Skarven

Adskillige undersøgelser dokumenterer, at skarven er en hård belastning for vore fiskebestande. – Hvorfor gør myndighederne så intet ved sagen?

Skarven er en fugl, som har levet i Danmark siden stenalderen. En primitiv, men meget dygtig fisker, der trives godt i de lavvandede danske kystområder.

skarv

 

Mellemskarven, som vi fiskere kender den og fiskene frygter den.
 

Mennesket har altid set skarven som en uønsket konkurrent, hvorfor bestanden gennem årene har været holdt hårdt nede. Så hårdt, at man i 1980 totalfredede fuglen herhjemme. Som værtsnation for en stor del af Europas samlede skarvbestand kunne man ikke bare se til, at der blev drevet jagt på en i andre lande udryddelsestruet fugl.

Skarven reagerede uhyre positivt på fredningen og blev igen en hyppig ynglefugl i Danmark. Desværre nærmest eksploderede bestanden i de følgende år. Fra at være borte som ynglefugl voksede den danske skarvbestand til 60.000 ynglende fugle. Hertil kommer et stort antal trækgæster sydfra, som får det samlede tal op på 150.000 skarver.

En så stor bestand er der ikke plads til i Danmark – det er både jægere, fiskere og mange andre mennesker, som har deres gang ved vore vande, enige om. De fleste ornitologer mener dog det modsatte.

Dygtige bundgarnstømmere

De mange skarver kan ses siddende overalt på landets bundgarnspæle, hvor de tørrer deres vinger. Og spejder efter mad! Netop fiskernes bundgarn har vist sig at være det rene tag-selv bord for skarverne, som er i stand til at tømme selv overdækkede bundgarn på forbløffende kort tid.

IFF i Silkeborg udførte i 1991 og 1992 undersøgelser, der viste, at 50-100 skarver er i stand til at tømme et bundgarn for 50 kg ørreder på mellem et og tre kvarter! En voksen skarv vejer omkring 2 kg, men kan alligevel fange og sluge ørreder på over 1 kg!

Men ikke nok med, at skarverne tømmer garnene for fisk, de kan spise. Skarven hugger også efter fisk, den slet ikke kan sluge. Således er det almindeligt at se torsk og ørreder på op til 4-5 kg med tydelige mærker i ryg og sider efter skarvens skarpe næb. Fisk, som ofte går til grunde af deres skader. Og fisk, som er usælgelige på markedet.

Det kan man ikke klandre skarven for. Sådan er dens natur – som en mår i et hønsehus. Skarven har et stærkt overlevelsesinstinkt, der får den til at hugge efter alt inden for rækkevidde. Og som altså kan udarte i en blodrus, når den udsættes for noget så kunstigt som et fyldt bundgarn.

Erhvervsfiskerne er derfor rasende over den store og støt voksende skarvbestand. Man kan regne sig frem til, at de mange skarver vægtmæssigt fanger flere fisk, end erhvervsfiskerne må ifølge deres kvoter!

Og skarven nøjes ikke med at spise skidtfisk, som det ellers ofte påstås. Alt ryger ned i maven på de sultne fugle – torsk, fladfisk, ål og ørreder, som jo alle er værdifulde spisefisk. En enkelt skarv havde endda specialiseret sig i en sådan grad, at der neden for dens rede fandtes ikke færre end 80 mærker fra udsatte ørreder!

Det kniber derfor allerede nu med mad til de alt for mange fugle i Horsens Fjord, hvor landets største koloni ligger. Den ligger på den lille Vorsø på fjordens nordside.

Glade for ørreder…

Her er skarven også kommet i søgelyset som en mulig årsag til, at der ikke kommer mere ud af de store udsætninger af laks og ørreder, som er foretaget i de seneste år. Såvel erhvervsfiskere som erhvervsdykkere kan her fortælle, at skarven holder meget af de næsten tamme og nyudsatte laksefisk.

På Vorsø yngler hvert år op imod 5.000 voksne skarvpar, der i snit får små 2 unger. Alt i alt omkring 20.000 skarver årligt! Det er så mange, at det nu kan mærkes på områdets fiskebestande og ørredvande. Således har Fiskeriministeriets biologer konstateret, atman i dette område kun får 20% af de genfangster, man er vant til andre steder i landet. De resterende 80% har skarverne taget sig af…

Der er i løbet af de sidste ti år sket en decimering af bundgarnsfiskeriet på Horsens Fjord. De forringede miljøforhold har givet en del af skylden – skarverne resten. I takt med den stigende bestand af skarver må fuglene nu trække længere og længere bort fra deres redepladser for at finde føde nok. En voksen skarv æder daglig et lille halvt kilo fisk – unger under opvækst endnu mere. Der skal således uhyggelig meget mad til for at holde liv i 150.000 sultne skarver – omkring 75 tons friske fisk hver eneste dag!

Det har betydet, at skarverne nu også findes langt inde i landet – ved søer og vandløb, hvis begrænsede fiskebestande næppe tåler denne belastning. Fra Irland ved man, at skarver har været i stand til opfiske en hel bestand af lakseungfisk i et enkelt vandsystem. Det har videnskabelige undersøgelser vist.

Og fra flere danske søer forlyder det nu, at skarverne er endog meget hårde ved ikke mindst aborrerne. Denne melding lyder fra blandt andet Glenstrup Sø i Jylland og Esrum Sø på Sjælland. Sidstnævnte sted er der ikke taget højde for det indhug i fiskebestanden, som skarverne gør, da man gav den nu gældende tilladelse til trawlfiskeri på søen.

Skarvernes effekt på søernes fisk dog endnu ikke klarlagt videnskabeligt.

Dygtige ornitologer

– Hvorfor får den danske bestand af skarver da lov til at formere sig så uhæmmet, som tilfældet er? Den er jo ikke længere nogen truet art, som den var før fredningen. Idag er det jo nærmere skarven, der udgør en trussel for andre arter.

Såmænd fordi der i Skov- og Naturstyrelsens Naturovervågningskontor sidder et antal dygtige ornitologer, som dyrker deres egne interesser – fugle. Som ønsker, at skarven skal formere sig ukontrolleret som hidtil – helt uden at se på de skadelige konsekvenser af denne udvikling for det øvrige miljø.

I en pressemeddelelse udsendt sidst i 1992 lød det samstemmende fra Danmarks seks fiskeriforeninger, at man anbefaler de store marine fiskeudsætninger stoppet, så længe skarvbestanden fortsat er fredet. At man hensætter midlerne fra fisketegn og garnlicenser til senere brug, da de ellers vil være spildt.

“- Skal havets rigdomme reserveres til fuglefoder i stedet for at blive anvendt som værdifuld føde for mennesker?”

Sådan sluttede de seks fiskeriforeninger deres pressemeddelelse. Og faktisk er der siden da ikke sket noget nævneværdigt for at regulere skarvbestanden. Man har ganske vist prikket nogle æg, men blot med det resultat, at skarverne lagde nogle nye. Eneste markante resultat er nogle kedelige eksempler på selvtægt – utvivlsomt forårsaget af mangelen på konkrete tiltag fra myndighedernes side.

Nu kan så sportsfiskerne også tilslutte sig koret af klagende naturbrugere, der gerne så skarvbestanden reduceret til et bæredygtigt niveau. For nu er der ikke længere tvivl om, at skarven har skylden!

Skarven skal naturligvis have lov til at være her, som den altid har været det. Men skal det være for enhver pris?

Steen Ulnits

 

Efterskrift:

Den 30. juli 1997 blev skarven så langt om længe fjernet fra EU’s såkaldte “rødliste” over truede arter.

Skarven blev dog ikke gjort jagtbar. Der kan søges om dispensation til at skyde skarv, hvor det skønnes nødvendigt – eksempelvis ved udsætninger af fisk. Og skarven må stadig skydes i umiddelbar nærhed af opstillede bundgarn.

Endelig tyder de seneste tal på, at skarvbestanden i Danmark nu langt om længe har stabiliseret sig.