Hajbid, der batter…

IMG_2295

Verden over oplever vi en stigning i antallet af hajangreb på mennesker – ofte i områder, hvor de ikke tidligere forekom. Hvad er forklaringen?

Hajer er såkaldte “apex predators” – altså toprovdyr, der som voksne ikke har mange fjender, der jager dem for at æde dem. Hajernes rolle i det marine økosystem er dels at fjerne gamle og syge individer fra bestandene af byttefisk – dels at regulere disse bestandes størrelse, så det hele er i balance.

Hajer betragtes ofte som rastløse dyr, der svømmer hvileløst omkring. Det kan man let selv iagttage i eksempelvis Kattegatcentret. De fleste af hajerne her bare svømmer og svømmer – tilsyneladende uden at have noget mål.

Forklaringen er enkel: De fleste hajer kan ikke “trække vejret”, som de fleste andre fisk kan. De har ikke nogen pumpemekanisme, der kan sørge for frisk og iltrigt vand over gællerne. I stedet svømmer de hele tiden og sikrer derved en konstant vandstrøm over gællerne. De trækker vejret med halen, kunne man sige.

Bundlevende hajer som eksempelvis de dvaske nursehajer har derimod en pumpemekanisme, som sikrer frisk vand over gællerne – selv når de ligger stille på bunden. Men det er altså en undtagelse blandt hajer. De nært beslægtede rokker har derimod alle en tilsvarende pumpemekanisme, som tillader dem at ligge stille på bunden i længere tid.

Følsomme fisk

Hajer er ikke blot havenes toprovdyr. De er også meget følsomme for overfiskeri. Dette skyldes ikke mindst, at de allerfleste hajer ikke lægger æg, men i stedet føder levende unger. Og til det formål skal de typisk være noget ældre end andre fisk for at blive fødedygtige. Og jo ældre man skal være, før man når den reproduktive alder, desto mere sårbar er man over for overfiskeri.

Da de fleste hajer føder levende unger, har de en indre befrugtning, som kræver en regulær parring. Noget, der hos visse hajarter går voldsomt for sig. Således ved man fra kobberhajer langs den sydafrikanske kyst, at hunnerne her altid ender med centimeterdybe rifter og flænger i huden.

Heldigvis er hajer langt mere tykhudede end almindelige fisk, så de klarer sig. Huden består nemlig ikke af skæl, men af horntænder, som gør hajskind sandpapirsagtigt at føle på. Navnet “hudtænder” skyldes, at de små pigge er opbygget som rigtige tænder – af dentin med et lag emalje yderst.

Jægerne er vant til, at man kan aldersbestemme et stykke hjortevildt på tænderne – via den slitage, som års drøvtyggeri uundgåeligt medfører. Det kan man ikke med hajer. Hajerne fødes nemlig med et tandsæt, som løbende udskiftes.

Mange tænder falder ud, når hajerne bruger deres karakteristiske teknik med at bide sig fast og siden ruske en luns kød løs af offeret. Men så såre en tand er røget ud, rykker en ny frem bagfra.

Det er baggrunden for, at eksempelvis store hvide hajer ofte ser ud, som havde de munden fuld af tænder. De har de rent faktisk!

Hajer er endvidere uhyre følsomme over for elektriske impulser. De har hovedet fyldt med følsomme elektroreceptorer – “Lorenzinis ampuller” kaldet – der sætter dem i stand til at registrere levende væsener uden hverken at kunne se eller lugte dem. Dette endda i tilgift til deres i forvejen helt forrygende lugtesans, hvis lige man skal lede længe efter.

Under jagten bevæger en sulten haj hovedet fra side til side for bedre at få fært og kunne retningsbestemme den. Nogle få dråber blod i vandet kan være nok!

Indbygget opdrift

Hajer har i det hele taget fra starten af valgt at gøre alting helt anderledes end “normale” fisk. Da benfiskene valgte et tungt skelet i lighed med vores eget, var de nødt til at kompensere for vægten med en svømmeblære.

IMG_2294

Hajerne valgte i stedet et skelet af let og smidig brusk – baggrunden for deres tilnavn bruskfisk. Skelettet af brusk gør hajer meget smidige. Holder man således en mindre haj i halen, er den ofte i stand til at nå op og bide den formastelige holder – noget, ingen stivbenet fisk kan gøre dem efter.

Hvor benfiskene har valgt at forsyne deres gæller med millioner af små Natrium-Kalium pumper til regulering af den indre saltbalance, dér har hajerne i stedet valgt at komme urinstof i blodet, så dette har samme saltholdighed som det omgivende vand. Derved sparer de megen energi til regulering af saltbalancen.

Men dette har ind imellem uheldige bivirkninger – set med menneskeøjne. Mange hajer indeholder nemlig så meget urinstof i blodet, at også kødet tager smag efter det.

Dette gælder ikke mindst de elegante gråhajer, som erhvervsfiskerne hader. Dels fordi de ødelægger deres garn, når de jager rundt efter makrelstimerne. Og dels fordi de garnfangne gråhajer ikke kan sælges. Deres kød er nemlig ildelugtende og aldeles uspiseligt.

Dette gælder heldigvis ikke alle hajarter. Således er den lille pighaj en udmærket spisefisk, der i flået tilstand sælges under det velklingende navn “kongeål”. Det samme gælder den store sildehaj, hvis bøffer er meget efterspurgte verden over. Flot og mørkt kød, der minder lidt om kalv.

Hajfinnesuppe…

Hajer er kendetegnet af ubevægelige og meget store brystfinner, der virker som en slags glideplan under svømningen – som dels stabiliserer fisken, dels bibringer den en smule opdrift á la flyvinge.

Desværre er netop hajfinner ofte ganske velsmagende, hvilket er blevet mange hajers skæbne. Således regner man med, at 25-75 millioner hajer hvert år aflives udelukkende for finnernes skyld. Ofte skæres finnerne blot af, hvorefter de stadig levende leverandører dumpes i havet igen…

Hajfinnerne bruges primært til hajfinnesuppe, som dels er ganske velsmagende – dels uhyre populær de fleste steder i Asien. EU og USA har for længst forbudt dette svinske og etisk uholdbare fiskeri. Her kræves det nu, at hele hajen bringes i land og ikke kun de afskårne finner.

Desværre foregår hajfinnefiskeriet fortsat i stor stil mange andre steder, hvorfor mange hajarter i dag er udryddelsestruede eller i hvert fald godt på vej til at opnå denne status.

I tilgift til hajfinnesuppen, der serveres på finere restauranter over hele Asien, bruges hajfinnerne også i en vis udstrækning til fremstilling af afrodisiakum – som elskovsmiddel for de asiater, der åbenbart har brug for det…

Bid, der batter!

Hajernes karakteristiske trekantede tænder er perfekte til både at bide sig fast med og siden flænse kødlunser af byttet med. For at beskytte øjnene lukker mange hajarter øjnene, når de åbner munden og bider til. Og de gør det med langt større kraft, end man hidtil har formodet.

Det er ganske vist svært at bede en haj om at bide til, mens man måler trykket. Men det er forsøgt alligevel – blandt andet med lifesize sælimitationer med indbygget trykmåler!

De hidtidige resultater har været overraskende. Således viser det sig nemlig, at den store hvide haj slet ikke bider så hårdt endda. I hvert fald ikke sammenlignet med andre store hajarter. I stedet bruger den fart som hjælpemiddel, når den bider til. Op til 65 km/t for store hajers vedkommende.

På denne måde har man målt op til 50G i bideøjeblikket, hvilket påfører byttet en voldsom chokeffekt. Vigtigt, når offeret er så stort som søleoparder, sæler og pingviner.

Man ved, at tigerhajer kan bide hul i skjoldet på en stor havskildpadde. Alligevel har målinger vist, at tigerhajens bid ikke er så kraftigt endda. Til gengæld er mundtøjet ganske specialiseret – med kurvede tænder i en bevægelig overkæbe samt lige tænder i fast undermund. Tilsammen giver det en uhørt saveffekt, som havskildpadderne altså må lide under!

IMG_2293

Det hidtil kraftigste bid, man har målt, stammer fra den ikke specielt store bull shark, der lever i både ferskvand og saltvand. Den hører til de farlige hajarter, der ofte angriber mennesker i grumsede flodmundinger – med fatalt resultat. Den bliver ikke meget større end 3 meter.

Til gengæld kan den bide med en kraft på op mod et halvt ton – næsten det dobbelte af den frygtede hvide haj…

Hajangreb

Mange mennesker er bange for hajer. Filmen “Jaws” er nok det mest kendte resultat af denne hajskræk, som ligger dybt i de fleste. Er der noget, som kan få folk til at gyse, så er det synet af den karakterisktiske hajfinne, der kløver overfladen – på jagt efter bytte. I virkelighedens verdens såvel som i tegneseriernes.

Hajangreb er ganske vist uhyre sjældne, men de er altid spektakulære – ofte også dødelige. De mest kendte hajangreb er gået ud over surfere, som er blevet angrebet af store hvide hajer. Ofte har de sultne hajer sikkert forvekslet surfbrædtet med en spiselig sæl, som hører til deres yndlingsbytte.

Under alle omstændigheder flyder der altid meget blod efter disse angreb, som mange dog har overlevet. Men ikke uden ar på kroppen og sår på sjælen…

Mere almindelige er hajangreb i grumsede flodmundinger, hvor skurken i regelen er en af de store tyrehajer, der trives fint i det brakke vand. Her har hajerne ingen mulighed for at se, hvad de bider i. De registrerer blot, at det er noget levende og potentialt spiseligt, de har fået i kikkerten.

På verdensplan har man registreret en målbar stigning i antallet af hajangreb på mennesker. Alene i Australien har man haft fem dødelige hajangreb i år. Der spekuleres i, om det mon skyldes klimaforandringer, som har ændret hajernes adfærd – som måske har reduceret fødemængden og derfor gjort hajerne mere sultne.

Mindst lige så sandsynligt er det nok, at overfiskeri fra menneskeside kan have haft samme negative effekt på bestandene af hajernes fødefisk. En tredie teori er, at flere mennesker end nogensinde færdes på havet i deres fritid – med større risiko for fatale møder på åbent hav.

– Måske årsagen er en kombination af alle tre ting. I så fald kan vi se frem til mange flere hajangreb på mennesker i årene fremover…

© 2014 Steen Ulnits

Paintings by Waterlogue