Holder du af at fiske laks, så er det en god idé læse denne artikel. Her kan du sort på hvidt se, hvor de fleste laks fanges…!
Laksen er en vanskelig fisk at have med at gøre. Både for lystfiskeren, for erhvervsfiskeren og for fiskeriministeren…
Laksen kender nemlig ingen landegrænser. Den fødes ganske vist et ganske bestemt sted i et ganske bestemt land, så på det plan hersker der ingen tvivl om nationaliteten. Det går først galt, når den stikker til havs for at blive stor og stærk og sølvskinnende.
Laksen vandrer langt omkring. Faktisk tilbagelægger mange laks adskillige tusinde kilometer over åbent hav, inden de igen er hjemme i fødevandløbet – med sikker kurs mod gydepladserne, hvor den selv blev født.
Mens laksen er ude i havet, færdes den hjemmevant i alskens forskellige landes territorialfarvande. Her vil alle naturligvis gerne have en bid af kagen – fange laks, der kun undtagelsesvis er deres “egne”. Forskellige landes laksefiskere stjæler således hinandens laks med arme og ben, når de sætter deres kilometerlange drivgarn og krogliner…
Island
Den slags trivielle problemer har man ikke på Island. Her besluttede man nemlig allerede i 1933, at laksen hørte de elve til, hvor den blev født. At laksen derfor skulle have lov til at komme uhindret tilbage for at gyde. Altså nedlagde man allerede dengang et totalforbud mod alt laksefiskeri i islandsk territorialfarvand.
Resultatet lod ikke vente på sig. Hurtigt fik Island ry som verdens lakseland nummer ét – med mere end 100 produktive elve at byde på. Eneste slange i Paradiset blev de ofte skyhøje priser, som laksefiskeriet nåede op på. Priser så høje, at kun finansfolk og oliesheiker kunne være med.
Men fisk er der – i et antal, der skal opleves for at forstås. I flere af de bedste elve er dagsfangster på 20-30 laks således ikke usædvanligt på gode dage i højsæsonen. Som regel er der dog tale om grilse – altså laks med kun en enkelt vinter i havet. Fisk på 2-4 kg. Men der er mange af dem!
Laxa i Adaldalur er en behagelig undtagelse fra regelen om, at islandske laks er små. I denne nordøstlige elv, som får sit vand fra den berømte sø Myvatn, fanges nemlig nogle af Islands største laks – fisk, som har været mere end en enkelt vinter i havet. Hvert år fanges således laks i 10 kg’s klassen i Laxa i Adaldalur, som imidlertid er vanskelig at komme til. Det er nemlig primært islændinge, der fisker i denne smukke elv.
Nordura er en anden af de islandske klassikere, som regelmæssigt kaster større laks af sig. Og en af de elve, der gennem årene har tiltrukket mange berømte fiskere fra det store udland. Således var Prins Charles i en årrække fast gæst ved Nordura. Han blev for ikke så længe siden spurgt, hvorfor han ikke kom der længere. Han svarede med et glimt i øjet, at fiskeriet var blevet vel dyrt for en mand med hans økonomi…
Laxa i Kjos er en af de islandske elve, der gennem årene har kastet i tusindvis af smålaks af sig til primært udenlandske gæster med tegnedrengen i orden. En meget smuk elv, som egner sig fortrinligt til fiskeri med enhåndsflue. Mange af laksene falder dog for en klase orm – ofte fisket af guiden, da gæsterne mange gange slet ikke kan fiske…
Laxa i Leirarsveit har den tvivlsomme ære at være den elv, der har leveret det dyreste fiskeri på hele Island. Da prisen toppede for nogle år siden, kostede det således mere end 20.000 kroner for et dagkort. Danske – ikke islandske…
Rangar er det seneste skud på den islandske stjernehimmel, hvad lakseelve angår. For Rangá er en elv, der fra naturens hånd kun har en meget lille naturlig laksebestand. Således blev der i 1984 og ’85 kun landet henholdsvis 10 og 17 laks…
Men så tog lokale fiskere og farmere sagen i egen hånd. De byggede fisketrapper, så laksene kunne komme længere op i det vidt forgrenede vandsystem, der består af to vidt forskellige elve: Øst-Rangá, som i perioder er noget uklar. Samt Vest-Rangá. der er krystalklar. Begge er de ganske kolde, da vandet primært er smeltevand fra nærliggende gletchere.
Med store udsætninger i 1989 lykkedes det så at gøre Rangá til Islands mest produktive lakseelv i 1990 – med en samlet stangfangst på ikke færre end 1.622 laks! I 1997 toppede elven endnu engang – nu med 2.750 laks frisk fra Nordatlanten. I 1998 gjorde Rangá det så igen – denne gang med hele 3.680 laks!
På samme måde er priserne på fiskeriet i de to Rangar røget i vejret…
Norge
Norge er med 629 lakseførende elve stadig lakseland nummer ét, hvad det blotte antal elve angår. Men Norge er også Europas ubestridte nummer ét, hvad størrelsen på laksene angår. Intet andet land byder på så gode chancer for fangst af laks på over 20 kg!
Eller gjorde. Idag ser det nemlig sort ud for den norske bestand af atlanterhavslaks. Norge, som for nogle år siden – i 1994 – stoppede deres bidrag til North Atlantic Salmon Fund (NASF). Norge, som var det land, der profiterede mest af NASF’s arbejde med opkøb af laksekvoter i højsøen. Norge, som tidligere husede nogle af verdens fineste laksebestande.
Idag er 36% af Norges laksebestande således udryddet, truet med udryddelse eller sårbare over for andre forhold. Undslupne tamlaks udgør idag op mod 54% af den samlede norske laksefangst, som i 1997 var 20% lavere end tidligere år.
1997 kan kun betegnes som et katastrofeår for mange af de klassiske lakseelve. Nu ligger fangststatistikken for det forgangne år klar – med interessante nyheder. Den samlede fangst steg nemlig markant i forhold til 1997.
Til gengæld bestod fangsterne næsten udelukkende af smålaks – grilse – med kun en enkelt vinter i havet. Laks, der i mange tilfælde kun vejer 1-2 kg og dermed ikke er meget større end mange havørreder. Mellemlaksene (2-3 års havophold) og storlaksene (3-4 år i havet) brillierede med deres totale fravær de fleste steder.
Gaula, som er en rigtig “danskerelv”, oplevede næsten en 4-dobling af fangsterne i ’98 i forhold til ’97 – fra omkring 5 tons til godt 20 tons. Til gengæld lå snitvægten så lavt som 2,5 kg.
Namsen, som frekventeres af mange danskere, steg til godt 20 tons laks i ’98 – dog kun fra godt 15 tons i ’97. Laksene her holdt en pænt høj snitvægt på 3,5 kg.
Orkla, som oplevede en ren katastrofesæson i ’97 med kun godt 4 tons laks, steg til godt 7 tons i ’98, men middelvægten holdt sig også her nede på omkring 2,5 kg.
Stjørdalselven, som mange danske fluefiskere holder meget af, gav i ’98 mere end 5 tons laks, hvilket er noget nær en 4-dobling i forhold til ’97. Desværre kunne man her notere sig en rekordlav snitvægt på kun godt 2 kg.
Ingen har nogen plausibel forklaring på dette fænomen. Men de norske laksebønder, som stiltiende har set til, mens vildlaksen kæmpede for sit liv i norske elve, fjorde og havområder, lugter straks penge.
De spår nu, at der – som altid i de gode, gamle dage – efter et godt grilseår vil komme et godt år for de større laks. Altså kan de (måske) slippe afsted med at sætte prisen på elvlejen i vejret igen…
Der er imidlertid overhovedet ingen garanti for, at 1999 bliver noget godt lakseår. Dertil er der alt for mange og komplicerede forhold, som spiller ind.
Tana, som ligger i det allernordligste Skandinavien – på grænsen mellem Norge og Finland – må nødvendigvis også nævnes. Alene af den grund, at den statistisk set altid leverer de fleste laks i hele Norge. I første halvdel af 90’erne noteredes således årsfangster, der var både tre og fire gange så store som nummer to og tre – Namsen og Gaula. Men elven er stor og voldsom, hvorfor det bedste fiskeri ofte opleves i de mindre tilløb.
Sverige
Mørrumsåen er naturligvis en klar nummer ét blandt de svenske lakseelve. De officielle fangsttal fra Mørrum lød i ’98 på ikke færre end 1.584 laks og havørreder med en samlet vægt på 10,4 tons. Fangsten fordelte sig på 782 laks med en snitvægt på 8,16 kg samt 802 havørreder med en gennemsnitsstørrelse på 5,02 kg.
Største laks vejede 20,68 kg, mens største havørred fik vægten ned på 14,32 kg. Tallene taler vist for sig selv…
Dalälven er lige så overset, som Mørrumsåen i perioder er overrendt! Hvor “Kronans Vatten” ved Mørrum rækker omkring 7 km, har Dalälven 8 km at byde på, førend et kraftværk stopper laks og havørreder. Alligevel fanges der hvert år op mod 20 tons havørreder på denne strækning. Med en snitvægt på 2 kg bliver det til 10.000 fisk! Hertil skal lægges laksene, som der sidste år blev fanget 1.300 stykker af. At det ikke er smålaks vidner rekordfisken fra ’95 om: 27,97 kg! Dalälven er stor og strid og udpræget et spinnevand.
Kalix, som ligger længst oppe i Norrland, levede ikke op til favoritværdigheden i 1998. Såvel vandstand som lakseopgang svigtede. Bruger man de officielle tal fra laksetælleren ved fisketrappen i Jockfall, var opgangen i ’98 noget nær halveret i forhold til tidligere, hvor opgangen har været i størrelsesordenen 5.000 laks.
Götaälv er afløbet fra den enorme sø Vänern. Det gode fiskeri i Lilla Edet og Trollhättan skyldes stort set udelukkende massive smoltudsætninger. Således sætter Vattenfall AB hvert år omkring 30.000 laksesmolt ud, hvilket på gode år – 1995 var et sådant – resulterer i omkring 1.000 stangfangede laks.
Ätran er vestkystelven par excellence. I de bedste år landes der i selve Ätran samt tilløbet Högvadsån mere end 2.000 laks! Det er et laksevand med gamle traditioner, som daterer sig tilbage til 1800-tallet. Idag mest kendt for sit fiskeri i byen Falkenberg, hvor også den berømte fluestrækning Garvarforsen findes.
Lagan løber ud i Kattegat umiddelbart syd for Halmstad. Med en årlig laksefangst på mellem 1.000 og 2.000 laks ligger Lagan klart i toppen blandt vestkyståerne. Men som i Göta Älv er fiskeriet 100% baseret på massive udsætninger af laksesmolt.
Rusland
Ponoi er kongen over den russiske Kola halvøs knap 70 lakseførende elve. Det er det længste og mest forgrenede vandsystem på hele halvøen. Og med sikkerhed den elv i hele verden, hvor det er lettest at fage en atlanterhavslaks på flue – som for øvrigt er det eneste tilladte heroppe højt mod nord. Dagsfangster på 20-30 laks er ikke ualmindeligt, men de er til gengæld også betalt: 30-60.000 kroner koster det for en uges fiskeri i Ponoi…
Umba er en anden af de nyklassiske elve på Kola. Opgangen er stor med op mod 25.000 laks i gode år. Da jeg for første gang gæstede Kola i 1990 – da det stadig var Sovjetunionen og ikke som idag Rusland – var Umba i den lokale militærkommandants sikre forvaring. Kun i militærets bæltekøretøjer kunne man komme til de bedste pladser – mod betaling (- eller var det bestikkelse?) i dollar og D-mark…
Varzuga er en af de senere tilkomne Kola-elve. Også det et stort og vidt forgrenet vandsystem. Russiske forskere mener, at man her har den største samlede lakseopgang i hele Rusland. Laksene er dog mindre end i Ponoi og priserne derfor også lavere. Man regner med, at der i gode år stiger op mod 50.000 laks op her!
Irland
Irland er nok mere kendt for sine ørredsøer end for sine lakseelve. Men faktisk er der ganske mange lakseelve – de er blot så små og vandlidende, at opgangen og fiskeriet er ganske ustabilt. Der er dog to undtagelser fra denne regel på den grønne ø:
Blackwater, som løber gennem County Cork (der findes også en anden Blackwater) blev i 1998 den suverænt mest produktive lakseelv i Irland. Således blev der på stang og line landet mindst de 8.063 laks, som er registreret! Blackwater er et stort vandløb efter irske forhold – med mørkt vand og dybe pools, som egner sig bedst til spinnefiskeri. De fleste fisk fanges på “Flying Condom” spinnere, men også Toby fanger fisk. Fluefiskestrækninger findes der enkelte af.
Moy er den anden af de to “store” lakseelve i Irland. Også den er stor og dyb og dermed fortrinsvis for spinnefiskere. I 1998 blev der også landet mange fisk i Moy – lige knap 6.000 fisk.
© Steen Ulnits 1999
Efterskrift:
Tilbage i 1999 troede mange (de allerfleste) at lakseopdrættet ville blive vildlaksens redning. At lakseopdrættet ville overflødiggøre højsøfiskeriet efter den vilde atlanterhavslaks, som derfor uhindret kunne vende tilbage til sine gydepladser efter et nærende ophold i Nordatlanten.
Ingen anede dengang, at lakseopdrættet siden skulle udvikle sig til det stik modsatte: Til den største trussel nogensinde mod vildlaksen.
Det startede med parasitten Gyrodactylus, der blev indført til fiskeopdrættet med laks fra Sverige. Og det er indtil videre sluttet med havlusen, som i milliarder kaster sig over vildlaksene, når de som små smolt og store gydefisk skal passere laksefarmene.
Og så er der de massive udslip af tusindvis af tamlaks, som blander sig med de langt færre vildlaks på gydepladserne. Med en katastrofal udvanding af den arvemasse, det har taget naturen flere tusinde år at udvikle og tilpasse de individuelle vandsystemer.
© Steen Ulnits 2018
De ti bedste kystfiskepladser i Danmark
De ti bedste havfiskepladser i Danmark
Del denne artikel: