Dambrug IV

629px-Jyllands-Posten-Logo.svg

Medicinrester og kemikalier

I denne den sidste af fire artikler om danskfiskeopdræt ser vi på, hvordan man i udlandet har tacklet havbrugenesuundgåelige forurening.

Havbrugene er og bliver problembørn, når det gælder miljøet. I de åbne og flydende netbure er der nemlig ikke mulighed for at begrænse forureningen fra de mange tusinde fisk.

Fiskenes efterladenskaber samt foderspild og medicinrester siver uundgåeligt ud gennem netmaskerne – ud i frivandet, som derved belastes mærkbart. Under havbrugene vil man således kunne konstatere et mere eller mindre tykt slamlag forårsaget af nedsynkende stoffer fra netburene.

Derfor er havbrugene – og vil givet altid være det – et problembarn i miljømæssig henseende. Det så vi senest på Nordals, hvor man først – for at efterkomme vandmiljø-handlingsplanen – pålagde borgerne udgifter i størrelsesordenen 24 millioner kroner til kloakering og rensning af spildevandet.

Siden måtte de selvsamme borgere måbende se til, at der blev placeret et forurenende havbrug lige uden for døren. Et havbrug, der alene forurener miljøet med lige så meget fosfor som de 10.000 borgere, der er tilsluttet rensningsanlægget i Himmark.

Det fik naturligvis de gæve borgere på Nordals til at fare i flint, for hvad var meningen? – Hvorfor spilde millioner af gode skattekroner på et bedre vandmiljø – blot for at se til, at en ny forurener etablerer sig inden for synsvidde?

Problemet er ikke isoleret og specifikt for Nordals. Præcis det samme er set andre steder i landet. Et af de seneste eksempler er tovtrækkeriet omkring et antal havbrug i farvandet mellem Fyn og Sjælland – et område, der administreres af hele tre amter, nemlig Fyns, Vestsjællands og Storstrøms Amt.

Fyns Amt, der i lang tid var meget kritisk indstillet over for nye havbrug i sit område, vendte på en tallerken og stillede i udsigt, at der blev givet nye tilladelser. På den anden af Storebælt – i Vestsjællands Amt – havde man omvendt besluttet at sige nej til alle ansøgninger om anlæg af nye havbrug eller udvidelse af eksisterende. Man var endda gået så vidt som til at kræve et enkelt havbrug lukket og afviklet inden udgangen af 1992. To helt forskellige holdninger til den samme ting på hver sin side af det samme Storebælt.

Dette var for to år siden. Sidste år gav så Storstrøms Amt tilladelse til anlæg af hele syv nye havbrug, hvilket både Fyns og Vestsjællands Amt straks protesterede imod. Tre af havbrugene skulle nemlig have været placeret i Langelandsbæltet og ville her have medført en miljøbelastning, der svarer til renset spildevand fra mere end 40.000 personer.

Vi har tidligere været inde på den såkaldte vandmiljø-handlingsplan, som skal redde det truede vandmiljø i de indre danske farvande fra iltsvind, bundvendinger og fiskedød. I denne handlingsplan budgetterer man med en total udledning af kvælstof på 650 tons – fra samtlige landets havbrug, vel at mærke. I Storstrøms Amt havde man alene tildelt sig selv en årlig udledning på 200 tons!

Miljøstyrelsen fandt det derfor nødvendigt at gå ind i sagen og har nu ophævet de givne tilladelser – både til de planlagte tre havbrug i Langelandsbæltet og til de fire andre, som var tænkt placeret i Karrebæksminde Bugt ved Sydsjælland. De allerede eksisterende 8 havbrug har så til gengæld fået tilladelse til at øge deres forurening – via en tilladelse til udvidet foderforbrug.

Myndighederne har således haft mere end svært ved at finde fælles fodslag – for slet ikke at tale om egne ben at stå på – i sagen om de forurenende havbrug. Det håber man nu vil ændre sig. De tre implicerede amter har nemlig besluttet sig for et nærmere samarbejde, hvor problemerne omkring havbrugene skal kulegraves.

Så fremtidige beslutninger – forhåbentlig – vil kunne træffes på basis af en dybere indsigt i de faktiske forhold omkring havbrugene og deres uundgåelige forurening. Så skulle der gerne komme enslydende meldinger fra de tre amter!

Udenlandske erfaringer

Sammenligner vi med udlandet, må man straks konstatere, at vi her i landet behandler havbrugene endog særdeles lempeligt. I udlandet ser man med langt strengere øjne på havbrugene og deres belastning af miljøet.

I Finland pålægger man eksempelvis havbrugene samtlige omkostninger i forbindelse med monitering (kontrol) af det udledte spildevand. Her har man den omvendte bevisbyrde af, hvad vi har herhjemme: Her skal havbrugeren nemlig selv bevise, at han ikke forurener. Og altså også betale omkostningerne derved.

Det beløber sig i Finland til op imod en halv krone pr. kilogram produceret regnbueørred i flydende netbure. Lægger man ovennævnte tal til grund, ville havbruget ved Nordals hvert år skulle af med mere end kr. 100.000 alene i ekstra miljøafgifter.

Men det skal man altså ikke i dagens Danmark. Her kan eksisterende havbrug fortrøstningsfuldt forurene videre, omend også de må indstille sig på stedse skrappere krav til mængden af udledte stoffer.

Men hovedspørgsmålet må alligevel være, om der overhovedet bør ligge forurenende havbrug i de indre danske farvande? Om havbrugene med deres desværre uundgåelige forurening ikke burde forvises til mere åbne og mindre følsomme områder med større udskiftning af vandet. Eller om man ikke i stedet burde tage tyren ved hornene og så helt enkelt forbyde enhver form for fiskeopdræt i åbne netbure og samtidig gå aktivt ind med støtte til de førnævnte landbaserede anlæg?

Det ville i hvert fald løse forureningsproblemet og samtidig bibringe dansk erhvervsliv et profitabelt eksportemne – det forureningsfri fiskeopdræt i højteknologiske indpumpningsanlæg. Det ville også styrke vor internationale anseelse på miljøområdet.

Imidlertid er problemet omkring havbrugene mere kompliceret end som så. Det drejer sig nemlig ikke kun om mængden af udledt kvælstof og fosfor – de næringsstoffer, som vandmiljø-handlingsplanen koncentrerer sig om. Dem, der først får algerne til at blomstre uhindret op. Og dem, der siden – via de mange døde alger – forårsager iltsvind, fiskedød og bundvendinger.

Medicinrester og kemikalier

Desværre er der nemlig endnu en faktor inde i billedet. Lad mig her citere den tyske forsker Uwe Kils fra Institut für Meereskunde ved universitetet i Kiel:

“I sig selv er disse substanser (kvælstof og fosfor, red.anm.)egentlig ikke skadelige – så længe de ikke tilføres miljøet i for store mængder. Langt farligere er efter min mening en uansvarlig omgang med såvel medicin som kemikalier til bekæmpelse af alger (på netburene, red.anm.) og snyltere (på fiskene, red.anm.).Det er nemlig stoffer, der hober sig op gennem fødekæderne, og som derved kan udgøre en fare også for mennesker”. Citat slut.

Det skal i denne forbindelse oplyses, at havbrugerne i regelen behandler deres netbure med diverse kemikalier. Disse kemikalier skal hindre begroning med alger, som vil bremse udskiftningen af frisk vand gennem netmaskerne. I værste fald vil fiskene kunne blive kvalt – et problem, der er størst i varmt sommervand.

I områder med en vis saltholdighed kan man ligeledes få problemer med havlus, som i store mængder sætter sig på fiskene og rasper løs i deres skind – med vantrivsel og i værste fald endda dødsfald til følge. Havlusene bekæmper man ved at bade fiskene i kemikalier, der får lusene til at slippe deres tag. Hvorefter de blot driver ud i frivandet, hvor de så angriber vildfiskene i stedet…

Dette har i Irland forårsaget en decimering af havørredbestanden mange steder. De udtrækkende ungfisk af havørred angribes massivt, når de passerer fiskeopdrætets store netbure, hvorefter de vantrives og bliver et let bytte for såvel rovfisk som -fugle og -dyr.

Medicinrester er et tredje problem. Igen har man ingen muligheder for at undgå, at anvendt medicin ikke når ud i frivandet – ud til vildfiskene, som gerne holder til ved netburene. Her kan de nemlig ofte få sig et nemt måltid af overskydende foder fra fiskeopdrættet. Ulovligt anvendt medicin vil derfor uundgåeligt havne i såvel tamfiskene inden for som vildfiskene uden for netburene. Og til sidst havne i de mennesker, der fortærer fiskene.

Desværre har vi ikke her i landet obligatoriske undersøgelser af eventuelle medicinrester i de opdrættede fisk. Desværre, idet regelmæssig stikprøvetagning definitivt kunne be- eller afkræfte de vedvarende forlydender om brugen af ulovlige stoffer. Medicin- og kemikalierester kan være meget skadelige for de personer, der uforvarende måtte indtage dem. Resistens og allergi er et par af komplikationerne.

Alt i alt må man således konstatere, at havbrugene – de åbne med flydende netbure – er endog særdeles kontroversielle. At de leverer en betydelig og uundgåelig forurening med næringsstoffer, som havmiljøet ikke har godt af. Og at brugen af medicin og øvrige kemikalier er et andet og hidtil meget overset problem.

Spørgsmålet om havbrugene er derfor rent politisk. – Hvor megen skade på miljø og muligvis endda mennesker vil man fra politikerside tolerere for at bevare nogle få arbejdspladser? Fra naturens hånd er netop farvandet omkring Als et af de områder, der hyppigst rammes af iltsvind, fiskedød og bundvendinger. – Er det så klogt at skubbe det følsomme havmiljø netop her endnu et stykke mod afgrunden?

© 1993 Steen Ulnits


Efterskrift:

Det er nu langt om længe dokumenteret fra Miljøstyrelsen, at det samlede fiskeopdræt herhjemme – i ferske dambrug og salte havbrug – hvert år udleder 145 tons formalin9 tons kobbersulfat samt 3 tons (!) antibiotika.

Disse ret fantastiske tal er baseret på data fra ’94 og er næppe blevet mindre i den forgange tid…


Denne artikel var den sidste af fire i en artikelserie i Morgenavisen Jyllands-Posten 1993. Herunder links til alle:

Dambrug I

Dambrug II

Dambrug III

Dambrug IV


629px-Jyllands-Posten-Logo.svg