Kajakliv på lavt vand

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Der er noget ganske specielt ved at sejle i kajak. Man sidder så tæt på vandet, som man overhovedet kan – uden at være nede i det. Man skyder ubesværet frem over sten og tang, mens man med pagajen lydløst skubber sig afsted.

I en god kajak føles det som en skarp kniv gennem blødt smør. En dejlig fornemmelse, de fleste vil synes om. Der er noget absolut ægte og oprindeligt over denne form for klimavenlig og CO2-fri fremdrift. Enkelt og effektivt.

Kajakker fås i alle tænkelige afskygninger. Fra de oprindelige, der blev udviklet af eskimoer i Arktis, bygget af drivtømmer og sælskin. Til vore dages ultraletvægtere i hundedyre space age materialer som karbon og kevlar.

Og så er der alle dem midt imellem. Dem, som kan købes for menneskepenge. Som ikke nødvendigvis kræver et så dybt dyk i tegnebogen, at man skal spørge først – i banken eller hos sin bedre halvdel. Kajakker, der næsten altid er fremstillet i rotationsstøbt polyethylen (PE), som er et let, stærkt og relativt billigt materiale.

Til disse kajakker hører Fit 132 PE, som jeg erhvervede mig et eksemplar af fra estiske Tahe Marine sidste år. En producent, som har været på banen i snart mange år, og som har leveret sødygtige kajakker i tusindvis til brugere over hele Europa.

Jeg købte den til at have liggende i sommerhuset – klar til de få, men så meget mere værdsatte sommerdage, vi oplevede sidste år. Jo færre der er af dem, desto vigtigere er det, at man så også kan udnytte dem – i sin kajak.

IMG_6784

Jeg har aldrig følt mig specielt tryg ved at skulle have klemt mine lange ben ned i cockpittet på en standard kajak med lille åbning. Og så bagefter snøre mig fast med en sprayhood, der gør det endnu svære at slippe ud – skulle man nu havne i en halv grønlændervending uden returbillet…

Jeg havde derfor prøvet mig frem med forskellige kajakker af Sit-On-Top typen, der er blevet meget populær i de seneste år. Ikke mindst blandt os lystfiskere, der ofte har meget gear med på turen. Som nemt kan udstyre deres åbne kajak med alt, hvad der bimler og bamler af stole, stænger, stangholdere, fangstnet, ekkeolodder og GPS.

Så vidt så godt – lige indtil en pludselig og totalt uventet katamaranbølge i et snuptag vippede mig ud af kajakken på Ebeltoft Vig. Det havde jeg simpelthen ikke hverken set komme eller troet muligt.

På et splitsekund lå jeg i vandet og kunne ikke lige komme op på kajakken igen. Da vinden bar mod land, besluttede jeg mig for at svømme ind, hvilket ikke var noget problem i det sommervarme vand. Kajakken selv drev i land et kvarters tid senere.

Den oplevelse fik mig til at droppe Sit-On-Top til mit personlige brug. Retfærdigvis var det næppe sket fra en af de større modeller, jeg tidligere havde haft. Eksempelvis den robuste, men lidt tunge Galaxy Albóran, som er portrætteret i artiklen her.

Men jeg havde netop valgt en mindre model, som var lettere at transportere fra bilen og ned over Djurslands stenede strande. Og den klarede altså ikke en tværskibs katamaranbølge.

Jeg solgte derfor den lille kajak og gik på udkig efter noget andet.

IMG_6783Under min søgning faldt jeg over en lidt usædvanlig kajak – med et langt større og mere åbent cockpit end standard kajakker. Det var Tahe Marines “Fit 132 PE”, som jeg straks forelskede mig i. Den kom helt fra Estland til Danmark, blev min og transporteret tværs over Bugten – fra Egå til Mols, hvor den nu bor fast.

Det har været en god investering. Der er ikke noget klaustrofobisk over det åbne cockpit, og den sejler som en almindelig kajak – let og ubesværet. Jeg tog den ud på en ti kilometers jomfrusejlads (se kort herover), der hverken kostede blod, sved eller tårer. Og jeg har forceret bølger i den, som jeg ikke var totalt tryg ved inde fra land. Men den har indtil videre klaret det hele uden at kny.

Jeg fisker naturligvis ofte og gerne fra mine almindelige kajakker, selv om de altså aldrig bliver ideelle fiskefartøjer. Dertil sidder man for dårligt i dem, hvis man skal kaste og fiske i længere tid. Men selvfølgelig har man da en lille fiskestang med, når man nu alligevel er ude på vandet. Det manglede da bare.

Kajakken blev derfor monteret med en enkelt Scotty stangholder i den ene side. Samt en praktisk pagajholder fra selvsamme Scotty i den anden. Pagajen er naturligvs sikret med en line, så man ikke strander åreløs på åbent hav. Men holderen bliver hurtigt uundværlig, hvis man skal bruge sine hænder til andet end at padle. Man klikker blot pagajen fast på siden og kan give slip.

En vandtæt pakpose til ekstratøj og madpakke fuldender sammen med et lille anker udstyret, så man trygt kan stikke til søs – naturligvis altid iklædt en dertil egnet kajakvest. Mange foretrækker oppustelige veste, der ikke fylder meget.

Men da jeg selv har set to af slagsen, der ikke virkede efter hensigten, bruger jeg altid en vest med fast flydemateriale. Det virker altid og varmer i tilgift også!

IMG_6782

Kajakker tillader sejlads på ganske lavt vand, hvor andre fartøjer ikke kan komme. Det muliggør landgang på fredfyldte steder, hvor man kan være alene med sig selv og naturen – samt den medbragte madpakke. Kajakliv, når det er allerbedst!

©️2017 Steen Ulnits

Tahe Marine