Gudenåen – fra udspring til udløb

13578-22

Danmarks længste vandløb

Det er et af naturens mange luner, at Danmarks to suverænt største vandløb udspringer blot få hundrede meter fra hinanden på den midtjyske højderyg:

Skjernå, som er landets vandrigeste, for at løbe mod vest og udmunde i Ringkøbing Fjord. Og Gudenåen, som er landets længste, for at løbe mod øst og tømme sit ferske vand ud i det salte Kattegat gennem den lange og smalle Randers Fjord.

Helt korrekt er dette nu ikke. Den jyske højderyg er generelt et vandskel mellem østvendte og vestvendte vandsystemer, men til trods for dette så løber Gudenåen faktisk sydpå i begyndelsen.

Den starter i kildeområdet ved Tinnet Krat og fortsætter siden sit løb gennem en smuk tunneldal til Tørring by. Herfra fortsætter den i en bred smeltevandsdal langs den gamle israndslinje til det midtjyske søhøjland – med kurs mod nord. Først efter Tange Sø løber Gudenåen for alvor østpå.

Alt efter hvordan man måler det, så er Gudenåen omkring 150 km lang og afvander et område på små 3.000 km2. Samtidig falder den hele 70 m på sin lange vej fra Tinnet Krat til Kattegat – et efter danske forhold stort fald.

Selve vandsystemet Gudenåen kan inddeles i fire afsnit med hver deres særpræg. Det er øvre Gudenå fra udspring til indløbet i Mossø; Søhøjlandet, der strækker sig til Tange Sø; nedre Gudenå til udløbet i Randers Fjord samt endelig selve fjorden ud til Kattegat.

13578-112

Øvre Gudenå

På sin vej mod havet gennemløber Gudenåen samtlige stadier i et vandløbs “liv” – fra kildevæld over bæk og å til flod. Gudenåen er i denne forbindelse det eneste vandløb i Danmark, som på sit nedre løb når en sådan mægtighed, at den med biologisk rette kan betegnes “flod”.

Fra Tørring gennem Uldum Kær og forbi Åle løber Gudenåen igennem åbne engarealer. Først ved sammenløbet med Mattrup Å støder den for alvor på høje skrænter, der markerer begyndelsen på et kuperet landskab. Her finder vi starten på noget af Danmarks smukkeste natur – og de første større opstemninger af åen. Det er Vestbirk søerne, som markerer indgangen til en større og anderledes Gudenå.

Gudenåen mellem de kunstige Vestbirk søer og den imponerende store Mossø byder på Danmarks nok mest oprindelige og derfor bevaringsværdige vandløbsfauna. På grusbunden under den friske strøm lever sjældne vandinsekter, som stiller høje krav til miljøet, og som i flere tilfælde kun findes her. I øvrigt i utroligt smukke omgivelser. Tidligere havde Gudenå-laksen vigtige gydepladser her, hvor de fysiske forhold er ideelle.

Også stallingen trives godt i øvre Gudenå – trods det faktum, at den slet ikke hører hjemme her, men blev indført fra Vestjylland under Anden Verdenskrig. I den næringsrige Gudenå voksede og vokser stallingerne langt hurtigere end i det sandede og næringsfattige Vestjylland.

13578-116

Søhøjlandet

Den næsten 10 km lange og 2 km brede Mossø er et kapitel for sig. Med sine mere end 1.600 hektar er den Jyllands suverænt største sø – dertil en af de dybeste. I søens østlige halvdel findes således vanddybder på mere end 20 m, hvilket er meget efter danske forhold.

De store dybder skyldes kæmpemæssige blokke af dødis efterladt af isen, da den trak sig tilbage ved sidste istids afslutning. På samme måde er Salten Langsø og Gudensø blevet til – som dødishuller i den gamle tunneldal, Gudenåen efterhånden har gravet.

De fleste af søerne i det midtjyske Søhøjland er såkaldte “langsøer” – søer, der nærmest er at betragte som større eller mindre udposninger af Gudenåen. Karakteristisk for sådanne søer er en stor gennemstrømning sammenlignet med almindelige søer – altså en hurtig udskiftning af vandet.

Dette forhold har stor betydning for ikke mindst laksefiskene, som kræver lave vandtemperaturer og et højt iltindhold for at trives. Betingelser, som i hvert fald tidligere har været opfyldt i de fleste af Søhøjlandets søer. Her har der givet levet langt flere søørreder, end der gør i dag. Og flere forskere tror endda, at netop de oprindelige, rene og kølige Silkeborg Søer har haft stor betydning som opvækstvand for ungfisk af Gudenå-laksen.

Gudenåen passerer nu igennem yderligere et antal søer på sin vej mod Silkeborg. Det er – i kronologisk rækkefølge – Birksø (med tilløb fra Knudsø og Ravn Sø), Jul Sø, Borre Sø (med tilløb fra Thorsø) og til sidst den store Silkeborg Langsø, der har tilløb fra den lille Ørnsø. Almind Sø, som ellers ligger lige om hjørnet, modtager ikke vand fra de øvrige søer. Derfor er vandkvaliteten her langt bedre end i det øvrige Søhøjland.

Tidligere – før etablering af opstemningerne ved Silkeborg – var der flere regulære åstrækninger mellem søerne i Søhøjlandet, end der er idag.

IMGP0290

Nedre Gudenå

På sin videre færd nedefter passerer Gudenåen først den lille Sminge Sø, før den bremses midlertidigt af den ligeledes opdæmmede Tange Sø. Denne kraftværkssø, som Gudenaa Centralen oprettede i 1920’rne, er næsten 10 km lang og naturligvis oprettet på den strækning af Gudenåen, hvor det relative fald er størst. Således er faldet gennem Tange Sø næsten 10 meter, hvilket er eller i hvert fald var et godt grundlag for produktion af elektricitet.

Uheldigvis foretrækker laksene at grave deres gydegruber på netop strækninger med et stort fald og derfor en frisk strøm. Med anlæggelsen af Tange Sø blev Gudenå-laksen da også forment adgang til sine sidste gydepladser i Gudenå-systemet. De ligger nu på bunden af Tange Sø – under flere meter vand.

Det er en stor og mægtig Gudenå, som efter kort tids ophold – nogle få dage – igen forlader Tange Sø. Bred og langsom flyder åen ned gennem engene i Bjerringbro, gennem Ulstrup og videre til Langå Stationsby, hvor den møder Lilleåen. Efter Stevnstrup kommer endnu et af de store tilløb til, nemlig Nørreå, som afvander den smukke Hald Sø og Viborg søerne.

Herefter når Gudenåen langt om længe frem til Randers by. Nu som en rigtig flod – med siv og åkander ved bredden samt en bestand af fisk og smådyr, der ellers normalt hører søerne til.

IMG_1210

Randers Fjord

Officielt regner man Gudenåen for afsluttet ved Randers by, men som vandsystem betragtet har åen ikke afsluttet sin mission – at bringe ferskvand fra det store opland ud i havet – før ankomsten til Udbyhøj ved fjordens udmunding. Randers Fjord er således en integreret del af Gudenåens vandsystem og skal derfor behandles som sådan – ikke som en isoleret del. I biologisk sammenhæng er dette uhyre vigtigt.

Kilderne ved Tinnet Krat er langt fra Gudenåens eneste. Faktisk har Gudenåen mere end 500 kilder og større eller mindre tilløb. Til de vigtigste hører – nævnt fra udspring til udløb – Uldum Lilleå, Mattrup Å, Tåning Å, Salten Å, Knud Å, Funder Å, Linå, Gjern Å, Hinge Å, Tange Å, Hadsten Lilleå og Nørreå.

På samme måde har også Randers Fjord andre tilløb end lige Gudenåen. Fra vest kommer Tvede Å samt Øster Tørslev Å – fra øst den store og vandrige Alling Å, der munder ud længst inde i Grund Fjord. Man kan derfor med god ret sige, at Gudenåen først ender, hvor Randers Fjord og Grund Fjord mødes, nemlig ved Uggelhuse.

Det er således store mængder vand, der hele tiden strømmer ud i Randers Fjord – vand, der skal videre ud i Kattegat. Fjorden tilføres omkring 30.000 l vand i sekundet, hvilket omtrentligt svarer til hele Danmarks årlige vandforbrug – 1 milliard m3 om året.

Udbyhoej

Kattegat

Alt dette vand skal sluses ud gennem den 27 km lange og mindre end 1 km smalle fjord, hvilket naturligvis ikke går stille af. Således er der til tider en rivende strøm ud gennem fjorden – når vind og tidevand ellers tillader det. I Kattegat er der nemlig omkring en halv meters forskel på dagligt høj- og lavvande. Det betyder, at strømmen ud gennem Randers Fjord går helt i stå, når der er højvande i Kattegat. Omvendt fosser ferskvandet ud ved lavvande.

Men også vinden spiller en stor rolle for denne vandudskiftning. Længere tids østenvind kan presse så meget saltvand ind i den yderste del af fjorden, at ferskvandet ikke kan komme ud. Det stuves derfor op inde i fjorden, hvilket giver en til tider meget høj vandstand. Når det sker, er de lokale landbrugere rigtig glade for de mange diger og pumpestationer omkring fjorden.

Ferskvand og saltvand er ikke lige tungt. Dette bevirker en lagdeling af vandmasserne, hvor de møder hinanden i fjordens munding. Øverst vil man finde et udadgående lag af ferskvand, mens der underneden befinder sig et indadgående lag af tungt saltvand. I et enkelt tilfælde er saltvand trængt helt op til Randers Bro, hvor lystfiskere da i en kort periode – for første gang nogensinde – kunne fange torsk i Gudenåen!

I første omgang blander ferskvandet fra Gudenåen sig altså ikke med det salte vand fra Kattegat. Det tager lang tid, før opblandingen er total – dage, uger eller sågar måneder.

Om vinteren, når vandtilstrømningen til Randers Fjord er størst, tager det i snit vandet en uge at nå ud gennem fjorden. Om sommeren, hvor tilstrømningen er mindst, godt og vel to uger.

Gudenåen fra udspringet på den jyske højderyg til udløbet i Kattegat er således et uhyre dynamisk miljø året igennem. Der findes intet andet sted i Danmark, hvor man møder så forskelligartede forhold inden for så lille et geografisk område. Derfor finder man da også en kolossal artsdiversitet blandt fiskene, hvoraf mange regelmæssigt veksler mellem Gudenåens ferske vand, Randers Fjords brakke og Kattegats salte havand.

Alt efter årstid, temperatur og saltholdighed finder man fiskene forskellige steder i dette fantastiske akvatiske økosystem.

Skilt

Vandkvaliteten

Vi skal ikke mange årtier tilbage, førend man i dagspresen kunne se flotte farvefotos af en blodrød Gudenå – farvet af affald fra slagteriet i Bjerringbro. Det var billeder som dem, der for alvor satte gang i debatten om Gudenåens fremtid – som vandåre eller spildevandskanal.

Heldigvis vandt miljøet, som endda i 1973 fik verdens første miljølov at have de smukke ambitioner i. Disse udmøntede sig i årelange og millionstore investeringer i de dengang 4 amter og 35 primærkommuner, som Gudenåen gennemløb. Blandt de mest imponerende og enkeltstående tiltag var rensningsanlægget ved Søholt, som ved sin åbning i 1976 var Europas mest avancerede – med såvel mekanisk som biologisk og kemisk rensning af spildevandet fra Søhøjlandet.

Vandkvaliteten i Gudenåens mange søer rettede sig dog ikke med det samme. Årtiers ophobning af fosfor i bundsedimentet sørgede for årligt tilbagevendende algeblomst med uklart vand og efterfølgende iltsvind ved bunden.

Men i 2006 skete der for alvor noget, som ændrede på dette. Det år kom nemlig den invasive vandremusling Dreissena polymorpha til Gudenå-systemet. Først blev den opdaget i Knudsø, hvorfra den bredte sig til resten af systemet. Med den måske tvivlsomme sidegevinst, at vandet nu er klarere end nogensinde. Og da man ikke kan adskille å, sø og fjord, er det klare vand slået igennem alle steder.

Det klare vand giver vandplanterne optimale betingelser, hvilket har fået grøden i vandløbet til at vokse og vandstanden til at stige. Med det uheldige resultat, at der nu er behov for øget grødeskæring i åen, hvis vandstanden skal holdes nede – hvis Gudenåen ikke skal gå over sine bredder en større del af året end tidligere.

TangeSø2

Vandløbskvaliteten

Er vandkvaliteten i Gudenåen således bedre end i mange år, så halter det stadig med vandløbskvaliteten – de fysiske rammer for vandløbet. De fleste større opstemninger og vandringshindringer er allerede fjernet, men én mangler stadig – den største og mest kontroversielle af dem alle: Tangeværket.

Siden bygningen i 1924 har Tangeværket delt Gudenåen i to og effektivt hindret laksene adgang til deres sidste naturlige gydepladser. Med det uundgåelige resultat, at Gudenå-laksen blev endegyldigt udryddet sidst i 1920’erne.

Trods flere fisketrapper deler Tangeværket stadig Gudenåen i to skarpt adskilte dele, som laksefiskene kun i begrænset omfang kan veksle imellem. Og laksenes vigtigste gydepladser ligger stadig på bunden af Tange Sø – begravet under et tykt mudderlag.

Forkæmpere for vandmiljøet i Gudenåen sætter nu deres lid til EU, som med rod i Vandrammedirektivet fra 2000 vil sikre sundere vandøkosystemer og en bæredygtig udnyttelse af samme. En regulær fjernelse af den kunstige Tange Sø kunne blive en mulig konsekvens heraf.

TangeSø (1)

Men trods 15 år på bagen er udmøntningen af Vandrammedirektivet og dermed kampen om vandmiljøet i Gudenåen kun lige begyndt.

Lokalt kæmpes der på alle fronter og med alle midler for at bevare søen.

© 2015 Steen Ulnits


Denne artikel blev bragt i august-nummeret af Biologforbundets blad “Kaskelot”. Det var udgave #206-2015. 

Tegningerne er fra bogen “Gudenåen – Danmarks internationale laksevand”, der fås som enten paperback eller e-bog på http://ulnits.dk/boger/gudenaen-2/

GA_Fangster

Ovenstående illustration viser, hvordan Gudenåens laksebestand forsvandt helt efter anlægget af Tangeværket i 1920-24. Sidste Gudenå-laks – én enkelt fisk – blev fanget i 1928. Så blev der stille.

Gudenåens havørredbestand halveredes blot, da havørreden har halvdelen af sine gydepladser i tilløb til Gudenåen nedstrøms Tangeværket. Med Lilleåen som den absolut vigtigste.


Andre relaterede artikler:

Vandkraft – I

Vandkraft – II

Vandkraft – III

Vandløb på Video


 

Tøm Tange Sø