Siden 1980’erne har der været dramatiske fald i forekomsten af de ålegræsbælter, der udgør livsvigtige spisekamre for fiskene i Bohuslän nord for Gøteborg på den svenske vestkyst.
Nu advarer den svenske videnskabsmand Per-Olav Moksnes om, at ålegræsset i nogle områder kan være væk for evigt. Vandplanterne, der er hårdt ramt af eutrofiering og udnyttelse i kystområder, er nu faldet med 60 procent i Bohuslän:
– Når ålegræsset er forsvundet, kan det være næsten umuligt at få det tilbage, hvis man ikke foretager meget store ændringer i miljøet. Det sagde Moksnes, som er marin forsker ved Göteborgs Universitet.
– Men når denne stabiliserende faktor forsvinder, bliver vandet meget uklart. Nu er miljøet så ustabilt, at man ikke engang kan genplante ålegræs her, så det kan ikke komme tilbage naturligt, siger han.
Havs- och Vattenmyndigheten har nu udviklet et program af foranstaltninger til beskyttelse af de resterende ålegræsenge. Programmet omfatter også genplantning af ålegræs på steder, hvor det er forsvundet.
– Men i nogle områder er det allerede for sent med sådanne foranstaltninger. I områder ved Marstrand nord for Göteborg er 98 procent af de oprindelige ålegræsområder helt forsvundet.
– Det har ført til, at havmiljøet har ændret sig så meget, at det ikke længere er muligt at genplante ålegræsset, siger Per-Olav Moksnes.
– Man kan sige, at ålegræs er en slags økosystemingeniør. Det ændrer miljøet, hvor det vokser, stabiliserer bunden og gør, at den ikke sedimenterer. Derfor bliver vandet meget klart, når man har en ålegræseng.
Det er dårlige nyheder for torsk og mange andre fisk og krebsdyr, for hvem ålegræsområder er vigtige opvækstpladser. Beregninger viser betydelige tab i produktionen af torsk:
– Ser man på tabet af torskeyngel siden 1990’erne, så har vi beregnet, at det svarer til lige så meget torsk, som landes i svenske havne på et helt år. Det er akkumuleret over en 20-årig periode, men det er et betydeligt tab af torsk, slutter Per-Olav Moksnes.
Kigger vi på Danmark, er situationen ikke meget anderledes. Det danske ålegræs lider på samme måde under eutrofiering – forurening med næringssalte – og den efterfølgende skygning fra alger i overfladevandet.
Men ikke nok med det. Den danske regering tillader samtidig et altødelæggende muslingeskrab med tunge og slæbende redskaber, hvilket naturligvis ødelægger bunden og ålegræsbælterne i de områder, hvor der skrabes. Og det endda i udlagte Natura 2000-områder.
Størst biomasse og flest arter
En helt igennem kortsynet miljøpolitik. Eller total mangel på samme. For netop ålegræsbælterne er de føderigeste områder i de indre danske farvande. Intet andet sted har vi en så stor biomasse som netop her mellem de lange stængler af blomsterplanten Zostera marina. Biomassen skyldes ikke kun ålegræsset selv, men i lige så høj grad de mange alger, som vokser på stænglerne.
Det var derfor ikke så lidt af en katastrofe, da ålegræsset i 1930’erne blev ramt af en verdensomspændende epidemi, som lagde de store ålegræssletter øde og reducerede dem til små pletter af lokal karakter.
Her i begyndelsen af det nye årtusinde er ålegræsset kommet sig efter sygdommen. Men da ålegræs er en flerårig blomsterplante, som sætter frø – i modsætning til de énårige alger – tager det lang tid for ålegræsset at sprede sig. Derfor har man mange steder forsøgt at hjælpe naturen med udplantning af små ålegræsøer – ofte, men ikke altid, med succes.
I dag lider ålegræsset under dels forureningen med næringssalte – dels et mange steder hårdhændet trawlfiskeri og ditto muslingeskrabning. Begge forhold gør det vanskeligt for ålegræsset at etablere sig på nye steder.
Forureningen med næringssalte bevirker, at ålegræsset dækkes af et lag af alger, som skygger for lyset og gør livet svært for ålegræsset. Brugen af slæbende fiskeredskaber ødelægger bunden og river ålegræsset op med rode – på længere sigt til stor skade for fiskeriet selv.
Isvintre kan ligeledes være ødelæggende for ålegræsbælterne, som ofte skrabes af ved isgang. Varme somre, hvor vandtemperaturen i længere tid ligger på 20-25 grader, er ligeledes dræbende for ålegræsset.
I gamle dage – før forureningen med næringssalte for alvor tog fart – var meget store områder af de indre danske farvande dækket med skove af ålegræs ud til dybder på 10-15 meter.
I takt med forureningen er udbredelsen reduceret til stedse lavere vand. I dag er ålegræssets største dybde i lukkede fjordområder ofte kun 5 meter – primært på grund af de mange alger, som nu gør vandet uklart og skygger for lyset på dybere vand.
Et sundt ålegræsbælte byder på en sand vrimmel af liv. Her kan man findes i tusindvis af krebsdyr per kvadratmeter – ikke mindst tanglopper og tanglus. Her finder man også de større roskilderejer, hvis grønne farve yder dem fin kamouflage mellem stænglerne. Endelig kan man ofte møde tætte stimer af glasklare smårejer – de såkaldte mysider.
Den store mængde af planter i et ålegræsbælte sørger via deres fotosyntese for, at vandet i dagtimerne har et meget højt iltindhold. Men er algemængden for stor, vil iltindholdet kunne falde til farligt lave værdier i nattetimerne, hvor planterne selv bruger ilt til deres ånding. Det mærker fisk og smådyr straks, hvorfor de trækker bort efter solnedgang.
Der er således al mulig grund til at passe på det sårbare ålegræs, som betyder alt for livet på lavt vand. Det er både dumt, kortsynet og kortsigtet at tillade fortsat muslingeskrab i områder med ålegræs, der naturligvis ikke holder til de tunge, slæbende redskaber.
Og helt hjernedødt er det da at tillade muslingeskrab i de specielt udpegede Natura 2000-områder, som det flere steder er tilfældet i dag. Ikke mindst i Horsens Fjord, hvor ikke færre end 6 muslingefartøjer skraber løs.
Blandt andet derfor har vor tidligere miljøkatastrofe Esben Lunde Larsen kæmpet hårdt for at indskrænke Natura 2000-områderne mest muligt…
Tekst 2018: Steen Ulnits
Foto: Gearløs
Del denne artikel: