Kvotekonger – kroner og koner

IMG_6546

Det hele startede tilbage i 2002, hvor den daværende Venstre-regering, tro mod sin politiske overbevisning, gik i gang med at privatisere fiskeriet. Der skulle indføres omsættelige fiskekvoter for de forskellige fiskearter.

I fiskerkredse mener flere dog, at motivationen i virkeligheden var en ganske anden. Daværende justitsminister var nemlig den konservative Lene Espersen, hvis egen fader og fiskeskipper var på randen af en personlig konkurs. Med indførelsen af omsættelige fiskekvoter slap justitsministerens far ud af sin gældsfælde.

Det samme gjorde flere andre fiskere. De undgik konkurs ved at sælge deres kvoter til mere velstående kolleger, som hermed blev endnu større spillere på fiskemarkedet. Intet odiøst i det. De frie markedskræfter i spil.

Men uanset den virkelige årsag, så vedtog Folketinget tilbage i 2002 en reform af dansk fiskeri, som indtil da havde været præget af kaos omkring fangster og fiskeri. Man valgte at indføre omsættelige kvoter, som man havde haft det i mange år i flere andre lande.

Kvoteordningen afløste det såkaldte ”rationsfiskeri”, hvor alle fartøjer havde haft lige adgang til at fiske en bestemt mængde fisk per tidsenhed.

Det var en tid, hvor der var for mange både om for få fisk. En tid, hvor det derfor var svært for mange fiskere at få det til at løbe rundt rent økonomisk. Der var brug for en reduktion i antallet af både, og det lykkedes faktisk med de omsættelige kvoter.

IMG_6584

Danske fiskere har således siden 2003 kunnet købe og sælge retten til at fiske en bestemt mængde fisk af en given art i et givet tidsrum. Formålet hermed var at give den enkelte fisker større fleksibilitet og at modernisere fiskeflåden, så den passede til de til enhver tid rådende fangstmuligheder.

Politikerne var dog helt fra starten bevidste om, at den nye kvoteordning ikke måtte resultere i, at de tilgængelige kvoter endte på for få hænder. Ministeriet blev derfor pålagt at følge udviklingen og gribe ind, hvis koncentrationen af kvoter skulle blive for stor.

I de tilhørende lovbemærkninger blev det forudsat, at ministeriet skulle ”opbygge et kvoteregister, der kunne sikre gennemsigtighed af kvoteejerskab og udgøre en basis for kontrollen af, at reglerne overholdes.”

Igennem hele kvoteperioden har der været 9 (8) ministre med dette som deres resort-område. 6 fra Venstre og 3 fra Socialdemokratiet:


  • Mariann Fischer Boel (V): november 2001 – august 2004
  • Hans Chr. Schmidt (V): august 2004 – september 2007
  • Eva Kjer Hansen (V): september 2007 – februar 2010
  • Henrik Høegh (V): februar 2010 – oktober 2011
  • Mette Gjerskov (S): oktober 2011 – august 2013
  • Karen Hækkerup (S): august 2013 – december 2013
  • Dan Jørgensen (S): december 2013 – juni 2015
  • Eva Kjer Hansen (V): juni 2015 – februar 2016
  • Esben Lunde Larsen (V): februar 2016 – august 2017

Det er for øvrigt tankevækkende, at det er nøjagtig de samme partier, personer og ministre, som passivt har set til, mens de multiresistente MRSA-svinebakterier udviklede sig…

Ingen af disse skiftende ministre har tilsyneladende kunnet finde ud af at overholde de oprindelige lovbemærkninger om, at kvoterne ikke måtte koncentreres på for få hænder. Rigsrevisionens opgørelse viser således, at der alene fra 2012 og frem til 2017 er sket en kraftig opkoncentrering af kvoterne:

I 2017 sad således blot 16 kvotekonger på hele 66% af kvoterne for sild, makrel og industrifisk. Dette udgør en stigning på 13% i forhold til tallet på 53% i 2012. En stigning på næsten 25% på blot fem år.

Grafikken fra TV2 News er desværre fejlbehæftet, da Danmark ikke har en kvote af tun. Tunen er fredet og bliver herhjemme kun landet og solgt som bifangst. Størsteparten af de tun, der er landet i den seneste tid, stammer fra svenske fartøjer, der fanger dem under fiskeri efter sild i Kattegat.

I 2017 sad blot 10 kvotekonger tilsvarende på 47% af kvoterne for torsk, rødspætte og jomfruhummer. En stigning på 7% i forhold til tallet på 40% i 2011. En stigning på knap 18% i løbet af en 6-årig periode.

Altså en udvikling i stik modsat retning af, hvad Folketinget havde vedtaget tilbage i 2002 og sat i værk året efter. Således kunne Berlingske for nylig berette, at mere end halvdelen af alle vores fisk nu fanges af blot 18 både, der til gengæld er større end nogensinde. Som får den gamle Kalundborgfærge til at ligne en lystsejler ved siden af.

Problemet med disse gigantfartøjer er, at de fisker med redskaber så store og tunge, at de fysisk ødelægger havbunden og miljøet her. Færre, men større både anretter således mere skade end flere og mindre fartøjer. Dette ifølge WWF Verdensnaturfonden. Det er dog primært tobisfiskeriet, der medfører store skader på bundmiljøet.

IMG_6585

Det har også skævvredet fordelingen mellem det kystnære fiskeri og så højsøfiskeriet. I takt med at kvoterne er blevet samlet hos et fåtal kvotekonger, er skibene blevet færre, men større. Nu i regelen så store, at de ikke længere kan anløbe de mindre fiskerihavne rundt omkring.

Det har indtil videre ført til lukning af 50 mindre havne landet over – alene i løbet af de seneste årti. Med efterfølgende økonomisk afmatning i de ramte lokalområder.

Samtidig har fiskerierhvervet oplevet, hvad man længe har kendt til i landbrugskredse:

Ikke blot er man blevet købt op af større spillere med flere penge end én selv. Man har også oplevet, at store spillere har fået så megen magt, at de kan presse bankerne til ikke at låne penge ud til mindre landmænd og fiskere.

Herefter kan de store så få lov til at blive større endnu. Nu uden konkurrence. Og da er det næsten umuligt for unge landmænd og nye fiskere at etablere sig på markedet.

Da er det pludselig monopollignende tilstande, som hersker. Præcis dem, man ville undgå med lovbemærkningerne tilbage i 2002. Og derfor vedtog Folketinget så i 2012 endnu engang, at der skulle rettes op på skævhederne. Denne gang under Mette Gjerskov (S).

Landets største kvotekonger kommer ikke uventet fra Skagen, Hirtshals og Esbjerg. De er blevet multimillionærer på at have købt fiskekvoter op på det frie marked. Mindst to af kvotekongerne er i dag sågar milliardærer. Det har Berlingskes gravende journalister kunnet se af fiskernes regnskaber.

Og det er langt fra altid sket på lovlig vis. Således har kvotekongen Henning Kjeldsens hustru ifølge Berlingske opkøbt fiskekvoter for 123 millioner kroner. Og det til trods for, at kvotedronningens selskab blot råder over en lille glasfiberjolle på knap 6 meter…

Posten som fiskeriets minister blev senest overtaget af Esben Lunde Larsen (V), der nu nødtvungent skulle implementere Folketingets beslutning. Han var nemlig underlagt statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som i mellemtiden havde knyttet stærke økonomiske bånd til netop kvotekongerne.

EkstraBladet kunne således afsløre, at en af kvotekongerne havde doneret 6-cifrede beløb til statsministerens egen Løkke-fond. Hvor statsministerens egen hustru for øvrigt er bestyrelsesformand. Og at statsministeren havde kastet glans over sammes frokoster ved at deltage i dem:

Det gik derfor ikke så godt for Lunde Larsen, der endnu engang blev taget i at lyve, misinformere eller tilbageholde vigtige oplysninger for Folketinget. Adspurgt om hans og Venstres forhold til de velhavende kvotekonger svarede han:

”Det er det rene nonsens. Jeg har ikke nogen relationer til nogen, der måtte være kvotekonger. Jeg har haft en interesse i at udvikle hele dansk fiskeri. Jeg har ingen kommentarer til den slags påstande fra DF.”

Adspurgt om, hvorvidt Løkke-fonden heller ikke havde modtaget penge fra kvotekonger, svarede Esben Lunde Larsen mere afværgende:

“Jeg har ikke nogen kommentarer til, hvad alle mulige andre måtte have. Jeg har ikke modtaget penge fra fiskerne.”

“Alle mulige andre”. Inden da havde Esben Lunde Larsen påstået, at der ikke var andre løsninger på problematikken med de voksende kvotekonger end at lade disse underskrive erklæringer på tro og love om, at de selv var retmæssige indehavere af de pågældende kvoter:

– At der ikke var brugt stråmænd. At der ikke blev fisket fra fiktive både. At der ikke blev købt kvoter i hustruens navn. Altsammen forhold, der ofte var blevet nævnt som mulige omgåelser af kvoteloven og dens intentioner.

Efterfølgende kom det så frem, at Esben Lunde Larsens egne embedsmænd rent faktisk havde præsenteret ham for en lang række langt mere vidtrækkende forslag til øget kontrol med kvoterne. Men dem havde Esben Lunde Larsen egenhændigt valgt ikke at forelægge Folketinget.

Det skabte naturligvis øget mistillid til ministeren, da dette kom frem, og Esben Lunde Larsen måtte efterfølgende hoste op med det, der i dagspressen er blevet kaldt historiens største undskyldning. Havde han ikke gjort det, havde Dansk Folkeparti trukket tæppet væk under ham.

IMG_6586

Da det så senest kom frem, at ministeren stadig ikke havde gjort noget konkret for at rette op på forholdene og begrænse kvotekongerne, tog Rigsrevisionen selv initiativ til en undersøgelse. Den konkluderede følgende:

”Rigsrevisionen har i forbindelse med undersøgelsen af ministeriets forvaltning observeret en række forhold, der ikke bare dokumenterer ministeriets utilfredsstillende forvaltning, men også kan indikere ulovligheder”.

Rigsrevisionens rapport bliver normalt forelagt statsrevisorerne, før den offentliggøres. Denne gang valgte statsminister Lars Løkke imidlertid forlods at bruge rapportens konklusioner til at fratage Esben Lunde Larsen fiskeriområdet, der overgik til Karen Ellemann.

Herved undgik han at skulle gennem et nyt pinefuldt samråd med Esben Lunde Larsen, som var kommet op at toppes med ikke mindst Dansk Folkepartis fiskeriordfører, Ib Poulsen. Et samråd, han næppe havde overlevet som minister.

Presset fik så til sidst statsminister Lars Løkke Rsmussen til at fratage Esben Lunde Larsen fiskeriområdet. – En regulær fyring, kaldte DF’s fiskeriordfører det, ikke uden en vis skadefryd.

Men ikke overraskende opfattede den fyrede fiskeriminister Esben Lunde Larsen det selv helt anderledes. Faktisk var han oprigtigt glad for ikke længere at være minister for fiskeriet. Det sagde han i hvert fald…

Sagen er nu vokset til et reelt problem for statsministeren og regeringen, der efterhånden ikke har megen tillid tilbage blandt befolkningen.

Den har indtil videre kostet én fiskeriminister og to højtstående embedsmænd deres stillinger. Senest har den også medført fem politianmeldelser af kvotekonger, hvis aktiviteter har virket mistænkelige på såvel Rigsrevisionen som statsrevisorerne og ministeriet selv.

Den borgerlige Morgenavisen JyllandsPosten mener imidlertid, at sagen er mere alvorlig end som så:

“Skandalen er så alvorlig, at det kan vise sig nødvendigt med en uvildig, ekstern juridisk vurdering af, hvorvidt der er grundlag for at rejse en rigsretssag mod én eller flere ministre om ikke mod dem alle.”

IMG_6583


Allersenest så endnu en hjælpende hånd til de betrængte kvotekonger:

Indtil for nylig kunne staten opsige storfiskernes fiskekvoter med en frist på 8 år. Men i foråret fordoblede en ellers kritisk opposition fristen til 16 år. Ifølge Dansk Folkeparti for at gøre det nemmere og billigere for erhvervsfiskerne at låne. Som om netop kvotekongerne skulle have brug for specielt gode lånevilkår…

Det er efterhånden uhyre svært at forstå Socialdemokratiets rolle i dansk politik. Måske fordi den er ved at være udspillet?

Afslutningsvis denne lille sang, som provocateur Randahl Fink Isaksen alias @R4nd4hl har forfattet til en velkendt melodi og lagt op på sin Twitter-profil. Den afspejler vist meget godt, hvad mange efterhånden mener om såvel regeringen generelt som kvotekongerne specielt:

  • Må man overtræde loven?
  • Må man lyv’ for Folketinget?
  • Må man lade kvotekonger
  • styre landet ubetinget?
  • Ja ja ja ja jah,
  • det må man gerne!

Læs gerne journalist Ole Beiters personlige portræt af Esben Lunde Larsen i Weekendavisen, hvis du vil vide mere om “Konfirmanden med de spidse sko“:

© 2017 Steen Ulnits