Hongmeng OS

Huawei’s nye OS og afløseren for Android

Alverdens mange hundrede millioner tilfredse Huawei-brugere blev for nylig rystet i deres grundvold. Hele fundamentet vaklede for en kort stund under dem. 

Det skete, da Trump’s handelskrig med Kina førte til først arrestationen af Huawei-grundlæggeren Ren Zhengfei’s datter – den sandsynlige arvtager til hele imperiet. Og siden til truslen om udelukkelse fra fremtidig brug af Google’s mobile Android OS. Slut med fremtidige opdateringer og slut med adgang til de mange, mange apps i Google Play Store.

Men det rystede ikke Huawei selv. Den havde kineserne nemlig set komme, og de gik allerede for flere år siden i gang med at opbygge deres helt eget styresystem – et OS, der kunne tage over efter Google. “Rettidig omhu” kunne man passende kalde det. 

Huawei ville naturligvis ikke stå uden noget styresystem til deres mobile enheder, hvis det nu skete skulle ske. Huawei havde allerede længe – i lighed med giganten Samsung – ønsket sig at være mere uafhængige af Google og deres universelle applikationer som G-mail og Google Maps med mange flere. Samt naturligvis det altdominerende mobile styresystem Android.

Og da Kina allerede i flere år helt har forbudt Google at være til stede i landet med egne applikationer, da har Huawei og de øvrige kinesiske mobilproducenter længe haft udviklet deres egne applikationer til at dække netop disse områder. Så hvorfor ikke et helt overordnet styresystem? En afløser for Android? Og Windows med, for den sags skyld. 

Hurtigere end Android

Det var ret beset sydkoreanske Samsung, der officielt tog første skridt i løsrivelsesprocessen – med deres Tizen OS, som i dag eksklusivt bruges i alle Samsung’s egne smartwatches. Huawei fulgte efter med endnu et velfungerende OS, der nu bruges i Huawei’s smartwatches – også i stedet for Google’s Wear.

Det bør derfor ikke komme som nogen overraskelse, når – og ikke hvis – Huawei snart løfter sløret for Android’s afløser. Huawei har allerede registreret navnet “Hongmeng” i flere lande verden over. 

Tidspunktet for en officiel lancering ser således ud til at nærme sig. Huawei’s grundlægger og nuværende topboss Ren Zhengfei har da også netop i et interview med det kinesiske nyhedsmedie Sina Technology udtalt, at Huawei’s eget styresystem er lige på trapperne. Han har sågar ladet et par interessante tal sive:

Hongmeng skulle således være op til 60 % hurtigere end Android. Og mindre end fem millisekunder om at udføre en enkelt kommando. Hvad det så end kan eller skal sammenlignes med. Vi må heller ikke glemme, at der ofte går ting tabt eller opstår misforståelser, når der oversættes mellem to så væsensforskellige sprog som kinesisk og engelsk. Det ved jeg fra min egen tid i Kina.

Det er meningen, at Hongmeng skal være OS for en langt bredere række produkter, end Android er i dag. Det er ikke udviklet til mobiler alene. 

Apps udviklet til Hongmeng OS vil blive udbudt i Huawei’s eget allerede AppGallery – Huawei’s svar på Google’s Play Store. Det forlyder, at Hongmeng allerede prøvekøres af ligeledes kinesiske Xiaomi og Oppo – muligvis flere andre mobilproducenter med.

Et forsigtigt skøn fra Huawei’s Ren Zhengfei er, at Hongmeng OS hurtigt kan få adgang til mellem 600 og 800 millioner brugere. Brugere, som i dag kører en officiel amerikansk/kinesisk Android-version på deres kinesiske smartphones. 

Kinesisk for begyndere

Navnet “Hongmeng” er for øvrigt kinesisk og navnet på en mytologisk skikkelse, der rejser sig fra kaos som en anden Fugl Føniks. På samme måde er Huawei’s egen “Kirin” processor opkaldt efter et mytologisk monster, der altid har heldet med sig. 

Navnerækken fortsætter med Huawei’s serverchip, der hedder “Kunpang” – navnet på en mytologisk fisk, der formår at forvandle sig til en kæmpefugl, når der er brug for det. Og afsluttes med Huawei’s egne servere, som hedder “Taishan” – efter bjerget Tai, der spiller en vigtig rolle i kinesisk mytologi og religion.

Intet er således tilfældigt, når det kommer fra Huawei. Der ligger altid en plan bag. Gerne og ofte meget langsigtet. Huawei er nemlig et medarbejder-ejet firma, der ikke skal udbetale udbytte til evigt sultne aktionærer. Men som i stedet kan investere langt størsteparten af overskuddet i fortsat Research & Development. Det rykker.

Der er således rigtig god grund til at frygte Huawei’s Hongmeng OS hos især Google i Mountain View, California. Det er verdensherredømmet, der nu og her står på spil. Google har haft det alt for let alt for længe. Microsoft ligeledes. Hver på deres felt. Mobil og stationær, henholdsvis.

En værdig konkurrent til disse to alt for længe værende de facto monopoler kan derfor kun hilses meget velkommen. 

Så Huawei Hongmeng OS: – Vær hilset!

© Tekst 2019: Steen Ulnits

© Fotos 2019: Huawei

 

Læs også:

Huawei P20 Pro – anmeldelse

Huawei Mate 20 Pro – anmeldelse

Huawei – en sikkerhedsrisiko?

Hongmeng OS – Android’s afløser?