Den gamle pæl ved Højer fortæller historien om tidligere tiders stormfloder. Værst var det i 1634, hvor vandstanden nåede 6,01 meter. Det fremskudte dige er fra 1982 og blot 8 meter højt
Klik for større fotos
Landet bag det fremskudte dige er gammelt Vadehav, som er inddæmmet. Slusen sikrer en stabil vandstand – under normale omstændigheder.
Brede Å, hvor den møder Vadehavet. Normalt kan diget holde havet på behørig afstand. Men når vind og vandstand bakker hinanden op, kan det knibe.
Det er ikke alle hegn i grænselandet, der er svinehegn. Dette skal blot sikre, at fårene holder sig på måtten og diget.
Det er Månen, der er skyld i det hele. Månen, som skaber og styrer det tidevand, der skiftevis blotlægger og oversvømmer Vadehavet med områder bag diget.
Rundt omkring i det sønderjyske marsklandskab findes et utal af pumpestationer som denne, der regulerer vandstanden i de inddigede områder.
De sønderjyske marskbønder lærte sig tidligt at bygge huse på ophøjede “varfer” – kunstigt anlagt bakker, der kunne holde syndfloden ude af dagligstuen.
Det sønderjyske marskland byder på myriader af grøfter og afvandingskanaler i det inddigede landskab. Lidt træer og buske er der dog.
Tidligere var Schackenborg Slot i sønderjyske Møgeltønder bopæl for danske prins Joachim, der nu har afhændet det og er flyttet til udlandet.
Det første forår spirer i parken ved Schackenborg Slot. Det er ikke længere på kongelige hænder, da en gruppe danske industrifolk har opkøbt det.
Hertil og ikke længere. I hvert fald hvis man er et nordgående tysk vildsvin. De er ikke velkomne, da de kan medbringe svinefeber sydfra.
Låge i hegnet mellem Danmark og Tyskland. Ingen ud over danske svineproducenter giver tommel op til denne svinestreg igennem landskabet.
Der må være en grænse. I skellet mellem Danmark og Tyskland har danske landmænd plantet et 70 km langt svinehegn. Anslået pris 80 mio. skattekroner.
Næsten symbolsk er der plantet blomster på den tyske side af det danske svinehegn. Mange tyskere ryster på hovedet over det skæmmende hegn.
Det er ikke enhver forundt at gå på vandet. Men her vover en flok gulnæbbede sangsvaner fjerdragten og har held med forehavendet.
Den rødnæbbede knopsvane er Danmarks nationalfugl. Svanerne lever fortrinsvis i par og bygger rede på små holme i sivskoven.
De lange svanehalse er som skabt til kurmageri. Resultatet er grimme grå ællinger, som først sidst på året bliver til smukke hvide svaner.
Stæren er en smuk, men fræk og næbbet fugl. Efter lange træk kan fuglene være så trætte og sultne, at man kan komme tæt på dem.
Dagen igennem fouragerer stærene rundt omkring i det vidstrakte marskland. Her er der føde nok til de mange tusinde fugle, som samler sig ved solnedgang.
Det er fascinerende at iagttage stærene samle sig i flokke, der bare vokser i størrelse. Små flokke kommer til udefra og tilslutter sig den store.
Mens solen sænker sig bag horisonten, samler stærene sig i store flokke. De flyver i formation, inden de beslutter sig for den rette sivskov for natten.
Der kan være trængsel i luftrummet, når stærene går til ro. Det ved svanerne, som derfor flyver lavt og klogeligt holder sig under radarhøjde.
Vinger kan være faste og sidde på et fly. Eller de kan rotere og sidde på en vindmølle. Mange flere er der dog i stæreflokke som denne.
Man forstår navnet “Sort Sol”, når man ser, hvor mange stære der kan være over sivskovene før solnedgang. Der kan være mange flere end her.
Med Vadehavet i vest er man nærmest garanteret smukke solnedgange over marsklandskabet i Sønderjylland.
– Hvor går Grænselandet?
På en solrig sommerdag ser Vadehavet roligt og ufarligt ud. Vandet er lavt og bølgerne ubetydelige. Men når vestenvinden tager til i vinterhalvåret, ser alting ganske anderledes ud.
Går vi langt tilbage i tiden – til 1362 – vidner historien om en voldsom stormflod, som dræbte mange tusinde mennesker. Man har dog ikke eksakte data på denne hændelse – kun historiske beretninger. Så vi kan ikke vide, om der var tale om en reel rekord eller blot endnu en af mange stormfloder, som ramte uheldigt.
Introbilledet til denne artikel viser “totempælen” ved Højer Sluse. Den markerer de forskellige stormfloder, som er målt gennem tiderne. Værst var det tilbage i 1634, hvor man målte 6,01 meter over daglig højeste vandstand. Da druknede flere tusinde indbyggere i Nordeuropa.
I 1825 kunne man måle 5,33 meter over normalen, hvilket resulterede i 74 druknede og brud på diget ved Højer. I 1976 nåede vandstanden 4,7 meter, hvilket fik lokale til at stille spørgsmålstegn ved det daværende dige på godt 6 meter. Tønder måtte evakueres på grund af den voldsomme stormflod, der truede med at sætte hele byen under vand.
En række lavtryk, der den 24. november 1981 passerede Vadehavet fra nordvest, resulterede i en stormflod på 5,01 meter. Presset for at få etableret et nyt og højere dige steg og endte til sidst med beslutningen om at bygge et fremskudt dige.
Det nuværende fremskudte dige blev bygget i 1979-1981 og indviet i 1982. Det måler 8 meter og blev opført knap 1,5 km vest for og parallelt med det eksisterende dige. Det strækker sig fra danske Emmelev Klev i nord til den tyske Hindenburg dæmning i syd. I alt 8,6 km fremskudt dige.
Det fremskudte dige
I 1999 nåede havet op på 5,12 meter, hvilket imidlertid var heldigt sluppet. Det fandt nemlig sted under lavvande. Var det sket under højvande, ville vandstanden have været 1-1,5 meter højere og sat en helt ny rekord.
Et klima ude af kontrol næsten garanterer, at vi fremover får vildere og varmere vejr med flere storme og højere stormflod. Nye stormfloder vil sætte nye rekorder og skabe behov for endnu højere diger.
Der var megen debat om det rimelige og fornuftige i at bygge et fremskudt dige. Faktum er og var dog, at der blev indvundet omkring 100 hektar nyt land bag diget nord for den dansk-tyske grænse og omtrent det dobbelte syd for.
I starten frygtede man, at fuglelivet ville lide under et fremskudt dige og de tabte vader. I starten pumpede man derfor vand ind i forlandet, så det ikke tørrede helt ud. I dag har fuglelivet genindtaget området og stortrives her.
Længere ude i Vadehavet måtte fuglelivet og her især de muslingespisende dykænder dog lide under et tiltagende muslingefiskeri. Helt op til 30.000 ton om året blev der skrabt midt i 1980’erne. Til stor skade for bestanden af især edderfugle.
Dette muslingefiskeri blev derfor stoppet i 2008, hvorefter bestanden af såvel blåmuslinger som edderfugle atter gik frem. I dag tales der desværre om at genoptage det skadelige muslingeskrab i det fredede Vadehav.
DTU Aqua har haft droner ude for om muligt at estimere bestandstørrelsen af såvel invasive stillehavsøsters som indfødte blåmuslinger og hjertemuslinger. Dette specielt i Natura 2000-området N89. Tidligere fødevareminister Mogens Jensen (S) takkede dog senest nej til at genåbne fiskeriet.
Det er mere tvivlsomt, om hans efterfølger på posten, Jacob Jensen (V), vil vise natur og miljø i Vadehavet samme hensyn.
70 km svinehegn
Ingen beskrivelse af grænselandet er i dag komplet uden en omtale af den omdiskuterede svinehegn mellem Danmark og Tyskland. 70 kilometer hegn opsat i Danmark til en anslået samlet pris på 80 millioner skattekroner.
Til glæde udelukkende for danske svineproducenter, som frygtede og stadig frygter tyske vildsvin, der kunne bringe den frygtede afrikanske svinefeber (ASF) med sig ind i Danmark. ASF må ikke forveksles med den klassiske svinepest.
Beslutningen om det store øst-vestgående svinehegn blev taget af den borgerlige regering under fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), som selv emigrerede til USA kort tid efter. Nogle siger flygtede. Naturstyrelsen blev sat til at være bygherre på hegnet, der har følgende specifikationer:
- Et kraftigt stålmåttehegn, som er halvanden meter højt og går en halv meter ned i jorden. På strækninger langs vandløb og grøfter er højden reduceret.
- Der er permanente åbninger i hegnet ved Schengen grænseovergange, og hvor hegnet krydser vandløb. Der er i alt 20 permanente åbninger.
- Ved øvrige overgange langs grænsen indsættes der låger eller færiste. Der er som minimum opsat en låge for hver kilometer.
- For at også mindre dyr kan passere hegnet på deres vandringer, er der for hver 100 meter etableret en 20×20 cm åbning i hegnet.
Kort efter etableringen kunne lokale borgere på begge sider af hegnet konstatere, at langt fra alle dyr trivedes med det. Således oplevede man snart hjortevildt, som havde forsøgt at forcere hegnet, men var blevet fanget i det og afgået ved døden.
Kritikere af hegnet påpeger endvidere, at et hegn af denne type og med så mange permanente åbninger ikke vil kunne holde noget vildsvin tilbage. Heller ingen nordgående ulve.
Vildsvin er kendt som dygtige svømmere, der uden videre forcerer Flensborg Fjord og højere hegn end dette. De kloge af slagsen benytter naturligvis de permanente grænseovergange, som ligger stille og åbne hen i nattetimerne.
Vi må konstatere, at svinehegnet er et kostbart stykke misforstået dansk symbolpolitik uden nogen dokumenteret effekt.
Et par arbejdspladser gav det dog at sætte hegnet op.
© 2023 Steen Ulnits
Del denne artikel: