Galaxy Kayaks: “Albóran”

IMG_0276

Der er noget fascinerende ved kajakker. De er små. De er lette. De er lydløse. Og så giver de straks associationer til eskimoen, der lydløst glider rundt mellem majestætiske turkisblå isbjerge i sin sælskindsbetrukne kajak – på jagt efter flere sælskind end dem, han allerede sejler i eller har på!

Jeg købte mine første kajakker sammen med mit sommerhus på Mols for ti år siden. De var af modellen “Arcadia” fra newzealandske Perception. Dem kan du læse mere om i nedenstående to artikler, der blev skrevet med næsten ti års mellemrum:

http://ulnits.dk/smabadsfiskeri/med-fiskestang-fra-havkajak/

http://ulnits.dk/smabadsfiskeri/ti-ar-i-kajak/

Ti års sejlads i disse ellers dejlige og velfungerende kajakker havde overbevist mig om, at kajakker ikke egner sig til at fiske fra. Man sidder helt enkelt for dårligt og kan ikke kaste uhindret i alle retninger. Og til fluefiskeri er de helt og aldeles ubrugelige. Her vinder pontonbådene med flere pontonlængder.

Til trods for, at der har stået adskillige pontonbåde inden for rækkevidde i det forgangne årti, har jeg aldrig mistet interessen for at sejle i kajak. Alene sejladsen er hele turen værd. Man sidder tæt på vandet og glider lydløst frem igennem det. Men fiskestangen lod jeg efterhånden altid blive hjemme.

Jeg havde næsten forliget mig med tanken om, at kajakker og fiskeri ikke hører sammen. Men så fik jeg en prøvetur i fiskekajakkernes Rolls Royce: Den ærkeamerikanske Hobie, som er foddrevet via et sindrigt, men meget velfungerende pedalsystem. Hobie kan skyde en imponerende fart med sine pingvinfinner, og man har begge hænder frie til at fiske og styre.

Min kærlighed kølnedes dog lidt, da jeg så prisen og mærkede vægten: 30.000 gode danske kroner for en 14 fods Hobie Pro Angler, der vejer 50 kg… Kronerne havde jeg ikke, og kiloene kunne jeg ikke løfte – i hvert fald ikke alene og op på taget af min højbenede 4-hjulstrækker…

Og så fandt jeg undervejs ud af, at jeg faktisk ofte sejler rundt inde på blot 10 cm vand, hvor multerne kan være at finde på stille dage. Hvor en almindelig kajak lige akkurat kan holde sig flydende. Og her er den tunge Hobie aldeles ubrugelig. Pingvinfinnerne stikker vel 20 cm og skraber derfor bunden mange steder med lavt vand.

Men har man trailer til sin kajak og adgang til dybt vand helt inde under land, da er Hobien til gengæld den rene drømmebåd at fiske fra. Den er så stabil, at man fint kan stå op i den og kaste – selv i nogen søgang!

Enter de franske Galaxy Kayaks, som nu har fået en dansk importør og forhandler i Galaxy Kayaks Scandinavia. Med hovedsæde i hovedstaden og hovedlager i Hovedlandet. Jeg så den i en annonce på Facebook og blev straks betaget af den til fiskeri dedikerede topmodel med navnet “Albóran”;

Den var lang. Den var bred. Den var spækket med udstyr og lækre detaljer. Den vejede ikke mere, end at jeg stadig kunne håndtere den ene mand. Og så var den søgående – godkendt til sejlads op til 5 km fra land. Endelig kostede den blot kr. 6.495 – kun godt en femtedel af Hobien.

Jeg satte mine to veltjente Perception kajakker i Den Blå Avis og havde dem solgt og afhentet allerede næste dag. Jeg solgte dem nok for billigt, men pyt – nu var der både plads og penge til den nye fiskemaskine i kajakskuret!

Det viste sig imidlertid, at den nye franskmand var noget større end de newzealandske forgængere, som kajakskuret oprindelig var bygget til. Skuret måtte derfor ombygges og udvides for at gøre plads til den nye indflytter, og det var desværre ikke helt gratis.

Anyway, kajakken kom på plads i sit skur, og jeg kom efterfølgende på vandet i min nye kajak. Det blev en rigtig god oplevelse. Vejret var ikke ideelt, da det blæste kraftigt først på dagen. Da jeg krydsede indsejlingen til en lille vig, stod der ganske store bølger ind fra nordvest. Men dem håndterede den nye sit-on-top kajak til UG. Uden at kny eller knage.

Jeg havde spekuleret lidt over, hvordan mon en helt åben kajak som denne ville håndtere bølger og krapsøer, men der kom næppe mere end nogle få dråber indenbords. Men så er den jo også godkendt af myndighederne til sejlads op til 5 km fra kysten. På åbent hav, næsten.

Da jeg først kom i læ af skrænterne, gik det hurtigt fremover. Og da Albóran er tungere end mine gamle Acadia kajakker, har den mere inerti og fremdrift, når den først er sat i gang. Og er den det, skal der ikke meget til for at holde farten.

Begejstret for den lette fremdrift fortsatte jeg ufortrødent til en fjern, men kær gammel fiskeplads, jeg ikke havde besøgt længe.

Undervejs forregnede jeg mig desværre lidt. Det burde ikke komme bag på en rutineret sejler som mig, men det gjorde det alligevel. Jeg skulle jo hjem igen, og der viste sig at være lige så langt hjem, som der havde været ud. Mindst. På et tidspunkt overvejede jeg seriøst, om jeg skulle gå på land og ringe efter en taxa!

DSC_0027 (1)

Det gjorde jeg heldigvis ikke. Vinden havde lagt sig, og en enkelt gylden høstørred havde også måttet bide i græsset på den gamle favoritplads. Jeg droppede derfor taxaplanerne og fortsatte roligt hjemefter – tilbagelæggende hele 10 km på kajakkens og min jomfrusejlads.

Jeg må indrømme, at det værkede lidt i armene dagen efter, men det var bestemt ikke kajakkens skyld…

I den forbindelse kan det være på sin plads at understrege, at Albóran er mere et fiskefartøj end en traditionel kajak. En gammel tommelfingerregel fra kajakverdenen siger, at en kajak ikke skal være kortere end 5 meter for at være retningsstabil eller bredere end 60 cm for at skyde en god fart.

Med sine kun godt 4 meter i længden og knap 80 cm i bredden lever Albóran ikke op til denne regel. Den egner sig derfor ikke til langturssejlads. Til gengæld er den superstabil at fiske fra.

Er man som jeg til udstyr – til gear og grej, dimser og dingenoter – da er Galaxy’s “Alboran” en drømmekajak. Et udstyrsstykke, der langt overgår, hvad man kunne forvente sig til den uhyre rimelige pris. Den rummer alt, hvad hjertet måtte begære. Og med en bæreevne på hele 180 kg bliver det svært at overbelaste den, hvis man også selv skal kunne være med ombord!

Som enhver kajaksejler hurtigt vil sande, så er det ofte et problem at holde sine medbragte ting tørre under sejladsen. Man må ty til vandtætte poser og paksække, hvis man har udstyr med, som ikke tåler vand.

Galaxy’s “Alboran” har løst dette problem på forbilledlig vis. Der er tænkt over detaljerne, og kajakken indeholder derfor hele to vandtætte stuverum, som er inden for bekvem rækkevidde under sejlads. Begge har man ret foran sig – mellem benene.

Det ene stuverum er cirkelrundt og indeholder en lille plastbakke, som kan tages op. Heri kan man opbevare sine agn – det være sig kunstige eller naturlige – under sejlads og fiskeri. Bakken er nem at tage ud og rengøre. Det andet rum er langt og smalt – perfekt til opbevaring af bilnøgler, pung, smartphone, kamera eller anden elektronik.

Begge rum lukkes og låses med robuste marinelåg. Det aflange låg har sågar en smart dobbeltfunktion, idet der er indbygget kopholder. Man kan således have sin vandflaske eller kaffekop stående klippefast ret foran sig –  selv i høj sø.

Der er samtidig indbygget målestok, som dog kun går til 35 cm. Men det giver alligevel en rigtig god fornemmelse af, hvor meget eller rettere lidt 40 cm egentlig er!

Forrest i kajakken er der et stort stuverum med vandtæt låg. Man skal dog være klar over, at der ofte står en smule vand og skvulper i dette rum, som er gennemgående i hele kajakken. Derfor er åbningen under låget forsynet med en lille stofpose, som holder indholdet tørt og fri af bunden.

DSC_0038

Bag sædet er der et stort åbent stuverum, som kan bruges til alt, der tåler vand. Elastikker på kryds og tværs holder de medbragte sager sikkert indenborde – selv i god søgang. Her kan man have sin vandtætte paksæk med telt, sovepose og tørt ekstratøj liggende, når den står på langtur med overnatning. Eller man kan have en billig plastkasse stående med anker, ankertov og andre maritime fornødenheder. Eller proviant i en kølebox.

Sædet, som er aftageligt for sikker transport, er bredt og komfortabelt. Det kan justeres på et utal af måder, så forskellige kroppe kan sidde behageligt i mange timer. Inden for bekvem rækkevidde – umiddelbart bag sædet – er der to bagudrettede transportstangholdere af typen, hvor man blot stikker håndtaget ned i skroget. Stængerne er så helt af vejen under sejlads.

Foran sædet er der beslag til to aftagelige og indstillelige stangholdere af typen, der egner sig til det praktiske fiskeri. Lidt længere fremme er der beslag til yderligere to stangholdere – hvis man da ikke i stedet vælger at benytte den medfølgende trollingbar, der passer ned her – med plads til endnu flere stænger.

Franske kajakfiskere er tilsyneladende overmåde veludrustede med fiskestænger. Og nogle af dem er nok karpefiskere…

Galaxy’s “Albóran” er født med et fældbart ror, der med fordel kan bruges til længere sejladser over åbent vand med vind og strøm. Der styres på normal kajakvis med fødderne. Kajakken selv  er meget retningsstabil, og roret behøver man derfor ikke i stille vand og vejr.

– Er der da slet ikke noget at kritisere på denne kajak? – Jo, jeg mangler et ekstra bærehåndtag på hver side af skroget. Er man ene mand til at håndtere den knap 30 kg tunge kajak, er et enkelt bærehåndtag på hver side ikke nok. Der bør være to.

Og skal man ene mand bakse sin kajak op på taget af en høj 4-hjulstrækker, bør man nok vælge en mindre og lettere model – eksempelvis lillebroderen “Cruz” – med tilsvarende kortere rækkevidde.

Men konklusionen efter blot et fåtal sejladser er alligevel klar: Galaxy har med sin “Albóran” kajak skabt et værktøj, der vil kunne tilfredsstille de allerfleste kajakfiskere herhjemme. I hvert fald dem, der ikke har lyst, råd eller kræfter til en pedaldrevet Hobie.

Man får utrolig meget kajak for sine penge i denne franskmand, der fås i adskillige mere eller mindre diskrete farver. Pris kr. 6.495,-

  • Vægt: 29 kg
  • Højde: 40 cm
  • Bredde: 79 cm
  • Længde: 409 cm
  • Bæreevne: 180 kg
  • Godkendt til sejlads 5 km fra land

Galaxy Kayaks Scandinavia ApS – Frederik VI Allé 12, 1. tv. – 2000 Frederiksberg – Tel: +45 21 72 96 96

www.galaxyscandinavia.dk – info@galaxyscandinavia.dk

IMG_0085

© Tekst & fotos 2015: Steen Ulnits