– der fremmer produktionen af svovlbrinte…
De danske farvande er i disse år under hårdt angreb udefra. Nye arter trænger sig på, og de får god hjælp fra to sider: Dels via menneskeskabte klimaforandringer, som gør de danske farvande varmere end hidtil. Og dels via et sandt overflødighedshorn af næringsstoffer, udledt af det højt besungne danske landbrug. I Danmark flyder det så sandelig med mælk og honning – ikke mindst under vandoverfladen. Her mangler ikke noget…
Denne gang handler det om “svovlormen”, der er det populære danske navn på en ny orm, som har invaderet danske fjorde. Det drejer sig om Marenzelleria viridis, som den grønne svovlorm hedder på latin.
Svovlorme er intet nyt, men en almindelig betegnelse for de op til 3 meter lange og 10 cm tykke orme, der bebor de ofte kilometerstore dybder omkring de undersøiske skorstene på højderyggene i de store oceaner. Kæmpeorme, som i deres hårde, hvide kitinrør mest af alt minder om gigantiske røde læbestifte.
Den røde farve skyldes hæmoglobin, der sætter ormene i stand til at binde selv minimale mængder ilt i dybhavet, og som samtidig beskytter mod giftige svovlforbindelser fra skorstenene.
Men så ender lighederne også. Dels har vi ingen rygende skorstene på så store havdybder i danske farvande. Og dels er den nye svovlorm ikke rød, men grøn og knyttet til den lavvandede mudderbund i danske fjorde. Endelig når den ikke dybhavsormenes imponerende 3 meter, men må nøjes med sølle 20 cm i længden og 2 mm i bredden…
Til gengæld kan den grønne svovlorm vise sig at have langt større skadevirkning på miljøet. Hvor de røde dybhavsorme faktisk lever af svovlholdige forbindelser, så har det vist sig, at den grønne svovlorm i stedet er med til at øge forekomsten af giftig svovlbrinte i de sårbare kystområder, den har invaderet.
Invasiv art fra Nordamerika
Svovlormen stammer fra den nordamerikanske østkyst, hvor den er meget udbredt, og er formentlig kommet til Europa som blind passager i ballastvandet på et containerskib. Den blev observeret første gang ud for Skotlands kyst omkring 1980 og har siden udvidet sit territorium til store dele af Nordeuropa.
Første gang den blev observeret i Danmark var i Ringkøbing Fjord i 1990. Siden har den spredt sig videre nordpå langs den jyske vestkyst. Den havde tilsyneladende svært ved at komme rundt om Grenen eller gennem Limfjorden, og først i 2004 stødte man ved en tilfældighed på svovlormen i Odense Fjord.
Forskere fra Syddansk Universitet har kunnet følge udbredelsen af ormen via satellitbilleder fra Google Earth. Produktionen af svovlbrinte i ormehullerne er nemlig så stor, at der dannes purpurfarvede plamager af svovlbakterier på fjordbunden, som kan ses med en satellit fra rummet.
Via Google Earth har de fundet ud af, at svovlormen nu findes i hele Odense Fjord og dækker et samlet areal på mindst 20 procent. Optællinger af ormen viser, at nogle steder er populationen af svovlorme helt oppe på 1.000 individer pr. kvadratmeter. Alene i Odense Fjord anslår forskerne, at der kan være mindst to milliarder svovlorme.
Den grønne svovlorm lever i gange, der kan være op til 50 cm dybe. Men i modsætning til de danske frynseorme, som den konkurrerer med, ventilerer svovlormen ikke sine gange nævneværdigt. Det stimulerer væksten af sulfatreducerende bakterier i havbunden og fremmer dermed dannelsen af svovlbrinte, som jo er en meget giftig gasart.
Odense-forskernes foreløbige resultater tyder på, at svovlormens tilstedeværelse og den øgede produktion af giftgassen svovlbrinte kan få uheldige konsekvenser for det danske havmiljø. Eksempelvis tyder meget på, at svovlormen helt har fortrængt den almindelige frynseorm, som var meget hyppig, før svovlormen kom ind i billedet.
Der var cirka 2.000 frynseorme pr. kvadratmeter i Odense Fjord, før svovlormen kom ind. I dag er der kun 200 pr. kvadratmeter. Bestanden af frynseorme er således reduceret med cirka 90 procent.
Trussel mod ålegræsset
Frynseormen bliver populært kaldt for fjordbundens respirator, fordi den graver ormegange i havbunden, som den ventilerer med store mængder vand. På den måde trækker den ilt med ned og ilter sandbunden. Frynseormens tilbagetog vil gøre sandbunden i danske fjorde mere iltfattig og udgøre en trussel mod de dyr og planter i sandet, som er afhængige af ilt for at kunne trække vejret.
Svovlormens tilstedeværelse har muligvis også påvirket ålegræssets udbredelse i Odense Fjord. Ålegræsset gik meget tilbage i Odense Fjord lige præcis, da svovlormen ankom. Man skal dog være forsigtig med at drage endelige konklusioner, men der kan være en direkte sammenhæng mellem svovlormenes invasion og ålegræssets forsvinden, siger forskerne.
Ålegræs har stor betydning for livet i de danske fjorde. Faktisk er det her, vi finder den største biomasse i havet overhovedet. I den undersøiske skov, som ålegræsset udgør, findes masser af tanglopper og rejer, store mængder snegle og småfisk som hundestejle, ålekvabbe og fiskeyngel.
Hvis det virkelig er den øgede svovlbrinteproduktion, som uundgåeligt følger i kølvandet på en svovlormeinvasion, der dræber ålegræsengene på havbunden og forvandler fjordbunden til en ørken, har danske fjorde med stillestående vand fået et nyt og ganske alvorligt problem at kæmpe med. Og fremtidens badegæster og fjordsejlere må lære at leve med lugten af svovlbrinte, der river i næsen og minder om rådne æg.
For at kunne udtale sig mere sikkert om svovlormens mulige påvirkning af det danske havmiljø er forskerne ved Syddansk Universitet nu i gang med at undersøge, hvor følsomme eksempelvis ålegræsspirer er over for svovlbrinte i sandbunden. Og om larveyngel fra den hjemmehørende frynseorm også påvirkes af giftgassen.
Men under alle omstændigheder: Den grønne svovlorm er kommet for at blive i de danske fjorde…
© 2012 Steen Ulnits
Andre invasive arter:
Del denne artikel: