“Bløde dyr i hårde skaller”
Muslinger er bløddyr, som bruger to hårde skaller til at beskytte sig med. De tilhører derfor klassen Bivalvia – toskallede dyr – og lever af at filtrere vandet for partikler.
I de seneste årtier har der været stor og stigende interesse for netop muslinger. Først med fiskeri i forbindelse med konsum. Siden med organiseret opdræt til konsum. Og senest som muligt kompenserende tiltag til kvælstoffjernelse fra belastede farvande.
Muslinger har alle dage været vigtige fødeemner for mennesket og kendes fra de store skallebunker, der efterladt ved fortidens bopladser og deres køkkenmøddinger. Muslingerne var nemme at fange og nærende at fortære. Man kunne blot samle dem op med hænderne. De udgjorde en sikker og stabil føde.
De allerfleste muslinger lever i saltvand, men enkelte arter forekommer også i ferskvand – eksempelvis den store dammusling. I havet, hvor der findes langt over 100 forskellige arter, samler interessen sig typisk om tre forskellige arter: Den store østers Ostrea edulis, den mellemstore blåmusling Mytilus edulis og såden lille hjertemusling Cerastoderma edule.
Tre vigtige muslingearter
Er man lidt til latin og latinske artsnavne, vil man straks bemærke, at alle tre arter har samme efterhavn – edulis eller edule, hvilket blot betyder, at de er spiselige. Samme ord har dannet grundlag for det engelske ord “edible”, der jo også betyder spiselig. Skaller af alle tre arter er hyppigt forekommende i køkkenmøddinger fra stenalderbopladser. De har således været vigtige fødeemner for datidens samlere og fiskere.
I Danmark er den store østers sjælden og senest indvandret til Limfjorden, da denne blev salt nok efter Vesterhavets gennembrud ved Agger Tange i 1825. Den er desværre under pres fra flere sider – af sygdomme og parasitter såvel som konkurrence fra den invasive stillehavsøsters Crassostrea gigas. Sidstnævnte, som menes at være kommet til Danmark med ballastvand fra skibsfarten, har efterhånden fortrængt den oprindelige limfjordsøsters.
Den lille hvide hjertemusling graver nede i sandbunden, men kommer op til overfladen i døgnets mørke timer. Den kan være meget talrig, hvor den forekommer, og har derfor været et vigtigt fødeemne for mennesker gennem tiderne. Hvor tidevandsstrømme bringer store mængder plankton med sig, kan der være op mod 5.000 hjertemuslinger per kvadratmeter havbund.
Hvor østersen er den sjældne og eksotiske musling i Danmark, dér er blåmuslingen den suverænt mest almindelige og kendte. Dels lever den fuldt synlig på overfladen, fastgjort til underlaget med sine stærke byssustråde. Og dels opnår den hurtgt en størrelse, der gør den langt mere anvendelig som menneskeføde end den lille hjertemusling. Blåmuslingen har et markant udseende og smager ganske udmærket, hvis den har levet i rent vand.
Forgiftning
Muslinger er kendt for at kunne give forgiftninger. De kan være fordærvede og halvrådne med fast lukkede skaller. Det gamle husgeråd lyder derfor, at muslingerne skal have åbnet sig efter kogning, men det er ingen garanti. Bakterier og virus fjernes naturligvis ved kogning, men ophobede algegifte er stadig fuldt funktionelle efter kogning.
Muslinger lever nemlig af at filtrere vandet for plankton og bakterier, og det er store mængder vand, der filtreres. Man regner med, at en enkelt voksen østers alene kan filtrere omkring 100 liter vand i døgnet. Eventuelle giftstoffer eller tungmetaller ophober sig derfor i muslingerne, der i regelen ikke selv tager skade af stofferne, men som blot koncentrerer dem. Til mulig gene for de mennesker, der senere måtte fortære dem.
Muslinger bør af den grund aldrig indsamles i bunden af lukkede fjorde og vige, som modtager spildevand direkte eller via tilstødende vandløb. Vandet skal være rent og friskt med en god udskiftning, førend man giver sig i lag med indsamling og fortæring af muslinger. Men også da skal man være forsigtig.
Mangt et maveonde skyldes, at man har forbrudt sig mod disse enkle regler. Og mange danske fjorde egner sig bestemt ikke til indsamling af muslinger. Ved Limfjorden fandt man tilbage i 2013 under en landsdækkende undersøgelse af blåmuslinger den fra svineavlen så velkendte svinevirus i de undersøgte blåmuslinger – for øvrigt som det eneste sted i Danmark.
Svinevirus stammer fra de store mængder gylle, som spredes på marker, der støder ned til Limfjorden. Myndighederne siger, at den er uskadelig for mennesker. Myndighederne mener, at svinevirus i limfjordsmuslinger blot er et mål for, hvor forurenet Limfjorden efterhånden er med svinegylle fra de omkringliggende marker.
Noget tilsvarende sagde myndighederne generelt og svineavlerne specielt jo også om de multiresistente MRSA bakterier fra den danske svineproduktion. Hvilket jo desværre viste sig ikke at holde stik.
I dag er der flere mennesker, som er døde af MRSA, og myndighederne har ikke villet undersøge flere muslinger endsige østers. For tænk, hvad man mon så kunne finde af skræmmende stoffer. Som altid og senest med de ilanddrevne vildsvin ved den dansk-tyske grænse: Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af. Det kunne jo også gå ud over eksporten.
Muslingeskrab
Som privatperson er det en simpel sag at gå ud til en muslingebanke og plukke de blåmuslinger, man måtte have brug for. Er man erhvervsfisker, er dettte naturligvis ingen hverken rationel eller rentabel metode. Der skal større og tungere redskaber til.
Man taler derfor om, at man “skraber” muslinger. Man bruger et mindre trawl, hvis tunge skovle pløjer hen over den ofte bløde bund, muslingerne lever på. Det er en hårdhændet metode, som i lighed med alt andet trawlfiskeri ødelægger bundmiljøet, som skal bruge flere år på at komme sig efter et skrab. Men hvad værre er – muslingeskrab hindrer samtidig det llivsvigtige ålegræs i et etablere sig.
Af uransagelige og helt uforståelige årsager har danske myndigheder givet tilladelse til, at der skrabes muslinger i flere Natura 2000 områder. Uforståeligt, da Natura 2000 områder netop er udlagt som et netværk af beskyttede naturområder i EU. De udlagte områder har til formål at “bevare og beskytte naturtyper og vilde dyre- og plantearter, som er sjældne, truede eller karakteristiske for EU-landene”.
I disse områder gælder der “særlige retningslinjer for at behandle planer og projekter, herunder ansøgninger om tilladelse mv., der kan påvirke Natura 2000-områder, for derigennem at beskytte arter og naturtyper. Desuden er der krav om overvågning af og rapportering om naturens tilstand”. Citat slut.
Det er endnu ikke lykkedes nogen myndighed at forklare, hvordan disse krav harmonerer med altødelæggende muslingeskrab på den sårbare havbund, hvor ålegræsset i forvejen har mere end svært ved at få fæste. Knap en femtedel af det danske havareal er udlagt som Natura 2000 områder.
Grundlaget for Natura 2000 er EU’s naturbeskyttelsesdirektiver, som består af Fuglebeskyttelsesdirektivet og Habitatdirektivet. Disse to direktiver forpligter EU’s medlemslande til at bevare mere end 200 naturtyper, 700 arter af planter og dyr samt over 170 fuglearter.
Det lader desværre til, at eneste krav for at få tilladelse til ødelæggende muslingeskrab i et beskyttet dansk Natura 2000 område er, at man blot ikke kan se skaderne. Og det kan man jo i sagens natur ikke, når de som her sker under vandet.
Muslingeopdræt
Blandt andet af ovennævnte miljømæssige årsager er der øget fokus på opdræt af muslinger, som kan supplere eller i sidste ende forhåbentlig erstatte det altødelæggende muslingeskrab med tunge bundredskaber. En fiskemetode, der virker middelalderlig i vor økologisk bevidste tidsalder, hvor vandmiljøet er under pres fra alle sider.
“Linemuslinger” er navnet på muslinger, der er dyrket på liner udspændt mellem flydende bøjer. De er billige at anlægge, men svære at vedligeholde i vind, strøm og bølger. Muslingeyngel befolker selv de udhængte liner, da larverne driver passivt med strømmen, indtil de finder noget at hæfte sig fast på.
Muslingefarmene kan indrette på flere forskellige måder, der hver især har fordele og ulemper. De kan forsynes med liner eller net, der flyder eller kan sænkes, så de ikke generer skibsfarten. I hvert fald ikke i teorien.
Danske erfaringer med muslingeopdræt stammer primært fra den lukkede og uhyre næringsrige Skive Fjord, hvor vejret ikke lægger hindringer for driften. Der mangler heller ikke næringsstoffer til de filtrerende muslinger. Der er kort sagt ideelle forhold til muslingeopdræt på netop denne lokalitet.
Resultaterne fra Skive Fjord kan imidlertid ikke overføres til andre og anderledes lokaliteter som eksempelvis det åbne Kattegat, hvor vejret er anderledes barskt, og hvor mængden af næringsstoffer og dermed plankton til muslingerne er langt mindre. Endelig er der her tale om meget skiftende strømretninger og -hastigheder samt saltholdigheder, der kan gøre produktionen ustabil. Altsammen i modsætning til de stabile forhold i Skive Fjord.
Hidtidige erfaringer viser, at edderfugle kan gøre store indhug i muslingerne. De finder hurtigt frem til muslingefarmene, hvor de efterfølgende er svære at holde væk. Og jo længere til havs anlæggene ligger, desto større bliver naturligvis de logistiske problemer med drift og vedligehold. Den endelige høst er således ikke ganske ligetil.
De tal, der ligger til baggrund for den tidligere regerings lov L 111 om “kompenserende marine virkemidler” i forbindelse med anlæg af nye forurenende havbrug, var således ganske fiktive. Men bliver gang på gang præsenteret som reelle produktionstal.
“Kompenserende virkemiddel”
Tankerne bag lov L 111 om anlæg af muslingefarme i tilknytning til nye forurenende fiseopdræt i åbne netbure er enkel nok:
Når man dyrker og høster muslinger, opnår man at fjerne en større eller mindre del af det forurenende kvælstof, som de mange tusinde opdrætsfisk udleder. Planen var så, at der skulle dyrkes så mange muslinger, at de kunne optage hele den ekstra udledning af kvælstof fra de mange tusinde fisk. Da kunne man i princippet lade fiskeopdrættet vokse ind i himlen, når blot man lod muslingeproduktionen og dennes kvælstoffjernelse følge med.
Det fungerer fint – i teorien. Praksis er en ganske anden. Ét meget stort problem med opdræt af muslinger er pladskravet. Muslingeopdræt fylder rigtig meget – med kilometervis af liner og hundredvis af store flydere, som har en uheldig evne til at rive sig løs, når det blæser – og drive i land på tilfældige steder.
De udgør med deres klare farver en optisk forurening, når de sidder fast. Og en fysisk forurening, når de som plastaffald driver i land efter en storm. Enhver, der har boet nær et muslingeopdræt, ved, at dette er et meget reelt problem. For opdrætterne gider ikke at lede efter deres undslupne bøjer, der åbenbart ikke koster nok til at være besværet værd. Derfor nummererer de dem heller ikke, som de ellers skal. For så kunne man jo spore ejermanden.
Da lovforslag L 111 om kompenserende muslingeopdræt skulle vedtages i Folketinget, blev der fra oppositionen spurgt ind til, hvad et typisk kompenserende muslingeopdræt ved et typisk havbrug af den planlagte slags ville fylde.
Miljøstyrelsen antog dengang selv, at en muslingefarm på godt 1 km2 ville kunne fjerne kvælstof fra et enkelt stort opdrætsanlæg på 100 tons. Uvildige forskere fra Aarhus og Københavns universiteter mente derimod, at der skulle en muslingefarm på 3-4 km2 til for at klare kvælstoffjernelsen fra bare et enkelt havbrug.
– Men hvor er der lige plads til flydende anlæg på op mod 2 gange 2 km i de stærkt trafikerede danske farvande? Senest har der endda været tal fremme på helt op til 10 km2 i næringsfattige områder som netop Kattegat.
Det er både fascinerende og foruroligende, når sagkundskaben og fagkundskaben er så uenige. Men decideret farligt, når der lovgives på antagelser og forhåbninger. Ingen havde jo prøvet endsige dokumenteret, at det kunne lade sig gøre at dyrke muslinger i dette omfang – på åbent hav i Kattegat. Alle erfaringer og produktionstal stammede fra lukkede, kvælstofrige lokaliteter som Skive Fjord. Fra Linemuslingeanlæg 112.
Tro og håb fungerer ikke i sammenhæng med videnskab. Der skal facts og erfaringer på bordet, før kvalificerede beslutninger kan træffes. Og det var der desværre ikke, da lov L111 blev stemt igennem med samtlige stemmer fra Blå Blok.
Også de Konservative, der ellers ser sig selv som Blå Bloks Grønne Stemme.
© 2020 Steen Ulnits
⌘ Læs meget mere her ⌘
Del denne artikel: