Biobrændsel kort fortalt

Der verserer netop nu en heftig debat om brugen af biobrændsel for at begrænse den globale opvarfmning. Det er en tre-strenget debat, som forvirrer mange – unødigt.

Allerførst: Alle er efterhånden enige om, at det skal være slut med afbrænding af fossile brændstoffer som kul, olie og gas. Det har taget millioner af år at danne dem, og nu brænder vi dem af i løbet af nogle få århundreder – med frigivelse af al den lagrede CO2 til atmosfæren. Og den svenske forsker Arrhenius vidste allerede i 1896, at netop CO2 var den vigtigste drivhusgas, når det gjaldt opvarmning af Jorden. Intet nyt under Solen.

Dernæst: Det gælder derfor om at erstatte kul, olie og gas, som ikke kan fornyes i vor egen levetid, med biobrændsel, der kan fornyes i løbet af relativt få år eller årtier. Det kan være affaldsstoffer fra fødevareproduktionen, der pludselig bliver attraktive i sig selv. Eller det kan være træpiller og træflis, som er dyrket udelukkende for at blive brændt af i små og store kraftvarmeværker. Man sørger for at plante mindst lige så meget, som man forbruger – helst mere.

Endelig: Hvis det hele foregik i et lukket kredsløb eller i hvert fald inden for landets egne grænser, da ville det være nogenlunde let at holde styr på klimaregnskabet. Imidlertid importerer et land som Danmark det meste af sin træflis fra udlandet. Og da træflis udgør mere end halvdelen af vort forbrug af biobrændsel, må vi løbende importere store mængder af det fra udlandet. Eksempelvis fra Estland, hvis rigeste mand netop har skabt sin formue ved eksport af træflis.

Der er to problemer i dette: For det første har vi ingen eller kun uhyre ringe kontrol med, om der nu også bliver genplantet så mange træer, at de kan erstatte skovningen til træflis. Vi ved desværre med sikkerhed, at det ikke altid er tilfældet. Det koster jo at genplante så mange træer, at man ofte springer over her. Og da vælter hele klimaregnskabet naturligvis.

For det andet er der transporten. Det koster naturligvis store mængder energi og resulterer i store udledninger af CO2, når man skal transportere eksempelvis træflis helt fra Rusland eller Estland og til Danmark. CO2, der naturligvis også skal tages med i det samlede klimaregnskab. Selv om FN mener noget andet.

Klimarådet advarer mod at følge FN’s regler

Man skal paradoksalt nok ikke stole på energibranchen selv, når det gælder udtalelser om netop energi. Den er hverken nøgtern eller uvildig. Branchen forsvarer selvfølgelig sine dispositioner, hvis den allerede har investeret millioner i brugen af eksempelvis træflis. 

Og da er det jo både svært og svært ærgerligt at få at vide af andre eller selv at erkende, at træflis alligevel ikke er så bæredygtig en energiform, som man gik og troede eller havde bildt sig selv og andre ind.

Klimarådet har netop taget afstand fra VLAK-regeringens klimaplan fra oktober 2018. Den baserede langt størstedelen af CO2-reduktionerne på luftige kreditter og annullering af CO2-kvoter. Varm luft i lange baner.

Klimarådet anbefaler samtidig, at Danmark fraviger fra FN’s ellers gældende regler om biomasses klimabelastning. FN betragter i dag afbrænding af biomasse som CO2-neutralt. Og det er det jo langt fra altid – jævnfør indledningen til denne artikel.

Det er blot uhyre bekvemt for lande som Danmark, hvor biobrændsel som træflis og træpiller udgør over halvdelen af forbruget, at regne biobrændsel som CO2-neutralt. Det lyder godt og ser jo pænt ud i regnskabet.

Men det er desværre også årsag til, at flere udenlandske forskere nu kalder de danske CO2-regnskaber for snyd på vægten. De mener, at det danske klimaregnskab kun kan opfordre lande som Brasilien til at brænde mere regnskov af. 

Når vi nu bare selv brænder løs herovre i lille Danmark, som vi for længst har ryddet for skov…

© 2019 Steen Ulnits