Miljøminister Hans Christian Schmidt mener ikke, at den danske bestand af skarver er for stor. Det samme gælder sælerne, som derfor heller ikke skal skydes. Nu dør de i stedet en langsom og smertefuld død af sælpest.
Miljøministeren har netop præsenteret en ny skarvforvaltningsplan, som klart tilkendegiver, at der ikke vil blive nogen generel jagttid for den omstridte sorte fugl. Tværtimod vil ministeren totalfrede fuglen i yngletiden fra 1. april til 31. juli.
Den seneste optælling viste, at skarvbestanden herhjemme har været oppe på knap 40.000 ynglepar. Altså 80.000 fugle, som med afkom bringer den samlede danske skarvbestand op på 150.-200.000 fugle, der hver især skal have et lille halvt kilo fisk at spise om dagen.
Nu mener miljøministeren så, at skarvbestanden herhjemme skal være på mindst 30.000 ynglepar. Det svarer til 20% af Europas samlede skarvbestand, hvoraf mange gæster Danmark, som derfor har en international forpligtelse til at bevare en vis skarvbestand.
Skarver skal ikke skydes
Selv om der fremover slet ikke må skydes skarver i yngletiden – end ikke som hidtil indenfor 500 meters afstand fra faststående fiskeredskaber – så må erhvervsfiskere dog fremover skyde fuglene inden for en afstand af 1.000 meter fra fiskeredskaberne. Problemet er blot, at det er meget svært at komme på skudhold af de intelligente fugle.
Hertil skal dog lægges, at der ved Ringkøbing og Nissum Fjorde i Vestjylland vil blive igangsat forsøg med at reducere lokale skarvbestande ved at sprøjte lagte æg med parafin. Her er det nemlig dokumenteret, at netop skarverne gør det umuligt at opretholde sunde fiskebestande. det fremtidige forsøg skal klarlægge, om en reduceret og kontrolleret skarvbestand kan genoprette fiskebestandene.
Ikke uventet er Dansk Ornitologisk Forening (DOF) godt tilfreds med, at miljøministeren nu garanterer en dansk skarvbestand på mindst 30.000 ynglepar. DOF undrer sig dog over, at ministeren ikke laver nogle økonomiske beregninger over, hvad skarvbestanden egentlig koster det danske samfund. DOF mener sågar, at de mange skarver har en direkte gavnlig virkning på fiskebestandene:
Gavnlige skarver?
Skarven tager nemlilg skidtfisk som skaller og brasen, der er med til at gøre vore overgødede søer uklare. Den holder sygdomme i skak i torskebestanden, idet den æder de syge og derfor svage fisk. Og så er den en vigtig fødekilde for den nye danske bestand af havørne… Mener altså DOF, der dog ikke har relevante videnskabelige undersøgelser at henvise til.
Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU) kan til gengæld fortælle, at op mod 80% af ørrederne i vandløb ved Horsens Fjord, bliver ædt af skarver fra landets største koloni på Vorsø. Det viste fund af mærker fra mærkede fisk i skarvreder. Dugfriske DFU-undersøgelser fra Ringkøbing Fjord viser samtidig, at 36% af laksesmoltene og 21% af ørredsmoltene havner i sultne skarvmaver. Det viste radiosendere fra radiomærkede fisk, der pludselig sendte fra skarvkolonier inde på land…
Sæler skal ikke skydes
Miljøminister Hans Christian Schmidt mener heller ikke, at den danske bestand af sæler er for stor. I hvert fald ikke så stor, der skal ske en kontrolleret afskydning.
Midt i den ofte ophedede debat om, hvorvidt den voldsomt stigende danske sælbestand skal beskydes eller ej – begyndte sælerne så selv at dø. De første døde sæler blev fundet på Anholt og Læsø, hvorfra sælpesten tilsyneladende har bredt sig til bestandene i Limfjorden og nu senest også den svenske vestkyst. Indtil videre er godt 200 danske sæler døde.
Sælpesten er en slags lungebetændelse, som sælerne tilsyneladende ikke har megen resistens over for. En sygdom, der lader de ramte og afkræftede dyr lide en langsom og smertefuld død. Og en sygdom, der er dobbelt skadelig netop nu, hvor sælerne har født deres unger.
Endnu ved man ikke, om der er tale om en epidemi som den, der ramte og halverede den danske sælbestand i 1980’erne. Det vil den kommende tid vise. Men den fortæller med al ønskelig tydelighed, at sælbestanden nu har nået et niveau, hvor den ikke længere er bæredygtig. Hvor naturen selv begynder at regulere bestanden med sygdom.
Smertefuld død
Sælpesten kommer derfor på et yderst passende tidspunkt, når den nu er kommet. Den sætter nemlig fornyet fokus på debatten om afskydning af sælerne, så bestandene kan holdes nede på et bæredygtigt niveau. Modstanderne af en kontrolleret afskydning må nu se i øjnene og påtage sig et ansvar for, at sælerne i stedet dør en langsom og smertefuld død af sygdom. I stedet for en hurtig og i de fleste tilfælde smertefri død for en jægers kugle.
Under sælpesten i 1980’erne var det alligevel jægerne, der måtte træde til og aflive syge og afkræftede sæler langs de danske strande. Den danske natur er et menneskeskabt kulturlandskab og derfor ikke i balance med sig selv. Den er, som vi har skabt den, og det er derfor også os, der selv skal vælge, hvad vi vil have, hvor og hvordan.
Pr. 1. juli 2002 var der 600 døde sæler siden sælpestens start i maj. Det svarer til hver 20. danske sæl – altså 5% af den samlede danske sælbestand på 12.000 sæler. Under den store sælpest i 1980’erne døde 50% af bestanden.
– Hvorfor altid vente, til det er for sent?
© 2002 Steen Ulnits
Del denne artikel: