Pentax Optio WG-1 GPS

Japanske Pentax har altid haft et godt ry, hvad deres fotoapparater angår. Allerede i mine unge dage som fotospire stod der respekt om de store, tunge og gedigne spejlreflekskameraer fra netop Pentax.

Pentax så som de øvrige kameraproducenter skriften på væggen og kæmpede med i kampen om at vinde de nye digitale fotografers gunst. Det var enden på den analoge film, og det var nyt digitalt land for alle producenterne. Der blev kæmpet til stregen, indtil en ny standard var etableret.

Nu sidder jeg så her med Optio WG-1 GPS modellen, der egentlig slet ikke er spor ny længere. Men som har så gode specifikationer, at den givet vil kunne holde skansen i flere år fremover.

Det er specifikationer, der rækker langt for fiskefotografen. Pentax Optio WG-1 GPS fylder ikke mere end en pakke cigaretter, hvis nogen ellers kan huske dem, og passer derfor ned i selv den mindste brystlomme på fiskevesten eller forlommen på de åndbare waders. Og den tåler opholdet her i første linje uden at kny, vandtæt og stødsikkert som den er.

Lille kamera med store specifikationer

  • Macroblitz
  • Super macro (ned til 1 cm)
  • 5X zoom (28-140 mm)
  • 14 millioner pixels (4,5 Mb)
  • Vandtæt til 10 meter
  • Faldsikkert fra 1,5 m

Det er specifikationer, som næppe behøver at være bedre til vore dages brug ved vandet. Specifikationer, der stadig langt over dem, som vore stedse smartere smartphones normalt leverer. Vi tager jo vore smartphones med overalt og i ren dovenskab, men det skal slås fast, at de altså stadig ikke kan levere i samme grad som “rigtige” kameraer. – Hvornår så man lige sidst en smartphone med 5X optisk zoom?

Og så tager det nye Pentax bare glimrende fotos. Jeg så det allerede med det firkantede og lidet skønt udseende Pentax Optio 43WR, som udnyttede sine sparsomme 4 millioner pixels rigtig godt. Så godt, at flere fotos taget med netop dette kamera er blevet trykt i pænt stort format. Man kan tydeligvis komme langt med bare 4MP, hvis ellers det er gode pixels brugt godt.

Siden det firkantede Optio 43WR fik Pentax styr på designet, der blev mere strømlinet i de efterfølgende modeller. Samtidig voksede antallet af pixels støt til nu 14 millioner i den testede WG-1 GPS, hvilket rækker til det meste. Selv ikke de bedste smartphones råder normalt over flere, og de gør det altid med mindre fotochips, der per definition og alt andet lige leverer en lavere kvalitet.

Pentax Optio WG-1 GPS udmærker sig som allerede nævnt med en 5X optisk zoom, der giver fremragende billeder fra videste vidvinkel (28 mm) til fjerneste zoom (140 mm). Det giver helt anderledes muligheder end den gængse smartphone. Fem gange zoom er slet ikke så lidt endda. Ikke mindst til action billeder er det en rigtig rar mulighed at have adgang til på fisketuren.

Men det bliver bedre endnu. Optio WG-1 GPS byder nemlig også på en macrofunktion, der muliggør billedoptagelse helt ned til 1 cm’s afstand. Nået så tæt på objektet – en lille flue i munden på en fisk, eksempelvis – skygger kameraet i regelen så meget for lyset, at motivet ikke bliver ordentlig belyst. Den normale popup blitz kan ikke komme så tæt på, men resulterer i stedet i en grim slagskygge.

Det problem har Pentax taget højde for med en indbygget macroblitz, der efterligner de store spejlreflekskameraers klodsede ringblitz. Fem lysdioder omkring optikken sørger for en fin og jævn belysning af motiver, der er så små og skal så tæt på, at de normalt ikke lader sig fotografere. Ikke så lidt af en præstation i så lille et kamera. 

Kort sagt: Pentax Optio WG-1 GPS er et rigtig godt lille kamera at have med på fisketuren. Meget bedre end din sikkert ellers elskede smartphone!

Se introbilledet til denne artikel. Taget med WG-1.

© 2016 Tekst: Steen Ulnits