40 år med Juletræet – 2. del

21 / 40: Efter 40 år med Juletræet forbinder de fleste fluefiskere fluen med havørreder på kysten. Men det er kun en lille del af sandheden. Juletræet har fulgt mig over det meste af verden, hvor det har fanget både store og eksotiske fiskearter.

22 / 40: Juletræet er en fantastisk flue på Grønland. Nystegne og stålblanke rødinger er glade for perlemor, der også fanger fint ude i havet. Men efter kort tid i elven er det den fluorøde udgave, der udfisker alt andet.

23 / 40: Juletræet lokkede den mest velnærede ørred i fordærv, jeg nogensinde har fanget på Island. 4,1 kg tung og blot 61 cm lang. Fanget i en højt beliggende bjergsø, hvor ørredernes føde primært består af hundestejler.

24 / 40: I den turkisfarvede smeltevandselv Jökulsá fanger fluorøde Juletræer mindst lige så godt som de røde rejefluer, der ofte fiskes med. Eksempelvis Red Frances. Synd blot, at laksefiskeri på Island er blevet så dyrt, at kun de færreste kan være med.

25 / 40: Frisk fra Ishavet kunne denne 8 kg’s laks ikke modstå fristelsen – i form af et fluorødt og magnumstort Juletræ. Hugget var hårdt, og fighten blev lang. Med kun få kilometer tilbage til havet var fisken meget Fit for Fight.

26 / 40: Gamle hanlaks som denne med stor kæbekrog og tilhørende hul i overkæben lader sig ofte provokere til hug på store Juletræer i krasse farver. Tager de ikke fluen ved første præsentation, skal man blot blive ved. Til sidst hugger de.

27 / 40: Efter en uges resultatløst fiskeri i en af verdens bedste steelhead-floder i British Columbia, opgav jeg de lokale fluer. Jeg satte i stedet et stort Juletræ på forfanget og fangede i løbet af den sidste uge fem flotte steelheads.

28 / 40: På sidstedagen kom Juletræet endnu engang på scoringslisten. Denne farvede hanfisk tog fluen, da den svingede ud foran en klippeblok midt i hovedstrømmen. Det var oktober, og der var is på bundbrædderne…

29 / 40: Min største steelhead toppede de magiske 20 lbs. 9 kompakte kg. Den blev som mine øvrige fisk taget på et perlemorsfarvet Juletræ størrelse 2, der gjorde mig til ugens topscorer ved floden. Det var jeg ærlig talt lidt stolt af.

30 / 40: Juletræet viste sig suverænt til fiskeri efter sølvlaks – cohos – i Canadas smukke stillehavsprovins, British Columbia. En uges fiskeri resulterede i næsten 100 smukke laks på mellem 4 og 7 kg. Alle taget på diverse Juletræer. Det var næsten for let.

31 / 40: Fiskeriet foregik primært på den nederste del af floden, hvor vandstanden er styret af tidevandet. Med hvert højvande kommer der nye sølvlaks, som er klart synlige over den lyse sandbund. Juletræet havde de da heller svært ved at få øje på.

32 / 40: Sølvfarvede Juletræer størrelse 2 var suveræne til de helt nystegne coho-laks. De havde knapt forladt det salte Stillehav og havde derfor stadig hugrefleksen i frisk behold, førend de gik til hugget på mine Juletræer. Sight fishing at its Finest.

33 / 40: Jeg har uden overdrivelse taget flere hundrede bonefisk på små perlemorsfarvede Juletræer “tied upside down”. Bundet omvendt til fiskeri på bunden. En enkelt mindeværdig dag blev det til fyrre plus, inden jeg bad min guide om lov til at stoppe!

34 / 40: Endnu en flot bonefish har ladet sig lokke. Denne fisk måtte vi vadende i vand til knæene følge over mere end én km, inden den stoppede op og kunne præsenteres for et perlemors Juletræ str. 4. Alle fisk i flokken vejede mellem 2 og 3 kg.

35 / 40: Juletræet bundet på hovedet – upside down – så den kan fiskes direkte på bunden uden at sidde fast. “Too flashy” sagde min lokale cubanske guide, da han om morgenen spottede fluen i min æske. Han var vant til mere diskrete Crazy Charlies.

36 / 40: Min guide sagde ikke længere “too flashy” om aftenen, da vi tilbage på hotelbåden sad og nød en piñacolada på agterdækket. Resten af ugen insisterede han sågar på, at der skulle et flashy Juletræ på forfanget. Hele dagen…

37 / 40: Det er nok sjældent, at Afrikas sakstandede tigerfisk får mulighed for at bide i et dansk Juletræ. Det fik de imidlertid rig lejlighed til, da jeg i 2007 gæstede den store Zambezi flod i jagten på tunge tigerfisk.

38 / 40: Med mig havde jeg en håndfuld specialbyggede Juletræer udtænkt under en storm i det sydvestlige Irland. Palmerne havde lagt sig ned, og strømmen var gået. Kreativiteten fejlede imidlertid ikke noget i det irske. Whiskey’en heller ikke…

39 / 40: Resultatet blev et turboladet Juletræ med indbyggede raslekugler i maven og stor plastkrave om ørerne. Et “Cool Tree”, som min fiskeguides hustru døbte den, da hun hørte fluens danske navn forkert. Og det blev hængende.

40 / 40: Det cool Juletræ blev søsat en lun og stille aften, hvor en rød sol netop var gået ned over Zambezi floden og mørket hastigt havde sænket sig over det afrikanske landskab. Netop da huggede turens største tiger mit cool Juletræ. Hårdt og brutalt. Længst ude i den hårde strøm.

Fisken vejede 7 kg og blev det års største fluefangede tiger i Zambezi. Det havde jeg lige godt ikke forudset, da fluen kom til verden en stormfuld dag i irske Wexford. Over en kop whiskey eller to. Eller var det tre…

 

🎄🎅🏻🎄  © 31. december 2021 Steen Ulnits  🎄🎅🏻🎄


Læs mere om de 40 første år med Juletræet og se

de første 20 fotos i den første artikel