Winter Wrist Watches

Casio Protrek WSD F-20

Kampen om forbrugernes gunst, hvad angår de nye smartwatches, har raset de seneste år. Nu ser det ud til, at en vinder er kåret: Apple Watch.

I hvert fald har konkurenterne svært ved at følge med, og flere har da også meldt klart ud, at de anser kampen for tabt. Der kommer således ikke flere smartwatches med Google’s Android Wear styresystem fra deres side.

Den del af markedet overlader de gerne til billige kinesere, der til gengæld spytter nye modeller ud med en fart, der næsten ikke er til at fatte. Mange af dem er ikke Android Wear ure, men regulære Android armbåndsure, som kan det hele – sågar også telefonere via det indbyggede SIM-kort.

Der vil naturligvis også fremover være Android Wear ure på markedet – i tilgift til Apple Watch, der alene sidder på over halvdelen af markedet. På tredjepladsen kommer Samsung’s Tizen ure, der næppe heller forsvinder lige med det samme. Samsung har luret, at dette er deres chance for at distancere sig fra de mange og næsten ens Android Wear ure – med et styresystem, der ganske vist er åbent, men som Samsung er næsten ene om at bruge og udvikle.

Jeg drømmer om den dag, hvor Samsung lancerer alle deres topmodeller inden for smartphones i rene Tizen udgaver. Der findes allerede et par stykker på markedet – blot ikke high-end modellerne såsom S8 og S8+ samt Note 8, der desværre  kun findes i rene Android-udgaver.

Det ville være et scoop, som for alvor kunne trække Samsung ud af Google’s skygge. Hvis de så også gjorde deres Tizen modeller bare en lille smule bedre end Androiderne, ville begejstringen ingen ende tage…

Tre favoritter

Men det er drømmeri. Jeg bruger i dag selv tre forskellige smartwatches – på skift. Det er Apple Watch, som er det, jeg bruger klart mest – som spiller perfekt sammen med min iPhone, iPad, MackBook og iMac computere. Så er der synkroniseret perfekt på kryds og tværs, så jeg altid kan fortsætte med det, jeg har lavet på den ene apparat – på et af de andre. Uvurderligt, når man som jeg skriver rigtig meget.

I forgangne sommer blev jeg meget begejstret for Samsung’s Tizen-styrede Gear S3, som du kan læse om i artiklen her – kombineret med Samsung’s vandtætte Galaxy Xcover 4, der kører almindelig Android – blot med en Tizen-overbygning. Den roterbare urkrans giver en rigtig god brugeroplevelse, som sagtens kan leve op til de andre platforme – Apple’s inklusive.

24.12

Og så er det den snart klassiske Sony Smartwatch 3, som jeg bruger sammen med en Sony Xperia M5. Som trofaste læsere af disse sider vil vide, så løb Sony ind i et problem med Google’s Android Wear, da denne blev opdateret til version 2.0. Pludselig kunne smartwatch og smartphone ikke længere tale sammen. Efter et halvt års ventetid og tusindvis af klager besluttede Google dog at lave en ny Wear, der var bagud-kompatibel med Smartwatch 3.

Vi var nogle stykker, der åndede lettet op, da de endelig skete. Det var som at få pustet nyt liv ind i sit gamle urværk! Smartwatch 3 genopstod af de døde, da den atter fik kontakt med Xperia moderskibet. Læs mere om dette klassiske ur og dets fortræffeligheder på ovennævnte link.

screen

Samtidig med denne genoplivning er mit Smartwatch 3 blevet loadet med en ny urskive, som hele tiden holder mig opdateret på tidevandets kommen og gåen. “Tide Chart” hedder den, og den er virkelig at anbefale, hvis den tilhørende app’s tilgængelige lokaliteter ellers passer til fiskepladsen. Den viser sågar tidevand og tilhørende månefase flere uger frem. Super praktisk og dertil grafisk flot. Du ser den herover.

Smartwatches til vinterbrug

Det er efterhånden gået op for mig, at mange både ure og smarture har indbyggede begrænsninger, når kulden sænker sig. Når temperatur og vejrlig kræver, at sommerens korte ærmer skiftes ud med varmt og vandtæt overtøj. Da kan det være rigtig svært at komme til sit ur under tætsiddende ærmer.

Sommeren igennem havde jeg glædet mig over det smarte Samsung Gear S3, hvis funktionalitet er blandt markedets bedste. Jeg har sågar svømmet med det på – omend aldeles ufrivilligt – da en pludselig bølge fra katamaranfærgen kastede mig udenbords på Ebeltoft Vig. Jeg blev smidt af min sit-on-top kajak som en anden rytter af sin hest. Det skete forrygendeog overraskende hurtigt, skulle jeg hilse og sige…

Mit S3 har fungeret upåklageligt lige siden. Selv drejeskiven kører, som da uret var nyt. Til gengæld har det vist sig at være et aldeles håbløst ur at fiske frem af ærmet, når tid eller andet skal checkes. Det er helt enkelt så stort og klodset, at det sidder fast i tøjet og ikke vil ud i kulden. Man kan heller ikke dreje på skiven, så det er den rene elendighed. Jeg har derfor reserveret Gear S3 til næste sommer, når varmen er vendt tilbage.

Så går det lettere med Smartwatch 3 fra Sony, hvis touch screen bedre kan tilgås under vintertøjet. Uret er fladere og sidder tættere til håndleddet, hvorfor det er nemmere at få ud. Den transflektive skærm tænder ved berøring eller løft af armen, så man nogenlunde let kan aflæse uret, når det er halvt ude.

Udendørs og udenpå

Allerbedst fungerer dog mit trofaste Apple Watch, der sidder tæt til håndleddet, og hvis strømlinede form tillader det at glide ubesværet ind og ud af jakkeærmet. Forskellen på dette ur og de andre er kolossal, hvad angår tilgængeligheden under overtøj.

ea2141597676

Jeg har tidligere anmeldt Casio’s fornemme ProTrek WSD-F10 og F20. Sidstnævnte er grundlæggende det samme ur som F10’eren, nu blot med indbygget GPS og mulighed for upload af kort. Designet på F20 er ganske vist noget fiksere end på forgængeren, men der er i begge tilfælde tale om ganske store ure, som kan være rigtigt svære at få lokket ud af et velpolstret og tætsiddende jakkeærme. “Umuligt” er nærmere det rette ord…

Casio er selv klar over problemet og har løst det på enkel og genial vis med varianten F20X, der leveres med hele to remme: En standardrem i polyurethan, som er fuldstændig magen til den rem, der leveres som standard til de almindelige F20’ere. Og så en ekstra lang rem i nylonweb med velcrolukke. Den ene er beregnet til almindeligt brug – indendøre såvel som udendøre. Den anden er udelukkende beregnet til udendørs brug – båret uden på selv den tykkeste dunjakke.

Den lange nylonrem har dobbelt funktion: Uret er fuldt synligt og tilgængeligt uden på tøjet hele tiden. Om det så er en varmende og tyk dunjakke eller en åndbar vadejakke. Og remmen muliggør en tæt lukning af ærmet på sidstnævnte, hvilket er en god ting ved eventuel vandgang. Og det sker jo statistisk set før eller siden for os allesammen, at vi kommer ud, hvor vi ikke kan bunde…

Jeg kan ikke understrege nok, hvor meget større Casio ProTrek WSD-F20X’s brugsværdi bliver ved at være tilgængeligt hele tiden – uden på overtøjet. Uden at skulle hales møjsommeligt frem fra jakkeærmet, hver gang man vil se, hvad klokken er slået, hvornår vandet vender, eller hvem der netop sendte en mail eller SMS. Man løfter blot armen og ser efter.

Det er et genialt trick, som kan eftergøres med et hvilken som helst smartwatch, der tåler regn, sne og vand. Som derfor tåler at sidde uden på tøjet hele tiden. Holder man af drejeskiven på et Samsung Gear S3 eller tilsvarende, er det også her en perfekt løsning. Blot skal man selv finde frem til en passende rem. Men så kan man også dreje på livet løs på sit elskede S3!

 

img2

Men ret skal være ret: Det var Casio, som fik ideen, der som alle andre gode ideer er lige så enkel, som den er genial. Navnet er til gengæld lige så langt som remmen:

Casio ProTrek WSD F20X. Intet mindre…

© 2017 Steen Ulnits


Efterskrift: Som et lille kuriosum sad jeg for nylig og fulgte med i en live udsendelse fra ISS, den internationale rumstation. To astronauter – en russisk mand og en amerikansk kvinde – var på rumvandring i langt over en time. Missionen var manuelt at sø- eller nærmere rumsætte en håndfuld små nano-satellitter. En ganske besværlig proces, når man har sine megastore og beskyttende rumhandsker på.

Via den amerikanske astronauts GoPro kamera kunne man tydelgt se, at han bar et tilsyneladende helt almindeligt armbåndsur på venstre håndled – i en megalang urrem som den her i artiklen omtalte fra Casio. Det må have været rigtigt langt for at nå om et håndled, der i rumdragten nok måler 20-30 cm i diameter…

Men ideen er fuldstændig den samme. På jorden som i rummet!

© 2018 Steen Ulnits


Læs meget mere her om:

smartphones, smartwatches og digitale kameraer