Fra karper til ørreder
Dansk fiskeopdræt kunne først i 1990’erne fejre sit 100 års jubilæum for indførelsen af den nordamerikanske regnbueørred.
Spørger man en tilfældig dansker, hvilket husdyr der er det almindeligste her i landet, da lyder svaret i regelen: – Det er svinet. Og bestemt ikke uden grund, for rundt omkring i det danske land er omkring 10 millioner svin til stadighed under opfedning.
Svinet er imidlertid ikke det almindeligste husdyr i dette land – de 10 millioner til trods. I Danmarks omkring 500 dambrug svømmer nemlig ti gange så mange regnbueørreder omkring, som der er svin i svinestaldene. Altså 100 millioner fisk! De gør Danmark til en af verdens betydeligste producenter og eksportører af opdrættede fisk – vor lidenhed til trods.
Imidlertid hører regnbueørreden slet ikke naturligt til herhjemme. Den er nemlig indført fra Nordamerika og har netop fejret sit 100 års jubilæum i fiskeopdrættets tjeneste. Men vi skal meget længere tilbage i historien for at finde den første primitive form for fiskeopdræt – og meget langt væk fra Danmark.
Karper i Kina
Idag lever der mere end 1 milliard mennesker i Kina. Så mange har der ikke altid været, men der har altid været mange kinesere i Kina og dermed et stort behov for såvel animalsk som vegetabilsk protein.
De gamle kinesere var et velorganiseret folkefærd. Hver eneste kvadrat-centimeter jord måtte dyrkes, hvis der skulle skaffes føde nok til den store befolkning. Kineserne fandt derfor på at udnytte de oversvømmede rismarker til dyrkning af fisk. Her var vandet varmt og næringsrigt, og her trivedes en fin spisefisk som karpen overmåde godt.
Kineserne opfandt altså ikke kun krudtet, men også det første egentlige fiskeopdræt. Karperne gødede risen, der igen gav større udbytte. Begge dele gav befolkningen mere at spise – i form af såvel animalsk (fisk) som vegatabilsk protein (ris). Ikke så lidt af et columbusæg, når man tager i betragtning, at alt dette skete for mere end 1.000 år siden! Kineserne gjorde allerede da brug af økologiske principper – uden dog at kende nærmere til dem.
Fra det fjerne Asien spredte fiskeopdrættet sig langsomt, men sikkert til den øvrige del af verden. Karperne kom til Sydeuropa med romerne, der havde lært karpeavl i Lilleasien. Til Nordeuropa kom karpen i det 8. århundrede. Den frankiske kejser Karl den Store var så begejstret for karpen, at han forlangte den indført overalt, hvor det var muligt! Dengang var karper nemlig en hofret af allerfineste slags.
I Danmark fandt den første karpeavl med sikkerhed sted i 1500-tallet, hvor Peder Oxe avlede karper på sit sydsjællandske gods Gisselfeld. En kunst, han havde lært under sin landflygtighed i Tjekkoslovakiet. Peder Oxe var adelsmand og derfor naturligvis interesseret i at kunne servere karper ved datidens overdådige fester.
Men karpen blev aldrig en vigtig dambrugsfisk i Nordeuropa. Karpen er ganske vist en hårdfør fisk, som er let at have med at gøre. Men den trives bedst i varmt vand og vokser kun langsomt i vort kolde nordiske klima. Her er det nemlig så koldt, at karpen kun kan yngle med held i de allervarmeste somre. Sit endelige dødsstød som dambrugsfisk fik karpen for godt 100 år siden, da man indførte først kildeørreden og siden regnbueørreden fra Nordamerika.
Allerede i 1400-tallet havde franske munke lært sig at klække ørredæg på kunstig vis. De dækkede befrugtede fiskeæg til med sand og lod frisk vand strømme henover. Men kunstig klækning bredte sig dog først, da tyskerne tog over – nu med grus i stedet for sand. Herefter tog udviklingen for alvor fart, og i 1800-tallet skød klækkerier op overalt i den vestlige verden.
Den lange rejse
I 1864 oprettede amerikanerne det første ørredklækkeri i staten New York. Her opdrættede man den naturligt forekommende kildeørred. I 1870, da jernbanenettet var fuldt udbygget, kom der gang i de første store natur-manipulationer eller fauna-forureninger. Da lykkedes det nemlig at transportere en anden ørredart, regnbueørreden, fra det øde nordvestlige USA til den mere befolkede østkyst.
De første transporter af regnbueørreder nåede Atlanterhavet i god behold. Og herfra var springet tværs over Atlanterhavet ikke så stort, som det umiddelbart kunne synes. Man havde nemlig lært sig teknikken at transportere ørredæg over store afstande ved at emballere dem mellem mos og isblokke. I det såkaldte “øjenæg-stadie” er æggene ganske robuste og tåler derfor transport af længere varighed.
Allerede i 1879 kom så de første kildeørreder til Europa, nærmere bestemt til Tyskland, og to år senere fulgte regnbueørreden trop. Fra Tyskland spredtes de nye arter til det meste af Europa. Til Danmark kom de første regnbueøreder omkring 1890 – måske et par år senere.
Vor hjemlige ørred havde allerede da været genstand for et begrænset opdræt, men den indførte kildeørred blev den første art i et egentligt opdræt med salg for øje. Den måtte dog hurtigt se sig udkonkurreret af regnbueørreden, som er langt lettere at have med at gøre. Den tåler højere vandtemperaturer, kan gå tættere i dammene og vokser hurtigere. Alt i alt den ideelle fisk til et kommercielt opdræt!
Danmarks beliggenhed og lidenhed gav ideelle betingelser for opdræt af regnbueørreder. Det var let at lede køligt og iltrigt vand fra vandløbene ind gennem de gravede jorddamme, og foder var der rigeligt af – i form af friskfanget skidtfisk fra havet omkring Danmark. Der var aldrig langt fra en fiskerihavn til et vandløb med dambrug.
I løbet af få år blomstrede det danske dambrugserhverv derfor, og nye dambrug skød op som paddehatte i fortrinsvis hovedlandet. Det var og er jo i Jylland, de fleste og største vandløb findes. Produktionen og eksporten steg – til gavn for både beskæftigelse og handelsbalance. Først senere begyndte også problemerne at melde sig…
© 1993 Steen Ulnits
Denne artikel var den første af fire i en artikelserie i Morgenavisen Jyllands-Posten 1993. Herunder links til alle:
Del denne artikel: