Altinget: Millioner af tilskudskroner

– Læg ikke vandmiljøets skæbne i hænderne på en håndfuld tvivlsomme muslingefarmere, hvis reelle mål er  millioner af tilskudskroner. Hvis reelle høsttal er uendelig langt fra de tal, som opgives i litteraturen.


Debatindlæg i Altinget

Fredag den 31. januar 2020

Af Nina Bjarup Vetter, cand. theol og

Steen Ulnits, fiskeribiolog cand. scient


“Limfjordsrådet har i dag, den 31. januar 2020, indkaldt til et politisk temamøde på Christiansborg. Emnet er opdræt af de såkaldte “miljømuslinger”, og  mødet er lukket, så man ikke får den åbne debat for og imod miljømuslinger, som emnet ellers fortjener. Derfor dette orienterende indlæg.

Som det nærmest er blevet kutyme, bruges FNs verdensmål i øjeblikket som løftestang for ethvert tiltag. Således tages de nu også til indtægt for, at en række danske fjorde skal lægge ryg og bund til forurening fra store muslingefarme og med dem en lange række skadelige følgevirkninger.

Muslinger lever af at filtrere store mængder vand fra et stort område. Blåmuslinger kan således filtrere næsten 10 liter vand i timen – per gram tørvægt af muslingekødet. Muslingerne optager de spiselige dele, som indbygges i kroppen. Og udskiller de ikke spiselige dele sammen med ekskrementerne.

“Miljø-muslinger” er det nye navn for de muslinger, som vandbruget vil fremover dyrke for at fjerne kvælstof fra landbruget. Der fjernes kvælstof fra vandmiljøet, når der høstes muslinger fra et vandområde. Samtidig bliver det filtrerede overfladevand typisk klarere omkring en muslingefarm. Umiddelbart et positivt resultat.

Men muslinger har en fordøjelse som alle andre levende organismer. Problemet er, at samtlige deres ekskrementer havner på bunden under muslingefarmene. Muslingerne filtrerer store mængder vand fra et område, der er mange gange større end deres egen afgrænsede lokalitet. Muslingerne koncentrerer således forureningen fra et stort vandområde til et meget lille under og omkring farmen, hvor bundmiljøet uundgåeligt ødelægges. 

Fylder og forurener

Samtidig fylder muslingefarme fylder rigtig meget. Fra debatten om den forrige regerings planer for nye forurenende havbrug i Kattegat fik vi meget varierende tal fra forskellig side. Miljøstyrelsen under Esben Lunde Larsen mente selv, at der kun skulle 1 km2 muslinger til for at kompensere forureningen fra et standard havbrug med en udledning på 100 tons kvælstof. 

Forskere fra Københavns Universitet mente allerede dengang, at der snarere skulle 3-4 km2 muslinger til for at rense op efter samme forurening. Og de seneste tal nåede helt op på 10 km2 i farvande som Kattegat, der kun vanskeligt kan sammenlignes med referenceanlægget i den meget næringssalt-belastede Skive Fjord.

Fra 1 km2 til 10 km2 for fjernelse af kvælstof fra ét enkelt 100 tons havbrug. Det er de flere hundrede meter lange liner eller sorte “Smartfarm” plastrør, som muslingerne hænger fra, der sammen med utallige bøjer fylder voldsomt på søterritoriet. Hvor skal der dog kunne findes plads til flere kvadratkilometer store anlæg i de allerede tæt trafikerede indre danske farvande?

Muslingeopdræt resulterer ikke kun i organisk forurening lokalt under anlæggene. Ud over en permanent visuel forurening, som lokale beboerer ikke er glade for, driver rigtig mange løsrevne bøjer og liner i land efter perioder med storm og blæst. De bliver kun undtagelsesvis samlet op igen. Det har vi set samtlige steder, hvor der er dyrket muslinger – om det så er Limfjorden, Horsens Fjord, Mariager Fjord eller Knebel Vig, hvor man i flere år har forsøgt sig med muslingeopdræt. Plastforurening i højeste potens.

Vi har selv været tæt på flere af disse anlæg og kan derfor kun nikke genkendende til den beskrivelse, som ægteparret Sanne og Svend Hørup senest har givet af naboskabet med Linemuslingeanlæg 112 – referencen i dansk muslingeopdræt. Det har de gjort i tre artikler på webmediet nejtilhavbrug.dk


Svinevirus og havkolera

De filtrerende blåmuslinger forurener ikke blot lokalt under og omkring muslingefarmene. De opkoncentrerer uundgåeligt forekommende tungmetaller samt eventuelle skadelige stoffer fra giftige alger, der efterfølgende kan optages af de mennesker, som spiser dem. Maveinfektioner efter indtagelse af forgiftede eller fordærvede muslinger er derfor ganske almindelige.

Blåmuslinger fra Limfjorden har endda vist sig at indeholde svinevirus fra gylle udledt på de tilstødende marker. Det blev ved en fejl opdaget i 2013, da man moniterede muslinger fra hele landet. 

Myndighederne sagde efterfølgende, at svinevirus i muslinger er uskadeligt for mennesker. Men det sagde de jo i sin tid også om svine-MRSA. Det siger de ikke mere nu, hvor mennesker er døde af infektion med disse resistente bakterier. Slut med at lade skolebørn kysse bløde grisetryner ude i staldene.

Sundhedsmyndighederne har så vidt vides ikke siden undersøgt limfjordsmuslinger for svinevirus. Flere restauranter afviste dengang at servere limfjordsmuslinger for deres gæster, og den årlige skaldyrsfestival i Nykøbing Mors med dens mange deltagere stod jo også på spil. Og hvis der er svinevirus i blåmuslinger, så er der det nok også i de berømte østers, der jo ligeledes lever af at filtrere det samme vand fra Limfjorden

Men ikke nok med det. Muslinger er kendt som overvintringssted for de Vibrio vulnificus bakterier, der forårsager havkolera – en potentielt livstruende infektion. De er især farlige ved vandtemperaturer over 20 grader. 

Flere tilfælde kendes – med dødelig udgang – men myndighederne registrerer dem som simpel blodforgiftning. Trods ellers anbefalinger i Ugeskrift for Læger om at etablere et centralt register, så man løbende kunne følge udbredfelsen af netop havkolera med de stigende vandtemperaturer.

Fiktive høsttal

Der har ikke mindst i forbindelse med de kuldsejlede planer om nye forurenende havbrug i Kattegat været brugt mange millioner tilskudskroner på at forske i netop muslinger som “kompenserende virkemiddel”.

De i litteraturen af DTU Aqua og Aarhus Universitet opgivne tal for høst af muslinger har desværre vist sig ikke at have hold i virkeligheden. De matcher i hvert fald ikke de reelle og registrerede høstal, men lægges alligevel til grund for de nuværende planer om et fremtidigt muslingeopdræt. Branchen vrimler med røde tal trods millionstore tilskud. 

Vi kan her blot tage det danske referenceanlæg 112, som af branchen selv og Aarhus Universitet frejdigt opgives til at have en produktion på “1.100 tons friske muslinger/år og fjerne 600-900 kg N/ha/år samt 30-40 kg P/ha/år”.

Virkelighedens verden ser imidlertid ud til at være en ganske anden. Efter en del besvær og et regeringsskifte lykkedes det endelig naboerne til anlæg 112 at få fat i alle høsttallene. De viser en samlet produktion på 745 tons – på 15 år. Altså under 5 % af de tal, som Aarhus Universitet og DTU Aqua opgiver. 

Følgende danske vandområder er allerede undersøgt og af branchen vurderet som ideelle til “kompenserende opdræt af miljø-muslinger”. Det er: Roskilde Fjord, Gamborg Fjord, Limfjorden, Mariager, Vejle, Kolding, Åbenrå, Augustenborg og Flensborg Fjorde. Aarhus Bugt er “muligvis egnet” til denne form for vandrensning.

Forskere på Lunds Universitet i Sverige anslår, at det er 2-5 gange dyrere at fjerne kvælstof fra vandmiljøet ved at opdrætte muslinger – end ved at bygge traditionelle rensningsanlæg eller udlægge traditionelle vådområder som dyrknings- og gødningsfrie.

De samme forskere fra Lunds Universitet advarer samtidig om, at de iltfri bundforhold under muslingefarmene, forårsaget af muslingernes egne koncentrerede ekskrementer, kan øge frigivelsen af skadelig fosfor, der hidtil har været bundet i sedimentet. 

Dyrkede muslinger er i regelen små og tyndskallede. De egner sig derfor ikke som spisemuslinger. I stedet vil man bruge dem som tilskud til svinefoder – og som undskyldning for en endnu større svine- og gylleproduktion, der så kan belaste vandmiljøet endnu mere.

Vi føler, at man måske skulle lytte mere til uvildige udenlandske forskere end til hjemlige, hvis økonomiske interesser i et fortsat tilskudsstøtte muslingeopdræt synes ganske åbenlyse. Vi føler os ikke trygge ved at lægge vor og vort vandmiljøs skæbne i hænderne på en håndfuld muslingefarmere og forskningsinstitutioner, der ikke har har vist sig i stand til at overholde bare det, de selv lovede og påstår. 

Det er jo også langt fra sikkert, at man i EU vil acceptere opdræt af miljømuslinger som en realistisk måde for Danmark at nå i mål med Vandrammedirektivet.”


Af Nina Bjarup Vetter, cand. theol og

Steen Ulnits, cand. scient

Altinget den 31. januar 2020