Dambrug II

629px-Jyllands-Posten-Logo.svg

Dambrugenes dobbeltrolle

Vi er nu kommet til de gyldne år i dansk fiskeopdræts historie -1960’ernes opblomstring af Danmarks omkring 500 dambrug ved fortrinsvis de jyske vandløb.

Det var i efterkrigsårene, hvor ingen interesserede sig for forurening og anden miljøpåvirkning. Hvor eksportindtægter fra opdrættet af regnbueørreder figurerede flot på handelsbalancen. Dansk fiskeopdræt havde i det hele taget en høj stjerne i disse år, hvor træerne næsten voksede ind i himlen.

I sidste halvdel af 1800-tallet foretog vi de første danske forsøg med opdræt af ørreder. I begyndelsen af 1900-tallet stiger produktionen støt, indtil Anden Verdenskrig sætter en brat stopper for væksten. I 1945 kunne vi således kun producere 400 tons til eksport, hvilket ikke er meget.

Men så gik det ellers fremad med stormskridt i 1950’erne og 1960’erne, hvor lille Danmark sågar dominerede det store verdensmarked med sin produktion af “portionsørreder” – regnbueørreder på omkring 200 gram. Produktionen toppede i 1983 med omkring 25.000 tons regnbueørreder produceret i ferskvand – i de cirka 500 dambrug, der da var etableret ved primært de jyske vandløb.

Velegnede forhold

Vor dengang enestående førerposition på fiskeopdrættets område skyldtes flere faktorer. Dels havde vi let adgang til foder fra vor fiskerflåde, der dagligt landede frisk og billig skidtfisk. Og dels havde vi minimale anlægs- og driftsomkostninger sammenlignet med konkurrenter, der måtte operere i mere vanskeligt klippeterræn. I Danmark skulle vi jo blot stemme de rolige åer op og lede vandet ind gennem udgravede jorddamme.

Endelig blev Forsøgsdambruget i Brøns etableret i 1954 – med statsstøtte – hvilket var en stor hjælp til dambrugserhvervet, der her kunne hente professionel hjælp til den daglige drift.

Dambrugene spiller idag en noget besynderlig dobbeltrolle. Det er nemlig på én gang dem, der har været medvirkende til at ødelægge miljøet i vore vandløb. Og dem, der idag sørger for, at der alligevel er fisk i dem!

Dambrugsdrift har mange konsekvenser for vandløbene. Så længe der kun var få og små dambrug langs de jyske åer, gjorde de ingen nævneværdig skade. Men efterhånden blev der alt for mange af dem, og mange af dem blev alt for store til vore beskedne åer. På et tidspunkt regnede man ud, at de danske dambrug tilsammen forurenede lige så meget som det halve København!

Men dambrugene ikke bare forurener. De har ydermere en voldsom fysisk effekt på vandløbene. For at få tilstrækkeligt med vand ind gennem fiskedammene stemmes åen op ved et stemmeværk. Ofte tages der her så meget vand ind, at selve ålejet tørrer helt ud i perioder med ringe vandføring. Det sker typisk i sommerhalvåret, hvor vandløbet da vil få en “død” strækning uden vand – en strækning, åens vildfisk ikke kan passere.

Opstemningen bevirker videre, at strømhastigheden sænkes oven for stemmeværket – med det resultat, at åbunden sander eller slammer til, så vildfiskenes gydepladser ødelægges. De gydte æg kvæles helt enkelt.

Passageforholdene ved dambrugenes stemmeværker er ofte så dårlige, at laksefiskene ikke kan passere dem på deres opstrøms vandringer mod de livsvigtige gydepladser. Af samme årsag er en del dambrug blevet pålagt såkaldte “pligtudsætninger” af opdrættede ungfisk – som en slags kompensation for de mistede gydepladser. – Og hvor kommer så disse ungfisk fra? Fra de selvsamme dambrug, naturligvis…

Foder og forurening

Oprensning af dammene med påfølgende udskylning af slammet foregår stadig, men ikke i nær samme omfang som tidligere, hvor det var almindeligt, at dambrugerne ved et vandsystem advarede hinanden, inden de i nattens mulm og mørke lukkede slammet ud. Så kunne de nedenfor beliggende dambrug nå at lukke for vandindtaget til deres damme, inden slammet passerede forbi og slugte al ilten i vandet. På den måde undgik man at påføre hinanden økonomiske tab. På den måde afgik kun åens naturlige beboere ved en brat og voldsom død!

Foderspild var tidligere en anden af de store dambrugs-syndere. Før i tiden fodrede man med hakket skidtfisk, hvilket var både billigt og let at få fat i. Dengang hang der en rædsom lugt omkring dambrugene. Man kunne også iagttage en tydelig oliehinde på åens overflade neden for dambruget. Oliehinden skyldtes, at den hakkede fisk ofte var lettere fordærvet.

Dambrugene havde da et kolossalt foderspild af hakket skidtfisk, som ikke blev ædt og omsat af fiskene, men som fortsatte direkte ud i selve åløbet. Til ingen nytte for dambrugeren, men til stor skade for miljøet i åen. Typisk brugets der 4-7 kg hakket skidtfisk til produktion af 1 kg regnbueørred. Under gunstige forhold kan man opdrætte 1 kg ørred ved hjælp af omkring 3 kg hakket skidtfisk. Forskellen røg direkte ud i vandløbet.

Idag ser tallene helt anderledes ud. Idag har man nemlig foder så efektivt, at 1 kg foder kan omsættes til 1 kg fisk! Men det kan kun lade sig gøre ved brug af højt specialiseret og dermed meget kostbart tørfoder, der er inddampet – “ekstruderet”, som det hedder med et fint ord.

I lang tid var Danmark førende i fremstillingen af sådant foder, men idag har udlandet – ikke mindst USA – forlængst indhentet dette forspring. Og det er en af årsagerne til, at Danmark ikke længere indtager gamle dages lederstilling inden for opdræt af regnbueørreder.

Som gammel landbrugsnation med årelange traditioner for fremstilling af kvalitetsfoder til dyr og fjerkræ sad Danmark allerede tidligt på en stor specialviden. Det blev derfor også Danmark, der som verdens første fremstillede et såkaldt “miljø-deklareret” foder til fiskeopdræt. Næppe af kærlighed til miljøet, men snarere på grund af de stedse stigende krav om mindsket forurening fra dambrugene, som samfundet begyndte at stille fra 1970’erne og frem.

Vandmiljø-handlingsplanen

Forureningen havde da i mange år været så voldsom, at der fra mange sider var stillet krav om en mindsket forurening fra dambrugene. Sit hidtidige højdepunkt nåede disse krav medvandmiljø-handlingsplanen, der blev vedtaget af Folketinget i 1989. Det var den plan, der pålagde byerne at bygge kostbare rensningsanlæg til spildevandet. Det var også den plan, der pålagde landbruget at bygge dyre gylletanke til opbevaring af overskydende gødning.

Endelig pålagde den i den såkaldte dambrugs-bekendtgørelse de danske dambrug en lang række krav til bedre rensning af spildevandet og til et mindsket vandforbrug. Altsammen skulle dette medvirke til, at vandmiljøet i de indre danske farvande fik det bedre. De farvande, som nu var begyndt at kvittere for modtagelsen af store mængder urenset spildevand med stedse hyppigere iltsvind, bundvendinger og fiskedød.

Men de danske dambrugere ville ikke finde sig i, at de nu ikke længere måtte forurene og forbruge åernes vand efter forgodtbefindende: Det havde de jo gjort i mange år – med statens tilsyneladende velsignelse. De anlagde derfor sag mod Miljøministeriet om visse punkter i den nye bekendtgørelse.

Sagen havde og har sit udgangspunkt i, at dambrugerne mener at have retten til at bruge alt vand i de danske vandløb. Det bunder i vandforsyningsloven fra 1985, hvori der står, at dambrug oprettet før 1974 – før miljølovens eksistens – har ret til alt vand i et vandløb. Og da denne lov gælder frem til år 2005, har man altså valgt at anlægge sag mod Miljøministeriet.

Ifølge dambrugs-bekendtgørelsen skulle alle dambrug inden 1990 have etableret bundfældnings-bassiner og slamdepoter til det oprensede slam, der tidligere blev ledt direkte ud i vandløbene. Og inden 1993 skulle de have skaffet udstyr til tilbagepumpning af vandet, så mindst halvdelen af åens vand kunne passere uhindret forbi.

Dengang skrev vi 1993, og dambrugerne havde tilsyneladende vundet kampen mod Miljøministeriet, der havde kastet håndklædet i ringen og udsat kravet yderligere et par år. Så mens byerne måtte investere millioner og atter millioner i en bedre rensning af deresspildevand – med godt resultat – kunne danske dambrug forurene videre, som om intet var hændt. Mange udvidede endda produktionen…

Således er produktionen i det sidste årti steget markant – fra omkring 22.000 tons til hele 34.000 tons. Heraf eksporteres ca. 24.000 tons, som i 1995 havde en værdi af 675 mio. kroner.

Landets dengang 485 ferskvandsdambrug beskæftigede direkte omkring 1.000 mennesker i produktionen, mens mange andre er beskæftiget med forædling af produkterne – primært ved røgning.

© 1993 Steen Ulnits


Denne artikel var den anden af fire i en artikelserie i Morgenavisen Jyllands-Posten 1993. Herunder links til alle:

Dambrug I

Dambrug II

Dambrug III

Dambrug IV


629px-Jyllands-Posten-Logo.svg