Det er desværre lykkedes dansk landbrug at skabe en myte om, at blåmuslinger renser vandet. Så landbruget endnu engang kan slippe for at rydde op efter sig selv.
Myten består i, at muslinger vil kunne rydde op efter landbrugets kolossale forurening af vandmiljøet med især kvælstof. Det kvælstof, der i overdosis skaber uklart vand, algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød.
Regeringen vil med sin nye havplan udbygge det danske muslingeopdræt kraftigt. Der skal etableres flere kilometerstore Smartfarms – under dække af, at de dyrkede muslinger kan fjerne det skadelige kvælstof fra landbruget, som så frit kan forurene videre.
Den opgave magter muslingerne desværre ikke. Hvad de med sikkerhed kan, er at koncentrere forureningen fra et stort vandområde på et begrænset areal omkring muslingefarmene.
I den lukkede Skive Fjord har man dyrket blåmuslinger siden årtusindskiftet. Med så mange milliarder muslinger i gang 24/7/365 burde vandet i Skive Fjord være landets reneste. Men det stik modsatte er desværre tilfældet.
I dag finder man i stedet et op til tre meter tykt iltslugende slamlag med tilhørende liglagen af hvide svovlbakterier i Skive Fjord, som aldrig har haft det dårligere. Hver sensommer kvitterer fjorden med regelmæssige bundvendinger, der slår alt liv ihjel, som ikke kan svømme væk eller kravle på land. Inden den giftige svovlbrinte fra bundvendingerne indhenter dem.
Forklaring på dette følger herunder.
Effektive filtratorer
Muslinger lever af at filtrere store mængder vand og fange det plankton, der måtte leve i det. Heriblandt såvel alger som det dyreplankton, der græsser på algerne.
Under optimale forhold – tilpas høj saltholdighed og tilstrækeligt med føde – kan muslingerne optage en tredjedel af kvælstoffet i den frafiltrerede føde. Den bliver til muslingekød og kan fjernes fra vandet ved høst. Den fjerner ikke sig selv.
En anden tredjedel passerer gennem muslingerne og returneres til vandet i delvis fordøjet stand – mere biotilgængeligt end før og klar til endnu flere nye alger. Denne tredjedel kan booste algevæksten mere end før den delvise fordøjelse i muslingen.
Den sidste tredjedel udskilles som ekskrementer og synker til bunds under eller nær muslingefarmen – med mindre der her er en stærk strøm til fortynding. De fleste muslingefarme er imidlertid placeret kystnært i beskyttet farvand uden nævneværdig strøm. Bunden slammer derfor hurtigt til.
Men ikke nok med, at en tredjedel af alt kvælstoffet ender på bunden som en ny forurening, der slet ikke var der før muslingerne. De uundgåelige iltsvind under og omkring farmene kan i tilgift frigive yderligere kvælstof fra bunden. Kvælstof, som før muslingernes ankomst var sikkert deponeret i sedimentet her.
I værste fald kan vi ende op med et vandmiljø, som rummer mere frit kvælstof efter introduktionen af muslinger end før. Det er konstateret flere steder i udlandet. Faktisk viste studier så tidligt som i 2011, at kvælstoffjernelsen via muslingeopdræt var en yderst tvivlsom ting.
Alligevel fortsatte vandbrug og landbrug med at udbrede myten om de rensende muslinger, som der var og stadig er gode penge i. Dette i form af tilskud fra landbruget, der bruger muslingerne som et skalkeskjul, de gerne betaler til – som en bekvem undskyldning for blot at forurene videre inde på land.
Selektive planktonædere
Men heller ikke nok med det. Muslingerne er nemlig selektive planktonædere, der foretrækker større planktondyr frem for mindre alger og bakterier. Udenlandske undersøgelser viser, at muslingerne på denne måde kan ændre sammensætningen af plankton i vandet omkring muslingefarmene.
Ved selektivt at æde de større dyreplanktonorganismer fjerner muslingerne de dyr, der ellers skulle have holdt de mindre alger i skak. Her specielt de små blågrønalger, som kan være giftige. Resultatet risikerer derfor at blive algeblomst i stedet for vandrensning.
De store smartfarms skulle oprindelig have produceret muslingemel, der kunne indgå i fremstilling af svinefoder. Dette i den såkaldte “gylletrekant”, hvor lækkende gylle fra markerne bliver til flere alger i vandet, som kan brødføde flere nye muslinger, der siden kan blive til nyt muslingemel og nyt svinefoder. Og så videre. En ren evighedsmaskine, så længe der blot løbende hældes gylle i vandet..
Opdrættet af muslinger har imidlertid vist sig at være et rent luftkastel. De store smartfarms er økonomisk urentable og må i stedet leve af millionstore tilskud fra landbruget. 150 millioner tilskudskroner er således udbetalt siden årtusindskiftet – som slet kamufleret erhvervsstøtte. Limfjordens Miljøråd har søgt aktindsigt og lagt tallene sammen.
Fødevareministeren har da også været meget længe om at svare på, hvor meget kvælstof vi har fået fjernet for de mange millioner tilskudskroner. Det er ikke meget. Men mere derom senere.
Kulturbanker og omplantningsbanker
De store Smartfarms har derfor omlagt produktionen til i stedet at producere muslingeyngel. Denne udlægges siden på kunstigt anlagte kulturbanker, hvor de kan vokse, og hvor de voksne muslinger efterfølgende kan skrabes med tunge redskaber. Disse ødelægger uundgåeligt bunden for alle andre organismer.
Undermålsmuslinger fra skraberiet sorteres fra og udlægges på nye omplantningsbanker, hvor de så kan vokse sig fangststore. Hvorefter de også skrabes – med tilsvarende ødelæggelse af bunden. Disse muslinger har således oplevet at blive skrabt ikke én, men to gange – med dobbelt klimabelastning og ødelæggelse af havbunden til følge.
De store smartfarms forurener således ikke kun lokalt, hvor vandmiljøet kvitterer med algeblomst, iltsvind og bundvendinger. De danner samtidig skjult grundlag for et efterfølgende og altødelæggende muslingeskrab, der efterlader bunden øde og gold.
Senest er der kommet fokus på, at bundtrawl og muslingeskrab frigør store mængder CO2 fra bunden, hvor den hidtil har ligget gemt. Den frigøres nu og bidrager efterfølgende til at forværre klimasituationen og den globale opvarmning.
Der er således intet godt at sige om hverken muslingeopdræt eller muslingeskrab i de indre danske farvande. Hverken for miljø eller klima.
Begge dele bør derfor stoppes i tide, inden alt er ødelagt. Inden alle danske fjorde ender som kloner af Skive Fjord.
Flemming Højgaard Madsen er født i Struer, biolog cand. scient fra Aarhus Universitet, stifter af Cheminova-gruppen og æresmedlem af Danmarks Naturfredningsforening.
Flemming var i nogle år bestyrer af AU’s Marinbiologiske Station i Rønbjerg og kender derfor Limfjorden bedre end de allerfleste. Medforfatter til bogen “Fisk kan ikke tale” om forureningen fra datidens Cheminova – nutidens FMC.
Vort døde eller i bedste fald døende hav har i de forgangne uger fået al den opmærksomhed, det skulle have haft i de sidste godt tyve år. Medierne har stået i kø for at dække det, de selv helt havde glemt at dække i samme tidsrum.
Forskere og fiskere har i de forgangne år og specielt siden den skandaleramte Landbrugspakke i 2016 forgæves søgt at få pressen til at dække den økologiske katastrofe, som vi hele tiden har vidst var under opsejling under havoverfladen.
Professor Stiig Markager var allerede i 2002 ude med advarsler på TV2, men ingen tog dem dengang alvorligt. I hvert fald ingen ansvarlige politikere, for der var åbenbart ingen. Man slog sig til tåls med, at sådan var det åbenbart i et landbrugsland som Danmark. Også hvis man selv var i opposition til landbrugsregeringen.
To udsendelser på TV stikker ud fra mængden, væsensforskellige i både form og indhold. Den ene var et sikkert velment KaosTV med Clement, hvor et hav af forskellige mennesker og organisationer tumlede rundt på scenen og skiftede plads, som var det Blå eller Rød Stue på udflugt med børnehaven. Helt uden pædagoger.
Det faglige indhold var meget svært at få øje på i al virakken, hvor miljøminister Magnus Heunicke på et tidspunkt blev placeret sammen med sine forbundsfæller i fødevareministeriet og landbruget.
Det kom der ikke noget godt ud af. Miljøets Magnus lignede flere gange en pryglet hund, når fødevareminister Jacob Jensen svingede krabasken og totalt ignorerede Clements nærgående spørgsmål. Det er Jensen på billedet herunder.
Jacob Jensen gentog for gud ved hvilken gang, at landbruget skam gør, hvad de kan og skal for miljøet. Clement måtte til sidst opgive at få blot et enkelt konkret svar fra fødevareministeren, der klappede i som en fladøsters før en bundvending.
Miljøministerens kropssprog fortalte med al uønsket tydelighed, hvem der havde bukserne på i den debat og den regering. Og hvem der rystede i sine. Det så ikke kønt ud og varsler ilde for fremtiden og vandmiljøet.
Til alt held lykkedes det præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, at brænde igennem på KaosTV. Det gjorde hun med et stjerneklart budskab om, at det bagstræberiske danske landbrug stort set har hele skylden.
Hun har selv oplevet at blive budt op til dans og inviteret til kaffe på Axelborg. Et initiativ, der set i bakspejlet blot skulle trække tiden yderligere ud.
Og gjorde det med stor succes.
Saglig debat om havmiljøet
Det var således ikke meget, der kom ud af Debatten på DR med Clement Kjersgaard. Det var populistisk KaosTV, når det er værst. Fjolleflimmer også kaldet.
Ind imellem glemte man næsten helt emnet i al virakken omkring deltagerne, der blev flyttet rundt fra podie til podie i én uendelighed. Det mindede mest af alt om en kinesisk brandøvelse uden vand.
Ærgerligt med et så vigtigt emne som vort døende hav, der ifølge fagfolk som Stiig Markager nu skal bruge mindst 20-30 år på at vende tilbage til livet – hvis det altså lykkes at få vendt skuden lige nu. Hvad intet ser ud til.
Al ære og respekt for Clement Kjersgaard, som desværre ikke lykkedes med at få noget som helst ud af fødevareminister Jacob Jensen. Det er ham på billedet herover. Landbrugets minister og selv landmand klappede i som en blåmusling under et iltsvind.
Jacob Jensen havde ellers lagt hårdt ud og fjernede som en af sine allerførste ministergerninger netop det forbud mod trawlfiskeri, som den foregående regering ellers havde vedtaget. Et forbud, som skulle have reddet havbunden for yderligere ødelæggelser.
Lykkedes det ikke Clement at nå igennem det tykke lag af spin omkring landbruget, så var der anderledes saglig saft og kraft i DR’s Deadline. Her havde man klogeligt skåret antallet af deltagere ned fra en folkefest og til to nøglepersoner, der blev på samme plads under hele udsendelsen.
Studievært Astrid Berg havde forberedt sig grundigt på sit emne. Altid en fornøjelse, når en dygtig journalist gider gå i dybden med sit stof. Og derfor evner at stille de rigtige spørgsmål.
De to gæster i studiet var professor Stiig Markager fra Aarhus Universitet, der for mere end tyve år siden advarede om udviklingen mod dagens permanente iltsvind. Og så Anders Panum Jensen, som er miljødirektør i Landbrug og Fødevarer. Dansk landbrug leverer ifølge Miljøstyrelsen 70% af det skyldige kvælstof.
Det var således to stik modsat rettede personer, der repræsenterede hver sin side af miljødebatten. Begge blev udspurgt sagligt af Astrid Berg, og begge fik lov til at tale ud i programmet.
Anbefales på det kraftigste, hvis man ikke er til KaosTV, men i stedet ønsker sober information om alvorlige emner.
Pukkellaksen, som er en af de fem almindelige arter af stillehavslaks, har i de seneste år påkaldt sig rigtig megen opmærksomhed på vor side af Atlanterhavet.
Pukkellaksen er med en snitvægt på beskedne 2 kg den mindste af stillehavslaksene, men samtidig den mest talrige. Den bærer det latinske artsnavn Oncorhynchus gorbuscha og har fået navn efter den karakteristiske pukkel, som hannerne udvikler op til legen. På engelsk kaldes den “humpback salmon” efter puklen eller “pink salmon” efter farven.
Hannerne bliver grotesk højryggede at se på, mens hunnerne bibeholder torpedoformen. Hurtigt får de et lyserødt skær langs siderne, som får mange ukyndige fiskere til at forveksle dem med regnbueørreder. Opgangen af pukkellaks topper hvert andet år – med 2017, 2019, 2021 og 2023 som de seneste store år for pukkellaksen.
Pukkellaksen er også kendt for at have det suverænt dårligste kød af dem alle. I Canada og Alaska er det derfor den laks, man eksporterer mest – den, der herhjemme ofte sælges som “kanadisk vildlaks” i vore supermarkeder. En lille fisk på et par kilo, der let kendes på sine store ruderformede mærker på kroppen og mange store pletter på halen.
Pukkellaksen gyder fortrinsvis længst nede i vandløbene, og yngelen forlader i modsætning til vore egne laks og ørreder straks det ferske vand for at vokse sig stor i havet. De kønsmodne hanner kendes let på deres groteske kropsform med en tydelig pukkel og spids ryg. Hunnerne vedbliver at være torpedoformede.
Ude i Stillehavet er de alle slanke og blanke. Hanner som hunner.
Nystegen pukkellaks (han) med havlus på halen
Taget på et sølvfarvet Juletræ
Invasion af pukkellaks
Flere steder i Nordeuropa har man i de seneste år oplevet noget, der næsten kan minde om en invasion af pukkellaks. Det startede i det nordlige Norge og bredte sig siden til Skotland og Irland for senest at nå til Danmark.
Der blev i 2017 registreret mindst tre fangster af pukkellaks i Danmark. De to første blev fanget på stang i henholdsvis Kongeåen og Sneum Å, der begge udmunder i Vadehavet – ikke langt fra hinanden. Den tredje pukkellaks blev skudt af en UV-jæger ved Røsnæs på Vestsjælland.
Sidst, der blev registreret fangst af pukkellaks i Danmark, var i 2007, så fangsterne i 2017 lå klart ud over det normale.
Det samme gælder i ekstrem grad Norge, hvor der på blot tre uger blev rapporteret om 800 fangede pukkellaks. I Finnmarken var det ekstra grelt, og helt galt stod det til i den smukke Komagelva, hvor snorklere estimerede, at der er gået 1.200 invasive pukkellaks op.
Den pludselige invasion af pukkellaks skyldtes tidligere udsætninger af russiske pukkellaks nær Hvidehavet – helt tilbage i 1960’erne og 1970’erne. Hvorfor de så pludselig har bredt sig så eksplosivt, er forskerne uenige om.
Pukkellaksen er ganske varmetolerant. Det diskuteres derfor, om det kan være den globale opvarmning, der nu har gjort det muligt for resterne af de tidligere russiske udsætninger at sprede sig så langt sydover, som tilfældet har været. Eller om der er tale om helt nye udsætninger, vi blot ikke har fået kendskab til.
Alt er muligt i akvakulturens på én gang forunderlige og forfærdelige verden.
Flere pukkellaks end atlanterhavslaks
I 2021 blev der for første gang fanget flere pukkellaks end atlanterhavslaks i Norges godt 100 registrerede lakseelve.
Baseret på indsamlede fangsttal anslår sammenslutningen Norske Lakseelver, at 85.900 laks blev fanget af lystfiskere i 2021. Det skal sammenholdes med 133.000 for blot nogle år siden.
– Det er en negativ udvikling, der viser, at vi skal bruge skrappere midler i kampen for at beskytte den vilde laks, sagde generalsekretær Torfinn Evensen fra Norske Lakseelver i en pressemeddelelse.
I nogle egne af landet tørrede fiskesæsonen helt ind.Dette gjaldt især i vest og syd, hvor der var usædvanlig lidt vand i elvene. Mange steder var der heldigvis kommet en del laks op i elvene, inden tørken indfandt sig. Der var således tilstrækkeligt med gydefisk på pladserne, forklarede Evensen, som roste den lokale ledelse i elvene for at have taget de nødvendige skridt.
– Det kan være upopulært at komme med skærpede kvoter og restriktioner i et fiskeri, der i forvejen er strengt reguleret. Men biologien skal gå forud for høst og ernæring. Tiden, hvor man kunne høste uden at tænke på morgendagen, er for længst forbi, understregede Evensen.
Man frygtede tidligt, at pukkellaksen som en invasiv art vil kunne etablere sig i elve med en naturlig bestand den langt svagere og mindre talstærke atlanterhavslaks. Eller i hvert fald overtage de nederste og lavest beliggende gydepladser i vandløbet. Her er den bedre til at tolerere varmt vand.
I dag ved vi, at det er en helt reel risiko.
Pukkellaksen og vandkraften
I den vestsvenske Ätran er man glad for sin oprindelige stamme af vilde atlanterhavslaks. Og meget lidt glad for truslen fra invasive pukkellaks.
Den gyder allerede i august eller september, hvor den oprindelige Ätran-laks først gyder sent på året. Når pukkellaksens yngel klækkes i elven om foråret, vandrer yngelen efter blot nogle få uger ud i havet for at vokse sig store.
Normalt vil Ätrans egne laks være bedre tilpasset et liv i netop Ätran, end de invasive pukkellaks vil være det. Men på grund af vandkraften har pukkellaksen fået en konkurrencefordel.
Al yngel af såvel naturligt hjemmehørende atlanterhavslaks som invasive stillehavslaks dør naturligvis ved regulering og periodisk tørlægning af elven.Men yngelen af pukkellaks er kun udsat for dette scenarie i få uger af året. Den har derfor en væsentlig større chance for at overleve, end yngel af Ätran-laksen har.
Hertil kommer, at invasive pukkellaks muligvis også kan sprede sygdomme til atlanterhavslaksen. Hvilket de lokale elselskaber allerede har gjort.
Elselskaberne, som driver vandkraften ved Ätran, har nemlig tidligere udsat laks i Ätran stammende fra Laholm ved Lagan. Laks udsat som kompensation for mistede gydepladser og øget yngeldødelighed. Laks, som desværre var inficeret med den frygtede lakseparasit Gyrodactylus salaris.
Yngelen af atlanterhavslaks har en meget høj dødelighed, når de smittes af Gyrodactylus. Pukkellaksen derimod klarer sig bedre, fordi dens yngel hurtigt vandrer ud i havet.
Alt i alt kan invasive pukkellaks derfor udgøre en større fare for vilde atlanterhavslaks i elve udbygget med vandkraft.
250.000 russiske pukkellaks fanget i Norge
Frygten for, at den russiske pukkellaks kunne invadere norske lakseelve og fortrænge laksene her, har vist sig at være yderst velbegrundet.
De mange pukkellaks skyldes som nævnt russiske udsætninger i Hvidehavet. Tilsyneladende trives de indførte russiske stillehavslaks endog meget godt i Atlanterhavet. Så godt, at kønsmodne pukkellaks i tusindvis nu hver sommer invaderer elve i Nordnorge.
Pukkellaksen er invasiv og ikke naturligt hjemmehørende. Dertil en farlig konkurrent til den i forvejen truede norske atlanterhavslaks. Dette ikke mindst på grund af det store antal, som pukkellaksen forekommer i – mange gange større end den hjemlige laks.
Pukkellaksen har en naturlig cyklus, som gør, at den er uhyre talrig hvert andet år. I ulige år som 2017, 2019, 2021 og 2023, hvor pukkellaksene indfandt sig – tilsyneladende i stedse større antal.
Nordmændene fik med hjælp fra akvakulturen udviklet og opsat fælder, der effektivt kan sortere pukkellaks fra atlanterhavslaks, ørreder og rødinger. Med brug af avanceret ansigtsgenkendelses software fra kinesiske Huawei og kunstig intelligens – AI.
Noget godt kan der heldigvis komme ud af den omdiskuterede kinesiske ansigtsgenkendelse, som har været brugt på folkeslag før fiskearter.
Alene i år 2023 lykkedes det således at fange næsten en kvart million invasive pukkellaks i nordnorske elve. 242.945 for at være helt præcis. Sådan lyder nemlig det officielle fangsttal fra Miljødirektoratet.
Tidligere kasserede man de mange pukkellaks, som kort efter opgangen bliver dårlige spisefisk. De blev kværnet til fiskefoder og minkfoder. I dag fanger og filetterer man de friske pukkellaks og sælger dem siden som spisefisk.
De er mindst lige så gode til konsum som de “kanadiske vildlaks”, man i hvert fald tidligere kunne finde i Brugsens frysedisk. Det var nemlig også pukkellaks. Og så er de norske nok en del friskere end de canadiske, som jo har måttet flyves til Europa.
Kanadierne selv bruger pukkellaksene som hundefoder. Men hvis vi europæere vil importere og servere dem som eksotiske vildlaks, så naturligvis værsgo og velbekomme.
Der er sket ting og sager i det forgangne år, som for alvor har pustet til politikerleden.
Således lykkedes det en nytiltrådt minister for digitalisering og ligestilling at sætte ny rekord med blot syv arbejdsdage som minister, før hun kunne smide håndklædet i ringen, trække stikket og score kassen.
Det var Venstres Mia Wagner, der fulgte i tidligere partiformand Jacob Ellemann Jensens fodspor og trak sig helt fra politik. Men ikke uden noget gyldent håndtryk – trods sølle syv dage på posten. Hør blot:
Mia Wagner er berettiget til det såkaldte minister-eftervederlag i et halvt år. Med en årsløn på 1,3 millioner kroner som minister får hun udbetalt eksakt 687.360 kroner i det kommende halve år. Tydeligvis var de syv dage som nybagt minister hårdere end de tidligere mange optrædener på TV i Løvens Hule. I hvert fald fik hun et ildebefindende som nybagt minister, der fik hende til at droppe jobbet som folkets tjener.
Til de 687.360 kroner i minister-eftervederlag skal lægges et skattefrit omkostningstillæg som ikke-MF’er, der bringer den samlede jackpot som minister i syv dage op på 807.930 kroner. Dette ifølge TV2’s regnedrenge.
Dagbladet Information gik efterfølgende så vidt som til at anbefale Mia Wagner at betale minister-eftervederlaget tilbage. Det ville klæde hende. Men det har Mia Wagner valgt ikke at gøre. Der skulle jo også være til julegaver i år. Nogen ministerpension nåede Mia Wagner dog ikke at optjene. Til det skal man nemlig have bestridt posten i et helt år.
Det er nu ikke kun Venstre, som mestrer den svære kunst at score kassen uden at yde noget først. De fleste har sikkert lykkeligt glemt det, men SF’s Jonas Dahl kunne efter blot 46 dage som minister hæve 1,7 millioner kroner ved Kasse 1.
Man forstår, hvorfor alle politikere drømmer om en ministerpost. Og hvorfor politikerleden er stor som aldrig før. Alligevel skal der lyde et:
Jeg har nu været bosat i Randers by i snart tyve år. I den tid har jeg i stigende grad undret mig over den pågående udvikling eller afvikling af området.
I 2023 har Randers by haft royalt besøg af både dronningen og kongeskibet, hvilket kastede glans over byen. Samt senest miljøministeren, hvis besøg desværre skete på en noget tristere baggrund. Miljøministeren udtalte under sit besøg i juledagene, at jordskreddet ved Nordic Waste syd for Randers er en “tikkende bombe” under vandmiljøet, som vi slet ikke har set konsekvenserne af endnu.
Randers var tidligere kendt for at være Laksens By – fordi Danmarks længste vandløb, Gudenåen, udmunder i netop Randers. Med etableringen af Tangeværket i 1924 blev der imidlertid sat et endegyldigt punktum for den oprindelige Gudenålaks. Dens sidste og vigtigste gydepladser ligger nu på bunden af den kunstige Tange Sø. Dækket af et tykt slamlag.
Bevares, der fanges stadig laks i Gudenåen, for der sættes stadig opdrættede laks ud i åen. Men det er et regulært og ganske kostbart Put & Take fiskeri, som udelukkende skyldes udsætning af opdrættede laks i Brusgaard.
Man kunne jo naturligt og naivt tro, at man i Laksens By gerne så laksen tilbage i Gudenåen. Vel at mærke den naturlige og selvreproducerende vildlaks, som vil blive et stort aktiv for ikke blot Randers, men også alle andre kommuner op langs åen.
Men Randers Kommune har aldeles uforståeligt sagt nej tak til en tømning af Tange Sø og efterfølgende retablering af Gudenåen, så vilde laks atter kan få adgang til deres gydepladser. Her vil man hellere tækkes politikere i Viborg Kommune end borgerne i Randers by. Uvist af hvilken grund.
Randers Byråd med borgmester Torben Hansen (S) vil hellere tækkes Venstre og Wilbek i Viborg, end egne borgere i Randers by. Der ligger ellers en guldgrube – økonomisk såvel som økologisk – og venter, hvis Danmarks nationale vandløb Gudenåen atter får lov at flyde frit. Uden en kvælende prop i form af et kunstigt vandkraftmagasin med det misvisende navn “Tange Sø”.
Hvis søen tømmes og Gudenåen føres tilbage til det oprindelige løb, får man helt automatisk en naturlig buffer for de store vandmængder, som fremtiden vil bringe. En ådal, som allerede er fyldt op med et vandkraftmagasin, har ingen kapacitet til at optage yderligere vand og dermed hindre oversvømmelser af nedstrøms beliggende områder.
Samtidig har landbrugslandet Danmark i dag den mindste andel af uberørt natur i hele Europa. En trist rekord og en kendsgerning, som en retablering af Gudenåen og tømning af Tange Sø med ét vil kunne ændre markant.
Men mere natur med plads til mere vand ønsker Randers Kommune ikke at bidrage til. Uvist af hvilken grund. Man er mere til Nordic Waste modellen med forurening af Alling Å.
Denne uforståelige behagesyge i Randers har senest givet sig udslag i, at renset spildevand fra Viborg nu planlægges ledt ud i Gudenåen. Så Viborg Kommune kan spare penge til anlæg af nye rørføringer.
Dette spildevand, som bestemt ikke er rent, passerer siden ud gennem den i forvejen hårdt belastede Randers Fjord, inden det til sidst når Kattegat ved Naturpark Randers Fjord.
Netop mundingen af Randers Fjord er i forvejen et af de hårdest ramte områder i Danmark, hvad angår iltsvind. Det skyldes naturligvis, at landets længste vandløb undervejs modtager store mængder spildevand fra de mange byer og kommuner er langs åen. Spildevand, hvis iltforbrug tærer hårdt på miljøet ude i Kattegat.
Det er en udvikling, der kun vil blive værre ved udledning af yderligere spildevand fra Viborg Kommune. Som så endda ryger lukt gennem en af Randers Kommune udpeget Naturpark, der er kendt som en international fuglelokalitet med mange tusinde rastende, trækkende og overvintrende fugle fra hele Nordeuropa.
Helt konkret ønsker Viborg kommune at bygge knap 50 km nye spildevandsledninger, som så kan føre renset spildevand fra Viborg til Randers – så man undgår at udlede det i Limfjorden, men i stedet kan hælde det ud i først Nørreå og Gudenåen, siden Randers Fjord og senest Kattegat.
Professor Stiig Markager, som alle kender fra TV og årets iltsvindskatastrofe, finder det naturligvis godt, hvis man kan undgå tilledning af spildevand til den hårdt belastede Limfjord. Han mener dog, at man skal være uhyre forsigtig med at pumpe massive nye mængder spildevand ud i Nørreåen og Gudenåen.
Professor Markager advarer om, at nye næringsstoffer vil give øget algevækst. I å-systemer er det specielt de lange og trådformede alger, der kan være en belastning for økosystemet. Vandplanterne kan blive overbevokset med kvælende alger.
Markager finder det langt bedre, dersom vandet i stedet ledes ud i et åbent havområde – som det allerede sker ved Mariager Fjord, så denne ikke belastes yderligere. Men det er selvfølgelig billigere bare at hælde det hele ud i Nørreåen og herfra sende det videre til Gudenåen og Randers Fjord.
I forvejen har Randers Kommune presset citronen til det yderste for overhovedet at kunne leve op til de mest basale arealkrav omkring udpegning af naturparker. Så man nu kan bryste sig af at have en ægte Naturpark i kommunen. Pyntet med lånte fjer. Og helt uden at byde på nogen reel ny natur.
Synd bare, at Naturpark Randers Fjord nu skal tilføres yderligere forurening helt oppe fra Viborg. Som om det ikke var nok med den, vi allerede selv leverer og modtager fra andre. Der skal åbenbart mere til.
Man skulle synes, at det var nok at modtage spildevand fra hele Gudenåens store opland. Men nej.Nu importeres der også store mængder forurenet jord fra Ålborg og København med flere andre steder til jordrensningsanlægget Nordic Waste lige syd for Randers.
Det meste ankommer med skib til Randers Havn, hvor det enten omlæsses direkte på lastbiler eller i første omgang ender på kajkanten.En guldgrube for havnen, som er ejet af kommunen. En aktivitet, som skaber indtægter og arbejdspladser. Desværre også en aktivitet, som ikke er uden bagside.
Gang på gang losses forurenet jord direkte på kajkanten. Direkte ud til Gudenåen. Gang på gang vasker regnskyl forurenet jord direkte ud i Gudenåen, hvorfra det fortsætter ud igennem Randers Fjord for til sidst at ende i Kattegat ved Naturpark Randers Fjord.
Vi ved ikke, hvad den forurenede jord indeholder af miljøskadelige stoffer. Men vi ved med sikkerhed, at al jorden er forurenet i lettere eller højere grad. Det er jo derfor, man bekoster dyr transport fra nær og fjern til jordrensningsanlægget i Ølst Bakker. Hvor man tilsyneladende kan rense eller deponere jorden billigere end noget andet sted i landet?
Og hvad sker der mon, når og hvis der går hul på den plastiske lermembran under værket? Når gift fra den forurenede jord gennem sprækker i lerlaget i så fald når ned til grundvandet ved Kristrup? Giftens og vandets veje er uransagelige.
– Har Randers Kommune mon sat penge til side til den forestående oprydning, der vil koste og allerede har kostet mange millioner. Nogle af de mange penge, som Randers Havn i løbet af året har tjent på at modtage de store mængder forurenet jord?
– Eller er det Nordic Waste, som har forpligtet sig kontraktligt til at bekoste gildet? Eller løber de bare fra regningen? Indtil videre har man i hvert fald standset betalingerne og opsagt de fleste medarbejdere.
TV2 spurgte kort før jul borgmester Torben Hansen (S), hvorvidt Nordic Waste har en forsikring, der dækker omkostningerne ved katastrofen.
Den 22. december, da stormen Pia hærgede Danmark, dumpede det knap 400 meter lange containerskib “Mayview Maersk” 46 stålcontainere i Nordsøen ud for Hanstholm. De var ikke fastgjort tilstrækkeligt og endte derfor i havet.
Nogle gik til bunds med det samme og vil her være et problem for alt fiskeri med bundslæbende redskaber. Andre driver stadig rundt med vind og strøm, men en lille håndfuld drev i land på stranden mellem Bulbjerg i syd og Skagen i nord.
Der er gået hul på de ellers stålsatte containere, hvis indhold er spredt ud over den vestjyske sandstrand. Der var gratis badesko og strandmøbler til alle, der trodsede politiets opfordring om at lade indholdet ligge.
Maersk selv var overraskende langsomme i optrækket med at rydde op efter den selvforskyldte forurening. Dumt, da der gik mere og mere hul på de strandede containere, så mere og mere af indholdet blev spredt over en større og større strækning.
Store flamingoplader gik straks i små stykker og er nu bogstavelig talt spredt for alle vinde eller dækket af sand i klitterne. De ikke synlige stumper vil dukke op af sandet i løbet af de næste mange år og minde os om Danmarkshistoriens største enkeltstranding.
“Mayview Maersk” er ikke noget helt almindeligt containerskib. Det 400 meter lange og 60 meter brede skib blev bestilt i Korea hos skibsværftet Daewoo tilbage i 2011. Det kostede dengang 185 millioner dollars, hvilket til dagens kurs er mere end 1,2 milliarder kroner. For øvrigt var det kun ét skib ud af en samlet ordre på 31 skibe, der til dato er leveret.
“Rettidig omhu” er ellers kendt som Maesk-rederiets motto, der forventes efterlevet af alle koncernens ansatte. Også det mandskab, som er ansvarligt for at fastgøre de mange containere, så de ikke skyller overbord.
Hårdt presset er Maersk langt om længe kommet på banen og deltager nu aktivt i oprydningen af det, der betegnes som det største strandingsgods i Danmarkshistoien.
Så fik Randers Kommune sin helt egen og aldeles selvforskyldte miljøkatastrofe, der virkelig har sat Ølst Bakker på Danmarkskortet. Selv midt i juletravlheden.
Julefreden nægtede pure at indfinde sig, da jorden for alvor skred under fabriksgrunden på Nordic Waste. Ironisk nok et anlæg, der ellers havde brystet sig af at rense forurenet jord og dermed forbedre miljøet. Faktisk var der næsten ingen ende på, hvor godt det skulle blive. Nu står resterne af Nordic Waste så selv tilbage som en af de helt store miljøsyndere. Efterladende et gigantisk oprydningsarbejde.
I løbet af det sidste års tid er skibslast efter skibslast og utallige lastvognstog med tonsvis af forurenet jord endt hos og dumpet på fabriksgrunden ved Ølst Bakker syd for Randers. Til sidst kunne den plastiske jord i bakkerne ikke længere holde til det kolossale pres fra den megen tilkørte jord, men måtte give efter.
Til myndighedernes store overraskelse. Adspurgt direkte havde Randers Kommune nemlig afvist eller nedtonet risikoen for, at noget sådant kunne ske. Risikoen var ifølge kommunen meget lille.
Nu truer et jordskred på hele 2,5 millioner ton jord så med at forurene Alling Å, der løber eller rettere løb få meter fra fabriksgrunden på Nordic Waste. Et jordskred udløst af den meget regn. Et jordskred, der kan få katastrofale følger for såvel selve Alling Å som Grund Fjord og Randers Fjord, hvor det nu stærkt forurenede vand med sikkerhed ender. Vand løber som bekendt kun én vej: Nedad.
Trods de mange skybrud, som DMI løbende har varslet og advaret om, fortsatte man ufortrødent med et køre forurenet jord med meget mere på bakkerne. Til sidst gav undergrunden efter, og jorden begyndte at skride. Nordic Waste prøvede først at bygge en dæmning, der imidlertid ikke kunne holde de skridende jordmasser væk fra Alling Å, som løber få meter fra fabriksgrunden.
Man gik derfor i gang med at bygge en stålarmeret spunsvæg, som kunne overdække åen langs fabrikken i tilfælde af yderligere jordskred. Den kunne imidlertid heller ikke holde til presset. Nordic Waste valgte derfor at forlade den synkende skude og overlade arbejdet til Randers Kommune.
Kommunen prøvede først at bruge Gammel Aarhusvej til at beskytte åen, men heller ikke det lykkedes. Den gamle hovedvej blev brudt igennem af de vandrende jordmasser, hvorfor man gik i gang med næste nødplan:
At etablere et stort “vådområde” opstrøms hovedvejen og herfra pumpe vandet bort. Det, vi andre kalder en oversvømmelse. “Vådområde” lyder dog bedre. I skrivende stund vides ikke, hvordan dette arbejde er skredet (!) frem.
Men julefreden har i hvert fald ikke indfundet sig ved resterne af Nordic Waste. Nu taler man i Randers Kommune om Miljøskadeloven og den danske implementering af Miljøansvarsdirektivet. Det kan blive rigtig stort.
Så udløb ankefristen for Hjarnø Havbrug, der for to uger siden blev idømt en konfiskation af 125 millioner ulovligt tjente kroner ved forurening af Horsens Fjord samt ulovligt opdræt af regnbueørreder og stillehavslaks. Hertil bøder og sagsomkostninger på mere end 20 millioner kroner.
I en pressemeddelelse fra den dømte havbrugsejer meddeler hans advokat, at man af helbredsmæssige årsager ikke vil anke dommen. Den 53-årige ejerleder Anders Pedersen accepterer dog at modtage ambulant psykiatrisk behandling i tre år under tilsyn af Kriminalforsorgen. Han afviser samtidig at have skadet miljøet i Horsens Fjord med sin massive overproduktion af fisk.
Det hele ser i øvrigt ud til at have været en aldeles gratis omgang. Myndighederne vil naturligvis søge at inddrive de knapt 150 millioner kroner. Men ifølge den altid velinformerede Kanin Katrine fra Endelave bliver det noget nær umuligt.
Hjarnø Havbrug har undervejs i det lange sagsforløb haft overordentlig god tid til at tømme selskabet for værdier – i så høj grad, at Hjarnø Havbrug i dag har en negativ egenkapital på godt 15 millioner kroner.
Alle aktiver er ført over i hustruens navn og et nyt firma, som driver det forurenende fiskeopdræt videre – nu angiveligt dog inden for rammerne af de givne miljøtilladelser. Men de 77 forsvundne ringbind er og bliver væk – forsvundet fra Østjyllands politis varetægt.
De forsvundne ringbind udløste en rabat i konfiskationsbeløbet på 66 millioner kroner, så der også kunne blive til julegaver i år. Hustruen har jo overtaget driften, så rabatten bliver i familien. I tilgift fik Hjarnø Havbrug en rabat på 28 millioner kroner.
I alt 94 milioner for at lade 77 ringbind med konfiskeret bevismateriale forsvinde. Forbrydelse betaler sig således overmåde godt i lille lovløse Danmark.
Regeringen og det meste af Folketinget vedtog for nylig en såkaldt “akutplan” for det gispende danske vandmiljø. Sølle 400 millioner kroner blev sat af til formålet. Over fire år.
En enkelt vildfaren million blev der også plads til i samme ombæring – til et af barndommens krigsminder for finansminister Wammen selv og veteranerne, der faldt. For øvrigt til de nulevende veteraners store overraskelse.
De venter nu spændt på, hvad denne øremærkede million mon skal bruges til. Det må blive noget af et mindesmærke, Wammen her vil sætte for sig selv og de faldne.
Men tilbage til Akutplanen for Det Døde Hav omkring Danmark. Dansk landbrug modtager hvert år op mod ti milliarder kroner i støtte til fortsat og konstant ødelæggelse af dansk land og vand. Set i det lys rækker den nye Akutplans 400 millioner kroner over fire år som en skrædder i Helvede. Den dækker end ikke udgifterne til begravelsen.
Den nye Akutplan er derfor nærmere en Slutplan. En manifestation af absolut ligegyldighed over for det danske vandmiljø. Tilsat ti års ekstra forbrug af glyohosat, aktivstoffet i sprøjtegiften Roundup. Endda med den danske miljøministers fulde velsignelse.
Så stor tak til Havets Minister og Miljøets Beskytter, Magnus Heunicke og hans landbrugsglade kolleger i SVM-regeringen.
Godt, vi også har “Havets Vogter” i form af WWF Verdensnaturfonden, der jo passer godt på den lukrative ASC-ordning for vore stærkt forurenende havbrug. Greenwashing i absolut verdensklasse.
De 400 millioner bliver derfor en slutplan og ikke en akutplan.
Det er altid godt at kunne sætte konkrete tal på sine påstande. Allerbedst i form af officielle høsttal og offentlige støtteudbetalinger, som Sanne Hørup fra Limfjordens Miljøråd har gjort det. Kan man så oven i købet få en minister til at svare på spørgsmål, bliver det næppe bedre.
Enhedslistens Søren Egge Rasmussen stillede i foråret den da nye fødevareminister en række spørgsmål om netop muslingeopdræt. Blandt meget andet hvor mange tilskud, der var blevet udbetalt, og hvor mange ton kvælstof der var fjernet i samme tidsrum.
Det tog flere måneder, inden fødevareminister Jacob Jensen (V) kunne levere svar på spørgsmålene. Da svaret langt om længe kom, havde ministeren indhentet tallene om kvælstoffjernelse fra DTU Aqua. De kunne blandt andet fortælle følgende:
“Ved at summere fra statistikken kan det beregnes, at der er fraført i alt 42.751 tons muslinger i perioden 2005-2021. I henhold til en nylig artikel med data fra Østersøområdet varierer indholdet af N i hele muslinger mellem 0,8-1,6% af den totale vådvægt af kød og skaller.
Ved at anvende et gennemsnit på 1,2% kan det beregnes, at der i perioden er fjernet i størrelsesordenen 513 tons N gennem muslingeopdræt. Der har i perioden ikke været østersopdræt af et omfang, der vil bidrage betydende til N-fjernelsen.”
Såvidt DTU Aqua. 513 ton kvælstof fjernet på 16 år er noget nær ingenting: 32,5 ton om året. Til en astronomisk pris i tilskudskroner. Langt over 100 millioner kroner.
Tallet skal ses i lyset af, at Danmark i 2021 manglede en reduktion på ikke mindre end 17.000 tons udledt kvælstof for overhovedet at leve op til Vandrammedirektivet.
Med det nuværende tempo vil det således tage 523 år at nå i mål.
De gigantiske smartsfarms, som er skudt op i Limfjorden, kan slet ikke levere den lovede produktion af muslinger og fjernelse af kvælstof. Det dokumenterer de registrerede høsttal til fulde.
Anlæggene skæmmer til gengæld udsigten og blokerer skibsfarten. De forurener lokalt og er ikke rentable. De er et problem for både miljøet og den lokale turisme. Ingen vil jo leje et sommerhus, hvis man ikke længere kan svømme i vandet nedenfor. Uden at huden efterfølgende klør med røde prikker.
Skive Fjord, hvor man har dyrket muslinger i mange år, burde ellers være landets reneste. Efter mere end tyve års muslingerens med milliarder af muslinger i stedse større anlæg. Det er desværre ikke tilfældet. De oprindelige muslingebanker på bunden her er for længst kvalt af muslingelort fra opdrættet.
I stedet ligger der nu et næsten tre meter tykt iltslugende slamlag under farmene. Med regelmæssigt tilbagevendende iltsvind og tilhørende bundvendinger. Når krabberne i sen sommer eller tidligt efterår kravler på land, ved de lokale, at et nyt iltsvind står for døren. Når mågerne efterfølgende flokkes i området, ved de, at bunden er vendt.
Professor Stiig Markager, som vi alle kender fra medierne efter sommerens katastrofale iltsvind, deltog den 8. november i et seminar om Limfjordens Fremtid. Han har fra sin arbejdsplads på Aarhus Universitet adgang til alle data om vand og næringsstoffer i Danmark.
Stiig Markager stillede selv spørgsmålet, om muslingeopdræt er en løsning på Limfjordens forurening. I følge Markagers udregninger skal udledningerne hvert år reduceres med 4.500 tons, hvis vandmiljøet skal kunne leve op til de officielle målsætninger.
Baseret på den hidtidige produktion og de officielle høsttal når Markager frem til, at der skal etableres 120.000 hektar muslingeanlæg for at fjerne den nødvendige mængde kvælstof fra fjorden. Det vil stort set sige hele arealet af Limfjorden. Der vil således ikke være plads til andet end muslingefarme.
120.000 hektar skal der altså til for at fjerne tilstrækkeligt med kvælstof og fosfor. Hele arealet af Limfjorden. Markager sluttede derfor sit indlæg af med et andet spørgsmål:
Det skorter ikke på advarsler for brugen af den i EU forbudte sprøjtegift “Reglone”:
“Giftig ved indånding”, “Mistænkes for at kunne skade ufødte børn” og “Meget giftig med langvarige virkninger på vandlevende organismer” er blot eksempler på advarsler.
Det fremgår også af de mange advarsler, at Reglone kan forårsage skade på nervesystemet “ved længerevarende eller gentagen eksponering”.
Alligevel bruger danske kartoffelavlere stadig giften til nedvisning af blade, stængler og udløbere inden høsten. Det får kartoflen til at danne et fastere skind og gøre den mere modstandsdygtig over for angreb fra bakterier, svampe og bladlus.
Reglone har ellers været forbudt i hele EU siden 2019, men hvert år søger og får danske kartoffelavlere alligevel dispensation til at bruge Reglone. Gentagen dispensationen til at bruge en ellers forbudt sprøjtegift.
Danmarks Naturfredningsforening har længe påpeget problemet. Adspurgt af Dagbladet Information vurderer to advokater nu, at Miljøstyrelsens dispensationspraksis er i strid med EU-retten. Det samme mener uafhængige eksperter i miljøret, som Information også har spurgt.
Miljøminister Magnus Heunicke siger til Information, at hans ministerium nu vil rykke EU-Kommissionens juridiske tjeneste for en afklaring på, hvordan en nylig dom fra EU-Domstolen skal forstås. Som han også gjorde det i sagen om “nyttiggørelse” af giftigt oliespildevand fra RGS Nordic. Sydsjællands pendant til østjyske Nordic Waste.
Dommen fra EU fastslog overordnet, at den bestemmelse, som Miljøstyrelsen bruger til at dispensere for forbuddet mod Reglone, “skal fortolkes strengt”.
Det ser som bekendt rigtig skidt ud for livet i de indre danske farvande. Så galt, at man i vide kredse nu taler om “Det Døde Hav”. Så få fisk er der tilbage – hvis nogen overhovedet.
Der er imidlertid lyspunkter – med Øresund som et af de mest lysende. En stor del af Øresund har nemlig et godt havmiljø målt på antallet af torsk og udbredelsen af ålegræs. Dette på trods af, atder stadig er problemer med udledning af næringsstoffer fra renseanlæg og landbrug.
Det viser rapporten ”Miljøtilstand og presfaktorer i Øresund”, som DTU Aqua og Aarhus Universitet har udarbejdet for Miljøstyrelsen. Rapporten samler eksisterende viden om såkaldte presfaktorer på Øresund. De ydre faktorer, som på den ene eller anden måde påvirker livet under overfladen. På godt og ondt.
Torsken i Øresund har det overraskende godt. Så godt, at bestanden er på sit højeste niveau målt siden 2010’erne. Og der er en forklaring herpå, som længe har været kendt og derfor ikke kan eller bør overraske nogen:
Øresund er på alle måder atypisk set i forhold til andre områder i den vestlige Østersø, hvor torskebestanden er faldet markant siden 1990’erne. Nogle steder så meget, at bestanden nu vurderes at være under grænsen for selvopretholdelse. Den er med andre ord ved at være udryddet nogle steder.
Der er flere umiddelbare forklaringer på den gode torskebestand i netop Øresund – for øvrigt som det snart eneste og sidste sted i de indre danske farvande.
Den suverænt vigtigste forklaring er det eksisterende forbud mod trawlfiskeri, som har eksisteret i Øresund siden 1932. Et forbud, som altså snart har været i kraft i 100 år. Dette af hensyn til skibsfarten i et af verdens tættest trafikerede farvande.
Øresund er også begunstiget af en kraftig gennemstrømning af vand fra Østersøen, som netto går med nord. Den kraftige gennemstrømning er en af de væsentligste årsager til, at vandmiljøet i Øresund har det nogenlunde – trods i perioder massiv udledning af dårligt eller slet ikke renset spildevand fra især København.
Tilsvarende gode strømforhold har vi også i Storebælt og Lillebælt, hvor torskebestanden imidlertid er under hårdt pres. Her må der nemlig stadig bundtrawles, og dette fiskeri dyrkes derfor intensivt. Tidligere tiders gode torskefiskeri er derfor en saga blot i både Lillebælt og Storebælt. Trods ellers rigtigt gode forudsætninger for sunde torskebestande.
Også på trods af en ellers middelmådig vandkvalitet målt i næringssalte trives ålegræsset i Øresund. Det er den store og konstante gennemstrømning, der redder det. Strømmen skifter med vind og tidevand, så vandet sjældent står stille i længere tid af gangen.
Partikler når derfor kun i begrænset omfang at bundfælde og mudre substratet til. Iltsvind hører derfor til sjældenhederne.
Rapporten nævner kort de gode erfaringer med forbud mod bundtrawl i Øresund:
“Forbuddet mod bundslæbende redskaber betyder at havbunden i Øresund ikke udsættes for fysisk forstyrrelse fra fiskeri.”
Rapporten nævner endvidere, at disse erfaringer med fordel vil kunne overføres til andre havområder, hvor der i dag trawles intensivt:
“Viden fra denne succeshistorie kan muligvis overføres til andre danske havområder og dermed bidrage til at styrke bestanden af torsk”.
Et forbund mod bundtrawl vil ligeledes være gavnligt for ålegræsset, der fungerer som et fysisk partikelfilter. Det gør vandet klart og tillader lyset at nå ned til planterne, som derfor vil kunne trives på dybere vand end ellers.
Yppige ålegræsenge har en kolossal biomasse sammenlignet med andre habitater og huser derfor en lang række smådyr og fiskeyngel.
Yppige ålegræsenge udgør ligeledes et naturligt kystværn, som tidligere var med til at stabilisere og beskytte lavvandede kystområder mod storm og bølger. En dansk pendant til mangroven under sydligere himmelstrøg.
Endelig tilbageholder ålegræs overskydende næringsstoffer samt oplagrer store mængder kulstof, der ellers ville ende i atmosfæren. Yppige ålegræsenge bidrager således markant til at begrænse klimaskader og global opvarmning.
Enhver aktivitet, der kan skade ålegræsset, er derfor skadelig for hele vandmiljøet. Enhver form for bundfiskeri med skrabende redskaber bør derfor forbydes på lavt vand i alle indre danske farvande.
Øresund udgør sammen med Storebælt og Lillebælt forbindelsesleddet mellem det salte vand fra Nordsøen og Kattegat og det mere brakke østersøvand. Selve øresundsområdet er karakteriseret af meget varierende dybder og strømforhold, salinitet, bundtyper og naturforhold.
Øresund indeholder således både sandbanker, laguner, bugter, vige og stenrev. Rigdommen af forskellige arter af planter og dyr er flere steder god, hvilket givet skyldes det 90 år gamle trawlforbud.
Forbuddet gælder dog ikke området ”Tragten” nord for Helsingør. Her trawles der meget – ind imellem også ulovligt langt mod syd.
Verdens mest udbredte sprøjtegift, glyphosat, som er aktivstoffet i Roundup, er netop nu på tilbud over det meste af verden.
Billigst er det i oprindelseslandet USA, hvor frøgiganten Monsanto i sin tid bryggede giften, inden man for få år siden solgte ud til tyske Bayer. I USA har man på det seneste oplevet prisfald på mere end 50%, og prisen forventes at falde yderligere.
I USA er prisfald på hele 60 procent set gennem det seneste halvandet år. Det har dog næppe noget at gøre med EU, som jo netop har givet sprøjtegiften ti år mere i Europa. Med vor egen miljøminister Magnus Heunickes fulde velsignelse.
Verdensmarkedsprisen på glyphosat har været på noget af en rutschebanetur siden prisrekorden i 2021, hvor Hurricane Ida ramte Bayer’s største glyphosatfabrik i staten Louisiana og lagde store dele af fabrikken øde.
Den efterfølgende mangel på glyphosat fik priserne til at skyde i vejret. Helt op til 300 % af førpriserne. Lagrene var nemlig allerede i bund efter Covid-19 krisen og de mange dødsfald, der i USA fulgte i kølvandet på denne krise.
Samtidig har en af verdens største forbrugere af glyphosat, Den Kinesiske Folkerepublik, for alvor skruet op for blusset efter den næsten totale nedlukning under Covid-19. Da Kina er en af verdens største forbrugere af glyphosat, mærkes det tydeligt på markedspriserne.
Senest har så EU givet glyphosat ti år mere at leve i, og det ser lige nu ud til, at priserne falder dramatisk. Allerede nu kan man se opfordringer i fagpressen om at vente med giftkøb, indtil prisfaldet også er slået igennem på vor side af Atlanten.
Så Miljøets Magnus har ti gode år at se frem til, hvor markerne vil stå smukt giftigtgule efter nedvisning med glyphosat, aktivstoffet i RoundUp. Så har Heunicke god tid til at redde Det Døde Hav omkring Danmark.
Et næsten enigt byråd i Viborg har netop besluttet at ignorere advarsler fra deres eget embedsværk. Byrådet har således besluttet at udskyde en længe krævet undersøgelse af Tangeværkets konsekvenser for naturen omkring landets længste vandløb, Gudenåen.
Borgmester Ulrik Wilbek (V) erkender åbent over for pressen, at udskydelsen af den lovpligtige habitatkonsekvensvurdering af Gudenåcentralens ansøgning om fornyet vandindvindingstilladelse til Tangeværket, som allerede er gået flere år over tiden, er klart ulovlig:
“Jeg påstår ikke, at dette her er lovligt. Det ved jeg godt, at det ikke er.”
Ulrik Wilbek, borgmester (V), Viborg
Men den nuværende Venstre-borgmester og tidligere landsholdstræner for de danske håndboldpiger er åbenbart vant til at få sin vilje. Også når det er i strid med loven. Det er jo nærmest trumpske forhold, vi her er vidne til. Lovløse tilstande, der pt. hersker i Hedeselskabets hjemby Viborg.
Wilbek ønsker med egne ord blot ikke at stille sig selv dårligere, end han ellers ville have stået. Hvad man så ellers skal eller kan lægge i sådanne opfordringer til lovbrud. Wilbek må sandelig frygte for konklusionerne af den kommende habitatkonsekvensvurdering.
“Jeg kan ikke se, hvorfor man vil risikere at træffe en ulovlig beslutning. Det er ikke i overensstemmelse med at leve i et retssamfund.”
Stine Isaksen, byrådsmedlem (Å), Viborg
Som det sikkert er de fleste bekendt, så er Venstres Ulrik Wilbek en af Tangeværkets trofaste støtter. For øvrigt sammen med en anden runkedor fra samme parti, Kristian Pihl Lorentzen.
Danmarks Sportsfiskerforbund, som i henhold til miljøloven og sammen med Danmarks Naturfredningsforening har klageret i miljøsager, vil nu indklage byrådet i Viborg til Ankestyrelsen:
“Det er ganske enkelt ubegribeligt, at et bredt flertal i Viborg byråd med fuldt overlæg bryder lovgivningen og nu risikerer personligt straffeansvar og dagbøder”.
Bølgerne går stadig højt på den langstrakte og lavvandede Tange Sø i Midtjylland.
Torben Kaas, som er formand for Danmarks Sportsfiskerforbund, har netop haft følgende indlæg i Jyllands-Posten:
“Den 27. november skrev Niels Fuglsang og Asger Christensen, som begge er medlemmer af Europa-Parlamentet for henholdsvis S og V, her i avisen et debatindlæg om problemstillingen omkring Tange Sø og Gudenåen.
De argumenterer for et kort omløbsstryg på 2,4 til 5,0 km som en løsning, der tilgodeser naturen, hensynet til produktionen af grøn strøm og det lokale ønske om at bevare Tange Sø.
Uagtet de gode intentioner med debatindlægget, så er det vigtigt at sige, at løsningen ikke tilgodeser naturen, og at elproduktionen fra Tangeværkets turbiner er forsvindende lille i dagens Danmark og kan erstattes af en enkelt vindmølle. Kort sagt lever det korte omløbsstryg ikke op til to af de tre hensyn, som Niels Fuglsang og Asger Christensen selv lister op.
De to EU-parlamentarikere bevæger sig samtidig ud i en argumentation om, at EU’s Habitat- og Vandrammedirektiver ikke er sat i verden for at lukke for vandkraft i EU. Det er fuldstændig rigtigt, men også helt irrelevant.
Direktiverne skal derimod sikre, at der er plads til naturen, og at truede dyrearter beskyttes. I Gudenåens tilfælde kræver det, at åen genetableres i sit oprindelige leje – eller at der etableres et langt omløbsstryg med langt størstedelen af vandføringen.
Det er desuden værd at bemærke, at EU’s kommende Naturgenopretningsforordning har et tydeligt fokus på at styrke biodiversiteten ved at genoprette ådale og fjerne spærringer. Det er altså en prioriteret opgave for medlemslandene.
Løsningen med det korte omløbsstryg, som man her foreslår, er som sagt for længst undersøgt og forkastet. Den sikrer hverken bevægelighed for de arter, som trækker op og ned ad Gudenåen, eller for de arter, som knytter sig til Tange Å.
Der bliver med det korte omløbsstryg ikke direktivopfyldelse.
Dermed gør de to europaparlamentarikere sig til talsmænd for en løsning, som Danmark i mine øjne får svært ved at vinde en sag om ved EU-Domstolen.
Ønsket blandt beboerne i Ans og Tange om at bevare Tange Sø er både stort og forståeligt. De er glade for søen. Men set udefra virker det, som om dialogen med Norlys og Foreningen til Bevarelse af Tange Sø leder vores politikere ud på juridisk tynd is.
Som i tilfældet her med argumentation for direktivbrud og som i tilfældet med Viborgs kommunalbestyrelse, der med Alternativet som eneste undtagelse enstemmigt har besluttet ikke at udføre sin lovfæstede forpligtelse til at undersøge konsekvenserne af Tangeværkets vandindvinding.
Vi har nu en chance for at genskabe et enestående stykke natur i hjertet af Danmark med en mægtig floddal ulig noget andet landskab herhjemme.
For at komme dertil skal vi sige tak for lån af Gudenåens vand gennem 100 år til at producere strøm og så nedlægge den sø, som effektivt ødelægger hele Gudenåen som økosystem. Det er jo den ægte vision, som politikerne burde tage til sig.”
Såvidt formand Torben Kaas om Danmarks Sportsfiskerforbunds indstilling til fremtiden for vandkraftværket Gudenåcentralen og vandkraftmagasinet Tange Sø.
Søen skal væk og Gudenåen genskabes, hvis der kan ske fuld opfyldelse af EU’s Habitat- og Vandrammedirektiver. Selv ikke det længste omløb vil kunne leve op til kravene om fri passage for vandrefiskene i hele vandsystemet. Tangeværket er efterhånden den sidste store spærring ved landets længste vandløb.
Vi har tidligere oplevet, hvordan Venstres Kristian Pihl Lorentzen har forpurret og forvirret nuværende og tidligere politikere i sagen om søen.
Vi så det, da Foreningen til Nedlæggelse af Tange Sø blev forment adgang til den officielle debat om søens fremtid. Trods det faktum, at netop den forening havde beskæftiget sig mest af alle med sagen og derfor vidste mere end de allerfleste. Måske lidt for meget til, at de lokale søvenner følte sig trygge.
Der måtte en aktindsigt til for at klarlægge årsagen til afvisningen. Det viste sig da, at Kristian Pihl Lorentzen (V) og Andreas Steenberg (R) tidligt havde smedet de rænker, der holdt foreningen uden for debatten. Sådan plottes og planlægges der bag linjerne, når man ikke evner at kæmpe med åben hjelm.
Nu er det så Niels Fuglsang (S) og Asger Christensen (V), der er blevet fanget ind og bundet fast til masten i Pihlens Solbåd på vandkraftmagasinet. Mens de lokale Sirener Sang Skønsang over Søen. Gode socialdemokrater i Randers (de findes) havde ellers inviteret Fuglsang på en orienterende cykeltur langs søen, da Niels gæstede landet for et par år siden.
Han nåede desværre aldrig forbi Randers. Sirenesangen fra Søen nåede Fuglsangen før Sandheden.
Torsdag den 7. december faldt der så endelig dom i den mere end to år lange sag om ulovlig forurening af Horsens Fjord fra Hjarnø Havbrug og Havbruget Hundshage. Dommen blev afsagt af en enig domsmandsret ved Retten i Horsens.
Politiets specialanklager havde krævet havbrugene idømt en bøde på 48 millioner kroner samt konfiskation af 191 millioner kroner tjent ved gentagen ulovlig forurening af havområdet og overskridelse af givne miljøtilladelser.
Havbrugsejeren nægtede sig skyldig og begrundede det med, at Hjarnø Havbrug indgik i et fælles projekt sammen med Dansk Akvakultur, Danmarks Tekniske Universitet, Dansk Hydraulisk Institut – et kombinationsopdræt af fisk, muslinger og tang.
Altsammen finansieret af GUDP-midler fra Landbruget. I alt 8,9 millioner kroner fordelt over projektets fire år fra 2011 til 2015.
Sagen var så grel og forureningen så grov, at anklageren måtte finde den strenge miljøbestemmelse i straffelovens §196 frem til lejligheden. Havbrugeren blev i den forbindelse mentalundersøgt med henblik på strafegnethed.
På grund af sygdom og en tidligere hjerneblødning blev han dømt til ambulant behandling med tilsyn af Kriminalforsorgen og mulighed for indlæggelse samt en bøde på 20.000 kroner. Han blev samtidig frataget retten til at drive dambrugs- og havbrugsvirksomhed i tre år.
Set herfra slap Hjarnø Havbrug og Havbruget Hundshage overmåde billigt: Der konfiskeres blot 125 millioner kroner af det ulovlige overskud. Retten fandt ikke, at anklagerens udregninger af og påstand om konfiskation af 191 millioner kroner kunne lægges til grund.
Dette som følge af, at 77 ringbind med foderregnskaber på uforklarlig vis var forsvundet i politiets varetægt. De forsvundne ringbind udløste således en rabat på 66 millioner kroner, så der også kan blive til julegaver i år. Hustruen har overtaget driften, så rabatten bliver i familien.
I tilgift skal Hjarnø Havbrug betale en bøde på 20 millioner kroner. En rabat på 28 millioner. Endelig faldt der en beskeden bøde på 200.000 kroner til Havbruget Hundshage, der havde leveret 373.000 ulovlige sølvlaks til Put & Take.
Retten tog også hensyn til den ekstraordinært lange sagsbehandlingstid på mere end toethalvt år, der naturligvis havde været en belastning for sagsøgte.
Nu afventer vi så blot, om sagen bliver anket til Landsretten.
Til alle dem, der ikke nåede med til høringen om Limfjordens Fremtid, kommer her en kort opsummering af professor Stiig Markagers præsentation og hans ti klare budskaber:
1. Giv plads til naturen i landskabet – især strandengene
2. Kvælstof til fjorden skal reduceres med 35 procent
3. I praksis er det kun landbrugets udledninger af kvælstof, som betyder noget – reduceres med 50 procent
4. Fosfor skal også reduceres – kommer hovedsagelig fra landbruget, men spildevand betyder noget
5. Drop enhver tanke om at indsnævre kanalen ved Thyborøn
6. Begrænset dyrkning af muslinger på liner – og kun til menneskeføde
7. Markant reduktion af skrabning efter muslinger i hele fjorden
8. Udlæg sten – men kun på lavt vand (2-5 meter)
9. Drop ideen med at plante ålegræs ud – det er greenwashing
10. Pas godt på hummerbestanden – den kan være nøglen til en bedre fjord
Som formuleret og præsenteret af professor Stiig Markager i Lemvig den 8. november 2023.
Vi følger naturligvis op på de ti gode råd og henviser samtidig til den velbesøgte Zoom-konference, som organisationen Danmarks Vilde Natur afholdt 5. december med titlen “Det Døde Hav”.
Da jeg blev født tilbage i 1956, var vi 3 milliarder mennesker på Jorden. I dag har vi passeret de første 8 milliarder, og tallet stiger stadig. Samtidig bruger den enkelte verdensborger flere resurser end nogensinde før. Jeg er selv ingen undtagelse.
Vi har flere og større biler end nogensinde. Vi pendler dagligt mellem hjem og arbejdsplads. I ferier og weekender måske også mellem hjem og sommerhus. Vi flyver mere og længere end nogensinde. På ferie såvel som på forretningsrejse.
Vi har alle mobiltelefonen med os overalt og stedse større fladskærme i alle rum. Mange udskifter elektronikken hvert eller hvert andet år. Og så videre. Presset på vor blå planet er derfor større end nogensinde.
Miljøet presses til at levere flere fødevarer end nogensinde. Alligevel har hungersnød længe hørt til dagens orden i mange U-lande. Fordelingsnøglen er i stykker.
Og nu kommer der så en rapport fra amerikanske University of Washington, som advarer mod underbefolkning. Som konkret opfordrer vestlige nationer til at få flere børn end nu.
Ifølge en dugfrisk rapport fra anerkendte The Lancet vil verdens befolkning toppe i 2064 med 9,73 milliarder mennesker. Herefter vil tallet falde til 8,79 milliarder i 2100.
FNs ekspertpanel forudser en lignende udvikling, men placerer toppunktet godt 20 år senere. FNforventer således, at Jordens befolkning først vil toppe i 2086 – med 10,4 milliarder mennesker.
I min egen hidtidige levetid er verdens befolkning som sagt mere end 3-doblet. Med et tilsvarende øget pres på natur, miljø og resurser. Det både ses og mærkes.
Flere demografer advarer nu mod en snarlig underbefolkning af Jorden. Tro det eller ej.
Og her taler demograferne ikke om Putins systematiske nedslagtning af egne russiske og andres ukrainske soldater. Selv om det naturligvis også bidrager til udviklingen.
Putin selv propaganderer nu for, at russiske kvinder fremover skal få op til otte børn, så der fortsat kan sendes nye soldater til den såkaldte “Meat Grinder” ved fronten. Den umættelige kødkværn.
Og han har netop forbudt LGBT-bevægelsen, da denne jo i sagens natur ikke bidrager med mange nye soldater.
Befolkningstilvæksten på Jorden er tilsyneladende ved at flade ud – efter 100 år med en rekordvækst fra to til otte milliarder mennesker.
Ifølge samme The Lancet vil den globale fødselsrate være faldet til 1,66 i år 2100. Dette skal ses i lyset af, at den globale fødselsrate tilbage i 1960 lå omkring 5. Altså fem børn per kvinde. I dag er dette tal halveret.
Ifølge University of Washington må vi nu forberede os på en verden, hvor vi bliver færre i stedet for flere. Hvor vi måske ikke kommer til at dø af sult som ellers forudsagt og frygtet, men af mangel på sygehjælp og ældrepleje.
Vi bliver jo stadig ældre og ældre. Og med svigtende fødselsrater vokser andelen af ældre uundgåeligt. Samtidig bliver der færre unge til at passe dem eller os, hvilket man allerede kæmper med i flere lande.
Til disse lande hører Kina, som for nogle år siden indførte étbarnspolitikken for at dæmme op for en truende befolkningstilvækst, der kunne bremse den stigende velstand.
Allerede nu oplever man mangel på yngre kinesere til at passe deres aldrende forældre. Dette ved en fødselsrate på 1,2.
Endnu værre står det til i Sydkorea med en fødselsrate på 0,8 – givet forårsaget af den altid uforudsigelige atomnabo Nordkorea.
“The Li’l Rocket Man”, som den tidligere amerikanske præsident Donald Trump kærligt kaldte ham. Den Lille Raketmand, der senest er begyndt at levere missiler til Rusland, som så sender dem videre ind over Ukraine.
– Hvem har dog lyst til at sætte børn i en sådan verden?
Til problematikken omkring det dalende befolkningstal hører også en stærkt faldende sædkvalitet i den vestlige verden – givet forårsaget af de mange giftstoffer, vi indtager med fødevarer og drikkevand.
En videnskabelig undersøgelse af 40.000 mænd fra Nordamerika, Europa, Australien og New Zealand har for nylig vist, at antallet af sædceller i en milliliter sæd i perioden 1973-2011 er faldet fra 99 millioner til 47 millioner. Altså en halvering.
Sædcellekoncentrationen nærmer sig de 40 millioner sædceller pr. milliliter, der betragtes som en kritisk grænse for naturlig befrugtning og graviditet. Hvis udviklingen fortsætter, må vi belave os på, at fremtidens børn kommer til verden i laboratoriet og ikke livmoderen. Hvis de altså overhovedet kommer.
Hvis denne udvikling fortsætter, vil vi i den vestlige verden ikke have brug for prævention om 40 år, viser fremskrivninger. Bortset som beskyttelse for kønssygdomme.
I disse demografiske analyser og fremskrivninger er der altid én ting, som mangler: Miljøet. Miljøet og Naturen – to uadskillelige sider af samme sag.
Miljøet er en faktor, som økonomer har utrolig svært ved at forholde sig til. Måske fordi natur og miljø bare ikke interesserer dem. Det er jo størrelser, som er svære at kvantificere og sætte konkrete tal på. Størrelser, som økonomer derfor har det rigtig svært med.
Det så vi i sin tid med Bjørn Lomborg, der i ét væk sammenlignede pærer med bananer og æbler med appelsiner – uden at kende noget til nogen af dem.
De var blot tal i en økonoms verdensfjerne hjerne, hvor man fint kan sammenligne uberørt regnskov med menneskeskabte plantager. Træ er vel træ og en skov vel en skov?
I takt med først overbefolkning og siden underbefolkning er én ting dog sikker: Vi har ikke tænkt os at sætte vor levestandard ned. I hvert fald ikke her i den vestlige verden. Vore ønsker og behov kender kun én vej, og det er opad.
Fladskærmene er et godt mål for velstanden. Jo mere velstand desto flere og større skærme får vi. Og jo flere ældre borgere vi bliver, desto flere tekniske hjælpemidler skal der investeres i.
Allerede nu ser vi, hvordan en elektronisk robothund som Sony’s altid glade Aibo kan og måske fremover skal holde enlige ældre med selskab.
Når der nu ikke er andre til det. Når og hvis hvide og gule velhavere ikke kan tale med den brune eller sorte arbejdskraft, som økonomerne spår vil vælte ind over grænserne fra Afrika for at tage de i reglen dårlige og skidt betalte jobs, vi ikke selv gider eller magter at udføre.
Det bliver kort sagt ikke billigere at være til, hvis vi skulle gå hen og blive ældre. Eller måske endda færre. Presset på natur og miljø vil uundgåeligt stige, og adgangen til mere eller mindre uberørt natur vil blive en luksus forbeholdt de ganske få – som måske allerede har egen rumraket og brændstof nok til et trip til Mars.
Den slags ambitioner og lyster kan være svære at sætte (en) pris på – i konkrete tal, altså. Og derfor vil demografiske fremskrivninger altid være et gæt baseret på egne præferencer. Uanset hvem og hvor kloge, fremskriverne selv måtte være.
Som Storm P så viseligt sagde: “Det er svært at spå – især om fremtiden”.
Vi så for ganske nylig et dugfriskt eksempel på ovenstående negative udvikling:
Et enkelt fiskedøgn ved den nordnorske lakseelv Alta blev således solgt til en helt ny rekordpris: 260.000 norske kroner eller 120 kroner i minuttet. Norske, ganske vist, men alligevel. Det er aldrig set dyrere, men vil ganske givet blive overgået i de kommende år.
Uanset overbefolkning eller underbefolkning vil presset på Jordens begrænsede ressurser bare stige og stige i årene fremover. Markedspriserne med. Et problem, som jo ikke kan afhjælpes ved at få flere børn. Tværtimod. Det er et valg mellem kvalitet og kvantitet.
At fange en vild atlanterhavslaks i uberørt natur er allerede nu en luksus forbeholdt de få velhavere, der vil og kan diske op med en kvart million kroner for et enkelt dagkort. Dem, der naturligvis også tager helikopteren, når der er frisk puddersne ved indlandsisen og derfor basis for lidt powder skiing.
Overordnet må vi ikke glemme, at demografer er også kun mennesker. De er ikke nødvendigvis klogere end os andre. De tror ikke nødvendigvis på Gud.De tror derimod fuldt og fast på tallene – dem, de selv finder frem.
I 2019 gik en Arla-kampagne i luften i Sverige med ordlyden “Netto Nul Klimaaftryk”.
Teksten skulle indikere, at mejerigigantens økologiske sortiment nu var klimaneutralt. Arla var nemlig begyndt at klimakompensere produktionen – blandt andet ved at plante træer så langt borte fra Sverige som i Uganda.
Men det var regulær greenwashing. Det vurderede den svenske Patent- og Markedsret i hvert fald, efter at landets Forbrugerombudsmand indklagede sagen i 2021.
Yderligere to år senere – i februar 2023 – besluttede den svenske forbrugerorganisation Konsumentverket så, at der faktisk var tale om greenwashing. At Arlas kampagne gav et falsk indtryk af, at der slet ikke var nogen CO2-udledning forbundet med produkterne.
Arla har nu fået forbud mod bruge udtrykket “Netto Nul Klimaaftryk” og er samtidig blevet idømt en betinget bøde på én million kroner. Svenske, ganske vist. Men alligevel. Og det er en god nyhed, mener i hvert fald Ida Nyström, som er juridisk rådgiver i Konsumentverket:
”Dommen er god, eftersom mange forbrugere vil handle under hensyntagen til miljøet, men kan have svært ved at vide, hvilket klimaaftryk et produkt efterlader. Derfor er det ekstra vigtigt, at virksomheder tager ansvar og ikke overdriver i reklamer.”
Det skal nu blive spændende at se, hvordan danske myndigheder vurderer Danish Crowns slogans som “klimakontrolleret gris” og“dansk gris mere klimavenlig, end du tror.” Om det i lighed med Arlas svenske kampagne også er greenwashing, vildledende markedsføring og dermed ikke lovligt.
Danish Crown har senest givet udtryk for, at det kan være svært at finde ud af, hvor grænserne går. Så måske man selv skulle sætte barren lidt højere, inden nye kampagner sættes i værk. Så man undgår at starte ud med overdrivelser og usandheder, der siden skal gendrives – eventuelt efter en tur i retten.
Civilstyrelsen har senest bevilget fri proces til Klimabevægelsen og Dansk Vegetarisk Forening, der sammen har sagsøgt Danish Crown.
I Danmark oplever vi ligesom i andre europæiske lande, at flere og flere flytter fra land til by. Landområder affolkes, skoler nedlægges, og den lokale købmand må dreje nøglen om. Til stor frustration for de tilbageblevne borgere.
EU’s såkaldte Landdistriktsprogram har til opgave at skabe udvikling, beskæftigelse og gode levevilkår i landdistrikterne, så det fortsat kan være attraktivt at bo ude på landet. Herudover skal programmet styrke miljø- og klimaindsatsen samt fremme en bæredygtig brug af naturressourcer i landdistrikterne.
Det danske Landdistriktsprogram er en udmøntning af midlerne fra den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne, der er en del af EU’s fælles landbrugspolitik.
Landdistriktsprogrammet finansieres fra EU og den danske stat. Med EU-finansiering var det samlede budget for perioden 2014-2020 på 9,3 milliarder kroner, hvoraf de 6,8 milliarder stammer fra EU. Vi bidrager således selv med 2,5 milliarder.
Landdistriktsprogrammet føres ud i livet gennem en række tilskudsordninger. Tilskudsordningerne kan søges af landmænd, virksomheder, befolkningen samt andre med initiativer, der lever op til programmets formål. Alle kan således i princippet søge om midler til lokale tiltag, der kan fremme livet på landet.
I Danmark administreres Landdistriktsprogrammet af Landbrugsstyrelsen, der hører under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Det er således Landbrugsstyrelsen, der tager stilling til indkomne ansøgninger og uddeling af midler til lokale projekter.
Senest har fødevareminister Jacob Jensen (V) over for Folketinget måttet erkende, at man har sovet i timen og ikke fået udnyttet de til rådighed stående midler og muligheder i Landdistriktprogramnet. Fødevareministeren har netop gjort status over resultaterne, og det ser rigtig skidt ud:
Således må vi nu vinke farvel til 1,6 milliarder kroner, der som ubrugte går direkte tilbage til EU. 1,6 milliarder, der ellers kunne have gjort gavn og livet på landet lettere. Hvilket spild og hvilken mangel på omtanke. Rettidig omhu hedder det vist.
Måske det var ordlyden om at “styrke miljø- og klimaindsatsen samt fremme en bæredygtig brug af naturressourcer”, der ikke bekom Landbrugsstyrelsen vel.
DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi har for nylig barslet med en fornem statusrapport over skarven i Danmark.
Den er forfattet af Jacob Sterup og Thomas Bregnballe, begge Institut for Ecoscience ved Aarhus Universitet. Herunder en kort sammenfatning af undersøgelsen, med forfatternes egne ord:
“Ved den årlige optælling af ynglende skarver i Danmark i 2022 blev der registreret 30.266 par. Dette svarer til en tilbagegang på 2,9 % i forhold til året før.
Siden 2014 har den danske bestand været stabil på 30.000-33.000 par. I tre regioner var der større ændringer i antallet af ynglende skarver fra 2021 til 2022.
Der var således en fremgang i det nordlige Kattegat på ca. 1.365 reder (42 %), mens der var tilbagegang i Vestjylland (29 %) og omkring Smålandsfarvandet (12 %). I de øvrige regioner var der kun mindre ændringer.
I 2021 var der i alt 84 skarvkolonier, hvilket svarer nogenlunde til de 83 kolonier i 2022. Der blev i 2022 fundet 10 nye kolonier, mens 11 af lokaliteterne med kolonier i 2021 var forladt i 2022. Som noget nyt blev der to steder fundet ynglende skarver på fyrtårne.
Landets største koloni var fortsat Stavns Fjord på Samsø med 2.687 reder, mens yderligere seks kolonier var på over 1.000 reder.
Der blev i 2022 for første gang konstateret udbrud af fugleinfluenza i danske skarvkolonier. Dette berørte særligt tre kolonier ved Møn, hvor der blev fundet mere end 700 døde, adulte skarver.
Den stigende bestand af havørne i Danmark påvirker en del af skarvkolonierne. I nogle af kolonierne resulterer havørnenes optræden i nedsat ynglesucces og forsinkelse i forårets ynglestart for skarverne.
Forvaltende tiltag (regulering) blev i 2022 foretaget i 11 kolonier og omfattede i alt 4.213 skarvreder, svarende til ca. 13,9 % af det samlede antal reder i landet.
I otte af kolonierne foretog Naturstyrelsen reguleringen, mens den blev udført af private lodsejere i tre kolonier. Reguleringstiltagene omfattede i år udelukkende oliering af æg.”
Citat slut.
Såvidt rapport nr. 259 fra DCE.
Den er god at blive klog af i en tid, hvor følelser ofte overtrumfer facts. Hvor man regelmæssigt ser fejlagtige oplysninger blive kolporteret på ikke mindst de sociale medier, der i mange kredse og sammenhænge desværre har taget patent på sandheden. Også når den ikke er sand.
En voksen skarv æder således hver dag op mod et halvt kilogram fisk. Ikke det dobbelte, som man har kunnet læse flere steder. Men det bliver nu også til en del fisk, når flere end 60.000 fugle hver dag skal have fyldt maven.
– Hvorfor beskæftiger vi os så meget med opdræt af muslinger? De små blå skaldyr påstås jo at kunne rense vandet?
Ja, gid de kunne. I så fald kunne man bedre leve med de mange gener. Det kan de imidlertid ikke. I dag dyrkes muslingerne ikke så meget for at fjerne kvælstof som for at høste de millionstore tilskud, der ligger og lokker.
Der er således flere gode grunde til at se nærmere på det danske muslingeopdræt, som det har udviklet sig og foregår i dag. Der er flere skjulte dagsordener end dem, der står øverst på programmet.
Muslingeerhvervet er et af de mest støttede inden for akvakulturen. Siden årtusindskiftet er der således udbetalt mere end 150 millioner tilskudskroner til en lille håndfuld firmaer med et fåtal ejere eller aktører.
Forklaringen på de mange tilskud til ofte meget fantasifulde projekter har især været ønsket om fjernelse af kvælstof fra vandet – via opdræt og høst af muslinger. Så landbruget ufortrødent kan forurene videre inde på land.
“Muslinger renser vandet” lyder påstanden, der gentages så tit og ofte, at mange efterhånden tror på den. Eller vælger at tro på den, da det jo er det mest bekvemme for dem og deres aktiviteter. Om man så er politiker eller forretningsmand. Donald Trump har ikke levet forgæves.
Det går imidlertid slet ikke efter planen med rensning af vandet. Muslingerens fungerer ikke i praksis, men er til gengæld astronomisk dyrt. Og så resulterer det i en massiv lokal forurening, hvis der ikke er strøm til at fjerne muslingelortet.
De gigantiske “smartfarms”, som er skudt op ved især Limfjorden, kan slet ikke producere, hvad de lovede. De skæmmer udsigten og blokerer skibsfarten. De forurener lokalt og er ikke rentable. De er helt enkelt et problem for både miljøet og turismen.
Vi ser nu i stigende grad, at aktiviteterne omlægges fra lokalt opdræt af store konsummuslinger på liner til smartfarm-produktion af muslingeyngel og undermålsmuslinger.
Disse udlægges efterfølgende på nyetablerede “kulturbanker” eller flyttes til endnu nyere “omplantningsbanker”.
Altsammen med henblik på et efterfølgende muslingeskrab, der med tunge redskaber skader både vandmiljø og bundfauna. Så naturen i de skrabede områder aldrig får ro eller mulighed for at komme sig igen efter årtiers misbrug.
En voksen konsummusling fra en af de nye omplantningsbanker har således været skrabt hele to gange, inden den havner på spisebordet – med en enorm miljø- og klimabelastning til følge.
Det, der skulle have renset vandet og ryddet op efter landbrugets udvaskede næringssalte, er nu i stedet blevet til et helt nyt problem for helt andre mennesker og erhverv.
Ingen vil jo svømme en tur i det slimede vand omkring et muslingeopdræt. Da klør huden bagefter. Eller leje et sommerhus samme sted, når man ikke kan bade i vandet. Eller bruge ferien på at manøvrere sin sejlbåd rundt mellem tusindvis af bøjer og kilometerlange plastrør ved en af de gigantiske smartfarms.
Limfjordens Miljøråd ved Sanne Hørup har brugt timer og dage på at få overblik over de mange transaktioner og spekulationer, der er foretaget i de senere år.
Dette er sket ved anmodning om og gennemgang af modtagne aktindsigter fra Fiskeristyrelsen, Google-søgninger på årsregnskaber, rapporter fra GUDP og meget mere. Fiskeristyrelsen er den myndighed, der giver tilladelse til projekterne og dermed grønt lys for millionstøtten. Det er således en rigtig god idé at være rigtig gode venner med dem. Det lønner sig.
På websitet www.nejtilhavbrug.dk ligger nu de første tre kapitler om de millionstore tilskudsprojekter og deres aldeles minimale kvælstoffjernelse. Endnu flere artikler er på vej.
Det er beskæmmende læsning om brug eller misbrug af offentlige midler. Om konkurser og selskabslukninger. Om opblæste høsttal eller helt udebleven produktion. Trods ellers fuldt udbetalt millionstøtte.
Siden straffesagen mod ejeren af Hjarnø Havbrug startede for mere end to år siden, har der altid været overraskelser ved retsmøderne.
Det var derfor en lille håndfuld forventningsfulde miljøjournalister, der traditionen tro troppede op ved Retten i Horsens. Heriblandt Kaninen Katrine fra Endelave, Flemming Seiersen fra gylle.dk og undertegnede.
Sagen blev genoptaget den 6. november efter et års pause. Dette års overraskelse var, at den sigtede havbrugsejer Anders Østergaard Pedersen selv mødte op i retten. Han var i mellemtiden blevet mentalundersøgt med henblik på strafegnethed, men forlod retten et par timer senere.
Han nåede dog lige at protestere over de forsvundne 77 ringbind med sagens dokumenter, som var sporløst forsvundet i Sydøstjyllands Politis varetægt. For øvrigt selvsamme politikreds, som i mellemtiden havde gjort sig landskendt med deres nu forbudte “tæskehold”. Måske derfor TV2 også var mødt op igen i Horsens.
De 77 forsvundne ringbind forblev dog meldt savnede. Mange teorier om deres forsvinden cirkulerer stadig i inderkredsen. Landsretten havde i mellemtiden taget stilling til, at sagen godt kunne fortsættes med de tilbageværende udvalgte kopier af de originale bilag. Med 11 ringbind baseret på de oprindelige 77.
Anklagemyndigheden havde forberedt sig grundigt og kræver stadig Anders Østergaard Pedersen idømt fængsel og konfiskation af de 191 mill. kr., som han menes at have tjent ulovligt ved opdræt af langt flere fisk, end han havde miljøtilladelse til. Og dermed en langt større forurening end forudsat.
På det allerførste retsmøde indrømmede Anders Østergaard at have indsendt 31 falske indberetninger om foderforbrug til miljømyndighederne. I tilgift til den ønskede konfiskation kommer så store bøder samt krav om fradømmelse af retten til fremover at drive fiskeopdræt.
Hjarnø Havbrug er for længst ført over i hustruens havn og drives ufortrødent videre – med fortsat forurening af den hårdt belastede Horsens Fjord. Nu dog inden for rammerne af de givne miljøtilladelser.
I dag er det nemlig ikke længere Hedensted Kommune, der overvåger fiskeopdræt i egen kommune. I dag er det Miljøstyrelsen nationalt.
Krigene og kriserne kradser i disse år, og detailhandelen melder nu om nedgang i salget af økologiske fødevarer. Et salg, der ellers var stigende.
Det er heldigvis ikke alle steder, man mærker denne udvikling. I hvert fald kan sønderjyske Gram Slot melde om stigende salg via især Rema 1000, der er medejer af Gram Slot, og som derfor har masser af slottets økologiske produkter på hylderne.
Gram Slot er Danmarks største økologiske landbrug, som ejes og drives af landmand Svend Brodersen, der har været med helt fra starten – også før Rema 1000 kom ind i billedet.
Det går så godt med salget, at Gram Slot nu øger sit sortiment af økologiske brød- og mælkeprodukter. Det tæller pt. næsten 50 produkter, fortæller Svend Brodersen en pressemeddelelse.
Et af de positive nye initiativer er lanceringen af økologiske madspildskartofler – frasorterede kartofler, som er for gode til at blive kasseret. I sortimentet er ligeledes ekstra store, økologiske pommes og økologisk madlavningsfløde.
– Vi har samarbejdet med Rema 1000 siden 2010. Omdrejningspunktet og motivationen har hele tiden været – og er det fortsat – at økologi skal være tilgængeligt for alle til priser, hvor alle kan være med, fortæller Svend Brodersen.
Det går faktisk så godt med salget af økologiske produkter af egen avl, at Rema 1000 planlægger at overtage de sidste Aldi-butikker i Danmark i løbet af 2024.
I den forbindelse forventer Gram Slot, at produktion og salg vil stige. Og at man med dyrkning af eget foder endda kan undgå at importere klimabelastende soja fra udlandet.
Læs mere herom i artiklen om “Soja-alliancen” og i notitsen herunder.
Hvis det som planlagt lykkes for Rema 1000 at overtage alle Aldi-butikkerne, forventer Svend Brodersen, at Gram Slot måske skal udvide produktionen med 10-20 procent. Gram Slot har allerede taget forskud på glæderne og udvidet såvel kvægbesætning som dyrket areal betydeligt.
Dels for at følge med efterspørgslen, men også for at udvide egen foderproduktion på markerne omkring slottet. Gram Slot har derved kunnet udskifte importeret soja med egne afgrøder som foder til slottets 1.200 økologiske køer. Et yderst prisværdigt initiativ til gavn for såvel klima som miljø.
– På Gram Slot tror vi på, at den lokale forankring er god for både dyrene, miljøet og kunderne. Ved at dyrke vores egne afgrøder og være selvforsynende med foder til køerne kan vi producere bedre kvalitet til samme pris, og vi undgår samtidig at være nødt til at importere foder fra andre steder i verden, siger Svend Brodersen.
Det seneste og mest synlige tiltag fra Gram Slot er en ændring af emballagen omkring slottets mejeriprodukter, lyder det i pressemeddelelsen. Vi har netop fået nye regler for affaldssortering, som betyder, at den hidtidige karakteristiske hvide kridtpose til mælken nu skal sorteres som restaffald og derfor ikke kan genanvendes.
Kridtposen er derfor erstattet af traditionelle mælkekartoner, som vi kender dem i forvejen. Ærgerligt. Jeg må derfor nøjes med at glæde mig over, at jeg her fra mit kontor kan se lige ned til nærmeste Rema 1000. Hvor jeg kan købe mine økologiske kartofler og mælkeprodukter fra Gram Slot.
Jeg glæder mig naturligvis også over fiskene i Gram Å, der løber omkring slottet og det stadig nyetablerede omløbsstryg oppe ved slotssøen. Det sikrer sammen med fri passage ved Fole Dambrug, at laks og havørreder nu kan vandre frit mellem Vadehavets store spisekammer og så de mindre og mere intime gydepladser langt oppe i åen.
Det er nok de mest økologiske ørreder og laks, vi har i dette kongerige. Dem, der bor i Gram Å. Og dem, vi fisker efter, når vi holder kursus hernede.
Så er den gal igen med landbruget på Aarhus Universitet.
Først var det køerne, der blev misbrugt i den nu berømte eller berygtede oksekødsrapport. Nu er det så grisene, det er gået ud over. Og landbruget, der endnu en gang har vist, at de ikke kan begå sig inden for den frie forsknings mure.
Med hensyn til den nu berømte og berygtede oksekødsrapport var det Dagbladet Information, som afslørede det alt for tætte samarbejde mellem landbruget og forskningen på Aarhus Universitet.
Her havde universitetet givet landbruget lov til at betale for og selv skrive vitale dele af rapporten, der hermed blev mere positiv over for klimaefffekten af oksekød, end der reelt var belæg for.
Nu er det så Dagbladet Politiken, der kan afsløre et tilsvarende lidt for nært samarbejde, hvad svinekød og svinekødsproduktion angår.
Politiken har netop afdækket, hvordan agroforskere fra Aarhus Universitet lod kødgiganten Danish Crown få konkret indflydelse på, hvordan en rapport om grisekøds klimabelastning tilbage i 2019 skulle formuleres og præsenteres.
Danish Crown fik således tilsendt udkast til rapporten, før denne blev publiceret. I en række tilfælde gik landbrugsforskerne på universitetet med til, at ordlyden blev ændret i henhold til ønsker fra Danish Crown.
Ikke nødvendigvis ændret faktuelt. Blot blev formuleringerne gjort mere grise(ven)lige.
Jørgen Eivind Olesen, som er leder af Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet, erkender over for Politiken, at det såkaldte armslængdeprincip heller ikke har været overholdt i forbindelse med udarbejdelse af svinekødsrapporten:
– Vi står ikke bag den proces, hvor rapporten kom til, og den måde, det er foregået på. Nej. Det vil vi gøre anderledes for nuværende. Nu har vi fået et kvalitetsledelsessystem, der sikrer os armslængde i det her. Og det har der helt klart ikke været her.
– Det var noget af det samme, der også var tilfældet i oksekødsrapporten, som der så efterfølgende blev rettet op på. Men det har sådan set ikke påvirket rapportens indhold og – hvad skal man sige – de faglige dele som sådan.
Såvidt og så godt institutleder Jørgen E. Olesen fra Aarhus Universitet. Han var for øvrigt en af dem, der under Lars Løkke Rasmussens (V) blå regering og med Esben Lunde Larsen (V) som næstkommanderende var med til at udforme den omdiskuterede Landbrugspakke. Den, hvis massive kvælstofudledninger i mellemtiden har dræbt det meste liv i de indre danske farvande.
Landbruget skulle aldrig have været lukket ind på Aarhus Universitet. Det har vi set adskillige eksempler på. Den frihed evner de bare ikke at forvalte. Der går landbrug i forskningen, når agroforskerne konstant åndes i nakken af betalingsdygtige hardcore interesseorganisationer som Danish Crown, Landbrug & Fødevarer samt Bæredygtigt Landbrug.
Det er derfor vigtigt at skelne mellem forskere og agroforskere, når det gælder universitetsmiljøet og aktiviteterne her. Check altid afsenderen, når konklusionen læses.
Det kan lyde utopisk i Danmark anno 2023, men vi prøver alligevel:
Under velmagtsdagene med Anders Fogh Rasmussen (V) ved roret som statsminister, fik Venstre omkring 30 procent af stemmerne. Næsten hver tredje dansker stemte dengang Venstre.
Det gør de ikke længere. I dag har det gamle bondeparti således mistet to tredjedele af sine vælgere og får i dag under 10 procent af stemmerne. Og det er der mange gode grunde til – grunde, som er lette at få øje på, hvis man skuer blot en smule bagud.
Men hvordan ville dansk landbrug se ud, hvis man i stedet skuede fremad? Hvis produktionen af landbrugsvarer skulle og kunne holde sig inden for de såkaldte planetære grænser. Dem, klode og klima kan holde til?
Ni grønne organisationer fremlagde for nylig en fælles vision for fremtidens landbrug:
Det er Greenpeace og Økologisk Landsforening, som med afsæt i tal fra Energistyrelsens klimafremskrivning har lavet udregningerne bag visionen.
Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Vegetarisk Forening, Dyrenes Beskyttelse, Foreningen for Regenerativt Jordbrug, Klimabevægelsen, Rådet for Grøn Omstilling og World Animal Protection har bistået med råd, dåd og vejledning.
Den samlede vision eller konklusion er så radikal, at tidligere forslag om at halvere den animalske produktion end ikke når den til sokkeholderne. Hør blot:
I 2040 skal der være 95 procent færre svin i Danmark, 70 procent færre kvæg og 75 procent mindre fjerkræ. Alle dyr skal have mulighed for at være ude under åben himmel. En fjerdedel af landbrugsjorden skal laves om til skov og natur.
Kun en mindre del af den resterende landbrugsjord skal bruges til dyrefoder. Resten skal producere mad til mennesker. Alt skal naturligvis være økologisk. Ingen sprøjtegifte her. Ingen Roundup, som Danmark med Miljøets Magnus ellers netop har stemt for i EU.
Såvidt visionen fra de ni grønne organisationer, der udarbejdede den efter midterregeringens totale fallit på området.
Regeringen trak nemlig det udspil til fremtiden for dansk landbrug tilbage, som den ellers selv havde fremlagt. Undsagt og aflivet af Venstre og Moderaterne. Stiltiende billiget af Socialdemokratiet.
Kristian Madsen, der er skribent på mediet A4 Aktuelt, konkluderede afslutningsvis følgende:
“Venstres politikere er blevet gidsel hos en lille hårdkogt kerne af bønder i baglandet. Det er et advarselsskud til hele vores demokrati, der er dybt forankret i partierne.”
Det er en stor dag i dag. EU-kommissionen har netop godkendt yderligere ti års brug af sprøjtegiften Roundup med aktivstoffet glyphosat.
Miljøminister Magnus Heunicke (S) stemte på vegne af Danmark for glyphosaten og må nu være en rigtig glad mand. Med den seneste og den kommende tids mange skybrud in mente kan han nemlig være helt sikker på, at der også fremover vælter masser af glyphosat ud i det danske vandmiljø.
Dét er flot og rigtig godt gået af Danmarks miljøminister, som nu kan glæde sig over endnu ti år med flotte giftiggule marker nedvisnet med Roundup.
Noah Reddington, der var rådgiver for Helle Thorning-Schmidt, mens hun var statsminister, kom for nylig til at kommentere på Magnus Heunicke i News & Co:
“Heunicke blev gjort til sundhedsminister, for så var man sikker på, der ikke skete noget.”
Sikkert også derfor blev Heunicke siden gjort til miljøminister. For så var landbruget jo sikker på, at der heller ikke skete noget her. Det gjorde der imidlertid. Med omvendt fortegn. Heunicke stemte jo for ti år mere med Roundup og giftiggule marker som vist herunder.
Dette som miljøminister og selvudnævnt Havets Minister. Forstå det, hvem som kan.
Politik har aldrig rimet på logik, og Heunicke er definitivt ikke miljøets mand. Det ved vi nu, og det er rigtig ærgerligt. Her troede man lige. Eller håbede i hvert fald.
Regeringen kan samtidig notere sig den hidtil laveste vælgertilslutning. Statsminister Mette Frederiksen (S) har mistet hver tredje stemme fra sidste valg og ville ifølge Epinion blot få 18,2 procent af stemmerne, hvis der var valg i dag.
Mette Frederiksens underlige kaos- og koalitionsregering vil ikke længere kunne mønstre noget flertal, hvilket den heller ikke fortjener. Den tjener kun sine egne højt profilerede ministre og det giftsprøjtende danske landbrug.
Dét er flot og rigtig godt gået af Danmarks statsminister, som aldeles selvforskyldt står svagere end nogensinde. Hun har alligevel ikke formatet, mener nu også flere af hendes egne partisoldater. Anonymt, naturligvis. Det skulle jo nødig gå ud over egen karriere.
Jeg er aldeles enig med tvivlerne. Slette-Mette & Co er en katastrofe for Danmark generelt og vandmiljøet specielt. En fæl skuffelse.
Det er rigtig svært at få øje på gode nyheder i disse krise- og krigstider. Men én af slagsen er der dog – såmænd fra Gudenåen, Danmarks længste vandløb.
Det fremgår i hvert fald af en dugfrisk pressemeddelelse fra Horsens Kommune, som fortæller om et af Danmarkshistoriens største og mest omfattende vandløbs-restaureringsprojekter. Endda støttet af desværre glyphosat-glade EU med hele 36,8 millioner kroner.
“Genskabelsen af Gudenåens forløb er Danmarkshistoriens største EU-støttede vandplanprojekt. Med projektet vil vandkvaliteten og vilkårene for plante- og dyreliv i Gudenåen og de tilstødende søer blive markant forbedret.
Når projektet gennemføres, bliver den vestlige del af Bredvad Sø ændret til ny Gudenådal, hvor Gudenåen lægges tilbage i sit oprindelige leje.
En af de mest spektakulære vandløbsstrækninger i Danmark vil i de kommende år blive genskabt, så ca. 9 km af Gudenåen kommer så tæt på sit oprindelige forløb som muligt.
Horsens Kommune har netop fået tilsagn om, at Miljøstyrelsen og Fiskeristyrelsen med medfinansiering fra EU støtter projektet med 36,8 mio. kr. Det betyder, at økonomien til at realisere det, der er Danmarkshistoriens mest omfattende EU-støttede vandløbs-restaureringsprojekt, nu er på plads.
– Det er en helt fantastisk nyhed, at Fiskeristyrelsen bakker op om projektet. Nu kan vi i tæt samarbejde med Naturstyrelsen komme i gang med det kæmpestore vandløbsprojekt, som vil få enorm stor betydning for bl.a. fiskebestanden og vandkvaliteten i Gudenåen og Vestbirksøerne.
Mange steder i Danmark er vores vandløb udfordrede, og vi både vil og skal skabe bedre forhold for dyr og planter. Jeg er rigtig glad for, at projektet nu er 100 pct. finansieret, og jeg glæder mig til at følge, hvordan det vil komme naturen til gavn, siger Peter Sørensen, borgmester i Horsens Kommune, til pressen.
Også miljøminister Magnus Heunicke glæder sig over projektet:
– Vi skal forbedre vandmiljøet. Og det kan vi kun, hvis vandområdeplanerne udmønter sig i konkret handling i hele Danmark. Derfor er det afgørende, at kommunerne søger om midler til projekter, der gør vores søer og vandløb sundere.
I ministeriet følger vi implementeringen af vandområdeplanerne tæt. Jeg glæder mig til at se det her historisk store projekt i Gudenåen blive til virkelighed til gavn for vores vandmiljø.
Såvidt miljøminister Magnus Heunicke. Havets selvbestaltede Minister og Miljøets utrættelige Vogter har forståeligt nok brug for at sole sig lidt i andres succeser over på glyphosat-fadæsen.
Den skal vi andre og det danske vandmiljø så leve med de næste ti år.
Ovennævnte EU-projekt handler om at genoprette Gudenåen på en ca. 9 km lang strækning fra hovedvejen mellem Horsens og Silkeborg gennem den første af Vestbirksøerne til nedstrøms Vestbirk Vandkraftværk.
Det fremgår af ovennævnte pressemeddelelse fra Horsens Kommune.
På denne strækning vil det tidligere 10 meter store fald på Gudenåen blive genskabt. Det er helt unikt i Danmark, hvor der ikke andre steder er så kraftigt et fald på så stort og bredt et vandløb.
Derudover vil en nuværende dæmning i den nordlige ende af Bredvad Sø blive fjernet. Når den er væk, vil der være fri passage i Gudenåen og dermed bedre betingelser for, at fisk kan svømme frit og længere op i Gudenåsystemet for at yngle. Hvis ellers de kunne komme forbi spærringen ved Tange Sø.
Med genopretningen af Gudenåen til det oprindelige forløb vil Vestbirk Sø, Naldal Sø og Bredvad Sø fremadrettet ikke modtage det næringsrige vand fra Gudenåen, der indeholder en del fosfor og kvælstof. Det vil give bedre vandkvalitet i søerne og gøre vandet mere klart, fordi algevæksten bliver mindre.
Horsens Kommune forventer, at anlægsarbejdet kan gå i gang til foråret. Anlægsperioden vil efter den nuværende tidsplan vare frem til udgangen af 2025. Det skal blive spændende at følge.
Hele projektet bunder i Vandrammedirektivet fra EU og statens vandområdeplaner. Formålet med disse planer er bl.a. at sikre gode økologiske forhold i Danmarks søer, vandløb, kystvande og grundvand. For at opnå det er det bl.a. blevet undersøgt, hvordan forholdene i landets vandløb kan forbedres.
Horsens Kommune gennemfører projektet i tæt samarbejde med Naturstyrelsen, der ejer Vestbirk Vandkraftværk, Vestbirksøerne, Banestien mellem Horsens og Silkeborg og Den Genfundne Bro, som samlet udgør størstedelen af projektområdet.
Projektet er fuldt finansieret af Fiskeristyrelsen med medfinansiering fra EHFA, den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond.
Nu mangler vi så kun at få tømt Tange Sø og sat Gudenåen fri.
Sanne Hørup fra Limfjordens Miljøråd har igennem flere år og fra første parket været vidne til, hvordan milliarder af muslinger i massive opdrætsanlæg bogstavelig talt har skidt Skive Fjord ihjel.
Efter tyve år med intensivt muslingeopdræt skulle Skive Fjord ellers have været den reneste af alle danske vandområder – hvis altså forskernes og opdrætternes løfter om kvælstoffjernelse havde holdt vand. Det gjorde de ikke. I stedet er Skive Fjord endt som et af de mest forurenede farvande i Danmark – med op til tre meter slimet muslingelort under anlæggene.
Sanne Hørup har brugt timer og dage på at søge aktindsigt i de mange og storstilede projekter, som har scoret kassen i form af millionstore tilskud fra ikke mindst landbruget. Dette i form af de såkaldte GUDP-midler. Flere end 150 millioner tilskudskroner er hidtil blevet udbetalt.
Sannes store arbejde får vi nu at se i form af en hel artikelserie om milliarderne af muslinger og millionerne af tilskudskroner. De er nemlig baggrunden for den massive forurening, som regeringen nu planlægger udvidet til resten af Danmark. Med op til 5.000 km2 havområde udlagt til muslinger i den seneste udgave af den Hasarderede Havplan. Et område næsten på størrelse med Fyn og Lolland-Falster.
Men ikke nok med den lokale forurening fra muslingeanlæggene, der ikke er økonomisk rentable. Opdrættet yngel fra anlæggene skal udlægges på store kulturbanker, der siden skrabes for store muslinger. Undermålsmuslinger får en tur mere i lastrummet, inden de transporteres til nye omplantningsbanker, hvor de dumpes. For her at vokse sig spisestore, inden de skrabes for anden gang.
Hvilket gigantisk splid af resurser i disse klimakrisetider. Tusindvis af liter fossil diesel bruges til at drive de store muslingeskrabere hen over bund, banker og barrierer. Med en fatal ødelæggelse af havbunden til følge.
Tænketanken Concito er således helt ude af trit med virkeligheden, når de lister muslinger som klimarigtige. Det gælder kun de muslinger, man sanker selv. Ikke dem, der dyrkes eller skrabes. De koster klimakassen.
Hvis du mangler baggrund for debatten om forurenende opdræt af fisk og muslinger samt det ødelæggende bundtrawl og muslingeskrab, så følg med i ovenstående artikelserie på www.nejtilhavbrug.dk
Herunder en genopfriskning af de otte spørgsmål, som blev stillet til den nyslåede fødevareminister Jacob Jensen (V) i det forgangne forår. Han havde da netop aflyst den foregående regerings planer om et forbud mod ødelæggende fiskeri med slæbende redskaber.
Ministeren bedes oversende en skematisk oversigt over tilskudsmidler, der er givet i perioden 2000 til 2023 til forsøg med muslinge- og østersopdræt, som kvælstofvirkemiddel eller med andre begrundelser (eksempelvis udstyrsafprøvning) samt hvilke aktører, der er givet midler til.
Ministeren bedes oplyse, hvor meget N der reelt er fjernet hidtil fra danske musling- og østersopdræt i perioden fra 2000 – 2023, og hvor meget lokal forurening, der er skabt under anlæggene i form af muslingefækalier?
Ministeren bedes oplyse hvor meget sekundært mel, der indtil nu er produceret til enten svine-, fiske-, hønse eller petdyrsfoder fra danske musling- og østersopdræt i perioden fra 2000 – 2023.
Ministeren bedes oplyse, hvor mange af de virksomheder (med anlægsnummer), der har fået støtte til forsøg med skaldyr- og østersopdræt i perioden 2000-2023, som er gået konkurs, og hvor mange af disse firmaer med anlægsnummer, der har skiftet ejer.
Ministeren bedes oplyse, hvilke muslinge- og østersanlæg, der har levet op til de høsttal, der blev angivet som forventet i ansøgningerne om støtte, samt hvilke anlæg ikke har levet op til forventningerne?
Ministeren bedes oplyse, om der er foretaget eller påtænkes en evaluering af de støttemidler, der er givet til forsøgsanlæg med muslinger og østers samt af deres høsttal i forsøgsperioden.
Ministeren bedes oversende en skematisk oversigt over støttede muslinge- og østersopdrætsprojekter og høsttal fra de enkelte støttede projekter.
Ministeren bedes for perioden 2000-2023 oversende en skematisk oversigt over høsttal/ha for muslinge- og østersopdrætsanlæg (støttede forsøg såvel som ikke støttet produktion) og værdien af de høstede muslinger/østers for de enkelte anlæg.
Herunder følger ministerens svar, der alene drejer sig om spørgsmål 2. Altså om hvor meget kvælstof, der reelt er blevet fjernet af muslingeopdrættet. Det er ikke meget, kan vi røbe her.
Enhedslistens Søren Egge Rasmussen stillede den 31. marts 2023 ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen (V) spørgsmål nr. 401 (Alm. del). Spørgsmålet, som blev stillet via Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, lød således:
”Vil ministeren oplyse, hvor meget N (kvælstof) der hidtil reelt er fjernet fra danske muslinge- og østersopdræt i perioden fra 2000–2023, og hvor meget lokal forurening der er skabt under anlæggene i form af muslingefækalier?”
Fødevareministerens stærkt forsinkede svar indeholdt en udtalelse indhentet en udtalelse fra DTU Aqua, som oplyste følgende:
”DTU Aqua har indsamlet data fra Fiskeristyrelsens akvakulturstatistik for perioden 2005-2021.
Det er kun for denne periode, der er data til rådighed på Fiskeristyrelsens hjemmeside og DTU Aqua henviser til hjemmesiden vedrørende kvaliteten af akvakultur dataindsamlingen www.fiskeristyrelsen.dk/fiskeristatistik/akvakulturstatistik#c82856.
Ved at summere fra statistikken kan det beregnes, at der er fraført i alt 42.751 tons muslinger i perioden 2005-2021. I henhold til en nylig artikel med data fra Østersøområdet varierer indholdet af N i hele muslinger mellem 0,8-1,6% af den totale vådvægt af kød og skaller.
Ved at anvende et gennemsnit på 1,2% kan det beregnes, at der i perioden er fjernet i størrelsesordenen 513 tons N gennem muslingeopdræt. Der har i perioden ikke været østersopdræt af et omfang, der vil bidrage betydende til N-fjernelsen.
Da der ikke fodres i muslingeopdræt, kan der ikke være tale om forurening under anlæggene. Den organiske berigelse under anlæggene sammenlignet med udenfor kan ikke beregnes i eksakte termer og på en måde, der med de nuværende modelværktøjer, DTU Aqua har til rådighed, vil give retvisende resultater.
Ligeledes vil det være svært at beregne den reducerede sedimentation af organisk berigelse uden for anlæggene som følge af muslingeopdræt. Det er endvidere særdeles tvivlsomt, om der kan tilvejebringes et materiale, der kan kvantificere mængden af sedimenteret materiale i perioden 2000-2023 og dets spredning givet bl.a. den store variation mellem år og anlæg.
For sedimentering og spredning af fækalier fra opdrætsanlæg vil DTU Aqua henvise til et nyligt notat af 28. april 2022 om spredning af fækalier under muslingeopdræt udarbejdet af DTU Aqua (bilag 11).”
Svaret er underskrevet af fødevareminister Jacob Jensen (V), der hermed implicit medgiver, at opdræt af muslinger overhovedet ikke egner sig til kvælstoffjernelse. 513 tons på 16 år er tæt på ingenting: 32 tons om året.
I 2021 manglede der nemlig en reduktion på 17.000 tons udledt kvælstof. Men den nuværende hastighed vil det således tage muslingerne 531 år at nå i mål.
Man skulle have været minkavler. Så ville ens økonomiske problemer og fremtid have været sikret én gang for alle.
Udbetalingerne til de tidligere minkavlere bliver nu 2 milliarder større. Forskellen skyldes angiveligt en simpel regnefejl – til minkavlernes fordel.
De to nye milliarder skal lægges oveni de 20 milliarder, som allerede var sat af til erhvervet. Imidlertid er regnestykket ikke færdigt endnu, hvorfor vi fremover kan risikere at skulle af med endnu flere milliarder til minkavlerne.
Dette til trods for, at minkavl allerede i 2019 var en branche på retur. Den gennemsnitlige minkfarm havde således dengang et årligt underskud på ca. 700.000 kroner.
Dette også til trods for, at minkavlerne selv var aktivt medvirkende til spredningen af COVID-19 – via import af billig østeuropæisk arbejdskraft, som i modsætning til vor egen befolkning ikke var smittechecket.
Smitten kunne derfor gå som en løbeild fra minkfarm til minkfarm, der sågar selv indrømmede at have snydt med prøvetagningen. Uden repressalier fra myndighederne.
– Hvad har det ikke kostet det danske samfund i kroner og ører samt tabte menneskeliv?
Alligevel står vi nu i den totalt absurde situation, at hver eneste dansker skal betale mere end 3.000 kroner i erstatning til minkavlerne. Som nu sidder nede i banken og spekulerer over, hvordan de mange dejlige penge bedst kan investeres.
Hvilket gigantisk og helt unødvendigt spild af skatteyderkroner, der kunne være brugt mange gange bedre alle andre steder. Helt absurd teater blev det, da et flertal i Folketinget efterfølgende tillod minkavl igen-igen. Med risiko for at gentage hele cirkusset forfra og én gang til…
Hvor dum har man lov at være. Danmark skal således forblive et af de absolut sidste lande i Europa, som tillader organiseret dyrplageri med indespærring i små bure, udsultning og huldkontrol. Mere herom næste uge.
Det har du efter al sandsynlighed. Naturligvis uden at vide det. Måske fordi du som barn har været i kontakt med det. Chlorpyrifos er nemlig kendt for skade børns hjerneudvikling og intelligens.
Chlorpyrifos er desværre et af de mest populære pesticider i verden. Et sprøjtemiddel, der virker som en nervegas ved at blokere signaler i nervesystemet.
Chlorpyrifos har derfor været forbudt i Danmark siden 2006 og i hele EU siden 2019. Tidligere har det heller ikke været tilladt at bruge sprøjtegifte, der indeholder chlorpyrifos i nogen dansk fødevareproduktion.
På trods af dette fandt man rester af Chlorpyrifos i samtlige urinprøver hos 21 frivillige i et mindre forsøg, der blev lavet forud for årets Plant Food Festival. Den fandt sted i Øksnehallen i København d. 4-5. november, hvor resultaterne blev præsenteret.
På samme måde havde alle testede EU-Parlamentsmedlemmer glyphosat (aktivstoffet i sprøjtegiften Roundup) i deres urin, da de for nogle år siden lod sig teste. Dengang da debatten om glyphosat var på sit højeste.
Dette til orientering for miljøminister Magnus Heunicke, der jo tilsyneladende har valgt at stemme ja til at give glyphosat/Roundup ti år mere i det danske vandmiljø. Med endelig afgørelse en af de allernærmeste dage. Det vil bare være for dumt. Og for uansvarligt. Samt aldeles unødvendigt.
En sjællandsk landmand udtalte for nogle år siden, at brugen af glyphosat i Danmark primært skyldes dovenskab. Det er helt enkelt lettere ar sprøjte markerne gule med giftsprøjten end at pløje dem brune med ploven. Glyphosat blev herefter udnævnt til “Den Dovne Landmands Lille Hjælper”.
Magnus Miljø bliver da til Glyphosat Magnus. Ikke noget pænt eftermæle for Havets selvudnævnte Minister.
Sidst i oktober fik et lakseopdræt ved Shetlandsøerne nord for Skotland fornemt og uventet besøg af en flok spækhuggere.
De sort-hvide rovdyr var tilsyneladende på jagt efter en enlig sæl, som selv havde været på jagt blandt de mange tusinde tamlaks i de flydende netbure. Høg over høg.
Spækhuggerne lod sig ikke forstyrre af aktiviteterne omkring de laksefyldte netbure. De var fuldt fokuserede på den enlige sæl, der desperat søgte at gemme sig.
Hændelsen blev filmet af lokale Sam Jamieson, der var ude i sin båd ved Scottish Sea Farms i Ness of Setter, ret nord for Lerwick på Shetland. Jamieson kunne følge jagten helt tæt på, skriver nyhedsmediet SalmonBusiness.
Flokken af spækhuggere blev identificeret som “27s Pod”, der er velkendt og udførligt beskrevet i “Scottish Killer Whale ID Catalogue”. De enkelte individer i flokken kendes og genkendes let på deres farvemønstre og finneformer.
Det vides ikke, om spækhuggerne afslutningsvis fangede sælen. Eller om den slap med skrækken, godt gemt mellem maskerne i de store netbure. Det fremgår heller ikke, om der var tale om en stor gråsæl eller en lille spættet sæl.
En kendsgerning er det i hvert fald, at så mange tusinde tamlaks samlet på et så lille område naturligvis tiltrækker sultne jægere som spækhuggere og spættede sæler.
“Året er 1736. Kong Christian den Sjette giver den kendte Skipper Gylliam i opdrag at udforske og kortlægge landets længste vandløb, Gudenå, fra Randers og så langt ind i Hovedlandet som vel muligt.
For en sjælden gangs skyld var der nemlig ikke krig i Danmark. Kongen brugte derfor freden til at tænke fremad. Krige kostede jo mange skibe, når der gik ild i dem og de efterfølgende sank.
Datidens største problem var derfor at skaffe tømmer af god kvalitet til nye krigsskibe. Og Kong Christian vidste, at det indre Jylland var dækket af massive skove med uanede mængder træ.
Skipper Gylliams kongelige opdrag bestod derfor i at kortlægge Gudenåen med henblik på at transportere tømmer fra skovene dybt inde i Søhøjlandet og ud til den jyske østkyst. Så der herude kunne bygges nye krigsskibe.
Resultatet af Skipper Gylliams forunderlige og farefulde rejse ind i det mørke Jylland foreligger i dag som måske verdens første minutiøst detaljerede søkort – af en å. Med sikkerhed også det længste.
Gylliam loddede undervejs omhyggeligt Gudenåen og noterede såvel vanddybde som bundforhold ned på udførlige håndtegnede kort, der senere blev håndkoloreret – farvelagt.
Hans sirlige optegnelser findes i dag på Det Kongelige Bibliotek – i form af flere meter lange søkort, som man kan bruge og følge den dag i dag – mere end et kvart årtusinde senere.
Vi har digitaliseret Skipper Gylliams håndtegnede kort og sammenholdt dem med moderne kortmateriale. Det muliggør en fantastisk rejse op ad åen i den gæve skippers fodspor.
Dyk med ned under overfladen og se, hvordan Gudenåen så ud, hvor det kunstige vandkraftmagasin Tange Sø i dag ligger og blokerer såvel sejlads som vandrefisk. Og se, hvordan åen igen vil se ud, når søen tømmes.
Følg åens rivende strøm fra Ans, hvor Gudenålaksen havde sine sidste og vigtigste gydepladser i den smalle ådal med de stejle istidsskrænter.
En rejse, der ikke lader Jules Verne’s “En Verdensomsejling under Havet” noget efter!
Dansk Videncenter for Sportsfiskeri står bag projektet, der søger hjælp til finansiering og færdiggørelse af visualiseringen i 3D under vandet.
Det er ingen hemmelighed, at der har været rigtig mange tun i de danske farvande i 2023. Langt flere end normalt. DTU Aqua fortæller, at årets sæson for fiskeri efter og mærkning af blåfinnede tun i danske farvande endte ultimo september med et royalt besøg ombord på en af bådene:
“Tunmærkningen har igen haft besøg af H.K.H. Kronprins Frederik, som i går kom og hjalp med mærkningen og fik lejlighed til at høre om resultaterne fra netop den tun, han selv var med til at mærke ved besøget i projektet i august 2021.
Den sidste uge af DTU Aquas tunmærkningsprojekt i 2023 startede denne weekend i Helsingør. Om søndagen var vejret udfordrende med store bølger og kun få tun. Vinden tog heldigvis af, og solen brød frem over middag.
Om det var royal indgriben, vides ikke, men H.K.H. Kronprinsen kom tilfældigvis forbi på uofficielt besøg på mærkebåden om eftermiddagen og gav en hånd med ved mærkningen, ligesom sidste gang han besøgte mærkningsprojektet i 2021.
Forskerne fra DTU Aqua fik lejlighed til at præsentere resultaterne fra den 275 cm lange tun, som H.K.H. Kronprins Frederik mærkede i 2021 med en såkaldt PSAT-satellitsender.
Mærket var programmeret til at frigøre sig fra tunen præcis 12 måneder efter, det var sat på fisken. Det gjorde mærket så på præcis samme dato året efter, hvor det viste sig, at tunen var vendt tilbage til Skagerrak efter, at den havde været en tur inde i Middelhavet for at gyde. Forskerne kunne derfor sejle ud og samle mærket op og få det fulde datasæt hjem.
Ved analyse af de indsamlede data viste det sig, at tunen havde vandret 28.258 km på de 12 måneder, og at den adskillige gange havde været nede på dybder over 1.000 m. Samlet havde den svømmet 5.987 km hhv. op og ned i vandsøjlen, hvilket svarer til en tur op og ned af Mount Everest hver dag.
Indtil videre er der mærket 13 tun på de første to dage i Øresund. Den længste af fiskene var 288 cm. Der blev også mærket en tun på 284 cm, som var hele 208 cm i omkreds, den bredeste hidtil i projektet. Vægten af den tun vil sandsynligvis være tæt på den nuværende danske lystfisker rekord på 372 kilo, fanget i 1950.”
Citat slut.
Blåfinnede tun kommer således langt omkring. Efter fangsten og mærkning i Skagerrak var den mærkede tun først en tur nede i Øresund og siden et smut oppe langs Norskekysten, inden den svømmede tværs over Atlanten, tilbage og ned nord for Cap Verde og ind i Middelhavet for at gyde omkring Balearerne.
Efter gydningen svømmede den ud i Atlanterhavet igen, nord om de Britiske Øer og tilbage til Skagerrak.
Det forlyder, at det pågående forsøgsfiskeri efter og mærkning af tun snart vil ophøre. Dette til sorg for de få fiskere, der har kunnet deltage i det sikkert spændende fiskeri. Og til glæde for de mange andre, der har ærgret sig over ilanddrevne tun, døde af udmattelse efter timelange kampe.
Selv nøjes jeg med at glæde mig over, at det trods mange års ihærdigt overfiskeri er lykkedes at få den majestætiske blåfinnede tun tilbage i danske farvande.
En af de sjældne solstrålehistorier i disse krisetider.
Onsdag den 1. november var det eksakt ét år siden, at Mette Frederiksen (S) valgte ny side og barslede med den aparte SVM-fusionsregering, som ingen vælgere havde set komme endsige ønsket sig. Trods ellers et rødt flertal tonede Frederiksen blåt flag og dannede regering med Moderaterne og resterne af det vingeskudte Venstre.
Hermed var det definitivt slut med grønne tiltag, som kunne hjælpe det gispende danske vandmiljø på vej mod bedre tider. Som eksempelvis det forbud mod fiskeri med bundslæbende redskaber i Lillebælt, som den forrige regering ellers allerede havde vedtaget. Det forbud annullerede den nye fødevareminister Jacob Jensen (V) som en af sine allerførste ministergerninger.
Frederiksen selv slap for den rigsret, som Ellemann og Løkke ellers havde luftet med for minkskandalen, men prisen måtte og må vandmiljøet betale. Igen-igen.
Det vækker triste mindelser om Landbrugspakken, som Løkke og Blå Blok lancerede tilbage i 2016, og som siden har medført en øget forurening af vandmiljøet i stedet for den ellers lovede bedring. En forurening, man tilsyneladende var og er bedøvende ligeglade med i Blå Blok.
Desværre en øget forurening, som nu gør det umuligt for Danmark at leve op til EU’s Vandrammedirektiv, hvilket vi ellers havde forpligtet os til i år 2000. Med krav om en “god økologisk tilstand” i alle vandområder inden senest 2028. Noget, statsministeren ellers højt og helligt og for ikke så længe siden havde lovet, vi ville gøre. Naturligvis da.
Men nej. Miljøet havde og har ingen prioritet. Mette Frederiksen skiftede bekvemt Rød Blok ud med Blå og kastede sig helhjertet ud i kampen for et frit Ukraine og en mulig post som NATO’s kommende generalsekretær til sig selv. Det lykkedes hende sågar at etablere en photo opp med selveste præsident Zelensky i cockpittet på en gammel F-16 bound for Ukraine.
Posten som NATO’s nye generalsekretær blev dog en fuser, da andre og mere kvalificerede kandidater siden havde meldt sig på banen. Og USA’s Joe Biden bedt norske Jens Stoltenberg forblive på posten en stund endnu.
Da Mette Frederiksen nu er blevet grounded i international NATO-sammenhæng, får hun måske bedre tid til at passe arbejdet herhjemme i lille Danmark. Tid til flere ulykker af den slags, der senest har forårsaget den største vælgerflugt i Danmarkshistorien.
Det er jo også et markant eftermæle at sætte sig. Og tilsyneladende prisen værd for blandt meget andet at stjæle en hel helligdag fra danske familier. Det er naturligvis Store Bededag, jeg tænker på. En helligdag, som blev ofret for at spare sølle 3 milliarder kroner.
Sølle, ja. Umiddelbart efter viste det sig nemlig, at der skam var hele 16 milliarder mere i statskassen, end man havde regnet med. Nok til mere end fem Store Bededage. Jo-jo, der er skam styr på finanserne inde hos Wammen.
Dette endda i så høj grad, at Frederiksen, Løkke og Ellemann efterfølgende kunne få råd til at donere hele flåden af brugte F-16 fly til Ukraine. Sikkert i håb om endnu mere goodwill fra NATO, så Danmark kunne slippe endegyldigt af med Frederiksen.
Det målbare resultat er indtil videre blevet, at op mod en halv million vælgere nu har skiftet side, efter ellers at have sat deres behjertede kryds ud for Socialdemokratiet, Moderaterne eller Venstre.
Professor Kasper Møller Hansen har lavet en analyse af vælgervandringer for webmediet Altinget. Han når frem til, at de tre regeringspartier samlet set vil miste 377.000 af deres stemmer fra sidste valg, hvis der blev udskrevet valg lige nu.
“Det er mere markant, og det er gået hurtigere end for nogen anden regering de seneste 50 år. Det er et faktum,” siger Kasper Møller Hansen. Et imponerende resultat efter blot ét år ved magten. Flot gået, Blå Mette.
Eneste trøst for den aparte fusionsregering er, at der heldigvis er længe til næste valg. Næsten tre år, hvilket føles som en evighed. Med seneste vælgermåling in mente kan vi nok forvente, at trioen Mette Frederiksen, Lars Løkke og nu senest Lund Poulsen vil klynge sig desperate til taburetterne de næste tre år.
Sikke meget mere miljø, disse tre sammen kan nå at ødelægge inden da.
Jacob Ellemann-Jensens pludselige afgang fra Venstre, efter et halvt års velbetalt sygemelding, satte gang i mange spekulationer. For hvad skal egentlig partiet Venstre fremover? Og hvem er egentlig kronprinsen Troels Lund Poulsen?
Aviserne har flydt over med gammelt og nyt om partier og personer. Om vælgerflugten fra Venstre skrev tidligere redaktør for EkstraBladet, Poul Madsen, i Altinget følgende:
“Og de kommer ikke tilbage, for Venstre stinker af fortid, og det vil kun blive yderligere understreget de kommende uger, mens bondehæren fra Jylland kæmper for, at landbruget ikke skal meldes ind i nutiden og være lige så klimabevidste, som vi forventer af resten af erhvervslivet.”
Klar tale fra den gamle EB-redaktør. Hovedpersonen selv, Jacob Ellemann-Jensen, sagde i sin afskedstale følgende:
“Jeg må konstatere, at min person skygger for Venstres resultater i regeringen. Og min person skygger for, at Venstre kan komme fremad igen. Derfor tager jeg konsekvensen nu og træder tilbage som formand for Venstre.”
Venstres nestor, Bertel Haarder, var mere fortrøstningsfuld. Han har om nogen set det gå op og ned for sit gamle parti, og han sagde ved afsløringen af sit eget portrætmaleri på Christiansborg følgende:
“Venstre er som ukrudt – vi er svære at fjerne helt.”
Så sandt. Der skal mere Roundup til. Meget mere. Og en god portion risalamande til Bertel. Venstres borgmester i nordjyske Brønderslev var ganske pragmatisk i sin udmelding om den afgående formand og årsagen hertil:
“Man skal ikke love for meget. Så er det lettere at holde.”
Det må man sige, at Venstre til fulde ikke har efterlevet. Det danske vandmiljø har aldrig haft det værre, end tilfældet er efter alt for mange års borgerligt (Venstre) styre. Trods ellers Fogh’s berømte ansvarsfrasigelse:
“Ikke en fugl, ikke en fisk, ikke en frø har fået det ringere som følge af regeringens miljøpolitik.”.
En udtalelse, han dog senere måtte trække i land på. Det viste sig nemlig at være hele økosystemer, der havde taget skade af regeringens frivillige miljøpolitik. Ikke kun enkelte fugle, fisk og frøer.
Landbruget har lovet og lovet ad frivillighedens vej. Men reelt intet leveret. De højt berømmede og af Venstre selv lovpriste minivådområder blev først til mikrovådområder for til sidst næsten at forsvinde helt ud af kvælstof-regnskaberne.
– Men hvem er egentlig Venstres sandsynligvis kommende formand og Danmarks nuværende forsvarsminister, Troels Lund Poulsen? Landbrugets nye førstemand og vandmiljøets største fjende?
Troels Lund Poulsen var tidligt ude og blev allerede i 2007 landet yngste minister. Sågar miljøminister, hvilket var ikke så lidt opsigtsvækkende for en dedikeret landmand og Venstremand. Mange frygtede for, hvad en landmand dog skulle på netop den post.
Lund Poulsen fik tidligt tilnavnet “Traktor-Troels”, da han er åbenlyst glad for sine store landbrugsmaskiner. Et tilnavn, han efter sigende er ganske tilfreds med og stolt af. Pudsigt nok var det konservative Connie Hedegaard, som først gav ham dette tilnavn.
Lidt mere kniber det nok med det tilnavn, han fik tilbage i 2010, da han var på ministerrejse til ørkenlandet Quatar. Her modtog han som gave af en lokal oliesheik et fornemt Rolex-ur, som han siden gerne lod sig fotografere med på armen. Allerhelst i kabinen på sin store traktor. Vejledende pris på ur minus traktor kr. 68.000,-
Det viste sig siden, at man som minister slet ikke må modtage så store personlige gaver. Efter en sand shitstorm i medierne måtte Anders Fogh Rasmussen nærmest vriste det dyre Rolex ur af håndleddet på sin skuffede minister, der undervejs havde fået det lidet flatterende tilnavn “Trolex”.
Der er i det hele taget kø for at komme med et bud på personen bag de mange ministerposter og den store grønne John Deere traktor. Flest negative, forekommer det.
Først ude var førnævnte konservative toppolitiker, Connie Hedegaard, som sendte den nye formandsspire en af de tidligste hilsener på Altinget:
“Tilsyneladende er Venstres kommende formands hedeste politiske ønske, at vi skal tage det stille og roligt med en CO2-afgift på landbruget.
Kære Troels, dine bønner er blevet hørt.
Faktisk er det svært at komme i tanker om andre sektorer, hvor det danske samfund har taget det så uendeligt stille og roligt, langmodigt og aldeles pinagtigt forslæbende.”
Afslutningsvis må vi ikke glemme skattesagen med tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes mand Stephen Kinnock. Mens Troels Lund Poulsen var skatteminister, og lige op til et valg, slap dybt fortrolige oplysninger om Helle Thorning-Schmidt og hendes mands private forhold ud til offentligheden.
Helle Thorning-Schmidt om sagen, der i 2011 fik Troels Lund Poulsen til at tage orlov fra Folketinget:
“Troels Lund Poulsen burde beklage, at han var så langt inde i min skattesag, som han og hans departementschef Peter Loft var.
Og han burde selvfølgelig også beklage, at han brød sin tavshedspligt og viderebragte falske og meget skadelige rygter om mig og min familie.”
Troels Lund Poulsen fik aldrig sagt undskyld til Helle Thorning-Schmidt, som i dag åbenlyst stiller spørgsmålstegn ved Lund Poulsens hæderlighed. Hun mener ganske enkelt ikke, at han kan betegnes som en hæderlig person.
I stedet blev det ensemblet “Selvsving”, som hædrede Venstres nu kommende formand med en sang. Se og lyt med herunder.
Det kan ind imellem være spændende at følge med i det ellers kedelige amerikanske Lawsuit Information Center (LIC):
Et nævningeting i Philadelphia i den amerikanske delstat Pennsylvania besluttede således for nylig, at en sagsøger skal have 175 millioner dollars i erstatning fra kemigiganten Bayer.
Den pågældende mand hævder at have udviklet lymfekræft efter i flere år at have brugt ukrudtsmidlet Roundup i sin private have. Produceret af en anden kemigigant, nemlig amerikanske Monsanto.
Tyske Bayer opkøbte i 2018 Monsanto, der netop er kendt som producent af verdens mest udbredte sprøjtegift, Roundup med det omdiskuterede aktivstof glyphosat. Prisen var svimlende 63 milliarder dollars.
Bayer er ikke overraskende imod den seneste dom, som man planlægger at anke. Hvad man gør med stort set alle andre domme omkring glyphosat. Nogle sager vinder Bayer – andre taber de. Ofte ender sagerne med forlig og en langt mindre erstatning end først tilkendt.
Det amerikanske retssystem er uhyre forskelligt fra det, vi kender på denne side af Atlanterhavet. Og i USA har man derfor mange flere advokater, end vi har herhjemme. Lad os håbe, at denne amerikanske trend ikke vinder indpas herhjemme – hvad Halloween jo desværre allerede har gjort.
Med købet af Monsanto arvede Bayer en lang række andre sager omhandlende samme Roundup/glyphosat. Mange flere, end man havde kalkuleret med. Bayer-Monsanto har hidtil konsekvent påstået, at stofferne er sikre for mennesker at bruge. Hvis ellers man overholder sikkerhedsreglerne for brugen. Masker, beklædning etc.
Roundup-sagerne har allerede kostet Bayer milliarder ved især de amerikanske domstole. Således indgik Bayer alene i 2020 forlig for næsten 11 milliarder dollars, og bunken af sager er der stadig ingen ende at se på. Bayer opgives ifølge LIC at være involveret i næsten 30.000 lignende erstatningssager, hvoraf mange endnu kører.
For at stoppe denne udvikling har Bayer tidligere forsøgt at få den amerikanske højesterets ord for, at sagsøgere ikke kan sagsøge selskabet via lovgivningen i de enkelte amerikanske delstater. Hidtil dog forgæves.
Tidligere i oktober afviste et flertal i EU-Parlamentet derfor klogeligt at forlænge tilladelsen til brug af glyphosat i EU i yderligere ti år. EU-Kommissionen havde ellers indstillet, at tilladelsen forlænges.
Danmark med miljøminister Magnus Heunicke i den formelle spids har desværre tilsluttet sig EU-Kommissionens forslag om ti års forlængelse, hvilket som altid skyldes hensynet til landbruget.
Vi ser tydeligt, hvem der har bukserne på i Mette Frederiksens aparte og af ingen vælgere ønskede fusionsregering. Det har hverken Magnus Miljø eller Havets selvudråbte Minister.
Samsø er øen i midten af riget. Og øen, der får de fleste solskinstimer.
Samsø er også øen, der er verdenskendt for at være selvforsynende med energi. Og som derfor har sit eget velanskrevne Energiakademi.
Desværre har Samsø senest fået et helt nyt og meget mindre flatterende rygte. Websitet gylle.dk har nemlig gravet dybt i kartoffelbunkerne for at se, hvordan det står til med kartoflerne og deres tilstand.
Tal fra Miljøstyrelsen fortæller desværre, at kartofler fra solskins- og energiøen er indehaver af en trist Danmarksrekord: Det viser sig nemlig, at Samsøs største producent af kartofler, Brdr. Kjerldahl A/S, i den seneste planperiode 2021-22 sprøjtede sine 140 hektar spisekartofler med ikke mindre end 18 forskellige sprøjtegifte.
Det viser sig efterfølgende også, at de landskendte Samsø-kartofler, som Brdr. Kjeldahl hvert år producerer 7.000 tons af til primært supermarkedskæden Netto, indeholder rester af stærke sprøjtegifte.
i den seneste planperiode var Brdr. Kjeldahl ifølge gylle.dk ude med sprøjten hele 121 gange for at sprede 67 forskellige sprøjtegifte på diverse afgrøder som græsfrø og grøntsager, æbler og pærer, vårbyg og vinterhvede samt løg og kartofler. For ikke at glemme raps og de mere eksotiske chrysanthemum-blomsterfrø.
Det afslører de lovpligtige sprøjteindberetninger, som Miljøstyrelsen hvert år modtager. Brdr. Kjeldahl sprøjtede sine afgrøder atten gange, hvilket er langt over landsgennemsnittet på tretten årlige sprøjtninger.
Fødevarestyrelsen var efterfølgende ude for at kontrollere Samsø-kartoflerne for pesticidrester, og det så bestemt heller ikke pænt ud: Tre ud af fire analyserede kartoffelpartier viste sig nemlig at indeholde rester af giftstoffet propamocarb, der mistænkes for at have flere forskellige skadelige virkninger.
Som rosinen i pølseenden eller toppen af kartoffelkulen kommer så, at de giftige sprøjtemidler faktisk kan klæbe til kartoflen, så stofferne kommer med hjem i køkkenet hos forbrugerne. Det gælder næsten hver anden af de højt besungne Samsø-kartofler.
Jeg er selv netop hjemvendt fra et vellykket kursus i fluefiskeri på Gram Højskole. I den forbindelse glæder jeg mig over, at de mange dejlige kartofler fra Gram Gods og Gram Slot alle er økologiske. Jeg glæder mig også over, at hver femte danske kartoffel ifølge gylle.dk er økologisk og dermed dyrket helt uden sprøjtegifte.
Det allerbedste er næsten, at de ikke koster mere end giftkartoflerne. Ifølge gylle.dk sælger Netto således både sprøjtekartofler og økologiske kartofler til nøjagtig samme pris: 12 kroner kiloet.
En retssag imod Danish Crown, som beskyldes for at have vildledt forbrugerne, har nu fået offentlig støtte.
Det er Civilstyrelsen, der har bevilget fri proces til Klimabevægelsen i Danmark og Dansk Vegetarisk Forening, som sammen har anlagt retssagen om såkaldt greenwashing af kødprodukter.
Det gjorde de i 2021 og søgte dengang midler til en retssag, man frygtede ville blive lang og kostbar. Flere end 1.700 personer har siden da støttet sagen økonomisk, og der er til dato indsamlet mere end 400.000 kroner.
Generalsekretær for Dansk Vegaterisk Forening, Rune-Christoffer Dragsdahl, siger i en pressemeddelelse, at han og foreningen er lettet over afgørelsen:
“At vi nu har fået fri proces til sagen viser, at sagen er berettiget, fordi den er principiel.”
Fri proces indebærer, at det offentlige betaler retsafgiften og omkostninger til advokat. Desuden vil staten dække sagsomkostninger til modparten, hvis man taber sagen.
Dansk Vegetarisk Forening og Klimabevægelsen i Danmark beskylder kødgiganten Danish Crown for at have vildledt danske forbrugere ved at bruge udtrykkene ”klimakontrolleret gris” og ”dansk gris mere klimavenlig, end du tror”.
Danish Crown mener selv, at de har belæg for påstandene. Kødgiganten har derfor stillet krav om, at retten enten skal afvise sagen helt eller skride til frifindelse. Hvad retten altså har valgt ikke at gøre.
Sagen føres af Marc Malmbak Stounberg fra firmaet Kontra Advokater. Han noterer sig i en pressemeddelelse følgende:
“Retssagen er den første af sin slags og kan derfor skabe en vigtig juridisk præcedens på området for greenwashing af fødevarer.”
Sagen er nu flyttet fra byretten i Randers, hvor Danish Crown har hovedsæde, til Vestre Landsret i Viborg. Retsmøderne finder sted ultimo november og primo december.
Der er flere gode grunde til, at norsk lakseopdræt har nået en gigantisk størrelse og i dag dominerer alt og alle på verdensplan.
Dels vedtog man fra officiel statslig side tidligt, at den sølvblanke tamlaks skulle overtage, når den kulsorte Nordsøolie løb tør. Og dels har norske politikere i rigt mål beriget sig selv på bekostning af vandmiljøet.
De norske medier NRK og E24 har senest afdækket, hvordan dette er gået til. Hvordan flere højt profilerede norske politikere har været dybt involveret i at promovere det norske lakseopdræt i ikke blot Norge, men også resten af verden. Læs selv:
Erna Solberg er tidligere norsk statsminister fra partiet Høyre.
Erna Solberg har netop været i de norske mediers søgelys på grund af ægtemandens tidligere aktiehandler.
Erna Solberg er gift med erhvervsmanden Sindre Finnes, hvis aktiehandler i hustruens embedsperiode nu er blevet opdaget af medierne.
Tidligere statsminister Erna Solbergs storesøster Marit Solberg har været involveret i lakseopdræt siden 1985.
Marit Solberg blev i 2014 administrerende direktør i verdens største lakseopdrætsselskab, Marine Harvest.
Marit Solberg forlod Marine Harvest i 2018 og har siden 2019 været direktør i Nekkar ASA, der beskæftiger sig med “disruptive teknologier”.
Sindre Finnes solgte i en periode aktier i Nekkar, der i 2021 modtog et statstilskud på 21 millioner norske kroner fra Innovation Norway.
Ifølge nyhedsmagasinet E24 handlede Sindre Finnes Nekkar-aktier hele 72 gange mellem maj 2020 og september 2021.
Nrk.no har regnet sig frem til, at Sindre Finnes tjente omkring 420.000 kroner ved handel alene med Nekkar aktien.
Sindre Finnes var orienteret om, at aktiehandel i hustruens embedsperiode var på kant med lovgivningen.
Ovenstående data stammer fra nyhedsmedierne E24 og NRK, der har gravet dybt i tallene for aktiehandel. Man skal vist lede længe for at finde mere tætte relationer mellem Magten og Midlerne end i Norge hos familien Solberg. Magtmisbrug og insider-viden ligger snublende nær.
Man skal ligeledes lede længe efter et vandmiljø, der har lidt mere end de norske fjordområder, hvor de første havbrug blev anlagt – i bekvemt læ for storm og bølger. Desværre i dybe tærskelfjorde uden nævneværdig vandudskiftning.De dybe norske fjorde er derfor dødere end døde på bunden mange steder. Trods de store vanddybder.
En “tærskelfjord” er defineret ved, at den yderst mod havet har en lavvandet tærskel, der bremser vandudskiftningen i den dybe inderfjord.
Ikke et ord om opdrætslaksenes øvrige skadevirkninger på vandmiljø og vildlaks.
Danmark skal være en af de førende nationer inden for grøn omstilling af fiskeri og akvakultur. Det besluttede SMV-regeringen allerede i forgangne sommer.
Nu åbnes der for tre tilskudsordninger på samlet 138,3 mio. kroner, som skal støtte udviklingen og udbredelsen af grønne løsninger i dansk fiskeri og akvakultur. Pengene kommer fra det danske EU-program for Hav-, Fiskeri- og Akvakultur (EHFAF)
Udslippet af drivhusgasser inden for fiskerisektoren kan nedbringes markant, når diesel og olie erstattes af nul- og lav-emissionsløsninger som el- og hybridmotorer. Tilsvarende er der på akvakulturområdet potentiale for at udvikle miljø- og klimaforbedrende løsninger, der kan styrke en ressourceeffektiv akvakulturproduktion. Mener altså regeringen.
De nye grønne løsninger skal hjælpe med til, at Danmark når i mål med at reducere sine CO2-udledninger med 70 pct. frem mod 2030. De skal samtidig sikre, at Danmark bliver blandt de førende nationer inden for grøn omstilling af fiskeri og akvakultur.
”Dansk fiskeri står lige nu over for en række store udfordringer bl.a. i kølvandet på brexit og med ændrede fiskebestande. Samtidig lever vi i en tid, hvor der både stilles store krav og er store forventninger til at udvikle nye grønne løsninger, der kan reducere klimaaftryk og miljøpåvirkning, inden for stort set alle brancher.
Jeg oplever et fiskerierhverv med stor villighed til at sætte en ny og grønnere retning for dansk fiskeri. Derfor er jeg også glad for, at vi med de grønne tilskudsmidler på samlet 138,3 mio. kroner nu kan skabe nye bæredygtige løsninger for både fiskeri- og akvakulturerhvervet, som kan rykke det i en mere klimavenlig retning.”
Fødevareminister Jacob Jensen (V)
Såvidt minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen fra Venstre. Han har selv en fortid som flerårigt lønnet bestyrelsesmedlem hos Danmarks mest forurenende havbrug, japanskejede Musholm.
Jacob Jensen (V) har således personligt ydet sit til, at de indre danske farvande i dag gisper efter vejret med algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød til følge.
De 138 millioner nye tilskudskroner skal bruges til nedenstående tre grupper af konkrete indsatsområder, som det så fint hedder i moderne tilskudssprog. Jeg noterer mig, at der desværre ikke er nævneværdigt fokus på miljøet i de tre nye puljer:
84,6 mio. kroner er afsat til grøn omstilling af fiskeriet
Den grønne omstilling af fiskeriet skal ske sammen med fiskerierhvervet. Derfor afsættes der midler til udvikling og afprøvning af grønne teknologier, som kan reducere CO2-udledningerne fra fiskerierhvervet. Der er fokus på, at erhvervet er en del af løsningen, så der udvikles teknologi, som kan anvendes i et miljø- og klimamæssigt og økonomisk bæredygtigt fiskeri fremover.
Herudover gives der mulighed for at undersøge, om der kan fiskes efter nye arter, eksempelvis fjæsing. Det vil også være muligt at støtte udvikling af nye metoder til at sikre kvalitet af fangsten, så fiskeriet fortsat kan betale sig.
32,7 mio. kroner er afsat til udvikling af grøn omstilling af akvakultur
For at gå forrest i den grønne omstilling af akvakulturerhvervet er der behov for mere viden og udvikling af miljø- og klimaforbedrende løsninger. Udviklingen af nye grønne teknologier skal bidrage til omstillingen af den danske akvakultursektor, der også i fremtiden skal være førende inden for opdræt af fisk og skaldyr.
Derudover spiller tangproduktion en vigtig rolle i den grønne omstilling. Derfor øremærkes 5,1 mio. kr. til udvikling af erhvervsmæssig tangproduktion, eksempelvis dyrkning af nye tangarter.
21 mio. kroner er afsat til investeringer i grøn omstilling af akvakultur
Udbredelsen af recirkuleringsteknologi i landbaseret akvakultur spiller en betydelig rolle for at rykke branchen i en grønnere retning. Men med udbredelsen af recirkuleringsteknologi følger også et højere energibehov og dermed en risiko for en negativ klimapåvirkning.
For at reducere akvakulturerhvervets klimaaftryk og udledning af kvælstof, fosfor og organisk materiale kan landbaseret akvakultur derfor søge om tilskud til investeringer i renseteknologi og klimaløsninger.
Det skal blive spændende at se, hvor mange af de 138 millioner tilskudskroner der reelt resulterer i en grønnere dansk akvakultur og et mere skånsomt dansk fiskeri. Midler af denne slags har det med at forsvinde helt – kamufleret som erhvervstilskud til mere eller mindre fantasifulde projekter. Uden krav om synlige resultater.
– Hvad har disse to tilsyneladende helt uafhængige ting nu med hinanden at gøre?
Well, under den netop overståede stormflod kunne man i katastrofenyhederne på TV2 News høre følgende, da en fotograf og reporter var på besøg hos en 87-årig kvinde, der bor alene ned til Faaborg havn.
Vandstanden steg faretruende, og vandet var allerede begyndt at løbe ind i boligen. Journalisten spurgte da en af de fremmødte sønner til den 87-årige beboer, hvordan det dog skulle gå hende fremover. Sønnens svar kom prompte:
– Min mor er heldigvis gammel nok til at klare sig selv!
Sagt med et glimt i øjet, men også et strejf af alvor. I disse år er vi jo alle vidne til, at omsorgen for vore ældre, som har opbygget det nuværende samfund, bare bliver ringere og ringere. Den har for længst passeret smertegrænsen og er nu langt under lavmålet for et samfund, der ynder at smykke sig med ordet “velfærd”.
Trioen Frederiksen, Løkke og Ellemann satser åbenbart på, at ældre beboere fremover skal klare sig selv. Også under en stormflod. Ellers kan der jo ikke blive råd til deres egne ministerpensioner. Det kan vi vel forstå?
De ældre må så sejle deres egen sø.
Det er de jo gamle nok til…
Bananrepublik Danmark
Den nuværende havdød i de indre danske farvande er absolut ingen nyhed. Den er Yesterday’s News.
Stiig Markager er i dag professor og forsker på Institut for Ecoscience ved Aarhus Universitet.Helt tilbage i 2002 advarede en ung Markager på TV2 om den igangværende udvikling frem mod dagens iltsvind, bundvendinger og fiskedød. Forårsaget af landbruget.
Der er gået tyve år siden da, og det danske havmiljø har det ringere end nogensinde. Stiig Markager selv er i dag både forbløffet, skuffet og uforstående over for udviklingen, han ser som manglende politisk vilje på området. Særligt landbrugspartiet Venstre bærer et ansvar, mener han:
“Vi har kendt til problemet med kvælstof fra landbruget siden 1980’erne, og vi har ikke formået at gøre noget effektivt ved det.
Det er, fordi landbruget ejer landet, de ejer Venstre, og de har siddet i regeringen i årtier og forhindret, at der bliver gjort noget ved det.”
Ikke et ord om interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug, der gennem årene har gjort alt til at forhale en positiv udvikling for vandmiljøet. Til egen økonomisk fordel. Deraf det bæredygtige i navnet. Ikke for miljøet.
Det var således Bæredygtigt Landbrug, der dikterede ordlyden i Landbrugspakken for daværende fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), som i 2016 fremlagde den ulyksalige pakke for et borgerligt domineret Folketing.
Det var efterfølgende også Bæredygtigt Landbrug, der trak Stiig Markager i retten og anklagede ham for at bringe urigtige oplysninger om Landbrugspakken og dennes effekt på vandmiljøet.En sag, som Bæredygtigt Landbrug tabte med et brag.
Samme interesseorganisation kan dog glæde sig over, at Venstres Jacob Ellemann netop har foreslået en klimaafgift til landbruget udsat igen-igen og endnu engang. Det var som bekendt selvsamme Ellemann, der i 2016 fik æren at præsentere den famøse Landbrugspakke i Folketinget.
Dagbladet Politiken kritiserer nu Ellemann for “at opfinde en ny syltekrukke til landbruget, som skal redde regeringen frem for miljøet.”
Dette i form af en såkaldt “grøn trepartsaftale”, der først skal levere et konkret udspil om endnu et halvt års tid. Og det til trods for, at tænketanken Concito netop har udregnet, at en drivhusafgift på landbruget kun vil koste en typisk familie 135 kroner ekstra om året.
Det vækker mindelser om en generalforsamling i en sønderjysk fiskeklub for snart mange år siden. Der var fremsat forslag til en kontingentstigning, som svarede til prisen på en pakke cigaretter. Tyve styk, ganske vist. Men alligevel.
Den 13. september i år stod ulven på programmet hos Europa-Parlamentet i Bruxelles. Da skulle dens status og fremtid nemlig diskuteres.
Ulvens genkomst og/eller fremgang i flere lande har vakt stor debat flere steder. – For hvor mange ulve er der plads til? Hvor skal de leve, og hvor mange vil vi mennesker overhovedet acceptere? Diskussionen blussede op efter nedenstående småt kryptiske indlæg fra EU-Kommissionen på platformen X – formerly known as Twitter:
“Koncentrationen af ulvekobler er blevet til fare for husdyr og potentielt for mennesker. Vi opfordrer lokale og nationale myndigheder til at handle, hvor det er nødvendigt.”
EU-Kommissionen
– Hvad var det mon lige, EU-Kommissionen ville med den udtalelse?
Nu er det ingen hemmelighed, at EU-Kommissionen repræsenterer de gamle erhvervsinteresser. EU-Parlamentet derimod er mere visionært og gerne ser nye strategier implementeret. De to instanser clasher derfor regelmæssigt, hvilket besværliggør aktiv handling på akutte problemer.
Forbudet mod glyphosat er blot det seneste eksempel, hvor EU-Parlamentet mener ét, mens EU-Kommissionen mener noget helt andet. Og intet efterfølgende sker.
Det er ingen hemmelighed, at ulve og mennesker har det med hinanden, som EU-Kommissionen og EU-Parlamentet har det. Det er heller ingen hemmelighed, at ulve æder får, som er i menneskers varetægt. At ulve og mennesker derfor konkurrerer om de samme får.
Statistikker er altid interessante at studere. De viser i dette tilfælde, at ingen mennesker er blevet dræbt af ulve i det sidste halve århundrede. Trods op mod 20.000 ulve spredt ud over hele EU. Der har blot været fem tilfælde af ulvebid fra 2002 til 2020 – de fleste tilsyneladende provokeret eller forårsaget af sygdom.
Op mod 80% af ulvebiddene skyldes således hunde med hundegalskab og har ofte fundet sted nær åbne lossepladser, der uundgåeligt tiltrækker sultne rovdyr af enhver art.
I Danmark, hvor åbne lossepladser ikke er normen, er det landbrugets får, der står for skud. Fårene, som har ulvenes primære interesse. I 2022 blev der ifølge organisationen Verdens Skove slagtet 65.000 danske får.
Undervejs var blot 147 får dokumenteret dræbt af danske ulve, hvilket udløste en erstatning til ejerne på 381.155 kroner. Det er kr. 2.593,- pr. får. Uden omkostninger til slagtning.
Tidligere har Naturstyrelsen dokumenteret, at der stort set aldrig finder ulveangreb sted, hvor fårene er indhegnet efter gældende regler og anbefalinger. Altså med hegn, der er opstillet efter forskrifterne. Hegn, der løbende efterses og vedligeholdes. Det er ofte netop vedligeholdelsen, det halter med. En svigtende vedligeholdelse, som tillader ulvene at komme ind til fårene.
“Når man samtidig kan konkludere, at risikoen for at blive dræbt af en ulv i EU er forsvindende lille, burde der naturligvis være plads til både vilde planteædere og deres rovdyr.
Det gælder selvfølgelig også i Danmark, hvor vi bør være stolte af, at ulven er genindvandret, og ligesom i Europas andre tætbefolkede lande bør gøre os umage for at finde plads til ulven og afhjælpe de konflikter, der må følge med.”
Verdens Skove
Ifølge EU’s allerede vedtagne Biodiversitetsstrategi er der krav om, at 30 procent af EU’s areal fremover skal være beskyttet natur. Heraf skal 10 procent være strengt beskyttet natur. Der burde således være plads til ulven i Europa og Danmark.
Det bør også være tilfældet blandt EU-Kommissionens bagstræberiske medlemmer, der samtidig og lige nu vil have sprøjtegiften Roundup med aktivstoffet glyphosat godkendt i yderligere ti år.
Sådan kunne en vejrudsigt fra Monrad og Rislund have lydt for år tilbage, hvor Frost var noget fra sportens verden. Faktum er i hvert fald, at den gennemsnitlige overfladetemperatur i verdenshavene har passeret 21 grader Celsius.
Det skete den 14. marts i år og er den højeste temperatur, som er målt af den nordamerikanske vejrtjeneste NOAA siden 1981. Efter otte år i træk med varmere klima end tidligere.
Nu er 21 grader jo i sig selv ikke noget magisk tal. Men det skal ses i lyset af, at vejrfænomenet La Niña i Stillehavet har været dominerende siden 2016. Et fænomen, der typisk er associeret med et køligere klima.
Vi ved dog og har solidt historisk belæg for, at den kolde La Niña regelmæssigt veksler med den varme El Niño. Vi må derfor regne med, at en varmere havstrøm snart igen vil indfinde sig og hæve lufttemperaturen yderligere.
Vi ved også, at havet typisk evner at optage størsteparten af den varme, vi producerer, samt det meste af den CO2, vi udleder. At havet således er vor ven i disse klimakrisetider.
Det er desværre også en kendsgerning, at havets evne til at optage varme og kuldioxid falder, når dets egen temperatur stiger. Den globale opvarmning bliver på denne måde selvforstærkende.
Når lufttemperaturen stiger, opvarmes vandet. Og når vandet opvarmes, udvider det sig, så vandstanden stiger. Samtidig falder dets evne til at indeholde ilt.
Skulle vejrfænomenet El Niño vende tilbage, som det jo har gjort i de seneste flere år, da kan den globale opvarmning nå hidtil usete højder og hastigheder.
Vi har oplevet en temperaturstigning på 0,5 grader per årti de sidste 30 år. I alt 1,5 grader. Og intet ser ud til, at denne udvikling vil ændre sig.
Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, har derfor regnet lidt på tallene og er kommet til følgende dystre fremtidsudsigter for klimaet i Danmark. Der er tale om estimater gældende for perioden 2070 til 2100.
DMI regner i prognosen med, at vi vil få fra 30 til 70 procent flere skybrud end hidtil. Den forgangne sommer var varm og endte landet over med flere skybrud af den problematiske slags, hvor afløb ikke kan følge med nedbøren.
Grænsen mellem kraftig regn og decideret skybrud er arbitrært sat til regnvejr, der giver mere end 15 mm nedbør inden for 30 minutter. Skybrud kan give lokale oversvømmelser, der risikerer at underminere udsatte bygninger og veje. Jorden kan skride sammen under dem.
Senest så vi det i Sverige, hvor det gik ud over E6 motorvejen nord for Göteborg. Et område på 200 gange 700 meter blev efter et skybrud ramt af et stort jordskred, som fik fire biler og en bus til at køre af vejen og ned i jordskredshullet.
DMI forudser ligeledes, at stormfloder vil blive fra 7 til 40 gange hyppigere. Det forventes, at stormflodshøjderne vil stige omtrent lige så meget som middelvandstanden, der jo stiger løbende med de stigende temperaturer. Det, vi i dag betegner som en 20-års hændelse, vil kunne indtræffe flere gange om året.
Endelig forudser DMI, at vi vil opleve 1,5 til 4,5 gange flere hedebølgedage. Helt enkelt som følgen af den stigende middeltemperatur. Vi kalder det i dag en hedebølge, når middeltemperaturen målt over tre dage overstiger 28 grader Celsius.
Det bliver således varmere både til lands og til vands, hvorfor der er god grund til at finde såvel korte bukser som badebukser frem i de kommende år.
Jo varmere vandet er, desto mindre ilt kan det indeholde. Med en stigende vandtemperatur må vi derfor også belave os på flere iltsvind. Og da vandet samtidig udvider sig med varmen, stiger også havene. Også algevæksten stiger med vandtemperaturen.
“Stormfloden er en forsmag på fremtidens klima”, skriver Dagbladet Politiken.
Den megen debat om det døende eller allerede døde danske havmiljø har for alvor bragt dansk landbrug i defensiven. Trængt op i en krog melder Axelborg ikke overraskende ud, at det også er de andres skyld.
Dels er der den massive forurening fra de øvrige lande langs Østersøen. Vand, der jo passerer op gennem de danske sunde og bælter på dets vej mod Kattegat og Nordsøen. Og dels er der overløbsvand fra mange rensningsanlæg landet over.
Begge dele bruger landbruget nu til at bortforklare den katastrofale situation i de indre danske farvande. Og til at kræver yderligere undersøgelser, som kan trække pinen yderligere ud. Selvransagelse er i den forbindelse et ukendt begreb.
Man har til lejligheden taget de helt store skyklapper på og ignorerer totalt den kendsgerning, at dansk landbrug ifølge Miljøstyrelsen står for 70% af den samlede forurening med kvælstof. I de indre fjordområder endda op mod 100%.
Mens det øvrige danske samfund har brugt millliarder af skattekroner på at nedbringe udledningen af kvælstof og fosfor, har landbruget ligget i dvale de sidste ti år. Det viser DCE’s seneste rapport med al ønskelig tydelighed.
Det samme gør konklusionen fra et internationalt ekspertpanel, hvis opgave var at levere en såkaldt “second opinion” af situationen for det danske vandmiljø. Efterspurgt af netop dansk landbrug, der i ramme alvor troede, at internationale eksperter ville frikende netop landbruget for ansvaret.
Det gjorde de imidlertid ikke. Ekspertpanelets konklusion dokumenterede ikke kun, hvor skidt det står til med vandmiljøet. Og hvor lidt dansk landbrug har gjort for at afhjælpe situationen. Den gjorde det også lysende klart, hvor langt dansk landbrug er fra virkeligheden. Og hvor lidt ansvar for den nuværende situation, man vil påtage sig. De 70% til trods.
Dansk Landbrug har stort set ikke reduceret sin udledning af kvælstof i de forgangne ti år, selv om det nu for alvor presser på med tiden. Inden 2028 skal Danmark ifølge EU’s Vandrammedirektiv have leveret et vandmiljø i “god økologisk tilstand”. Hvilket naturligvis ikke kommer til at ske. Den chance er forspildt.
I stedet valgte dansk landbrug med Venstres Lars Løkke i spidsen at give sig selv en tidlig julegave af de større – i form af Landbrugspakken, der kom til verden i 2016. En gavebod, der tillod landbruget af skrue op for gødningen og den efterfølgende udledning til vandmiljøet. Mod diverse kompenserede, men desværre aldeles virkningsløse tiltag, der skulle ske ad frivillighedens vej.
Derfor har en række grønne danske organisationer senest følt sig nødsaget til at klage til EU-Kommissionen over den manglende danske indsats for vandmiljøet. Den, der nu har resulteret i slimet fedtemøg, brunt badevand, iltsvind og fiskedød.
Hvis du har fulgt med i forårets lokaldebat om jordrensning generelt og Nordic Waste ved Randers specielt, så vil du vide, at sidstnævnte bogstavelig talt er en kolos på lerfødder.
Hele anlægget er placeret på en plastisk lermembran, der er notorisk ustabil. Allerede nu er bygninger på fabriksgrunden begyndt at skride. Og en høj skorsten måtte senest rives ned, inden den væltede helt af sig selv.
Fra flere sider er det påtalt, at der er overhængende risiko for yderligere udslip fra Nordic Waste – i form af jordskred med efterfølgende udslip af forurenet vand fra fabrikken. Dette vand vil ende direkte i Alling Å, inden det fortsætter ud i først Grund Fjord og siden Randers Fjord.
Herefter vil spildevandet til sidst ende i Naturpark Randers Fjord for endelig at blande sig med vandet i det i forvejen hårdt belastede Kattegat.
Har du fulgt lidt med i den dugfriske svenske presse, så vil du vide, at et stort jordskred sidst i september trak tæppet væk under store dele af den svenske E6 motorvej i Stenungssund Kommune.
Et område på 200 gange 700 meter blev ramt af et stort jordskred, som fik fire biler og en bus til at køre af vejen og ned i jordskredshullet. Tre mennesker måtte efterfølgende på hospitalet.
– Min vurdering er, at genopbygningsarbejdet og konsekvenserne af skredet i Stenungsund kan koste mellem et antal hundrede millioner og op til nogle milliarder i betragtning af alle eventuelle følgeeffekter.
Ekspert til nyhedsbureauet TT
Fælles for både jordforbedringsanlægget i Randers Kommune i Østjylland og E6 motorvejen i Stenungssund Kommune nord for Göteborg er, at de lokale myndigheder skam var blevet advaret om risikoen for jordskred. Endda flere år i forvejen. Alligevel fortsatte man med aktiviteterne, der mirakuløst nok ikke har kostet menneskeliv.
I Sverige fortsatte man med byggeriet, hvilket undergrunden i Stenungssund Kommune ikke kunne holde til. Et helt Burger King kompleks blev således skadet under jordskredet. Og i Randers har man ikke ønsket at undersøge, om der er sket yderligere udslip fra Nordic Waste efter sommerens voldsomme skybrud.
Imens fortsætter lastvognstog efter lastvognstog med at deponere tonsvis af hvidt materiale af ukendt sammensætning fra ikke mindst Aalborg Portland på den lerede fabriksgrund nær Ølst Bakker. Det er efter sigende et restprodukt fra cementproduktionen, der skal bruges til at stabilisere den ustabile undergrund med.
Geologer advarer om, at de tunge lastvognstog risikerer at belaste den plastiske undergrund kritisk meget – med risiko for efterfølgende jordskred. De advarer også om, at plastiske membraner netop kan danne revner og sprækker gennem jordlagenes bevægelser – med risiko for læk til omgivelserne.
Det sidste ord er derfor næppe sagt i sagen om Nordic Waste og overløb eller lækage af forurenet vand til Alling Å og Grund Fjord. En ustabil lermembran som i Ølst Bakker er desværre ingen garanti for tæthed.
Vort døde eller i hvert fald døende hav har i de forgangne uger fået al den opmærksomhed, det skulle have haft i de sidste godt tyve år. Medierne har stået i kø for at dække det, de selv helt havde glemt at dække i samme tidsrum.
Forskere og fiskere har i de forgangne år og specielt siden den skandaleramte Landbrugspakke i 2016 forgæves søgt at få pressen til at dække den økologiske katastrofe, som vi hele tiden har vidst var under opsejling under havoverfladen.
Professor Stiig Markager var allerede i 2002 ude med advarsler på TV2, men ingen tog dem dengang alvorligt. I hvert fald ingen ansvarlige politikere, for der var åbenbart ingen. Man slog sig til tåls med, at sådan var det åbenbart i et landbrugsland som Danmark. Også hvis man selv var i opposition til landbrugsregeringen.
To udsendelser på TV stikker ud fra mængden, væsensforskellige i både form og indhold. Den ene var et sikkert velment KaosTV med Clement, hvor et hav af forskellige mennesker og organisationer tumlede rundt på scenen og skiftede plads, som var det Blå eller Rød Stue på udflugt med børnehaven. Helt uden pædagoger.
Det faglige indhold var meget svært at få øje på i al virakken, hvor miljøminister Magnus Heunicke på et tidspunkt blev placeret tæt sammen med sine forbundsfæller i fødevareministeriet og landbruget.
Det kom der ikke noget godt ud af. Miljøets Magnus lignede flere gange en pryglet hund, når fødevareminister Jacob Jensen svingede krabasken og totalt ignorerede Clements nærgående spørgsmål.
Jacob Jensen gentog for gud ved hvilken gang, at landbruget skam gør, hvad de kan og skal for miljøet. Clement måtte til sidst opgive at få blot et enkelt konkret svar fra fødevareministeren, der klappede i som en fladøsters under en bundvending.
Miljøministerens kropssprog fortalte med al uønsket tydelighed, hvem der havde bukserne på i den debat og den regering. Og hvem der rystede i sine. Det så ikke kønt ud og varsler ilde for fremtiden og vandmiljøet.
Til alt held lykkedes det præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, at brænde igennem på KaosTV. Det gjorde hun med et stjerneklart budskab om, at det bagstræberiske danske landbrug stort set har hele skylden.
Hun har selv oplevet at blive budt op til dans og inviteret til kaffe på Axelborg. Et initiativ, der set i bakspejlet blot skulle trække tiden yderligere ud.
Det var således ikke meget, der kom ud af Debatten på DR med Clement Kjersgaard. Det var populistisk KaosTV, når det er værst. Fjolleflimmer også kaldet.
Ind imellem glemte man næsten helt emnet i al virakken omkring deltagerne, der blev flyttet rundt fra podie til podie i én uendelighed. Det mindede mest af alt om en kinesisk brandøvelse uden vand.
Ærgerligt med et så vigtigt emne som vort døende hav, der ifølge fagfolk som Stiig Markager nu skal bruge mindst 20-30 år på at vende tilbage til livet – hvis det altså lykkes at få vendt skuden lige nu. Hvad intet ser ud til.
Al ære og respekt for Clement Kjersgaard, som desværre ikke lykkedes med at få noget som helst ud af fødevareminister Jacob Jensen. Landbrugets minister og selv landmand klappede i som en blåmusling under et iltsvind.
Jacob Jensen havde ellers lagt hårdt ud og fjernede som en af sine allerførste ministergerninger netop det forbud mod trawlfiskeri, som den foregående regering ellers havde vedtaget. Et forbud, som skulle have reddet havbunden for yderligere ødelæggelser.
Lykkedes det ikke Clement at nå igennem laget af spin omkring landbruget, så var der anderledes både faglig og saglig saft og kraft i DR’s Deadline. Her havde man klogeligt skåret antallet af deltagere ned fra en folkefest og til to nøglepersoner, der blev på samme plads under hele udsendelsen.
Studievært Astrid Berg havde forberedt sig grundigt på sit emne. Altid en fornøjelse, når en dygtig journalist gider gå i dybden med sit stof. Og derfor evner at stille de rigtige spørgsmål.
De to gæster i studiet var professor Stiig Markager fra Aarhus Universitet, der for mere end tyve år siden advarede om udviklingen mod permanente iltsvind. Og Anders Panum Jensen, der er miljødirektør i Landbrug og Fødevarer.
To modsat rettede personer, der repræsenterer hver sin side af miljødebatten. Begge blev udspurgt sagligt af studieværten, og begge fik lov til at tale ud i programmet.
Anbefales på det kraftigste, hvis man ikke er til KaosTV, men i stedet ønsker sober information om alvorlige emner.
Webmediet Altinget har lavet en fornem opsummering af 20 års politisk laissez-faire omkring det danske vandmiljø. Vi har hele tiden vidst, at vi var på vej mod afgrunden. Vi har bare været flintrende ligeglade.
Heldigvis for landbruget har Lars Løkke og Venstre siddet tungt på magten i 14 af de 20 forgangne år og undervejs behændigt obstrueret ethvert miljøforbedrende tiltag eller forsøg på samme. Det ses og mærkes i dag.
Ja, Blå Blok lancerede sågar i 2016 en skandaleramt Landbrugspakke, der tillod landmændene at bruge endnu mere gødning end hidtil. En pakke, som den da nyvalgte Jacob Ellemann fik æren af at lancere.
Vi ligger således, som vi har redt. Med de politikere, vi selv har valgt.
Løkke og Ellemann udgør i dag to tredjedele af regeringen, som ikke ser ud til at ville gøre noget for miljøet. Med mindre EU tvinger dem til det og truer med træk i landbrugsstøtten.
Dansk Landbrug står i dag for 70% af den samlede kvælstofudledning til danske farvande. Dette ifølge Miljøstyrelsen.
Mette Frederiksen har haft mere travlt med at sænke klimaafgiften for landets største klimasynder, Aalborg Portland, i hendes egen nordjyske valgkreds. End med at redde resterne af det danske vandmiljø.
Havets selvudnævnte Minister har allersenest kastet forklædningen og taget en helt ny kappe på. Magnus Heunicke er nu sprunget ud som Mr. Monsanto, der vil give sprøjtegiften glyphosat ti år mere i det danske vandmiljø.
– Alternativerne er værre, lyder (bort)forklaringen fra Havets Minister.
Monsanto er navnet på den amerikanske kemigigant, der oprindelig udviklede aktivstoffet glyphosat og siden med stort held markedsførte det i sprøjtegiften RoundUp. Verdens suverænt mest solgte pesticid. Monsanto blev overtaget af tyske Bayer i 2018.
Efter os kommer syndfloden desværre ikke længere. Den er her allerede.
Dansk Landbrug er vant til bare at hæve ved kasse 1. Omkring syv milliarder kroner årligt i landbrugstilskud fra EU. Plus alt det løse. Det er i snit mere end 600.000 kroner i årlig støtte til hvert enkelt fuldtidslandbrug. Penge, der bare ruller ind på kontoen.
Dansk Landbrug er således vant til at være på støtten og kan ikke klare sig selv. De skal derfor kompenseres for hvert enkelt lille tiltag, samfundet måtte kræve af dem. Og de er bestemt ikke hverken vant til eller indstillet på at skulle yde noget den anden vej for de mange milliarder støttekroner.
Det kom derfor som et chok for mange landmænd, da en af deres egne – i hvert fald indtil nu – pludselig gik til pressen med en udmelding om, at landbruget naturligvis skal betale for deres bidrag til den verserende klimakrise.
Bestyrtelsen opstod, da tidligere uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) gik i rette med en række af sine partifæller. Ahlers er nemlig stadig medlem af Venstre, selv om han forlod politik, da partiet mistede magten og kom i opposition under Røde Mettes regime. Og meldingen fra ham var ikke til at tage fejl af:
– For mig at se er en CO2-afgift en helt central del af Venstres klimapolitik, og den bliver der så sat spørgsmålstegn ved nu, sagde Tommy Ahlers til Dagbladet Politiken.
Dette er i klar modstrid med den ellers fremherskende holdning i Venstre. Her er det naturligvis som altid forbrugerne, der må til pungen, hvis noget koster. Ikke landbrugerne, der skal betale for egen forurening og klimabelastning. Jævnfør Landbrugets Forsvarsværker.
Det er i hvert fald meldingen fra ronkedorer som folketingsmedlem Erling Bonnesen (V), medlem af EU-Parlamentet Asger Christensen (V) og veteranen Peter Gæmelke.
Tommy Ahlers, som jo både har ministererfaring og selv er en succesrig iværksætter, mener derimod, at en CO2-afgift på landbruget vil fremme den uomgængelige omstilling af dansk landbrug. At en sådan afgift i sidste ende vil være til gavn for såvel landbruget selv som det øvrige samfund.
I moderne fiskeriforvaltning skelnes der tydeligt mellem vildfisk, som er født og opvokset i naturen. Og så tamfisk, der er opdrættet i fangenskab før udsætning.
Grunden til denne klare sondring er den simple kendsgerning, at vildfisk bare er bedre egnet til at klare sig ude i naturen – langt bedre end tamfisk, som ikke er klar til mødet med rovdyr og rovfisk. Som derfor bliver et let bytte for skarver, fiskehejrer, sæler og andre rovdyr.
Debatten har ofte et snært af religiøsitet i sig. I nogle tilfælde er det mest af alt er en trossag, hvori forskellen mellem vildfisk og tamfisk egentlig ligger. For efterhånden er der ikke mange ørreder og laks tilbage, som er helt “autentiske” – som har en stamtavle gående helt tilbage til tiden efter sidste istid, hvor fiskene indvandrede.
De fleste bestande er gennem årene blevet blandet godt op, inden man i Vilhjelm-rapporten slog fast, at der i videst muligt omfang skal satses på oprindelige bestande. Og at man samtidig skal tilstræbe etablering af selvreproducerende bestande, som ikke behøver støtteudsætninger.
I teorien lyder det jo godt og rigtigt. I praksis er det imidlertid sjældent sådan, det forholder sig. Vi har i stedet set, hvordan et forringet vandmiljø og en øget prædation fra ofte nye prædatorer kan stikke en kæp i hjulet på den naturlige reproduktion.
Den kendsgerning nødvendiggør så løbende støtteudsætninger, hvis der også fremover skal være fisk at fange.
Der er ofte stillet spørgsmålstegn ved, om der virkelig er så stor en forskel på vildfisk og tamfisk.
Det er derfor yderst prisværdigt, at amerikanske “Fisheries Management and Ecology” netop har publiceret resultatet af en omfattende litteratursøgning på netop dette emne: Hvordan interagerer vildfisk og tamfisk med hinanden i naturen?
Analysen omfattede 206 videnskabelige publikationer fra perioden 1970-2021. 83% af disse undersøgelser kunne berette om negative eller delvis negative effekter fra udsætning af opdrættede tamfisk.
Kun 3% af undersøgelserne kunne berette om positive effekter fra udsætning af opdrættede tamfisk. Og disse stammede fortrinsvis fra projekter, hvor man havde reintroduceret udryddede eller stærkt reducerede fiskebestande. Hvor enhver ny fisk naturligvis var bedre end ingenting og derfor talte positivt. Uanset herkomst.
Blandt de negative effekter ved brugen af tamfisk var ikke overraskende en uønsket opblanding eller “fortynding” af de oprindelige gener, der jo har tilpasset vildfiskene optimalt til deres naturlige omgivelser, i årene siden sidste istid.
Undersøgelsens klare konklusion er således, at vildfisk altid er bedre egnede end tamfisk. Hvis man altså har eller kan skaffe dem.
Hvis du har undret dig over, hvordan Danmark kan få råd til at donere næsten alle sine F-16 fly til Ukraine, så er du ikke alene. Der er dog en god forklaring:
Dels var vi alligevel i færd med at udfase vore gamle F-16 fly, som skal udskiftes med hypermoderne state-of-the-art F-35 fly. Kampfly af en helt anden liga og prisklasse.
Og dels vil der være hel eller delvis refusion fra EU, som primært yder militær støtte til Ukraine gennem Den Europæiske Fredsfacilitet.Det sker typisk i mindre portioner af 500 millioner euro, svarende til omkring 3,7 milliarder kroner. Det skal sættes i relation til den ene milliard, Danmark hidtil har givet til Ukraine.
Hvis du også har undret dig over, hvorfor Holland vil donere ikke færre end 42 F-16 fly til Ukraine, mere end dobbelt så mange som Danmark, så er du heller ikke alene.Men også her er der en rigtig god forklaring – selv om hollænderne officielt ikke vil være ved det eller den:
Måske husker du det malaysiske passagerfly MH-17, der blev skudt ned over Ukraine i 2014, hvor den nuværende krig med Rusland endnu kun var i sin vorden. Hvor Rusland netop havde annekteret Krim halvøen. Såvel efterretningstjenester som officielle undersøgelser konkluderede dengang hurtigt, at det var prorussiske enheder, der stod bag nedskydningen.
Den skete nemlig fra det russisk besatte Donetsk med et russisk Buk jord-til-luft missil. Sprængstykker af Buk-missilet mellem vragresterne fra det nedskudte passagerfly kunne russerne ikke tale sig fra.
Alle 283 passagerer og 15 besætningsmedlemmer blev dræbt ved nedskydningen, heraf 80 børn. Af de omkomne var 196 fra Holland, 43 fra Malaysia og 38 fra Australien. Dette ifølge The Guardian.
Rusland afviste efterfølgende enhver form for medvirken til nedskydningen, men det anvendte missilsystem blev i al hast fjernet fra Ukraine og transporteret tilbage til Rusland. Dets rute er udførligt kortlagt og beskrevet af myndighederne. Den efterfølgende retssag varede 32 måneder og foregik tæt på Schiphol-lufthavnen, hvorfra MH-17 var lettet.
Nedskydningen skete over en russisk-kontrolleret del af Ukraine, hvilket der i dommen blev lagt stor vægt på. Mistanken samlede sig hurtigt om tre navngivne russere og en ukrainsk separatist, hvoraf de to russere og den ene ukrainer i november 2022 blev kendt skyldige i mord på samtlige ombordværende. Den tredje russer blev frikendt på grund af manglende beviser.
Ingen af de anklagede var selv til stede under retssagen. Alle blev derfor dømt in absentia og til at betale mere end 16 millioner Euro i erstatning til de efterladte. Det er dog yderst tvivlsomt, om de dømte nogensinde kommer i fængsel eller erstatningen kommer til udbetaling. Rusland har ikke tilbudt at hjælpe, og de dømte er over alle bjerge.
Holland har derfor et stort horn i siden på Rusland, hvilket kan forklare i hvert fald nogle af de 42 F-16 fly, der nu er på vej til Ukraine – from Holland without Love.
Australien og Malaysia er forståeligt nok heller ikke blandt Ruslands nære venner.
Rusland har i det hele taget svært ved at begå sig i internationale sammenhænge.
Det nedskudte MH-17 fra Malaysia er bare ét eksempel. Den russiske invasion af Ukraine med soldater og den ligeledes russiske invasion af Norge med fremmede pukkellaks er to andre eksempler på dårligt naboskab.
De mange pukkellaks skyldes russiske udsætninger i Hvidehavet. Tilsyneladende trives de indførte russiske stillehavslaks endog meget godt i Atlanterhavet. Så godt, at kønsmodne pukkellaks i tusindvis nu hver sommer invaderer elve i Nordnorge.
Pukkellaksen er invasiv og ikke naturligt hjemmehørende. Dertil en farlig konkurrent til den i forvejen truede norske atlanterhavslaks. Dette ikke mindst på grund af det store antal, som pukkellaksen forekommer i – mange gange større end den hjemlige laks.
Pukkellaksen har en naturlig cyklus, som gør, at den er uhyre talrig hvert andet år. I alle ulige år. 2019, 2021 og 2023 var sådanne år, hvor pukkellaksene indfandt sig – tilsyneladende i stedse større antal.
Nordmændene fik med hjælp fra akvakulturen udviklet og opsat fælder, der effektivt kan sortere pukkellaks fra atlanterhavslaks, ørreder og rødinger. Med brug af avanceret ansigtsgenkendelses software fra kinesiske Huawei og brug af kunstig intelligens – AI.
Alene i år er det lykkedes at fange næsten en kvart million invasive pukkellaks. 242.945 for at være helt præcis. Sådan lyder nemlig det officielle fangsttal fra Miljødirektoratet.
Tidligere kasserede man de mange pukkellaks, som kort efter opgangen bliver dårlige spisefisk. De blev kværnet til fiskefoder og minkfoder. I dag fanger og filetterer man de friske pukkellaks og sælger dem siden som spisefisk.
De er mindst lige så gode til konsum som de “kanadiske vildlaks”, man i hvert fald tidligere kunne finde i Brugsens frysedisk. Det var nemlig også pukkellaks med store sorte pletter på halen.
Kanadierne selv bruger dem som hundefoder. Men hvis vi europæere vil importere og servere dem som eksotiske vildlaks, så naturligvis værsgo og velbekomme.
Med flere end 1.000 artikler og langt over 3.000 notitser at vælge imellem på ulnits.dk, kan det hele godt blive lidt uoverskueligt. Man kan naturligvis altid bruge søgefeltet øverst oppe til højre på siden, men hvad nu hvis man ikke lige ved, hvad man skal søge efter – hvad der findes af tilgængeligt på siden?
Jeg har funderet lidt over problemet og er nået frem til en løsning, der gerne skulle gøre det hele lidt mere overskueligt. Hver af de store hovedkategorier vil i den forbindelse altid have en artikel allerøverst, hvoraf fremgår hvilke underkategorier der kan søges i, og hvilke artikler disse indeholder.
Under “Fluefiskeri” drejer det sig i første omgang om nedenstående underkategorier. Jeg kan desværre ikke garantere, at denne katalogisering er fuldstændig eller altid vil være opdateret. Men jeg lover at gøre mit bedste!
NB: Bemærk, at der er mange, mange flere artikler på www.ulnits.dk, end du umiddelbart kan se af oversigterne. Skulle alle de 1.000+ artikler listes, ville det hele blive totalt uoverskueligt.
Brug altid søgefuntionen i øverste højre hjørne, hvis du leder efter noget bestemt.
Med nu flere end 1.000 artikler og langt over 3.000 notitser at vælge imellem på ulnits.dk, kan det hele godt blive lidt uoverskueligt. Man kan naturligvis altid bruge søgefeltet øverst oppe til højre på siden, men hvad nu hvis man ikke lige ved, hvad man skal søge efter – hvad der findes af tilgængeligt på siden?
Jeg har funderet lidt over problemet og er nået frem til en løsning, der gerne skulle gøre det hele lidt mere overskueligt. Hver af de store hovedkategorier vil i den forbindelse altid have en artikel allerøverst, hvoraf fremgår hvilke underkategorier der kan søges i, og hvilke artikler disse indeholder.
Under “Spinnefiskeri” drejer det sig i første omgang om nedenstående underkategorier. Jeg kan desværre ikke garantere, at denne katalogisering er fuldstændig eller altid vil være opdateret. Men jeg lover at gøre mit bedste!
NB: Bemærk, at der er mange, mange flere artikler på www.ulnits.dk, end du umiddelbart kan se af oversigterne. Skulle alle de 1.000+ artikler listes, ville det hele blive totalt uoverskueligt.
Brug altid søgefuntionen i øverste højre hjørne, hvis du leder efter noget bestemt.
Herunder finder du samtlige artikler om spinnefiskeri – og det er mange – listet i kronologisk rækkefølge. Brug søgefunktionen øverst til højre på forsiden, hvis du ikke kan finde det ønskede under hovedmenuen “Småbådsfiskeri“.
Med 1.000+ artikler og langt over 3.000 notitser at vælge imellem på ulnits.dk, kan det hele godt blive lidt uoverskueligt. Man kan naturligvis altid bruge søgefeltet øverst oppe til højre på siden, men hvad nu hvis man ikke lige ved, hvad man skal søge efter – hvad der findes af tilgængeligt på siden?
Jeg har funderet lidt over problemet og er nået frem til en løsning, der gerne skulle gøre det hele lidt mere overskueligt. Hver af de store hovedkategorier vil i den forbindelse altid have en artikel allerøverst, hvoraf fremgår hvilke underkategorier der kan søges i, og hvilke artikler disse indeholder.
Under “Spinnefiskeri” drejer det sig i første omgang om nedenstående underkategorier. Jeg kan desværre ikke garantere, at denne katalogisering er fuldstændig eller altid vil være opdateret. Men jeg lover at gøre mit bedste!
NB: Bemærk, at der er mange, mange flere artikler på www.ulnits.dk, end du umiddelbart kan se af oversigterne. Skulle alle 1.000+ artikler listes, ville det hele blive totalt uoverskueligt.
Brug altid søgefuntionen i øverste højre hjørne, hvis du leder efter noget bestemt.
Herunder finder du samtlige artikler om spinnefiskeri – og det er mange – listet i kronologisk rækkefølge. Brug søgefunktionen øverst til højre på forsiden, hvis du ikke kan finde det ønskede under hovedmenuen “Spinnefiskeri“.
Der mangler fisk i Gudenåen. Danmarks længste vandløb og eneste flod huser ikke de fisk, den gjorde for blot få år siden. Lystfiskerne fanger ingen fisk, og uden fangster ingen fisketurisme.
Vi skal i dette indlæg komme med et bud på, hvordan problemet kan løses. Hvordan der igen kan blive fisk at fiske efter i Gudenåen.
Forklaringen på de manglende fisk skal givet findes flere steder. Dels har vi observeret en øget prædation fra ikke mindst skarver, som i de seneste år for alvor er søgt op i vandløbene. Et problem, der kun bliver større i isvintre.
Vi skal flere hundrede år tilbage i tiden, før de første problemer opstod. Det var datidens vandmøller, som blokerede åerne og stemmede vandet op til mølledrift.
Senere kom de langt større laksegårde til, som spærrede hele åen af og fangede en meget stor del af de laks og havørreder, som var på vej op til gydepladserne.
Siden kom pramdriften til. Den krævede, at de lavvandede stryg i hovedløbet, som ikke mindst laksen benyttede til gydning, blev gravet op og åen uddybet, så de store pramme kunne passere sikkert forbi. Langsomt blev fiskebestandene reduceret.
Gudenåen delt i to
Vi har et meget godt billede af, hvordan Gudenåen så ud. I 1736 satte kong Christian VI nemlig den navnkundige Skipper Anders Gylliam til minutiøst at kortlægge Gudenåen fra Randers til Ry. Undervejs blev et flere meter langt og meget detaljeret “søkort” over Gudenåen udfærdiget.
I 1800-tallet kom jernbanen til og gjorde pramdriften mindre vigtig. Pramdriften blev bragt endeligt til ophør, da Tangeværket blev opført i 1920-24. Gudenåen blevblokeret og stemmet op til det vandkraftmagasin, der i dag kaldes Tange Sø.
Gudenå-laksen, som havde sine vigtigste gydepladser i Gudenåen netop her, blev udryddet. Den mistede adgangen til sine sidste gydepladser, som i dag ligger på bunden af Tange Sø – nu under et metertykt slamlag. Den allersidste Gudenå-laks blev fanget i 1928. Det viser udførlige statistikker.
Bestanden af Gudenå-ørreder blev kun halveret. Ørreden gyder modsat laksen primært i de mindre tilløb til Gudenåen, og den havde efter etableringen af Tangeværket stadig adgang til halvdelen af sine oprindelige gydepladser – i tilløbene nedstrøms Tange Sø.
Kompenserende udsætninger
Der findes den dag i dag ingen naturlig bestand af laks i Gudenåen. De mange laks, der hvert år fanges i åen, skyldes udelukkende kostbare udsætninger.
Laksen er en attraktiv og værdifuld, men vanskelig fisk at have med at gøre. Den fødes i åen, men vokser op i havet. Den drager gerne på langfart – helt op til Grønland for danske laks’ vedkommende. En tur på flere tusinde km.
Havørreden derimod er mere stationær. Den kan ganske vist svømme mange km, men gør det mere kystnært. Og her æder den aktivt, hvilket betyder, at den kan fanges af lokale eller tilrejsende lystfiskere. Gudenå-ørreden kan således fanges i såvel Gudenåen som Randers Fjord og ved kysterne langs Djursland.
Laksen derimod tager ikke føde til sig på vej hjem til Gudenåen. Den lader sig først fange, når den er faldet til ro og har fundet sig en god standplads i Gudenåen, og dem er der ikke mange af på åens nedre løb.
To tredjedele af alle laks fanges derfor oppe ved Bjerringbro, hvilket lokale lystfiskere naturligvis er glade for. Men har man ikke fiskeret heroppe, da fanger man ingen laks. Havørreden derimod kan fanges af alle overalt.
Fiskeplejen
Fiskeriet i Gudenåen og Randers Fjord har siden bygning af Tangeværket været baseret på udsætninger. Dels i form af fisk fra Tangeværkets lovpligtige kompensationsudsætninger – dels fisk opdrættet og bekostet af lokale lystfiskere.
I 1990 blev det obligatoriske statslige fisketegn indført. Millionindtægterne herfra blev i starten brugt til at betale fisk fra de udsætningsplaner, som nu var udfærdiget for lokale vandløb. I tilgift hertil blev der sat mange tusinde fisk ud direkte på kysten, hvilket resulterede i store fangster til lystfiskere landet over.
I 2000 kom så den såkaldte Wilhjelm-rapport, der for første gang definerede “autenticitets-princippet”. Rapporten anbefalede hermed, at der kun måtte udsættes fisk fra avl og opdræt på de lokale vandløb og deres oprindelige stammer af vilde fisk. Bestandene måtte ikke længere blandes.
Samtidig blev der fokuseret på vigtigheden af naturgenopretning i forbindelse med udsætningsarbejdet. Fiskenes naturlige gydepladser skulle genoprettes, hvilket efterfølgende resulterede i anlæg af mange nye gydebanker til laksefiskene.
Masterplanen var, at fiskene på sigt skulle kunne formere sig naturligt, så der ikke længere var behov for kostbare udsætninger.
Millionerne fra fisketegnet
Virkeligheden blev imidlertid en anden. I takt med, at det obligatoriske fisketegn vandt indpas, strømmede millionerne ind. Faktisk var de mange penge i starten et problem, da man ikke kunne nå at bruge dem allesammen. I starten var der samtidig så mange fisk, at der faktisk manglede gydebanker til dem.
Det problem løste imidlertid sig selv. I takt med at millionerne fra fisketegnet rullede ind, blev de livsvigtige udsætninger indskrænket. Der blev fanget avlsfisk til hele Gudenåen i tilløbet Lilleåen, og det gik fint med at skaffe fisk i nogle år.
For ikke så mange år siden begyndte det imidlertid at gå ned ad bakke. Uvist at hvilken årsag udeblev gydefiskene, og det blev pludselig et problem blot at skaffe avlsfisk nok til at opfylde de obligatoriske udsætningsplaner.
Samtidig var flere og flere af millionerne fra lystfiskernes obligatoriske fisketegn blevet kanaliseret over i statslig fiskeforskning og administration. Da der for et par år siden blev slået alarm over de manglende havørreder i Gudenåen, var der ikke længere midler til at genoptage støtteudsætningerne. Pengene var brugt.
Fiskene skulle jo have været i stand til at reproducere sig selv, men det var de ikke. Hvor der blot få år tidligere manglede gydepladser til havørrederne, var der nu ikke længere fisk på de nye gydepladser. Og lystfiskerne fangede kun lidt.
Jylland, Fyn og Sjælland
Alle de store vandsystemer findes i Jylland. Det tilsiger alene geografien. Derfor gik de fleste fisketegnsmidler da også til Jylland. Til opfyldning af de udførlige udsætningsplaner. Desuagtet at der er mange fisketegnsløsere på Sjælland.
På Sjælland er der i årtier pumpet grundvand op til drikkevand, hvorfor de fleste åer er små og vandlidende. De huser derfor ikke nævneværdigt med ørreder – trods ellers et stort lokalt arbejde med vandløbsrestaurering.
Statsbiolog Knud Larsen kunne i 1960 erklære Fyn for Ørredfrit. Årtiers forurening med ikke midst ensilage havde udryddet alle ørredbestande på Fyn. Tilbage var kun de få fisk, som blev sat ud for frivillige midler.
Fyn var imidlertid et geografisk og politisk afgrænset område – modsat Jylland, hvor Gudenåen alene gennemløb 3 amter og 35 primærkommuner med ofte modstridende politiske og erhvervsmæssige interesser.
I Fyns enlige amt var det derfor langt lettere at koordinere anstrengelsene om en fælles plan for genopretning af de tabte fiskebestande. Det blev til projektet “Havørredeldorado Fyns Amt”.
“Havørred Fyn”
På Fyn indså man hurtigt, at skulle udenbys fisketurister lægge penge i de lokale kommunekasser, da måtte der være fisk at fange. “Fisken på Disken” kaldte man det og gik i gang med at genskabe de lokale ørredbestande.
Der blev fjernet vandringshindringer for havørrederne, og der blev anlagt nye gydebanker. Alerede i 1992 kunne amtet meddele, at man havde fjernet 100 ud af 200 registrerede spærringer for gydefiskene.
Hurtigt erkendte man dog på amtet, at disse miljøforbedringer aldrig ville kunne producere fisk nok til en lukrativ fisketurisme. Der skulle mere til, og der skulle være flere fisk at fange. Derfor gik man i gang med store støtteudsætninger, der i starten mest af alt mindede om et Put & Take.
I dag producerer Havørred Fyn på Elsesminde hvert år 360.000 stykker ørredsmolt til mundingsudsætning rundt omkring på Fyn. Lokale fisk med det rette “snøft”, som fynboerne selv udtrykker det.
Mundingsudsætning sikrer, at de udsatte fisk ikke strejfer omkring og blander sig med andre ørredbestande. I stedet vender størsteparten som voksne hjem til det vandløb, hvor de et år eller to tidligere blev udsat, for selv at gyde her.
25 år med fisk og miljø
“Havørred Fyn” blev startet op i 1989 og kunne i 2014 fejre sit 25 års jubilæum. I 1998 ønskede Fyns Amt en indikation af, hvad projektet omsatte. Økonomisk Institut ved Odense Universitet blev sat på opgaven og kunne hurtigt konkludere, at projektet var en overordentlig god forretning for medlemmerne.
I 2013 – nu tæt på 25 års jubilæet – opdaterede man undersøgelsen og kunne herefter sætte nye tal på projektet og dets rentabilitet:
Hvert år investeres 4 millioner kroner i projektet. 45% går til fiskeopdræt og udsætninger, mens 40% går til vandløbsrestaurering og 15% til markedsføring. Altså 85% til fisk og vandløb samt 15% til annoncer og anden markedsføring. For uden fisk ingen fiskere. Så enkelt er det.
Det årlige afkast fordeler sig på 40 årsværk, en omsætning på 60 millionerkroner samt 55.000 overnatninger på hoteller og campingpladser.
“Havørred Fyn” er kort sagt en bragende succes, som har skabt bedre vandløb og flere fisk til såvel lokale som tilrejsende lystfiskere.
“Havørred Østjylland”
Fyn har Elsesminde, hvor der hvert år produceres 360.000 ørredsmolt til udsætning ved vandløbsmundinger Fyn rundt. Randers har tilsvarende Brusgaard, hvor der produceres laksesmolt til udsætning i såvel Gudenåen som i Vestjylland.
Brusgaard har brug for penge, da man i dag afregnes til underpris fra fiskeplejeordningen. Gudenåen har brug for fisk, da der ikke har været nogennaturlig laksebestand i åen siden etablering af Tangeværket i 1924. Og bestanden af havørred er halveret siden etableringen af Tange Sø. En stigende prædation fra skarver, fiskehejrer og mink med flere har heller ikke gjort situationen bedre.
Med afsæt i mere end 25 års erfaringer fra “Havørredeldorado Fyns Amt” – i dag blot “Havørred Fyn” – foreslår Dansk Videncenter for Sportsfiskeri, der har til huse i Randers ved Gudenåen og Randers Fjord, at der etableres et “Havørred Østjylland”.
Vi foreslår etablering af projekt “Havørred Østjylland” til opdræt og udsætning af ørredsmolt langs de østjyske kyster. Som supplement til fisk fra fiskeplejemidlerne. Udsætningerne vil være mundingsudsætninger baseret på lokalt producerede fisk.
Vi forestiller os, at Brusgaard vil kunne levere det fornødne antal ørreder sideløbende med den nuværende produktion af laks. Vi forestiller os ligeledes, at elektrofiskeri efter moderfisk samt efterfølgende udsætninger vil kunne ske i samarbejde med lokale lystfiskerforeninger.
Vi har været i kontakt med Elro Fonden af 2013. Fonden har vist interesse for projektet, der vil fremme såvel det lokale lystfiskeri for områdets beboere som en fisketurisme baseret på tilrejsende. Hertil skal så lægges de miljøfremmende foranstaltninger, der vil kunne udføres i samarbejde med lokale skoler.
Vi håber derfor på økonomisk støtte fra Elro Fonden til “Havørred Østjylland”.
Læs mere om “Havørred Østjylland” i artiklerne her:
Dansk Videncenter for Sportsfiskeri blev grundlagt i 2005. Vi har stadig til huse på Fiskergården i Helsted, Randers NV.
Vi har blandt meget andet kortlagt fiskepladser i Randers Fjord for kommunen. Vi påbegyndte i sin tid restaureringen af Svejstrup Bæk, der løber ud i Gudenåen ved Randers Naturcenter.
Og vi designede projekt Stenrev i Randers Fjord, som netop nu er på vej mod udførelse – med integrerede ålegræsbælter.
Vi har deltaget i Havørred Fyn siden dets start og undervist projektets deltagere i fisketurismens faldgruber og lyksaligheder. Vi har med denne baggrund søsat projekt “Havørred Østjylland”.
Norge er som bekendt verdens største producent af tamlaks i åbne totalforurenende havbrug. Med totalforurenende menes, at al forurening uden undtagelse lukkes ud i havet. Ingen rensning er mulig.
Heldigvis er vi danskere ikke ene om at have uduelige, inkompetente eller skrupelløse politikere, der kun tænker på at mele egen kage eller i hvert fald få tiden som folkevalgte til at gå på fuld løn og med fuld pension.
Nordmændene er også rigtig godt med. Det har de gjort med den norske lakseimperialisme, som dygtige norske politikere i løbet af få årtier har fået spredt til så fjerne lande som Chile ved Stillehavet. Med god hjælp fra stenrige erhvervsfolk, som har tjent deres første milliarder via Nordsøolien.
Den tidligere norske statsminister Erna Solberg er en af dem, som har bidraget rigtig meget til den globale spredning af tamlaks og forurening. Hun har været aktiv på mange områder, hvilket sikrede hende genvalg som den første norske statsminister nogensinde.
Den tidligere norske statsminister Erna Solberg er netop kommet galt afsted igen-igen. Denne gang er hun tilsyneladende kommet ud i sit livs stormvejr på grund af ægtemanden og hans aktiehandler under hendes periode som norsk statsminister.
Det norske Dagbladet undersøger lige nu, om der er tale om en ægteskabelig krise eller en bevidst løgnehistorie. Enten forsøger Erna Solberg at skjule, at hun hele tiden har kendt til mandens aktiehandler. Eller også har hendes mand bevidst handlet bag hendes ryg.
For nylig sagde Solberg på et pressemøde, at hun i flere tilfælde burde have været inhabil på grund af mandens aktier, som hun efter eget udsagn først fik kendskab til ugen før. Det udsagn har Solbergs mange kritikere dog sået tvivl om.
Kort efter måtte den tidligere statsminister derfor på banen igen. Hun forsøgte denne gang via en tidslinje at dokumentere, at hun ikke havde vidst noget. Hun erkender dog, at hun burde have vidst mere og handlet noget før.
I alt foretog hendes ægtemand nemlig flere tusinde aktiehandler, mens Erna Solberg var statsminister. I netop den periode traf hun flere beslutninger, som kan have gavnet mandens aktiehandel. Blandt andet beslutninger om fremtiden og betingelserne for de totalforurenende norske havbrug.
Solberg siger selv, at ægtemanden ikke har været ærlig omkring sine handler. Hun havde hele tiden haft den opfattelse, at hendes mand var fuldt bevidst om lovens ord. At han ikke kunne købe og sælge aktier, mens hans hustru var norsk statsminister. Siger altså Erna Solberg. Ægtemanden siger ikke helt så meget.
Sagen, der i norske medier betegnes som en skandale, brød ud midt under valgkampen til det norske lokalvalg. Solberg bad efterfølgende sin mand om at gøre rede for, hvad han havde handlet af aktier under hendes embedsperiode som statsminister.
Det viste sig da, at Erna Solbergs ægtemand havde foretaget flere end 3.600 køb og salg af aktier, mens fruen var statsminister. Flere af dem angiveligt aktier i akvakultur.
Det er ikke første gang, den tidligere norske statsminister Erna Solberg har været på kant med lovgivningen. Hun er vant til at være i vælten og har været det længe som folkevalgt toppolitiker. Men også privat har hun haft svært ved at undgå søgelyset og holde sig på dydens smalle sti.
Midt under coronakrisen sprang der således en mindre bombe i Norge. Det skete, da Erna Solberg skulle fejre sin 60-års fødselsdag. Hun brød da de norske corona-restriktioner i forbindelse med familiespisning på en restaurant i det norske skisportsområde Geilo. Restriktioner, hun selv havde været med til at vedtage.
De norske myndigheder fandt, at det var en skærpende omstændighed, at hun som landets øverste tillidsvalgte ikke selv ville eller kunne overholde restriktionerne til begrænsning af corona-smitte og relaterede dødsfald.
Solberg valgte således at bryde med sine egne og regeringens foranstaltninger – blot for at fejre sin egen fødselsdag i festligt lag sammen med 13 familiemedlemmer. Midt under de strengeste corona-restriktioner, som skulle holde smitten med Covid-19 under kontrol.
Den brøde takserede de norske myndigheder til en bøde på 20.000 norske kroner. Det kan lyde af meget, men er blot et greb i lommen for landets statsminister, hvis familie har store personlige investeringer i det norske lakseopdræt. Som for øvrigt af kineserne mistænkes for at kunne have spredt Covid-19 helt til Kina.
Men det er en helt anden historie. Den manglende norske respekt for egen skadevirkning minder i øvrigt på flere måder om den danske minkskandale, hvor hvervet jo også selv var aktivt medvirkende til spredning af Covid-19 og udviklingen af fremtidige mutationer.
Herhjemme dog via importerede billige østarbejdere, der ikke var testet negative for Covid-19 før ankomsten. Og ikke inviterede norske familiemedlemmer.
Men det er også en helt anden sag. Med Slette-Mette i en af hovedrollerne.
Statsministerens norske lovbrud skræmte dog ikke verdensorganisationen Unesco fra efterfølgende at udnævne selvsamme Solberg til protektor for FN’s Havforskningstiår.
Det storforurenende Norge er nemlig en af de største økonomiske bidragydere til FN’s Havpanel, hvori sidder 13 andre nationer. Havpanelet ønsker en bedre forvaltning af havmiljøet – baseret på mere finansieret forskning. Ikke på begrænsning af forureningen. Nej da.
Havbrugernes eksstatsminister Erna Solberg passede derfor perfekt ind i glansbilledet. Som i tegneserien Steen og Stoffer, hvor man altid udveksler ordener og udmærkelser efter alle klubmøder. Det manglede da bare. Og koster gratis.
Havpanelets 14 nationer fremlagde deres konklusioner tilbage i december 2020. Medlemslandene forpligtede sig da til en bæredygtig forvaltning af samtlige de havområder, landene råder over. Erna Solberg udtalte ved den lejlighed følgende, som nok vil gå over i historien:
”Sammen med de 13 andre stats- og regeringschefer i Havpanelet har vi konkluderet, at vi har brug for en gennemgribende forandring i verdens brug af og værn om havet.
Skal dette lykkes, må flere – såvel stater som private aktører – engagere sig. Dette vil jeg bidrage til i både opfølgningen af Havpanelets arbejde og i rollen som Havtiårs-alliancens protektor.”
Erna Solberg, tidligere norsk statsminister
Det må siges at være himmelråbende uvidenhed, når Unesco valgte netop Erna Solberg til denne sikkert vigtige opgave. Eller også er det bare hykleri i absolut verdensklasse. Når ovenstående siges af en af verdens absolut største enkeltforurenere af såvel Atlanterhavet som Stillehavet.
Norge er jo suverænt den nation, som ejer flest totalforurenende havbrug verden over. Som herigennem lægger det hårdeste pres på havenes resurser og bidrager allermest til forurening og udslip af tamfisk med følgende sygdomsspredning og genetisk forurening.
Verden vil bedrages, og det bliver den så. Nu sågar af den tidligere norske statsminister, der selv har investeret mange penge i de forurenende havbrug.
Sådan kaldte Miljøstyrelsens daværende underdirektør Jørgen Henningsen de fem på hinanden følgende skanser, som landbrugslobbyen dækkede sig ind bag. Og stadig gør:
“Der er ikke noget problem”
“Hvis der er et problem, er det ikke vores skyld.”
“Hvis det er vores skyld, kan det ikke være anderledes.”
“Hvis det kan være anderledes, er det forbrugernes ansvar.”
“Vi vil have fuld erstatning”
Det er disse fem forsvarsværker, som Havets nye Minister Magnus Heunicke (S) skal erobre i 2023. Og det bliver ikke nemt, for dansk landbrug har brugt årtier på at grave sig ned i dybe og stærkt befæstede skyttegrave.
Men først en lille tidsrejse 50 år tilbage i tiden. Til et andet århundrede i et andet årtusinde. Tilbage til 1973, hvor Danmark jo fik verdens første miljølov. Det var vi berettiget stolte af. Nu skulle der ryddes op i det beskidte danske miljø. Det stod der jo i loven, at vi var pligtige til.
Samme år fik vi også civilingeniør Jørgen Henningsen, der tiltrådte stillingen som kontorchef i det nyoprettede miljøministerium. Blot tre år senere var han avanceret til underdirektør i Miljøstyrelsen, hvor han gjorde god brug af sin baggrund som civilingeniør. Året var nu 1976.
Det var i de år, hvor man altid ansatte folk med konkret kendskab til og viden om deres arbejdsområder. Det gør vi desværre ikke i dag, hvor fagligt uvidende akademikere og politiske beslutningstagere har sejlet miljøskuden seriøst i sænk.
“Ét er søkort at forstå. Et andet skib at føre”
Det vidste Ludvig Holberg allerede i 1724, hvor han skrev sin krasse, men realistiske komedie “Den politiske Kandestøber”. Synd bare, at vi ikke har taget ved lære i de forgangne snart 300 år…
Som underdirektør i Miljøstyrelsen stødte Henningsen hurtigt hovedet mod det hæderkronede danske landbrug, der i 1970’erne var i fuld gang med omlægning fra traditionelt landbrug til moderne industriproduktion.
Landbruget havde allerede da og med velvillig hjælp fra Hedeselskabet fået afvandet de fleste vådområder og i den forbindelse rettet de fleste større vandløb ud til snorlige afvandingskanaler. De mindre bække var i stedet rørlagt, så man kunne køre hen over dem i sine stedse større maskiner.
Men med miljøloven havde dansk landbrug ikke længere monopol på og uindskrænket råderet over det danske land og den danske muld. Nu skulle der pludselig tages skyldigt hensyn til en helt ny størrelse – miljøet – hvilket ikke bekom det danske landbrug vel. Det var man bestemt ikke vant til at gøre.
Jørgen Henningsen havde i de følgende år travlt med at få landbruget til at rette ind og overholde den nye lov. Det holdt hårdt, og det var i denne periode, at Henningsen definerede “Landbrugets Fem Forsvarsværker”. Jævnfør ovenstående.
Henningsen nåede undervejs at være med til udarbejdelsen af den første vandmiljøplan i 1987. Den, der blev udløst af de døde hummere i Kattegat. “Sorte hummere på rødt fjernsyn”, som det hed sig i de gode gamle DR-dage. Blå og borgerlige TV2 gik jo først i luften året efter.
Henningsen begyndte med tiden at interessere sig mere for klimaet end blot miljøet. Med en solid fortid i den fossile branche vidste han bedre end de fleste, hvilket klimakaos vi var på vej imod og i dag befinder os i.
Og den viden brugte han i bedst i EU, hvor han slog sine folder i sine sidste erhvervsaktive år. Det var han fuldt bevidst om. Der skulle samarbejdes internationalt, hvis der skulle opnås væsentlige resultater.
Jørgen Henningsen døde i 2021, 80 år gammel.
Men Landbrugets Fem Forsvarsværker lever desværre videre i bedste velgående. Nu er de blot samlet i ét enkelt fæstningsværk:
“Axelborg” inde på stenbroen i København.
Herfra bremses konsekvent alle tiltag, der kunne hjælpe vandmiljøet og potentielt koste landbruget penge.
Jeg har dejlige minder om varme sommerdage på mine bedsteforældres gård Engholm i nordjyske Thy. Jens Hansens bondegård i sen Morten Korch-stil. Med køer og grise, høns og heste.
Min morfar var bomstærk. Kørte med mælk ved siden af sit egetlandbrug og vandt næsten altid, når han stillede op i konkurrencer om at bære tunge kornsække op på loftet.
Det var min elskelige mormor svært fascineret af – trods ellers en dydig indremissionsk opvækst i det karske Vestjylland, hvor man ikke ustraffet skulkede fra kirkegang om søndagen.
Præsten fra vor familiekirke i Vestervig kunne finde på at dukke op ude i marken søndag eftermiddag, hvis hans sognebørn ikke var dukket op til gudstjenesten om formiddagen. Fibiger hed han.
Så fik sognebørnene en reprimande og formaninger om at komme hviledagen i hu og holde den hellig. Naturligvis i kirken, hvor han selv prædikede. Og ikke ude i marken, hvor han fandt dem hårdt arbejdende. Til dagen og vejen.
Præsten og sognebørnene
Det var selvsamme præst, det først viede mine forældre og siden døbte mig. Længere siden er det ikke, men selv er han der selvfølgelig ikke længere. Mine forældre heller ikke. Jeg er som enebarn den sidste mohikaner fra Thy.
Det lille husmandsbrug voksede støt, og min morfar købte jord fra proprietæren ved siden af, så han kunne avancere fra husmand til gårdejer. Det gik faktisk rigtig godt, selv om min morfar døjede med brok. Det var ungdommens tunge kornsække, der havde indhentet ham og sat sine spor.
Han døde faktisk af det, da han efter endnu en brokoperation faldt ud af hospitalssengen. Personalet havde glemt at sætte sengegærdet for under opvågningen.
Min ene morbror, som slægtede sin far og min morfar på, var maskimekanisk interesseret. Så da hestespandet blev udskiftet med den første traktor, var han i marken tidligt og sent. Med plov og harve. Med såmaskine og selvbinder.
Indkøbt kunstgødning erstattede snart naturgødning fra egen stald. Og kort efter kom de første giftstoffer, som kunne sprøjtes ud over markerne, holde skadedyr og ukrudt i skak samt højne høstudbyttet yderligere.
Min ældste morbror kørte gerne med giftsprøjten, der indvarslede en ny og bedre fremtid for landbruget. Min yngste morbror havde til gengæld tjansen at starte den gamle sorte Ford T, når vi skulle være standsmæssigt kørende.
Det var manuel start med håndsving. Her gjaldt det om at få hånden væk i en fart, når der var kontakt. Ellers risikerede man en brækket arm.
Femdobling af pesticidforbruget
Udviklingen gik herefter sin skæve gang. Men da min ældste morbror døde af en ondartet kræftsygdom, begyndte vi andre at spekulere over fremskridtets mulige pris. Var der en sammenhæng?
Man var først lige begyndt at forstå, at sprøjtegifte måske kunne virke begge veje – direkte mod ukrudtet selv og indirekte mod manden bag sprøjten. Det var i efterkrigsårene, hvor hele USA sang med på melodien “DDT is good for me-e-e!”.
I dag er vi heldigvis blevet klogere – på den dyre måde. DDT er forlængst forbudt. Det samme vil ske med glyphosat, som er aktivstoffet i Roundup. Vi ved det godt, men vi skal lige have de sidste milliarder med i graven.
Da landbrugets strukturudvikling mod stedse færre, større og mere specialiserede bedrifter for alvor tog fart fra 1960’erne og frem, gjorde forbruget af blandt andet kunstgødning og pesticider det også.
Fra midten af 1950’erne til begyndelsen af 70’erne femdobledes forbruget af pesticider. Toppunktet nåede man i 1984, hvor der blev solgt 7.500 ton virksomt stof i de anvendte pesticider. Over dobbelt så meget som de knap 3.000 ton, der blev solgt i 2021.
Nu er forbruget af pesticider i landbruget nemlig på vej nedad igen. Det siger i hvert fald landbrugets evige forsvarer, Jørgen E. Olesen, som er professor og institutleder ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet, til Dagbladet Information:
– Der er jo sket det, at flere hundrede pesticidmidler er udfaset fra brug. I de nordiske lande har vi været mere restriktive med at få udfaset pesticider, end man har været andre steder, især baseret på risikoen for udvaskning til grundvandet, siger han.
Jørgen E. Olesen nævner dog ikke noget om de nye pesticider, der er kommet til i mellemtiden. Deres effekt på vandmiljøet kender vi jo først om adskillige år, når eventuelle giftrester fra også dem er nået ned i grundvandet.
Jævnfør plantegiften Glyphosat, der jo ifølge producenten Monsanto slet ikke kunne nå ned i grundvandet. Men som alligevel godt kunne det efter nogle år. Og flere andre stoffer vil givet følge efter.
Den skæve strukturudvikling
De stedse færre og større industrilandbrug beskæftiger færre og færre arbejdere, hvoraf flere og flere stammer fra Østeuropa. Billig, men sjældent veluddannet arbejdskraft, der ikke stiller kritiske spørgsmål til produktionen. Og som heller ikke stiller samme krav til løn og faciliteter, som dansk arbejdskraft gør.
Samtidig bliver der længere og længere mellem landmanden, den jord han dyrker, og de dyr han producerer.
Storbonden tilbringer i dag mere og mere tid bag skærmen. Med at udfylde gødningsskemaer og søge hektarstøtte til driften. Han tilbringer derfor mindre og mindre tid blandt sine dyr og maskiner. Han ser ikke og ved derfor ikke altid, hvad der sker ude i stald og mark.
Måske han slet ikke interesserer sig for andet end tal og tilskud. Og i den forbindelse ikke skænker dyr og drift en tanke. Han er blevet fabriksbestyrer i stedet for dyreholder. Dansk landbrug er i dag reduceret til industri, hvor ingen længere har tid til at klø dyrene bag ørerne.
Blandt andet derfor dør et tocifret antal millioner grise hvert år i danske svinestalde. Blandt andet på grund af billig, men dårligt uddannet østeuropæisk arbejdskraft, som ikke har tid til eller evner at passe ordentligt på de mange millioner grise. Disse ender så i stedet deres liv som kød- og benmel på DAKA og lignende steder.
Marker og maskiner bliver samtidig større og større, selv om lille Danmark jo ikke bliver det. Nu så store, at gamle markhegn må pløjes op. Ellers er der ikke plads til, at de gigantiske tankvogne kan komme omkring på marken med deres last af giftig gylle.
Et andet resultat af denne udvikling er nedkørte vejkanter og ødelagte rabatter, der påfører kommunerne store ekstraudgifter. Den skæve strukturudvikling, som vi ser den i dag. Hver dag. Året rundt.
Jeg føler trang til at runde af med den landbrugskyndige og miljøbevidste rock’n’roller Neil Young fra den politiske sang “Alabama”:
”Your Cadillac
Has got a Wheel in the Ditch
And a Wheel on the Track”
Det gælder i høj grad også dansk landbrug anno 2023. Cadillac’en er blot udskiftet med en grøn John Deere traktor i overstørrelse.
Giftiggrøn, fristes man til at sige. Jævnfør solskins- og energiøen Samsø, som senest desværre har vist sig at huse den mest giftspredende og -sprøjtende landbrugsvirksomhed i hele Danmark.
Ovennævnte Neil Young har for øvrigt dedikeret et helt album til netop det giftige industrilandbrug, som kvæler ikke blot planter og natur, men også de små farmere i USA og Canada. Ja, resten af verden med.
Udgivelsen har den præcise titel “The Monsanto Years”. Monsanto er nemlig navnet på giftproducenten, der har taget landbrugere over hele verden som gidsel.
Anbefales på det kraftigste, om man så musikalsk er til Neil Young eller ej. Og sørgeligt aktuelt netop nu, hvor landbruget og giftlobbyen i EU – vist også Danmark med – kæmper for tilladelse til yderligere ti års brug af plantegiften RoundUp med aktivstoffet glyphosat.
Dette til trods for, at “vi alle pisser glyphosat”, som en EU-parlamentariker udtrykte det for et par år siden. Alle testede EU-parlamentarikere havde nemlig vist sig at have glyphosat i deres urin.
Med Løkke (M) og Ellemann (V) ved det reelle ror på giftsprøjten og Frederiksen (S) på den militante sidelinje kan man absolut frygte et dansk ja.
