Månen har en diameter på 3.476 kilometer, hvilket gør den markant mindre end Jorden, hvis diameter er fire gange større. Til gengæld er Månens masse hele 81 gange mindre end Jordens – altså blot 1,2%. Med andre ord er Månen en let og luftig sag.
Der er mange teorier om Månens oprindelse, men ifølge en af de mest gængse er Månen et stykke af Jorden, der i tidernes morgen er blevet slået løs ved et stort meteornedslag. Månen selv er fyldt med kratere, der ikke skyldes vulkansk aktivitet, men er nedslag efter store og små meteorer.
Månen befinder sig i snit 384.400 km fra Jorden. Afstanden svinger, da Månen bevæger sig i en ellipse om Jorden – altid med den samme side vendende mod os. Nogle gange er Månen derfor tættere på Jorden end andre, og da ser den tydeligt større ud end ellers. Når den er længst væk, er afstanden 407.000 km. Når den er tættest på kun 356.000 km.
Udtrykket “Dark side of the Moon” er mest kendt fra Pink Floyd’s 70’er album af samme navn og gælder den side af Månen, der altid henligger i mørke set fra Jorden. Den er naturligvis belyst af Solen med regelmæssige mellemrum – når vi har nymåne. Vi kan blot ikke se det her fra Jorden. Indtil de første rumflyvninger til Månen har vi derfor intet anet om forholdene på Månens bagside.
“Nymåne” er det danske udtryk for Månen, når vi ikke kan se den – når den står direkte mellem os og Solen. Tilsvarende kalder vi det “fuldmåne”, når vi selv ligger midt mellem Solen og Månen, som derfor er fuldt belyst af Solen.
Mellem nymåne og fuldmåne siger vi, at Månen er i tiltagende. Måneskiven vokser da dag for dag mod fuldmåne. Her taler man om Månens “første kvarter” Mellem fuldmåne og nymåne siger vi tilsvarende, at den er i aftagende. Måneskiven svinder da dag for dag, og man taler om Månens “sidste kvarter”.
Mellem to fuldmåner er der en lille måneds tid – deraf naturligvis det indlysende navn “måned”, som altså angiver Månens cyklus i forhold til Jorden.
Månen og vandet
Tidevandet er et af de mest kendte fænomener, som afhænger direkte af Månen. Tidevandet skyldes Solens og Månens tiltrækning på Jorden og dens vandmasser. To former for kræfter spiller ind, nemlig tyngdekraft og centrifugalkraft.
Når Månen roterer omkring Jorden, vil dens tyngdekraft trække i Jordens vandmasser. Samtidig roterer Jord-Måne systemet omkring sig selv og omkring Solen. Under denne rotation opstår en centrifugalkraft, som ligeledes påvirker vandmasserne. Endelig trækker Solens tyngdekraft også i vandet på Jorden. Det samlede resultat af alle disse kræfter styrer tidevandet.
Det tager Jorden et år – 365 dage – at rotere én gang rundt om Solen. Det tager Jorden 24 timer – et døgn/soldøgn – at rotere én gang rundt om sig selv. Samtidig er et månedøgn – tiden fra en måneopgang til den næste – 24 timer og 50 minutter. Da Månen ligger meget tæt på Jorden, er det dens kræfter, der dominerer. Solen, der ligger uendelig langt borte, virker – trods sin enorme størrelse – kun halvt så stærkt på tidevandet som Månen.
I denne forbindelse er det interessant, at vi her på Jorden suser gennem verdensrummet med en fart på 107.000 km i timen. Ikke underligt, at vi engang imellem kan synes, det hele går lidt vel stærkt!
Ovenstående betyder, at tidevandet skifter – ikke med en halv dags mellemrum, men med et halvt månedøgn, nemlig 12 timer og 25 minutter. Det betyder ligeledes, at det daglige højvande forskydes med 50 minutter. Er det højvande den ene aften klokken syv, vil næste aftens højvande indtræffe klokken ti minutter i otte.
Endelig er der Solens betydning. Ved fuldmåne og nymåne virker Solens og Månens kræfter i samme retning, og vi får et ekstra kraftigt tidevand – den såkaldte “springflod”. Omvendt i Månens første eller sidste kvarter. Da virker Sol og Måne mod hinanden, og tidevandet bliver svagere – den såkaldte “nipflod”.
Tidevandsbølgen
På vore breddegrader er tidevandet et resultat af tidevandet ude i det åbne Atlanterhav. Herfra breder den såkaldte tidevandsbølgesig ud til alle sider – i form af det daglige højvande, som med en større eller mindre tidsforskydning når ind gennem sunde og bælter.
Tidevandsbølgen bevæger sig med en fart på op mod 80 km i timen – vel at mærke ved en dybde af 50 meter. Aftager vanddybden, bremses tidevandsbølgens hastighed. Tilsvarende bevæger den sig langt hurtigere på dybere vand.
Typisk tager det 12 timer fra tidevandets kulmination i Nordsøen mellem England og Danmark, til højvandet når sunde og bælter i de indre danske farvande. Der går således et halvt døgns tid, fra der er højvande i Nordsøen ved Esbjerg, til højvandet når Fredericia i Lillebælt.
Undervejs mister tidevandet sin effekt, og forskellen mellem højvande og lavvande mindskes derfor på vej ind i de danske farvande. Typisk er der en tidevandsforskel på 2 meter i Vadehavet, mens den er nede på én meter ved Limfjordens udmunding i Kattegat. I bælterne er den nede på omkring en halv meter, og inde i Østersøen er den stort set væk.
Men falder tidspunktet for springflod sammen med kuling fra vest, kan man opleve stormflod i det sønderjyske Vadehav. Under sådanne forhold kan tidevandsforskellen nå helt op på 5-6 meter. Det er med sådanne stormfloder i tankerne, at man i mange år har bygget diger til beskyttelse af de lavtliggende sønderjyske marskområder.
I Østersøen, hvor tidevandet ikke når ind, kan man alligevel opleve store forskelle i vandstanden. Den skyldes da vindstuvning efter længere tids blæst fra bestemte retninger.
Månen og dyrene
Månen har altid fascineret os mennesker. Gennem årtusinder har vi talt om “Manden i Månen”, der blot er en formation af kratere på Månens for os belyste side. Det engelske ord for skør – “lunatic” – stammer da også fra det latinske ord for Månen, nemlig “Luna”.
Men det var først med rumalderen, at vi for alvor fik syn for sagn. Det skete første gang i 1959, da russerne som et resultat af den kolde krigs våbenkapløb kunne lande rumsonden “Luna 2” sikkert på Månens overflade. Ti år senere – den 20. juli 1969 – kunne amerikanerne så landsætte det første menneske på Månen og bringe det sikkert hjem igen. Det var ved den lejlighed, at astronauten Neil Armstrong sagde de nu så berømte ord:
“A small step for man but a giant leap for mankind”.
Da Månens tyngdekraft kun er 1/6 af Jordens, var det på flere måder så sandt, som det var sagt. Der skal kun ringe kraft til for at bevæge sig på Månen. Et lille hop, og man kan komme langt omkring.
Siden da har vi mistet interessen for Månen, der ikke har haft meget nyt at byde på. Vi kunne dog med sikkerhed konstatere, at Månen ikke er lavet af grøn ost – sikkert til nogles store fortrydelse. Nu fokuseres interessen derfor længere ud i det uendelige verdensrum. Men Månen har stadig samme virkning på Jorden som tidligere. Det er stadig Månen, der styrer tidevandet og en lang række andre forhold på vor lille blå planet.
Månesyge
I gamle dage brugte man udtrykket “månesyge” om tilfælde af epillepsi, som man dengang ikke kendte årsagen til. De kom og gik uden nogen synlig årsag – præcis som Månen tilsyneladende gjorde.
Man har også længe forbundet især fuldmånen med gerninger og hændelser ud over det sædvanlige, naturlige og forklarlige. Når den store sølvhvide skive stod op på nattehimlen, var der naturligt nok grobund for alskens spekulationer og fantasier. Meget af dette er rene myter uden hold i virkeligheden, men der findes også adskillige fænomener med direkte tilknytning til Månen og dens forskellige faser.
Kvinders menstruation er et godt eksempel på en cyklus, der følger Månens, og som sikkert er en ældgammel tilpasning til Månens stabile skiften. Børsteormenes sværmning er et andet fænomen, der mere direkte kontrolleres af Månen. Ormene forlader nemlig deres huller i bunden for at sværme i overfladen, når der er fuldmåne, og det gælder såvel i hjemlige farvande som i tropiske have. Det er Månen, der synkroniserer de mange ormes samtidige forladen af deres levesteder i bunden.
Man har længe haft en formodning om, at Månen også havde en effekt på forskellige sindslidelser. Nu er det så statistisk bevist, at der er flere tilfælde af selvmord og psykiatriske indlæggelser – ikke ved fuldmåne, men ved nymåne. Et forhold, som psykologer og psykiatrikere helt enkelt mener skyldes, at nymåne er ensbetydende med lange og mørke nætter. Som jo er deprimerende for folk med ondt i sindet.
Det er også velkendt, at ål primært trækker mod Sargassohavet i de mørke augustnætter, og at smolt af laks og havørred foretager deres farefulde nedtræk mod havet i ly af nymånemørket i månederne marts-april.
Bid ved fuldmåne
Endelig har engelsk forskning for nylig vist, at man rent statistisk har dobbelt så stor risiko for at blive bidt af en gal hund ved fuldmåne. Hvilket jo harmonerer fint med det velkendte billede af ulven, der hyler op mod den lysende fuldmåne! En gal hund skal man altså ikke ønske sig at møde ved fuldmåne – og da slet ikke en varulv…
En anden målelig effekt af fuldmåne er øjets evne til at registrere gult lys. Ved fuldmåne stiger den nemlig op til 10 gange hos en fisk som guppien, og hos os selv er følsomheden ligeledes mærkbart større ved fuldmåne. Mange mennesker ved af bitter erfaring, at de netop ved fuldmåne sover markant dårligere.
Det er et forhold, som forskerne tilskriver årtusinders tilpasning til et liv uden elektrisk lys, som vi kender det i dag. Dengang var man henvist til at jage om natten, når der var fuldmåne og stjerneklart. Ellers kunne man jo helt enkelt intet se. En øget følsomhed over for Månens gule lys var derfor en stor fordel.
Fiskene ved det ligeledes. I hvert fald jager de gerne i fuldmånenætter. Det ved enhver, der har fisket efter kystens torsk og havørreder i stille nætter badet i fuldmånens sølvhvide skær!
© 2003 Steen Ulnits
Del denne artikel: