttelse mener ikke, at Danmark tager problemerne omkring garnfiskeriet og dets store uønskede bifangster af marsvin alvorligt nok. Omkring 7.000 marsvin lider årligt druknedøden i danske fiskeres monofile garn.

Derfor har de fire store og magtfulde organisationer nu i fællesskab indklaget Danmark for EU-kommissionen. De mener blandt andet, at Danmark overtræder EU’s såkaldte “habitatsdirektiv”, der omhandler fredning af truede dyr og planters sidste levesteder. De ønsker derfor markante indskrænkninger i det altødelæggende garnfiskeri.

Skov- og Naturstyrelsen melder imidlertid hus forbi. De mener, at Danmark med en vedtaget handlingsplan mod bifangst af marsvin i garn allerede har gjort mere, end EU forlanger.

Formand Bent Rulle fra Danmarks Fiskeriforening er ikke i tvivl om problemets karakter. Til Politiken udtaler han således: “Jeg vil hellere end gerne undgå de marsvin. De ødelægger garnene, og vi har ikke noget at bruge dem til”…

Dyrlæge Bjarne Clausen fra Dyrenes Beskyttelse har et lidt anderledes syn på sagen: “7.000 store pattedyr lider hvert år en pinefuld og langsom kvælningsdød i danske fiskeres garn. Hvis det var 7.000 hunde, der blev kvalt årligt i et dansk erhverv, ville det erhverv blive lukket i eftermiddag”…

Fronterne er således trukket op i det drama, som den på én gang almægtige og afmægtige Skov- og Naturstyrelse nu søger at bagatellisere.

19. februar 1999

©Steen Ulnits

*  Medlemsfordele II

Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) er stadig den største af de landsdækkende organisationer for sportsfiskere. Medlemstallet menes at ligge på omkring 25.000 stangsvingende fiskere, hvoraf de fleste er bosat i Jylland.

Som interesseorganisation varetager DSF sine medlemmers interesser i et godt vandmiljø med sunde fiskebestande. DSF varetager også medlemmernes interesser for overhovedet at kunne udøve deres fiskeri. Det har været uhyre aktuelt her på det sidste, hvor Fødevareminister Henrik Dam Kristensen jo har sat sig for at forbyde trolling-fiskeriet.

Men udover at varetage disse interesser byder DSF også sine medlemmer på mere konkrete fordele. Det kan man læse om i den folder, som forbundet netop har udsendt. Folderen hedder “Dine kontante fordele” og remser alle de steder op, hvor man som medlem af DSF kan få rabat. Rabatterne svinger typisk mellem 5 og 25%. I enkelte tilfælde – et antal jyske åer – svinger rabatten sig helt op på både 33 og 50%.

Benytter man sig hyppigt af de mange rabatmuligheder, kan man som medlem af DSF relativt hurtigt spare det høje og ofte kritiserede medlemskontingent hjem igen. Samtidig med at man modtager det obligatoriske medlemsblad “Sportsfiskeren”

 

19. februar 1999

©Steen Ulnits

* 20 år med “Flugfiske i Norden”

Det var en spændende tid, da vi ti mand – to danskere og otte svenskere – for en snes år siden mødtes og udtænkte det interskandinaviske fluefiskemagasin, som kom til at hedde “Flugfiske i Norden”, og som nu i år kan fejre sit 20 års jubilæum –“still going strong & stronger than ever”.

Det var vor intention at give skandinavisk fluefiskeri sin helt egen profil og identitet. Vi syntes, det ville være synd, om vi her i Skandinavien skulle rendes over ende af fluefiskeri “US style”. Vi mente, at vi havde meget at byde på selv, og at vi derfor skulle have vort eget organ til at udbrede og udvikle det i.

Som sagt så gjort. Vi spyttede penge i kassen til den spæde start, skrev, tegnede og fotograferede uden at få en øre for det. Det var idealisme, om noget var. Hver gang jeg fortalte om projektet til amerikanske fiskebrødre, trak de tvivlende på skuldrene – lige indtil de fik et eksemplar af bladet i hånden. Så var tvivlen erstattet af dyb respekt – og stor undren over, hvordan i alverden vi fik det til at løbe rundt…

Men det gjorde vi, og idag kan vi se tilbage på nogle spændende år med en hektisk udvikling af fluefiskeriet. Vi har set vort barn vokse og blive stort og stærkt. Vi har bevist, at man godt kan lave et interskandinavisk magasin udelukkende om fluefiskeri. Et magasin, hvor svenske, danske og norske artikler trykkes på deres modersmål, så autenticiteten bibeholdes.

Skulle du være interesseret i at se nærmere på dette vort interskandinaviske barn, som nu fylder 20 år, så kontakt:

  • Flugfiske i Norden
  • v. Anne-Marie Skarp
  • Violgatan 7
  • S-343 34 Älmhult
  • S v e r i g e
  • Tlf. int. + 46 476 160 90,  fax int. + 46 476 160 64

17. februar 1999

©Steen Ulnits

*  Fiskeplejen ’99: Flere forskere og færre fisk

Da det obligatoriske fisketegn i sin tid langt om længe blev vedtaget, klappede alle vi organiserede sportsfiskere begejstret i vore små hænder. Nu blev der langt om længe penge til at gøre noget for vandmiljøet og fiskebestandene. Vi fik at vide, at intentionerne bag fisketegnet var hjælp til selvhjælp – ikke endnu en kamoufleret afgift eller skat til staten.

Men fisketegnet er idag ude på et skråplan, hvor vi får mindre og mindre for vore egne penge. Hvor mere og mere går til administration og forskning. Således er administrationaomkostningerne steget fra 2,5 mio. kroner sidste år til 3, 7 mio. kroner i år. En stigning på 50%, som vi efter alt at dømme ikke får noget for. Samtidig er lønudgifterne i forbindelse med fiskeplejen steget fra 25% sidste år til i år 30% af det samlede budget på 38 mio. kroner. Ialt 11,5 mio. kroner går nu alene til lønudgifter…

Det lader til, at staten har glemt de smukke og oprindelige intentioner bag fisketegnet. At man nu i stigende grad finansierer den forskning, der tidligere blev betalt af staten med vore allesammens skattekroner, med rene lystfiskerpenge…

Men meget mere om det senere.

17. februar 1999

©Steen Ulnits

* Medlemsfordele

Alle lystfiskere bør være organiserede, så de har et talerør over for landets politikere – så de kan tale deres egen og vandmiljøets sag.

Men ikke kun derfor. Der er også andre og mere konkrete fordele ved at være medlem af en forening og/eller organisation. Tag nu som eksempel “Fiskeringen”, der har hovedsæde i Nordsjælland. Fiskeringen er en såkaldt facilitetsforening, der råder over et antal både, hytter og sommerhuse. Faciliteter, som alle medlemsforeningerne frit kan booke og disponere over.

Fiskeringen har netop udsendt sin årlige fortegnelse over faciliteter. Og det er mange. Så mange, at de fylder et helt A4 magasin på 48 sider med 4-farvetryk. En kort gennemgang af facilitetsmappen – sådan kalder de den selv beskedent i Fiskeringen – viser, at medlemmerne råder over mere end 60 både (!) ved mere end 20 søer og havne rundt omkring. Fortrinsvis på Sjælland, men også i det sydlige Sverige.

Man råder i tilgift over en lille håndfuld huse, som er strategisk placeret på Sjælland og i Sverige – blandt andet ved de kendte lakseelve Lagan og Mørrumsåen. Men heller ikke nok med det. Fiskeringen samarbejder også med fiskeklubber på Fyn og i Jylland, hvor man deler faciliteter og fiskevande. På denne måde har medlemmer af Fiskeringen fiskeret i flere jyske og fynske åer

Den tidligere bestyrelse af Fiskeringen har – via dennes mange medlemsforeninger – været primus motor i dannelsen af “Landsforbundet Danske Lystfiskere” (LDL), som idag officielt tæller 22.000 medlemmer. LDL udgøres således fortrinsvis af sjællandske lystfiskere.

Nærmere oplysninger fås hos:

  • Fiskeringen
  • Stenvænget 11, Gadevang
  • 3400 Hillerød
  • Tlf. 48 24 99 66, fax 48 24 05 77
  • E-mail: medlemsreg@fiskeringen.dk

 

15. februar 1999

©Steen Ulnits

*  Noget for noget i Vadehavet

Det faldt mange sønderjyske lystfiskere for brystet, at de måtte skyde en hvid pind efter den længe ventede ørredpremiere ved Vadehavsåerne den 16. januar. Den blev nemlig udskudt til den 1. marts – angiveligt af hensyn til de lokale fiskebestande.

Man frygtede fra Fødevareministeriet, at fiskepresset ville være for hårdt – at for mange undermålsfisk (grønlændere) ville gå til ved det tidlige fiskeri. På samme måde indskrænkede man efterårssæsonen, så fiskene er fredet fra 1. november mod tidligere den 16. november.

Vi mistede således to måneders fiskeri i denne omgang, men vi er heldigvis ikke alene om at skulle indskrænke vort fiskeri i Vadehavsområdet. Også redskabsfiskerne har fået indskrænket deres fiskemuligheder via nye restriktioner. Således er laks og havørred i selve Vadehavet nu fredet fra 15. september til 1. marts – et forhold, som ikke generer lystfiskeriet nævneværdigt, da der næsten ikke fiskes med stang herude.

Det bedste er imidlertid, at brugen af de forkætrede pæleruser – dem, der ifølge Vadehavsundersøgelsen tager livet af omkring 8.000 undermålsfisk hvert år – nu er begrænset til perioden 1. juli til 1. marts. På den måde sikrer man, at forårets sårbare udtræk af ungfisk slipper forbi de kæmpestore ruser i render og priler.

I den forbindelse har man yderligere vedtaget, at fiskeriet i disse render og priler – hvor tidevandet løber ind og ud af Vadehavet – ikke må ske med redskaber, der rækker mere end 1/3 ud i strømrenden. 2/3 skal altså byde på fri passage for vandrefiskene året rundt. Reglen gælder såvel garn som ruser.

Samtidig etableres der udvidede fredningszoner ved mundingen af Brede Å, Brøns Å, Kongeåen, Sneum Å og Varde Å længst i nord. Ved et antal mindre udløb, som tidligere ikke har været omfattet af loven om fredningsbælter, er der nu udlagt almindelige 500 meter zoner.

Der gælder dog stadig en del irriterende undtagelser, hvor erhvervs- og bierhvervsfiskeri med åleruser er tilladt i fredningsbælterne. Præcis de regler, som gennem årene har budt på et utal af problemer og misforståelser. Dumt, at man ikke fik disse undtagelser ophævet.

Men alligevel er der mange gode takter i de nye bestemmelser. – Men vil de nu også blive overholdt? – Og har fiskerikontrollen i sinde eller midler og mandskab til også at kontrollere dem? Ellers er de intet værd. Da er det i realiteten kun os lystfiskere, der må indskrænke os…

15. februar 1999

©Steen Ulnits

*  “Trolling” eller “trawling”?

I forbindelse med udgivelsen af to nye lystfiskerguides – omtalt længere ned på denne side – havde Århus Amt den 9. februar indkaldt til et møde omkring fremtidens fisketurisme i Østjylland. Der var interessante indlæg fra såvel dansk som svensk og sågar hollandsk side – om myndighedrenes, turistorganisationernes og lystfiskernes syn på fisketurismen.

Under den afsluttende debat kom det frem, at man flere steder i Århus Amt havde samme problem at slås med: Der er – trods millionstore investeringer i et bedre vandmiljø – ingen torsk til turisterne, fordi et fåtal fiskekuttere gang på gang trawler ulovligt i fredede områder. I ly af natten, hvor de ikke løber nogen stor risiko. Og når først trawlerne har været der, går der lang tid, før man igen kan fange torsk.

Problemet er grelt og en stor hindring for udviklingen af en bæredygtig fisketurisme i Østjylland. – Mon ikke fiskeriministeren burde have kastet sin interesse på det brutale og klart ulovlige trawl-fiskeri i indre danske farvandestedet, i stedet for at kriminalisere det harmløse og rekreative trolling-fiskeri med stang og line? – Eller måske han slet ikke kender forskel på “trawling” og “trolling”?

Faktisk kan det meget vel være tilfældet. Selv Honda, den verdensberømte japanske producent af biler og påhængsmotorer, kender ikke til nogen forskel. I deres engelsksprogede brochurer anbefaler de således deres tyste 4-takts påhængsmotorer til netop “trawling”…

Forhåbentlig en fejl. – Eller måske de lydløse 4-taktere egner sig specielt godt til lydløst og lovløst fiskeri i ly af mørket?

11. februar 1999

©Steen Ulnits

*  Furesøen fri for fosfor

Furesøen er Storkøbenhavns åndehul nummer ét – i hvert fald det største. Den store sø, som tidligere bød på såvel fint fiskevand som godt badevand, har i de senere år skrantet ganske meget. Fiskeriet har stadig været godt – med fine fangster af store sandarter, som trives overmåde godt i søens uklare vand. Men badevandet har ladet meget tilbage at ønske – ulækkert og uklart af alger, som det har været i sommermånederne.

De mange alger skyldes naturligvis årtiers udledning af mere eller mindre urenset spildevand fra byområder og næringsrigt drænvand fra overgødskede markområder. De fleste tilledninger er nu stoppet, og søen er gået i gang med at rense sig selv på naturlig vis. Men det vil tage lang tid, før resultaterne af denne naturlige selvrensning begynder at vise sig. 30-40 år anslår amtets biologer.

Det ønsker myndighederne ikke at vente på. Københavns Amt har derfor søsat en plan, der i løbet af ganske få år skal give synlige resultater – i form af klarere vand. Amtet har i længere tid undersøgt forskellige muligheder for at hjælpe søen tilbage på ret køl og har nu besluttet sig for den såkaldte “Viborg-model”.

Denne model, som i flere år og med stort held har været anvendt i den smukke Hald Sø nær Viborg, går ud på at pumpe ren ilt ud i søens bundvand, så man kan fastholde den overskydende fosfor her. Når denne fosfor ikke længere frigives fra bunden til vandet under iltsvind, får søens alger ikke så meget at leve af. Der bliver derfor ikke så mange af dem, og vandet bliver derfor klarere. Samtidig vil man hjælpe yderligere til med “biomanipulation”, hvor man fjerner en stor del af søens skidtfisk – primært brasen og skaller. Disse lever af at æde dyreplankton, som så ikke længere kan holde algerne i skak.

Retableringen af Furesøen vil strække sig over en ti-årig periode og samlet koste 16,3 mio. kroner. Københavns Amts forslag er nu sendt til Frederiksborg Amt, som også skal bidrage til rensningen. Forslaget er ligeledes sendt til udtalelse hos Københavns Statsskovdistrikt, som ejer den smukke sø.

10. februar 1999

©Steen Ulnits

*  – Skipper selv skyldig?

Vi husker sikkert alle med gru, da lystfiskerskibet “Peder Wessel” i 1997 brutalt blev vædret af den norske gastanker “Clipper Skagen”. Fire omkom i det iskolde vintervand, inden redningsmandskabet nåede frem i den tætte tåge.

Nu forlyder det fra Norge, at den norske statsadvokat og politiet i Stavanger langt om længe har undersøgt sagen til bunds. De har fundet, at der ikke var grund til at anklage den norske kaptajn, som jo havde dansk lods ombord.

Men politiet i Lyngby har endnu ikke taget stilling til, om de vil anklage den norske skipper og/eller den danske lods for forsømnmelighed eller uforsvarlig sejlads. Det vides jo, at “Clipper Skagen” sejlede ganske stærkt i den tætte tåge. Der har også været forlydender fremme om, at elektronikken på “Peder Wessel” ikke fungerede, som den skulle.

Faktum er imidlertid, at de danske myndigheder – mere end et år efter den største katastrofe i dansk lystfiskeris historie – endnu ikke har afsluttet sagen…

7. februar 1999

©Steen Ulnits

*  Radioaktive russere…

Verdens sidste fristed for atlanterhavslaksen ligger idag på den russiske Kola-halvø. Laksefiskere fra hele verden valfarter derfor til Kola for at dyste med den sølvblanke fisk.

Desværre ligger verdens største atom-losseplads idag også på Kola-halvøen, nærmere betegnet i Murmansk, som med sin halve million indbyggere er hovedbyen i dette område. Og som samtidig byder på verdens nordligst beliggende permanent isfri havn.

Efter Anden Verdenskrig og op gennem den kolde krigs år opbyggede russerne en imponerende Nordflåde af atom-ubåde, som havde og stadig har base netop her. Men i takt med, at den kolde krig tøede op og Sovjetunionen smuldrede bort, begyndte den stolte atomflåde langsomt at ruste op. Manglende bevillinger førte helt enkelt til manglende vedligeholdelse.

Idag anslår eksperter, at der findes mere end 200 atomreaktorer på Nordflådens ubåde, 13 på havneanlægget i selve Murmansk og fire reaktorer på halvøens kraftværk. Flere er taget ud af drift og tærer langsomt op. En tikkende atombombe, så at sige.

Hertil skal så endda lægges de enorme mængder radioaktivt affald, som gennem de seneste årtier er dumpet i Barentshavet ud for Kola. Russerne har dumpet mere radioaktivt materiale i havene end alle andre nationer tilsammen. Og en stor del er helt naturligt havnet i Barentshavet, hvor jo Nordflåden opererer.

Alle disse oplysninger stammer fra en russisk militærperson ved navn Aleksandr Nikitin, der videregav dem til den norske miljøorganisation “Bellona”, som så formidlede dem videre til en skræmt vestlig verden. Russerne svarede med at anholde Nikitin, der af FSB (tidligere KGB) blev anklaget og fængslet for at have lækket statshemmeligheder.

De russiske myndigheder har ikke været i stand til at afvise Nikitins tal. Retten i Sankt Petersborg har ganske vist netop afvist sagen, men alligevel valgt at opretholde sigtelserne. Menneskerettigheder er for en gangs skyld ikke en by i Rusland!

Som lystfisker kan man kun gøre én ting: Boykotte det russiske laksefiskeri på Kola. Så undgår man også at udsætte sig selv for mulig stråling fra de mange lækkende reaktorer, der er mere rustne nu, end da tallene blev lækket…

Mere information om radioaktivitet og fisk i en kommende artikel i næste store opdatering af denne hjemmeside. Der for øvrigt er lige om hjørnet.

7. februar 1999

©Steen Ulnits

*  Nye fiskeguides fra Århus Amt

Århus Amt har netop barslet med to funklende nye fiskeguides, som går i dybden med de mange fiskemuligheder, der findes i netop Århus Amt.

Intet andet amt har så meget og så forskelligt fiskeri at byde på. Her kan man frit vælge, om man vil prøve torskefiskeriet i Århus Bugt og ud for Djursland, spinne sig til en kystørred i Mariager og Randers Fjord, kaste fluen ud til ørreder og stallinger i Gudenåens øvre løb eller forsøge sig efter gedder, aborrer og sandarter i det smukke midtjyske Søhøjland. For slet ikke at glemme laks og havørreder på Gudenåens nedre løb!

Alt dette er muligt inden for en times kørsel fra landets næststørste by. Og alt er samlet i de to splinternye fiskeguides, som dækker henholdsvis ferskvand (“Å og Sø”) samt saltvand (“Kyst og Hav”).

Flere end 150 østjyske lokaliteter (omkring 50 i ferskvand og 100 i saltvand) gennemgås i detaljer, og der er flotte farvefotos af mange pladser ved å, sø og kyst. De to guides er disponeret med et antal overordnede regioner, som beskrives generelt. Herefter følger så en detaljeret gennemgang af de enkelte fiskepladser, som den pågældende region har at byde på.

De nye fiskeguides er på hver 52 sider i fuld 4-farve og koster blot kr. 35,- stykket. Det er langt under fremstillingsprisen. Fås på lokale turistkontorer eller via Århus Amts Erhvervsafdeling på telefon 89 44 66 66.

5. februar 1999

©Steen Ulnits

*  Lystfiskerrejser – nyt katalog

Strobel Travel, der har base i Århus, har netop udsendt sit første rigtige katalog med fiskerejser. Rejserne går til Grønland, Island og Alaska, når det gælder kolde laks og ørreder. Og til Argentina, Cuba og Mexico, når det gælder hotte bonefish og tarpon med flere. Her er, hvad rejsebureaudirektør Bent Strobel har at sige om de nye fiskerejser:

Strobel Travel har indgået et samarbejde med forfatteren og fotografen, fiskeribiologen og globetrotteren Steen Ulnits om arrangement af førsteklasses fiskerejser til eksotiske rejsemål. Her er det kvaliteten, der er i højsædet – ofte med fokus på fluefiskerens drømmevande, det være sig i ferskvand eller saltvand.

Strobel Travel er et rejsebureau, der idag har Mellemøsten som største arbejdsområde. Andre vigtige områder er Afrika og Fjernøsten. Strobel Travel er et familieforetagende, hvor alle gerne fisker, når tiden tillader det. Vi er naturligvis medlem af såvel Rejsegarantifonden som Dansk Rejsebureauforening. Vore gæsters garanti for seriøse arrangementer.

Vi arrangerer hvert år et antal guidede fisketure til de her nævnte destinationer – ture, som er guidet af Steen Ulnits. Han har fisket de pågældende steder adskillige gange og ved derfor, hvad man kan forvente sig, og hvad man har brug for at vide om fisk, fiskegrej og fiskemetoder.

Ud over disse guidede grupperejser arrangerer vi også Incentive rejser for virksomheder, der ønsker at belønne gode medarbejdere på en spændende og utraditionel måde. Vi arrangerer også gerne individuelle rejser for den lystfisker, der alene eller sammen med en rejsekammerat vil prøve kræfter med eksotiske fisk i eksotiske omgivelser.

Drømmer man eksempelvis om at svinge fluestangen mellem Amazonjunglens lianer og opleve suget, når en massiv peacock bass inhalerer fluen på overfladen, så klarer vi også det. Eller vil man opleve den ultimative fight med en tre meter lang sejlfisk eller marlin på sin fluestang, så er vi ikke længere væk end nærmeste telefon.

Vi har kontakterne i orden og kan derfor arrangere enhver tænkelig fiskerejse til ethvert tænkeligt sted på kloden. Uden at det koster vore gæster en øre ekstra.

Såvidt Bent Strobel fra Strobel Travel. Det nye 8 siders farvekatalog med prisliste er gratis og kan afhentes eller bestilles hos Strobel Travel, H.H. Seedorfsstræde 3-5, 8000 Århus C, telefon 86 76 17 22, fax 86 76 17 88 eller e-mail: bent@strobel-travel.dk.

5. februar 1999

©Steen Ulnits

*  Sønderjysk sølvtøj

I Sønderjylland fik man som tidligere nævnt en lang næse til premieren. Fødevareminister Henrik Dam Kristensen havde i sidste sekund udskudt den gamle og oprindelige premiere fra den 16. januar til den 1. marts – dog kun i de åer, der munder ud i Vadehavet. Altså Vidå, Brede Å, Brøns Å, Ribe Å, Kongeå, Sneum Å og Varde Å.

Den udskudte premiere var sikkert til glæde for fiskene i disse åer, men næppe for de mange fiskere, som vinteren igennem havde set frem til premierefiskeriet. De gæve sønderjyder – samt en god del frustrerede tyskere – måtte i stedet tage til takke med det, som den sønderjyske østkyst havde at diske op med.

En stor del såvel lokale som tilrejsende valgte klassikerenSønderstrand i bunden af Åbenrå Fjord. En lokalitet, som altid holder fisk ved premieren den 16. januar. Af to årsager. Dels ligger jo Enstedværket og varmer i bunden af den smukke fjord. Og dels munder to ørredførende bække ud samme steds.

Der blev da også taget pænt med ørreder på premieredagen og de følgende dage. Største fisk målte 75 cm og var relativt blank, men alligevel en mager nedfaldsfisk, som havde været oppe i en af de to bække for at gyde. I tilgift til havørrederne blev der også landet pænt med fine stegetorsk.

Samme billede tegnede der sig for de fiskere – klubmedlemmer, for der sælges ikke dagkort til ikke-medlemmer så tidligt på sæsonen – der valgte at gæste den lille Hoptrup Å ved premieren. Også her blev der landet godt med havørreder, hvoraf den største målte 85 cm. I modsætning til 75 cm’s fisken fra Sønderstrand blev 85 cm’s fisken fra Hoptrup genudsat til en anden god gang. Det var nemlig også en nedfaldsfisk.

2. februar 1999

©Steen Ulnits

*  “Bøgernes Bog” om de danske vandløb

Miljøstyrelsens Bent Lauge Madsen er om nogen de danske vandløbs virkelige ven. Han har beskæftiget sig med strømmende vand i mere end en menneskealder, og nu har han så meget passende begået “Bøgernes Bog” om bække og åer i det danske land.

Her er virkelig alt, man kunne tænke sig at vide om vandløb i Danmark. Uanset om man interesserer sig for vandløbenes historie, deres indvånere eller menneskets brug/misbrug af dem, så er det med.

Bogens titel er “Vandløbene i Danmark”, og den er smukt illustreret fra ende til anden. Dels med forfatterens egne fotos fra de mange, mange timers ophold ved det strømmende vand – dels med elegante akvareller af kunstneren og fuglemanden Jens Gregersen. Sidstnævnte tilbringer ganske vist det meste af sin tid blandt skarverne på Vorsø, men kender alligevel den øvrige danske natur bedre end de fleste.

De mange og altid smukke illustrationer gør i sig selv bogen til en nydelse. En bog, som man kan bladre i bare for at komme i godt humør. Eller en bog, man læser blot for dens mange faktuelle og ind imellem fascinerende oplysninger. – Hvem vidste måske, at mellem 300 og 400 hektar af den landbrugsjord, som blev indvundet ved den store regulering af Skjernå så sent som i 1960erne, allerede er sunket eller har “sat sig” med mere end én meter? – At denne jord nu igen er uden værdi til rationel landbrugsproduktion?

Det er den slags oplysninger, der gør denne nye bog til en ren guldgrube for alle med en smule interesse for de danske vandløb.

Når man selv kan huske den forfærdelige “vedligeholdelse”, som blev de allerfleste danske vandløb til del helt op i 1980erne, kan man kun glæde sig over udviklingen her i det seneste årti. Nu er det langt om længe slut med de regelmæssige opgravninger – ofte med gravko – der sendte såvel åens bund som også planter og fisk sprællende op på bredderne…

De danske vandløb har det idag bedre end i mange år, og mange vil få det endnu bedre – efter gennemgribende restaureringer, som vil bringe dem tæt på deres oprindelige tilstand og selvrensende forløb. Til glæde ikke kun for vandløbenes egne dyr og planter, men også for det øvrige vandmiljø, som på denne måde friholdes for en meget stor del af de næringssalte, der ellers ville kvæle livet i vore indre farvande – via algeblomst, iltsvind og bundvendinger.

Når man har læst bogen, forstår man baggrunden for den nuværende vandmiljø-handlingsplan langt bedre.

Bogen er udgivet af Gads Forlag med økonomisk støtte fra Miljøstyrelsen. Det har resulteret i en uhørt lav pris for så smuk og indholdsrig bog. Den bør derfor læses af alle med interesse for danske vandløb!

  • Bent Lauge Madsen og Jens Gregersen:
  • “Vandløbene i Danmark”
  • G.E.C.Gads Forlag
  • 180 sider, indbundet, ill. farve
  • kr. 139,-

31. januar 1999

©Steen Ulnits


*  “Miljø- og Vandpleje” fra DSF

Det er ganske vist ingen rigtig nyhed, for Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) har længe udgivet sine små hæfter i serien “Miljø- og Vandpleje”. Men det nye er, at hæfterne nu er tematiserede, så de på den måde får en større brugs- og referenceværdi. Og at de udkommer regelmæssigt fire gange om året.

Det seneste nummer har dambrug som tema. Vil man have seriøs information på højt niveau, – det meste er skrevet af biologer – finder man det her. Her er der tørre tal, som sort på hvidt fortæller, hvor galt det stadig står til med de danske dambrug. Hvor meget de forurener, og hvordan de påvirker vandløbenes fysiske og kemiske tilstand. I nummeret før var det de danske fjorde, der var temaet, og før dem igen fiskeplejen.

Redaktør er Hans-Martin Olsen, som til daglig er biolog hos Århus Amt. Her fører han tilsyn med vandløbene og deres miljøtilstand. I fritiden samler han så stof ind til “Miljø- og Vandpleje” – hvis han da ikke skriver det selv. Lidt tid til at svinge fiskestangen bliver der dog også.

Bladet, som automatisk sendes ud til vandplejeudvalgene hos DSF’s medlemsforeninger, kan i begrænset omfang fås på Sekretariatet, der har tlf. 75 82 06 99.

30. januar 1999

©Steen Ulnits

*  Torsk i Gudenåen…

Mange har i den seneste tid spærret øjnene op, når de fik fangsten i land i Randers Havn. Det var nemlig en torsk, der havde gabt for højt over krogen – en vaskeægte torsk i stedet for de aborrer og sandarter, man ellers er vant til i Gudenåens ferske vand.

For ganske vist begynder søterritoriet officielt ved Randers Bro opstrøms Randers Havn, og ganske vist kan selv ganske store skibe sejle helt ind i bunden af den lange og smalle Randers Fjord – helt ind i syd- og nordhavnen. Men i realiteten er det stadig Gudenåen, der sejles på og fiskes i, og vandet er derfor ægte ferskvand.

Alligevel er det så lykkedes et pænt antal torsk at nå helt ind i bunden af Randers Fjord – helt op i Gudenåens nedre løb. Det kan kun være sket på én måde: Der har været et kraftigt højvande og østenvind, som har presset en stor lomme saltvand fra Kattegat helt ind i Randers Havn. Og torskene er så blot fulgt med det tunge saltvand ind.

Man må dog forvente, at de relativt hurtigt vil gå til herinde. Saltlommen vil konstant blive fortyndet af Gudenåen, og til sidst vil torskene ikke længere kunne leve i det. Forhåbentlig er de så fanget inden da! En tung pligt, men nogen må jo gøre det…

30. januar 1999

©Steen Ulnits

*  Moderate premierefangster i Kolindsund

Som bekendt blev premieren ved de sønderjyske vadehavsåer udskudt fra den 16. januar til den 1. marts. Ifølge fiskeriministeren skyldes den forlængede fredning hensynet til de mange undermålshavørreder, der fanges og genudsættes ved premierefiskeriet.

Heldigvis er der dog stadig vandløb, hvor sæsonstarten løb planmæssigt af stabelen den 16. januar. Desværre kunne man næsten overalt konstatere, at åerne flød over med vand efter længere tids regn. Sine steder kunne det endog være svært overhovedet at finde frem til åens leje på de oversvømmede marker…

Helt så galt var det ikke ved Kolindsund Kanalerne på Djursland, hvor mange fiskere fra både nær og fjern var mødt op. Der blev fisket ihærdigt på den klassiske strækning ved Fannerup længst oppe, hvor Ørum Å løber ud. Længere opstrøms findes det vigtige gydetilløb Nimtofte Å. På disse strækninger fanges der derfor mange nedfaldsfisk.

Der blev også fisket ihærdigt på det “åbne” bystykke ved Grenå længst nede, hvor fangsterne i regelen primært består af sølvblanke grønlændere friske fra det salte Kattegat. Det nederste stykke gennem byen er åbent vand for byens borgere og kaster hvert år mange fisk af sig til såvel lokale som udenbys fiskere.

Der blev fanget og genudsat fisk overalt. Et slag på tasken siger, at der ialt blev fanget op mod 200 fisk på premieredagen. Til de bedste hørte en blank overspringer på små fem pund og en velkonditioneret nedfalder på knap 11 pund, 75 cm lang.

26. januar 1999

©Steen Ulnits

*  Drivisfiskeri fra flager…

Isfiskeri er populært i det fattige Rusland. Dels fordi der om vinteren i regelen er metertyk is at fiske fra – dels fordi fangsten er et vigtigt kosttilskud. Russiske lystfiskere fisker således ikke kun for lystens skyld!

Forleden kom et hold russiske isfiskere fra Sakhalin øen i det østligste Sibirien dog i store vanskeligheder. Godt 100 fiskere stod og fiskede ude på havisen, da en stor isflage rev sig løs og begyndte at drive til havs – med de mange isfiskere ombord!

Fiskerne blev dog reddet i land, da isflagen nogle timer senere atter drev ind mod kysten. Her ventede både og helikoptere på de nødstedte lystfiskere. Historien melder desværre ikke noget om, hvorvidt de også fangede noget under den ufrivillige sejltur på den drivende isflage!

Sakhalin øen er næsten 1.000 km lang og enkelte steder under 100 km bred. Længst i syd peger den ned mod den japanske ø Hokkaido, hvor Vinter-OL byen Sapporo ligger med sine eksklusive skisportssteder – i grel kontrast til de fattige forhold på Sakhalin, hvor man må fiske med livet som indsats. Dødsulykker under dette isfiskeri er regelmæssige…

26. januar 1999

©Steen Ulnits

*  Greenpeace mod dansk piratfiskeri i Antarktis

Danske fiskebåde deltager – som tidligere omtalt på denne side – aktivt i et storstilet og ulovligt rovfiskeri på truede fiskearter i Antarktis.

Det drejer sig om den eksotiske fiskeart “Patagonian Toothfish” – på latin “Dissotichus eleginoides” – der kan blive op til 2 meter lang, men som vokser uhyre langsomt i det iskolde antarktiske hav ud for Australien og New Zealand.

På dansk kaldes fisken “patagonisk isfisk”. Den lever på meget dybt vand – ned til 2.000 m’s dybde – hvor den har levet godt og skjult indtil 1995, da man opdagede den hidtil ubefiskede ressource.

Trods det vanskelige fiskeri på de meget store dybder har fiskeriet efter denne eksotiske fisk udviklet sig med rekordagtig hastighed. Fisken indbringer nemlig meget store summer på det altid fiskehungrende japanske marked, der traditionen tro ser stort på, om fiskene nu også er lovligt fangede eller ej.

De høje priser har medført, at fiskebåde fra store dele af verden er søgt sydpå, hvor de nu rovfisker isfisk i australsk territorialfarvand. Heriblandt danske fiskebåde, som til lejligheden blot skifter flag – til nationer, der ikke er underlagt EU’s accept af kvoterne på isfisk. Den langsomt voksende fiskeart er nemlig omfattet af strikse bestemmelser fra den australske regering, der imidlertid har meget svært ved at kontrollere tyvfiskeriet i det kolossale farvand omkring “øen”.

Allerede nu – efter kun to fiskesæsoner – kan man da også se, at de fangede fisk er af en mindre gennemsnitsstørrelse end før. De uhyre langsomtvoksende fisk tåler helt enkelt ikke det nuværende og altså klart illegale fiskepres.

De ulovligt fangede isfisk sejles op til Mauritius i det Indiske Ocean, hvorfra de nedfrosne fisk i containerskibe sejles videre til Japan. Her bliver de til den eftertragtede “sashimi”, der indbringer skyhøje priser på japanske restauranter.

De ulovligt fangede isfisk sejles for øvrigt det sidste stykke med danske Maersk Line. Som for øvrigt er udmærket klar over trafikken. Dansk fanget fisk på danske containerskibe. – Det kan vi da være stolte af, eller…?

Såvel den danske afdeling af WWF som den danske miljøminister har imidlertid udtrykt stor utilfredshed med A.P.Møller skibenes transport af danske tyvekoster.

Nu har den verdensomspændende miljøorganisation Greenpeace besluttet sig for at gøre noget aktivt ved sagen. De vil nemlig aktionere ved Antarktis, mens ministre og embedsmænd fra mere end 20 lande i dagene 24.-28. januar mødes på Antarktis for at diskutere det kolde økosystems fremtid.

Greenpeace vil skabe opmærksomhed omkring det omtalte rovfiskeri, som truer ikke blot den eksotiske fiskeart selv, men på sigt også hele det sarte økosystem, den indgår i. Fiskene vokser uhyre langsomt i det iskolde vand omkring Antarktis, og skader på fiskebestandene heler derfor også uhyre langsomt. Fortsætter det illegale fiskeri som hidtil, vil der ifølge fiskeribiologer kun gå tre år, førend der ikke længere kan drives noget rentabelt fiskeri efter den eftertragtede isfisk.

Der blev i 1997 landet omkring 200.000 tons patagonisk isfisk til en markedsværdi af mere end 6 milliarder danske kroner. Af dem var mere end halvdelen ulovlig fangst, mener Greenpeace.

25. januar 1999

©Steen Ulnits

*  LDL brev til fødevareministeren:

Vedr.: Udkast til bekendtgørelse om visse former for lystfiskeri

Ministeriet har med brev af 16. dec.1998 fremsendt udkast til bekendtgørelse til høring med henblik på afgivelse af bemærkninger inden den 25. januar 1998.

Landsforbundet har i den anledning deltaget i et opklarende møde med Fødevareministeren den 5. januar. Tillige har vi fremsendt anmodning om baggrundsmateriale for udkastet i brev af 30. Dec. 1998. Hertil har vi modtaget svar fra ministeriet i brev af 7. januar.

Ministeriet anfører bl.a. i sit svar af 7. januar, at begrænsningerne skal ses i lyset af, at der er konstateret farvandsområder med problemer bl.a. i forhold til garnfiskerne. På den baggrund er der bl.a. foreslået områder med forbud mod trollingfiskeri. Landsforbundet har ikke kunne få denne påstand om problemer med garnfiskeri contra trolling verificeret.

I det kendte materiale for beslutningsgrundlaget savnes opgørelser over fangstmængder ved trollingfiskeri i de nævnte områder, og der foreligger ikke fra andre områder opgørelser, der viser, at trollingfiskeri er, eller bliver, en trussel for vandrefiskene.

Landsforbundet har lavet en intern undersøgelse (vedlagt), der viser, at trollingfiskeri ikke udgør nogen speciel trussel mod vandrende fisk. Undersøgelsen viser, at der i gennemsnit skal 56 timers trollingfiskeri til for at fange en havørred/laks.

Ligeledes savnes opgørelser og dokumentation over “andre problemer” vedr. trollingfiskeri i de nævnte områder, eksempelvis opgørelser over skader på erhvervsfiskeudstyr (fra politi, fiskerikontrol og forsikringsselskaber mm), hvor trollingudstyr har været årsagen.

Der foreligger heller ikke materiale, som viser at “spilende” redskaber monteret på fiskelinen” er en trussel mod bestanden af vandrende fisk, jvf. Niels Vestergaards og Søren P. Jensens redegørelse om trolling. Vi skal derfor foreslå, at §3, stk. 2. ændres til: “Det er dog tilladt, at anvende mindre indretninger monteret direkte på fiskelinen, som er egnet til at spile redskabet.”

Fødevareministeren udtalte den 13. januar i TV2 nyhederne, “at vi ser trollingfiskeriet gør et stort indhug i vandrefiskene.” Landsforbundet mener, at der ikke er belæg for udtalelsen, og er fortsat af den holdning, at trollingfiskeri ikke udgør en målbar faktor for vandrefiskene.

Der foreligger til gengæld omfattende dokumentation for, at garnfiskeri fortsat er et alvorligt problem for vandrefiskene, hvilket blev dokumenteret på konferencen i Viborg (se bilag). Vi finder det derfor vigtigt, at det først og fremmest er her, der sættes ind med begrænsninger. Her vil man have den største effekt på vandrefiskenes beskyttelse.

Da beskyttelsen af de vandrende fisk også ligger Landsforbundet meget på sinde, skal vi derfor foreslå, at teksten i §4 erstattes med et forbud mod trolling- og garnfiskeri i en 200 m. bred zone langs alle kyster. Derudover foreslås et udvidet fredningsbælte – for åudløb over 2 meters bredde – som skal friholdes for alt fiskeri. Fredningsbæltet udformes som en ligesidet trekant, hvor hver side er op til 1,5 km.

Når vi foreslår udvidede fredningszoner for både trolling- og garnfiskeri, er det ikke på baggrund af, at vi opfatter trollingfiskeri som en direkte trussel for vandrefiskene på lige fod med garnfiskeriet. Forslaget skal alene ses som en beskyttelse for badende, og en tiltrængt lettelse af det “simple fiskeri” (vadefiskeri). Ensidige restriktioner mod trollingfiskeri er for LDL helt uacceptable.

Vi skal heller ikke lægge skjul på, at vi finder de i udkastet foreslåede meget store områder, hvor udkastet lægger op til totalforbud for trollingfiskeri, unødige samt stærkt diskriminerende for de i lokalområdet berørte mennesker, der dyrker trolling og dørgefiskeri.

Landsforbundet kan støtte eventuelle restriktioner i form af forbud mod trolling på nærmere afgrænsede områder, såfremt de suppleres af tilsvarende forbud mod fiskeri med nedgarn i de samme områder. Det begrundes med, at fiskeri med nedgarn fortsat er den største dokumenterede trussel for de vandrende fisk. Vi mener dog at sådanne lokale forbud og restriktioner må afvente lokalrådsindstillinger, især hvis der skal være en mening med nedsættelse af lokale råd.

På den baggrund skal Landsforbundet venligst bemærke, at vi finder det foreliggende beslutningsgrundlag er for mangelfuldt og ikke kvalificeret til en endelig afgørelse i en så vigtig sag, der får afgørende betydning for tusinde af menneskers fremtidige udfoldelsesmuligheder.

Skal der alligevel være nogen mening i Fødevareministerens betragtninger, som han gav udtryk for på mødet den 5. januar, om at eventuelle kommende forbud alene skal ses på baggrund af et ønske om at varetage vandrefiskenes tarv, hvilket LDL helt kan tilslutte sig, bør man fortsat fokusere på garnproblematikken. Ikke mindst de ulovlige garnsætninger, der tilsyneladende er stigende.

Med venlig hilsen

“Landsforbundet Danske Lystfiskere”

v. Erik Thorsen

24. januar 1999

*  Forskning i Fiskeribiologi og Fiskeriforvaltning

Under denne overskrift efterlyser Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri ansøgere til en pulje på 21 mio. kroner, som staten har afsat til forskning i fiskeribiologi og fiskeriforvaltning.

Forskningsprogrammet sigter – som det så smukt formuleres – på at “forøge vidensgrundlaget og opbygge langsigtet kompetence indenfor fiskeriforvaltningen i overensstemmelse med målsætningerne i den nationale delstrategi for fiskeriforskningen. Opbygning af et integreret vidensgrundlag for fiskeriforvaltningen kræver tværdisciplinær forskning, og der vil derfor blive lagt vægt på dette.” Citat slut.

– Organiseret ordgejl eller hvad? Under alle omstændigheder opfordres offentlige forskningsinstitutioner, universiteter, brancheforskningsinstitutter samt selvejende forskningsinstitutter til at søge projektmidler fra den omtalte pulje. Emnerne skal ligge inden for hovedområder som fiskeribiologi, fiskeriforvaltning, redskabsteknologi og fiskeriøkonomi.

Nærmere oplysninger samt ansøgningsskemaer kan fås hos Strukturdirektoratet under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri på adressen Toldbodgade 29, 1253 København K. Telefon 33 63 73 00 eller telefax 33 63 74 71.

24. januar 1999

©Steen Ulnits

* Skjernå på skinner

Nu ser det endelig ud til, at Skjernå igen bliver til en rigtig å – med sving og høller – i stedet for et kanalagtigt afløb for landbruget. Endelig, for det er nu mere end ti år siden, at et enigt Folketing besluttede sig for, at Danmarks vandrigeste å skulle lægges tilbage i sit oprindelige bugtede leje…

Årsagen var og er, at en ureguleret å med regelmæssige mellemrum oversvømmer de engområder, der ligger ned til åen. Herved aflejres en meget stor del af de næringssalte – primært kvælstof fra landbruget – som ellers ville ende ude i Ringkøbing Fjord. Her ville de forårsage algeblomst, iltsvind og – i sidste ende – bundvendinger.

I de forgangne år har staten opkøbt eller ombyttet jord langs Skjernåens nedre løb. Man er nu så vidt, at ni entreprenørfirmaer er udpeget til at byde på de kommende anlægsarbejder, der tilsammen udgør Danmarks hidtil største naturretableringsprojekt. Og samtidig også et af Europas største af slagsen.

Det deciderede gravearbejde forventes påbegyndt omkring 1. juni i år, men det vil jeg nu gerne se først, før jeg tror på. Ti års venten har gjort mig skeptisk… Men om alt går vel, vil der blive anlagt nye veje og nedlagt gamle, bygget nye broer og nedlagt gamle samt flyttet rundt på mange tusinde lastvognlæs sandet vestjysk jord.

Disse anlægsarbejder løber tilsammen op i mere end 100 mio. kroner, så det er heldigt, at der står et enigt Folketing bag! 0,1 milliard kroner er jo trods alt også en klatskilling her sidst på måneden…

Det forventes nu, at Skjernåen om to til tre år atter snor sig afsted gennem landskabet på sin vej mod Ringkøbing Fjord. Til glæde for både fugle, fisk og mennesker langs åen samt vandmiljøet ude i fjorden, ikke at forglemme. Om så den berømte Skjernå-laks også vil nyde godt af den “nye” å, får stå hen i det uvisse.

21. januar 1999

©Steen Ulnits

*  Forlænget fredning – udskudt premiere

Fødevareminister Henrik Dam Kristensen har tilsyneladende haft travlt i den seneste tid. Ikke blot har han varslet indskrænkede muligheder for trolling-fiskeriet (se nedenfor). Nu har han også forlænget fredningen ved de sønderjyske åer, som munder ud i Vadehavet. Her er årets sæsonstart således udskudt til den 1. marts, hvilket er den “gamle” premieredato. De fiskere, som forventningsfulde drog af huse den 16. januar, fik således en lang næse – eller gjorde sig skyldige i en kriminel handling.

Baggrunden for den udvidede fredning er – såvidt vides – at det tidlige forårsfiskeri tolder for hårdt på bestanden. Ikke mindst tror ministeren, at mange grønlændere under målet dør af at blive fanget og genudsat. Det samme troede biologerne, som i tre år har undersøgt Vadehavet med tilløb. De kunne dokumentere, at omkring 8.000 havørreder under målet årligt dør efter ophold i områdets mere eller mindre tørlagte pæleruser. Men de kunne ikke sætte noget tal på den skade, som sportsfiskeriet menes at forvolde på havørrederne oppe i åerne.

Det kan derfor virke lidt panikagtigt, at en sådan udvidet fredning lanceres i sidste sekund. Men man må gå ud fra, at ministeren nu ligger inde med stærke og konkrete beviser på det tidlige sportsfiskeris skadelige virkninger på bestandene af havørreder i Vadehavsområdet.

Det skal blive spændende at se, hvilket undersøgelser der ligger til grund for de nye regler. – For det er vel aldeles utænkeligt, at ministeren har ligget under for pres fra erhvervs- og bierhvervsfiskerside, og at han derfor har grebet til en udvidet fredning – uden at have den biologiske baggrund i orden? – At de nye regler blot skulle være led i den politiske “studehandel” med fritidsfiskeriet, som har været omtalt i pressen?

19. januar 1999

©Steen Ulnits

*  Vanskelig vandmiljø-handlingsplan

– Det bliver svært at nå målene i Vandmiljø-handlingsplan II, forlyder det fra flere amter. Plan II blev iværksat, da man kunne se, at den oprindelige plan fra 1987 havde spillet fallit over for landbrugets udledninger af kvælstof til åer, søer og fjorde.

Den nye plan indebærer blandt andet, at 16.000 hektar landbrugsjord skal sættes mere eller mindre under vand, så næringssaltene tilbageholdes her – så de ikke havner i vandmiljøet, som ellers ville og vil kvittere med algeblomst, iltsvind og bundvendinger.

Men det viser sig at være svært at nå til enighed om de 16.000 hektar nye vådområder. – Hvor skal de ligge henne, og hvor meget skal lodsejerne have i kompensation? Fra myndighedernes side har man meldt klart ud, at man ikke ønsker problemerne løst ved ekspropriation – at man vil søge at løse problemerne i fred og fordragelighed.

Det er imidlertid lettere sagt end gjort, for mange lodsejere med egnede vådområder vil ikke være med – eller er stærkt utilfredse med den kompensation, der har fået stillet i udsigt. Det drejer sig jo om arealer, der i forvejen er marginaljorde, og dem kan man jo ikke forvente nogen stor kompensation for. Hvad man imidlertid har vist sig at gøre flere steder – blandt andet i Århus Amt, hvor striden drejer sig om Kolindsund kanalerne på Djursland.

Får amtet sin vilje, skal kanalerne tørlægges. Da Kolindsund på nuværende tidspunkt er et ganske produktivt havørredvand, er lokale sportsfiskere bestemt ikke begejstrede ved tanken…

I andre amter går det heldigvis bedre. På Fyn har man således haft det store held, at flere større godser selv har henvendt sig – med mulighed for at etablere store, sammenhængende vådområder til en fornuftig pris. Så her ser man ikke problemer med at leve op til den nye vandmiljø-handlingsplan.

15. januar 1999

©Steen Ulnits

*  El Niño og La Niña

Vi har i de sidste to år oplevet rekordhøje temperaturer på verdensplan – efter alt at dømme forårsaget af en tiltagende drivhuseffekt.

Vi ved, at havoverfladen i dette århundrede er steget knap 20 cm. En del af forklaringen herpå er, at isen ved polerne smelter med knap 1 cm om året. En anden del af forklaringen er, at vandet simpelthen fylder mere, når temperaturen samtidig stiger. Stigningen i verdenshavenes vandspejl går således hurtigere, end man hidtil har regnet med.

Mere og mere tyder på, at Jordens klima i vid udstrækning udspringer fra Stillehavet ud for Sydamerika. Det er her, fænomenerne “El Niño” og den efterfølgende “La Niña” tager deres udspring. Fra den varme havstrøm “El Niño”, som regelmæssigt – med 3-7 års mellemrum – hærger farvandet ud for Chile og Peru, kender man til de ødelæggende virkninger af temperaturstigninger i havstrømmene. Hver gang, “El Niño” dukker op, ødelægges fiskeriet totalt i kortere eller længere perioder.

Efter hver varm “El Niño” kommer der en kold “La Niña” – en efterfølgende periode, hvor havstrømmen igen afkøles. Hvor koldt havvand i stedet føres usædvanligt langt nordpå mod Indonesien. Denne evige skiften påvirker verdens klima langt mere, end man først har antaget. Det er den, der i vid udstrækning afgør, om man i Asien får hedebølge og tørke eller voldsomme regnskyl og oversvømmelser.

Der er ved at være enighed blandt klimaforskere om, at drivhuseffekten er med til at forstærke de omtalte svingninger i havstrømmenes temperatur – at vores udledning af COi den vestlige verden således er direkte med til at øge antallet af tropiske storme, som hærger fattige områder af verden.

15. januar 1999

©Steen Ulnits

*  LDL pressemeddelelse:

Møde med ministeren

Ved hjælp af en “inside forbindelse” lykkes det mellem jul og nytår LDL at få et personligt møde i stand med Henrik Dam Kristensen (og ministeriet) den 5. januar.

Vi lagde stor vægt på, at så mange repræsentanter for lystfiskeriet som muligt kom med til mødet. DSF m fl. var også straks med på invitationen – og deltog. Det væsentligste ministeren sagde var, at bekendtgørelsen alene havde til hensigt at beskytte vandrefiskene ud fra et alment synspunkt. Se det var interessant. En målsætning LDL helt kan tilslutte sig.

Samme aften afholdt LDL et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde. Her deltog bl.a repræsentanter for alle tre danske småbådsklubber samt Danmarks Havfiskerforbund. Konklusionen på mødet blev, at LDL forslår som ændringsforslag, at alt trolling- og garnfiskeri ikke må finde sted inden for 200 meter fra lavtvandslinjen. Hertil kommer, at fredningszoner ved udløb (over 2 m) udvides til en ligesidet trekant – gerne på 1500 gange 1500 meter – hvor alt fiskeri forbydes.

Dette forslag falder godt i tråd med den politik, LDL tidligere har fremsat op til konferencen i Viborg (efteråret 97) netop for at skåne vandrefiskene og tilgodese “det simple fiskeri” (vadefiskeri fra kysten). Som loven er i dag, skal man holde sig 75 meter fra faststående redskaber. Her er således ikke plads til et almindeligt kystfiskeri med den100 meterzone, som vi kender den i dag. Både garn- og trollingfiskerne er jo motoriseret og har således ingen problemer med at fiske længere ude.

Ser vi lidt på vandrefiskene, så gælder det om at beskytte dem på vej til og fra gydebankerne. Her selekterer garn ikke, men det gør kunstagn. Det er op til fisken, om den vil bide eller ej. Det forekommer derfor ganske urimeligt, hvis trolling-fiskeri skal vige til fordel for garn, hvis det – som ministeren anførte – alene drejer sig om at varetage vandrefiskenes tarv. Handler det derimod om en “kompensation” til fritidsfiskerne, så er det en helt anden sag.

For god ordens skyld skal vi påpege, at fritidsfiskerne ikke har mistet noget – de må fortsat fiske med 6 redskaber, dog kun med 3 nedgarn analog med regelsættet fra før ’93, hvor en flok indspiste organisationsfolk (DSF) glemte at protestere, da fritidsfiskeriet fik lusket kvoten op fra tre til seks garn.

Der skal heller ikke herske nogen som helst tvivl om, at LDL ikke kan acceptere, at store områder lukkes for det rekreative lystfiskeri, uanset hvilken art af fiskeri det gælder, alene på baggrund af “politiske studehandler”. Skal der være generelle forbud for lokale områder, skal det alene kunne begrundes i biologiske velbegrundede forhold, og dem vil vi godt se.

Skal der på nuværende tidspunkt drages en konklusion, bliver det, at LDL ønsker et regelsæt, der er enkelt, let at administrere og som skal virke efter hensigten. Her tager vi ministeren på ordet – nemlig beskyttelse af vandrefiskene mod overfiskeri.

Og som rosinen i pølseenden, så skal der komme noget fornuftigt ud af vores indbetalte fisketegnsmidler. Skal dette fisketegn ikke kun virke som en ny “skat” til en slunken statskasse, så gælder det i høj grad ørredens tarv. Et tarv, der ikke bliver opfyldt før, der kun må fiskes med amatørredskaber i det rekreative fiskeri – altså kun et garn, eller lystfiskergrej med en tilsvarende potens.

Erik Thorsen

“Landsforbundet Danske Lystfiskere”

Kommentar: En interessant ny vending på problematikken. Hvis det virkelig er sandt, at udkastet til den famøse bekendtgørelse kun og udelukkende havde til hensigt at sikre vandrefiskenes frie adgang til gydepladserne, så må LDL’s forslag til en 200 meter garn- og trollingfri zone bestemt være i alles interesse – også ministeriets.

Hermed ville også al kritik af ministeriets eventuelle studehandler med fritidsfiskerne straks forstumme, så en debatten kunne fortsættes på et sagligt grundlag.

12. januar 1999

©Steen Ulnits

* Nyt år – og det sidste

Så har vi taget hul på et nyt år – det sidste i dette årtusinde. Jeg skal benytte lejligheden til at sige tak til de mere end 10.000, der gæstede min hjemmeside i dens første år – langt flere, end jeg nogensinde havde forventet.

Jeg takker for tilliden og interessen og skal i 1999 forsøge at gøre det bedre endnu – med flere opdateringer og flere nyheder. Miljøstoffet er stadig højt prioriteret – med gode fangster og spændende nyt fiskegrej på andenpladsen.

Knæk og bræk i det nye år!

9. januar 1999

Steen Ulnits

* Mindre laks i norske elve

Som det vil være regelmæssige læsere af denne side bekendt, så er bestanden af vildlaks i norske elve raslet ned i de allerseneste år – med 1997 som noget nær et katastrofeår for mange af de klassiske lakseelve.

Nu ligger fangststatistikken for det forgangne år klar – med interessante nyheder. Den samlede fangst steg nemlig markant i forhold til 1997. Til gengæld bestod fangsterne næsten udelukkende af smålaks – grilse – med kun en enkelt vinter i havet. Laks, der i mange tilfælde kun vejer 1-2 kg og dermed ikke er meget større end mange havørreder. Mellemlaksene (2-3 års havophold) og storlaksene (3-4 år i havet) brillierede med deres totale fravær de fleste steder.

Gaula, som er en rigtig “danskerelv”, oplevede næsten en 4-dobling af fangsterne i ’98 i forhold til ’97 – fra omkring 5 tons til godt 20 tons. Til gengæld lå snitvægten så lavt som 2,5 kg.

Namsen, som frekventeres af mange danskere, steg til godt 20 tons laks i ’98 – dog kun fra godt 15 tons i ’97. Laksene her holdt en pænt høj snitvægt på 3,5 kg.

Orkla, som oplevede en ren katastrofesæson i ’97 med kun godt 4 tons laks, steg til godt 7 tons i ’98, men middelvægten holdt sig også her nede på omkring 2,5 kg.

Stjørdalselven, som mange danske fluefiskere holder meget af, gav i ’98 mere end 5 tons laks, hvilket er noget nær en 4-dobling i forhold til ’97. Desværre kunne man her notere sig en rekordlav snitvægt på kun godt 2 kg.

Ingen har nogen plausibel forklaring på dette fænomen. Men de ofte griske norske laksebønder, som stiltiende har set til, mens vildlaksen kæmpede for sit liv i norske elve, fjorde og havområder, lugter straks penge. De spår nu, at der – som altid i de gode, gamle dage – efter et godt grilseår vil komme et godt år for de større laks. Altså kan de (måske) slippe afsted med at sætte prisen på elvlejen i vejret igen…

Der er imidlertid overhovedet ingen garanti for, at 1999 bliver noget godt lakseår. Dertil er der alt for mange og komplicerede forhold, som spiller ind.

9. januar 1999

©Steen Ulnits

*  Fra frisk fisk til fersk fars…

Der har i den seneste tid været megen debat om mangelen på friske fisk hos danske fiskehandlere. Selv TV har fået øje på problemet og har lavet en hel udsendelse om det. Også fødevareministeren har længe haft et godt øje til de halvgamle og halvrådne fisk, som ofte er til salg. Et besynderligt fænomen i en traditionel fiskerination, hvor der intetsteds er mere end 50 km til havet og de friske fisk…

Faktum er desværre, at de gode fisk går til eksportmarkedet, hvor de indbringer gode priser. Vi danskere må derfor tage til takke med, hvad der måtte blive til overs af vore egne fisk. Fisk, som i forvejen er halvdårlige – efter måske at have ligget mast i flere timer i bunden af en stor trawlpose…

Men fiskebranchen har råd for den slags dårligdom. De hele og rensede fisk købes typisk ind på fiskeriauktionerne af fiskegrossister, som sælger den ferske og isede fisk videre til fiskeforretningerne.

Her ankommer de i mere eller mindre god stand, hvorefter de straks lægges til skue i vinduet. Er fiskehandleren heldig, får han solgt dem straks. I modsat fald er han nødt til at filettere fiskene, inden de rådner helt. Friske fileter stammer således ikke eller kun sjældent fra friske fisk – med mindre man da selv har bedt om at få de hele fisk filetteret.

Bliver fileterne heller ikke solgt, er der kun én vej tilbage for fiskehandleren – kødhakkemaskinen, der laver de forrådnende fileter om til frisk fiskefars til fiskefrikadeller. Friskhakket fiskefars er således meget lidt frisk…

Bliver fiskefarsen heller ikke solgt – bliver den smidt ud. Fiskekød holder nemlig ikke ret længe, da proteinerne i fiskekød nedbrydes meget hurtigt. Frisk fisk lugter aldrig – men det gør der desværre (næsten) altid hos fiskehandleren. Og der lugter ikke af frisk fisk!

For øvrigt: Når det er sæson for hornfisk – i maj-juni og nogle måneder frem – vil man altid se de hele fisk først. Dernæst kommer fileterne, som med garanti ikke er friske. Hornfisk kan nemlig ikke udbenes effektivt, mens de er friske. Da vil de karakteristiske grønne ben ikke slippe kødet.

Det vil de derimod gerne, når fiskene har ligget et par dage i fiskehandlerens vindue…

– Velbekomme!

9. januar 1999

©Steen Ulnits