Supermåne og Blå Måne

Copyright foto: Laurent Laveder

Mandag den 14. november 2016 var Månen så fuld og så stor, som den ikke har været det længe. Den var nemlig Supermåne, som man kalder det. Månen var netop da så tæt på Jorden i sin elliptiske bane, som den ikke havde været i de sidste 68 år. Og der vil gå yderligere 18 år, inden den igen er lige så tæt på som den 14. november 2016.

– Og hvad betyder så det, kunne man spørge sig? Jo, det betyder flere ting. Dels synede Månen markant større hin novemberdag, end den normalt gør ved fuldmåne. Hele 14 %. Den var nemlig knap 50.000 kilometer tættere på os end normalt.

Den var så meget tættere på os, at den reflekterede godt 30 % mere sollys, end den plejer at gøre. Man kunne uden problemer læse en avis i nattens måneskin, hvis ellers skydækket tillod det.

Men ikke nok med det. Når Månen er så tæt på som ved Supermåne, da trækker den mere i Jordens vandmasser, end den sædvanligvis gør. Tidevandet bliver derfor stærkere end normalt. Lavvandet bliver lavere, og højvandet når længere op, end det plejer at gøre. Op til måske 5 cm.

Men heller ikke nok med det. Supermånens tiltrækningskraft rykker ikke kun i vandmasserne, men også i jordpladerne – Jordens tektoniske plader. Det vil givet medføre, at disse nogle steder giver efter under det ekstra pres – typisk ved, at spændinger mellem jordpladerne udløses som jordskælv af større eller mindre slags.

Sker dette langt til havs og på dybt vand, kan det udløse en tsunami, som vi efterfølgende så det på New Zealand. Det er således ikke alle steder, man nyder synet af den aktuelle Supermåne lige meget…

© 2016 Steen Ulnits

Efterskrift: Så galt gik det heldigvis ikke ved den næst følgende Supermåne, der faldt den 3. december 2017. Også den dag var Månen fuldere og større, end den plejede at være. Månen var da igen så tæt på Jorden i sin elliptiske bane, som den kun er omkring hver 14. måned.

Den seneste 2017 Supermåne var dog ikke tilnærmelsesvis så tæt på som 2016 Supermånen. Således var den kun omkring 7% større at se på. Og den reflekterede kun godt 16% mere sollys, end den plejer at gøre. Mod henholdsvis 14 og 30% året før.

Så 2017 Supermånen var altså en relativt lille én af slagsen. Men den faldt i julemåneden, og det gør den jo speciel alligevel! Se gerne National Geographic’s fine grafiske fremstilling herover af, hvad en Supermåne egentlig er.

“Once in a Blue Moon”

Har man fulgt lidt med i engelsk litteratur og sangskrivning, så vil man før eller siden være stødt på begrebet “once in a Blue Moon” – ofte brugt i forbindelse med “feeling blue” eller tilsvarende tristhed.

Den virkelige forklaring på begrebet “Blue Moon” er imidlertid anderledes håndfast og konkret. Således taler astronomerne om “Blue Moon”, når der optræder hele to fuldmåner i løbet af en enkelt kalendermåned. Månen er nemlig ikke i sync med kalenderen, og derfor optræder der regelmæssigt måneder, hvor man lige akkurat kan opleve hele to fuldmåner.

Typisk forekommer fænomenet hvert andet eller tredje år. Alle kalendermåneder minus februar er længere end Månens cyklus på 29,5 dage, og derfor optræder blå måner statistisk set omkring 7 gange for hver 19 år.

Begrebet “once in a Blue Moon” bruges ofte i daglig tale, men da blot for at betegne fænomener eller hændelser, som kun sker sjældent eller med lange mellemrum.

Præcis som den Blå Måne selv!

IMG_1968

Månen herover er ganske vist ikke fuld, men den er da blå. I hvert fald på bagsiden. Lidt overraskende, at The Dark Side of the Moon, som Pink Floyd synger så smukt om, slet ikke er sort, men blå. Billedet er taget en kold, men klar eftermiddag sidst i oktober.

Frihåndsoptagelse med et Nikon P900.

© 2017 Steen Ulnits