Gummibåd til lystfiskeri

Gummibåden er en smart lille opfindelse, når det skal gå hurtigt og det kniber med pladsen. Man kan også fiske fra den…

Jeg har altid været fascineret af gummibåde, fra jeg første gang så én i funktion. Det ene øjeblik fylder den ingenting – det næste kan man sejle de store verdenshave tynde med den! Eller næsten. Faktum er i hvert fald, at gummibåden giver øget aktionsradius og dermed større fiskemuligheder.

Nu er der imidlertid meget stor forskel på en lille dinghy af den slags, der bruges som sløbejolle til større motor- og sejlbåde. Og så de massive “RIB’s”, som militæret bruger – store gummibåde med fast bund og hæk til kæmpestore motorer. RIB er da også en forkortelse for “Rigid Inflatable Boat” – en gummibåd med fast skrog.

RIB’s er i en klasse for sig og ikke noget, vi skal beskæftige os med her. Jeg skal blot nævne, at jeg engang har været ombord i en af slagsen – i åbent Atlanterhav og med to kæmpestore påhængsmotorer på hækken. Tilsammen 250 HK. Det var sjovt et stykke hen ad vejen. Spændende det meste af tiden. Og direkte skræmmende til sidst. Vi nåede op i nærheden af 100 km/t, og så er det altså ikke sjovt længere. Så klamrer man sig bare fast og håber, kaptajnen har styr på tingene. Hvad han heldigvis havde…

De mindre gummibåde er derimod decideret sjove at sejle i og fiske fra. Man bør altid vælge en af de små moodeller, for ellers mister man meget af fordelene ved netop gummibåde. Bliver de for store, fylder de for meget. Bedst er efter min mening en lille 3 meters model, som man fint kan fiske alene fra – til nød have en god ven eller veninde med i. Og så en lille påhængsmotor på 2-4 HK. Så er hele ekvipagen let at bære, nem at pumpe op og bekvem at søsætte. Er man ene mand ombord, kan man komme langt omkring på kort tid.

Legetøj eller lystbåd?

Der er dog lidt legetøj over små gummibåde, og de er da også sjove at lege med. Man kan sejle på meget lavt vand – så længe der er plads til skruen – eller man kan til nød ro lidt rundt i den. Vær dog klar over, at gummibåde er uhyre vindfølsomme og besværlige at ro. De får aldrig nogen fremdrift gennem vandet. I stedet skubber man bare både frem med korte tag i årerne.

Men år det så er sagt, så byder gummibåde på et utal af muligheder – bedst i sommerhalvåret, for våd, det bliver man altid. Man sidder lavt og noget ubekvemt, hvilket ikke gør gummibåde ideelle til ældre mennesker. Gummibåde er heller ikke ligefrem kendt for at kaste vandet ud til siderne…

Så: Enten sommervarme og badetøj ombord. Eller vandtæt beklædning!

Er man til at ligge med sin vandkikkert og studere havbunden, mens man stille driver afsted med vind og strøm, fås ikke noget bedre end netop gummibåde. Man ligger blødt og godt på de luftfyldte pontoner og kan – uden risiko for at falde over bord – hænge ud over rælingen og kigge ned til fiskene!

Vil man fiske fra den, sker det bedst alene – på grund af den trange plads. En rigtig smart løsning er her et drejeligt foldesæde, som kan monteres på den bagerste – ofte eneste – tofte. Så kan man sidde bekvemt med siden til, når man sejler – med godt greb om gashåndtaget. Når der siden skal fiskes, drejer man blot omkring og kaster ud. Da bliver den lille gummibåd pludselig til en ren fiskemaskine!

Bedst af alt: Gummibåden er den økonomisk mest overkommelige måde at blive småbådsfisker på!

© 2011 Steen Ulnits