Ritt Bjerregaard og Svend Auken sammensatte det såkaldte Wilhjelm-udvalg, som skulle komme med et bud på fremtidens naturforvaltning. – Bliver deres konklusion begyndelsen til enden for dansk lystfiskeri?
Fiskeplejen har forandret sig meget, siden de første spæde forsøg blev gjort. Tidligere var det elfiskeri, opdræt og udsætninger, der udgjorde størsteparten af arbejdet. I dag er det i stigende grad vandløbsplejen, der kræver ressurser, idet man nu satser mere og mere på naturens egne fisk.
Det er stort set kun i Jylland, at man endnu har rester af oprindelige ørredbestande tilbage i vandløbene. Og kun her, at man i rimeligt omfang stadig råder over egnede gydepladser for fiskene, så de i vid udstrækning selv kan klare reproduktionen.
Helt anderledes står det til på øerne, hvor vandløbene dels lider voldsomt under vandindvinding til storbyernes drikkevandsforsyning – dels mange steder er reguleret og rørlagt til ukendelighed. For slet ikke at tale om de forureninger, der totalt udslettede de oprindelige bestande for mange år siden.
At der så i dag alligevel findes selvreproducerende bestande flere steder, skyldes udelukkende udsætninger af tamfisk fra jyske dambrug. Tamfisk, som har etableret sig og nu producerer vildfisk, omend disse aldrig bliver “oprindelige” i genetisk forstand.
Fiskeringen i ringen
I et brev til foreningssammenslutningen Fiskeringen på Nordsjælland svarer fødevareminister Ritt Bjerregaard på en kritisk henvendelse. Hun skriver blandt andet følgende:
“Danmarks Fiskeriundersøgelser har på baggrund af forsigtighedsprincippet stoppet udsætninger af ørred i saltvand, idet mærkningsforsøg har vist, at ørred udsat direkte i saltvand har en langt større strejfrate end mundingsudsatte fisk.
Når sådanne strejfere vandrer op i tilfældige vandløb i forbindelse med gydningen, kan det give anledning til uheldig påvirkning af de naturlige bestande, bl. a. genetisk forurening. At standse saltvandsudsætningerne må derfor være en rigtig beslutning. Midlerne fra de hidtidige saltvandsudsætninger anvendes i stedet til mundingsudsætninger i en række vandløb. Der er således ikke tale om en reduktion i udsætningsmængderne i 2001″.
Således fødevareministeren, der jo har ganske ret i den sidste sætning, men som overhovedet ikke kommer ind på det mest essentielle, nemlig de dramatiske og allerede nu varslede nedskæringer i udsætningerne for 2002 og 2003. Som jo betyder stop for alle udsætninger direkte på kysten, og som samtidig betyder en halvering af mundingsudsætningerne.
– Hvad skal vi så gøre på Sjælland? Vi kan ikke bare trylle vandløb frem, når hele Nordøst- og Midtsjælland lider under vandindvinding til hovedstadsområdets millionbefolkning?… Lad os dog få en natursynsdebat andre steder end i lukkede udvalg og/eller flere repræsentanter ind. Tak!
Det skriver formanden for Fiskeringen, Kim Holm Boesen, i en leder i det seneste nummer af Fiskeringens medlemsblad. Det sker som svar på oven for citerede brev fra Ritt Bjerregaard, der forsvarer den fremtidige udsætningspolitik.
Resultatet af denne politik vil med usvigelig sikkerhed blive et dårligere fiskeri på Sjælland, der jo ikke råder over ret mange vandløb af en størrelse, som tillader større mundingsudsætninger.
Presser man alligevel en masse små ørreder sammen ved mundingen af mindre vandløb, bliver det dog til stor glæde for skarver og måger, der nok skal vide at holde sig til. Og skarverne er jo blandt Skov- og Naturstyrelsens erklærede yndlinge, så måske det er det, fiskeplejemidlerne i fremtiden skal gå til – fuglefoder?
Jylland – Sjælland: 5 – 1
Hvis det lykkes DFU at slippe afsted med den nye udsætningspolitik, vil der blive penge nok til den fortsatte forskning. Og sjællænderne må vinke farvel til det kystfiskeri, der er blomstret op, siden saltvandsudsætningerne tog fart for en halv snes år siden.
Sjællandsk kystfiskeri vil blive bombet tilbage til stenalderen – til skade for lokale lystfiskere og turisterhvervet, der så småt var ved at få øjnene op for de økonomiske muligheder, der ligger i netop et godt kystfiskeri efter havørred – stærkt inspireret af det fynske “Havørredeldorado Fyns Amt”.
De altid forudseende fynboer har imidlertid taget højde for misbruget af fiskeplejemidlerne, idet man for kort tid siden tog et stort, nyt ørredklækkeri til 17 millioner kroner i brug, så man fremover kan udsætte sine egne ørreder – uanset DFU og Ritt Bjerregaards økologiske tanker.
Fynboerne vil ikke have ødelagt det økonomisk vigtige havørredfiskeri, som de har opbygget siden 1990, af naturromantiske holdninger hos ansvarlige myndigheder, der har fået genetik på hjernen.
Sjælland går til gengæld en sort tid i møde, mens jyderne scorer kassen i form af en uforholdsmæssigt stor del af fiskeplejemidlerne. Som det fremgik af en tidligere artikel her i Fisk & Fri, fordeler antallet af løste fisketegn sig som følger landet over:
- Sjælland: 41.4%
- Fyn: 10.6%
- Jylland: 47.3%
Som det fremgik af samme artikel i samme blad, er fordelingen af fiskeplejemidlerne imidlertid en helt anden:
- Sjælland: 1.266.721 kr.
- Fyn: 423.375 kr.
- Jylland: 6.441.793 kr.
Sjælland får således kun godt og vel en tredjedel af de penge tilbage, som sjællænderne indbetaler via fisketegnet. På Sjælland går mere end halvdelen af fiskeplejemidlerne til udsætninger direkte på kysten – helt eksakt 54% – mens det i Jylland er mikroskopiske3%.
Fyn får halvdelen af sine betalte fiskeplejemidler tilbage, mens Jylland får op mod det dobbelte retur fra fiskeplejemidlerne – på grund af de mange store ørred- og lakseførende vandløb, der netop findes i Hovedlandet.
Til trods for næsten lige mange betalere på Sjælland og i Jylland får jyderne fem gange så mange fisk som sjællænderne.
Kun jyder i Wilhjelm-udvalget
Det bliver således mere og mere tydeligt: Det er sjællændernes kamp mod jyderne. Og jyderne sidder indtil videre med det længste strå, idet jydsk dominerede Danmarks Sportsfiskerforbund som den eneste landsdækkende organisation af lystfiskere har sæde i Wilhjelm-udvalget.
Sjællandske fiskere er ikke repræsenteret ved det sjællandsk dominerede Landsforbundet Danske Lystfiskere (LDL), som jo ellers er en landsdækkende organisation på lige linje med DSF. Sjællandske lystfiskere er således ladt helt i stikken, og det ses med al ønskelig tydelighed af Wilhjelm-udvalgets anbefalinger til fremtidens fiskepleje.
DSF’s opbakning til de reducerede udsætninger fremgår af et notat fra Wilhjelm-udvalget, hvor DSF’s repræsentant gik ind for den nye politik med reducerede udsætninger og selvreproducerende bestande. En politik, der som ovenfor beskrevet ikke skader jyderne nævneværdigt (kun 3% af fiskeplejemidlerne her går til kystudsætninger),men som bliver katastrofal for sjællænderne (hele 54% går til kystudsætninger).
Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) anklages nu af Isefjordens Ørredsammenslutning (IØ) for at være en samling religiøse fanatikere ude af trit med virkeligheden.
Det er næsten 40 år siden, at IØ – som de første herhjemme – gik i gang med en målrettet fiskepleje af Isefjorden. Med det resultat, at fjorden i dag er et af landets absolutte hotspots for havørredfiskere – endda indenfor bekvem rækkevidde af hovedstadens mange fiskere. Et åndehul for storbyboerne, der her har en reel chance for at fange fisk og få sig en god oplevelse i naturen.
Åbent brev til DSF
IØ har således 40 års praktisk erfaring med udsætning af ørreder i saltvand. Og rigtigt gode resultater som dokumentation. I et åbent brev fra IØ til DSF skriver formanden Thomas Sørensen blandt andet følgende:
“Vor tids fiskeribiologer åbenbarer nogle teorier, der vanskeligt forenes med IØ’s erfaringer. Biologernes raceteorier grænser til det religiøse – det sekteriske – for eller imod racehygiejne. Men er der ikke overensstemmelse mellem teori og praksis (virkeligheden), så er teorien forkert. Det er logik.
Virkeligheden er ikke abstrakt, men reel. Hvilken dokumentation bekræfter, at biologernes raceteori er holdbar i forholdet naturlig gydning og opdrættede moderfisk?
IØ modtager gerne belæring, men det skal være en belæring, der tager udgangspunkt i de sjællandske forhold. Vi har jo ikke vandløb, der kan masseproducere havøredsmolt, men måske skabe fiskemuligheder ved udsætning af hurtigvoksende havørredsmolt.
Så hvorfor lægge dambrugsfisk for had? Det oser langt væk af religiøs fanatisme, når Forbundets naturvejleder Kaare Manniche Ebert i MV 27 skriver:
“Vilde fisk – som kan kendes på de uskadte finner – er meget mere værd end dambrugsfisk”. Og videre:
“Udsætning af dambrugsfisk – som næsten altid kan genkendes på de beskadigede finner – er en ringe erstatning for gode vandløb og vilde fisk.”
Manipulerende, tendentiøst og udokumenteret vrøvl. Naturvejleder eller -vildleder?
Det er uhyre sjældent, at vi på Isefjorden ser en havørred med finnefejl. Det er ikke Put & Take regnbueørred. Hensigten helliger åbenlyst midlet. Hvem har set en lystfisker genudsætte en ørred med finnefejl?
Respekten for naturvejlederen fik yderligere et knæk, da han – som den første – foreslog, at 21.000 stk. havørredsmolt til en pris af 66.000,- kr. skulle sættes ud i Lammefjordens søndre afvandingskanal. En langsomt flydende kanal spækket med gedder. Kendt som geddevand.
Kaare Manniche Ebert giver udtryk for, at dambrugsfisk er en ringe erstatning for vilde fisk, men som geddefoder er de efter hans mening acceptable, med eller uden finnedefekter. Hvornår er det blevet Forbundets fiskeplejepolitik at fodre gedder med kostbar havørredsmolt?”
Boykot af fisketegnet?
Såvidt Isefjordens Ørredsammenslutning. Kim Holm Boesen, der som nævnt er formand for Fiskeringen, skriver i før omtalte leder følgende:
“Under en razzia i St. Bededagsferien og Kr. Himmelfartsdag blev der kontrolleret 1.011 lystfiskere. 127 havde ikke købt fisketegn, hvilket svarer til ca. 12,5%.
Og jeg må indrømme, at efter et sådant svar fra fru Ritt Bjerregaard har jeg dyb sympati for de 127, der må hoste op med 400 kr. i bøde – man kan faktisk betragte det som civil ulydighed. Ja, jeg ved godt, at det sikkert ikke var et bevidst fravalg, men at høre fra lystfiskeriets minister, at det er godt, at DFU vil nedskære udsætningerne i 2002 og 2003, ja, det får mig til at sidde med en meget besk smag i munden.
Og nej, jeg finder ikke, at DFU’s mærkningsforsøg for “mine” penge “sikrer fisk i vandet”. Tværtimod sikrer forskningstilskuddene, at der ikke som hidtil er overskud af fisketegsnmidler til overførsel fra et år til det næste – kassen er godt og grundigt drænet af DFU. “Respekt” for en institution, der kan opnå en så høj ekstern finansiering vha. midler, der faktisk var øremærket til bestandsophjælpning.
– Hvem er det nu lige, der fastsætter udsætningsbehovet?
Landsforbundet Danske Lystfiskere
LDL har heller ikke ligget på den lade side i spørgsmålet om de reducerede udsætninger og den nye form for fiskepleje. De får derfor sidste ord her:
“I Landsforbundet “Danske Lystfiskere” har vi i den forløbne del af året haft det indtryk, at de påtænkte nedskæringer i ørredudsætningerne – både dem, der var planlagt for i år (men ikke helt kom til udfoldelse takket være de mange protester) samt for de kommende år – alene skyldtes et ønske om besparelser på fisketegnsmidlerne til fordel for diverse andre formål.
Men efter at have modtaget nogle oplysninger om, at et regeringsnedsat udvalg, Wilhjelm-udvalget, udøvede et kraftigt tryk for i realiteten at stoppe udsætning af ørreder, har vi nærmere undersøgt, hvad dette udvalg egentlig bedriver – hidtil i relativ sikkerhed imod, at en større offentlighed får indblik i arbejdet.
Vore undersøgelser resulterede i en skrivelse, der 11/7 blev tilsendt de mest involverede ministerier samt partierne i Folketinget, og hvor vi imødegår udvalgets luftige argumenter og ringe kendskab til ørreders adfærd, som desværre danner baggrund for den citerede anbefaling fra udvalget, hvad angår fremtidige ørredudsætninger.
Som enhver med lidt kendskab til området kan se, lukkes der – trods den smukke formulering – reelt for fortsatte udsætninger i langt de fleste vandløb, det være sig såvel mundingsudsætninger som udsætninger længere oppe i vandløbene. Det står også klart, hvad udvalget forestiller sig de sparede fisketegnspenge brugt til, nemlig vandløbsforbedringer og forskning i genetik.
I LDL erkender vi behovet for at “lappe” på de danske vandløb efter Hedeselskabets mishandlinger, men disse fortidens synder skyldes ikke lystfiskerne, og det må være en samfundsopgave at få rettet op på. Vi må også vende os imod, at lystfiskernes penge bruges til forskning i genetik (se nærmere argumentation i den vedlagte skrivelse),og det virker noget betænkeligt, at gamle ideer om “racehygiejne” ser ud til at have medvind foreløbig dog kun, hvor det drejer sig om fisk!”
Således Bjørn Larsen, der er formand for Landsforbundet Danske Lystfiskere.
© 2001 Steen Ulnits
Del denne artikel: