Solsystemet

Solsystemet

Det kan ind imellem være lidt svært at hitte rede i alle planeterne i vort solsystem – specielt da hvis man ikke lige beskæftiger sig med dem til hverdag. Også selv om man til daglig jo selv bor på én af dem…

Højaktuelt er det blevet her i 2015, hvor vi har været i nærkontakt med den yderste af alle vore planeter – Pluto – og har diskuteret, om det nu også er en rigtig planet. Med alt, hvad dertil hører. Der har sågar været stemt om Plutos status blandt både rumforskere og lægmænd!

Men hvorom alting er, så er verdensrummet ufattelig stort. Der er umanérlig langt til Solen, som er centrum i vort eget lille solsystem, der kun er ét blandt uendeligt mange andre og ofte langt større. Men ikke nok med det.

Astronomer har længe vidst, at verdensrummet konstant udvider sig. At vi hele tiden er på vej væk fra hinanden. Men ingen har kunnet give noget svar på, hvor vi så er på vej hen. For hvad gemmer der sig uden for noget, der er uendelig stort? Og skulle det engang vise sig at have en ende, hvad gemmer der sig så på den anden side? Det er sådanne spørgsmål, der kan gøre svage karakterer religiøse…

For overblikkets skyld – primært mit eget – har jeg derfor samlet de vigtigste oplysninger om de otte (eller ni) planeter i vort eget lille solsystem. De er rubriceret med navn, størrelse og historie samt vigtigst af alt: Afstand til Solen. Det kan måske give en smule indsigt i, hvor vi befinder os, og hvad vi egentlig har gang i her på Jorden.

Men lad os allerførst starte med sagens kerne:

Solen

  • Diameter: 1.392.000 km
  • Afstand fra Jorden: 150 mio. km
  • Overfladetemperatur: 5.507 grader Celsius

sun in space

Solen er centrum for det solsystem, vi selv og Jorden befinder os i. Det er Solen, der giver os lys og varme her på Jorden. Uden den ville der være kulsort og isnende koldt på vor lille Blå Planet.

Uden de livgivende solstråler ville der hverken være øjne, som kunne se, eller planter, der kunne fotosyntetisere – som via sollys, vand og kuldioxid kunne danne organisk stof, der bliver første led i fødekæderne. Med ilt som det altoverskyggende biprodukt, der tillader os at leve og ånde frit på Jorden.

Solen er enorm og udgør ikke mindre end 99,8 % af solsystemets samlede masse. Planeterne – selv de største som Jupiter og Saturn – er således som støvkorn at regne i sammenligning med den mægtige Sol. Det er derfor også Solens tiltrækningskraft, der – trods den næsten ufattelige afstand hertil – står for ⅓ af tidevandskræfterne. Vor egen lille Måne står for de andre ⅔.

75% af Solens masse udgøres af det lette grundstof brint, mens helium udgør de resterende 25 %. Solens hvide farve skyldes dens overfladetemperatur på over 5.000 grader. Solen er populært sagt hvidglødende, men syner gul fra Jorden om dagen og rød morgen og aften. Dette skyldes spredning af lyset i vor tynde atmosfære.

Solens konstante og massive kernereaktioner udsender energi i form af lys og magnetisk stråling. Solen er en magnetisk aktiv stjerne, der vedligeholder et stærkt og skiftende magnetfelt, som varierer fra år til år, og som skifter retning nogenlunde hvert ellevte år omkring solpletmaksimum.

Solens magnetiske felt har flere virkninger – i form af synlige solpletter på Solens overflade, pludselige soludbrud (flares) og konstante ændringer i den solvind, som transporterer materiale gennem hele solsystemet. Voldsomme soludbrud kan genere såvel radiokommunikation som elforsyning her på Jorden.

Solaktivitetens direkte virkning på Jorden ses som polarlys (nordlys og sydlys), hvor Jordens magnetfelt afbøjer solvinden. Herved frigives energi i form af lys i primært grønne og gule farver. Polarlys forekommer kun i et smalt bælte i det moderate nord og syd. Ikke som ofte troet længst mod nord eller længst mod syd.

Merkur

  • Diameter: 4.879 km
  • Rotation: 58,65 timer
  • Omløbstid om Solen: 88 døgn
  • Afstand fra Solen: 46-70 mio. km
  • Første gang fotograferet af rumsonden Mariner 10 i 1974.

Merkur

Merkur er kendt siden Oldtiden og opkaldt efter den græske gud for handel og kommunikation. Det var også ham, der førte de døde til underverdenen ved at krydse de dødes hav.

Merkur er den inderste planet i vort eget solsystem – dertil den mindste. Merkur er kun lidt større end vor egen Måne, men den er uhyre kompakt og har en magnetisk kerne af jern. Astronomerne regner med, at den ydre klippekappe må være sprængt bort efter ét eller flere massive sammenstød med meteorer.

Merkur er ikke noget rart sted at være. Planeten har således ingen atmosfære – intet vejr og vind eller noget til at holde på varmen. Temperaturen svinger derfor mere end 600 grader mellem nat og dag – fra 425 graders varme om dagen til 175 graders frost om natten, der er utroligt lang, idet planeten roterer ganske langsomt. Dagene er tilsvarende lange og altid glohede på grund af den korte afstand til Solen.

Himlen er altid sort på Merkur – dag som nat. Dette på grund af den manglende atmosfære, der ikke kan reflektere eller bryde det indkommende sollys.

Venus

  • Rotation: 243 døgn
  • Diameter: 12.104 km
  • Omløbstid om Solen: 225 døgn
  • Afstand fra Solen: 108 millioner. km
  • Første gang fotograferet af rumsonden Mariner 2 i 1962.

Venus

Venus er kendt siden Oldtiden og opkaldt efter kærlighedens gudinde Venus. Den kaldes også for Morgenstjernen eller Aftenstjernen, da den står lavt på himlen og kun kan ses lidt før solopgang eller lidt efter solnedgang.

Venus har næsten samme størrelse som Jorden, og mange forskere mener, at klimaet på Venus oprindelig har været nogenlunde det samme som på Jorden. De forekommende gundstoffer er da også de samme.

Men planeten Venus er i dag en af de mest ugæstfri af alle planeter i vort solsystem. En løbsk drivhuseffekt har bragt temperaturen op på mere end 450 graders varme, og dens skoldhede atmosfære består af tyk, koncentreret svovlsyre under højt tryk.

Det er en kombination, der ikke tillader hverken biologisk liv eller nogen grundig udforskning af overfladen. Alt materiel holder max nogle få timer, før det bryder sammen. Men meget tyder på, at der tidligere har været have på Venus, og at der dengang også kan have været liv på planeten.

Jorden

  • Diameter: 12.746 km
  • Afstand fra Solen: 150 mio. km
  • Omløbstid om Solen: 365 døgn
  • Rotation: 23 timer og 56 minutter
  • Første gang fotograferet af Explorer 6 i 1959.

Jorden

Placeret midt mellem Venus, der er for varm til biologisk liv i vor egen forstand, og Mars, der er for kold, ligger den blå planet Jorden. En kontrolleret drivhuseffekt har på Jorden hævet temperaturen omkring 40 grader over det oprindelige.

En middeltemperatur på 15 plusgrader er præcis nok til, at vand på Jorden kan optræde i alle dets tre tilstandsformer – som fast is, flydende vand og vanddamp. Temperaturen på Jorden veksler mellem minus 90 og plus 60 grader.

Det er ilt og vand, der er udgangspunkt for alt det liv, som gør Jorden til noget ganske enestående i vort solsystem – det hidtil eneste sted, hvor der findes biologisk liv, som vi kender og forstår det. Millioner af års udvikling har her skabt en tæt økologisk balance mellem de mange forskellige livsformer, der hver især indtager en helt speciel økologisk niche, hvor de fungerer og interagerer med hinanden.

Da Jorden roterer omkring en akse, som hælder lidt, får vi skiftende årstider på den nordlige og sydlige halvkugle. Kun på Ækvator har man samme indstråling af sol hele året og derfor en stabil temperatur året rundt.

I fast kredsløb om Jorden finder vi Månen, hvis tiltrækningskraft sammen med Solens er ansvarlig for det tidevand, der veksler regelmæssigt, to gange dagligt.

På planeten Jorden er himlen sort om natten, men blå om dagen. Det skyldes den tætte atmosfære af primært kvælstof og ilt, som sammen med vanddampen bryder og spreder sollyset.

Da Jorden suser gennem verdensrummet med godt og vel 100.000 kilometer i timen, bør det ikke undre, når det engang imellem blæser lidt nede ved land og vand…

Mars

  • Diameter: 6.778 km
  • Omløbstid om Solen: 687 døgn
  • Rotation: 24 timer og 37 minutter
  • Afstand fra Solen: 207-249 mio. km
  • Første gang fotograferet af rumsonden Mariner 4 i 1964.

Mars

Mars er kendt siden Oldtiden og opkaldt efter Mars, der er krigens gud. Navnet er nærliggende, da planeten Mars netop er rød – hvilket jo er farven på såvel blod som aggression. Farven er synlig med det blotte øje.

Som den fjerde planet fra Solen og som nabo til Jorden ligger den røde planet Mars, der er omkring halvt så stor som Jorden. Den ligger længere væk fra Solen, end Jorden gør, og klimaet er derfor langt koldere. Således er middeltemperaturen godt 60 graders frost med maksimumtemperaturer på 20 graders varme og minimumstemperaturer på 140 graders frost.

Mars har således et anderledes gæstfrit klima end Venus, og der planlægges derfor en mission hertil inden for de næste årtier. Inspirerende hertil er også atmosfæren på Mars, som består af 95% kuldioxid. Selv om Mars i dag er en knastør og gold planet, formoder man, at der tidligere har været såvel floder som have på Mars. Terrænet vidner i hvert fald herom – med spor efter gamle kystlinjer og udtørrede flodlejer.

Der findes en smule vanddamp i atmosfæren, hvilket kan ses som højtliggende skyer. I dalene kan der forekomme tynd tåge, og jorden dækkes om vinteren af et tyndt lag frost. Kort sagt forhold, der minder ganske meget om dem, vi har på Jorden. Den megen kuldioxid i atmosfæren fryser til sne, der skiftevis dækker den sydlige og nordlige polkappe.

Middeltrykket på Mars er under 10 millibar – mod 1.000 her på Jorden. Store støvstorme kan komme med kort varsel og dække alt med et tyndt lag uhyre fint støv, som kommer ind overalt. Støvet er et stort problem for de køretøjer, det allerede er lykkedes os at landsætte på Mars.

Jupiter

  • Rotation: 10 timer
  • Diameter: 139.822 km
  • Omløbstid om Solen: 12 år
  • Afstand fra Solen: 741-816 mio. km
  • Første gang fotograferet af rumsonden Pioneer 10 i 1973.

Jupiter er den største af alle planeter i vort solsystem. Deraf navnet, som er taget fra den øverste af alle de romerske guder. Himmelguden også kaldet. Romernes svar på grækernes Zeus og til dels vor egen Thor.

De foregående fire planeter – de inderste i vort solsystem – kaldes klippeplaneter, da de er relativt små og primært består af jern og mineraler. De næste fire kaldes i stedet gasgiganter, da de primært består af gasskyer om en mere eller mindre kompakt kompakt kerne.

Jupiter er en sådan “gasgigant”, der trods sin luftige karakter vejer godt 300 gange så meget som Jorden. Den har ingen fast overflade, hvor man kan landsætte et fartøj, så vi må nøjes med at betragte Jupiter på afstand.  Men det rækker også til at iagttage de imponerende vejrfænomener, der udspiller sig i den tætte gassky. Således har man i mere end 300 år kunnet iagttage én og samme støvstorm rase i et område mange gange større end Jorden – synlig som en gigantisk rød plet!

Jupiter har en lille kerne af klippe i midten, men består ellers primært af lette gasser som brint og helium. Tungere gasser som methan og ammoniak forekommer også – vanddamp ligeså. Trods den lille kerne har Jupiter et meget kraftigt magnetfelt – det kraftigste i vort solsystem. Det er næsten 15 gange stærkere end Jordens, som er nummer to i rækken.

I toppen af Jupiters tætte skydække ligger temperaturen omkring 160 graders frost. I centrum af Jupiter er trykket flere tusinde atmosfære, og temperaturen ligger på den gode side af 1.000 grader. Det er således ikke her, menneskeheden skal gøre sig forhåbninger om at etablere sig engang i fremtiden…

Jupiters mange måner er et kapitel for sig og på mange måder mere spændende end planeten selv. Til de fire mest kendte måner hører Europa, Io, Ganymedes og Callisto, som astronomen Gallileo allerede opdagede i 1610 – ud af Jupiters i dag 63 kendte måner.

Der knytter sig store forhåbninger til især Europa, efter at man har registreret op til 200 km høje søjler af udspyet vand fra den ellers tilisede måne. Dette kunne danne basis for en senere landgang på Europa.

Saturn

  • Rotation: 10 timer
  • Diameter: 116.464 km
  • Omløbstid om Solen: 30 år
  • Afstand fra Solen: 1,3-1,5 mia. km
  • Første gang fotograferet af rumsonden Pioneer 11 i 1979.

Saturn

Saturn er kendt siden Oldtiden og opkaldt efter den romerske gud for dyrkning, høst og frugtbarhed. De gamle grækere og romere betragtede Saturn som den sjette planet i rækken, og ugens sjette dag kaldes stadig for Saturday på engelsk.

Saturn er utvivlsomt den smukkeste af alle planeterne i vort solsystem. Dens fantastiske ringe er kendt af hvert et barn, selvom kun de færreste har set dem i virkeligheden – igennem et teleskop, hvor ringene ellers er ganske synlige. Uden for de smukke og utroligt skarpt afgrænsede ringe af sten og is finder vi Saturns mange måner, hvoraf Titan er den største i vort solsystem – dertil den eneste med en tæt atmosfære.

Saturn er en gasplanet som Jupiter, men noget mindre. Den er dog stadig omkring 100 gange tingere end Jorden. Det meste består af brint, og der er ikke nær samme vejrmæssige aktivitet på Saturn som på Jupiter. Periodiske hvirvelstorme forekommer dog, men varer ikke så længe som på Jupiter. Temperaturen i de øverste skylag på Jupiter ligger på 190 minusgrader.

Saturn er med sine ringe utvivlsomt den af alle planeter i vort solsystem, som har pirret vor fantasi mest. For hvordan er al denne kosmiske skønhed dog opstået, og hvordan bliver den holdt vedlige?

Uranus

  • Rotation: 16 timer
  • Diameter: 50.724 km
  • Omløbstid om Solen: 84 år
  • Afstand fra Solen: 2,7-3,0 mia. km
  • Første gang fotograferet af rumsonden Voyager 2 i 1986.

Uranus

Uranus er opkaldt efter den græske gud Uranus, der var himlens gud. Til trods for sin høje status blev han dog kastreret af sine egne sønner, titanerne. Måske derfor det rolige klima på planeten…

Planeten Uranus er en stor og fredsommelig kugle af gas og is, der dog adskiller sig fra de øvrige planeter ved at ligge ned og nærmest rulle rundt om Solen i sit kredsløb. Hvor de øvrige planeter alle roterer om en akse, der fortrinsvis er lodret, roterer Uranus om en akse, der næsten er vandret.

Uranus er en af de mest rolige planeter i hele solsystemet. Der er ingen storme, og temperaturen er stort set den samme over hele planeten året rundt. Som den eneste af de fire store planeter producerer Uranus ikke energi i sit indre. Den energi, der strømmer ud fra planeten, svarer derfor ganske til den energi, planeten modtager fra Solen. Dette er årsagen til, at der ikke forekommer storme på Uranus.

Uranus er – som naboen Neptun – en såkaldt isgigant. Middeltemperaturen ligger en smule under 200 minusgrader, og der forekommer en del is. Planeten har ingen fast overflade, men adskiller sig fra gasgiganterne Jupiter og Saturn ved at indeholde flere tunge grundstoffer.

Uranus er omgivet af en halv snes tynde og mørke ringe, der dog slet ikke minder om Saturns. Deres farve gør dem vanskelige at se og udforske i selv de kraftigste teleskoper.

Neptun

  • Rotation: 18 timer
  • Diameter: 49.244 km
  • Omløbstid om Solen: 165 år
  • Afstand fra Solen: 4,5 mia. km
  • Første gang fotograferet af rumsonden Voyager 2 i 1989.

Neptun

Neptun er kendt fra Oldtiden og opkaldt efter havets gud Neptun. Datidens astronomer kunne næppe have forestillet sig, hvor godt dette navn passer på netop denne planet!

Hvor naboen Uranus er stille, kold og rolig, hersker der nemlig kaos i Neptuns blå atmosfære. Nogle af solsystemets mest voldsomme storme huserer således på Neptun, hvis største måne Triton tilmed er et af de koldest kendte steder i vort solsystem. Alligevel overrasker Triton med geysere, som spyr deres indhold op til otte kilometer ud i rummet.

Neptun selv er – ligesom naboplaneten Uranus – en isgigant uden fast overflade. Middeltemperatur ved skytoppene ligger på minus 220 grader . Neptun er lidt mindre end Uranus, men da den indeholder flere tunge grundstoffer end denne, er den noget tungere.

Rumsonden Voyager registrerede ved sin passage af Neptun i 1989 en mørk plet med vindhastigheder på op til 2.000 kilometer i timen – den højeste vindhastighed, man nogensinde har målt noget sted. Da Hubble rumteleskopet fotograferede Neptun fem år senere, var den mørke stormplet væk – erstattet af en ny længere nordpå.

De store storme kan vare i op til ti år. Energien til de kraftige orkaner kommer fra Neptuns indre, hvor der produceres så meget varme, at planeten udstråler dobbelt så meget, som den modtager fra Solen.

Neptun har det mærkeligste magnetfelt i hele solsystemet. Centrum for feltet ligger langt væk fra planetens centrum, og den magnetiske nordpol ligger tættere på ækvator end på polen.

Neptuns karakteristiske blå farve skyldes planetens store forekomster af frossen methan. Farven har givet været medvirkende til navngivningen!

Pluto

  • Rotation: 6,4 døgn
  • Diameter: 2.390 km
  • Omløbstid om Solen: 249 år
  • Afstand fra Solen: 4,4-7,3 mia. km
  • Første gang fotograferet af New Horizons i 2015.

Pluto

Navngivet af en lille engelsk pige, som kendte til den græske gud Pluto og syntes, at navnet ville passe godt på den nye planet længst ude i vort solsystem.

Helt ude forbi de store gasplaneter ligger et område kaldet Kuiperbæltet. Her er det ganske koldt, for det er nemlig over 30 gange så langt væk fra Solen som Jorden. Herude på kanten af vort solsystem finder vi Pluto – den yderste planet af slagsen. Havde New Horizons ikke timet sin rejse og ankomsttidspunkt rigtigt, kunne rejsen ud til Pluto være blevet næsten dobbelt så lang. Nu tog den kun 9,5 år. Verdensrummet er i sandhed stort…

Pluto er med sin middeltemperatur på 240 minusgrader et af de koldeste steder i vort solsystem – tæt på det absolutte nulpunkt, der som bekendt er minus 273 grader Celsius. Pluto er derfor det eneste sted, hvor gassen methan forekommer som fast, frossent stof.

Det har i mange år været diskuteret, om Pluto nu også er en rigtig planet og dermed den niende og sidste i vort solsystem. Meningerne er delte, og afgørelsen afhænger helt af definitionerne. Faktum er, at Pluto ikke er en planet af samme format som de øvrige planeter – at dens bane omkring Solen er mere uregelmæssig end de øvriges, da omløb og rotation i vid udstrækning er styret af dens måner, der er forholdsmæssigt store af måner at være.

I 2005 opdagede man tilmed Eris, der er større end Pluto, og som befinder sig endnu længere ude i Kuiperbæltet. På mange måder minder de to planeter ganske meget om hinanden. Skal Pluto derfor have status som den niende planet i vort solsystem, så er det mere end svært at finde argumenter for ikke også at kalde Eris den tiende. Og så er der jo ved at gå inflation i det hele!

Såvel Pluto som Eris opfører sig på mange måder som rigtige planeter. De er runde, og de er i kredsløb om Solen. Men de er ganske små, og de har ikke evnet at rydde op i deres baner – at trække løse elementer til sig og fusionere med dem – som de store planeter har. De fleste astronomer kan dog blive enige om at kalde både Pluto og Eris for “dværgplaneter”!

Læs hele historien i artiklen “Pluto og planeterne“, hvor du også kan se dugfriske fotos af Pluto selv og dens største måne Charon, der er næsten halvt så stor som Pluto selv. Den relativt største af alle måner. Plutos to mindre måner hedder henholdsvis Hydra og Nix.

– Eller hvad med en hurtig lille landing på kometen med det kryptiske navn 67P/Churyumov-Gerasimenko i artiklen “Rosetta og Philae“? Det tog kun ti år at komme derud…

Solsystemet

© 2015 Steen Ulnits

Illustrationer: NASA (North American Space Agency)


Relaterede artikler:

Pluto og planeterne

Landingen på en komet

Solunar-teorien

Facts om fuldmåner

Drivhuseffekten

Grundstofferne

Vand – H2O