Casio Fishing Gear

Japanske Casio laver et hav af meget forskellige ure, som dækker alt fra trivielle til specielle formål. Fra de billigste børneure til de dyreste voksenmodeller.

Jeg er selv vokset op med Casio på håndleddet og blev som lystfisker begejstret, da de for nylig lancerede en ny udgave af deres hæderkronede fiskeur. Modellen hedder kort og godt “Fishing Gear”, da Casio betragter dette ur som en naturlig og integreret del af ens fiskegrej.

Casio har forsynet den nye Fishing Gear med et antal avancerede funktioner, der kan lede tankerne hen på et rigtigt smartwatch. Men rigtig smart bliver dette Casio nu aldrig. I stedet mestrer uret en række smarte funktioner, der kan være med til at informere sin bruger om ikke mindst Månen, dens faser og mulige indflydelse på fiskenes aktivitet.

Der hersker flere teorier om, hvordan Månen influerer på fiskene – direkte eller indirekte via tidevandet, som jo styres af Månen og Solen i skøn samdrægtighed. Tidevandet flytter rundt på enorme vandmængder, hvilket naturligvis har indflydelse på, hvor fiskene vil eller overhovedet kan opholde sig på bestemte tidspunkter.

Allerførst skal uret dog indstilles til den aktuelle tidszone, hvilket gøres i form af UTC-værdien, som findes i tabellen herover – sakset fra manualen. Dernæst længdegraden for ens omtrentlige lokalitet, and you are good to go. Check afslutningsvis, om urets månefase matcher den, du kan se på himlen. Hvis ikke, har du valgt forkerte værdier.

Desværre kan Casio Fishing Gear ikke advisere om tidevandet på specielle lokaliteter. Det skal der en rigtig smartphone til – med specielle apps til tidevand. Apps, der kan indstilles på de eksakte lokaliteter, hvor tidevandet ud over Sol og Måne også er afhængig af den geografiske og geologiske udformning. Disse kan i større eller mindre grad forsinke tidevandet.

Men så har vi heldigvis Solunar-teorien, som ikke er afhængig af tidevandet, men som dækker bredere. Som kan aflæses direkte i tabeller, der gælder såvel til lands som til vands. Læs mere om amerikanske John Alden Knight’s Solunar-teori i artiklen her.



Casio’s teknikere har formået at putte Solunar-teorien med tilhørende korte og lange perioder ind i det nye Fishing Gear, der viser disse perioder med ingen, flere eller mange fiskesymboler på en dedikeret skærm. Perioder, hvor det i varierende grad kan lønne sig at fiske, da fiskenes aktivitet stiger og falder med Solunar-tiderne og teorien bag dem.

Et lille cirkelformet vindue længst til højre på urets midte angiver løbende Månens faser som vist herunder. Fra nymåne til fuldmåne og tilbage igen. Det store display øverst oppe fortæller om fiskenes formodede aktivitet ud fra Solurar-teorien og dens korte og lange perioder.

Derudover er Casio Fishing Gear mere vandtæt end de fleste. Det er således garanteret helt ned til 100 meter, hvor vi lystfiskere og sejlsportsfolk jo heldigvis sjældent kommer. Men det fortæller i hvert fald, at man ikke behøver tage uret af, hvis man skal i bad eller vil svømme sig en tur. Begge dele klarer uret uden at kny.

Samtidig slipper man for at skulle lade uret op eller skifte batteriet ud. Casio garanterer således, at det nye Fishing Gear har en batteritid på hele 10 år. Ganske imponerende, når man betænker, at uret har et indbygget lys, som man kan tænde og slukke.

Og så må vi vel bare indrømme, at næppe nogen kommer til at bære og bruge dette ur i længere end de lovede ti år. Der er givet kommet nyt og mere spændende elektronik længe inden da. Casio behøver således ikke frygte for ret mange garantisager…

Casio Fishing Gear er ikke så dyrt, som man kunne tro. Faktisk koster det blot omkring 300,- kroner. Da det lever op til alle løfter og forventninger, kan det uden forbehold anbefales til alle med hang til vand og fisk. Og uden behov for supplerende data om tidevandet.

© 2020 tekst: Steen Ulnits

Illustrationer: Casio