Skipper Gylliams Gudenå-kort

Det er velkendt, at Gudenåen med sine omkring 150 km fra udspring til udløb er Danmarks længste vandløb. Forløbet fra Tinnet Krat til Kattegat er udførligt beskrevet i artiklen “Fra udspring til udløb” andetsteds her på siden.

De færreste ved imidlertid, at Gudenåen var minutiøst kortlagt så langt tilbage i tiden som i 1736. Af Skipper Anders Gylliam. På opdrag af ingen ringere end Kong Christian VI. Introbilledet til denne artikel er et udsnit af det resulterende kort fra Ry Mølle. Detaljeringsgraden er imponerende.

Gudenåen har alle dage været en vigtig indfaldsvinkel til det dengang mørke og skovklædte Jylland. En stor og vigtig vandvej, som gjorde, at man kunne trænge langt ind i det ellers uigennemtrængelige Jylland. Dels kunne man selv komme frem og tilbage i mindre og måske primitive fartøjer. Måske først i udhulede træstammer. Men senere også med større pramme, der kunne transportere produkter som mursten og tømmer ind og ud af Hovedlandet.

Det skete, da man i 1800-tallet anlagde Pramdragerstien – også kendt som Trækstien – hele vejen fra Randers til Silkeborg. Nu kunne man trække de tunge og tungt lastede pramme op mod strømmen – eventuelt hjulpet af sejl, når det blæste fra den rigtige retning. Turen tilbage til Randers var i sagens natur lidt lettere, da rejsen nu foregik nedstrøms.

Nu skulle man i stedet holde lidt igen på de hurtigst strømmende strækninger. Dette blandt andet ned gennem den store istidsådal, som Gudenåen dengang uhindret snoede sig igennem – før bygningen af Tangeværket i 1920‘erne. Hvor Tange Sø i dag stadig ligger og fylder. Med Tangeværket var det definitivt slut med pramdriften, der her stødte hovedet mod en mur – præcis som åens laks og havørreder gjorde og stadig gør det.



Men inden man var kommet så vidt, måtte Gudenåen først kortlægges og eksisterende hindringer registreres. Dette lå Kong Christian VI stærkt på sinde.

Derfor kommissionerede han først i 1730‘erne den erfarne Skipper Anders Gylliam til at besejle og kortlægge Gudenåen, så langt opstrøms han kunne. Ombord på en lille båd og med mandskab til det tunge arbejde med at sejle eller trække skibet opstrøms gennem de hårde og lavvandede stryg.

Kong Christian interesserede sig nu nok ikke så meget for selve Gudenåen. Hans store interesse lå i stedet i de store skove ved Silkeborg, som kunne levere træ til datidens evige flådebyggeri. Krigsskibene dengang havde det jo med at bryde i brand og synke, når de blev beskudt.

Hver ny krig krævede derfor nye krigsskibe, og træ var ofte en mangelvare. Så Christian VI kunne sagtens se de store muligheder, der lå gemt i tømmer af høj kvalitet fra det mørke Midtjylland – hvis ellers han kunne få det transporteret ud til havet.

Skipper Gylliam påtog sig den store opgave og begav sig opstrøms med sine mænd. Meter for meter eller rettere: Favn for favn loddede han dybden og registrerede den på udførlige og mange meter lange “søkort”.


Kong Christian VI (1699-1746)


Disse blev efterfølgende kopieret, rentegnet og håndkoloreret, så der i 1736 lå et meget detaljeret kort klar over Gudenåen – fra Randers By til Ry, hvor han måtte standse projektet. Åen heroppe var helt enkelt fyldt med mængder af gamle pælerester, som umuliggjorde en videre fremfærd.

Det var rester af flere hundrede år gamle egetræsbroer over den øvre del af Gudenåen, der her var blevet til Salten Å, som bremsede Skipper Gylliam på hans vigtige mission for Kong Christian VI.

Men Gudenåen havde nu fået sit første officielle søkort, der jo i virkeligheden var et åkort -med udførlige oplysninger om vanddybde, bundmateriale, strømforhold og andet af vital interesse og betydning for den fremtidige skibsfart.

Det har været noget af et Æventyr, den gode Skipper Gylliam her havde været ude på. En lang og slidsom færd op ad Danmarks længste vandløb. Nogen dans på roser har det med sikkerhed ikke været.

Alligevel kan man som sat nutidsdansker blive helt misundelig over de oplevelser, som Gylliam & Co nødvendigvis må have fået undervejs. De mennesker og det dyreliv, man må have mødt i det dengang mørke og tæt bevoksede Midtjylland.



Fra Randers by længst inde i den smalle Randers Fjord og op til Silkeborg er der godt et halvt hundrede kilometer. Læg hertil de knap 25 km videre til Ry og de mange, mange sving undervejs, så er der næppe tvivl om, at den gode Skipper har tilbagelagt mere end 100 km på sin opstrøms sejlads fra Randers Fjord til Salten Å.

En imponerede færd i en tid, hvor Nilens kilder i det indre Afrika stadig var ukendte.

Og Gylliams medbragte “trækkerdrenge” er ikke kommet sovende til deres hyre, når den lille båd skulle trækkes igennem strømrenderne, der sine steder og dengang kunne være ganske stride. Det har været nogle seje og stærke mandfolk – forgængerne til de pramdragere, som siden gjorde Gudenåen landskendt. I hvert fald langs Pramdragerstien fra Randers til Silkeborg.

Skipper Gylliams ”søkort” over Gudenåen lå klar i 1736, men blev siden gemt bort – og glemt. Allerede 40 år senere – i 1776 – måtte man derfor på den igen med en helt ny opmåling af den selvsamme Gudenå.



Det blev en kortlægning, der gav anledning til den konklusion, at skulle Gudenåen gøres “prambar”, da skulle der anlægges ikke færre end 16 sluser på strækningen fra Randers til Silkeborg. Og det var lidt for stor en mundfud for datidens ellers driftige handelsmænd. Det ville koste alt for meget i forhold til den mulige gevinst.

Engang sidst i 1790‘erne kom så kronprinsen, den senere Frederik VI, på besøg i Randers. Han gav den norske oberst L. F. Brock til opgave at løse problemerne.

Brock indså straks, at de 16 sluser ikke havde nogen realistisk fremtid. I stedet gik han i gang med en systematisk uddybning af Gudenåen, hvor man fjernede store sten og lavvandede sandbanker, der kunne være til hinder for skibsfarten. Hvor prammene kunne forlise eller strande på deres vej op eller ned ad åen.

Arbejdet med at uddybe Gudenåen og gøre den til datidens vigtigste danske vandmotorvej stoppede i første omgang ved Ans. Det måtte række, mente investorerne, som var de lokale handelsmænd. Hermed havde man nu fået indlemmet Gudenåens opland helt op til Bjerring Mølle – dagens Bjerringbro – og det var man godt tilfredse med i Randers.



Silkeborg og Ingerslev

Silkeborg fik således ikke glæde af denne egnsudvikling – i første omgang. Silkeborg Hovedgaard blev i 1804 købt af den driftige Ingerslev – ham med Boulevarden i Aarhus – der ville sælge træ fra sine store Silkeborgskove. Men det blev ikke til meget, førend staten lånte Ingerslev en betydelig sum penge, så Gudenåen kunne gøres prambar helt op til Silkeborg.

Ingerslev lånte i årene 1807-1809 hele 100.000 rigsdaler til formålet, hvilket var mange penge i de dage. Og han fik yderst belejligt hjælp af godt et halvt hundrede svenske krigsfanger til det hårde arbejde med uddybningen.

De meldte sig næppe som frivillige, og det er nok tvivlsomt, om de gode svenskere nød den smukke og uberørte midtjyske natur lige så meget, som vi andre gør det i dag. Det var hårdt arbejde fra tidlig morgen til sen aften, og der var meget langt hjem til Sverige. Ikke alle “krigsturister” overlevede tvangsarbejdet.

Men Ingerslev lykkedes med projektet og etablerede efterfølgende en fast pramfart med seks mindre pramme, som sejlede tømmer fra Silkeborg og ned til Bjerring Mølle. Her blev det omlastet til dobbelt så store pramme, der kunne klare det sidste stykke ned til Randers by.


Herover Gudenåen, som den så ud, da Skipper Gylliam kortlagde den i 1736.


Herunder Gudenåen efter bygningen af Tangeværket og etableringen af Tange Sø.


Skipper Anders Gylliams sirlige kort fra 1736 over Gudenåen fra Randers til Salten Å mistede efterhånden deres betydning. Åen var jo uddybet og gjort farbar alle de steder, hvor prammene skulle igennem.

Men Gylliams udførlige kortlægning resulterede samlet i otte store og flere meter lange papirkort, hvoraf det øverste fra Salten og Ry måler hele 4 meter og 15 cm. Det var smukke og håndkolorerede kort, som kun datidens kunsthåndværkere havde tid og evner til at fremstille dem. Men det var også uhåndterlige kæmpekort, der i næsten et kvart årtusinde blev gemt forskellige steder, inden de til sidst havnede i Rigsarkivet.

Her lå de i flere år – utilgængelige for offentligheden, som kun måtte besigtige dem efter behørig tidsbestilling hos og aftale med Rigsantikvaren. Til sidst måtte man heller ikke det længere. Kortene var blevet for skrøbelige til fortsat fysisk håndtering, og de havnede til sidst på Det Kongelige Bibliotek.

I dette årtusinde har der derfor været et stigende pres på biblioteket for at få digitaliseret de store kort, så de kunne beses og benyttes. Så man kunne og kan se, hvordan Danmarks længste vandløb engang så ud – før vi mennesker begyndte af grave og uddybe den å, der efter meget at dømme har haft datidens største danske laksebestand.


Herover hele det 4,15 meter lange kort over Gudenåen ved Lille og Store Gudensø


Det besværlige arbejde med digitalisering af de meterlange kort blev afsluttet i 2016 – og de resulterende filer voldsomt store. Men mere end et kvart årtusinde efter kortenes oprindelige udarbejdelse er Skipper Gylliam nu langt om længe digitaliseret og udødeliggjort.

Det kan Gudenåens venner kun være tilfredse med!

© 2020 Steen Ulnits