Biblen & Biologien

Nilen

Egyptens ti plagerDet sker meget ofte, at Biblen generelt og skabelsesberetningen specielt kolliderer med biologien og det virkelige liv.

Ikke mindst Darwin’s udviklingslære om evolution af dyr og planter harmonerer ofte meget skidt med religionen, hvor Gud jo skabte mennesket i sit eget billede. Alle rationelt tænkende mennesker ved jo i dag, at Darwin naturligvis havde ret – at Jorden ikke er flad og Månen stadig ikke består af grøn ost. Vi har jo i mellemtiden været der og checket begge dele!

Ikke desto mindre kan biologien faktisk et meget langt stykke hen ad vejen forklare mange af de ofte helt usandsynlige ting, som står at læse i Biblen – som man skal være mere end troende for at tro på! Heriblandt den mildest talt farverige historie om Egyptens ti plager, som jo lagde grunden til en hel religion – kristendommen.

Egyptens ti plager er ifølge Biblen Guds straf over Egypten, som det beskrives i 2. Mosebogs kapitel 7 vers 11. De ti plager skal ses som Guds hjælp til Moses med at overtale Farao til at frigive de israelitiske slaver, så de frit kunne vandre ud af Egypten. Her blev de af egypterne holdt tilbage som slaver og tvangsarbejdere, uden hvilke de store pyramider næppe var blevet bygget.

Moses og Farao

En jøde ved navn Moses trådte frem af det undertrykte folk og gik til Farao med krav om, at hans folk skulle sættes fri – noget, Farao naturligvis syntes var en rigtig dårlig idé. – For hvem skulle så bygge hans kolossale pyramider med de imponerende gravkamre?

Moses var ikke Herr hvem som helst. Han havde startet sit liv som forladt jødisk baby i en lille papyrusbåd, der var blevet sendt ud på Nilen – til en sandsynlig krank skæbne mellem flodens mange krokodiller. Båden med den lille Moses blev imidlertid fundet af Faraos datter, som tog det lille barn til sig og opfostrede det som sit eget – til den person, der siden stod frem som Moses, med status som intet mindre end egyptisk prins!

Moses kunne derfor tillade sig mere end de fleste andre samtidige – uden risiko for at blive aflivet øjeblikkeligt – og han gav ikke sådan op. Gud havde nemlig fortalt ham, at et frugtbart land ventede israelitterne – når de engang slap ud af Egypten. Moses kontaktede derfor Gud, som startede et sandt tæppebombardement af det egyptiske folk – med alskens dårligdomme, også kaldet “de ti plager”:

Den danske skolemand Jeppe Tang samlede i 1865 kort og fyndigt de ti plager i dette let forståelige vers:


Vand til Blod og Frøers Mængde,
Myg dernæst Egypten trængte.
Utøj, Pest og Bylders Nød,
Hagel, Græshop, Mørke, Død.
 

Sådan. For blot nogle få årtier siden kunne alle folkeskoleelever recitere dette mundrette vers. I dag kniber det lidt mere – også med overhovedet at læse…

De ti plager

I en lidt mere udførlig udgave skete der følgende:

1. Vand til blod. Gud sender nu den første plage ned over det egyptiske folk. Da Moses rækker sin stav ud over Nilen, bliver vandet i landets floder, kanaler og damme forvandlet til blod, og alle fiskene i det dør. Men Farao fatter ikke alvoren.

2. Frøer. Syv dage senere beder Gud Moses om atter at række sin stav ud over Nilen, og landet oversvømmes nu af frøer fra ende til anden. Frøerne trænger ind overalt, selv i Faraos paladser. Farao kalder Moses til sig og siger, at han vil give israelitterne tilladelse til at rejse – hvis blot frøerne vil forsvinde igen. Men da frøerne er borte, nægter Farao alligevel at lade det israelitiske folk rejse.

3. Myg. Moses slår nu vredt i støvet med sin stav, og alt støvet forvandles til myg, som angriber både mennesker og dyr. Men lige lidt hjælper det. Farao er ubøjelig.

4. Utøj. Vældige sværme af utøj fylder Faraos palads og hvert eneste egyptiske hjem, men Farao giver sig ikke. Gud må derfor fortsætte bombardementet.

5. Pest. Alle egypternes dyr rammes af pest, mens ikke et eneste af israelitternes dyr dør. Farao ser dog stadig ikke skriften på væggen – for nu at bruge et andet bibelsk billede.

6. Bylder. Alle egyptiske mennesker og dyr bliver ramt af bylder. Selv Faraos egne troldmænd bliver befængt med betændte bylder, men det hjælper stadig ikke på forståelsen.

7. Hagl. Gud sender nu torden, hagl og lyn så voldsomt, at hele Egypten ligger i ruiner. Mennesker og dyr bliver dræbt, træer splintres, og afgrøder slås ned. Det eneste sted i Egypten, som undgår katastrofen, er – naturligvis – området, hvor israelitterne boer. Farao indvilliger nu for anden gang i at lade israelitterne rejse, men skifter atter mening. Gud må på den igen…

8. Græshopper. Gud lader nu en østenvind blæse hele dagen og den følgende nat. Næste morgen har denne vind bragt græshoppesværme til landet, så jorden er sort af græshopper. Græshopperne æder den smule føde, som er tilbage efter haglbygerne. De efterlader ikke noget grønt overhovedet – ikke et træ, ikke en plante i hele Egypten. Farao nægter alligevel stadig at lade israelitterne – stædig, som han er.

9. Mørke. Herren lader nu et tykt mørke sænke sig over landet. Ingen egypter kan røre sig ud af stedet i samfulde tre dage, men israelitterne har – naturligvis – stadig sollys, hvor de bor. Farao tilbyder herefter, at israelitterne kan rejse, hvis de blot efterlader deres husdyr. Men Moses nægter dette, da de agter at bringe slagteofre til Gud. Gud må derfor på den igen, og nu var han for alvor sur:

10. Død.. Gud sagde så til Moses: “Jeg vil sende endnu en katastrofe over Farao og egypterne. Derefter vil han lade jer rejse. Ved midnatstid vil jeg gå gennem Egypten. Den førstefødte søn i hvert hjem skal dø – lige fra kronprinsen til slaven – ja, selv de førstefødte blandt dyrene skal dø. En skærende dødsklage skal lyde over hele Egypten. Aldrig før har landet oplevet sådan en sorg, og aldrig siden skal det ske”.

Hver israelitisk familie måtte ofre et stærkt bukkelam, og lammets blod skulle smøres på dørkarmen i huset. Så Gud ikke tog fejl af beboerne… Han er trods alt ikke totalt ufejlbarlig! Samme aften skulle alle jøder spise lam med usyret brød til og iføre sig deres rejsetøj, så de uden varsel kunne begive sig ud på en lang rejse.

Nil_kort

Needless to say – Farao gav sig til sidst, da selv hans egen førstefødte søn nu havde måttet bøde med livet. Og jøderne drog afsted. Men Farao ombestemte sig endnu engang og satte efter jøderne, som da var nået til Det Røde Hav.

Moses sank en ekstra gang, da han så egypterne tone frem i horisonten i deres gyldne stridsvogne. Nu krævedes der for alvor, at han var stærk i troen. Han tog sig derfor sammen og hævede staven igen – med det nu så velkendte resultat, at vandene i det Røde Hav skilte sig, så jøderne kunne komme tørskoet over.

Da egypterne satte efter, samlede vandet sig igen og opslugte de onde egyptere én gang for alle. Sådan! En fantastisk historie havde fået en lige så fantastisk afslutning!

Biologien og plagerne

– Men hvad har nu alt dette med biologi at gøre? – Er biologen gået hen og blevet religiøs på sine gamle dage?

Nope. Not to worry. Han er stadig ved sine sansers fulde fem. Han synes blot, det er morsomt, at man i dag har kunnet finde en aldeles plausibel biologisk forklaring på de ti plager, som Egypten angiveligt blev udsat for for et par tusinde år siden. Eller i hvert fald de ni første af dem. Forklaring følger:

Man kan i dag tilbagedatere klimaet til et givet tidspunkt – baseret på forskellige undersøgelser, som det vil føre for vidt at komme ind på her. Man kan se på askelag, planterester og mange andre ting, som hver især indikerer et givent klima og en given temperatur på et givet tidspunkt. På samme måde kan man fastslå, at der er sket markante ændringer i klimaet på bestemte tidspunkter i historien.

Således også med Egypten i faraonernes storhedstid og jødedommens spæde begyndelse. Vi skal her omkring 3.500 år tilbage i tiden, hvor grene af Nilen havde et ganske andet forløb, end de har i dag – hvis de overhovedet stadig eksisterer.

Dengang løb en vigtig gren af den livgivende Nil forbi en stor by ved navn Pi-Ramesses – grundlagt af faraoen ved navn Ramses II. Nilen oversvømmede hvert år jorden i deltaet og gjorde den frugtbar med sine aflejringer – grundlaget for det veludviklede egyptiske rige på det tidspunkt. Uden Nilen intet Egypten, som vi kender det i dag.

Men klimaet ændrede sig, og Nilen gjorde ligeså. Den gren af floden, som løb forbi byen Pi-Ramesses og dannede grundlag for dens mangeårige velstand, tørrede gradvis ud. Arkæologiske udgravninger i nyere tid har vist, at der tidligere har ligget en stor by ved bredden af den flodgren, som ikke længere eksisterer. Som har ændret sit løb og sin vandmængde i de mere end 3.500 år, der er gået siden Moses slog sine folder her.

Den oprindeligt store og mægtige by Pi-Ramesses er efter alt at dømme blevet forladt pludseligt af sine mange beboere – sandsynligvis fordi den livgivende Nil havde trukket sig tilbage og efterladt byen med et tørt og goldt landskab, de ikke længere kunne leve af. Dette betragtes i dag og af arkæologer som en kendsgerning.

Men inden da har klimaændringen haft store og uheldige konsekvenser for det egyptiske folk – billedgjort i Biblens fortælling om Egyptens ti plager. De har ganske vist fundet sted over mange år og generationer og ikke i løbet af dage og måneder, som det fremgår med meget stor kunstnerisk frihed af Biblens 2. Mosebog.

Et internationalt hold af videnskabsmænd har sat sig for at forklare Egyptens ti plager på en videnskabeligt plausibel måde, og det er bestemt ikke kedeligt stof!

En miljøkatastrofe af rang

Det er i sagens natur meget småt med pålideligt skriftligt materiale fra de dage. Den smule, der blev skrevet ned på papyrus, var baseret på mundtlige overleveringer, som havde været hundreder og tusinder af år undervejs – med de mange, mange fejl, der uundgåeligt opstår fra led til led. Alligevel er det i dag muligt at sammenstykke et fornuftigt billede af, hvad der egentlig skete “i de dage”.

Som udgangspunkt ved vi, at Nilen ændrede sit løb, så byen Pi-Ramesses måtte forlades af sine beboere. Som biologer ved vi også, hvad der sker, når noget sådant finder sted. Der sker en hel økologisk kædereaktion, som har store konsekvenser for miljøet over og under vandet. En kædereaktion, som et meget langt stykke hen ad vejen kan forklare Egyptens ti plager:

Da nedbøren begyndte at svigte i Nilens kolossale opland dybt inde i Afrika, ændrede floden sit vidt forgrenede løb i deltaet i Egypten. Nogle flodarme tørrede efterhånden ud, men inden da var strømmen aftaget og vandtemperaturen steget. Det er her, vi skal finde forklaringen på og begyndelsen til Egyptens ti plager.

Ifølge den første af de ti plager, så blev vandet i Nilen til blod – altså rødt. Vi ved i dag, at der også dengang eksisterede en blågrønalge, som kan være giftig, og som kan forårsage pludselige opblomstringer, der farver vandet rødt. Efterfølgende forsvinder al ilt i vandet som følge af nedbrydning af de døde alger. Heri ligger efter al sandsynlighed den helt naturlige forklaring på den første af Egyptens ti plager.

Den anden af de ti plager er en naturlig følge af den første.

Videnskaben har dokumenteret, at netop padder og heriblandt frøer kan stresses til at gennemgå deres forvandling fra æg over haletudser til voksne frøer på den halve tid – hvis de altså tvinges til det af unormale omstændigheder.

Dette “stress-pres” kan fint være en kombination af stigende temperatur og faldende iltindhold – forhold, som netop rådede i den svindende Nil. Frøerne stresses til at blive til voksne individer på rekordtid, og disse forlader så det varme og iltfattige vand for at gå på land i store mængder. Plage nummer to opklaret!

Plage nummer tre er en naturlig konsekvens af de mange frøers udvandring. Nu manglede der pludselig frøer og andre padder i Nilen, som kunne holde de mange insekter nede på et fornuftigt og aceptabelt niveau. Myg og fluer eksploderede derfor i antal og blev til en plage for egypterne, der givet måtte døje med mere malaria end ellers.

Nil_kort2

Vand, jord og luft

Tager man et overordnet kig på de ti plager, så vil man se, at de er opdelt i grupper på tre. De første tre plager er relateret til vand. Den næste tre plager er knyttet til jord. Og de sidste tre plager (minus den allersidste) er forbundet med luften. Det kan man lægge i, hvad man vil af symbolik – tolke eller overfortolke efter ønsker og lyster. Men vi vil her holde os til det, videnskaben kan dokumentere muligheden af.

Utøj, pest og bylder er de næste tre plager. Utøj i form af lus bliver hurtigt en plage for både dyr og mennesker – forårsaget af den manglende prædation fra ikke mindst padderne, som efterhånden dør ud, da de ikke længere kan trives i Nilens vand.

Med lus spredes flere sygdomme til dyr og mennesker – naturligvis med undtagelse af de altid resistente israellitter! Pest blandt kvæg og får er en naturlig konsekvens heraf – byldeagtige sygdomme blandt mennesker ligeså. Disse tre plager er således en såre naturlig konsekvens af de første tre.

De næste tre plager kommer fra luften. Voldsomme haglstorme oplever vi også i dag, og de har alle en aldeles naturlig forklaring i meteorologien. Skal der opstå haglstorm, kræves der voldsomme uvejr – typisk med torden – som kan skabe stærke opvinde. Jo voldsommere desto bedre.

Vandpartikler føres opefter med disse opvinde og fryses ned, mens der lægges lag på lag af ny is. Til sidst har haglene vokset sig så store og/eller tunge, at opvindene i uvejrets midte ikke længere kan holde dem oppe. De falder derfor ned som hagl, hvoraf de største kan måle op til 15 cm og være dødbringende eller i hvert fald ødelæggende for alt, de måtte ramme – det være sig huse, mennesker, dyr eller afgrøder. Rigtigt store hagl rammer nemlig jorden med hastigheder, som kan overstige 150 km i timen – “powered by gravity”!

Efter haglstormene kom sværme af græshopper, som hærgede og åd alt, de kom forbi. Alle afgrøder blev ædt af de grådige græshopper, som dagligt kan fortære deres egen kropsvægt i planter. Det er noget, der batter, når sværmene tæller sultne græshopper i hundredtusindvis…

Samtidig har græshoper et kolossalt reproduktionspotentiale, som det så fint hedder. Er forholdene gunstige, formerer de sig med uhyggelig hast, hvorved problemet til sidst løser sig selv – på grund af den efterfølgende fødemangel. Græshopperne dør eller drager hærgende videre til grønnere græsgange.

Videnskaben har dokumenteret, at store græshoppesværme styres af vejret, vinden og lufttrykket i deres vandringer. I Bibelen står der, at græshopperne kom med østevinden – ifølge dagens videnskab fra områder med højtryk, godt vejr og lav luftfugtighed.

Græshopperne tiltrækkes af lavtrykket, som de føres til med vinden, der som bekendt blæser fra steder med højtryk til steder med lavtryk.

Under de rette forhold kan græshopperne tilbagelægge op til 40 km om dagen og således meget hurtigt komme fra sted til sted – til fugtige steder, hvor de trives godt, har masser af mad og gode ynglemuligheder.

Kort sagt: Endnu en helt naturlig forklaring på en af Egyptens ti plager!

Et liv på vulkaner

Plage nummer ni var mørke. Solformørkelse kunne være en helt naturlig forklaring, men solformørkelser varer ikke i tre dage, som det er beskrevet i Bibelen. Pludselige sandstorme varer heller ikke så længe, omend de varer længere end solformørkelser.

Videnskaben samlede derfor interessen om store vulkanudbrud, som spyr enorme mængder aske flere kilometer op i atmosfæren, hvor askeskyerne hurtigt spredes – for alle vinde, kunne man fristes til at sige. Og netop her finder man en meget sandsynlig forklaring på den niende af plagerne:

Santorini

Med en usikkerhed på nogle få hundrede år man kan nemlig sige, at en sådan askesky kunne have formørket himlen over Egypten – efter et af verdenshistoriens største og mest kendte vulkanudbrud, der fandt sted på vore dages berømte turistø Santorini.

Tsunamier fra jordskælvet og udbruddet fra vulkanen Thera på Santorini skyllede ind over Middelhavslandene og lagde blandt meget andet hele Kreta øde og udslettede derved den minoiske kultur, som var opstået her. Alt dette skete for omkring 3.600 år siden. Jordskælvet på Santorini var så voldsomt, at dele af øen sank ned i et 400 meter dybt og vandfyldt hul i vulkanens midte. Der var knald på, mildest talt!

Moderne videnskab har dokumenteret, at pimpsten med en for vulkanen Thera karakteristisk sammensætning er fundet i store mængder i Egypten – i jordlag, hvis alder passer omtrentligt ind i historien om Moses, Farao og Egyptens ti plager.

Der er kun 700 km fra Santorini til Egypten, så man kan sagtens forestille sig, at askeskyen fra det gigantiske vulkanudbrud og jordskælv på Santorini kunne have formørket himlen over Egypten i flere dage – naturligvis med et lille solskinsfyldt kighul til de altid favoriserede israelitter!

Og så lige lidt religion til allersidst

Voila: De ni første plager er det således relativt let at finde en naturlig og aldeles plausibel forklaring på. Den tiende af de plager, som ramte Egypten, er imidlertid ikke sådan at få styr på. Man kender nemlig ikke til nogen nuværende eller tidligere sygdom, som selektivt kunne ramme de førstefødte afkom. Den findes simpelthen ikke.

Videnskaben har derfor affærdiget den tiende plage som religiøs sniksnak og symbolik, der nødvendigvis måtte til for at grundfæste den nye kristne religions suveræne status. Præcis som da de egyptiske soldater i deres guldskinnende stridsvogne nødvendigvis måtte blive opslugt af Det Røde Hav – da først israelitterne selv var kommet sikkert over. Vorherre holder naturligvis altid hånden over sine, og heldigvis var han stærkere end egypternes egne guder!

Guderne må sig forbarme, når og hvis nogen tror på sådan noget religiøst vås. Næeh, så er der trods alt mere hold i de grundige og tysktalende videnskabsfolk, som har gransket Egyptens ti plager omhyggeligt og fundet en naturlig forklaring på de ni første af dem. Den tiende undslap dem desværre…

Undervejs fandt de for øvrigt heller ikke den Hellige Gral, som deres ligeledes tysktalende og hagekorsbærende forgængere var på hektisk jagt efter i Indiana Jones filmene. Som skulle have en kraft så stor, at alle måtte underlægge sig den – hvis de altså først fandt den og fik den. Så ville de naturligvis have vundet krigen!

At tænke sig, at en kraft så stor og mægtig ville være så dum og nem at løbe om hjørner med, at den ville tjene hvem som helst, der fik den i sin magt? Blot endnu et eksempel på, at styrke i troen er lig med mangel på intelligens. Trist, men sandt. Uden religion ville vi derfor have en langt bedre verden – styret af rationel tænkning og sund fornuft.

Men vås eller ej. Jeg håber, at du har følt dig lige så godt underholdt, som jeg selv har gjort. Biblen er nemlig “A damned good story”!

Men så heller ikke andet.

© 2011 Steen Ulnits