Havbrugene og miljøet
I den tredje af fire artikler om dansk fiskeopdræt ser vi her nærmere på havbrugene – på de flydende netbure fyldt med fisk og uundgåelig forurening…
I dagens Danmark er der omkring 500 dambrug – placeret ved primært de jyske vandløb. I disse dambrug svømmer omkring 100 millioner regnbueørreder rundt hvilket gør denne fiskeart til Danmarks mest udbredte “husdyr” overhovedet.
De mange regnbueørreder lever her et kort, men hektisk liv, inden de – omkring 1 år gamle og 200 gram tunge – slagtes og sælges som portions-ørreder. Langt størsteparten af disse fisk går til eksport.
En mindre procentdel af disse ørreder er imidlertid mere heldige end som så. Det er dem, der i stedet får lov til at leve en ekstra sæson i et af landets omkring 30 havbrug. Om foråret – typisk i april måned, hvor vandet i å og hav har omtrent samme temperatur – transporteres regnbueørreder i store tankvogne fra det ferske vand i dambrugene til havbrugenes mere eller mindre salte vand.
I det friske og salte havvand stortrives regnbueørrederne. De vokser sig store og tykke på rekordtid. De fisk, der i april måned vejede 2-400 gram, vejer typisk 2-4 kg, når de slagtes i november! De er flot røde i kødet – på grund af farvestof tilsat foderet – og yderst velegnede til koldrøgning. Også størsteparten af disse fisk går til eksport. Japan er en af de store aftagere – også af den eftertragtede rogn, der i starten mest blev betragtet som et biprodukt, men som nu er et meget vigtigt produkt i sig selv.
Der er endog meget gode penge i denne produktion. Det er nemlig meget billigt at producere disse store regnbueørreder i havbrugene. Herude slipper man jo for de relativt store anlægsomkostninger, som dambrugeren ved åløbene altid vil have. Alene jorden koster jo penge. Havet derimod er frit – eller har i hvert fald været det hidtil. Herude skal der blot investeres i store, flydende netbure, som tages på land om vinteren, før et eventuelt islæg kommer og ødelægger dem.
De første havbrug
Det holdt imidlertid hårdt, før havbrugene var kommet over de første børnesygdomme. Ikke førend nylonnettet var en realitet, kom der for alvor gang i udviklingen. Og så skulle man endda først finde frem til egnede lokaliteter – til beskyttede steder med god udskiftning af vandet. Og steder, hvor vandet ikke drev med vandmænd, brandmænd, søsalat og andre ting, der kunne stoppe netmaskerne til og hindre udskiftningen af vandet.
De første forsøg fandt sted i 1950’erne – med Hjarnø i Horsens Fjord som det første egentlige anlæg. I øvrigt et anlæg, der stadig er i brug. Idag producerer Danmarks omkring 30 havbrug tilsammen kun nogle få tusinde tons store regnbuer årligt – en beskeden produktion, hvis man sammenligner med broderlandet Norge, som med sine mange havbrug idag er verdens suverænt største producent af tamlaks. Her har man forlængst rundet de 200.000 tons om året…
Danmark har masser af beskyttede fjorde og vige, som er ideelle til placering af havbrug. Scenen burde være sat for endnu et dansk erhvervseventyr. Men sådan er det imidlertid ikke gået. Dels har Danmark ikke Norges Golfstrøm til at holde vandet isfrit om vinteren. Og dels har havbrugeren – stik modat sin kollega ved åen – ingen mulighed for at rense sit spildevand.
Overskydende foder synker gennem netmaskerne ned til fjord- eller havbunden, hvor det går i forrådnelse. Affaldsstoffer fra de mange fisk forsvinder ligeledes direkte ud gennem netmaskerne. Så meget som 30% foderspild findes opgivet i faglitteraturen. Endelig er der problemet med medicin i dels de færdige fisk – dels i vandet omkring havbruget og dermed også i vildfiskene. I det traditionelle havbrug er der således ingen mulighed for at undgå forurening.
Dette uheldige forhold kombineret med Folketingets vedtagelse af vandmiljø-handlingsplanen i 1989 har gjort, at det idag er svært at få lov til at etablere nye havbrug i de indre danske farvande – dem, ovennævnte handlingsplan har til hensigt at redde fra tiltagende iltsvind, fiskedød og bundvendinger. Naturligvis er dette til stor fortrydelse for de ganske få havbrugere, der i løbet af dette erhvervs korte levetid har tjent store penge.
Indpumpnings-anlæg
Herhjemme har vi i adskillige år eksperimenteret med at opdrætte ørreder i saltvand pumpet ind fra åbent hav – fiskeopdræt i såkaldtelandbaserede havbrug. Sådanne anlæg er naturligvis langt dyrere end de flydende netbure, men har mange fordele:
Hvor man i netburene kun kan dyrke fisk i den isfri del af året, kan det landbaserede indpumpningsanlæg producere fisk hele året. Produktionen kan planlægges, så de færdige fisk kan leveres på tidspunkter, hvor udbuddet er lavest og priserne derfor højest. Stik modsat netburene, hvor man typisk må slagte alle sine fisk samtidig for at undgå isen.
Men endnu vigtigere er det, at man i et landbaseret anlæg har fuldstændig kontrol med kvaliteten af det forbrugte/udledte vand. Her kan alt vand renses efter behov, inden det igen ledes ud i hav eller fjord. Om nødvendigt kan man også rense vandet, inden det pumpes ind til fiskene. Eksempelvis kan generende alger fjernes.
Landbaserede anlæg muliggør en næsten forureningsfri fiskeproduktion, hvilket de åbne netbure jo netop ikke gør. Der burde derfor være en fremtid for denne form for fiskeopdræt i dagens forureningsplagede Danmark. De store anlægsomkostninger og den fornødne teknologi har imidlertid været en hindrende faktor for denne opdrætsform.
Danmarks første indpumpningsanlæg blev etableret i Ringkøbing Fjord i 1963, men vi skal helt frem til 1989, før landets første “rigtige” landbaserede havdambrug blev taget i brug – med en årlig produktion på 250 tons regnbueørreder. Anlægget, som ligger på Als, har imidlertid haft mere end svært ved at løbe rundt – trods stor begejstring fra selveste den daværende fiskeriminister, der indviede anlægget. Han udtrykte da en begrundet forhåbning om, at en ny epoke i dansk fiskeopdræt hermed var indledt.
Men forhåbninger alene kan ikke gøre det. Det vidste man i Norge, hvorfor den norske stat gik aktivt ind og støttede det private fiskeopdræt – med det velkendte resultat, at Norge idag er verdens suverænt største producent og eksportør af tamlaks.
Manglende statsstøtte
I Danmark har staten imidlertid ikke fundet det rimeligt eller fornuftigt at støtte fiskeopdrættet direkte, og det er synd. Synd, idet jo det forureningsfri fiskeopdræt i indpumpningsanlæg har svært ved at klare sig på egne ben i opstartsfasen. Præcis som det norske lakseopdræt havde det i begyndelsen.
Var den danske stat gået ind og havde støttet udviklingen af indpumpningsanlæg, da ville vi idag næppe have problemer med de billige og stærkt forurenende netbursanlæg. Da ville man med rette kunne stille det krav, at havbrug skulle være forureningsfri og dermed i harmoni med intentionerne i vandmiljø-handlingsplanen. Og da ville fiskeopdrættet helt naturligt ske på land – i recirkulerede indpumpningsanlæg.
Det ville ikke blot gavne både miljøet og det danske fiskeopdræt. Det ville også give Danmark en tiltrængt eksportvare – det højteknologiske indpumpningsanlæg.
Til gengæld er Danmark ganske langt fremme, når det gælder opdræt af fisk i det varme kølevand fra kraftvarmeværker såsom Asnæs-værket på Sjælland og Ensted-værket i Åbenrå Fjord. I disse værkers kølevandskanaler har man i sagens natur ingen problemer med islæg, hvorfor der kan produceres året rundt – sågar i vand så varmt, at fiskene vokser optimalt størstedelen af året. Hovedproduktionen er også her store regnbueørreder, omend mere eksotiske varmtvandsfisk fra Middelhavet er ved at vinde indpas i det varme kølevand.
Men havbrugenes flydende netbure er og bliver et problembarn, når det gælder fiskeopdræt og forurening. Det så vi senest på Nordals, hvor man først – for at efterkomme vandmiljø-handlingsplanen – pålagde borgerne udgifter i størrelsesordenen 24 millioner kroner til kloakering og rensning af spildevandet. Herefter måtte man så måbende se til, at der blev placeret et forurenende havbrug lige uden for døren…
© 1993 Steen Ulnits
Denne artikel var den tredje af fire i en artikelserie i Morgenavisen Jyllands-Posten 1993. Herunder links til alle:
Del denne artikel: