Xiaomi Huami Amazfit Stratos

IMG_0793

Bag det imponerende navn “Xiaomi Huami Amazfit Stratos” gemmer sig et næsten lige så imponerenede smartwatch – i hvert fald når man tager prisen i betragtning.

Man kan godt blive helt svedt, når man læser navnet. Dels er Xiaomi kun lige akkurat kommet til Danmark – stadig ukendt trods sin status som verdens 4. største mobilproducent. Og dels er Huami om muligt endnu mindre kendt, men et datterfirma til Xiaomi.

Amazfit er derimod et langt mere kendt navn over den ganske verden – primært for et cirkelrundt smartwatch, som har fået mange roser blandt anmeldere. Et ur, der primært er tiltænkt fitness-folket, som gerne vil holde styr på deres workout-data. Men også et enkelt ur uden hverken bells and whistles.

Det her anmeldte Amazfit Stratos er opfølgeren og samtidig en værdig konkurrent til mange af de mere etablerede smartwatch-mærker på markedet. Det indeholder en masse features og funktioner, som slet ikke afspejles i prisen, der er uhyre rimelig i forhold til konkurrenterne. Eller også er det bare, hvad et sådant smartwatch egentlig bør koste i vore dage…

Amazfit Stratos er mere mainstream af udseende end sin helt cirkelrunde forgænger. Det er ganske vist også rundt, men har mange flere smartwatch-detaljer at skrive hjem om:

Xiaomi Huami Amazfit Stratos er primært kendetegnet ved sin skarpe, transflektive skærm og lange batteritid. Brugen af transflektiv skærm kendes fra eksempelvis Sony’s efterhånden bedagede Smartwatch 3, der var den første af sin slags. Siden har Garmin også brugt det – ikke mindst i sin seneste Vivoactive 3.

IMG_1084

Ideen med en transflektiv skærm er, at glasset forstærker det forhåndenværende lys – vel at mærke uden overhovedet at bruge kostbar strøm fra batteriet. Og i stik modsætning til ikke mindst de traditionelle LCD-skærme så bliver en transflektiv skærm bare lettere og lettere at aflæse, desto mere og stærkere sollys der er.

Ulempen er blot, at transflektive skærme kan være svære at aflæse på grå og mørke dage – for slet ikke at tale om aften og nat. Da må man ty til baggrundsbelysningen, som så tapper strøm direkte af batteriet. Det samme er også tilfældet indendøre.

Bruger man primært sit smartwatch udendøre, er transflektive skærme til gengæld noget nær ideelle. Man behøver ikke vride håndleddet af led for at aktivere lyset i sit Apple Watch eller Android Wear. Men kan blot kaste et hurtigt blik på skærmen, der er nem at aflæse under de fleste forhold.

Amazfit Stratos har indbygget pulsmåler (HR) og GPS og egner sig som sådant til såvel fysisk træning indendøre som færdsel ude i åbent terræn. Det er dog ude i felten, at Stratos for alvor brillierer. Fysisk i felten. Det ligger næsten i navnet. Hertil bidrager også, at Stratos har et fremragende indbygget kompas.

Tag den Apple. Shame on you. Et kompas har I stadig ikke evnet at inkludere i jeres ellers hundedyre Apple Watches…

IMG_0789

Alle data for begge sensorer (GPS og HR) lagres på den tilhørende Amazfit app, som Xiaomi har udviklet til netop dette ur. Og som fås til såvel iOS som Android. Amazfit er således ikke noget platform-specifikt ur.

App’en er enkel og byder ikke på den overflod af funktioner, som man ofte finder på apps fra konkurrerende firmaer – eksempelvis Garmin. Men uret registrerer som udgangspunkt almindelige aktiviteter som gang, løb, cykling, svømning, skiløb, bjergbestigning, tennis, fodbold og triathlon.

Selv VO2 max har Stratos styr på. VO2 max er et udtryk for det maksimale iltindhold i blodet og er som sådan indikator for ens fysiske formåen. Det er nu ikke noget, jeg selv benytter mig af eller interesserer mig synderligt for. Men det kan jo komme. Og flot, at det er med og inkluderet i prisen.

IMG_0603

Uret er vandtæt til 50 meter og tåler derfor selv længere tids svømning. Husk blot at lægge uret i blød i postevand en fem minutters tid, hvis det har været en tur i saltvand. En tur i bruser eller bad er således ingen udfordring for Amazfit Stratos, der dog primært stortrives udendøre. Her hjælper også den lange batteritid, der skal regnes i dage – ikke timer som på mange Android Wear ure.

Xiaomi siger selv, at Stratos kan holde strøm til op til fem dage, men det er uden GPS og pulsmåler. Til blandet brug med GPS og pulsmåler er vi nede på 2-3 dage på en opladning, men det er også fint nok.

Amazfit Stratos udmærker sig ved en GPS, der er både kvik og præcis. Den finder hurtigt de fornødne satellitter og holder godt på dem – selv ved færdsel i skov. Pulsmåleren fungerer ligeledes godt – givetvis på grund af den udstående sensor, som sikrer, at måleren altid slutter tæt til håndleddet:

IMG_0784

De tre knapper på urets højre side har hver deres funktion. Den store knap i midten har riflet overflade, så man hurtigt kan føle sig frem til den. Praktisk, hvis man får brug for at finde den aften eller nat.

Den øverste knap er markeret med en rød stribe og bruges blandt andet til start og stop. En vigtig funktion, da dette ur ikke understøtter automatisk start og stop under fysisk aktivitet. Det må man selv klare.

Den nederste knap bruges blandt meget andet til at aktivere den indbyggede musikafspiller. Og til at bringe urets øvrige indbyggede apps i spil. Stryg nedefra og op for at få modtagne notifikationer frem i dagens lys.

I det hele taget tager det lidt tid at lære knapperne at kende, da der er tre af dem, og de opererer med såvel korte som lange og meget lange tryk. Så forvent at bruge lidt tid på det.

Start med touch, der fungerer rigtg godt med den flade urkrans, hvor man stryger direkte ind på skærmen. Og  byg så knap-funktionerne på, når der er tid til og brug for dem.

Uret har Bluetooth, der dels kommunikerer med den tilhørende mobil – dels kan bruges til at lytte til medbragt musik. Der er 4 GB plads til musik og andet godt, og uret kan parres med Bluetooth hovedtelefoner. Den parrede mobil overfører løbende notifikationer til uret, der dog ikke kan svare på dem.

Den indbyggede GPS går automatisk i gang, når man starter en aktivitet. Alle data fra ens fysiske aktiviteter lagres i den tilhørende app, og vel hjemkommet fra en gåtur eller løbetur kan man se rute med tilhørende data som vist på illustrationen herunder. Det er de færreste, der behøver flere data eller bedre præsentation:

IMG_0783

Xiaomi Huami Amazfit Stratos byder i det hele taget på rigtig mange gode ting til en rigtig god pris. Til kritikpunkterne hører, at betjeningen er noget ulogisk og tager lidt tid at lære. Specielt hvis man er vant til andre ure med andre menuer.

Man kan navigere rundt med knapperne, hvis man vil – eller touch skærmen er våd. I starten forfalder man ofte til touch, som er langt mere logisk og intuitivt. Senere – specielt under dyrkelse af motion – begynder knapperne at vise deres værd. Her kan man hurtigt trykke mellemtider eller etaper ind.

Samtidig er den tilhørende app stadig lidt rough i kanterne, men det vil kommende opdateringer nok gøre noget ved. Sproget er engelsk og oversættelsen ind imellem lidt mystisk. En sjælden gang kan man sågar støde på et forvildet kinesisk skrifttegn.

Efter den allerseneste opdatering ser disse dog ud til at være endegyldigt væk. Og tak for det. Mit kinesiske er ikke, hvad det aldrig har været…

Jeg har i den forbindelse bemærket, at jeg er kommet i bedre form, når jeg bruger Stratos i stedet for Apple. Jeg går længere og hurtigere og har tilmed en lidt lavere puls! Om det så er Apple eller Xiaomi, der har ret, det ved jeg ikke med sikkerhed. En målelig forskel på de to er der i hvert fald.

Udseende og finish er klart til UG. Amazfit Stratos ligner faktisk noget, der koster flere gange så meget. Urkransen er keramisk, så den ikke så let får ridser og skrammer. Og selve urkassen er fremstillet af robust og afrundet polykarbonat med et dekorativt kulfibermønster.

Skærmen er af 2.5D Gorilla Glass og noget udsat, da den ikke er beskyttet af kransen. Til gengæld gør denne udformning touch skærmen meget lettere at tilgå. Opløsningen er rigtig god: 320 x 320. Ingen pixellerede kanter her som på eksempelvis Garmin Vivoactive 3.

Oplader

Uret leveres med en række indbyggede urskiver eller watchfaces. I alt femten stykker på den testede model, hvilket burde række for de fleste. Remmen er standard 22 mm og let at skifte. Vægten er beskedne 70 gram.

Opladning sker via ovenfor viste noget specielle holder, hvor uret klikkes på plads. Der skal bruges lidt kræfter, hvilket man lige skal vænne sig til først. I starten er man bange for at ødelægge noget, men det behøver man ikke være.

Installering af app’en og parringen af ur og mobil er en lidt anderledes proces, end man er vant til med Apple Watch og Android Wear. Men blot man følger instruktionerne, går det hele glat. Og pdf-manualen er i sig selv et studie værd – med sjove oversættelser fra kinesisk til engelsk og med flotte billeder af formand Mao til installation…

Man kan med stor fordel bruge den manual, der ledsager app’en – i stedet for den, der som enkeltstående pdf kan downloades fra nettet. Førstnævnte er helt opdateret. Og aldeles engelsk!

Desværre er der – ud over to indbyggede kinesiske sprogvarianter – kun engelsk at vælge imellem. Ikke dansk. I hvert fald ikke endnu. Det betyder ikke noget i det daglige, hvis bare man har en smule indsigt i engelsk. Men medfører det lille irritationsmoment, at man ikke kan indstille uret til at vise tiden i 24H. Man er nødt til at acceptere AM og PM.

Alt i alt må man sige, at Xiaomi Huami Amazfit Stratos er et meget vellykket ur til en uhyre vellykket pris. Set til kr. 1.995,- i detailhandelen. Købt til cirka det halve hos GearBest i hjemlandet Kina. Med told og moms løber det hele op i kr. 1.200,-.

Men så desværre uden vor hjemlige to års garanti.

© 2018 Steen Ulnits

IMG_0791