Anskydningerne…
Først på sommeren var jeg et smut nede på Skødshoved Havn, hvor jeg ofte søsætter min lille jolle. Her faldt jeg i snak med den lokale formand for fritidsfiskerne, som gerne ville fortælle om gamle dage. Dengang der var fisk i Århus Bugt.
Han var selv startet som lystfisker – i de gode år, hvor man med sandorm på krogen kunne fange alle de rødspætter, man orkede. Men så svandt fiskene ind, så han ikke længere kunne være sikker på fangst nok til et måltid mad. Derfor havde han investeret i en båd og nogle garn, så han igen kunne forsyne familien med friske fisk. Men nu kunne han heller ikke fange nok i sine garn og ruser.
– Måske er det kun er et spørgsmål om tid, inden også han investerer i dykkerudstyr og harpun? Sandsynligvis skal han kun se en enkelt dykker komme ind med 20-30 friskspiddede fladfisk på fangstlinen, inden han tager springet – eller rettere dykket.
Han havde i hvert fald ingen anelse om, hvor meget man kan spidde på et enkelt dyk – hvis man altså ved, hvad man gør, og hvor det skal gøres. Samtidig ville han slippe for alt besværet med at sætte og røgte redskaber, som efterfølgende skal renses for tang og skidt, inden de kan sættes igen.
Filosofien er jo enkel nok og uhyre menneskelig: Når fiskebestanden svinder, investerer vi blot i stadig mere effektive fangstredskaber. Lige indtil den sidste fisk er fanget. Det er jo et princip, som fiskerierhvervet har efterlevet i de sidste mange årtier. Med det velkendte resultat, at flere fiskebestande nu er fisket ned til et niveau, hvorfra de har svært ved at komme sig.
Fluefisker med harpun
Måske det samme rationale var baggrunden for følgende lille episode fra forgangne sommer. I hvert fald viser den, hvilket folkeligt omfang UV jagten er ved at have fået i Danmark:
På min daglige badetur til Mols Hoved stod jeg pludselig ansigt til ansigt med en kendt profil fra fiskebranchen, hvor hans produkter udelukkende sigter på fluefiskere. Til lejligheden havde han udskiftet de åndbare waders og linekurven med neoprendragt og harpun. Både han og kæresten eller konen var bevæbnet.
Det kom noget bag på mig, må jeg sige. Intet ulovligt i det, men alligevel. Linekurven var i hvert fald ikke med – flueæsken ejheller. Måske næste skridt er et skifte fra den dedikerede flueklub til Nak Nemo, hvor de jo virkelig fanger fisk i mængder?
Spøg til side. Selv om det egentlig ikke er sjovt. Lidt længere nordpå står det trods alt værre til. Her er natjagten efter havørred blevet sat grundigt i system – med flydende batteriflåder, så man har lys nok til adskillige timers jagt under vandet. Så havørrederne blændes af det stærke lys i et omfang, der muliggør natlige fangster på op mod 50 kg sølvblanke havørreder – fisk på vej op i åen.
Så vidt vides er der intet ulovligt i dette fiskeri – så længe det foregår uden for fredningszonen og med lovlige våben. Jagttegn og våbentiladelse er kun påkrævet, dersom der bruges trykluftharpuner.
Og det ved enhver sportsdykker og undervandsjæger med blot en smule erfaring, at der slet ikke er brug for. De intetanende fladfisk stikker man blot. De mere sky havørreder blænder man først med lygten, inden man affyrer harpunen.
YouTube dokumenterer fangsterne
Adspurgt om deres fangster afviser de allerfleste harpunjægere naturligvis, at de fanger noget nævneværdigt. Præcis som fritidsfiskerne, hvis mange redskaber altid er tomme – når man altså ikke lige ser dem røgte deres garn.
Men nu er det så heldigt, at UV jægere også har brug for at fortælle om og eventuelt også prale af deres bedrifter. Et såre menneskeligt behov, som kun de færreste ikke ligger under for. Undertegnede inkluderet.
Og med vore dages moderne undervandskameraer er det lettere end nogensinde at dokumentere sine fangster. Det viser de utallige videoer på YouTube og Vimeo alt om. Her kan enhver ved selvsyn konstatere, hvordan havørrederne blændes af det stærke lys, inden de harpuneres. Et par tilfældigt valgte eksempler fra YouTube:
http://www.youtube.com/watch?v=giTRalSftMg
http://www.youtube.com/watch?v=sP2Cca-HCV0
http://www.youtube.com/watch?v=AAbS7Lk78kE
http://www.youtube.com/watch?v=02-neR9r2kA
http://www.youtube.com/watch?v=snz2sA8felc
http://www.youtube.com/watch?v=p2bZS6WVOBc
http://www.youtube.com/watch?v=AAbS7Lk78kE&feature=relmfu
Nogle af de værste videoer, som har ligget ude, er blevet fjernet fra YouTube igen. Så måske nogle af ovenstående også vil blive det. Men andre kommer givet til, so keep looking and you will find! Fortællelysten om egne bedrifter er stor – også blandt UV jægere.
TV2 dykker med
Efter den forherligende artikel i Sportsfiskeren om UV jagtens lyksaligheder (nr. 6-2010) fik medierne for alvor øje på UV jagten og dens folkelige appel. I hvert fald var TV2 i påsken 2012 ude med kameraet og fangede et par glade sportsdykkere, som hurtigt fik fyldt fangstlinen med friskspiddede fladfisk af den forårstynde slags.
Hunskrubber i Lillebælt og den vestlige Østersø er fredet april måned ud. Ifølge introduktionen til indslaget skete UV jagten et sted på Langeland – altså inden for område 22, der er omfattet af fredningen. Og påsken faldt i 2012 fra den 5. til den 9. april – altså i fredningstiden. I så fald ulovligt fiskeri for åben skærm. Det kunne være interessant at høre fra TV2, om der virkelig var tale om dugfriske optagelser? Sådan blev det i hvert fald præsenteret på påskeskærmen.
Det hele var filmet i strålende solskin og havblik, der kun kunne giver seerne lyst til selv at gøre dem kunsten efter. Blive harpunjægere, så de også selv kunne spidde fisk i mængder som vist på TV.
Dykkerbranchen var naturligvis hurtigt ude og øjnede muligheden for et storstilet mersalg af harpuner og lygter med mere til landets mange nye sportsdykkende harpunjægere. Samt indtægtsgivende kurser i brug af samme. Og det er der jo altsammen intet galt i – så længe det altså sker i overensstemmelse med loven. Men, og det er et stort men. Det er helt enkelt for svært at holde loven under vandet – af simple fysiske årsager:
– Hvordan er det nu lige man ser, at en skrubbe er de 25,5 cm, den skal være ifølge loven – inden man fyrer harpunen af? – Eller om en hunskrubbe over målet nu alligevel er fredet, fordi “rognsækkens bagspids strækker sig ud over midten af fiskens totallængde”, som der står i Fiskeriloven? Det er der ingen, som kan. Kurser eller ej. Skudt er skudt.
Forrige år mødte jeg på Norddjursland en nybagt sportsdykker og UV jæger, som kom ind til land med mellem 20 og 30 friskspiddede fladfisk på fangstlinen. En god blanding af isinger og skrubber, hvoraf halvdelen skønsmæssigt slet ikke kunne holde målet.
Da jeg konfronterede ham med dette forhold, kiggede han blot på mig og sagde, at det kunne jo være lige meget nu. Nu kunne de jo alligevel ikke genudsættes. Mod tåber som ham kæmper selv guderne forgæves…
Samme problemstilling gælder forskellen på blanke og farvede havørreder. Her kan det være meget svært at skelne mellem legale blankfisk og så stålblanke gydefisk, der er fredet. Og igen – skudt er skudt.
Verden under vandet er en verden for sig. Lysets brydning i vand er en anden end i luften, og derfor er fisk og havpattedyr forsynet med kuglerunde øjne, som tager højde for dette. Som tillader sikker afstandsbedømmelse, når byttet skal fanges.
Men så nemt er det ikke for os mennesker. Som enhver, der har svømmet under vandet, vil vide, så ser alting større ud hernede. Alting ser ud til at være tættere på, end det i virkeligheden er. Instinktivt rækker man ud efter ting, der ser ud til at være inden for rækkevidde – uden i virkeligheden at være det.
Afstandsbedømmelse under vand er derfor svært – størrelsesvurdering endnu sværere. Alene derfor bør det være forbudt at jage fisk, som har et mindstemål. Hvor lystfiskeren i regelen kan fjerne krogen og genudsætte fisken, hvis den ikke holder målet eller på anden måde er fredet, dér har UV jægeren naturligvis ingen mulighed for at fjerne harpunen og genudsætte fredede fisk. Den fisk er død.
– Og hvordan er det nu lige med de anskydninger, som sportsdykkerne pudsigt nok aldrig selv oplever eller i hvert fald kun sjældent fortæller om? Fisk, som rammes så yderligt af harpunen, at de ikke sidder fast, men slipper væk. De slipper næppe med skrækken, men dør efterfølgende, synker til bunds og bliver til krabbeføde.
Obligatorisk jagttegn til UV jagt
Harpuner er farlige – både for fisk og de mennesker, der måtte komme i vejen for dem. – Hvem husker ikke James Bond fra “On Her Majesty’s Secret Service” fra 1969? Ladte harpuner er naturligvis farlige – præcis som andre skydevåben er det.
For landjagten har det i Danmark i mange år været et indlysende og lovpligtigt krav, at man tager et jagttegn, før man kan gå på jagt. Her lærer man om dyrene og deres jagttider, så man ved, hvad man må skyde på og hvornår. Her lærer man også at bedømme afstand til de dyr, man vil skyde. Noget, langt fra alle er lige gode til. Er afstanden for lang, stiger risikoen for anskydninger markant.
Endelig skal man til jagtprøven dokumentere, at man dels kan håndtere sit skydevåben på forsvarlig vis under jagten – dels også ramme et vist minimum af det, man skyder på. Først da er man klar til at blive sluppet løs som jæger i den danske natur. På forsvarlig vis. Når man ser nybagte UV jægere snublende bakke baglæns ud i vandet med svømmefødderne på – og med skarpladte skydevåben i hånden – da kan ingen på stranden vide sig sikre.
UV jægeren har brug for den samme indsigt og de samme egenskaber som landjægeren, omend hans skydevåben ikke rækker nær så langt. Hvis han eller hun altså skal undgå anskydninger og drab på ulovligt bytte – det være sig fredede fisk eller fisk under mindstemålet.
Som nævnt er det svært at bedømme afstand og størrelse under vandet – langt sværere end oppe på land. Så behovet for en jagtprøve for UV jægere er i virkeligheden næsten lige så nødvendigt som for landjægerne – i hvert fald set med fiskenes øjne.
Og det kan godt være, at dykkerklubber og forretninger afholder kurser i UV jagt. Det gør de, og det er godt. Men det afholder desværre ikke nye dykkere fra at gå i vandet uden afholdt kursus – med skarpladte harpuner. Også om natten. Også med lys. Alt er tilladt under vandet.
Jeg har i de sidste to år adspurgt næsten alle de harpunjægere, jeg har mødt ved stranden, om deres eventuelle medlemsskab i landets dykkerklubber. Statistikken er svag – det indrømmer jeg – for den omfatter under tyve adspurgte. Men tendensen er tydelig og helt i overensstemmelse med det øvrige Foreningsdanmark:
Over halvdelen var ikke medlem af nogen klub, for hvorfor skulle de dog være det? – Vi dykker jo ikke med flasker og har derfor ikke brug for kompressor og dykkerbåd. – Eller de havde tidligere været medlemmer af en klub, men havde droppet det, da de gik over til kun at dykke med snorkel. Hvilket jo hvem som helst kan gøre direkte fra stranden – undertegnede inklusive.
Så længe medlemsskab af en klub eller deltagelse i et kursus ikke er obligatorisk, er der tilsyneladende rigtig mange, som hellere vil bruge de penge et andet sted.
Jeg har aldrig adspurgt natlige UV jægere om deres tilhørsforhold. De er i sagens natur noget sværere at komme i kontakt med…
Tysk jagtturisme under vandet
Jeg har sommerhus på Mols, og nærmeste nabo er et stort poolhus, der ofte lejes af tyske turister. Det plejer at gå ganske stille for sig – med en enkelt, markant undtagelse fra forgangne sommer:
Når man har haft de samme naboer i en årrække, kender man efterhånden lydene fra nabohusene. Men i år var der pludselig helt nye lyde nede fra poolhuset. På mærkelige tidspunkter midt om natten. Der blev skramlet med metalbeholdere og brugt maskiner, hvis lyd jeg ikke umiddelbart kunne genkende.
En morgen gik jeg derned for at se, hvad der egentlig foregik. Parkeret i indkørslen var tre biler, alle tysk indregistreret. De to af dem var almindelige personbiler – en spritny Audi og en ældre VW. Den tredje var en stor, hvid Mercedes kassevogn med en del rød rust i kanterne.
Bagdørene stod åben, så jeg dristede mig til at kigge ind. I det rummelige lastrum stod en række dykkerflasker og en gedigen kompressor til at fylde dem. Det var altså det, jeg havde hørt, men ikke kunne genkende.
Lidt senere på dagen mødte jeg et par af de tyske dykkerturister, som var i færd med at fylde flasker op. Jeg dristede mig til at spørge dem, hvad de egentlig foretog sig, og de svarede skam venligt tilbage.
– Aber ja. De var fra udkanten af Hamburg, og de var dykkere. De havde fået at vide, at man i Danmark måtte dyrke UV jagt overalt – sågar også om natten. Hvad de bestemt ikke måtte hjemme i Tyskland, hvor UV jagt har været totalforbudt i årtier.
De havde endnu ikke prøvet natjagten, da de ikke havde egnede lygter. Men det ville de anskaffe sig til næste år, for de var begejstrede for den frie jagt langs kysten. Ikke fordi de havde skudt så meget endnu, men de var jo også nye og kendte derfor ikke de gode steder. Endnu…
Jeg gøs ved tanken om, hvad dette eventuelt kan udvikle sig til. Når det glade budskab når ud til de mange millioner tyskere, som ikke må gå på UV jagt derhjemme og da slet ikke om natten. Når og hvis tyske bureauer får øjnene op for mulighederne og begynder at sætte dansk UV jagtturisme i system. Når sommerhusudlejerne begynder at annoncere med gratis UV natjagt som en medfølgende facilitet.
Tænk selv tanken…
© 2012 Steen Ulnits
Foregående artikler om UV jagt:
http://www.ulnits.dk/grej/uv_jagt.htm
Del denne artikel: