Havlus

Copepoder

Vi danskere snakker altid om “havlus”, hvor vore norske kolleger lige så konsekvent siger “lakselus”.

I begge tilfælde er der tale om samme organisme, nemlig Lepeophtheirus salmonis, som er det latinske artsnavn. Det norske navn skyldes parasittens værtsdyr – laksen. Det danske navn skyldes dens levested – havet.

Havlusen lever nemlig i saltvand ved saltholdigheder fra oceanisk havvand (35 o/oo) og ned til omkring 15 o/oo.

Havlus eller lakselus har på trods af navnet intet med lus at gøre – disse smådyr hører nemlig til krebsdyrgruppen copepoder (vandlopper), som udgør størstedelen af vandets dyreplankton (zooplankton) – de smådyr, som igen lever af algerne (planteplankton). Til de mere kendte copepoder hører de enorme mængder “krill”, som mange af havets hvaler (bardehvalerne) filtrerer fra vandet og er helt afhængige af.

I polare områder kan man opleve copepoder, som kan blive op til 1 cm lange, men de allerfleste copepoder er langt mindre. Typisk er voksne copepoder dråbeformede og 1-2 mm lange. I troperne kan copepoder optræde som smittebærere af blandt andet kolera.

Fantastiske former

Set under et mikroskop afslører copepoderne ofte meget fantastiske og smukke former – med lange antenner og fjerformede vifter. I tilgift hertil findes ofte et enkelt stort øje, som lyser op i rødt. Det er livlige dyr, som forhold til deres størelse kan bevæge sig med imponerende fart – en evne, de bruger i deres jagt på det langt roligere planteplankton.

Lakselus

Copepoderne følger algernes bevægelser op og ned i vandsøjlen. Med stigende lysintensitet synker de mod bunden, mens de stiger mod overfladen med tiltagende mørke. Algerne skal jo nruge sollyset til deres fotosyntese, og copepoderne følger naturligt med i denne døgnrytme.

Copepoderne inddeles i 2 grupper: De fritsvømmende og de fastsiddende, hvoraf mange er snyltende. De snyltende copepoder, hvortil havlusene hører, sætter sig fast på fisk og lever af sekret på huden. De har en stærkt modificeret kropsform, der er tilpasset livet som snylter – sammentrykte og flade, så de yder mindst mulig modstand i vandet.

Havlusene stortrives i lakseopdrættet, som plages af de små, snyltende krebsdyr, og som derfor behandler laksene med nervegiften IvermectinGiften dræber havlusene eller får dem til at slippe taget i laksene. De tages nu af strømmen og føres ud i det frie vand – hvor de med stor appetit kaster sig over forbipasserende vildlaks – smolt på vej ud mod åbent hav eller voksne laks på vej mod gydepladserne.

Livsfarlige lus

De voksne vildlaks lider naturligvis under de massive angreb fra havlusene. Men de kan dog redde sig, idet lusene jo forsvinder af sig selv i ferskvand. Men så let har laksesmolten det desværre ikke. Den er i forvejen meget sårbar i denne fase af sit liv, og den har ingen mulighed for at undslippe de grådige havlus.

Havlus6

Man har fundet mere end 600 synlige havlus på en 2,5 kg’s laks fanget i Eio elven i bunden af Hardangerfjorden. Tilsvarende fandt man ikke færre end 1.500 lus på en 5 kg’s laks fra Namsen. Laksen var ikke overraskende radmager. Til sammenligning er bare 5 voksne havlus nok til at tage livet af én udvandrende laksesmolt…

De sår, der måtte komme efter et angreb af havlus, gør de angrebne fisk mere modtagelige overfor infektioner. Enkelte lakselus giver ingen problemer, men udtrækkende smolt i bl.a Norge med deres massive lakseopdræt er truet. Smolten er naturligt svækket og kan ikke modstå det massive angreb, de udsættes for ved opdrætsanlæg, der på grund af fisketæthed giver gode formerings- og vækstbetingelser for lakselus.

Canadiske undersøgelser viser at et opdrætsanlæg kan forårsage 30.000 gange flere lakselus end normalt i et område uden lakseopdrætsanlæg! I Norge er der set vilde fisk med lakselus i et antal der er 73 gange højere end i områder, hvor der ikke findes opdrætsanlæg.

Billedet nederst i denne artikel viser en norsk tamlaks, som er hårdt angrebet af havlus. Så hårdt, at den ikke overlever det.

Forsvinder i ferskvand

På voksne fisk ses havlusene ofte på bugsiden umiddelbart foran halen, hvor de kan sidde bekvent i læ for vandstrømmen. Men de kan sidde overalt på fiskene, hvis forholdene er til det. Man kan opleve fisk, der er så hårdt angrebne, at de nærmest ser koparrede ud efter de mange angreb.

Havlus4

Når laksen vandrer op i ferskvand for at gyde, udsættes havlusene for mindre saltholdigt vand, hvor de ikke kan opretholde deres saltbalancen i kroppen. De dør derfor efter nogen tid.

Er der “lus” på en fisk fanget i å eller elv, har det altid været set som en slags adelsmærke – et bevis for, at fisken er trukket op fra havet for mindre end én uge siden. Lakselus kan jo ikke leve i ferskvand, men svækkes hurtigt og falder af fiskene.

Nyere norske undersøgelser viser imidlertid, at havlusene i bedste fald faktisk kan sidde på fiskene i op til 21 dage. Det er dog sjældent, de bliver siddende i så lang tid. Tidsrummet afhænger sikkert af laksens vej op i elven – om den kommer direkte fra åbent hav eller har tilbragt længere tid i brakke fjordområder, inden den vandrede op i ferskvandet.

I syddanske farvande og brakke inderfjorde kan man i perioder opleve havørreder med havlus – trods den lave saltholdighed, som havlusene ellers ikke trives ved. Fænomenet skyldes havørredens vandringer, som styres af dels årstid og kønsmodning – dels vandtemperatur og saltholdighed.

Bliver vandet for koldt, trækker fiskene mod vand med lavere saltholdighed – bringende med sig havlus fra mere salte omgivelser.

Disse falder dog af igen efter nogen tid.

© 2009 Steen Ulnits

Lakselus

Havlus og døde rejer

Havlus er krebsdyr, og alle krebsdyr gennemgår i deres udvikling en række kritiske hudskift for at blive større.

Efterhånden som havlusene bliver immune over for forskellige aflusningsmidler, må man i fiskeopdrættet gribe til stærkere og stærkere midler.

Seneste skud på stammen er stoffet diflubenzuron (DFB), som også bruges i insektgifte. Det har også vist sig meget virksomt over for havlus, da det hindrer disse i at skifte hud mellem de forskellige stadier.

Imidlertid ser det ud til også at virke på de værdifulde rejser, som lever frit i havet og her danner grundlag for et vigtigt fiskeri. Flere steder har man oplevet rejefiskeriet gå voldsomt tilbage i takt med, at havbrugene ekspanderer. Enkelte steder er rejerne allerede helt væk.

DFB blandes i fiskefoderet og når således indefra og ud til de parasiterende havlus. Nu undersøges det, om DFB også kan nå helt ud i frivand til de rejer, der lever her. Sandsynligvis via overskydende fiskefoder, som spildes gennem de åbne netmasker.

Meget tyder desværre på det, og dermed har fiskeopdrættet påført sine omgivelser endnu et muligt banesår. Måske er det om føje år helt slut med friske rejer fra de norske fjorde.

Ironisk, når man tænker på, at det i fiskeopdrættets unge år netop var rejeskaller fra rejefiskeriet, der gav ørrederne deres eftertragtede røde kød…

Og endnu en grund til at gå langt uden om de åbne havbrug. I Kattegat som alle andre steder.

De fører ikke andet end dårligt med sig.

© 2017 Steen Ulnits


Andre relaterede artikler om havbrug: