Grundstofferne

guldklumpHvis du er en drengerøv som mig, så holder du af TV-programmer og serier på Discovery og National Geographic. Her er der mænd og maskiner, så det vil noget – ofte i en sådan grad, at ens bedre halvdel hovedrystende fortrækker…

Når Todd og hans far graver guld i Yukon, er der nemlig ikke andre eller vigtigere ting på programmet. Mit altså. Og når Parker skændes med Tony om guldlodderne, sidder jeg åndeløs bag skærmen. Næsten da!

Det er Reality TV fra den virkelige verden – med virkelige mennesker i hovedrollen. Meget ofte med virkelige problemer, der skal løses. Det er i regelen “make or break”, når der investeres i det dyre maskineri, som skal bringe det forjættede guld frem af undergrunden.

Men det er ikke ren rå underholdning det hele. For hvorfor er der guld nogle steder og andre ikke? Hvor kommer guldet egentlig fra? Og hvordan er det overhovedet blevet til? Det er jo ikke middelalderens alkymister, der har skabt det hele – trods deres ellers ihærdige anstrengelser. De lykkedes aldrig rigtig med projektet.

Jeg spekulerer ofte over dette under disse moderne guldgraver-programmer. På et tidspunkt besluttede jeg derfor at finde svarene – i det omfang videnskaben nu er i stand til at komme med fyldestgørende svar på spørgsmål som – Hvordan er guldet og alle de andre grundstoffer egentlig blevet til? – Var det nogle, som Gud skabte om søndagen eller hvad? – Hvordan er de blevet fordelt? – Og hvor findes de?

Det er også her uendelig meget lettere at stille spørgsmålene, end det er at besvare dem. For vi skal dels uhyre langt tilbage i tiden – dels endnu længere ud i rummet for at finde svarene.

Det periodiske system

Hvis man ellers hørte efter i skoletidens kemitimer, så kan man svagt erindre noget om et periodisk system. Et stort skema, hvori er anbragt og placeret alle kendte grundstoffer ud fra deres kemiske egenskaber.

Vi er alle børn af rumalderen. Aldrig tidligere i menneskehedens historien har vi kunnet bevæge os så langt væk for vore egen Blå Planet – Jorden – som vi har kunnet siden Anden Verdenskrig. Det var nemlig krigen, som bragte os de raketter, der siden har bragt stedse flere mennesker stedse længere ud i rummet – i omløb om Jorden eller sågar helt til Månen. I de allerfleste tilfælde også helskindet tilbage igen.

Men tilbage til det periodiske system, der trækker spor forbløffende langt tilbage i tiden. Kemi har altid interesseret os nysgerrige mennesker. Ude i naturen kunne vi iagttage, hvordan ting ændrede sig – hvordan forskellige stoffer reagerer med hinanden. Hvordan træer og planter visner, rådner og forsvinder. Hvordan is smelter og bliver til vand, der fordamper. Hvordan jern ruster og bliver rødt.

Alt dette kunne vi iagttage med vore egne øjne, men vi forstod ikke, hvad der i virkeligheden skete.

periodisk

Men vi arbejdede målrettet på at løse mysterierne. Og som det har været tilfældet lige siden, så var det krigens rædsler, der pressede udviklingen og indsigten fremad. Våbenindustrien, der for alvor skubbede udviklingen fra flinteøksen og frem mod atombomben…

Metallerne viste sig hurtigt at kunne bruges til noget. De kunne nemlig udvindes fra undergrunden, renses op, smeltes og formes til nye, stærke redskaber, man efterfølgende kunne bruge til mere effektivt at slå hinanden ihjel med.

Man var nu nået dertil, at man rent faktisk målrettet kunne udvinde og bruge metaller fra jorden. I først bronzealderen og siden jernalderen. Bronzealderen begyndte 1.700 år før vor tidsregning. Jernalderen 500 år før Kristi fødsel.

Men det var først i datidens kemilaboratorier, at man for alvor kom videre på vejen mod en større forståelse af de såkaldte grundstoffer.

I det periodiske system, som ikke blev til overnight, har man sammenstillet alle kendte grundstoffer alene ud fra deres fysiske og kemiske egenskaber.

På et mere detaljeret (atomart) plan sker denne opdeling efter antallet af de såkaldte protoner i stoffernes kerner samt antallet af elektroner i atomernes ydre skaller eller orbitaler. Alle stoffer består nemlig af en fast atomkerne inderst og løse elektroner yderst. Elektronerne, der suser rundt om kernens protoner, er arrangeret i flere skaller. Jo flere elektroner desto flere skaller.

Populært sagt er det antallet af protoner i kernen, der afgør grundstoffets vægt. Jo flere protoner desto tungere stof. Ikke overraskende har de såkaldte tungmetaller derfor mange protoner i deres kerner. Nogle af disse tungmetaller er livsvigtige for vort stofskifte – i meget små mængder. Andre er decideret dødbringende – selv i ganske små koncentrationer.

Lige så populært sagt er det antallet af elektroner i atomernes yderste skal, som afgør grundstoffernes forskellige egenskaber – deres måde at reagere med andre stoffer på. Ikke overraskende finder man de færreste protoner i de letteste gasser og de fleste i de tungeste metaller.

Alt efter stoffernes antal af protoner i kernen og især elektroner i den yderste skal opfører grundstofferne sig forskelligt. Så forskelligt, at man allerede tidligt begyndte at inddele de forskelige grundstoffer efter deres fysiske og kemiske egenskaber – helt uden at ane noget om stoffernes opbygning på det atomare plan. Ja, faktisk anede man intet om, at de forskellige grundstoffer alle er opbygget ud fra de samme grundbestanddele – blot sat sammen på forskellig vis, så de får forskellige egenskaber.

Datidens kemikere levede et farligt liv. De rodede med stoffer og kemiske forbindelser, som kunne være endog meget skadelige for helbredet.

Klassikeren er kviksølv (Hg), der tidligt fascinerede alverdens kemikere. Her var et metal, som var flydende ved stuetemperatur og dermed let at håndtere. Man kunne jo hælde det ud i håndfladen, hvis man ville!

Men kviksølv er et metal, som desværre var giftigt, når det blev optaget i kroppen. Med ubodelig skade på hjerne og nerver til følge. Det fandt japanske fiskere i byen Minamata ud af på den hårde måde.

WikiPeriodic

Endnu tidligere var de gamle romere kommet galt afsted, når de brugte det tunge, bløde bly (Pb) til at fore deres drikkevandsledninger med. Det var nemt at bearbejde, men det blev hurtigt opløst af vandet og efterfølgende optaget i kroppen, som reagerede med diverse mangelsymptomer. Bly kan nemlig inaktivere forskellige livsnødvendige enzymer i stofskiftet.

På samme måde kom førende forskere galt afsted, når de ekspermenterede med radioaktive stoffer som uran (U). De udsatte sig herved for skadelig stråling, der enten gav direkte strålingsskader (forbrændinger) eller resulterede i kræft efter længere tid. Lidet anede datidens forskere, at det bly, der slog de gamle romere ihjel, kunne have reddet dem – som beskyttelse mod den radioaktive stråling.

Efterhånden fik man isoleret og sat de forskellige grundstoffer i system. I 1860’erne, mens borgerkrigen hærgede i Nordamerika, var kemikerne kommet så langt, at de turde sætte stofferne lidt mere i system. Der var en sammenhæng mellem de forskellige grundstoffer, kunne de se.

Det blev russeren Mendelejev og tyskeren Meyer, der i 1869 opstillede det skema, vi i dag kender som det periodiske system. De nåede det uafhængigt af hinanden, da man jo ikke havde internet og e-mail i de dage. Mendelejev havde allerede da luret, at der nok var flere grundstoffer end de da kendte, og han havde derfor reserveret pladser til dem i sit system.

Det var uhyre fremsynet, må man sige. Disse huller er nemlig siden fyldt ud med eksotiske og radioaktive grundstoffer som strontium (Sr), gallium (Ga) og germanium (Ge). Nu kan vi langt om længe forstå, hvorfor og hvordan forskellige stoffer reagerer med hinanden. Nu er der en plausibel forklaring.

Øverst i det periodiske system har vi de lette gasser som brint (H) og helium (He) – nederst de tunge og ofte radioaktive grundstoffer. Yderst til højre findes de såkaldte ædelgasser, der er så ædle, at de helst ikke vil have noget med de andre grundstoffer at gøre! De har deres egen yderste skal fyldt op med elektroner og behøver derfor ikke flere.

Lige ved siden af ædelgasserne finder vi grundstoffet klor (Cl), som har det med at gøre sig bemærket. Da klor blot mangler en enkelt elektron i den yderste skal for at være fyldt op, er klor et uhyre reaktivt stof. Klor er populært sagt helt vild med at få fyldt op i yderste skal, og derfor reagerer stoffet voldsomt med mange andre.

Klor er således den aktive bestanddel i saltsyre (HCl) – kaldet sådan, idet klor også indgår som en harmløs, men uhyre vigtig bestanddel af helt almindeligt saltvand. Her dog som det opløste stof natriumklorid (NaCl). Klor bruges af samme årsag meget til rengøring og desinfektion.

2000px-Carbon_cycle-cute_diagram_da.svg

Grundstof nummer 6 i det periodiske system er kulstof (C). Kulstof er grundbyggestenen i alt organisk stof – i alt levende, som vi kender det. Ude i det store verdensrum spiller kulstof ikke nær samme rolle som her på Jorden, hvor kulstof indbygges i alt levende – startende med fotosyntesen, hvor der ud fra vand og kuldioxid dannes organisk stof og ilt.

Af illustrationen herover kan man se, hvordan kulstof cirkulerer rundt gennem luft, vand og jord – i levende såvel som dødt materiale. Dette er stof til en helt anden artikel end denne, så vi lader emnet ligge her. Det er blot vigtigt at forstå, at kulstof er altafgørende for livet på Jorden.

Og sådan kunne man fortsætte i det uendelige med de forskellige grundstoffer, deres egenskaber og mulige brugsområder. Man vi ved stadig ikke, hvordan de er opstået. Hvis vi vil vide det, må vi ud på en meget lang dannelsesrejse i både tid og rum. Ud, hvor det hele begyndte med det, astronomerne kalder Big Bang…

Big Bang and Beyond…

Astronomerne regner med, at det hele startede med en eksplosion af ufattelige dimensioner for omkring 14 milliarder år siden. For øvrigt en eksplosion, vi stadig ser synlige tegn på. Allerede i 1920’erne var det nemlig gået op for den amerikanske astronom Hubble – ham, der siden fik et helt rumteleskop opkaldt efter sig – at universet til stadighed udvidede sig. At alt stadig er på væk fra hinanden med svimlende hast.

Hvad Hubble imidlertid ikke fandt svar på var, hvor det hele kom fra og efterfølgende er på vej hen. For hvis noget er uendeligt, så kan man vel ikke være på vej derhen? Lidt lommefilosofi skader aldrig, og det kan være sundt at tænke lidt over de ting, man tager for givet i det daglige. Men som slet ikke er det, når man altså tænker nærmere efter…

I 1913 fremsatte danske Niels Bohr sin skelsættende teori om, at atomer består af protoner inderst med elektroner udenom. Lidt klogere blev man igen, da den engelske fysiker Chadwick i 1932 kunne påvise, at atomkerner er opbygget at protoner og neutroner. Protonerne definerer grundstoffet, mens neutronerne angiver isotopen – den pågældende variant af grundstoffet.

I rigtig gamle dage troede man, at alle grundstofferne var blevet dannet på én gang, hvilket var ganske naturligt at tro uanset udgangspunkt – om man så var religiøs fanatiker eller tænksom naturvidenskabsmand. Men i takt med en stedse større indsigt i atomernes fantastiske verden, dukkede en anden og mere langhåret forklaring op.

Fysikeren Schwarzschild bragte vor enkendelse af universet og grundstofferne endnu et skridt nærmere, da han sammenlignede grundstofindholdet i meget gamle stjerner med indholdet i langt yngre. Han kunne da notere sig, at indholdet af tunge grundstoffer i gamle stjerner var langt højere end i nyere. Med denne iagtagelse var grunden lagt til den moderne opfattelse af grundstoffernes opståen.

sun in space

I 1957 publiceredes så den videnskabelige artikel, der i dag står som klassikeren inden for astronomi og astrofysik. Forfattet af triumviratet Burbridge, Fowler og Hoyle dokumenterer denne artikel, hvordan en stjerne i løbet af sit lange liv ikke blot forandrer sig selv, men også ændrer de stoffer, den indeholder. Altsammen med tyngdekraften som den forklarende og – kan man vist roligt sige – samlende faktor.

Ifølge den nu fremherskende teori, som der er skrevet tykke bøger om, skete dannelsen af grundstoffer gradvis og i følgende orden – startende med den proces, der holder gang i Solen, og som på et eller andet tidspunkt i en fjern fremtid vil løbe tør for brændstof:

Det, der holder Solen i gang, er en konstant afbrænding af brint, som fusionerer til helium – de to letteste af grundstofferne og gasserne. Du finder dem øverst oppe i det periodiske system.

Det er en proces, som frigør uanede mængder energi. Og derfor en proces, vi mennesker længe har prøvet af få under kontrol. For råvarer har vi rigeligt af på Jorden – i form af vand, der blot skal spaltes for at frigive brinten, som vi så kan putte i vore biler – og som vi efterfølgende kan køre Jorden rundt i…

Med atombomben lærte vi at spalte atomer, så det kan give et mægtgt brag. Med brintbomben tog vi yderligere et destruktivt skridt, idet vi nu – med hjælp af en lille atombombe som startenergi – også kan fusionere atomer. Altså sammensmelte dem i stedet for spalte dem. Med et endnu større brag og endnu større ødelæggelser til følge.

Skal der dannes tungere grundstoffer end helium, skal der mere til. Der skal tyngdekraft til. Masser af tyngdekraft. Tyngdekraften trækker stjernen sammen, hvorved der opstår stor og stigende varme. Det er denne varme, der får stjernen til at lyse, så vi kan se den med det blotte øje eller i et teleskop.

Den intense varme gør, at atomkernerne begynder at fusionere. Herved frigøres energi, som i begyndelsen er nok til at fastholde stjernen i dens fysiske form og størrelse – præcis som luftmodstanden i et frit fald kan udligne tyngdekraften, så hastigheden forbliver stabil og ikke fortsat øges.

Det tager uendelig lang tid – milliarder af år – førend al brinten er blevet til helium. Når den sidste brint er brændt af, vil tyngdekraften fortsætte med at virke – med en yderligere kompression og yderligere temperaturstigning til følge. Helium kan nu forbrændes til tungere grundstoffer som ilt og kulstof med flere – helt op til jern, der repræsenterer en fysisk barriere for den videre udvikling. Jern har nemlig den højeste bindingsenergi af alle kerner.

Der kan nu ikke frembringes yderligere energi ad fusionsvejen, og tyngdekraften vil presse den stakkels stjerne yderligere sammen. Til sidst bliver trykket så stort som inde i en enkelt atomkerne, og det kan jo ikke fortsætte. Derfor eksploderer stjernen og bliver til en såkaldt Supernova magen til den, som vor danske astronom Tycho Brahe observerede og rapporterede om tilbage i 1572.

SolarSystemAbundances

I stjernebilledet Cassiopeia – det store “W” på nordhimlen – var der pludselig en stjerne så stor og lysende, at den i en kort periode var den største og klareste på stjernehimmelen. Tycho Brahe døbte den “Stella Nova”, da det var en ny stjerne, som ikke havde været der før – før eksplosionen fra udbrændt stjerne til Supernova. Han registrerede det spektakulære fænomen, men anede i sagens natur intet om dets baggrund.

Ved Supernova-eksplosionen slynges alt materiale – alle de dannede grundstoffer – ud i verdensrummet, hvor de kan indgå i nye forbindelser, hvis de møder noget. Det sker som oftest ved, at stumper falder ned på andre kloder eller planeter – som store meteorer eller mindre meteoritter. De ramte himmellegemer bliver således “podet” med nyt materiale udefra.

Men vi mangler stadig de tungere grundstoffer – dem, der er tungere end det jern, som jo var grænsen i den nu afdøde stjerne. Kloge hoveder har beregnet, at den netop beskrevne proces fra stjerne til supernova kun forløber for stjerner, der er 8-20 gange større end vor egen Sol. Når de er eksploderet og blevet til en kortvarigt lysende Supernova, forsvinder de i glemslen som kolde og meget kompakte neutronstjerner.

Er stjernen derimod mere end 20 gange større end Solen, vil dens tyngdekraft være så massiv, at dens indre kollapser til et Sort Hul, hvis tyngdekraft er så stor, at end ikke lyset slipper ud herfra. Ganske dramatisk og meget befordrende for fantasien!

Er stjernen derimod mindre end 8 gange Solen, vil den ikke kunne nå så langt som til en Supernova-eksplosion. Den vil næppe nå meget videre med fusionen af kerner end til ilt og kulstof. Den vil således ikke kunne bidrage med tungere grundstoffer end disse.

Videnskaben har nu forklaret dannelsen af grundstoffer til og med jern – på en måde, som alle astronomer og kernefysikere i dag er enige om må være rigtig. Det er noget mere tricky at forklare dannelsen af de tungeste grundstoffer, som der er forsvindende lidt af i verdensrummet.

Grundstoffet Iridium (Ir) regnes normalt for det tungeste af alle grundstofferne, selv om osmium (Os) ofte også kandiderer til posten. Faktum er imidlertid, at disse to metaller stort set er lige tunge, og de ligger da også side om side i det periodiske system.

Astrofysikerne mener at have identificeret to forskellige processer, der hver især er i stand til at producere grundstoffer tungere end jern. Og igen er det stjernernes størrelse og dermed tyngdekraften, der er afgørende for udfaldet.

Har man en stjerne, hvis masse er mindre end 10 gange Solens, vil der her kunne ske en indfangning af neutroner, som resulterer i grundstoffer tungere end strontium. Er stjernens masse større end 10 gange Solens, vil processen resultere i grundstoffer lettere end strontium.

Disse indfangninger af neutroner til nye og tungere grundstoffer tager typisk i tusindvis af år, hvilket er hurtigt set i et astronomisk perspektiv, hvor man ofte regner med millioner og sågar milliarder af år. De tungeste grundstoffer er altså dem, der dannes hurtigst. Men samtidig også dem, der primært findes i de ældste stjerner. Som det tager længst at nå frem til. Og som forekommer i de mindste mængder.

Den seneste forskning antyder, at kolliderer to udbrændte neutronstjerner i outer space, så vil der kunne fremstilles tunge grundstoffer i et langt hurtigere tempo end ellers. Men det er stadig ren teori. Eller fantasi. Vælg selv. Vi er jo i det ydre rum!

Kulstof

Diamanter består af det samme kulstof, som brændslet kul gør. Kul tilhører sammen med olie og gas de stoffer, som alle stammer fra døde dyr og planter, der under tryk og varme er omdannet til fossile brændstoffer. Som indeholder store mængder energi, når vi afbrænder dem under brug af ilt.

Diamanter består af selvsamme kulstof som de fossile brændsler, men de har været længere tid undervejs. De er typisk dannet under et enormt tryk og stærk varme i Jordens indre. Temperaturen skal ligge i omegnen af 1.000 grader Celsius – plus minus et par hundrede grader – for at kulstof skal kunne omdannes til diamant.

Men trykket skal ligge helt oppe på næsten ufattelige 50 til 60 kilobar, førend processen vil forløbe. Og et så højt tryk findes kun dybt i Jordens indre. Herfra føres de dannede diamanter siden op til overfladen via magmakanaler, der kan ende i åbne vulkaner.

Diamanter er det hårdeste mineral af alle, og de kan derfor bruges til at slibe og skære i materialer, hvor andre stoffer må give op. Samtidig bliver de heller ikke varme under denne proces. Men uforgængelige er diamanter nu ikke. De består jo af kulstof, og skruer man derfor ovnen op på over 900 grader – da forsvinder de ud af døren som tobaksrøg.

– Diamonds are forever, lød titlen ganske vist på en gammel James Bond film, men den påstand holder altså ikke i virkeligheden. I hvert fald kun ved stuetemperatur.

– There’s gold in them hills…

Så er der mere holdbarhed over guldet, som denne artikel jo startede med. Vi ved nu, at det i lighed med de andre tunge grundstoffer har været en dannelsesproces igennem, som har varet i milliarder af år – fra brint over helium, ilt, kulstof og alle de andre grundstoffer, indtil der var lige netop de protoner, neutroner og elektroner, der skal til for at danne guld, som vi kender det i dag.

Guld er tungt som bly og ganske blødt af et metal at være. Guld er attraktivt på grund af dets specielle egenskaber. Dels fordi det nu engang er et sjældent forekommende grundstof. Alene dette gør guld attraktivt til forarbejdning af smykker. Og dels fordi det ikke lader sig påvirke af de forhold, der ellers får andre metaller til oxidere i vor iltmættede atmosfære. Det er jo ilten, der får jern til at ruste, kobber til at blive grønt og aluminium til at blive gråt.

Guld lader sig ikke påvirke af sine omgivelser, og det er en god leder af elektricitet. Guld er derfor en uhyre vigtig komponent, når det gælder fremstilling af elektriske forbindelser – kontakter, stik etc. – der helst ikke må korrodere. Gør de det, får vi dårlig elektrisk ledning og apparater, der ikke fungerer.

Guld har været kendt i flere tusinde år, og den berømte ansigtsmaske fundet i Tut Ank Ahmons gravkammer er fremstillet af det pureste guld. Derfor skinnede den lige så smukt, da den blev fundet, som den gjorde for 3.300 år siden, da den blev fremstillet. Guld skal helt enkelt ikke pudses. Det skinner bare.

Eneste ulempe er prisen, der er skyhøj. I mange år har guld da også været brugt som reserve i det monetære system. De forskellige lande måtte dengang ikke udstede flere penge, end de havde guld liggende for hjemme i bankboksen!

Netop prisen har givet været medvirkende til brugen af det såkaldte bladguld, som har været kendt langt tilbage i historien. Guld har nemlig den fornemme egenskab, at det kan valses ud i ufatteligt tynde og fnuglette blade, som siden kan påføres overflader. Har man ikke – som kong Tut – råd til massivt guld til ansigtsmasken, så må man nøjes med bladguld. Fint skal det jo være…

Guldstykker

– Men hvordan er guldet så kommet til Jorden i en mængde, så vi kan finde, udvinde og udnytte det? – Og hvor finder man det?

Det er præcis dette fascinerende emne, som serierne på Discovery og National Geographic handler om. De moderne guldgravere, som med avanceret maskineri følger i fodsporene på gamle dages guldgravere fra Klondyke. Der med skovle, hakker og pander jagtede lykken og det forjættede guld i Yukon og Alaska. Men kun sjældent fandt det. For mange endte drømmen i stedet med ruin, død og ødelæggelse.

Nu ved vi så nogenlunde, hvordan grundstoffet guld er blevet til – i en langsommelig proces fra brint og helium over ilt og kulstof med flere andre grundstoffer, indtil det fandt sin endelige form som guld. Og det er næppe sket her på Jorden, som er en lille fredelig klode, der drifter rundt i verdensrummet. Ganske vist med 100.000 km i timen, men alligevel…

Da Jorden i sin tid blev dannet, skete det givetvis ved at mange mindre klippestykker – med mere eller mindre guld iblandet – blev tiltrukket af hinandens tyngdekraft og fusionerede til én stor planet. Ved dannelsen har planeten været flydende, og størsteparten af de mikroskopiske guldmængder vil da være sunket ned i kernen – efterladende de lettere lag øverst, som siden størknede.

Dette efterlader meget lidt guld i den tynde skorpe, som vi mennesker har adgang til. Forskerne mener derfor, at vore dages guld i stedet må være blevet tilført udefra – i lighed med de andre sjældne grundstoffer. For 4 milliarder år siden blev Jorden nemlig udsat for et voldsomt bombardement af store og små asteroider, som uden videre kunne hamre ned i Jorden.

Det er sandsynligvis disse asteroider, som har bragt guldet med sig hertil fra det ydre rum. Guld, som siden er blevet flyttet uendelig meget rundt af den omtumlede forvandling, som Jorden efterfølgende har gennemgået – med meteornedslag, vulkanudbrud, jordskælv, istider og oversvømmelser som gode eksempler herpå.

Disse voldsomme hændelser har fordelt guldet på så mange forskellige måder, at ingen rigtig kan forudsige, hvor guldet er i dag. Det er dog helt tydeligt, at der er mere guld visse steder end andre. Og at det er lettere tilgængeligt nogle steder end andre. Det var eksempelvis tilfældet med den store Gold Rush i Alaska, hvor man mange steder kunne nøjes med en simpel vaskepande for at finde guldet og skabe sig en formue.

Andre steder ligger guldet frit på havbunden, hvortil det er ført fra landjorden af tilstrømmende vandløb. Atter andre steder må man grave dybt ned i jorden for at finde guldet, der kan forekomme i alle størrelser – fra store guldklumper på flere kilogram over ærtestore guldstykker til mikroskopisk guldstøv.

Selv om Alaska nok er det mest kendte guldgraversted i verden, så skal vi helt om på den anden side af Jorden for at finde de største guldklumper. Dem har de nemlig i Australiens Victoria stat, hvor der er fundet gigantiske klumper på henholdsvis 72 og 69 kg!

Efter sigende besvimede begge de to guldgravere, der i sin tid fandt den næststørste klump…

© 2015 Steen Ulnits

“Rock on, gold dust woman

Take your silver spoon and dig your grave”

(Fleetwood Mac / Rumours / Gold Dust Woman)

(1977)


Relaterede artikler:

Pluto og planeterne

Solsystemet

Landingen på en komet

Solunar-teorien

Facts om fuldmåner

Drivhuseffekten

Vand – H2O