Et vandtæt makkerpar

IMG_0258

Jeg har altid haft en svaghed for produkter fra japanske Sony. De er elegante, og de virker bare.

Da jeg købte min første CD-spiller – det var tilbage i 1985, hvor CD’er var lige så sjældne, som LP’er er i dag – blev det en Sony, som jeg smuglede hjem fra Grønland i min sovepose. Det sparede momsen i en fattig studerendes liv…

Da jeg i embeds medfør besøgte Kina i 1987 – nu med fokus på rejeopdræt i Det Gule Hav – købte jeg på vejen hjem en Sony Walkman i Hongkong. Den tjente mig og mine kassettebånd trofast, til Apple nogle år senere lancerede iPod’en.

Og da jeg skulle have mit første videokamera i 1987, blev det naturligt nok også et Sony – indpakket i samme slags gule plasthus, som også min Walkman var gemt i. Og ingen af disse produkter svigtede mig på noget tidspunkt, selv om batterilevetiden i de dage var forfærdende ringe.

Mit første digitalkamera blev derfor også et Sony – med stor diskette til lagring af de mindre end 1 megapixel store fotos. Hvoraf flere for øvrigt stadig er at finde på denne side. Siden fulgte en lang række stedse bedre digitalkameraer – alle fra Sony – indtil det lykkedes andre fabrikanter at trænge sig ind på mine domæner. Canon og Nikon, ikke mindst.

Men gammel kærlighed ruster som bekendt ikke, og dybt i hjertet har jeg nok altid holdt mest af netop Sony. Uvist af hvilken årsag. Og nu stod jeg her så igen – med hjemmet fuldt af hundedyrt Apple-udstyr, som jeg mange gange har haft svært ved at retfærdiggøre og argumentere for. Og som jeg af prismæssige årsager ikke har været så vild med at tage med ud til vandet.

Jeg har efterhånden været samtlige iPhone modeller igennem – fra den første i 2007 til nu den seneste og største iPhone 6 Plus, som jeg har gjort mig selv fuldstændig afhængig af. Med 5.5 tommer skærm og 128 GB hukommelse huser den (næsten) alt af værdi i mit liv. Og det vil man jo nødig miste.

Xperia_Active1

Derfor har det aldrig huet mig at tage den med ud til og på vandet. Det er ligesom naturligt, at de ting, man bruger herude, skal være vandtætte og kunne tåle en robust behandling. Og det har jeg altså ikke villet udsætte min forfærdende dyre iPhone 6 Plus for…

Undervejs har jeg været inde om en lille  Xperia Active mobiltelefon, som er absolut vandtæt, og som du kan læse om andetsteds på denne side. En fin lille telefon – naturligvis fra Sony – men med en ganske lille skærm på 3 tommer. Efterhånden som alverdens smartphones voksede sig større og større, virkede Active tilsvarende mindre og mindre.

Enter Sony med deres seneste Xperia M4 Aqua. En helt vandtæt Android smartphone med stor 5 tommer skærm. Og da den så en dag var på tilbud sammen med et lille Sony armbånd til monitering af mine fysiske aktiviteter eller mangel på samme, slog jeg til. Den samlede pris var trods alt kun en fjerdedel af min iPhone 6 Plus, som jeg nu kunne lade blive tørskoet hjemme.

Et andet argument for at investere i endnu en Sony smartphone var fremkomsten af den første generation af smartwatches med Android styresystem – “Wear” også kaldet.

Jeg havde tidligere haft fingre i først Samsungs største model Gear og siden Sony’s anden generations Smartwatch 2, men integrationen mellem telefon og ur var mildest talt mangelfuld. Med Android Wear var der imidlertid skabt håb om en bedre integration, og når så både ur og telefon var fra samme producent – Sony – burde det vel spille sammen.

Efter at have kanvasset markedet og læst en masse anmeldelser tog jeg mod til mig og investerede i et Sony Smartwatch 3, som dels kører Android Wear og dels er vandtæt i henhold til IP68 standarden – mod M4 Aqua’s IP58.

Det kan være lidt svært at hitte ud af de forskellige standarder, da de henviser til såvel støvtæthed som vandtæthed. Det første tal henviser til støvtæthed – det andet til vandtæthed. De forskellige producenter lader desværre ikke til at være ganske enige om standarderne.

Man går dog ikke helt galt i byen, hvis man antager, at man i begge tilfælde uden problemer kan skylle sit ur eller sin telefon af under vandhanen. De bør også kunne tåle op til en halv times ophold på dybder ned til godt én meter. Så har vi ikke lovet for meget.

I praksis betyder det, at man kan bruge sit Smartwatch 3 ur og sin Sony M4 Aqua telefon uden at tage hensyn til det våde miljø, man færdes i. Og skulle de blive slimede, beskidte eller støvede, skyller man dem blot af under hanen og tørrer dem igen.

Ingen af produkterne tåler dog nedsænkning saltvand, hvilket jo er ærgerligt i et land omgivet af havvand. Det tåler de nu normalt alligevel, men garantien dækker ikke længere, hvis noget skulle gå galt.

Som et lille kuriosum er de fleste reklamevideoer fotograferet i svømmebassiner, hvis vand jo indeholder større eller mindre mængder klor. Så det er åbenbart OK med Sony…

 

image

Sony Xperia M4 Aqua

Er man lystfisker og lidt til vand, så bliver man uvilkårligt og på forhånd fascineret at et produktnavn som “Aqua”. Det lokker jo ligefrem med våde eventyr forude…

Når det er sagt, så er der blot tale om en helt almindelig Android smartphone med alt det, vi nu er kommet til at forvente fra en sådan.

Den kan ringe og SMS’e som enhver anden telefon, og man kan maile og surfe som på alle andre smartphones. Der er indbygget GPS, som understøtter såvel den amerikanske standard som den russiske Glonass. Og den kan køre de utallige Android apps, der findes i Google Play. Man kommer således aldrig til at mangle funktionalitet med denne smartphone.

M4 Aqua er forsynet med de sædvanlige to kameraer: Et 5 megapixel til selfies og et 13 megapixel hovedkamera, der tilbyder et hav af betjeningsmuligheder.  Der er SteadyShot billedstabilisering til forebyggelse af rystede billeder, og man kan vælge HDR til eller fra, hvis man ikke er tilfreds med automatikken.

Endelig kan man geotagge sine billeder, så man selv – og alle andre med – kan se eksakt, hvor den flotte fisk er fanget! Man kan heldigvis også slå denne afslørende funktion fra…

M4 Aqua er på flere måder en billigudgave af topmodellen Z3, der brillierer med 20 megapixel kamera og metalhus i stedet for plast. M4 Aqua leveres dog med en ganske fortrinlig 5 tommer 1280 x 720 pixel skærm, der er præcis lige så dårlig i solskin som topmodellens.

Indendøre er det en fremragende skærm, der ikke lader meget tilbage at ønske. Men udendøre – her er den noget nær ulæselig.

Det er virkelig underligt, at man laver en vandtæt smartphone, som er beregnet til at kunne tåle lidt af hvert – udendøre. Men som så bare ikke kan ses i direkte solskin – udendøre…

– Come on, Sony! Det kan I gøre meget bedre!

image

Der findes i dag mange forskellige skærmtyper med hver deres fordele og ulemper. Sony har til deres M4 Aqua valgt en såkaldt IPS-skærm, der egner sig glimrende til mange formål – blot ikke udendørs brug i stærkt solskin.

IPS-skærme udmærker sig ved at kunne ses fra mange vinkler, og Apple bruger dem af samme årsag i alle deres iPhone og iPad produkter. “IPS” står for “In-Plane Switching”, hvis nogen skulle undre sig.

Sony har i flere år brugt den såkaldte e-ink teknologi til sine sorthvide e-bogs læsere, og man kunne have ønsket sig denne teknologi brugt til en udendørs smartphone som Aqua.

Men nej. Vil man have en sådan superlæsbar skærm på sin smartphone, da må man ty til russiske YotaPhone, som byder på hele to skærme i én og samme telefon: En normal farveskærm til indendørs brug og en e-ink til udendørs brug.

På e-ink skærmen er det som at læse teksten på et stykke papir – selv i det stærkeste solskin. Og sådan burde skærmen på alle smartphones til udendørsaktiviteter naturligvis være!

Sony Smartwatch 3

Sony er godt klar over, at problemet med direkte sollys naturligvis er endnu større og mere udtalt på et smartwatch, der er langt mere eksponeret for sollys end skærmen på en telefon.

IMG_0254

Man har derfor klogeligt valgt en anden skærmtype til Smartwatch 3, der om noget er designet til udendørs brug under ofte barske forhold.

Dette ur er derfor født med en såkaldt “transflektiv” skærm, der brillierer ved at kunne ses fra alle retninger – selv i det stærkeste solskin og uden skærmlyset tændt. Skærmen reflekterer helt enkelt det tilstedeværende lys – lidt lige som øjet på en lyssky sandart!

Resultatet er et ur, som altid viser tid og øvrige data klart og tydeligt – perfekt til udendørs brug. Prisen herfor er lidt mattere og mindre mættede farver med skærmlyset tændt, men det er en ringe pris at betale for en ellers fornem funktion derude, hvor det virkelig gælder – på vandet og i direkte sollys.

Flere anmeldelser – danske såvel som udenlandske – har netop kritiseret Smartwatch 3 for de matte farver sammenlignet med de voldsomt (over)mættede farver i specielt Samsung’s OLED-skærme, hvor sort virkelig er kulsort og ikke bare udvasket gråt. Skærme, der excellerer i at vise grundfarverne perfekt, men uden at kunne håndtere alle nuancerne midt imellem.

Disse klager viser blot, at rigtig mange anmeldelser af udstyr sker hjemme i sofaen eller bag skrivebordet, hvor de aldrig kommer i kontakt med det virkelige liv, som produkterne ellers er beregnet og designet til. Det gælder desværre fiskegrej såvel som fotoapparater og nu altså også smartwatches som Sony’s på mange måder vellykkede 3’er…

image


Anyway, den transflektive skærm er netop en af de helt store attraktioner ved Smartwatch 3. Dens 320 x 320 pixels kan ses under alle forhold og fra alle vinkler. Med eller uden skærmlys. Og opløsningen er klasser bedre end forgængeren Smartwatch 2, der kørte Sony’s eget styresystem.

Et andet af de helt store salgsargumenter for Sony’s nye flagskib er den indbyggede GPS. Som den pt. eneste af sin slags på markedet er Smartwatch 3 forsynet med en såkaldt “stand-alone” GPS, der ikke kræver kontakt til en smartphone for at fungere. Hvad selv Apple’s nye Watch jo gør.

Ikke mindst mange løbere har valgt netop dette ur for at kunne logge deres løberuter uden at skulle slæbe rundt på en tung smartphone samtidig – raslende løst i en lomme eller siddende fast i en særskilt armrem.

Med et Smartwatch 3 på håndleddet indstiller man blot sit ur og sin navigations-app til at arbejde i “stand alone mode”. And off you go. Når man så er tilbage igen, synkroniserer uret automatisk den loggede rute med XPeria M4 Aqua, der så kan vise alle loggede urdata på den store skærm. Smart – for det virker upåklageligt.

Det er endnu begrænset, hvad der findes af apps, som fungerer gnidningsløst mellem telefon og ur. Som tillader urets indbyggede GPS at arbejde separat for så derefter at synkronisere med telefonen.

Google’s egen My Tracks fungerer pt. ikke, da Smartwatch 3 i skrivende stund stadig er det eneste af slagsen med egen GPS. Men det kommer givet med næste opdatering af Android Wear.

Virker gør til gengæld app’en GhostRacer, som jeg har haft rigtig megen fornøjelse af, og som jeg klart kan anbefale. Den fungerer langt bedre end My Tracks og kan aktivere urets indbyggede GPS, når og hvis der er brug for det.

Man kan naturligvis vælge mellem et hav af forskellige “watch faces” eller urskærme, der alle downloades fra Google Play og installeres på uret via Android Wear. Ikke et øje er tørt.

IMG_0257

Der er alt fra traditioneller urskiver over digitale skærme til visning af alt fra vejr og vind til batterilevetid på såvel ur som telefon. Man kan vælge at bruge sine egne fotos som baggrund, eller man kan installere abstrakte kunstværker som baggrund.

Er man som undertegnede en datafreak, da kan man få urskiver med løbende udlæsning af såvel kompasretning som hastighed!

En rigtig smart detalje er muligheden for at tage telefonen fra sit smartwatch. Jeg har ikke tal på de gange, jeg har mistet et opkald, fordi jeg stod med hænderne fulde og telefonen gemt i en lomme. Midt i et kast eller midt i en fight, naturligvis!

Nu kaster man blot et blik på sit Smartwatch 3 og vurderer, om det indgående opkald er værd at besvare. Er det tilfældet, swiper man bare mod den grønne side af skærmen, hvorefter kaldet er taget. Nu har man så vundet tid til at lægge stangen væk, lande fisken eller bare finde telefonen frem og snakke løs.

Ønsker man derimod ikke at tage opkaldet, swiper man mod den røde side af skærmen og lægger på. Så slap man for den snak!

Det er en detalje, man hurtigt bliver rigtig glad for. En detalje, som allerede har sparet mig for megen tid og mange ærgrelser. Desværre har Smartwatch 3 ingen indbygget mikrofon, så man kan ikke svare og tale direkte fra sit ur. Noget, man allerede nu kan med sit Apple Watch. Hvis man altså har ét…

image


Batterilevetid…

– But it all comes at a cost: Baterilevetiden… Det er stadig den begrænsende faktor for al bærbar elektronik. Trods ellers ganske store fremskridt i de seneste år.

Ikke mindst den indbyggede GPS på Smartwatch 3 dræner batteriet på rekordtid. Man lærer hurtigt altid at starte ud med et fuldt opladet batteri på sit ur. Ellers kan man ikke være sikker på at få hele ruten logget, inden uret er løbet tør for strøm.

Af samme årsag vænner man sig også hurtigt til i stedet at bruge GPS’en på sin telefon, hvis den alligevel er med. Her er der trods alt 2.400 mAh at bruge af – mod blot  420 mAh på uret…

Sony slår selv på, at såvel Xperia M4 Aqua som Smartwatch 3 er hestehoveder foran konkurrenterne, hvad batterilevetid angår. Og Sony har da også et rigtig godt ry i branchen med sin Stamina batteriteknologi, der giver batteritider blandt branchens bedste.

Men heller ikke her vokser træerne ind i himlen. Som også Samsung og nu senest Apple har fokuseret på, har Sony længe haft en sparefunktion, der holder liv i telefon og ur i ekstra lang tid. Problemet er blot, at det koster nedsat funktionalitet – at der skrues ned for blusset med hensyn til hentning af mails, opdatering af apps og tilsvarende.

Slår man alle disse sparefunktioner til, kan man i allerbedste fald holde liv i sin Android smartphone og sit Android Wear smartwatch i op til to dage. Hvis man altså kan holde sin GPS i ro.

image


Dette burde jo række til de fleste fisketure, hvis man da ikke lige drifter ned ad en hvidskummende flod i Alaska. Da kan der blive god brug for et solpanel, hvis der skal være liv i batterierne hele vejen ned til opsamlingsstedet…

Men det korte af det lange er, at Sony med dette vandtætte makkerpar har lagt sig længst fremme i førerfeltet for smartphones og smartwatches. De tåler vand, og de holder fint strøm en hel lang fiskedag.

Kan så absolut anbefales – selv af en dedikeret Apple fan som undertegnede!

© 2015 Steen Ulnits


image


Efterskrift: Det er ofte sådan med elektronik, at grundprodukterne sælges billigt – i den sikre forvisning, at pengene efterfølgende nok skal blive tjent ind på tilbehøret…

Well, ovenstående vandtætte makkerpar er ingen undtagelse. Når nu mit nye Smartwatch 3 kunne fungere uafhængigt af telefonen, så var det vel kun naturligt, at det også skulle kunne bruges som uafhængig musikafspiller – via et par trådløse Bluetooth øretelefoner?

Sjovt nok havde Sony lige akkurat et sæt, der passede – med betegnelsen SBH70. Det passende bestod i, at dette headset er vandafvisende i henhold til IP57 standarden, så det passer til resten af setup’et. NFC er der naturligvis også, så man kan parre sine enheder med blot en let berøring.

Nu kan jeg så høre musik trådløst fra mit Smartwatch 3, der har plads til rigeligt med musik, eller min Xperia M4 Aqua. Eller jeg kan bruge mit nye headset sammen med telefonen og snakke lovligt, mens jeg kører bil. Eller med et klik besvare opkald, når telefonen ikke lige er ved hånden. Jeg kan sågar fortælle min Aqua, hvad den skal gøre – med nogle enkle stemmekommandoer.

Men heller ikke nok med det. Nu havde jeg jo trådløs musik fra uret og trådløs snak fra telefonen. – Men hvad med trådløs musik hjemme på kontoret?

Enter den trådløse minihøjttaler BSP10, som er i stand til at spille de fleste rum op – trods en diminutiv størrelse på sølle 78 x 60 mm. Og den hedder ikke 10 for ingenting:

Således yder den 10 W output og kan streame musik eller håndtere opkald i 10 timer. Endelig har den en rækkevidde på 10 meter, inden for hvilken den kan holde kontakten til Aqua eller anden smartphone.

Skulle telefonen ringe, mens man streamer musik, trykker man blot på svartasten. Musikken dæmper sig da, og man kan nu føre en ubesværet samtale via højttalerens indbyggede mikrofon. BSP10 stråler musik i 360 grader, og mikrofonen dækker samme område. En smart detalje, hvis flere skal snakke med i et konferencekald.

Endelig er højttaleren så lille, at den sagtens kan ligge i lommen. Trådløs opladning efter Qi-standarden er sågar også indbygget!

Så det, der startede med en vandtæt smartphone, endte ud med såvel et smartwatch som et trådløst headset og en ditto minihøjttaler.

Men stadig koster det hele kun det halve af en iPhone 6 Plus…

– Godt gået, Sony!

IMG_0252


Relaterede artikler:

Nyt smartwatch fra LG: Watch Urbane

Nyt smart smartwatch fra Casio: Pro Trek WSD-F10

Nyt smart smartwatch fra Samsung: Gear S3 Frontier