– Skal muslinger være rensningsanlæg for landbruget? Det er, hvad Hedeselskabet og dets datterselskab “Blå Biomasse” ønsker over hele landet. “Miljømuslinger” er det smarte navn til de muslinger, der skal rense vandet efter landbruget…
Debatindlæg i Altinget
Lørdag den 15. februar 2020
Af Nina Bjarup Vetter, cand. theol og
Steen Ulnits, fiskeribiolog cand. scient
“I vort seneste indlæg (Altinget den 31. januar 2020) anbefalede vi, at danske politikere lytter mere til uvildige forskere på den anden side af Sundet, end til danske virksomheder med en åbenlys økonomisk interesse i et tilskudsstøttet muslingeopdræt.
Vi kan nu se, at vor frygt var velbegrundet. Med indlægget fra industrien i Altinget den 5. februar – under overskriften ”Manglende politisk godkendelse af muslingeopdræt skader havmiljøet” – har vor frygt vist sig velbegrundet.
Således er samtlige fem medunderskrivere, som plæderer for flere muslingefarme med produktion af svinefoder for øje, på den ene eller anden måde leverandører til hinanden i den interne og lukkede fødekæde, der populært kaldes “gylletrekanten”:
Landbruget opdrætter i millioner af svin, som producerer kolossale mængder gylle, der i overdosis hældes ud på markerne, som producerer majs og raps til svinefoder. Overskydende gylle havner i vandmiljøet, der kvitterer med algeblomst og uklart vand, som nu kan bruges til dyrkning af muslinger, der igen kan blive til svinefoder. Til endnu flere svin og endnu mere gylle. Ringen er sluttet i denne landbrugets selvforsynende evighedsmaskine.
Sovepude for landbruget
Dette forhold kan ifølge professor Stiig Markager blive til en sovepude, så vi ikke får begrænset udledningerne fra land, men i stedet omdanner vores fjorde til renseanlæg for landbruget.
Man forstår derfor de fem medunderskrivere af indlægget for et øget muslingeopdræt – og deres åbenlyse økonomiske interesse i flere “økomuslinger”. Intet galt i at ville tjene penge – blot det ikke sker på bekostning af miljøet. Det rækker desværre ikke med fine navne som “økomuslinger” og “blå biomasse”.
Af det seneste referat fra Limfjordsrådets behandling af det lukkede muslingemøde på Christiansborg fremgår da også tydeligt, at sagen er Hedeselskabet magtpåliggende.
Heri understreger man nemlig vigtigheden af, at det bliver netop Hedeselskabet og dets tidligere datterselskab Orbicon, der kommer til at forestå den planlagte muslingeproduktion. En så vigtig sag bør ikke overlades til andre uden Hedeselskabets mangeårige erfaring med muslingeopdræt. Eller er det mon indtjeningen, man er bange for skal blive spredt ud til for mange aktører? For muslingeopdræt er i sig selv ingen raketvidenskab. Det er bivirkningerne derimod.
Vi synes, at sagen i stedet bør dreje sig om forbedring af vandmiljøet og ikke kun en maksimering af en mulig privat indtjening. Kunne man nu forene disse to størrelser, ville det naturligvis være optimalt. Men sådan ser verden desværre ikke ud – i hvert fald ikke uden milliontilskud fra stat og kommuner. Og da er det jo skatteydernes penge, der bringes i spil, og de bør naturligvis bruges bedst muligt.
I vort sidste indlæg påviste vi, at estimaterne fra Dansk SkaldyrCenter i Nykøbing Mors var netop det – estimater baseret på et uhyre spinkelt og teoretisk grundlag. Således er det jo kun lykkedes referenceanlæg 112 i Skive Fjord at producere knap 5 % af den oprindeligt estimerede mængde – endda over hele 15 år.
Minimal produktion
Den minimale produktion fortæller nok en del om vanskelighederne ved opdræt af muslinger – at der er mange ydre forhold, man ikke har styr på eller kontrol over. At de opgivne estimater derfor skal tages med et endog meget stort gran salt. At det derfor er overordentlig risikabelt at sætte sin lid til “økomuslinger” og “blå biomasse”, hvis der skal fjernes tilstrækkeligt med kvælstof fra vandmiljøet – på pålidelig vis.
Da ender vi op med et skønmaleri som det, vi netop har set med Landbrugspakke og minivådområder. Flot på papiret og i teorien. Men udueligt i praksis. Mere varm luft – nu blot i hårde skaller.
Hertil kommer så, at muslingeopdræt i storskala er underlagt de rådende fysiske og kemiske forhold og dertil kan have flere uheldige bivirkninger:
Dels er det velkendt, at saliniteten spiller en overmåde stor rolle for blåmuslingernes vækst og dermed deres kvælstofoptagelse. Således kommer vækst og kvælstoffjernelse i eksempelvis Sønderborg ikke i nærheden af den, man kan få ved Skive, hvor Limfjorden er både salt nok (25 o/oo) og forurenet nok til en optimal produktion. Det er den ikke i det sydligste Danmark. Her må anlæggene derfor være tilsvarende større, hvis de skal levere den ønskede kvælstoffjernelse.
Muslinger er ofte dårlige til at filtrere de små blågrønalger fra vandet. Dem, vi ellers gerne vil af med. Muslinger er derimod så dygtige til at filtrere andre alger og de større planktondyr, at man kan ende op med en overvægt af giftige blågrønalger i det omgivende vandområde – og ikke tilstrækkeligt med dyreplankton til at holde dem nede. Blågrøn algeblomst kan da i værste fald blive det direkte resultat af et storskala muslingeopdræt.
Den uundgåelige organiske forurening omkring muslingefarme gør det samtidig sværere for det vigtige ålegræs at vokse, end det allerede er. Og sværere endnu at retablere de ålegræsbælter, der engang var.
De mange millioner muslingers store optag af bakterier og alger i den frie vandmasse langt fra land kan ligeledes stjæle føden fra de naturligt forekommende muslinger, der sammen med ålegræsset er vigtige for livet og artsdiversiteten inde på lavt vand under land. Endnu en uheldig mulig bivirkning af muslingeopdræt i stor skala.
Norske Smartfarms til danske fjorde
De traditionelle linemuslingeanlæg er på vej ud – erstattet af de langt større og mere effektive “Smartfarms” med deres mange kilometer lange sorte plastrør og tunge høstmaskineri. Smartfarms er udviklet og konstrueret til brug i Norge, hvor alting bare er større, og hvor man jo har Golfstrømmen til at rydde op efter sig – efter den yderligere forurening, der nu sker ved høst.
Nogen Golfstrøm har man ikke i hverken Limfjorden, Mariager Fjord eller det sydlige Lillebælt. Det er svært at forestile sig, hvor der skulle blive plads til de store anlæg – i eksempelvis et langt, smalt og trafikeret farvand som Mariager Fjord.
Med de nuværende planer om at indsnævre Thyborøn Kanal, så man bedre kan beskytte de lavt liggende Limfjordsbyer mod kommende vandstandsstigninger, vil også denne muslingeopdrættets højborg og sidste bastion snart falde.
Med en reduceret vandgennemstrømning i Limfjorden vil effekten af muslingefarmenes lokale forurening øges proportionalt. Den reducerede salinitet vil ligeledes reducere muslingernes vækst, kvælstofoptagelse og kvælstoffjernelse ved høst. Hele grundlaget for muslingeopdrættet skrider hermed.
Vi så for nylig, hvor galt det kan gå i et økosystem, der konstant balancerer på randen til en katastrofe – på grund af massiv forurening med næringssalte. Vi så det i december sidste år i Horsens Fjord, hvor indtrængende saltvand nordfra pludselig resulterede i en massiv og specifik opblomstring af Chattonella-alger. Med massiv fiskedød til følge.
Mere skal der altså ikke til i et forurenet vandmiljø, der permanent balancerer på vippen. Og samme spinkle balance mellem liv og død hersker i Mariager Fjord, der jo allerede én gang er afgået ved døden. Er der plads til nye “miljøeksperimenter” her?
Vi må således konstatere, at de nyudnævnte “miljømuslinger” nok mest er de sidste rester af Eva Kjer Hansens og Esben Lunde Larsens fejlslagne miljø- og fiskeripolitik med Landbrugspakke og fiskekvoter.
Den succes behøver vi jo ikke at gentage – nu endda med risiko for både svinevirus i Limfjordsmuslinger og havkolera i fjorde med lavere salinitet. Det vil både vandmiljøet, lokale badegæster og tilrejsende turister nok være oprigtigt glade for. I Limfjorden er de jo for længst holdt op med at bade nær muslingefarme som anlæg 112.
Ser man muslingeopdræt og kvælstoffjernelse i et lidt større perspektiv – som muligt redskab til implementering af kravene i EU’s Vandrammedirektiv og dermed de hjemlige vandplaner – tegner der sig et endnu mere usikkert og kompliceret billede. Det opsummeres nok bedst med følgende citat fra den anden side af Øresund:
HELCOM og EU’s Vandrammedirektiv
“Hvis målet er at leve op til regionale vandplaner eller sågar HELCOM redningsplanen, da bliver de tekniske udfordringer hurtigt enorme. Den nødvendige målestok for at opnå næringsstofnedsættelse vil nødvendigvis blive massiv og kan meget vel ændre hele Østersøens næringssaltbalance.
Det være sig udveksling mellem kystnære næringsstoffer og næringsstoffer langt til havs, iltforhold, benthiske og pelagiske dyre- og plantesamfund, planktonssammensætning, fødekæder, fiskebestande etc. Der mangler erfaringer fra opdræt i så stor målestok, og extrapolering fra eksisterende viden er ikke mulig.“
Vor oversættelse af publikation fra Stockholms Universitet om muslingefarmes mulige evne til at fjerne næringssalte fra vandet. Rapporten er forfattet i 2018.
Helcom er en konvention, der forpligter sine medlemslande til at arbejde for et bedre vandmiljø i Østersøen og Kattegat. Både Danmark og Sverige er medunderskrivere. Og underlagt EU’s Vandrammedirektiv.
I den forbindelse er det meget lidt betryggende, at alt dansk baggrundsmateriale stammer fra aktørerne selv – ikke fra uvildige forskere. Fagkundskaben er ganske vist enig om, at der fjernes kvælstof, når der høstes muslinger. Fagkundskaben er også enig om, at muslingefarme ikke gør nævneværdig skade på vandmiljøet – så længe de blot er få og små.
Men faglitteraturen rummer desværre også flere eksempler på, hvor galt det kan gå, når man opskalerer til flere kvadratkilometer store og tætte muslingefarme. Hvordan de mange millioner muslinger samlet på ét sted kan ændre hele økosystemet i et større vandområde.
Hvordan stofomsætningen pludselig kan vende. Hvordan man i stedet for klarere vand og kvælstoffjernelse kan ende op med det stik modsatte, nemlig algeblomst, uklart vand, iltsvind og tilbageholdelse af næringsstoffer, der ellers ville eksporteres naturligt fra lokalområdet. Man kan således ende op med en højere grad af eutrofiering, end man startede ud med. Alt efter udgangspunktet.
Lad os afslutningsvis minde om, hvor galt det gik, da Hedeselskabet senest gjorde sin indflydelse gældende i det danske vandmiljø. Vi tænker her på afvandingen og kanaliseringen af Danmarks mest vandførende vandløb, Skjern Å, der efterfølgende sendte næringssalte fra et stort opland direkte ud i den lavvandede Ringkøbing Fjord. Til massiv skade for vandmiljøet her.
Det skete så sent som i 1960’erne, og det kostede efterfølgende danske skatteborgere 280 millioner kroner – mere end en kvart milliard – at rydde op efter Hedeselskabet og lægge åen tilbage i dens oprindelige folder, så den igen kunne holde på sine næringssalte.
Med baggrund i udenlandsk fagkundskab og i bagklogskabens altid ulideligt klare lys kan vi kun håbe, at noget tilsvarende ikke gentager sig. At vore politikere ikke lader sig forføre af Hedeselskabets nyindkaldte “miljømuslinger” til endnu et ødelæggende indgreb i det danske vandmiljø. Nu under dække af at ville redde vandmiljøet fra selvsamme landbrug, der har ødelagt det. Endda med samme Hedeselskabet hjælp. Man har da lov at blive klogere.
Ifølge Stockholms Universitet har muslingeopdræt med henblik på kvælstoffjernelse da heller ikke været anbefalet siden 2009.”
Af Nina Bjarup Vetter, cand. theol og
Steen Ulnits, cand. scient
Lørdag den 15. februar 2020
Reference:
“Nutrient removal capacity and potential ecological consequences of blue mussel farms for nutrient abatement in the Baltic Sea”
Nils Hedberg, Nils Kautsky, Linda Kumblad and Sofia A. Wikström
Baltic Sea Centre, Stockholm University
(Nils Kautsky at Department of Ecology, Environment and Plant Science)
Del denne artikel: