Ålen i høstakken

dia   28

“Man maa sno sig”, sagde aalen” – i hvert fald ifølge forfatteren Carl Ewald. Men det har desværre vist sig ikke at være nok for at overleve. Nu er ålen nemlig gået hen og blevet en truet art.

Ålen er en mystisk fisk, der for mange minder mere om en slange end en fisk. Nogle nationer elsker at spise den – stegt eller røget – mens andre ringeagter den.

Således har norske fiskere i mange år lukreret på at fange og sælge norske ål til danske fiskere. For nordmændene selv kunne ikke drømme om at spise dem. – Vi spiser da ikke slanger, lyder den norske forklaring…

Ålen har alle dage fascineret os danskere – både som fisk, føde og fænomen. Tilbage i 1902 skrev forfatteren Carl Ewald sågar en hel bog med titlen “Aalen”, og det er fra dette værk, at ovenstående berømte ord stammer.

Og sno sig, det gør ålen. Gennem vandet. Over græsset. I spanden med salmiakspiritus. Og sågar også på stegepanden. Ål bare snor sig – også op om armen, når man tager fat om dem, og det er ikke alle, der holder af det!

Den europæiske ål Anguilla anguilla er kendt af enhver. Og ikke uden grund.  For ålen er på alle måder en speciel fisk. Den ser anderledes ud end almindelige fisk, og den ter sig anderledes end almindelige fisk. Læg hertil en levevis, der endnu har mange uafklarede sider. Ålen er således stadig en “mystisk” fisk, der gør ting, andre fisk ikke formår.

Eksempelvis kan den gå på land om natten og her vandre kortere afstande i det dugvåde græs. Under disse natlige landgange bruger den ilten i sin svømmeblære som iltreserve og ånder samtidig delvis gennem mundhulen. Det er der ikke andre europæiske fisk, som kan gøre den efter!

Fra Sargasso til Sarup Sø

Den lille ål fødes langt borte og dybt nede i Sargassohavet på den anden siden af Atlanten. Foran den venter en 6.000 km lang rejse tværs over Oceanet.

Med Golfstrømmen føres de små ålelarver, der har form som et pileblad, tværs over havet og frem til Europa, hvor de nu ålelignende glasål vandrer op i ferskvand. Her vokser de sig store, inden de voksne fisk igen forlader os for at vende tilbage til Sargassohavet, gyde og dø.

Mange glasål når ikke op til de søer, hvor de burde vokse sig store. Vel ankommet til Sydeuropa blev mange glaslå tidligere fanget og eksporteret til åleopdræt, da man hverken kunne eller kan reproduceres ålene kunstigt. Endnu tidligere var de små glasål sågar en delikatesse, der i Sydeuropa og Nordafrika blev serveret som friturestegte snacks.

Og skulle de små ål endelig nå frem til Nordeuropa, ventede og venter nye problemer. Undervejs støder glasålene nemlig ofte på forhindringer, som de ikke kan forcere. Det er typisk opstemninger ved dambrug, mølledamme, vandkraftværker og lignende, som ikke er forsynet med de såkaldte “ålepas”.

Ålepas er forede kasser, gennem hvilke de små ål kan kravle op over forhindringen. Derfor er det i dag mange steder nødvendigt at udsætte glasål, hvis der skal være en ålebestand i søen. Og derfor er det altafgørende, at eksisterende ålepas vedligeholdes, så de små ål kan kravle op gennem dem.

Alle disse farer og forhindringer har gjort, at vore dages ålebestand skønnes at være mindre end 1 % af den oprindelige. Derfor har mange nationer indført regler til øget beskyttelse af de sidste ål. ICES, Det internationale Havforskningsråd, har sågar anbefalet et totalt stop for alt ålefiskeri.

images

Desværre er Danmark en af de nationer, der har været rigtig dårlig til at implementere nye beskyttelses-foranstaltninger. Vi vil tilsyneladende helst selv spise de sidste ål – i stegt eller nyrøget tilstand…

Flere typer ål

Men er glasålene først nået op i vore ferske vande, vokser de sig langsomt store som gulål. Ofte tager det ålene 10-15 år i ferskvand, førend de som kønsmodne blankål igen sætter kursen tilbage mod Sargassohavet.

Den guld- eller sølvskinnende blankål med de mørke sider tager ikke føde til sig. Den har kun ét i hovedet – at komme tilbage og gyde på den anden side af Atlanten.

De ål, vi fanger i vore vandløb, søer og fjorde er altså gulål, som imidlertid kan tage sig meget forskellige ud. Her skelner man nemlig mellem spidshovedet og bredhovedet ål. I vandløb er der flest af den bredhovede slags, mens den spidshovede dominerer i søerne. I fjordene er der derimod lige mange af begge slags.

Forskellen i hovedform skyldes forskellige fødeemner. De spidshovede ål foretrækker små fødeemner som krebsdyr og myggelarver, mens de bredhovede foretrækker mindre fisk.

I søerne finder de spidshovede ål størstedelen af deres føde på barbunden, hvor de røde dansemyggelerver lever i tusindvis. De bredhovede ål, som bliver større end de spidshovede, holder omvendt til nærmere land, hvor de jager skaller, hundestejler og andre små fisk.

Vinteren tilbringes i bunden – gerne nedgravet, så der blot er et åndehul at se. I denne periode tager ålene ikke føde til sig og vokser derfor heller ikke. Man kender til meget gamle ål, der har vejet over 5 kg, men de er uhyre sjældne. Ål større end 2 kg ses kun undtagelsesvis, men er utroligt stærke fightere.

Nedturen…

Farerne er desværre langt fra ovre, når de kønsmodne blankål forlader danske farvande og har nået de store dybder på oceanerne. Dugfriske undersøgelser har dokumenteret, at det måske endda er ude på de helt store dybder, at de allerstørste farer lurer.

Det var den danske forsker Johannes Schmidt, som for eksakt 100 år siden dokumenterede de små ålelarvers farefulde færd med Golfstrømmen til Europa. Nu har nye danske undersøgelser dokumenteret, at mange gydemodne ål sandsynligvis havner i hvalmaver – ude på meget dybt vand, hvor man hidtil havde troet de vandrende ål uden for fare.

Danske forskere fra Syddansk Universitet gav et antal blankål dataloggere på, inden de blev sendt afsted på den lange rejse mod Golfstrømmen. 156 ål fik en logger med på turen, og af dem ved man med sikkerhed, at tre aldrig nåede frem til Sargassohavet. De endte i stedet deres rejse i maven på noget stort, der efterfølgende viste sig at være hvaler.

De tre dataloggere blev siden udskilt fra hvalerne, drev i land og blev fundet og returneret til forskerne. Ålene var blevet udsat fra henholdsvis Irland og Frankrig, og de returnerede dataloggere stammede fra Norge og Skotland. De blev fundet mellem 25 og 256 dage efter udsætningen.

Det var yderst interessante oplysninger, de hjemvendte dataloggere kunne give. Meget eksakte. Således havde loggerne registreret, at temperaturen på 600 meters dybde pludselig steg fra 10 grader til 36 grader – fra vandtemperaturen i Golfstrømmen til kropstemperaturen i et varmblodet pattedyr.

Da sæler ikke kan dykke så dybt, taler alt for, at ålene er blevet ædt af større og dybt dykkende havpattedyr – med hvaler generelt og grindehvaler specielt som de hovedmistænkte.

Temperaturen fortsatte med at stige og falde – sandsynligvis i takt med, at nye kolde fødeemner kom ned i den varme hvalmave. Fascinerende, hvad en sådan lille datalogger kan afsløre!

Men samtidig trist, at ålen altså nu er på randen af udryddelse. Det er os forbrugere, der afgør den europæiske åls endelige skæbne. Hvis vi stadig bliver ved med at købe og spise ål, er der ingen redning i sigte. Da vil ålen dø en snarlig og unaturlig død. Da nytter det intet, om den så snor sig nok så meget – igennem vandet, over græsset og på panden.

Derfor: Sig nej, hvis nogen tilbyder dig et stykke med røget ål – selv om det kan være svært. Og klag over det, hvis du finder ål i din dagligvarebutik. Boykot den om nødvendigt.

Endelig er det nok en god idé heller ikke selv at fiske efter den…

© 2014 Steen Ulnits

Efterskrift: Ålen blev i 2012 umulig at købe i Coop Danmark. Coop, der ejer butikkerne Kvickly, SuperBrugsen, Dagli´Brugsen, Fakta og Irma, besluttede da at stoppe alt salg af ål.

Beslutningen kom tre år efter, at Dansk Supermarked i 2009 med butikkerne Netto, Føtex og Bilka valgte at fjerne ålene fra kølediskene.

I 2009 blev ålen nemlig optaget på CITES II listen over truede dyrearter. Optagelsen medfører, at al international handel med ål bliver overvåget.